Overlevede barndom i helvede

h u sfo r bi nr. 84 april 2009 pris 20 kr. 8 kr. går til sælgeren køb kun af sælgere med synligt id-kort henning fra svendborg Overlevede barndom i helvede Socialt teater er et hit Fra skizofren til psykolog Flere ender på gaden

h u sfo r bi leder UDGIVER: Foreningen Hus Forbi Tornebuskegade 1, baghuset 2., 1131 København K Tlf. 2990 2424, www.husforbi.dk ANSVARSHAVENDE REDAKTØR: Robert Olsen rolsen11@hotmail.com REDAKTØR-TEAM: Tina Juul Rasmussen, tlf. 2990 2424 tina@husforbi.dk Karen Pedersen, tlf. 2990 2424 karen@husforbi.dk SALGSMEDARBEJDER: Leif Baran, tlf. 3132 8456 leif@husforbi.dk SÆLGERREPRÆSENTANT SJÆLLAND: Preben Larsen, tlf. 5055 0175 DEBATINDLÆG OG ANNONCER: redaktion@husforbi.dk Næste nummer udkommer den 1. maj. BIDRAG: Hvis du vil give et bidrag til Hus Forbi, kan du sætte beløbet ind på dette konto-nr.: (9541)60028842. Mærk indbetalingen bidrag. DISTRIBUTION: Boformer for hjemløse, varmestuer, medborgerhuse m.m. kan fungere som distributør for Hus Forbi dvs. være udleveringssted af avisen til sælgerne. Kontakt os på: tlf. 3132 8456 (se listen af distributører på www.husforbi.dk). ABONNEMENT: Standardabonnement: 340 kr. (12 numre om året inkl. moms, porto og gebyr). Støtteabonnement: 540 kr. Henvendelser om abonnement på tlf. 7026 7006 eller karina@notat.dk FORSIDEFOTO: Nils Lund LAYOUT: salomet grafik + Lucky7 TRYK: Medieselskabet Nordvestsjælland OPLAG: 70.000 ANTAL SÆLGERE: ca. 500 LÆSERTAL: 2. + 3. kvartal 2008 ifølge TNS Gallup: 386.000 ISSN: 1397-3282 OM HUS FORBI: Hus Forbi udkom første gang i 1996, avisen udkommer nu en gang om måneden. Hus Forbi sælges af hjemløse og tidligere hjemløse eller andre socialt udsatte mennesker det, man under ét kan kalde skæve eksistenser. Avisen sætter fokus på udsatte mennesker og fattigdomsproblemer. Formålet er at nedbryde fordomme om marginaliserede grupper både via indholdet af Hus Forbi og i mødet med sælgeren. Hus Forbis sælgere er alle udstyret med et id-kort udstedt af Hus Forbis sekretariat. Salget af Hus Forbi fungerer for sælgerne som et alternativ til tiggeri og evt. kriminalitet. Indholdet i Hus Forbi produceres primært af professionelle freelancere, fotografer og illustratorer. Hus Forbi er medlem af det internationale netværk af gadeaviser, INSP. Det går din 20 er til moms reserve markedsføring husleje mv. løn til medarbejdere Vi støtter Hus Forbi sælgeren produktion og tryk Porten i for Karl og Ann-Cathrin Sat på gaden, hvem bekymrer sig om Karl og Ann-Cathrin / Ud af Staden, hvor de netop havde fundet melodien/ Porten i for Karl og Ann-Cathrin. Sådan sang John Mogensen allerede for over 30 år siden. At sangen stadig ville være aktuel så mange år senere, tænkte han givetvis ikke på. Men faktum er, at et markant stigende antal lejere sættes ud af deres bolig, fordi de ikke kan betale huslejen. Det har statistikker og rapporter dokumenteret de seneste år. Alene i det første halvår af 2008 blev beboerne i næsten 2.000 husstande sat på gaden, og tallet er vokset med næsten 75 pct. siden 2002. Især enlige mænd og enlige mødre bliver sat ud af deres bolig. I næsten halvdelen af alle udsættelser ryger der børn med på gaden. Hvor bliver de billige boliger til den gennemsnitlige dansker af? Hvor er de skæve boliger til de socialt udsatte? Hvornår indser politikerne, at ikke alle i dette samfund kan påtage sig et 37-timers-job? Og hvad så, kunne man spørge? Tja, nok ikke så meget, ville mange så svare. For tilsyneladende er der ikke de store initiativer i gang for at forebygge fænomenet. Afskaf fattigdomsydelserne starthjælpen, loftet over kontanthjælpen og 300-timers-reglen siger SF. Nej, svarer Venstre. Det handler ikke kun om penge, men også om sociale problemer, som skal løses. Samtidig sidder Karen Jespersen (V) i Velfærdsministeriet og skriver kontrakter med kommunerne om at afskaffe hjemløsheden. De selv samme kommuner, hvis borgere banker på døren, fordi de er blevet sat ud af deres lejebolig. Måske er de så heldige at få hjælp først? Med finanskrise og stigende arbejdsløshed? Næppe. Det ville klæde politikerne efterhånden at vise noget handlekraft og troværdighed på området i stedet for blot at tale om det og stort set kun om, hvordan alle kan komme i arbejde. Hvor bliver de billige boliger til den gennemsnitlige dansker af? Hvor er de skæve boliger til de socialt udsatte? Hvornår indser politikerne, at ikke alle i dette samfund kan påtage sig et 37-timers-job? At løsningen ikke er at jage og straffe dem, der ikke magter det, på pengepungen, men at give dem fred og mulighed for at finde et andet ståsted i tilværelsen end kun arbejde. I dette nummer af Hus Forbi fortæller Torben om sin nedtur fra et velfungerende liv med fuldtidsjob i kommunen, kone, børn, lejlighed og landsted til i dag, hvor han sidder med alle sine ejendele på et behandlingshjem i Jylland. Torben er et af menneskene bag de voksende tal i statistikken over udsættelser af lejeboliger, vi nu er blevet præsenteret for flere år i træk. Måske er sandheden, som John Mogensen gjorde os opmærksom på for så mange år siden: Sat på gaden, hvem bekymrer sig om Karl og Ann-Cathrin /Ud af Staden, hvor de netop havde fundet melodien/porten i for Karl og Ann-Cathrin. God læselyst. Tina Juul Rasmussen og Karen Pedersen Hus Forbis redaktørteam Vil du også støtte Hus Forbi? Det koster 5.000 kr. om året at få sit firmalogo her på siden. Send en mail til redaktion@husforbi.dk 2 HUS FORBI nr. 84 april 2009

indhold 4 8 Djævel i menneskeklæder Hennings barndom var et helvede med tæsk og chikane fra stedfaren. - I dag kan jeg godt se, at der var noget helt galt med ham, siger Henning. Kan det betale sig at sætte folk ud? Nej, siger både SF og Venstre, som dog er uenige om løsningen på de mange udsættelser. 19 14 Socialt teater En ny tendens i teaterverdenen er at bruge socialt udsatte i handlingen og på scenen. En vellykket prøveløsladelse er som bekendt kendetegnet ved planlægning i god tid med så mange aftaler som muligt på plads, inden den indsatte skal ud at klare sig på egen hånd. 9 Flere ender på gaden Stress, et forlist ægteskab og et misbrug sendte Torben på gaden. 12 Snak med hinanden Kommuner efterlyser bedre samarbejde med hinanden på behandlingsområdet for narkomaner. 15 24 26 22 28 Hjemløse spiller teater i London Hjemløse får mulighed for at leve skuespillerdrømmene ud. Væk fra gaden 16-årige Sophal er et af Cambodjas gadebørn, som har fået en ny chance på et børnecenter. En rose er det, som tæller Arnhild Lauveng vandt ti års kamp mod skizofrenien. I dag er hun forfatter og psykolog. et billede fra gaden Sanger af folket John Mogensen fik efter svære år et musikalsk comeback og position som folkelig samfundsrevser. Aktivister i Cambodja Danskere hjælper hjemløse cambodjanere, som har fået frataget hus og job af Firmaet. foto Holger Henriksen 11 30 14 18 31 noter kommentar læserne skriver mindeord x-ord To glade århusianere. Der er mindst to smilende Hus Forbi-sælgere i Århus: Stoney og Martin. Altid i godt humør og for Stoneys vedkommende med det karakteristiske ik å efter næsten hver sætning. Martin er i øvrigt englænder og prydede forsiden af Hus Forbis 10-års-jubilæumsnummer i september 2006. 32 historie fra gaden Jens Reinholdt Andrea, Odense, kæmper med et stofmisbrug, han gerne vil til livs. HUS FORBI nr. 84 april 2009 3

