Europaudvalget 2009 Rådsmøde 2982 - Konkurrenceevne Bilag 2 Offentligt

Europaudvalget 2009 Rådsmøde 2982 - Konkurrenceevne Bilag 2 Offentligt NOTAT TIL FOLKETINGETS EUROPAUDVALG 12. november 2009 Samlenotat vedr. rådsmøde (konkurrenceevne) d. 3.4. december 2009 Indholdsfortegnelse 1. Forslag til direktiv om forbrugerrettigheder 2 2. Forbedring af det europæiske patentsystem 72 3. Mod et konkurrencedygtigt, innovativt og miljø-effektivt EU bidrag til Lissabonstrategien efter 2010 82 4. Kommissionens strategiske meddelelse om bedre regulering 88 5. Rådets forordning om statutten for det europæiske private selskab 93 6. Prioriteter for det indre marked i det næste årti bidrag til Lissabonstrategien efter 2010 103

2/108 1. Forslag til direktiv om forbrugerrettigheder (KOM(2008) 614 endelig) - Politisk drøftelse KOM (2008) 614 Resume Kommissionen har den 8. oktober 2008 fremsat forslag til Europa- Parlamentets og Rådets direktiv om forbrugerrettigheder (KOM(2008) 614 endelig). Forslaget er modtaget i dansk sprogversion i Rådet den 15. oktober 2008. Det fremgår, at formålet med forslaget er at bidrage til at forbedre den måde, det indre marked for virksomheder og forbrugere fungerer på, og at sikre et højt fælles forbrugerbeskyttelsesniveau gennem totalharmonisering. Det foreslåede direktiv vil skulle erstatte direktiv 85/877/EØF om aftaler indgået uden for fast forretningssted, direktiv 93/13/EF om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler, direktiv 97/7/EF om aftaler vedrørende fjernsalg og direktiv 99/44/EF om forbrugerkøb og garantier i forbindelse hermed. Direktivforslagets kapitel I indeholder en række fælles definitioner og fastslår, at direktivet bygger på princippet om fuld harmonisering. Kapitel II omhandler en række centrale oplysninger, som den erhvervsdrivende skal give forud for indgåelse af enhver forbrugeraftale, samt en informationspligt for mellemmænd, der indgår aftaler på forbrugeres vegne. Kapitel III finder kun anvendelse på aftaler om fjernsalg og aftaler indgået uden for fastforretningssted. Kapitlet indeholder bestemmelser om særlige oplysningskrav og regulerer fortrydelsesretten (varighed, udøvelse og virkninger) på ensartet måde. Kapitel IV angår andre forbrugeraftaler, der kun gælder for købsaftaler. Kapitlet indeholder bl.a. regler om levering, risikoens overgang, mangler ved den handlede vare og regler om handelsmæssige garantier. Kapitel V finder anvendelse på urimelige kontraktvilkår, som ikke har været genstand for individuel forhandling, f.eks. standardkontraktvilkår. Vilkår er ifølge direktivforslaget urimelige, hvis de bevirker en betydelig skævhed i forbrugerens og den erhvervsdrivendes rettigheder og forpligtelser, og binder ikke forbrugeren. Med henblik på at skabe retssikkerhed indeholder direktivet to lister over urimelige vilkår. Bilag II indeholder således en liste over vilkår, som betragtes som urimelige under alle omstændigheder. Bilag III indeholder en liste over vilkår, som betragtes som urimelige, medmindre den erhvervsdrivende beviser det modsatte. Disse lister finder anvendelse i alle medlemsstater og kan kun ændres ved direktivets udvalgsprocedure.

