Kapitel 1. Indledning

Indhold KAPITEL 1. INDLEDNING... 3 1.1 og tilgrænsende discipliner...3 1.1.1... 3 1.1.2 Straffeproces... 3 1.1.3 Kriminologi... 3 1.1.4 Kriminalpolitik... 3 1.2 tens kilder og litteratur...3 1.2.1 Straffeloven... 3 1.2.2 Særlovgivning... 3 1.2.3 Litteraturen... 3 1.3 Sanktionssystemet...3 1.3.1 Straffe og andre retsfølger... 3 1.3.2 Sanktionernes indhold... 4 1.3.3 Kompetencespørgsmål... 4 KAPITEL 2. STRAFFETEORIER... 5 2.1 Indledning...5 2.1.1 Den straffeteoretiske tradition... 5 2.1.2 Absolutte og relative straffeteorier... 5 2.2 Kriminalisering...5 2.2.1 Problemstilling... 5 2.2.2 og moral... 5 2.2.3 Moralhåndhævelse contra nyttelære... 5 2.2.4 Afkriminalisering og nykriminialisering... 5 2.3 Prævention, gengældelse og retsfølelse...5 2.3.1 Hvad menes med straffens formål?... 5 2.3.2 Straffeteoriens kategorier... 5 2.3.3 Straffens begrundelse... 5 2.4 Præventionens virkemidler...5 2.4.1 Almenprævention... 5 2.4.2 Individualprævention... 5 KAPITEL 3. FORBRYDELSEN... 6 3.1 Ansvarsbetingelser...6 3.1.1 Inddeling... 6 3.1.2 Formel typicitet... 6 3.1.3 Retsstridighed... 6 3.1.4 Skyld... 6 3.1.5 Beskyttelsesinteresse... 6 3.2 Inddeling af forbrydelser...6 3.2.1 Lovteknik og gerningsstruktur... 6 3.2.2 Adfærdsdelikter og forårsagelsesdelikter... 6 3.2.3 Skadedelikter og faredelikter... 6 3.2.4 Fuldbyrdelse med et subjektivt overskud... 6 3.2.5 Handling og undladelse... 6 3.2.6 Andre gerningstyper... 6 3.3 Forårsagelse og adækvans...6 3.3.1 Problemstilling... 6 3.3.2 Årsagsbegrebet... 6 3.3.3 Adækvans... 6 KAPITEL 4. DEN STRAFFERETLIGE LOVANVENDELSE... 7 4.1 Fortolkning og analogi...7 4.1.1 Problemformulering...7 4.1.2 Sproglig fortolkning...7 4.1.3 Indskrænkende og udvidende fortolkning...7 4.1.4 Analogi...7 4.2 Gammel og ny straffelov...7 4.2.1 Udgangspunkter...7 4.2.2 Ændring af det strafbare område...7 4.2.3 Ændring af reglerne om straf...7 4.2.4 Andre retsfølger end straf...7 4.3 Forældelse...8 4.3.1 Begreb og begrundelse...8 4.3.2 Ansvarsforældelsens frister...8 4.3.3 Fristens begyndelse...8 4.3.4 Fristens afbrydelse...8 4.3.5 Forældelse af idømt straf...8 KAPITEL 5. OBJEKTIVE STRAFFRIHEDSGRUNDE. 9 5.1 Begreber og typer...9 5.1.1 Oversigt...9 5.1.2 Begrundelsen for straffrihed...9 5.1.3 Bevis spørgsmål...9 5.1.4 Handlen efter befaling...9 5.2 Nødværge strfl. 13...9 5.2.1 Angrebshandlingen...9 5.2.2 Nødværgehandlingen...9 5.2.3 Subjektive forhold...9 5.2.4 Lovlig myndighedsudøvelse...9 5.3 Nødret, strfl. 14...9 5.3.1 Nødsituationen...9 5.3.2 Afværgehandlingen...9 5.3.3 Subjektive forhold...9 5.3.4 Specielle tilfælde...9 5.4 Samtykke...9 5.4.1 Begreb og hjemmel...9 5.4.2 Samtykkets område... 10 5.4.3 Krav til samtykke... 10 5.4.4 Negotiorum gestio... 10 KAPITEL 6. TILREGNELSE...11 6.1 Indledning... 11 6.1.1 Tilregnelighed og tilregnelse... 11 6.1.2 Tilregnelsens former... 11 6.1.3 Tilregnelsens objekter... 11 6.1.4 Bevis for tilregnelse... 11 6.2 Forsæt... 11 6.2.1 Forsætslærens psykologi... 11 6.2.2 De højeste forsætsgrader... 11 6.2.3 Sandsynlighedsforsæt... 11