ansigter fra svendborg I dette og de to næste numre af Hus Forbi bringer vi portrætter af socialt udsatte og skæve eksistenser i Svendborg. Artiklerne er skrevet af journalist Birgitte Svennevig, som er vokset op i Svendborg med en tæt tilknytning til havnen og dens miljø med mange skæverter. Min far var en djævel i menneskeklæder En barndom i helvede blev starten på Hennings liv. I 13 år fik han bank af en mand, som ikke var hans far, men som alligevel insisterede på, at Henning skulle kalde ham far. I dag kan jeg godt se, at der var noget helt galt med ham, siger Henning. af Birgitte Svennevig birgitte@svennevig.com foto Nils Lund Lyø, 1959 Henning er seks år gammel. Han er nået ind i spisekammeret med en fyldt spand mælk fra stalden. Den skvulper, og Henning mister kontrollen over spanden. Han taber den, og mælken strømmer ud over brostenene. Henning bliver rædselsslagen, nu vanker der røvfuld fra faren, det ved han. Der er to eller tre liter i spanden, og inde i stalden står en stor tank med yderligere 60 liter mælk. Der er nok at tage af, men det er ikke det, det handler om. Det handler om, at moren har fået Henning med en anden mand. Af skræk for mødet med faren kravler Henning op på taget af gårdens silo. Han bliver deroppe i tre dage og tre nætter, tør ikke komme ned. Ingen kommer for at hente ham. Han kommer ned, når han bliver sulten, siger faren til moren. Moren tør ikke tale faren imod og må lade sin søn blive deroppe. Hun prøver at tale ham ned, da faren ikke ser det, men Henning tør ikke. Efter tre dage er Henning så afkræftet og sulten, at han selv kravler ned. Han vakler ind i huset og får de bank for den spildte mælk, som han skulle have haft tre dage tidligere. Lyø, 1959 Der skal være fest på gården. Alle gæsterne er kommet med færgen fra fastlandet, og der er gjort klar til at modtage dem i den pæne stue. Henning er syv år og har stuearrest den dag. Han er låst inde på sit værelse, da gæsterne kommer. Da alle er samlet i stuen, låser faren op til Hennings værelse. Han tager drengen i øret og trækker ham ind i stuen til gæsterne. Mens han holder fast i Hennings øre, skubber han Henning rundt foran de forsamlede gæster og siger: Her kan I se den gøgeunge, der har sneget sig ind på min familie. Bagefter låser faren ham inde på værelset igen. Selskabet tager på kroen for at spise og feste. Henning bliver alene tilbage. Moren tør ikke andet end at gå med faren og lade sin søn tilbage. Hun tager lidt mad med tilbage til ham, uden at faren ser det. Lyø, 1960 Det er vinter. Hennings mor er gledet på den overisede gårdsplads og har brækket benet, men faren vil ikke lade hende tage færgen til sygehuset på fastlandet. Hun skal passe sit arbejde på gården. Henning ser moren fra vinduet. Hun humper over den glatte gårdsplads med to tunge spande. Hun skal ned i grisestien med foder til grisene. Først efter to uger får hun lov at tage til fastlandet. Hun kommer hjem med benet i gips. Hun skal stadig passe gården. 4 HUS FORBI nr. 84 april 2009

Af skræk for mødet med faren kravler Henning op på taget af gårdens silo. Han bliver deroppe i tre dage og tre nætter, tør ikke komme ned. Ingen kommer for at hente ham. HUS FORBI nr. 84 april 2009 5

Alle på den lille ø vidste, at Henning ikke var Eriks søn. Folk kaldte ham gøgeungen, og de fleste andre børn måtte ikke lege med ham. Lyø, 1963 Henning er ude på marken at harve. Som så ofte før sidder han i traktoren, men noget er anderledes i dag. Han føler sig sløj. Flere gange må han ud af førerhuset og kaste op. Men hellere det end at sige til faren, at han ikke har det godt. Til sidst kan han dog dårligt holde sig oprejst og finder faren på en af de andre marker, hvor han er ude sammen med farbroren. Henning forklarer, at han bliver nødt til at tage hjem og gå i seng. Faren skal til at skælde ud, men bliver stoppet af farbroren, der siger, at faren skal lade Henning gå hjem. Henning går over markerne hjem, og farbroren henter traktoren, som Henning forlod. Om aftenen ligger Henning i sin seng og kan høre forældrene og farbroren snakke i køkkenet. Farbroren fortæller, at han også blev dårlig, da han kørte traktoren hjem. Han har opdaget en læk i udstødningen, så der sivede kulilte ind i førerhuset. Farbroren forklarer faren, at Henning er blevet syg af kulilteforgiftning. Henning slapper af i sin krop, da han hører det. Så var der altså en grund til, at han blev dårlig. Det var ikke, fordi han er et skvat, som faren siger. Da farbroren er gået hjem, hører Henning sin mor græde over, at hendes søn har siddet i et forgiftet førerhus hele dagen. Det næste, Henning hører, er faren, der råber op og stikker moren to lussinger. Husene i den lille landsby ligger tæt og er dårligt isolerede. Hvis moren begynder at græde mere og højere, kan naboerne høre hende, og det vil faren ikke have. Derfor holder han inde med slagene og forlader køkkenet. Moren bliver siddende og græder stille færdigt. Lyø, 1966 Faren har taget plads ved bordet i det store herregårdslignende køkken. Han skal til at håne Henning for noget, som Henning for længst har glemt, hvad er. Men pludselig bliver alting vendt på hovedet. Henning er nu 13 år, og Fanden tager ved ham. Han springer op på køkkenets slagbænk og sparker uden varsel faren i skridtet. Om det er faren eller Henning, der bliver mest overrasket, er ikke til at sige. Han rammer rigtigt, kan han se med det samme. Faren får tårer i øjnene af smerte og kryber sammen. Efter den dag slår faren aldrig Henning igen. Svendborg, 2009 Henning kender ikke sin biologiske far. Da han var to år, giftede moren sig med en 25 år ældre mand på Lyø. De fik tre sønner. Hen- 6 HUS FORBI nr. 84 april 2009

I dag bor Henning i et skib i Svendborg sammen med hunden Skipper. Han har lige fået tilkendt førtidspension. Dagene går med at sætte skibet i stand eller være sammen med andre socialt udsatte i et værested på havnen. ning blev aldrig accepteret af morens nye mand. Samtidig med at han kaldte Henning for gøgeungen, forlangte han, at Henning skulle kalde ham far. Den ene gang, Henning kaldte ham Erik, fik han så mange bank, at han ikke kunne sidde ned bagefter. Men tævene var ikke det værste i Hennings barndom. Det var at se moren blive kuet, jaget og slået af faren. Henning holdt altid øje med hende og forsøgte at passe på hende. Hun var den eneste, han havde. Hvis der skete hende noget, havde han ingen. Alle på den lille ø vidste, at Henning ikke var Eriks søn. Folk kaldte ham gøgeungen, og de fleste andre børn måtte ikke lege med ham. Først da Henning kom i skole på fastlandet i sjette klasse, mødte han mennesker, der ikke så ned på ham. De andre børn legede med ham. Lærerne talte pænt til ham. Det var en helt ny verden. En verden, hvor Henning havde fred, fra han tog færgen kl. syv om morgenen, til han kom hjem til Lyø igen med 15.30-færgen om eftermiddagen. To år gik Henning i skole i Faaborg. Efter syvende klasse sendte faren ham ud at tjene. Det var en endnu større befrielse. Nu skulle han slet ikke hjem til Lyø mere. Han kunne cykle i ungdomsklubben efter arbejde. Han kunne selv bestemme. Han bestemte, at han aldrig mere ville hjem til faren. Svendborg 2009 Som 15-årig kom Henning ud at sejle. Han har bl.a. sejlet som kok og haft egen fiskekutter. Han har fået fire børn og har i dag seks børnebørn. Han bor sammen med hunden Skipper i et skib, som han selv har sat i stand, og har lige fået tilkendt førtidspension. Det er en stor lettelse ikke at være på kontanthjælp og ikke længere at skulle stå til rådighed for arbejdsmarkedet hver time af dagen. Hennings dage går med at holde båden i god stand. I sejlsæsonen tager han og Skipper på ture, sidste sommer gik det f.eks. til Langeland, hvor Henning ankrede op ud for Langelandsfestivalen. Andre dage tilbringes ved billardbordet i foreningen Den Blå Lagune, et samlingssted for socialt udsatte i Svendborg. Det daglige liv er fredeligt. Henning vil gerne have sine øl og sine joints, men han har ingen trang til stærkere stoffer eller til slåskampe og konfrontationer. Den tidlige modgang har gjort ham til den, han er i dag, mener han. En rolig mand, der ikke siger alt, hvad han mener, men som besidder en stærk vilje og en stædighed til at gennemføre det, han sætter sig for. Epilog Hennings stedfar var en djævel i menneskeklæder, har Henning indset som voksen. I dag er faren død. Moren er 78 år og bor stadig på gården. Hun og Henning har kontakt i perioder. De tre brødre, der blev opdraget til, at Henning ikke var et rigtigt medlem af familien, har han ingen kontakt med. Det daglige liv er fredeligt. Henning vil gerne have sine øl og sine joints, men han har ingen trang til stærkere stoffer eller til slåskampe og konfrontationer. HUS FORBI nr. 84 april 2009 7