3/108 Det er vigtigt, at der kommer en afklaring af forståelsen og rækkevidden af forslagets bestemmelser, inden en endelig dansk holdning fastlægges. Det vil således bl.a. være nødvendigt at få afklaret grænsefladen til de nationale aftaleretlige regler, som ikke umiddelbart berøres af direktivforslaget. Det er samtidig væsentligt, at beskyttelsesniveauet for de danske forbrugere ikke svækkes som følge af den foreslåede totalharmonisering. 1. Baggrund og indhold Europa-Parlamentet har i de senere år vedtaget flere beslutninger om eventuel harmonisering af aftaleretten mv. i EU-landene, og ved beslutning af 16. marts 2000 om Europa-Kommissionens arbejdsprogram anmodede Parlamentet Kommissionen om at undersøge, om en mere vidtgående harmonisering på det civilretlige område er blevet nødvendig af hensyn til det indre markeds funktion. Bl.a. på denne baggrund fremlagde Kommissionen i juli 2001 en meddelelse om europæisk aftaleret (KOM(2001) 398 endelig). Formålet hermed var at skabe en bred debat om europæisk aftaleret, herunder at få belyst, om og i givet fald hvordan forskelle mellem nationale aftaleretlige regler skaber vanskeligheder for en tilfredsstillende udvikling i EU s indre marked. Kommissionen fremlagde den 12. februar 2003 med henblik på en videreførelse af høringsprocessen en handlingsplan om en mere sammenhængende europæisk aftaleret (KOM(2003) 68 endelig), hvori Kommissionen præsenterede sine konklusioner efter høringen over meddelelsen fra juli 2001. Kommissionens projekt vedrørende europæisk aftaleret består af to hovedelementer: Udarbejdelse af en såkaldt fælles referenceramme og gennemførelse af en revision af forbrugeracquiset dvs. forbrugerlovgivningen i EU. For så vidt angår revisionen af forbrugeracquiset præsenterede Kommissionen i februar 2007 en grønbog om gennemgang af forbrugerlovgivningen, hvori der blev rejst i alt 30 spørgsmål vedrørende behovet for revision af den EU-retlige forbrugerlovgivning og mulige løsninger ved en eventuel revision. Den danske regering afgav i december 2007 høringssvar over grønbogen. I lyset af bl.a. høringssvarene om grønbogen har Kommissionen den 8. oktober 2008 fremsat et forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om forbrugerrettigheder (KOM(2008) 614 endelig).

4/108 Forslaget er fremsat under henvisning til artikel 95 i Traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, der giver hjemmel til at vedtage foranstaltninger med henblik på indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser, der vedrører det indre markeds oprettelse og funktion. Forslaget lægger op til at indføre et såkaldt horisontalt direktiv, der skal erstatte fire eksisterende forbrugerbeskyttelsesdirektiver (direktiv 85/877/EØF om aftaler indgået uden for fast forretningssted, direktiv 93/13/EF om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler, direktiv 97/7/EF om aftaler vedrørende fjernsalg og direktiv 99/44/EF om forbrugerkøb og garantier i forbindelse hermed). Derudover indeholder forslaget vise nye regler på forbrugerbeskyttelsesområdet. Med forslaget lægges der endvidere op til, at totalharmonisering skal afløse den nuværende minimumsharmonisering på området. Om baggrunden for valg af harmoniseringsgrad har Kommissionen i de ledsagende bemærkninger til forslaget anført, at mange medlemsstater har gjort brug af den mulighed for at opretholde eller vedtage strengere bestemmelser om forbrugerbeskyttelse, som følger af den nuværende minimumsharmonisering på området. Resultatet heraf er ifølge Kommissionen en opsplitning af lovgivningen i hele Fællesskabet, hvilket giver virksomheder, der ønsker at handle på tværs af grænserne, betydelige omkostninger med henblik på overholdelse af den forskelligartede lovgivning, og hvilket efter Kommissionens opfattelse fører til, at forbrugerne har ringe tillid til grænseoverskridende handel på grund af de forskelligartede niveauer for forbrugerbeskyttelse. Det overordnede formål med direktivet er på den baggrund at fremme den grænseoverskridende handel og øge forbrugerbeskyttelsen. De erhvervsdrivende skal have samme forpligtelser i alle medlemsstaterne, hvilket skal bidrage til, at virksomhederne ikke afholder sig fra at udbyde varer eller tjenester i andre stater end deres hjemstat. For forbrugeren skal direktivet sikre, at en forbruger har de samme rettigheder, uanset hvor i EU vedkommende køber sine varer eller tjenesteydelser. Det er således hensigten at øge forbrugerens tillid til køb af varer eller tjenesteydelser, der er udbudt i andre lande i EU. I det følgende beskrives direktivforslagets enkelte bestemmelser. Formål og anvendelsesområde Formålet med direktivet er efter forslagets artikel 1 at bidrage til et velfungerende indre marked og at opnå et højt forbrugerbeskyttelsesniveau gen-