6.2.4 Dolus eventualis...11 6.2.5 Faktisk vildfarelse...12 6.2.6 Motiv...12 6.3 Uagtsomhed... 12 6.3.1 Uagtsomhedens strafbarhed...12 6.3.2 Almindelig karakteristik...12 6.3.3 Grader af uagtsomhed...12 6.3.4 Objektivt og subjektivt i uagtsomheden...12 6.3.5 Forsætligt forholds uforsætlige følger, strfl. 20 12 6.4 Retsvildfarelse... 12 6.4.1 Egentlig retsvildfarelse (error juris)...12 6.4.2 Regler om egentlig retsvildfarelse...12 6.4.3 Retspolitiske synspunkter...12 6.4.4 Uegentlig vildfarelse...12 6.5 Objetkivt ansvar... 13 6.5.1 Hovedtyper...13 6.5.2 Objektivt individualansvar...13 6.5.3 Juridiske personers bødeansvar, kollektiv ansvar...13 KAPITEL 7. FORSØG... 14 7.1 Almindelige regler... 14 7.1.1 Forsøgsansvarets begreb og begrundelse..14 7.1.2 Straffrit forsøg...14 7.1.3 Straffen for forsøg...14 7.2 Forsøgets objektive side... 14 7.2.1 Forsøg og fuldbyrdet forbrydelse...14 7.2.2 Forberedelse og iværksættelse...14 7.2.3 Nærmere om forsøgshandlingen...14 7.2.4 Putativ forbrydelse...14 7.3 Forsætskravet ved forsøg... 14 7.3.1 Forsætsgrader...14 7.3.2 Forsættets konkretisering og fasthed...14 7.4 Tilbagetræden fra forsøg... 14 7.4.1 Straffrihed...14 7.4.2 Objektive betingelser...14 7.4.3 Subjektive betingelser...14 7.4.4 Tilbagetræden ved medvirken... 14 7.4.5 Afværgelse m.v. efter fuldbyrdet forbrydelse15 KAPITEL 8. MEDVIRKEN...16 8.1 Principielle spørgsmål... 16 8.1.1 To sæt regler... 16 8.1.2 Teorier om medvirken... 16 8.2 ansvar for medvirken... 16 8.2.1 Gerningsmand eller medvirkende... 16 8.2.2 Nærmere om ansvarsbetingelser... 16 8.2.3 Medvirken ved passivitet... 16 8.2.4 Forsæt og uagtsomhed... 16 8.2.5 Særlige pligtforhold... 16 8.2.6 Concursus necessarius, straffrihed for tvunget medvirke... 16 8.3 Straffen for medvirken... 16 8.3.1 Strafudmåling... 16 8.3.2 Strafnedsættelse og bortfald... 16 KAPITEL 9. INTERNATIONAL STRAFFERET...18 9.1 Indledning... 18 9.1.1 Hvilke regler er internationale?... 18 9.1.2 Internationale aspekter... 18 9.1.3 Danske straffebuds anvendelsesområde... 18 9.2 Dansk straffemyndighed... 18 9.2.1 Jurisdiktionsprincipper... 18 9.2.2 Territorialprincipper... 18 9.2.3 Personalprincippet... 18 9.2.4 Beskyttelsesprincippet... 18 9.2.5 Universalprincippet... 18 9.3 Lovanvendelse og retskraft... 18 9.3.1 Dansk og fremmed ret... 18 9.3.2 Retskraft... 18 9.4 Udlevering, retshjælp mv.... 18 9.4.1 Udlevering... 18 9.4.2 Fuldbyrdelse af straf... 18 9.4.3 Retshjælp... 18

Kapitel 1-Indledning Kapitel 1. Indledning 1.1 STRAFFERET OG TILGRÆNSENDE DISCIPLINER 1.1.1 Forbrydelsen er en handling eller undladelse for hvilken der er foreskrevet straf i en lov strfl. 1. tens område omfatter ikke blot reglerne i straffeloven, men enhver særlov eller speciallov i hvilken der knyttet strafferammer til nærmere angivne handlingstyper. Alle overtrædelser af straffeloven er forbrydelser og ikke almindelig sprogbrugs forseelser. Den specielle del omfatter reglerne om hvorledes de enkelte strafbare gerningstyper afgrænses. Den almindelige dels ansvarslære udgøres fa alle de skrevne og uskrevne regler om generelle betingelser for strafansvar. Den almindelige dels sanktionslære indeholder reglerne om de straffe og andre retsfølger der kan idømmes, samt om deres fuldbyrdelse. 1.1.2 Straffeproces Straffeprocessen (strafferetsplejen) er den del af retssystemet der omfatter reglerne om behandling af straffesager. Processen kan betragtes som et redskabsfag for den materielle strafferet, et kompliceret sæt af forskrifter om hvorledes man når frem ti det stadium hvor en domstol anvender de strafferetlige normer. I dansk ret følges ikke fuldt ud det princip at strafferetlige afgørelser gennemføres i straffeprocessens former. Nogle gerningstyper (fx de fleste freds- og ærekrænkelser) er undergivet privat påtale fra den forurettedes side, og sagen føres da i civilprocessens former. 1.1.3 Kriminologi Kriminologien er en empirisk, ikke-juridisk videnskab om kriminaliteten, lovovertræderne og straffene som faktiske fænomener. Den kan dyrkes ud fra forskellige faglige synspunkter, bl.a. sociologiske, psykiatriske og psykologiske. 1.1.4 Kriminalpolitik Kriminalpolitik beskæftiger sig med mål og midler for samfundets behandling afforbrydelse og straf. En opfattelse går ud på at kriminalpolitik er en videnskab, en underafdeling af kriminalvidenskab og sideordnet med strafferet, straffeproces og kriminologi. Medens de to juridiske discipliner beskæftiger sig med gældende regelsystemer og kriminologien med empirisk erkendelse, skulle det karakteristiske for kriminalpolitikken være et teoretisk arbejde med at anvise hensigtsmæssige principper for samfundets greb om kriminalitetens og straffens problemer. 1.2 STRAFFERETTENS KILDER OG LITTERATUR 1.2.1 Straffeloven Den strafferetlige hovedlov er straffeloven (lov nr. 126 af 15 april 1930), der trådte i kraft den 1 januar 1933. Loven, der indtil 1992 hed borgerlig straffelov, bekendtgøres med jævne mellemrum med den ajourførte tekst der følger af lovændringer 1.2.2 Særlovgivning Særlovgivningen er meget omfattende. Der er straffehjemmel i mere end 300 love. Mange særlove er uden større interesse, fordi gerningsindholdene er af meget enkel type eller fordi straffehjemmelen sjældent eller aldrig anvendes. 1.2.3 Litteraturen Findes meget især kommenterede udgaver. 1.3 SANKTIONSSYSTEMET 1.3.1 Straffe og andre retsfølger Sanktionslæren omfatter reglerne om de retsfølger der kan idømmes når det ved anvendelse af den almindelige ansvarslære og den specielle del er fastslået at tiltalte har begået strafbart forhold. De almindelige straffe i dansk ret er bøde, hæfte og fængsel, ( 31). 3