markant flere sættes på gaden På fire år (2002-2006) er antallet af husstande, hvor lejerne er blevet sat ud med fogedens hjælp, steget fra 1.499 til 2.589. En stigning på næsten 75 pct. Alene i første halvår af 2008 var tallet oppe på 1.915 udsættelser. Folkekirkens Nødhjælp ser det som et kæmpe problem i øjeblikket: - På grund af den økonomiske krise og mindre ydelser fra kommunen bliver folk i højere grad end tidligere sat ud af deres lejlighed. Der er ingen barmhjertighed. Hvis man skylder en eller to måneders husleje, så er det ud, siger Joan Münsch, socialrådgiver i Folkekirkens Nødhjælp. Kan det betale sig at sætte folk ud? Nej, siger både SF og Venstre. Alligevel satte fogeden folk ud af deres lejligheder næsten 2.000 gange i de første seks måneder af 2008. Özlem Cekic, SF - Det handler ikke kun om økonomi. - Vi bør stoppe deres sociale deroute og sikre børnene. Ellen Trane Nørby, V af Marisa Matarese marisa.matarese@gmail.com - I sidste ende er det langt dyrere, at folk ender på gaden. Vi bør stoppe deres sociale deroute og sikre børnene, siger socialordfører Özlem Cekic fra SF og henviser til, at der i fire ud af ti udsættelser med fogedens hjælp er tale om familier med børn. Hun foreslår derfor, at fattigdomsydelserne loftet over kontanthjælpen, 300-timers-reglen og starthjælpen afskaffes. - Det er ikke det, det handler om, siger Ellen Trane Nørby (V), medlem af Folketingets socialudvalg. - Det handler ikke kun om økonomi. De folk, der bliver sat på gaden, har også andre problemer som ludomani, alkohol og stofmisbrug. Det er for billigt, når Özlem reducerer det til et spørgsmål om offentlige ydelser. Derfor har Venstre fremsat et lovforslag om at forebygge, at folk bliver sat på gaden. - Vi foreslår påkravsfrister på 14 dage. Det betyder, at hvis der er en udsættelse på vej, har boligforeningerne pligt til at informere kommunerne, så de kan træde ind tidligere i processen og hjælpe med at administrere økonomien, så man er sikker på, at huslejen bliver betalt, forklarer Ellen Trane Nørby. Selvom SF støtter Venstres lovforslag, holder Özlem Cekic fast i, at man skal afskaffe fattigdomsydelserne. - Det kan ikke passe, at familier, der bor i et rigt land som Danmark, bliver sat på gaden. Vi må forebygge, så folk ikke bliver sat på gaden, fordi de ikke er i stand til at betale husleje, siger hun og fortsætter: - Jeg talte med en kvinde, der havde valget mellem at betale huslejen eller elregningen, der var steget med 200 kr. Det væltede hele hendes budget. Hun valgte at betale elregningen. Den følgende måned måtte hun vælge mellem at betale husleje eller mad til børnene. Hun valgte at købe mad til børnene. I juli blev hun sat på gaden, og nu bor hun på krisehjem. Det er fuldstændig uacceptabelt, at det kan ske i et rigt land som Danmark. hvem bliver sat på gaden og hvorfor? Omkring hver tredje af samtlige husstande, der blev sat ud i 2006, bestod af enlige mænd. Gruppen er blevet større over årene. De enlige mænd, som sættes ud, er typisk mellem 25 og 39 år og uden uddannelse. De bor i en almen lejelejlighed i København, har job og en disponibel indkomst på omkring 150.000 kr. om året. Mange har også gæld. 37 pct. af de udsatte siger, at alkohol var en grund til udsættelsen. Derudover er enlige mødre ved at blive en særligt sårbar gruppe. Der er børn i 43 pct. af de familier, der bliver sat ud af deres lejlighed. Næsten 70 pct. af de udsatte lejere har ingen uddannelse. 24 pct. har en erhvervsfaglig uddannelse. 12 pct. af de udsatte lejere er blevet sat ud mere end en gang. 30 pct. af alle udsatte er på kontanthjælp. 25 pct. er stadig hjemløse et år efter udsættelsen. Kilde: SFI, Det Nationale Forskningscenter for Velfærd 8 HUS FORBI nr. 84 april 2009

Torben mistede sit job i kommunen, sin kæreste igennem 17 år, sin bolig og alt andet, han havde opbygget i sin tilværelse, på grund af stress på jobbet og et tiltagende misbrug. I dag er han i behandling og er i gang med at rette op på sit liv. Sat på gaden til sidst For meget arbejde gav ham stress, ægteskabet gik i stykker, misbruget tog over, og hans liv begyndte at sejle. Da Torben endelig reagerede på de ubetalte huslejeregninger, var det for sent. af Marisa Matarese marisa.matarese@gmail.com foto Birgitte Rødkær Torben Strand havde det hele: kone, to børn, lejlighed på Nørrebro, landsted på Sjælland, godt job i Frederiksberg Kommune, bestyrelsesposter og masser af energi. Nu er det hele reduceret til 11 flyttekasser, en kuffert og en rygsæk med tøj. - Pludselig tiltede jeg totalt. Jeg kunne ikke sove, men vågnede klokken tre om natten og stod op. Selvmordstankerne kørte rundt i hovedet. Jeg har aldrig været god til at sige fra, fortæller 46-årige Torben Strand fra mønttelefonen på Behandlingshjemmet Betesda i Midtjylland. Misbrug kostede jobbet Siden oktober 2008 har han været i behandling for sit misbrug; en af årsagerne til, at han blev sat ud af sin lejlighed. - Jeg tog alt, hvad der kom forbi: Mest alkohol, men jeg røg også hash og rygeheroin, sniffede coke og tog forskellige piller, fortæller han. Misbruget betød, at han i 2007 blev fyret som tjenestemand i Frederiksberg Kommune, hvor han havde været ansat siden 1989. Ud over jobbet i kommunen havde Torben meget andet at se til: - Jeg stod op klokken seks om morgenen og kom hjem klokken 22. Jeg sad i bestyrelsen for Frederiksbergs Kommunalforening, en fagforening med 650 medlemmer. Jeg var tillidsrepræsentant og forhandlede løn. Hvis jeg ikke arbejdede, skrev jeg artikler til fagforeningsbladet. I weekenden satte jeg en ejendom med ti tønder land i stand. Jeg lagde nyt gulv, hvad sker der, når man ikke kan betale husleje? - Hvis vi får besked om en fogedsag, sender vi et brev til borgerne, hvori vi tilbyder, at de kan rette henvendelse til os. I mellemtiden undersøger vi eller spørger direkte ind til, hvad der er sket, som kan forklare fogedsagen. Nogle gange oplever vi, at borgerne selv retter henvendelse til os, fortæller Marianne Sørensen, koordinator i Voksen- og Serviceteamet i Københavns Kommunes Socialcenter City. I første omgang har borgerne tre dage at reagere i. Så får de endnu et brev med en frist på 14 dage. Boligrådgiverne på kommunens socialcentre kan derefter hjælpe beboerne med at ansøge om enkeltydelser til uforudsete udgifter. Ifølge Aktivlovens 81 kan man søge kommunen om hjælp, hvis man har brug for hjælp til særligt begrundede udgifter, som man ikke selv er i stand til at betale. Hvis lejligheden ikke kan reddes, risikerer borgerne at blive sat ud. Kommunen henviser til herberger eller nødboliger. Kilde: Københavns Kommunes socialcentre HUS FORBI nr. 84 april 2009 9