5/108 nem indbyrdes tilnærmelse af visse aspekter ved medlemsstaternes love om aftaler mellem forbrugere og erhvervsdrivende. I forlængelse heraf fastlægges det i forslagets artikel 3, at direktivet skal finde anvendelse på købs- og tjenesteydelsesaftaler mellem en erhvervsdrivende og en forbruger i det omfang, dette følger af direktivets bestemmelser. Ved en forbruger skal efter forslagets artikel 2, nr. 1, forstås enhver fysisk person, der i forbindelse med aftaler, der er omfattet af direktivet, ikke handler som led i sit erhverv. Ved en erhvervsdrivende forstås enhver fysisk eller juridisk person, der i forbindelse med aftaler omfattet af direktivet, handler som led i sit erhverv, samt enhver anden person, der optræder i en erhvervsdrivendes navn eller på dennes vegne, jf. artikel 2, nr. 2. Det beskrevne anvendelsesområde i artikel 3 fører til, at direktivet som udgangspunkt omfatter enhver aftale, der indebærer, at den erhvervsdrivende skal levere en vare eller en tjenesteydelse til forbrugeren, uanset under hvilke former aftalen indgås. Ved en vare skal efter forslagets artikel 2, nr. 4, forstås enhver løsøregenstand, undtagen a) varer, der sælges på tvangsauktion eller i øvrigt i henhold til lov, b) vand og gas, medmindre disse varer sælges i et afgrænset volumen eller i en bestemt mængde og c) elektricitet. En købsaftale defineres i artikel 2, nr. 3, som enhver aftale mellem den erhvervsdrivende og forbrugeren om salg af varer, herunder enhver aftale med blandet formål, der både har varer og tjenesteydelser som genstand. Forslaget indeholder ikke en definition af, hvad der forstås ved en tjenesteydelse, men angiver i artikel 2, nr. 5, at der med en tjenesteydelsesaftale forstås enhver aftale, dog ikke købsaftale, i henhold til hvilken den erhvervsdrivende yder forbrugeren en tjeneste. Medmindre andet følger af direktivets enkelte bestemmelser, finder direktivets regler således anvendelse ved så forskelligartede aftaletyper som f.eks. køb af brød i en bagerbutik (købsaftale), klipning i en frisørsalon (tjenesteydelsesaftale), indgåelse af lejeaftale (tjenesteydelsesaftale), aftale om udførelse af håndværksydelser i forbrugerens hjem (tjenesteydelsesaftale), køb af fast ejendom (købsaftale), køb af større forbrugsgenstande som f.eks. biler og campingvogne (købsaftale), osv.

6/108 Er der tale om en aftale, der angår en finansiel tjenesteydelse følger det af forslagets artikel 3, stk. 2, at alene visse af forslagets bestemmelser skal være anvendelige, nemlig direktivets artikel 8-20 om visse aftaler indgået uden for fast forretningssted, direktivets artikel 30-39 om urimelige kontraktvilkår og de generelle regler i artikel 40-46, sammenholdt med direktivets artikel 4 om fuld harmonisering. Ved en finansiel tjenesteydelse forstås efter direktivet enhver tjenesteydelse, der vedrører bankvirksomhed, forsikring, individuelle pensionsordninger, investeringer og betalinger, jf. artikel 2, nr. 13. Er der tale om aftaler omfattet af direktivet om timeshare eller direktivet om pakkerejser, jf. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 94/47/EF om beskyttelse af køber i forbindelse med visse aspekter ved kontrakter om brugsret til fast ejendom på timesharebasis og Rådets direktiv 90/314/EØF om pakkerejser, herunder pakkeferier og pakketure, er det alene direktivets artikel 30-39 om urimelige kontraktvilkår smh. med artikel 4 om harmoniseringsgrad, der finder anvendelse, jf. artikel 3, stk. 3. I forslagets artikel 3, stk. 4, angives endvidere, at de oplysningsforpligtelser, der følger af direktivets artikel 5, 7, 9 og 11 ikke berører de bestemmelser om oplysningskrav, der findes i servicedirektivet (Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/123/EF af 12, december 2006 om tjenesteydelser i det indre marked) eller i e-handelsdirektivet (Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/31/EF af 8. juni 2000 om visse retlige aspekter af informationssamfundstjenester, navnlig elektronisk handel, i det indre marked). Det fremgår ikke, om reglerne så gælder sideløbende, eller om udelukkende oplysningskravene i de specielle direktiver finder anvendelse. Totalharmonisering Som noget meget centralt foreslås i direktivforslagets artikel 4, at medlemsstaterne ikke i national ret skal kunne beholde eller indføre bestemmelser, der fraviger dem, som er fastsat i direktivet, herunder angive strengere eller lempeligere bestemmelser, for at sikre et andet forbrugerbeskyttelsesniveau. Dette er afgørende nyt i forhold til de fire forbrugerbeskyttelsesdirektiver, der foreslås erstattet af det fremlagte direktivforslag, jf. ovenfor, idet disse fire eksisterende direktiver alle indeholder minimumsklausuler. Forslaget indeholder ikke bestemmelser om adgang til på visse punkter at undtage fra kravet om totalharmonisering. Der er således lagt op til, at totalharmoniseringen skal være undtagelsesfri.