Kapitel 1-Indledning 1.3.2 Sanktionernes indhold Som straf betegnes de retsfølger der udgør normalreaktioner og i almindelighed fastsættes i et proportionalitetsforhold til lovovertrædelsen. Sanktioner kan indeles efter følgende: (i) Advarsel (advarsel i politisager, tiltalefrafald, betinget dom, tilhold, advarsel ved vilkårsovertrædelse). (ii) Økonomiske indgreb (bøde, konfiskation, fortabelse af arveret, visse vilkår i betinget dom). (iii) Forsorg i frihed (tilsyn mv. knyttet til tiltalefrafald, betinget dom og prøveløsladelse eller anordning i medfør af 68 og 69). (iv) Arbejdspligt (samfundstjeneste). (v) Frihedsstraf og anden kriminalforsorg i anstalt (hæfte, fængsel, forvaring, optagelseshjem). (vi) Lægelig behandling ( 68 og 69, visse tillægsvilkår i betinget dom) (vii) Rettighedstab ( 78 og 79, tilsvarende særlovsbestemmelser, fortabelse af arveret) (viii) Oprejsning til den forurettede (mortifikation, kundgørelse af dom, erstatningsvilkår i betinget dom). (ix) Afkald på reaktion (skyldafgørelse uden tillægsstraf efter 89, strafbortfald, undladelse af at pålægge foranstaltning efter 68, det rene tiltalefrafald, politiets rapportundladelse). Systemets mest afgørende skillelinie er den der går mellem frihedsberøvelse og andre retsfølger. 1.3.3 Kompetencespørgsmål Det er et princip i strafferetten at straf og retsfølger der kan sidestilles hermed kun kan pålægges af domstolene. Men bøde og konfiskation kan også ske ved indenretlig vedtagelse eller ved vedtagelse over for politiet eller anden administrativ myndighed. De fleste afgørelser om ændring eller ophævelse af sanktioner træffes af administrativ myndighed. 4

Kapitel 2-Straffeteorier Kapitel 2. Straffeteorier 2.1 INDLEDNING 2.1.1 Den straffeteoretiske tradition er et teoretisk studeret emne, da det drejer sig om bevidst vold fra statens side, og dette kræver en forklaring, ofte moralsk. 2.1.2 Absolutte og relative straffeteorier Absolutte: straffen er en korrekt moralsk konsekvens for en forkert handling Relative: ingen handling er i princippet moralsk forkert, der er bare visse handlingsmønstre som er mere ønskelige end andre, og man finder en strafs egnethed ved at se hvor meget godt den skaber. Græske og romerske moralfilosoffer formulerede de to muligheder: at straffe fordi der er fejlet, og at straffe for at der ikke fremtidig skal fejles. 2.2 KRIMINALISERING 2.2.1 Problemstilling Man kriminalisere visse handlinger fordi man ikke bryder de er slette, det drejer sig derfor ikke om gengældelse men at man ikke bryder sig om handlingen. 2.2.2 og moral Nogle forbrydelser synes altid at være forbudte andre forbrydelser synes måske ikke at gå imod moralen, men imod samfundets politik (som fx manglende indhentning af byggetilladelse). Handlinger kan være slette handlinger eller blot forbudte handlinger. 2.2.3 Moralhåndhævelse contra nyttelære Kan man straffe handlinger som går imod moralen, eller kun for handlinger som skade eller ulempe for andre. I dansk ret menes oftest at straffeloven ikke har til opgave at skelne mellem det moralske og det umoralske. 2.2.4 Afkriminalisering og nykriminialisering Nogle regler ting bliver afkriminaliseret så de ikke længere er strafbare, og andre ting bliver gjort til genstand for nykriminialisering. 2.3 PRÆVENTION, GENGÆLDELSE OG RETSFØLELSE 2.3.1 Hvad menes med straffens formål? Gengældelse kan nemt være et formål med straffen, ud over prævention. 2.3.2 Straffeteoriens kategorier Ofte ønsker folk et proportionalitetshensyn, at den straf man får er på samme niveau som den kriminalitet man har begået. 2.3.3 Straffens begrundelse Hvilken moralsk ret har staten til at straffe. Determinisme contra indeterminisme. En determinist siger der er årsagsforbindelse til den udførte handling, og man kan derfor ikke straffe personen, han kunne ikke gøre for det. Indeterminister går ud fra der er en frivilje til at beslutte handlinger. 2.4 PRÆVENTIONENS VIRKEMIDLER 2.4.1 Almenprævention Det almenpræventive synes at være hovedformålet med straf i dag, større en individualpræventiv. Almenpræventive midler sendes til en stor og ubestemt kreds af mennesker. 2.4.2 Individualprævention Her menes den positive effekt en straf kan have et individ, så han ikke begår ny kriminalitet. Det kunne også være uskadeliggørelse som fx dødsstraf. 5

Kapitel 3-Forbrydelsen Kapitel 3. Forbrydelsen 3.1 ANSVARSBETINGELSER 3.1.1 Inddeling Der skal tre betingelser til for at man kan ifalde strafansvar: (i) Gerningsmanden skal have gennemført det strafbare forhold. (ii) Forholdet skal være retsstridigt. (iii) Der skal foreligge skyld i strafferetlig forstand, dvs. tilregnelighed (normalitet) og tilregnelse (forsæt eller uagtsomhed). 3.1.2 Formel typicitet Gerningen skal kunne falde ind under lovgivningens definition. 3.1.3 Retsstridighed Det er klart det skal være retsstridigt, men det betyder snarer, at der ikke foreligger nogen gyldige ansvarsfrihedsgrunde. 3.1.4 Skyld Denne betingelse kan derfor udelukke straf ved utilregnelighed eller manglende forsæt. 3.1.5 Beskyttelsesinteresse En lov er som regel udtryk for at den ønsker at beskytte en bestemt interesse som fx legemets integritet. 3.2 INDDELING AF FORBRYDELSER 3.2.1 Lovteknik og gerningsstruktur Sproget skal være meget nøjagtigt i en lov, da man ikke må udvide loven. 3.2.2 Adfærdsdelikter og forårsagelsesdelikter Adfærdsdelikt er når det er selve adfærden som er strafbar, enten handlingen eller undladelsen. Forårsagelsesdelikt er når forbrydelsen først indtræder med følgen efter en handlingen. 3.2.3 Skadedelikter og faredelikter Skadedelikter er når først skaden er indtrådt der er en forbrydelse Faredelikter er når en gerningstype er kriminaliseret allerede på et farestadium. Faredelikter kan være både konkrete og abstrakte. Konkret hvis der er en helt klar fare for at noget kan ske ved en sådan gerning, abstrakt farlig er en gerningstype kriminaliseret hvis den som regel eller i visse former vil være farlig. 3.2.4 Fuldbyrdelse med et subjektivt overskud Tidspunktet hvor forsøget er ophørt, og fuldbyrdelsen er sket. 3.2.5 Handling og undladelse Der findes både handlings og undladelses dilekter. Uegentlige undladelsesforbrydelser er tilfælde hvor det strafbare forhold ligger i en aktivitet, men hvis man undlader når man burde og der sker samme konsekvens, så er det også strafbart. Det skal dog i høj kunne lægges forbryderen til last at han burde have handlet, og at det var en hel åbenlys og bevidst undladelse. 3.2.6 Andre gerningstyper En sammensat forbrydelse, flere forskellige strafbare forhold. En flerhedsforbrydelse, flere handlinger for at lave en forbrydelse En fortsatforbrydelse, er når der kun er tale om en sammensat forbrydelse selv om den strækker sig over flere handlinger. Tilstandsforbrydelse, hvor det strafbare forhold ligger i at opretholde en tilstand. 3.3 FORÅRSAGELSE OG ADÆKVANS 3.3.1 Problemstilling Handlingen skal være årsag til forbrydelsen. 3.3.2 Årsagsbegrebet Betingelseslæren. Den forudgående handling er årsag til begivenheden. 3.3.3 Adækvans Adækvans er påregnelighed. Det skal kunne være påregneligt at begivenheden ville være indtruffet hvis man handlede på netop den måde. 6