- Pludselig tiltede jeg totalt. Jeg kunne ikke sove, men vågnede klokken tre om natten og stod op. Selvmordstankerne kørte rundt i hovedet. Jeg har aldrig været god til at sige fra. væltede vægge, byggede huset op fra bunden og gravede vandhul ud på marken, fortæller Torben og tilføjer: - Jeg aner ikke, hvor jeg fik al den energi fra. Hvornår sover du? På hjemmefronten begyndte det at knase. - Konen var ved at blive lidt knotten. Hver gang de ringede fra kommunen, tog jeg af sted. Efterhånden blev det sådan, at jeg kun slappede af, når jeg var væk hjemmefra og til konferencer eller seminarer i forbindelse med arbejdet. Men i det lange løb kunne Torben ikke holde til presset. - Jeg blev sygemeldt med stress i tre måneder, og min læge sagde, at jeg ikke måtte komme tilbage til skiftehold. Torben fik en ny stilling som daglig sikkerhedsleder for 180 ansatte. - Jeg fik mit eget kontor tæt på direktøren og blev kundeservicemester oveni. Det hed sig, at det skulle være en fordeling på 40-60 procent, men det var 100 procent begge dele, siger Torben og griner: - Jeg ved ikke, hvor heldig jeg egentlig var med den forfremmelse. Den nye funktion medførte endnu flere opgaver. Torben kom med i tre arbejdsgrupper i bestyrelsen. - Lægen spurgte mig Hvornår sover du?, siger Torben og tilføjer: - Jeg var jo lige kommet tilbage fra en sygdomsperiode med stress. Ægteskabet holdt ikke Torben blev syg med stress og depression og begyndte at drikke mere, end han plejede. I 2005 valgte han at flytte fra sin kæreste gennem 17 år. Ca. to år senere blev Torben fyret fra jobbet. - Det var på grund af druk, men det hed det ikke. De var flinke ved mig. Jeg måtte melde mig syg, og jeg får stadig sygedagpenge plus tjenestemandspension, så jeg er ret godt stillet. Alligevel begyndte Torbens økonomi at sejle. - Jeg åbnede ikke mine regninger og breve. Det brev, hvori boligselskabet truede med at smide mig ud, lå uåbnet i bunken af regninger, fortæller Torben og tilføjer: - Der bliver ikke givet ved dørene, når man først er bagud med sin husleje, og naboerne har klaget. - Min veninde sagde: Prøv på kommunen. Det gjorde jeg så. Kommunen sagde, at jeg skulle sende et ansøgningsskema. Man kan kun få hjælp til uforudsete udgifter, og da en husleje ikke er en uforudset udgift, kunne de ikke hjælpe. Jeg vidste ikke, hvor jeg ellers skulle gå hen. Jeg havde aldrig været i kontakt med systemet, og hver gang jeg nu henvendte mig, fik jeg nej. Resultatet blev, at Torben mistede sin lejlighed sat ud af fogeden. - Man kan sige, at jeg har væltet det hele ud over siden. Det er jeg ved at rette op på nu men uden hjælp fra Hjemløsehuset (værested for hjemløse i København, red.) var jeg ikke kommet på det kristne handlingscenter Betesda, siger han og fortsætter: - I sidste ende var jeg ikke, hvor jeg er nu, hvis jeg ikke var blevet sat ud af fogeden, konstaterer Torben ironisk. hvad koster det at sætte folk ud? - Det koster ingenting, svarer teamchef Susanne Grøn på Bispebjerg Socialcenter i Københavns Kommune på spørgsmålet om, hvad det koster kommunen at sætte en borger på gaden. - Vi skriver til borgerne, og så klarer de selv resten. De er selv i stand til at finde alternativ bolig. På Socialcenter City er svaret et andet. Her fortæller man, at affæren kan blive bekostelig, alt efter hvor omfattende sagen er: - Den første kontakt til borgerne, når de har fået en fogedsag, plejer at kræve en enkelt eller to samtaler a en times varighed, siger koordinator Marianne Sørensen fra Socialcenter City. Når borgeren bliver sat ud af sin lejlighed, kan kommunen få udgifter til flytningen og huslejen på et herberg eller i en nødbolig. - I en kort periode kan vi betale huslejen på et herberg eller nødbolig på ca. 2.400 kr. om måneden, indtil de selv får penge. Nogle gange indstiller vi dem efterfølgende til en bolig. Det kræver også et par timers arbejde. Derudover kan vi også foranstalte hjemmevejleder eller støtte- og kontaktperson efter behov. Det kan være en gang om ugen eller hver 14. dag. Endelig kan der være behov for alkohol- eller stofmisbrugsbehandling, forklarer Marianne Sørensen. Hun vurderer, at en arbejdstime for en socialrådgiver inkl. udgifter til administration kommer op på cirka 200 kr. En flytning koster fra omkring 3.000 kr. Så kan man selv regne efter... 10 HUS FORBI nr. 84 april 2009

markant flere fattige Der er blevet flere fattige i Danmark og stadigt flere danskere hænger fast i fattigdom. En ny undersøgelse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser, at antallet af fattige er steget med 55.000 fra 2001 til 2006. Det vil sige, at over en kvart million danskere i dag lever under den økonomiske samarbejdsorganisation OECD s fattigdomsgrænse. Ifølge den er man fattig, hvis man har under 250 kr. om dagen til at betale husleje, mad, tøj og andre fornødenheder. Hver fjerde fattige dansker har levet under fattigdomsgrænsen i tre år. - kap Kilde: Politiken udsatte føler sig dårligt behandlet hos lægen Hjemløse, psykisk syge, misbrugere og andre socialt udsatte bliver ofte mødt med en nedladende tone hos lægen, på skadestuen eller hospitalet. Det viser en ny undersøgelse, som Statens Institut for Folkesundhed har gennemført for Rådet for Socialt Udsatte. De udsatte føler sig ikke taget alvorligt i sundhedsvæsnet. De får f.eks. ikke den smertelindring, de har brug for eller de bliver udskrevet, før de er raske. Hovedparten tager kun kontakt til sundhedsvæsenet, hvis de er i en ekstrem situation. Formanden for Lægeforeningen, Jens Winther Jensen, erkender problemet: - Det er en skamplet på det danske sundhedsvæsen, at vi ikke kan tage os af de mest udsatte, siger han til Politiken. Undersøgelsen bygger på interview med socialt udsatte fra herberger og væresteder i hele landet. Den følger op på undersøgelsen SUSY Udsat om udsattes sundhed og sygelighed fra sidste år. - kap Kilde: www.udsatte.dk Plads til alle: De store træfigurer på pladsen foran Café Dugnad symboliserer gammeldags byporte. Mens byportene før i tiden afgrænsede byen fra omverdenen, er træfigurerne tænkt som bænke, der inviterer folk til at snakke sammen. Café Dugnad med Plads til alle - Se her, hvor smart, siger Michael Lodberg Olsen og løfter sædet på en af træstolene i den nyåbnede Café Dugnad på Vesterbro i København. Under sædet er der plads til, at cafeens brugere kan lægge deres ejendele og f.eks. tage en lur uden at være nervøse for, at tingene bliver stjålet. Michael Lodberg Olsen er en af initiativtagerne bag Dugnad Vesterbro. Et projekt, som vil forbedre forholdene for stofbrugere på Vesterbro. Café Dugnad er deres seneste tiltag. - Bortset fra de særlige stole skal caféen være så normal en café som muligt, understreger Michael Lodberg Olsen. Køkkenet serverer sund mad og kaffe, der er musik i højttalerne, og brugerne kan gå ud i en glasoverdækket udestue og ryge cigaretter. Kan være sig selv Det er midt på eftermiddagen, og flere og flere brugere strømmer hen over pladsen foran caféen. Plads til alle kaldes den. - Pladsen er et socialt eksperiment. Her skal være plads til alle. Man skal kunne sidde og drikke kaffe latte på PH-Caféen overfor, samtidig med at eleverne fra gymnasiet her bagved spiller bordtennis på vores bordtennisbord, og der sidder en bruger og fixer henne i foto Holger Henriksen hjørnet, siger Michael Lodberg Olsen. Lige nu er her dog kun gæster til Café Dugnad, bl.a. Ole på 44 år. Han går rundt på pladsen og fejer og brænder affald af. PUF!, siger det pludselig fra bliktønden med brændende affald. - Det var en lighter, der futtede af, griner Ole. Han er hashbruger og kommer i caféen for at spise og være sammen med folk. Café Dugnad er et af hans favoritværesteder. - Her kan man være sig selv. Andre steder er der så mange regler. Man får f.eks. ikke lov til at brænde ting af, siger han. - rind Café Dugnad, Halmtorvet 9 C, har åbent mandag-torsdag kl. 12-21. foto Holger Henriksen nyt værested for hjemløse fædre Et nyt projekt Fars Dag skal give hjemløse fædre i København mulighed for at være sammen med deres børn i trygge rammer. - Mange gange mødes hjemløse mænd med deres børn under uret på Hovedbanegården. Vi vil gerne give dem et alternativ til det, siger Line Niederreuther, daglig leder af Frelsens Hærs Kontaktcenter på Christianshavn, som står bag initiativet. Hver lørdag eftermiddag i ulige uger er Frelsens Hærs værested i Wildersgade reserveret til hjemløse og enlige fædre og deres børn. Der er gratis fællesspisning, og fædre og børn kan hygge sig sammen og spille spil mv. Medarbejderne i værestedet håber, at de også kan finde penge til at arrangere ture ud af huset. Og måske er der hjælp på vej. Til april begynder en ny omgang af programmet All Stars på TV2. Her dyster seks danske musikere og sangere og deres kor om 250.000 kr. til et godt formål. En af dem er musikeren Steen Jørgensen fra Sort Sol, som skal lede koret fra Christianshavn. Hvis det vinder, vil pengene gå til projekt Fars Dag. - kap Læs mere om Fars Dag på www.frelsens-haer.dk første forsorgshjem på bornholm Bornholm er sandsynligvis på vej med sit første forsorgshjem eller et lignende tilbud til hjemløse. - Vi har fem-seks tilfælde årligt, hvor et menneske står uden tag over hovedet, og den opgave løser vi ikke efter reglerne i dag, siger socialudvalgsformand Jacob Kjøller fra Bornholms Regionskommune. Derfor indgår et opholdssted for hjemløse nu i socialudvalgets byggeplaner. - kap Kilde: www.dr.dk/regioner/bornholm HUS FORBI nr. 84 april 2009 11