7/108 Generelle oplysningskrav Forslaget fastlægger i artikel 5, at den erhvervsdrivende forud for indgåelse af enhver købs- eller tjenesteydelsesaftale som udgangspunkt er forpligtet til at give forbrugeren en række oplysninger. Tilsvarende bestemmelse findes ikke i de fire eksisterende direktiver, jf. ovenfor. Som det fremgår, er der tale om en oplysningsforpligtelse, der efter forslaget skal gælde generelt ved alle aftaletyper omfattet af direktivet dvs. uanset om der er tale om købs- eller tjenesteydelsesaftaler, og uanset om aftalen indgås på den erhvervsdrivendes forretningssted, uden for fast forretningssted eller ved fjernsalg. Artikel 5 indebærer, at den erhvervsdrivende forud for indgåelse af en købseller tjenesteydelsesaftale som udgangspunkt er forpligtet til at give en række oplysninger til forbrugeren. Den erhvervsdrivende kan kun undlade at give oplysningerne, hvis de allerede fremgår af konteksten. Direktivforslaget indeholder ikke en nærmere omtale af, hvad der skal til, for at oplysninger kan anses for at fremgå tilstrækkelig tydeligt af konteksten. Det kan dermed give anledning til tvivl, hvornår den erhvervsdrivende uanset udgangspunktet i artikel 5 kan undlade at give yderligere oplysninger. De oplysninger, der efter bestemmelsen skal gives forbrugeren forud for aftalens indgåelse, er følgende: Litra a oplysninger om produktets vigtigste egenskaber i et omfang, der svarer til kommunikationsteknikken og produktet. Mens kommunikationsteknikken ikke er nærmere defineret, følger det af forslagets artikel 2, nr. 12, at der ved produkt skal forstås enhver vare eller tjenesteydelse, herunder fast ejendom, rettigheder og forpligtelser. Det fremgår ikke af direktivforslaget, hvad produktets vigtigste egenskaber er, eller hvordan forholdet er mellem den foreslåede bestemmelse og eventuelle særlige nationale mærkningsordninger mv. Litra b oplysninger om den erhvervsdrivendes fysiske adresse og navn, f.eks. firmanavn, samt hvis det er relevant oplysninger om navnet på den erhvervsdrivende, på hvis vegne vedkommende handler. Er der tale om en offentlig auktion, kan de pågældende oplysninger erstattes af oplysninger om navn og fysisk adresse på auktionarius, jf. artikel 5, stk. 2.

8/108 Direktivforslaget sondrer mellem auktion og offentlig auktion, og fastlægger, at der med offentlig auktion menes en salgsmetode, hvor den erhvervsdrivende tilbyder varer til forbrugerne, som selv er eller har mulighed for selv at være til stede under auktionen, gennem en konkurrencebaseret budprocedure, som styres af en auktionsholder, og hvor den højstbydende er forpligtet til at købe varerne, jf. artikel 2, nr. 16. Litra c oplysninger om prisen inklusiv afgifter, samt hvis produktets art gør, at prisen ikke med rimelighed kan udregnes på forhånd den måde hvorpå prisen udregnes og, hvis det er relevant, alle yderligere omkostninger vedrørende fragt, levering eller porto eller, hvis disse omkostninger ikke med rimelighed kan beregnes på forhånd, oplysninger om, at sådanne omkostninger kan forekomme. Litra d oplysninger om forholdene vedrørende betaling, levering og gennemførelse af klagebehandling, hvis disse afviger fra kravene i forbindelse med erhvervsmæssig diligenspligt. Ved erhvervsmæssig diligenspligt skal efter artikel 2, nr. 14, forstås den standard for de særlige færdigheder og den omhu, som en erhvervsdrivende med rimelighed kan forventes at udvise over for forbrugere, og som skal stå i et rimeligt forhold til hæderlig markedspraksis og/eller det generelle princip om god tro inden for den erhvervsdrivendes virkefelt. Det må antages, at der med anvendelsen af begrebet god tro ikke er tale om god tro i den betydning, begrebet sædvanligvis forstås i dansk aftaleretlig sammenhæng, men en henvisning til almindelig hæderlighed eller lignende hos den erhvervsdrivende. Litra e oplysninger om eventuel fortrydelsesret, hvis dette er relevant. Hvorvidt oplysningen er relevant eller ej, vil afhænge af, hvilken type aftale der er tale om, jf. herom nedenfor. Litra f oplysninger om eventuel eftersalgsservice og handelsmæssige garantier og betingelserne for at benytte disse, hvis dette er relevant. Ved en handelsmæssig garanti skal der efter artikel 2, nr. 18, forstås enhver forpligtelse, som den erhvervsdrivende eller producenten ( garantigiveren ) har påtaget sig over for forbrugeren til at refundere købesummen eller omlevere, reparere eller på anden måde afhjælpe mangler ved varen, hvis den ikke svarer til de specifikationer, der fremgår af garantierklæringen eller af de relevante reklamer på tidspunktet eller forud for aftalens indgåelse.