Kapitel 4-Den strafferetlige lovanvendelse Kapitel 4. Den strafferetlige lovanvendelse 4.1 FORTOLKNING OG ANALOGI 4.1.1 Problemformulering Strfl. 1,1: Straf kan kun pålægges for et forhold, hvis strafbarhed er hjemlet ved lov, eller som ganske må ligestilles med et sådant. Princippet: nulla poena sine lege eller legalitetsprincippet. Dette er en beskyttelse af borgeren. Og for den som tager fejl af loven er der brug for regler om betydningen af en retsvildfarelse. 4.1.2 Sproglig fortolkning???? Subsumption er noget andet. Fortolkningen er for at se om et faktum hører under en beskrivelse i lov. Forskellige sproglige udtryk: (i) Klart deskreptive. utvetydige som promille, mand, klokkeslæt. (ii) Kvantitativt uskarpe. Afgrænsende indenfor en skala, omfattende ødelæggelse. (iii) Dagligsprogets konventionelle udtryk. Fx vold, ildebrand, opløb, betleri, jernbaneulykke. (iv) Specialfaglig terminologi. Har høj grad af præcision, fx indenfor kemikalier. (v) Moralsk eller følelsesmæssigt vurderede udtryk. Fx skødesløshed, vanrøgt, utugtige billeder, usømmelig behandling af lig. (vi) Retligt kvalificerede udtryk. Fx ægteskab, retten, sigtede, konkurs. (vii) Retlig standard. Retligt stikordsformat, fx groft tilsidesætter hensynet til almene interesser. (viii) Legale definitioner. Fx på lignende hensynsløs måde. 4.1.3 Indskrænkende og udvidende fortolkning Indskrænkende er når lovanvenderen havde mulighed for at vælge mellem en videre og en snævrere fortolkning og han har valgt den sidste. Udvidende er når de sproglige ord presses til det yderste grænse, men ikke en udvidelse af lovens ord. 4.1.4 Analogi Analogier kan forekomme da 1 nævner andre forhold ganske må ligestilles med et forhold der er direkte omfattet af loven. Der er ikke andre lande der har analogi muligheden, men vi er dog ikke så forskellige da de så i stedet har mulighed for udvidet fortolkning. 4.2 ##GAMMEL OG NY STRAFFELOV## 4.2.1 Udgangspunkter Intertemporale strafferet. Når en forbrydelse er begået inden en ny lovs ikrafttræden, men forelægges til domsafgørelse efter dens ikrafttræden. Hovedregel er man går efter den ny ret, blot den ikke er strengere end den gamle, 3,1,1. Tilbagevirkende kraft er ikke forbudt i grundloven, men det er et fast princip i dansk ret, og det var helt ekstraordinært tilfælde efter anden verdenskrig. 4.2.2 Ændring af det strafbare område Dermed kan ting afkriminalieres og andet kan nykriminaliseres. 4.2.3 Ændring af reglerne om straf Vigtigt er at straffen ikke må blive strengere end den var ved den gamle lov. Ændringer i straffuldbyrdelsens indhold er ikke omfattet af 3. 4.2.4 Andre retsfølger end straf Andre retsfølger end straf er fx betingede domme (men i dag ville vi måske vurdere at betingede domme også er straf), tilsyn, afvænningsbehandling, rettighedstab ved dom, konfiskation. Ved intertemporale problemer, gælder ny lovgivning kun hvis det også var gyldigt jf. gammel lovgivning. I strfl. 4 7

Kapitel 4-Den strafferetlige lovanvendelse 4.3 FORÆLDELSE 4.3.1 Begreb og begrundelse Ansvarsforældelse (eller påtaleforældelse) som udelukker at strafansvar pålægges for en endnu ikke pådømt forbrydelse. Strafforældelse (domsforældelse) afskærer adgang til at fuldbyrde en allerede idømt straf. Det er en gammel erfaring som siger at retfærdigheden virker bedst når den kommer hurtigt. 4.3.2 ##Ansvarsforældelsens frister ## Fristerne er hjemlet i strfl. 94: (i) 2 år hvis der ikke er hjemlet højere straf end fængsel i 1 år (ii) 5 år hvis der ikke er hjemlet højere straf end fængsel i 4 år (iii) 10 år hvis der ikke er hjemlet højere straf end fængsel i 10 år (iv) 15 år hvis der ikke er hjemlet højere straf end fængsel i mere end 10 år (v) Uforældelig hvis strafansvaret for forbrydelsen kan medføre livstid. Undtagelser er: (i) Ikke mindre end 5 år for forbrydelser om told og afgifter der skyldes til det offentlige. (ii) Ikke mindre end 10 år, for grov skatte- eller toldsvig. Idealkonkurrence er når der er flere lovovertrædelser ved samme handling, og der er forældelsesfristen den længst mulige for alle samtidigt begået lovovertrædelser. Realkonkurrence er separate handlinger, og her er der separat udregnet ansvarsforældelse. Privat påtale og begæring om offentlig påtale, strfl. 96,1, er underlagt særlig kort frist på 6 måneder. Fristen regnes fra det tidspunkt da den berettigede har fået sådant kundskab, at han har tilstrækkeligt grundlag for sagsanlæg eller fremsættelse af påtalebegæring. 6 måneders fristen gælder også for den der er påtaleberettiget efter den forurettedes død, men løber her fra dødsfaldet, strfl. 96,4. 4.3.3 ##Fristens begyndelse ## Fristen begynder på dagen for den strafbare handling, eller ved dens ophør strfl. 94,1. Ved undladelsesdilekter starter fristen først at løbe når handlepligten enten opfyldes eller ophører. Ved forårsagelsesdilekter, regnes fristen fra det tidspunkt hvor den senere følge eller begivenhed indtræder. 4.3.4 ##Fristens afbrydelse ## Forældelsesfristen afbrydes ved ethvert rettergangsskridt, hvorved den pågældende sigtes for overtrædelsen, strfl. 94,4,1. 4.3.5 ##Forældelse af idømt straf ## Forældelse af idømt frihedsstraf er reguleret efter strfl. 97, men de er sjældent et problem. Forældelse af idømte bøder er reguleret efter strfl. 97a, HR 3 og 5 år. 8