Mistillid stopper samarbejde om narkobehandling Horsens Kommune og Monbjerg, et behandlingssted for narkomaner, afbryder samarbejdet. Det er første gang, Horsens Kommune har villet lukke et behandlingssted. af Marisa Matarese marisa.matarese@gmail.com illustration Hanne Louise Nielsen I Hus Forbis tema om stoffer i januar i år skrev vi om frie tøjler i stofbehandlingen : At der ikke er retningslinjer for kontrollen med de metoder, behandlingsstederne bruger, når de har narkomaner i behandling. Siden da har behandlingscentret Monbjerg valgt at opsige samarbejdet med Horsens Kommune. Kommunen var i forvejen parat til at ophæve aftalen på grund af mistillid, men Monbjerg kom dem altså i forkøbet. - De valgte at opsige aftalen, inden vi lukkede dem, siger Hanne Boisen, leder af Familiepleje og tilsyn i Horsens Kommune. Hun uddyber: - Siden sommeren 2007 har vi været nødt til at skærpe opmærksomheden på Monbjerg på grund af uigennemsigtig økonomi. Derudover havde de en dreng indskrevet på under 18 år, på trods af at de var godkendt til en målgruppe mellem 18 og 30 år. Selv efter at de fik indskærpet, at målgruppen skulle respekteres, havde de endnu en person under 18 boende på en adresse, vi troede stod tom. De kørte uforholdsmæssigt mange kilometer i centrets biler, og klienterne havde samvær med børn på centret, selvom det fremgår af godkendelsen, at det ikke er tilladt. Så vi begyndte at stille spørgsmålstegn ved samarbejdet. Alene med tilsynet Horsens Kommune følte sig alene med tilsynet med Monbjerg og tog derfor kontakt med andre kommuner for at finde ud af, om det var rigtigt, hvad vi så, som Hanne Boisen udtrykker det. Men kun én kommune svarede. I Horsens havde man især svært ved at vurdere behandlingen. - Vi har diskuteret behandlingsmetoder med behandlerne, men vi har ikke selv deltaget i terapien for ikke at invadere folk. Men så begyndte der at komme klager gennem Gadejuristen (juridisk hjælp til narkomaner på gaden i København, red.). Sammenholdt med de andre punkter styrkede klagerne os i vores mistillid, siger Hanne Boisen og tilføjer, at Monbjerg er det første behandlingssted, Horsens Kommune har villet lukke. Kommuner savner information på tværs Når en kommune opsiger samarbejdet med et behandlingssted, får andre kommuner, som har narkomaner på stedet, ikke noget at vide. Som tilsynskommune besluttede Horsens Kommune at opsige samarbejdet med behandlingsinstitutionen Monbjerg, men Monbjerg kom kommunen i forkøbet og sagde selv aftalen op i oktober 2008. Hus Forbi har talt med tre kommuner, som tidligere har sendt borgere i behandling på Monbjerg. Hverken Silkeborg, Randers eller Ringkøbing-Skjern Kommune kendte til Horsens beslutning om at ville opsige aftalen med behandlingsstedet. Randers Kommunes misbrugscenter oplyser, at de tilmed har en klient på vej i behandling på Monbjerg. - Vi har ikke valgt at opsige vores samarbejde med Monbjerg. Vi har ikke umiddelbart noget at sætte en finger på, siger Dorthe Axen fra Randers Kommunes behandlingsudvalg. Silkeborg og Ringkøbing- Skjern Kommuner har heller ikke hørt noget, der gør, at de vælger Monbjerg fra. Derimod efterlyser de, at kommunerne informerer hinanden i sådanne situationer. - Hvis en kommune falder over noget, de finder kritisabelt 12 HUS FORBI nr. 84 april 2009

Du skal have vild sex, når du kommer hjem En ung mand og en kvinde har klaget til Horsens Kommune over deres ophold på Monbjerg. Kvinden kalder sit ophold på stedet for et seksuelt psykisk overgreb. - I de individuelle terapier gik lederen meget tæt på mig. Han spurgte hele tiden om sex og fik hele tiden drejet samtalen hen på sex. F.eks. spurgte han: Hvor tit onanerer du? Onanerer du, inden du lægger dig til at sove? Jeg svarede ærligt på spørgsmålet. Egentlig burde jeg have svaret: Det rager ikke dig, men jeg blev helt paf, siger kvinden, som gerne vil være anonym, og fortsætter: - I en anden terapi arbejdede vi med, at jeg skulle have mine to børn hjem. Du skal ikke have din datter på 15 år hjem. Du skal udleve din seksualitet og have vild sex, når du kommer hjem. Det kan du ikke, hvis du får din datter hjem, sagde terapeuten. Jeg ville ikke høre på alt det sex. Jeg var kommet for at blive clean, hvilket var svært nok i forvejen. Kvinderne var i undertal, og jeg havde det svært med den mandlige jargon. Man har ikke brug for, at det også kommer fra terapeuterne, siger kvinden. En gammel luderkælling Moren til en ung mand, som var i behandling på Monbjerg, fortæller om de oplevelser, hun havde, da hun besøgte sin søn: - Terapien handlede meget om sex og beskyldninger mod pårørende. Jeg fik at vide, at det var min skyld, at min søn var endt som narkoman. I sidste ende er det jo ikke mig, der stikker nålen i armen på ham. - Min søn fik en kæreste på Monbjerg, og lederen begyndte at blande sig i deres forhold. Hans kæreste var ældre, og lederen sagde, at hun var en gammel luderkælling. Da fik min søn øjnene op for, hvad der skete, og han stak af fra Halvvejshuset (udslusningsbolig, red.). Ingen kommentarer Lederen af Monbjerg Behandlingscenter, Jan Jensen, ønsker ikke at kommentere sagen i dette nummer af Hus Forbi. - Det er for tidligt, siger han. Han løfter sløret for en historie om en usædvanlig behandling med de værste eksempler på magtmisbrug fra Horsens Kommunes side. - Det er sjofelt og groft, hvad Horsens Kommune har gjort. Deres dagsorden har hele tiden været at få lukket institutionen. Derfor har vi valgt at flytte. Det ser pænere ud på papiret. Og vi har jo også ansvaret for vores klienter, siger Jan Jensen og tilføjer: - Jeg vil gerne fortælle historien til Hus Forbi senere. Hus Forbi er bekendt med de to medvirkendes identitet. på et behandlingscenter, ville det være hjælpsomt, om det kom videre, siger Niels Christensen, leder af Sundhedscenter Vest i Ringkøbing-Skjern Kommune. Han foreslår en smiley-ordning som den på fødevareområdet, så kommunerne kan se, når de bør være opmærksomme. Også Horsens Kommune savner at høre andres erfaringer. - Det ville kvalificere vores tilsyn med behandlingscentrene, hvis vi fik besked fra andre kommuner om deres dårlige erfaringer, siger Hanne Boisen, leder af Familiepleje og tilsyn i Horsens Kommune. For at hæve kvaliteten i tilsynet foreslår hun, at man kopierer underretningspligten fra børneog ungeområdet: - På børneområdet er der tradition for, at kommunerne informerer hinanden, hvis der eksempelvis bliver anvendt magt over for et barn. Jeg savner den samme tradition på stofområdet. Et broget marked Men indtil videre undersøger kommunerne selv behandlingscentrene og holder resultaterne for sig selv. - Det er et stort og broget marked. Derfor laver vi vores egne undersøgelser af behandlingscentrene. Vi har identificeret behandlingssteder, som vi ikke ønsker at samarbejde med, fordi vi ikke synes, at kvaliteten er i orden, siger Dorthe Axen fra Randers Kommune og bekræfter, at man ikke har informeret andre kommuner om det. HUS FORBI nr. 84 april 2009 13