9/108 Det er ikke umiddelbart klart, om der med henvisningen til reklamer tænkes på reklamer for varen/tjenesteydelsen eller reklamer for den handelsmæssige garanti. Direktivforslaget definerer i artikel 2, nr. 17, producent som den, der har fremstillet en vare, den importør, der har indført den i Fællesskabet, eller enhver anden, der fremstår som producent ved at have forsynet varen med sit navn, sit mærke eller et andet kendetegn. Bestemmelsen i artikel 5, litra f, pålægger ikke den erhvervsdrivende at tilbyde eftersalgsservice eller at give en handelsmæssig garanti, men foreskriver alene, at den erhvervsdrivende hvis der er ydet en sådan garanti eller tilbudt eftersalgsservice inden aftalens indgåelse skal oplyse herom og om betingelserne for at benytte den pågældende service eller garanti. Litra g oplysninger om aftalens gyldighedsperiode, hvis dette er relevant, eller hvis aftalen er tidsbestemt betingelserne for at bringe aftalen til ophør. Litra h oplysninger om minimumsvarigheden af forbrugerens forpligtelser efter aftalen, hvis dette er relevant. Bestemmelsen hverken forbyder eller berettiger den erhvervsdrivende at gøre brug af såkaldte bindingsperioder, men er der et sådant vilkår om, at forbrugeren i en vis periode er forhindret i at opsige aftalen, skal den erhvervsdrivende på forhånd oplyse forbrugeren herom. Litra i oplysninger om eventuelle forskud eller andre finansielle garantier, som forbrugeren skal betale eller stille efter anmodning fra den erhvervsdrivende, samt betingelserne herfor. Efter forslagets artikel 5, stk. 3, er de oplysninger, der skal gives efter artikel 5, stk. 1, en integreret del af aftalen. Retsvirkningerne af at tilsidesætte forpligtelsen i artikel 5 til at give rækken af oplysninger til forbrugeren forud for aftalens indgåelse er nærmere reguleret i forslagets artikel 6. Efter forslagets artikel 6, stk. 1, kan en erhvervsdrivende, der ikke opfylder forpligtelsen efter artikel 5, stk. 1, litra c, til at oplyse forbrugeren om eventuelle yderligere omkostninger vedrørende fragt mv., ikke kræve sådanne omkostninger betalt af forbrugeren. Tilsvarende er ikke fastlagt i relation til tilsidesættelse af de øvrige dele af artikel 5. For disse er udgangspunktet efter artikel 6, stk. 2, at virkningerne af tilsidesættelse skal fastlægges i over-