Kapitel 5-Objektive straffrihedsgrunde Kapitel 5. Objektive straffrihedsgrunde 5.1 BEGREBER OG TYPER 5.1.1 Oversigt De Objektive straffrihedsgrunde er nødværge, nødret, samtykke, negotiorum gestio. 5.1.2 Begrundelsen for straffrihed I selvforsvar er det ofte ikke rimeligt at forvente at folk skal handle anderledes, de har ofte heller ikke tid til at tænke situationen over. 5.1.3 Bevis spørgsmål Dette er ikke færdigt defineret. Hvem som skal tage sagen op omkring straffrihedsgrunde, og om det skal bevises så der er rimelig tvivl, eller om man skal være mere sikker på at der var en straffrihedsgrund. 5.1.4 Handlen efter befaling HR er at man ikke er straffri fordi man har handlet efter ordre. Men det skal ikke være sådan at en ansat som befinder sig i absolut lydighedspligt kommer i en situation hvor han bliver straffet hvis han adlyder, og straffet hvis han ikke gør. 5.2 NØDVÆRGE STRFL. 13 5.2.1 Angrebshandlingen Nødværge er reguleret i strfl. 13. Angrebet skal være påbegyndt eller overhængende. 5.2.2 Nødværgehandlingen Også tilskuere kan udføre nødværgehandlingen og ikke kun ofret. Passive tilskuer kan kun straffes inden for det snævre område af sanktionerede handlepligter, se navnlig 141,142,185,253. Betingelser er at nødværgehandlingen var nødvendig for at afværge skaden, og at den var forsvarlig, strfl. 13 giver en vis vurdering af dette. 5.2.3 Subjektive forhold Hvis man begår en forbrydelse fordi man handler i indbildt nødværge går man også straffri (da der mangler forsæt), men man kan dømmes for uagtsomhed efter strfl. 19. Man er tilladt at gå lidt over sine nødværge beføjelser hvis der ved angrebet er fremkaldt skræk eller ophidselse, strfl. 13,2. Andre overskridelser af nødværgerettens grænser kan medføre strafnedsættelse eller bortfald efter strfl. 84,1,1. 5.2.4 Lovlig myndighedsudøvelse Lovlig myndighedsudøvelse er selvfølgelig straffri, fx ransagning. 5.3 NØDRET, STRFL. 14 5.3.1 Nødsituationen Til beskyttelse af person eller gods. 5.3.2 Afværgehandlingen Afværgehandlingen skal være nødvendig, og være af et forholdsvis underordnet betydning. 5.3.3 Subjektive forhold Indbildt nødret er også straffri pga. manglende forsæt. Tilgengæld kan man ikke gå over sine beføjelser pga. fx skræk eller ophidselse. 5.3.4 Specielle tilfælde Hvis man er under stærkt psykologisk pres kan mord måske være frifundet, fx at spise sine medpassagerer hvis man er skibbrud. 5.4 SAMTYKKE 5.4.1 Begreb og hjemmel Et samtykke fra den mod hvem en handling er rettet kan under visse omstændigheder gøre handlingen straffri. Strfl. Indeholder ingen almindelige bestemmelser om samtykke. Det er dog lovgivernes mening at samtykke inden for visse grænser skal have status som en almindelig objektiv straffrihedsgrund. 9

Kapitel 5-Objektive straffrihedsgrunde 5.4.2 Samtykkets område Nogle ting kan der ikke rimeligt siges der er givet samtykke til. Fx hvis ofret er samfundsanliggender. Og ved sædelighedsforbrydelser kan der ikke være samtykke fra en under 15 år gammel. 5.4.3 Krav til samtykke Samtykket skal nøjagtigt specificere hvad der gives samtykke til. 5.4.4 Negotiorum gestio Negotiorum gestio bruges i civilretten og er ikke lovgivet i straffeloven, men anses godt at kunne bruges. Den er dog ikke under strfl. 14, da der ikke er udtrykkeligt givet samtykke på forhånd. 10