kommentar af Niels Løppenthin Nu kan hjemløse løslades til herberger Kriminalforsorgen har ændret praksis ved prøveløsladelse af hjemløse på baggrund af en artikel i Hus Forbi. Niels Løppenthin er chefkonsulent i Direktoratet for Kriminalforsorgen. De bolig- eller hjemløse indsatte, der ikke har været i stand til at opfinde en sådan adresse hvor uhensigtsmæssig den end måtte være har altså hidtil været nægtet prøveløsladelse. Artiklen Løber panden mod fængselsmuren i Hus Forbi april 2008 handlede om hjemløse og boligløse indsatte, som nægtes prøveløsladelse på grund af manglende bolig. På baggrund af artiklen har Direktoratet for Kriminalforsorgen genovervejet den hidtidige praksis med det resultat, at praksis nu ændres, så prøveløsladelse fremover godt kan finde sted til et herberg eller forsorgshjem. Praksis har hidtil været, at man for at opnå prøveløsladelse skulle have en passende bolig. Det vil fortsat være gældende, men begrebet passende bolig vil altid kunne diskuteres. Hvad nogle mener, er en passende bolig, vil andre mene, er en forfærdelig mulighed. Hidtil har Direktoratet for Kriminalforsorgen vurderet, at et ophold på et herberg ikke er passende i forbindelse med en prøveløsladelse. Begrundelsen har været, at risikoen for recidiv (tilbagefald til kriminalitet) øges, hvis man opholder sig her, hvor mange beboere formentlig har et misbrug, er kriminalitetstruede m.m. Passende bolig anså man tidligere som egen lejlighed, et lejet værelse, et værelse hos en eller begge forældre eller lignende. Indgår uholdbare aftaler Direktoratet har vendt spørgsmålet med de lokale afdelinger af Kriminalforsorgen ude i landet, og her var der en overvejende positiv holdning til, at det skulle være muligt at prøveløslade indsatte til herberg eller forsorgshjem. Det var afdelingernes vurdering, at løsladelse til mor (i nogle tilfælde en opdigtet adresse, red.) eller til et værelse hos en bekendt meget ofte er uholdbart, fordi de indsatte som artiklen i Hus Forbi påpegede i desperation for at komme ud gerne laver halve og kvarte aftaler med mere eller mindre bekendte. Aftaler, som ikke holder vand, når det kommer til stykket. Dertil kommer, at de indsatte ofte har betalt indehaveren af lejligheden penge for at tilmelde sig, så vedkommende kan holdes skadefri økonomisk eller endda tjene på situationen. De bolig- eller hjemløse indsatte, der ikke har været i stand til at opfinde en sådan adresse hvor uhensigtsmæssig den end måtte være har altså hidtil været nægtet prøveløsladelse. Afdelingerne gav samtidig udtryk for, at samarbejdet med herberg og forsorgshjem ofte er positivt og i mange tilfælde endda blevet bedre i de senere år. Det vurderes, at mange er bedre hjulpet her, end hvis de har taget ophold i et lejet værelse, hvor de i en stor del af døgnet er overladt til sig selv. Direktoratet har også drøftet spørgsmålet med Velfærdsministeriet, som har støttet ideen, fordi man også vurderer det arbejde, der udføres på herberger og forsorgshjem, som godt og solidt. God løsladelse kræver planlægning Det er Direktoratets håb, at beslutningen vil have en positiv effekt på en del indsatte, som hidtil er blevet nægtet prøveløsladelse. Dog kan de institutioner, som defineres som akutherberger og lignende, stadig ikke bruges i forbindelse med prøveløsladelse. Det skyldes, at den type institutioner ikke på forhånd indgår aftaler med enkeltpersoner, andre institutioner eller forvaltninger, da de netop har deres berettigelse som steder, hvor man kan henvende sig akut. En vellykket prøveløsladelse er som bekendt kendetegnet ved planlægning i god tid med så mange aftaler som muligt på plads, inden den indsatte skal ud at klare sig på egen hånd forhåbentlig bedre rustet end før indsættelsen. læserne skriver jeg føler mig bedraget Jeg har længe haft lyst til at skrive til jer. Tiden er nu kommet. Min lyst til at købe avisen er aftaget meget, efter at jeg har opdaget, at sælgerne har lov til at sælge de hjemløses avis, når de både modtager bistandshjælp og bor i en lejlighed. Det er okay, at sælgerne bliver akklimatiseret i nogle få måneder. MEN så mange måneder. Der siger jeg stop. De er jo ikke hjemløse. De sidder på en fin stol med deres fine tøj og støvler, nybarberede, nyklippede og meget rene og fine. Jeg føler, at jeg bliver bedraget. Det er ikke en god følelse. Det har fået mig til at holde op med at købe avisen. Hvad er årsagen? En anonym køber Redaktionen er bekendt med køberens identitet. svar Det er rigtigt, at ikke alle Hus Forbis sælgere er hjemløse, i den forstand at de sover på gaden eller på et forsorgshjem, selvom det trods alt gælder de fleste. Hus Forbi er en avis for såvel hjemløse som socialt udsatte og skæve eksistenser. Selvom man måske har fået en lejlighed, som bliver betalt over førtidspensionen eller kontanthjælpen, er man langt fra sikret en plads i samfundet. Alle vores sælgere er så langt fra arbejdsmarkedet, at der skal en helt særlig indsats til at få dem tilbage. Her kommer Hus Forbi ind i billedet. Ved at sælge avisen får sælgerne en form for identitet og et netværk med andre sælgere. De får noget at stå op til og en mulighed for at tjene nogle kroner til øllerne, eller hvad de måtte have af misbrug, som gør sig gældende for stort set alle. Du har ret i, at nogle er kommet videre men ikke så meget, at de har mulighed for at tjene penge eller finde meningsfuld beskæftigelse på anden vis. Dermed ikke sagt, at Hus Forbi skal være en sovepude. Vi ønsker også at hjælpe folk videre. Det sker i nogle tilfælde, men det er en stor og svær opgave, som selv systemet i visse tilfælde giver op over for. Tina Juul Rasmussen, redaktør 14 HUS FORBI nr. 84 april 2009

Arnhild Lauveng havde en lurende skizofreni, fra hun var 14-15 år gammel. Som 17-årig fik hun diagnosen og kæmpede i ti år med sygdommen, som hun selv fandt en vej ud af. Men den tillid, hun mødte undervejs fra enkelte læger og andre i systemet, hjalp hende. I dag er hun en skattet psykolog, forfatter og foredragsholder i Norge. unyttige Det er dét, som tæller Norske Arnhild Lauveng er helbredt skizofren efter ti års kamp med alt i og uden for hende selv. Nu er hun psykolog, skribent og debattør. af Helle Jørler hj@freelanceriet.dk foto Flemming Schiller - Af en løve at være synes jeg, at jeg er temmelig tålmodig, hvisker norske Arnhild Lauveng med en lille latter til mig på vej bort fra blomsterbutikken, hvor Hus Forbi har fået lov at tage fotos til interviewet. Det kan tage sin tid at tage gode portrætter; længere, end hun forventede. Hun er ikke så høj, tætbygget, og det flotte hår flagrer løst, langt og rødligt. Der er blomstermønster på både bluse og sjal. Blomster ligger hende på sinde. Arnhild Lauveng følte sig og følte sig behandlet som et viljesløst får i de sammenlagt seks-syv år, hun var indlagt på psykiatriske institutioner, fra hun var 17 år og fik diagnosen skizofren. I alt varede sygdommen i ca. ti år, men den lurede, allerede fra hun var 14-15 år. Det lykkedes hende og hendes nære familie at holde fast i et håb om helbredelse og en anden tilværelse trods systemets insisteren på, at hun aldrig ville blive rask, endsige få en tålelig tilværelse. Men Arnhild vidste bedre. For indeni var hun en løve. - Alt i mig længtes efter at jage over savannerne, siger hun. Spiste blåbær i regnen Arnhild er rask nu. Nej. Hun har ikke blot lært at leve med symptomerne og tage sin medi- HUS FORBI nr. 84 april 2009 15