10/108 ensstemmelse med gældende ret, og medlemsstaterne er forpligtede til i national lovgivning at indføre bestemmelser om effektive aftaleretlige beføjelser ved enhver misligholdelse af artikel 5. Direktivforslaget foreskriver ikke nærmere, hvilke aftaleretlige beføjelser der kan være tale om. Er der tale om aftaleindgåelse mellem to ikke-erhvervsdrivende via en erhvervsdrivende mellemmand, indeholder direktivforslagets artikel 7 bestemmelser om visse særlige oplysningskrav. Ved en mellemmand forstås en erhvervsdrivende, der indgår aftalen i forbrugerens navn eller på dennes vegne, jf. artikel 2, nr. 19. Det fremgår af præambelbetragtning nr. 20 i direktivforslaget, at begrebet mellemmand eksempelvis ikke omfatter en onlinehandelsplatform, når der ikke indgås aftaler i en anden parts navn eller på dennes vegne. Efter forslagets artikel 7, stk. 1, skal en mellemmand forud for aftalens indgåelse oplyse forbrugeren om navn og adresse på den anden forbruger, i hvis navn mellemmanden handler, og at aftalen ikke er en aftale mellem en forbruger og en erhvervsdrivende, men derimod en aftale mellem to privatpersoner og dermed ikke omfattet af anvendelsesområdet for direktivforslaget. En mellemmand, der ikke opfylder informationspligten efter stk. 1, anses for at have indgået aftalen i eget navn, jf. artikel 7, stk. 2. Mellemmanden bliver herefter forpligtet som om vedkommende var hovedmand. Artikel 7 finder ikke anvendelse på offentlige auktioner, jf. artikel 7, stk. 3. Oplysningspligt ved fjernsalgsaftaler og aftaler indgået uden for fast forretningssted Direktivforslagets kapitel III indeholder visse bestemmelser, som i modsætning til kapitel II ikke finder anvendelse på enhver forbrugeraftale, men alene i de tilfælde, hvor der foreligger en såkaldt fjernsalgsaftale eller en aftale indgået uden for fast forretningssted, jf. artikel 8. Det er derimod uden betydning for reglernes anvendelse, om aftalen vedrører varekøb eller omhandler udførelse af en tjenesteydelse. Ved fjernsalgsaftaler og aftaler indgået uden for fast forretningssted pålægges den erhvervsdrivende bl.a. at give forbrugeren visse yderligere oplysninger (dvs. oplysninger, der rækker videre end den generelle forpligtelse til forbrugeroplysning, der følger af forslagets artikel 5). Ved en fjernsalgsaftale forstås efter direktivforslagets artikel 2, nr. 6, enhver købs- eller tjenesteydelsesaftale, hvor den erhvervsdrivende med henblik på aftalens indgåelse udelukkende anvender en eller flere former for fjernkommunikationsteknikker.

11/108 Fjernkommunikationsteknikker er i forslagets artikel 2, nr. 7, defineret som ethvert middel, der uden den erhvervsdrivendes og forbrugerens samtidige fysiske tilstedeværelse kan anvendes med henblik på indgåelse af en aftale mellem disse parter. Efter artikel 2, nr. 8, skal ved aftale uden for fast forretningssted forstås a) enhver købs- eller tjenesteydelsesaftale (eller forbrugerens tilbud om at indgå en sådan aftale) indgået uden for fast forretningssted med den erhvervsdrivendes og forbrugerens samtidige tilstedeværelse, eller b) enhver købseller tjenesteydelsesaftale, der er indgået på fast forretningssted, men forhandlet på plads uden for fast forretningssted med den erhvervsdrivendes og forbrugerens samtidige tilstedeværelse. Ved fast forretningssted forstås efter artikel 2, nr. 9, a) ethvert ubevægeligt eller bevægeligt detailforretningssted, herunder sæsonbestemte detailforretningssteder, hvor den erhvervsdrivende fast udøver sin aktivitet, eller b) markedsboder og messestande, hvor den erhvervsdrivende regelmæssigt eller midlertidigt udøver sin aktivitet. Ved fjernsalgsaftaler og aftaler indgået uden for fast forretningssted skal den erhvervsdrivende i medfør af direktivforslagets artikel 9 give forbrugeren en række oplysninger. Den erhvervsdrivende skal i disse tilfælde oplyse forbrugeren om følgende: Litra a de oplysninger, der er nævnt i artikel 5 og 7, herunder også oplysninger om forholdene vedrørende betaling, levering mv., uanset artikel 5, stk. 1, litra d dvs. oplysningerne skal gives, uanset om vilkårene på dette punkt ikke afviger fra almindelig diligenspligt, jf. ovenfor under pkt. 2.2.3. Litra b oplysninger om en eventuel fortrydelsesret, betingelserne og proceduren for at gøre en sådan ret gældende, jf. forslagets bilag 1. Litra c oplysninger om den fysiske adresse på den erhvervsdrivendes faste forretningssted, og eventuelt også på det faste forretningssted for den erhvervsdrivende, på hvis vegne der handles, og hvortil forbrugeren kan indgive eventuelle klager. Litra d oplysninger om eventuelle adfærdskodekser, og hvor de eventuelt kan erhverves. Litra e oplysninger om adgang til mindelig bilæggelse af tvister, hvis dette er relevant.