Kapitel 6-Tilregnelse Kapitel 6. Tilregnelse 6.1 INDLEDNING 6.1.1 Tilregnelighed og tilregnelse Det er i almindelighed en betingelse for strafansvar at der hos gerningsmanden foreligger subjektiv skyld. I dansk ret forekommer der også et ansvar uden skyld, et objektivt ansvar (6.5), men sådanne tilfælde kan der foreløbigt ses bort fra. Tilregnelighed, betyder at der hos gerningsmanden skal være en vis grad af udvikling og normalitet. Tilregnelse, hvormed menes at den konkrete forbrydelse med alle sine objektive elementer skal kunne henføres til (tilregnes) en person som hans forsætlige eller uagtsomme forhold. 6.1.2 Tilregnelsens former Tilregnelsens former, arter eller grader kan i dansk ret udtømmende beskrives som forsæt og uagtsomhed. Overtrædelser af strfl. Straffes som HR kun i forsætlig form, men uagtsomhed er strafbar hvis det har udtrykkelig hjemmel i en gerningsbeskrivelse. Overtrædelser af andre love straffes som hovedregel både i forsætlig og uagtsom form, og en begrænsning til forsæt skal have udtrykkelig hjemmel i den pågældende bestemmelse. Hertil kan føjes et ansvar uden krav om forsæt eller uagtsomhed kan forekomme, hvis der er udtrykkelig hjemmel hertil (objektivt ansvar). Dermed er også simpel uagtsomhed ansvarspådragende når der kun er nævnt uagtsomhed. 6.1.3 Tilregnelsens objekter Tilregnelse betyder at forbrydelsens objektive bestanddele kan henføres til en person som den hvem man kan bebrejde at forbrydelsen blev begået. Ved forsætsdelikter skal der foreligge forsæt i relation til alle forbrydelsens elementer. Hvis der blot i én af henseende mangler forsæt, kan der højst straffes for uagtsomhed. 6.1.4 Bevis for tilregnelse Forsæt er svært at bevise da det er et psykologisk bevis, ofte er det nemmest hvis der er en tilståelse. Uagtsomhed er nemmere at bevise, da man blot skal sammenligne med et almindeligt fornuftsvæsen. 6.2 FORSÆT 6.2.1 Forsætslærens psykologi Dette er hverdags psykologi, man må finde ud af hvad en person tænkte efter de handlinger han foretog sig. 6.2.2 De højeste forsætsgrader Forsæt er at handle med viden og vilje. (i) Ved adfærdsdelikter påvises den højeste grad af forsæt dels ved selve handlingens beskaffenhed, dels omstændigheder der er forudgående eller samtidige i forhold til gerningstiden. (ii) Ved forårsagelsesdelikter består forsæt i at have til hensigt at bevirke en følges indtræden. 6.2.3 Sandsynlighedsforsæt Hvis det er overvejende sandsynligt man ser gerningsmomentets tilstedeværelse, eller en følges indtræden, så er der i dansk retspraksis sikkert grundlag for at fastslå forsæt. 6.2.4 Dolus eventualis Dette er hvis man blot indser at der kunne være muligt med en forbrydelse. Hypotetisk forsæt. Hvis en person har anset noget som muligt foreliggende (muligt indtrædende) ville dette udgøre forsæt hvis det må antages, at den pågældende ikke ville have handlet anderledes selv om han havde haft vished. Positiv indvilligelse, hvor gerningsmanden ser forbrydelsen som en mulighed, og faktisk håber på at dette vil ske. Negativ indvilligelse, hvor gerningsmanden håber på det ikke vil ske er derimod bevidst uagtsomhed. 11

Kapitel 6-Tilregnelse 6.2.5 Faktisk vildfarelse En faktisk negativ vildfarelse, hvor man ikke kender sagens fakta, kan der ikke være tale om forsæt. 6.2.6 Motiv Motiv er nemmest at finde i forsætsdelikter. Motivet kan også virke nedsættende eller skærpende for straffen, fx moderens tilstand ved barnedrab strfl. 238, eller det skærpende omstændighed egennyttige bevæggrunde ved hjælp til selvmord strfl. 240. 6.3 UAGTSOMHED 6.3.1 Uagtsomhedens strafbarhed Uagtsomhed kan inden for strfl. Område kun straffes, hvis der er udtrykkelig hjemmel til det, medens den som hovedregel er strafbar efter særlove. I strfl. specielle del er der ca. 35 steder hvor uagtsomhed er kriminaliseret. 6.3.2 Almindelig karakteristik Bevidst uagtsomhed foreligger hvor en person anser et gerningsmoments tilstedeværelse eller en følges indtræden for mulig, uden at der kan staturers dolus eventualis. Ubevidst uagtsomhed foreligger hvor et gerningsmoment eller en følge har ligget uden for den pågældendes tanker. Det uagtsomme forhold er en afvigelse fra en tænkt adfærd, som er den der burde have været udvist. 6.3.3 Grader af uagtsomhed Man kan sondre mellem bevidst og ubevidst uagtsomhed og mellem grov og simpel uagtsomhed. Indenfor strafferetten er disse grader ofte ikke anvendt. Ringe uagtsomhed er straffri indenfor strafferetten, modsat erstatningsretten. 6.3.4 Objektivt og subjektivt i uagtsomheden Uagtsomhed henregnes til strafansvarets subjektive side. Det forudsættes at de objektivt strafbare elementer er til stede, dvs. summen af de træk som er nødvendige også ved forsætsdelikter, og som pdas ville begrunde ansvar hvis der gjaldt en regel om objektivt ansvar. Det er en subjektiv ansvarsbetingelse, da der er forskellige krav til agtsomhed alt efter hvilken person man er, der kan være forskel på en gammel og en ung person. 6.3.5 Forsætligt forholds uforsætlige følger, strfl. 20 Der er anlagt en særlig streng bedømmelse af det som følger i sporet af en forsætlig lovovertrædelse. Altså hvis man slår en mand ned, og derefter går fra ham, og han dør druknedøden i strandkanten fordi han er knocked-out, så er hans død skærpende omstændighed, da det kunne være blevet afværget af gerningsmanden, selvom druknedøden ikke var forsætlig. 6.4 RETSVILDFARELSE 6.4.1 Egentlig retsvildfarelse (error juris) En egentlig retsvildfarelse er en vildfarelse om den strafferetlige regel der kriminalisere et forhold. Indenfor strfl. sker der sjældent vildfarelser, men ofte indenfor speciallovgivning. 6.4.2 Regler om egentlig retsvildfarelse Det er et ældgammelt princip i strafferetten at vildfarelser om en handlings strafbarhed bedømmes strengere end vildfarelser om faktiske forhold. Ofte har det fundet udtryk i en sætning om at restvildfarelse ikke undskylder nogen. Efter strfl. 84,1,3 kan straffen nedsættes Efter strfl. 84,2 kan straf helt bortfalde, men dette er ikke det samme som en frifindelse, man er skyldig men straffen falder bort, og dette er også en form for straf. 6.4.3 Retspolitiske synspunkter Vi mangler i DK en frifindelses mulighed for vildfarelse. 6.4.4 Uegentlig vildfarelse Hvor man opfinder retsregler, tror at noget gælder, i modsætning til det ovenstående hvor man ikke vidste at noget gjaldt. 12