cin. Nej. Hun er ikke bare inde i en stabil, god periode. Hun er helbredt. Men hun medgiver, at det ikke er sædvanligt at høre om raske, tidligere skizofrenipatienter. Og det irriterer hende. Dels personligt, hvor hun af og til mødes med skepsis på grund af sin historie, dels generelt, fordi det suger håbet ud af andre, især unge, der får trukket diagnosen ned over sig som en livsdom. Rent faktisk helbredes en tredjedel, en tredjedel lever tåleligt med medicinen, og en tredjedel forbliver syge. Arnhild Lauveng er nu psykolog, skribent og en skattet foredragsholder i sit hjemland, Norge. Hun forsøger at skabe debat og sætte fingeren på de ømme punkter i psykiatrien, og fagfolk kan næppe få større ekspertise samlet i ét menneske fra begge sider af spændetrøjen, så at sige. Arnhild er i Danmark for at præsentere sin nyeste bog, Unyttig som en rose. Om hjælpere, fag- og andet godtfolk, som i hendes sygdomstid trodsede regler og skemaer og gav Arnhild lov til f.eks. at gå en, i behandlerforstand, unyttig tur i silende regn, hvilket hun savnede forfærdeligt Arnhild fandt nogle blåbær, satte sig på en sten og gav sig lykkelig til at synge højt. - Jeg var jo alligevel erklæret sindssyg, som hun siger med sin humor i behold. At en ung læge og andre viste hende denne tillid, helede noget i hendes ekstremt forpinte sjæl og krop. De mange, mange år i institutioner, til dels i isolation og med masser af stærk medicin, der berøvede hende en almindelig ungdom, havde vænnet Arnhild til, at der skal være resultater og grunde til at foretage sig ting; det skal være behandlingsrelevant. Måske netop derfor er hun kommet til at sætte umådeligt pris på lystbetonede begivenheder eller ting, der umiddelbart kan opfattes som unyttige : en rose, et smil, en baby, der griner Knuste alt omkring sig På et tidspunkt havde Arnhild det meget slemt og spiste næsten ikke, fordi stemmerne i hendes hoved ikke fandt hende værdig til det, og/ eller fordi personalet fejlagtigt troede, at de kunne bruge lejlighedsvise spise-forbud som et forsøg på pædagogik. Hun kastede sig i timevis mod væggene i sit værelse, hev totter ud af sit hår, kom i isolation, råbte og skreg, kunne kun sove under sin seng eller på badeværelsegulvet, fik ikke lov at komme ud af huset. Desuden knuste hun alt, hvad hun kom i nærheden af, som kunne bruges til at skære sig med: el-pærer, drikkeglas, porcelæn Sulten drev hende nogle gange til at spise de paptallerkener, som der blev dækket op til hende med. En dag skulle hun hjem og besøge sin mor. Moren spurgte hospitalet, om hun skulle tage særlige forholdsregler, og blev frarådet at have noget inden for rækkevidde, som datteren kunne knuse og bruge til at skade sig selv med. - Selvom jeg naturligvis ikke savnede de brølende, kommanderende, tyranniske stemmer, som befalede mig dette og hint, modbydelige vrangforestillinger osv. i mit psykotiske hoved, skulle jeg jo også vænne mig til, at der var stille i mit sind. Da Arnhild kom hjem, var der dækket op med morens fineste, sarte porcelæn med roserne dér er roserne igen og den hjemvendte datter nød den vidunderlige jordbærlagkage i rigelige mængder. - Det er noget med tillid. At tro på, at hvis en patient bliver behandlet som et medmenneske med værdighed, høflighed og respekt, som et helt menneske, der er andet og mere end sin diagnose, så hjælper det. Men de ansatte er også kun mennesker, vi fejler alle, og vilkårene kan være rigtig vanskelige. Vigtigt på institutionerne er, at psykisk syge ikke kan kapere at blive behandlet hele tiden, har Arnhild erfaret. - Patienterne skal have meget mere tid til at fordøje, øve sig, afprøve nyt og ikke mindst til at hvile. Man bliver ekstremt udmattet af sygdommen, medicinen, ydre og indre kampe, manglen på mad osv. Man skal have lov at gå i hi for at kunne blomstre op igen. Og det må der gives tid og ro til, selvom det for vores effektive, resultatorienterede samfund kan se ud, som om intet sker i en periode. Ømhed af lyst rørte hende Hjerteskærende er det også at forstå, hvad det betød for unge Arnhild, da det gik op for hende, at alle, hun var omgivet af under sine indlæggelser, fik penge for at være sammen med hende. Det var en af de helt store hurdler, da hun blev rask: Hvordan opbygger man et socialt netværk af mennesker, som er sammen med én af lyst. Bare for sjov? Efter så mange år i en skemalagt tilværelse, hvor alt ansvar er suget ud? Efter så mange år med manglende liv og almindelige erfaringer og med betydelige huller i den kollektive bevidsthed, som f.eks.: Hvor var du, da dén og dén begivenhed fandt sted? Arnhild græd, da hun første gang fik en buket som udtryk for omsorg og bekymring, fordi hun havde været kortvarigt fraværende i frivilligt arbejde. - At få vist ømhed, som ikke var betalt; det var stort, husker hun. - Bemandingen på nogle langtidsafdelinger i psykiatrien består af ufaglært personale med besøg af en læge en gang om ugen. Det ville man aldrig byde svært somatisk syge. Det svarer til at få en hjerteoperation af en plejer og få sat plaster på af overlægen, siger Arnhild Lauveng. Giv patienterne et flirtekursus Hun rødmer på spørgsmålet. Om hvorfor der absolut intet står om seksualitet, forelskelser og sligt i hendes bog. Det er trods alt en stor del af livet, især i den alder, hun var indlagt. - Jeg spaltede den side af mig selv fra. Den har også trange kår: Psykosen fylder så meget, at der ikke er overskud til udadrettede initiativer. Medicinen dæmper lysten og evnen. Fra jeg var 17 til 19 år, var jeg døgnovervåget. Og der findes ganske enkelt ikke et aflåseligt rum uden opsyn. I øvrigt var sex mellem patienter forbudt. Desuden vidste jeg ikke, hvordan man gør! Hvordan flirter man? Der bliver ikke ligefrem undervist i det! Men jeg vil faktisk anbefale, at man på institutionerne arrangerer 16 HUS FORBI nr. 84 april 2009

mere konkrete kurser: flirtekursus, kursus i netværksbygning, smalltalk, motion, ernæring, impulsstyring, at blive forældre osv. Pludselig stille i sindet Et par gange i løbet af fotograferingen og under præsentationen af hendes nye bog på forlaget for en fyldt tilhørersal sporer man hendes løve-utålmodighed. Rastløshed. En svag irritation. Som hun tillært behersker. Flere steder nævner hun i bøgerne, at hvis hun keder sig, ikke bliver intellektuelt stimuleret og udfordret, kan hun få det skidt. Noget, som alt sammen under sygdommen blev tolket som enten en del af skizofrenien eller som uvilje/ ulydighed/usamarbejdsvillighed. Da hun blev løsladt, var kedsomhed og den massive alenesomhed størrelser, hun pludselig skulle til at lære at kende som helt almindelige følelser, alle kender, i stedet for straks at tro, at det var symptomer fra skizofrenien. - Selvom jeg naturligvis ikke savnede de brølende, kommanderende, tyranniske stemmer, som befalede mig dette og hint, modbydelige vrangforestillinger osv. i mit psykotiske hoved, skulle jeg jo også vænne mig til, at der var stille i mit sind at der ikke var konstant drama og farverige hallucinationer. Som måske havde spærret for at føle og erkende ensomheden, fordi det fyldte så meget, funderer hun. - Det gik op for mig, at der var en dødkedelig, tung og træls hverdag, som jeg skulle lære at gebærde mig i; igen eller for første gang. Alenesomheden blev afhjulpet meget ved, at jeg anskaffede en hund. Det er sundt at have ansvar for et andet levende væsen. Hun tænker sig om et øjeblik på spørgsmålet om, om der var et højstemt øjeblik, hvor hun bevidst tænkte: Jo, nu er jeg rask! - Hmmm tjo, det var vel en dag, hvor jeg ryddede op i min pung. Jeg stødte på dén seddel, jeg havde haft liggende i mange, mange år, som anviste, hvordan jeg skulle hjælpes med medicin og indlæggelse, hvis jeg blev dårlig. Den kunne jeg godt smide ud. Mere dramatisk foregik det såmænd ikke Men da tænkte jeg, at nu stolede jeg åbenbart på, at jeg er rask, smiler Arnhild Lauveng. Læs mere om recovery (dét at komme sig over svær psykisk sygdom) på www.patdeegan.com Pat Deegan har en tilsvarende historie. forfatteren lauveng To af Arnhild Lauvengs bøger er oversat til dansk: I morgen var jeg altid en løve (2008) og Unyttig som en rose (2009). Begge er udkommet på Akademisk Forlag. Desuden er Arbeidsmaur med gipset hjerte (2008) udkommet på Universitetsforlaget i Norge. HUS FORBI nr. 84 april 2009 17

farvel til en ildsjæl Thorkil Vestergaard-Hansen, forstander for mandecentrene i København, Odense og Århus samt leder af den sociale forening Fundamentet er død den 5. marts, 63 år gammel. Thorkil var til det sidste en socialt engageret ildsjæl og iværksætter. I 1988 grundlagde han værestedet Fundamentet for hjemløse og socialt udsatte i Holmbladsgade på Amager. Gennem sit arbejde her så han, hvordan en skilsmisse for mange mænd fører til social deroute og et liv som arbejdsløs, hjemløs Thorkil Vestergaard-Hansen eller misbruger. Og dermed var ideen født: Mænd fra brudte parforhold har også brug for rådgivningscentre, hvor de kan få styr på sig selv og komme på ret køl igen. Det lykkedes Thorkil Vestergaard-Hansen at få det sat på den politiske dagsorden, og med en bevilling fra satspuljemidlerne åbnede for fire år siden mandekrisecentret i København. Siden fulgte mandecentre i Odense og Århus og yderligere to centre, i Esbjerg og Aalborg, har netop slået dørene op. Ud over sit store engagement i mandecentrene var Thorkil Vestergaard- Hansen også stærkt engageret i frivilligt socialt arbejde. Gennem otte år var han formand for Kontaktudvalget til det frivillige sociale arbejde i København. - kap spiller på hjemløselandsholdet død 31-årige Michael Thomsen, som var udtaget til Hjemløselandsholdet 2009, døde først i marts af en overdosis heroin. Michael Thomsen var i behandling for sit stofmisbrug og havde et tilbagefald til stofferne kort inden sin død. - Alle på og omkring holdet er meget berørt af Michaels død, og vi har iværksat krisehjælp til både spillere og ansatte. Det har sat en masse tanker i gang hos spillerne, både fordi det kom som et chok, og fordi det viser, hvad vi har med at gøre hvor farlig en branche vi er i. Derfor er alle også Michael Thomsen glade for, at det første socialpædagogiske tema, vi skal arbejde med på landholdet, er misbrug og afhængighed. 90 pct. af spillerne er misbrugere, siger landstræneren for Hjemløselandsholdet, Janek Majewicz. Michael Thomsen havde taget en overdosis flere gange før, men var alle gange blevet fundet og genoplivet. Denne gang var han alene, da det skete. - Det sætter i relief, hvor stærkt et misbrug kan være at man fortsætter selv med den historie. Og at afhængighed er en sygdom, man er nødt til at forholde sig til hele livet, selvom man er clean, siger Janek Majewicz. Michael Thomsen kom fra Esbjerg. Han efterlader sig en mor, en søster og tre døtre, hvoraf han havde kontakt med den yngste. - taj Bliv frivillig i Røde Kors Overvejer du at blive frivillig i Røde Kors? Så er det på infoaften, du kan høre om alle vores forskellige aktiviteter, før du beslutter dig til, hvor du vil lægge dit engagement. Vi har introkurser 1. april, 14. april, 23. april, 5. maj og 2. juni 2009. Find mere om tid, sted og tilmelding på vores hjemmeside. Sidste nye skrig? Til vores butikker i City, Brønshøj og på Nørrebro søger vi frivillige, som har lyst til at indgå i et team af imødekommende, friske og farverige frivillige. Overskuddet fra tøjsalget går til international nødhjælp og socialt arbejde i Danmark. Vagterne ligger på 4-5 timer ugentligt. Vi er en blandet skare af flere forskellige mennesker i alle aldre og afskygninger, og vi har det sjovt og godt sammen. Som frivillig vil du hurtigt opleve at blive en del af det gode kammeratskab og en vigtig del af verdens største humanitære organisation. Vi tilbyder relevante kurser, ligesom vi ikke forsømmer, at mødes til socialt samvær. Er du engageret og ansvarsbevidst og har øje for moden og tøjets mange muligheder, så skal du være hjertelig velkommen til uforpligtende at møde teamet bag butikkerne. Måske finder du ud af, at det også kunne være noget for dig at gøre holdning til handling. Besøgsleder i venskabsfamilier Venskabsfamilier i Hovedstadens Røde Kors, søger en frivilligbesøgsleder. Som besøgsleder formidler du kontakt mellem familier, der gerne vil skabe et netværk på tværs af kultur og etnisk baggrund. Din vigtigste opgave er at holde samtaler med nye familier og matche dem til gensidig glæde og fornøjelse. Er du nysgerrig og interesseret, så ring og hør nærmere på tlf. 22 91 59 62 eller mail: ch@drk.dk Hovedstadens afdeling Nordre Fasanvej 224, 2. 2200 København N Tlf.: 38 33 64 00, hrk@drk.dk Læs mere på www.hovedstaden.drk.dk 18 HUS FORBI nr. 84 april 2009