12/108 Litra f oplysninger om, at aftalen indgås med en erhvervsdrivende, og at forbrugeren nyder beskyttelse efter reglerne i direktivet. I modsætning til den generelle oplysningsforpligtelse efter direktivforslagets artikel 5, er det ikke efter artikel 9 muligt for den erhvervsdrivende at undlade at give oplysningerne med den begrundelse, at de allerede fremgår af sammenhængen. Formelle krav for fjernsalgsaftaler og aftaler indgået uden for fast forretningssted Som noget nyt indeholder direktivforslaget i artikel 10 og 11 bestemmelser om formelle krav til aftaleindgåelsen og aftalen ved fjernsalgsaftaler og aftaler indgået uden for fast forretningssted. Direktivforslagets artikel 11, stk. 1, angiver, at ved fjernsalgsaftaler, skal de oplysninger, der følger af artikel 9, litra a dvs. oplysninger som nævnt i artikel 5 og artikel 7 inden aftalens indgåelse stilles til rådighed for forbrugeren på en klar, letlæselig og forståelig måde under anvendelse af midler, der er tilpasset den anvendte kommunikationsteknik. Har den erhvervsdrivende telefonisk kontaktet forbrugeren med henblik på indgåelse af aftale, skal den erhvervsdrivende ved samtalens begyndelse opgive sit navn og oplyse om samtalens kommercielle sigte, jf. artikel 11, stk. 2. Hvis aftalen indgås under anvendelse af en teknik, hvor der kun er begrænset plads eller tidsrum til at formidle oplysningerne, skal den erhvervsdrivende forud for aftalens indgåelse som minimum give oplysninger om produktets vigtigste egenskaber og den samlede pris, jf. artikel 5, stk. 1, litra a og c, ved anvendelse af den nævnte særlige teknik. De øvrige oplysninger, der skal gives efter artikel 5 og 7, kan den erhvervsdrivende på passende måde formidle til forbrugeren i overensstemmelse med stk. 1, jf. artikel 11, stk. 3. Inden rimelig tid efter aftalens indgåelse og senest ved leveringen, når der er tale om varer, eller når tjenesteydelsen er påbegyndt, skal forbrugeren på et varigt medium modtage en bekræftelse på alle oplysninger nævnt i artikel 9, medmindre oplysningerne allerede forud for aftaleindgåelsen er givet til forbrugeren på et sådant medium, jf. artikel 11, stk. 4. Ved et varigt medium skal ifølge artikel 2, nr. 10, forstås ethvert middel, som sætter forbrugeren eller den erhvervsdrivende i stand til at oplagre information rettet personligt til vedkommende med mulighed for fremtidig

13/108 anvendelse i en periode, som er passende med henblik på informationerne, og som gendanner de oplagrede informationer uændret. Det følger af artikel 11, stk. 5, at medlemsstaterne ikke må stille andre formelle krav til fjernsalgsaftaler end dem, der er nævnt i artikel 11, stk. 1-4. Er der tale om en aftale indgået uden for fast forretningssted, følger de formelle krav af direktivforslagets artikel 10. Bestemmelsens stk. 1 angiver, at for sådanne aftaler skal de oplysninger, der er nævnt i artikel 9, fremgå af en skriftlig ordreseddel på en letlæselig, klar og forståelig måde, idet der ved en ordreseddel forstås et middel, som opregner kontraktvilkårene og undertegnes af forbrugeren med henblik på en aftale, som indgås uden for fast forretningssted, jf. artikel 2, nr. 11. Ordresedlen skal endvidere omfatte den standardformular for brug af fortrydelsesretten, der er optrykt som bilag I til direktivforslaget. Efter artikel 10, stk. 2, er aftaler indgået uden for fast forretningssted kun gyldige, hvis forbrugeren underskriver en ordreseddel, og hvis denne ikke er på papir modtager en kopi af ordresedlen på et andet varigt medium. Bestemmelsen fastlægger således, at ordresedlen skal være en gyldighedsbetingelse for aftaler indgået uden for fast forretningssted. Medlemsstaterne kan ikke stille andre formelle krav end dem, der er anført i bestemmelsens stk. 1 og 2, jf. artikel 10, stk. 3. Fortrydelsesret ved fjernsalgsaftaler og aftaler indgået uden for fast forretningssted Direktivforslagets kapitel III indeholder desuden bestemmelser om, at forbrugeren i visse tilfælde af fjernsalgsaftaler og aftaler indgået uden for fast forretningssted har ret til at fortryde aftalen. Ligesom ovennævnte regler om oplysningspligt for den erhvervsdrivende gælder fortrydelsesretten ikke enhver forbrugeraftale, men alene aftaler om fjernsalg og aftaler indgået uden for fast forretningssted, mens det derimod er uden betydning, om aftalen vedrører varekøb eller omhandler udførelse af en tjenesteydelse. Spørgsmålet om fortrydelsesrettens længde og begyndelsestidspunkt er reguleret i forslagets artikel 12. Efter stk. 1 har forbrugeren ved fjernsalgsaftaler og ved aftaler indgået uden for fast forretningssted en frist på 14 dage til at fortryde aftalen uden angivelse af nogen grund. Det fremgår supplerende af præambelbetragtning nr. 24, at fristen bør regnes i kalenderdage.