Kapitel 6-Tilregnelse 6.5 OBJETKIVT ANSVAR 6.5.1 Hovedtyper Det objektive strafansvar er et ansvar for den objektive lovovertrædelse uden noget krav om forsætligt eller uagtsomt forhold. Der er kun straf i form af bøder, med undtagelse af medieansvarsloven. (i) Objektivt individualansvar, pålægges en enkeltperson. (ii) Objektivt kollektivansvar, pålægges en juridisk person som sådan, ikke en enkeltperson. 6.5.2 Objektivt individualansvar I dansk ret er der ca. 25 særlove hjemmel til at pålægge en person bøde på objektivt grundlag. I medieansvarsloven er en redaktør ansvarlig for alle de artikler som han er med til at udgive, og straffen kan være fængsel. 6.5.3 Juridiske personers bødeansvar, kollektiv ansvar Større betydning har objektivt ansvar for juridiske personer. I dansk ret er der hjemmel i ca. 200 særlove til at pålægge en juridisk person bøde på objektivt grundlag. 13

Kapitel 7-Forsøg Kapitel 7. Forsøg 7.1 ALMINDELIGE REGLER 7.1.1 Forsøgsansvarets begreb og begrundelse Handlinger, som sigter til at fremme eller bevirke udførelsen af en forbrydelse, straffes når denne ikke fuldbyrdes, som forsøg strfl. 21,1. Forsøg kræver altid forsæt, der bruges ikke uagtsomhed til forsøg. 7.1.2 Straffrit forsøg Vigtigste begrænsning: For så vidt ikke andet er bestemt, straffes forsøg kun, når der for lovovertrædelsen er foreskrevet højere straf end hæfte, strfl. 21stk3. Så man har et straffrit forsøg ved de små overtrædelser. 7.1.3 Straffen for forsøg Om fastsættelsen af straf for forsøget hedder det i strfl. 21stk2: Den for lovovertrædelsen foreskrevne straf kan ved forsøg nedsættes, navnlig når forsøget vidner om ringe styrke eller fasthed i det forbryderske forsæt. Ved forsøg er domstole altså ikke tvunget til at gå under maksimum af strafferammen, eller holde mindst skal give indenfor strafferammen, dommeren kan gå ned til laveste bødestraf, dog kan straf ikke helt bortfalde. 7.2 FORSØGETS OBJEKTIVE SIDE 7.2.1 Forsøg og fuldbyrdet forbrydelse Grænsen mellem et forsøg og den fuldbyrdet forbrydelse er en tolkning af gerningsbeskrivelsen. 7.2.2 Forberedelse og iværksættelse Iværksættelsen af forbrydelsen er strafbar, men i nogle tilfælde er der ikke langt fra iværksættelse til forbrydelsens fuldbyrdelse, fx vold og hærværk. 7.2.3 Nærmere om forsøgshandlingen Den blotte beslutning om at begå en forbrydelse er ikke strafbar, men så snart der kommer handling, en iværksættelse, så er det. 7.2.4 Putativ forbrydelse Forsøgsansvaret bliver navnlig aktuelt i to typer af tilfælde: hvor forløbet afbrydes før gerningsmanden har foretaget sin næste handling, og hvor hans sidste handling ikke har fremkaldt en følge. Men der findes en tredje, den putative forbrydelse. Hvor gerningsmanden tror han begår en forbrydelse, men det ikke er sådan pga. de faktiske forhold. Her vil han kunne blive dømt for forsøg. Fx han tror han stadig er gift og beslutter sig for at begå bigami, men hans gamle hustru er død i mellemtiden, han kan blive dømt for forsøg på bigami. 7.3 FORSÆTSKRAVET VED FORSØG 7.3.1 Forsætsgrader Der skal bevises at der var forsæt til at udføre handlingen. 7.3.2 Forsættets konkretisering og fasthed Det er nemmere at bevise forsættet des længere gerningsmanden kommer til fuldbyrdelsen af forbrydelsen. 7.4 TILBAGETRÆDEN FRA FORSØG 7.4.1 Straffrihed Hvis gerningsmanden kunne have fuldført forbrydelsen, men helt af sig selv fortryder, er han straffri. 7.4.2 Objektive betingelser Der er ikke brug for særlige regler. 7.4.3 Subjektive betingelser Tilbagetræden fra forsøget skal være helt frivilligt, og ikke fordi det vil mislykkes. 7.4.4 Tilbagetræden ved medvirken Hvis flere person har været med i forbrydelsen, så gælder strfl. 22 om tilbagetræden stadig hvis de alle træder tilbage. 14

Kapitel 7-Forsøg Man kan ikke træde tilbage alene, så skal man at hindre de andre i at gennemføre, strfl. 24. 7.4.5 Afværgelse m.v. efter fuldbyrdet forbrydelse Det er i princippet umuligt at afværge fuldbyrdelsen når forbrydelsen har fundet sted, men alligevel. Strfl. 84, stk1, nr. 6-9 giver mulighed for strafnedsættelse: hvis gerningsmanden har afværget faren, hvis gerningsmanden efter fuldbyrdelsen fuldt ud har genoprettet skaden, eller han frivilligt forsøger at afværge eller genoprette skaden, eller frivilligt har angivet sig selv og aflagt fuldstændig tilståelse. Straffen kan sågar helt falde bort hvis gerningsmanden helt har afværget skaden, strfl. 84 stk. 2. 15