TEATER Bums! Forestillingen Bums! er med bl.a. Lars Mikkelsen, Andrea Vagn Jensen og Henrik Noel Olesen. foto Henrik Ohsten Rasmussen siger det, når man falder Flere nye teaterforestillinger handler om marginaliserede grupper. Sidste år kunne man se Pretty Woman A/S, i øjeblikket spiller musikforestillingen Bums!, og et nyt stykke om hjemløse er undervejs. Tendensen har rødder i 11. september 2001. af Lisbeth Rindholt lisbeth@rindholt.dk Line Mørkeby stod en eftermiddag ved sit stuevindue i indre København og kiggede ned på gaden. En Hus Forbi-sælger prøvede at få kontakt til de handlende, der kom ud af Netto. Men ingen ænsede ham. Det var midt i myldretiden, og hun blev stående længe og betragtede sælgeren. Stadig ingen kontakt. - Oplevelsen gik lige i hjertekulen på mig, og jeg kunne mærke, at der var stof at hente her, siger Line Mørkeby, som er dramatiker og bl.a. står bag forestillingerne Core og Den sømand han må lide, begge fra 2008. I samarbejde med Teater Grob besluttede hun at skrive en forestilling om hjemløse og socialt udsatte i København. Stykket har først premiere i 2010, og historien i forestillingen er endnu ikke færdigudviklet. Men hun har en klar idé om, hvordan den skal fortælles. - Lige nu handler forestillingen om en mand, som ikke har sit eget hjem, men må have folkeregisteradresse hos en veninde for at få social ydelse. Tanken er, at publikum skal heppe på ham undervejs og på, at han klarer alle forhindringerne for at få et bedre liv. Det er et socialrealistisk stykke, som samtidig er underholdende og fuld af håb, fortæller hun. Fra gaden ind på scenen Line Mørkebys forestilling er et af flere om marginaliserede grupper på den danske teaterscene. Tidligere på året kunne man se forestillingen Hush Little Baby om fattige, filippinske kvinder, der arbejder som hushjælp i Danmark. Og i efteråret 2008 skabte Tue Bierings stykke Pretty Woman A/S, der spillede i en container på Halmtorvet i København, en voldsom mediedebat, fordi folkene bag forestillingen HUS FORBI nr. 84 april 2009 19

hver aften hentede en ægte prostitueret ind på scenen til at spille hovedrollen som prostitueret. - Der er en tendens i teatret til at interessere sig for marginaliserede grupper, siger Michael Eigtved, lektor i teatervidenskab ved Københavns Universitet. Bølgen startede for omkring ti år siden med bl.a. den svenske dramatiker Lars Noréns forestilling Sju Tre (1999). - Forestillingen handler om nynazisme, og Norén havde brugt rigtige fængselsfanger på scenen. Det endte helt galt, fordi en af fangerne stak af og dræbte to politifolk, fortæller Michael Eigtved og giver flere eksempler på teatertendensen: - For nogle år siden prøvede Stefan Blachman (schweizisk instruktør, red.) at bruge en kvinde med Downs Syndrom (mongol, red.) i rollen som Ofelia på Det Kongelige Teater. Og Betty Nansen Teatret har i længere tid kørt projektet C:NTACT, hvor de tager flygtninge og indvandrere ind fra gaden og lader dem fortælle deres historie på scenen. Når der er kommet mere fokus på virkelighedens mennesker i teatret, skyldes det ifølge Michael Eigtved bl.a. 11. september. - Verden har ændret sig radikalt efter 2001. Vi er blevet mere afhængige af hinanden. Det viser sig også i teatret. I 1990 erne blev der lavet mig-teater, som bl.a. handlede om parforhold. Nu gælder det os-teatret, hvor globaliseringstanken er i centrum. Her bliver alle marginaliseringer interessante. For det er dem tilsammen, der udgør vores verdensbillede, siger han. Outsidere ser klarere Den aktuelle teaterforestilling Bums! bringer også en stribe marginaliserede grupper på banen. Men selvom stykket vises på Husets Teater på Halmtorvet, er det ikke Vesterbros egne bumser, der har hovedrollen. - Bums! skal forstås som et lydord, forklarer Fordi outsiderne står uden for systemet, ser de ofte alting klarere. De har vigtige budskaber på hjerte. Michael Eigtved, lektor i teatervidenskab dramatiker Peter Asmussen, som har skrevet manuskript til forestillingen, og uddyber: - Bums!, siger det, når man falder. Det vil sige, når man falder gennem systemet. Forestillingen handler i bred forstand om mennesker, der er havnet uden for samfundet. Ikke kun f.eks. stofmisbrugere, men også ældre, sindslidende eller mennesker med en anden seksualitet. Ifølge Peter Asmussen er der mange måder at være hjemløs på. Han kalder det psykisk hjemløshed i modsætning til den sociale hjemløshed. Og Bums! er en hyldest til de psykisk hjemløse eller outsiderne i samfundet. - Fordi outsiderne står uden for systemet, ser de ofte alting klarere. De har vigtige budskaber på hjerte, men vi er dårlige til at lytte til dem, fordi vi hele tiden har travlt med vores rotteræs. Gennem de seneste ti år har store dele af Danmark haft den pokkers friværdi trukket ned over enhver følelse og tanke, men menneskene derude kan pege på andre værdier, siger Peter Asmussen, som i Bums! giver outsiderne en stemme. Hvad de så har på hjerte, kan man erfare i forestillingen. En ting er dog sikker: Bums! har ingen morale. Det samme gælder Pretty Woman A/S, Line Mørkebys kommende stykke og en lang række andre nye teaterforestillinger. - Tendensen er, at vi i teatret får demonstreret verden, som den ser ud, men man undlader at pege på løsninger. Det er op til publikum selv at navigere, siger Michael Eigtved. Forestillingen Bums! spiller på Husets Teater på Halmtorvet i København 28. marts-9. maj. Manus: Peter Asmussen. Instruktion: Egill Palsson. teater om at være udenfor Mady.Baby, 2009 Forestilling om tre rumænere, som tager til Vesten for at få et bedre liv, men ender med at arbejde i bl.a. pornobranchen. Instruktør: Alexa Ther. Café Teatret, København. Hush Little Baby, 2009 En socialpoetisk forestilling om filippinske kvinder, der kommer til Danmark for at arbejde som au pair-piger. Instruktør: Ditte Maria Bjerg. Teater Camp X, København. Pretty Woman A/S, 2008 Stykke skåret over Hollywood-filmen Pretty Woman med en rigtig prostitueret i Julia Roberts rolle som prostitueret. Instruktør: Tue Biering. Containerne på Halmtorvet. Sandholm, 2008 Forestilling om livet i asylcentret Sandholm, der går tæt på forskellige menneskeskæbner. Opført første gang i 2006. Instruktør: Moqi Simon Trolin. Mungo Park. Politkovskaja - In Memoriam, 2008 En dyster forestilling om et krigshærget land i Europa, hvor børn må prostituere sig for at overleve. Manus: Lars Norén. Edison, Betty Nansen Teatret. 20 HUS FORBI nr. 84 april 2009