Kapitel 8-Medvirken Kapitel 8. Medvirken 8.1 PRINCIPIELLE SPØRGSMÅL 8.1.1 To sæt regler Medvirken til i forbrydelse er også strafbart, og det er kriminaliseret i strfl. 23,1,1. 8.1.2 Teorier om medvirken Strfl. 23,1,1 viser det udgangspunkt at en forbrydelse og dens strafferamme omfatter alle personer. Men der er også regler om straflempelse i strfl. 23. 8.2 ANSVAR FOR MEDVIRKEN 8.2.1 Gerningsmand eller medvirkende Som hovedregel anvendes samme strafferamme på gerningsmanden og medvirkende, dog eventuelt to forskellige strafferammer hvis én person har handlet forsætligt, en anden uagtsomt. Loven har ikke til hensigt at lave en sondring mellem gerningsmand og medvirkende. Strfl. 23stk1 nævner tre former for medvirken eller deltagelse: tilskyndelse, råd og dåd. (i) Tilskyndelse er opmuntring, frister, truer, narrer. (ii) Råd er vejledning, vink, afgivelse af falsk forklaring (iii) Dåd betyder handling eller gerning og omfatter al deltagelse. 8.2.2 Nærmere om ansvarsbetingelser Anstiftelse til forbrydelse sker på de første stadier. Et forudgående tilsagn om efterfølgende hjælp er strafbart; det er tilsagnet og ikke handlingen der anses som medvirken. Der stilles ikke noget krav om at hver enkelt deltagers handling skal være kausal i forhold til forbrydelsens fuldbyrdelse, dvs. udgøre en betingelse for denne som ikke kunne undværes. 8.2.3 Medvirken ved passivitet Ofte ved fx at undlade at låse en dør. Ved bedømmelse af passivitet kan det være nødvendigt at afgøre om der med rimelighed kunne ventes en aktiv handling og eventuelt hvilken. 8.2.4 Forsæt og uagtsomhed Medens ansvar for forsøg altid er betinget af forsæt, kan medvirken også forekomme i uagtsom form hvor uagtsomhed er strafbar (jfr. Strfl. 19). Det følger af strfl. 23stk1 ( den for en lovovertrædelse givne straffebestemmelser ) og af stk. 3 i slutningen. Forsættet skal være rettet på forbrydelsens fuldbyrdelse. Det er straffrit at anstifte en anden til at foretage en forsøgshandling i den hensigt at forhindre fuldbyrdelsen, selv om det kan være et lidet agtværdigt motiv at få en anden dømt for forsøg. Uagtsom medvirken kan være medvirken enten til et forsætligt eller et uagtsomt forhold. 8.2.5 Særlige pligtforhold Hvis en person har særligt pligtforhold til fx at føre regnskab, og han får en anden udenforstående person som medvirken som ikke har samme pligtforhold kunne den udenforstående straffes mildere. Strfl. 23,2 8.2.6 Concursus necessarius, straffrihed for tvunget medvirke Tvunget medvirke er hvis man medvirker, men kun er et produkt af forbrydelsen, fx kvinder der begår utugt, men forbrydelsen er alfonseri. 8.3 STRAFFEN FOR MEDVIRKEN 8.3.1 Strafudmåling Ved fastsættelse af straf for flere deltagere er der almindeligvis ikke brug for at gå under strafferammens minimum. Ved differentieret udmåling inden for rammen kan der tages hensyn til forskellige grader af grovhed, selvstændighed, farlighed, etc. Og til de i 80skt1 fremhævede individuelle forhold. Strfl. 80,2 om skærpelse når der er flere i forening, vil sjældent have betydning, kun hvis de var på lige fod, eller en enkeltperson har udnyttet at han kunne få hjælp af andre. 8.3.2 Strafnedsættelse og bortfald Strfl. 23stk1pkt2 giver mulighed for strafnedsættelse i fire grupper: (i) Hvis der kun har været ydet en mindre væsentlig bistand 16

Kapitel 8-Medvirken (ii) Kun har villet styrke et allerede fattet forsæt, ved tilskyndelse og råd (iii) Hvis forbrydelsen ikke er fuldbyrdet, kan også ske strafnedsættelse (iv) Hvis et forsøgt medvirken er mislykkes. Straf for forsøg er som HR begrænset til delikter hvis strafferamme overstiger bøde og hæfte, 21,3. Ved siden af 23 gælder også straffelovens andre almindelige regler om straffenedsættelse og bortfald se navnlig 84-85. 17

Kapitel 9-##International strafferet ## Kapitel 9. ##International strafferet ## 9.1 INDLEDNING 9.1.1 Hvilke regler er internationale? Der findes kun i meget begrænset omfang en strafferet der i streng forstand kan kaldes international. Folkeretten giver kriminalisering af visse handlinger. Menneskerettighedskonventionen art.7 stk2 giver også mulighed. 9.1.2 Internationale aspekter Normalt er det ikke noget problem da fleste person har begået deres forbrydelse i Danmark og opholder sig her. 9.1.3 Danske straffebuds anvendelsesområde Man kan også ifalde straf for forbrydelser udført i udlandet. 9.2 DANSK STRAFFEMYNDIGHED 9.2.1 Jurisdiktionsprincipper Er beskrevet i straffeloven 6-9. Gælder for alle danskere, og med stor udstrækning også for dem som opholder sig i udlandet. Folkeretlige undtagelser som diplomatisk immunitet hører under strfl. 12. 9.2.2 Territorialprincipper Omfatter landterritoriet og søterritoriet samt luftrummet over. Endvidere besætning på danske skibe. 9.2.3 Personalprincippet Personer som er omfattet er: (i) Dansk indfødsret (ii) Bosat i den danske stat (iii) Indfødsret eller bopæl i Finland, Island, Norge, Sverige og opholder sig her i landet. 9.2.4 Beskyttelsesprincippet 8 nr. 1-6 opridser ved forskellige kriterier de yderste grænser for dansk straffemyndighed mht. forbrydelser begået uden for riget. 9.2.5 Universalprincippet Efter 8,5 har Danmark straffemyndighed i anledning af handlinger foretaget uden for den danske stat, uden hensyn til gerningsmandens tilhørsforhold, når handlingen er omfattet af mellemfolkelig overenskomst, ifølge hvilken Danmark er forpligtet til at foretage retsforfølgning. 9.3 LOVANVENDELSE OG RETSKRAFT 9.3.1 Dansk og fremmed ret Danske domstole afgør straffesager ved anvendelse af danske rets regler, strfl. 10,1. Der kan ske dobbeltstrafbarhed, hvis det andet land også har samme strafbare forhold. 9.3.2 Retskraft I et vist omfang vil det udelukke danske strafforfølgning at der allerede er afsagt dom i et andet land mht. den samme handling, strfl. 10a. Om de tilfælde, hvor 10a ikke er til hinder for en straffesag nr. 2 i Danmark, tilføjes en regel i 10b om nedsættelse. 9.4 UDLEVERING, RETSHJÆLP MV. 9.4.1 Udlevering Ofte kan der ske udlevering af personer som har forsøgt at unddrage sig straf et andet land, især ved bilaterale aftaler. 9.4.2 Fuldbyrdelse af straf Udlevering gælder ikke kun til retsforfølgelse, men også til fuldbyrdelse af straf. 9.4.3 Retshjælp Vi kan også yde retshjælp til et andet land når de er i gang med en straffesag. I nordiske lande har vi sågar indbyrdes vidnepligt. 18