14/108 Spørgsmålet om, hvornår 14-dages fristen løber fra, er nærmere omtalt i bestemmelsens stk. 2. For aftaler indgået uden for fast forretningssted løber fristen fra den dato, hvor forbrugeren underskriver ordresedlen, eller hvis ordresedlen ikke er på papir fra det tidspunkt, hvor forbrugeren modtager en kopi af ordresedlen på et andet varigt medium. Er der tale om en aftale om fjernsalg af varer, løber fortrydelsesfristen fra den dato, hvor forbrugeren eller en tredjemand, der er angivet af forbrugeren, får de bestilte varer i sin fysiske besiddelse. For så vidt angår aftaler om fjernsalg af tjenesteydelser løber fortrydelsesfristen fra den dato, hvor aftalen indgås. 14-dages fristen er overholdt, hvis forbrugeren inden fristens udløb sender en meddelelse til den erhvervsdrivende om udøvelse af fortrydelsesretten, jf. artikel 12, stk. 3. Forsendelsesrisikoen for meddelelsen påhviler således den erhvervsdrivende. Efter artikel 12, stk. 4, må medlemsstaterne ikke forbyde parterne at opfylde deres forpligtelser i henhold til aftalen, inden fortrydelsesfristen er udløbet. Som tidligere omtalt skal den erhvervsdrivende i henhold til direktivforslagets artikel 9, litra b, artikel 10, stk. 1, og artikel 11, stk. 4, oplyse forbrugeren om retten til at fortryde aftalen. Har den erhvervsdrivende undladt dette, er konsekvensen efter forslagets artikel 13, at fortrydelsesfristen først udløber 3 måneder efter det tidspunkt, hvor den erhvervsdrivende fuldt ud har opfyldt sine øvrige aftalemæssige forpligtelser. Efter præambelbetragtning nr. 27 bør den erhvervsdrivende anses for at have opfyldt sine forpligtelser fuldt ud, når vedkommende har leveret de varer eller fuldt ud ydet de tjenesteydelser, som forbrugeren har bestilt. De nærmere spørgsmål om, hvordan forbrugeren skal forholde sig, hvis fortrydelsesretten benyttes, er omtalt i direktivforslagets artikel 14. Efter artikel 14, stk. 1, skal forbrugeren give den erhvervsdrivende meddelelse om, at fortrydelsesretten udnyttes, og meddelelsen skal gives på et varigt medium enten udformet med forbrugerens egne ord eller ved anvendelse af den standardformular for fortrydelse, der er optaget som bilag 1 til direktivforslaget. Medlemsstaterne må ikke indføre andre formelle krav til standardfortrydelsesformularen. Artikel 14, stk. 2, angiver, at for fjernsalgsaftaler indgået over internettet kan den erhvervsdrivende foruden de muligheder, der er nævnt i stk. 1 give forbrugeren adgang til at udfylde og indsende standardfortrydelsesformularen elektronisk på den erhvervsdrivendes hjemmeside. I så fald skal den erhvervsdrivende omgående pr. e-mail bekræfte modtagelsen af meddelelsen om, at fortrydelsesretten udnyttes.

15/108 Den overordnede konsekvens af, at fortrydelsesretten benyttes, er, at både den erhvervsdrivendes og forbrugerens forpligtelse til at opfylde aftalen ophører, jf. direktivforslagets artikel 15. Er der tale om en situation, hvor forbrugeren har afgivet tilbud uden for fast forretningssted, ophører således også forpligtelsen til at indgå denne aftale. For den erhvervsdrivende indebærer brug af fortrydelsesretten endvidere visse forpligtelser. I så fald er den erhvervsdrivende nemlig forpligtet til at refundere ethvert beløb, vedkommende har modtaget fra forbrugeren. Beløbet skal tilbagebetales til forbrugeren senest 30 dage efter den dato, hvor den erhvervsdrivende har modtaget meddelelsen fra forbrugeren om, at fortrydelsesretten gøres gældende, jf. direktivforslagets artikel 16, stk. 1. Er der tale om en aftale vedrørende salg af en vare, er den erhvervsdrivende efter artikel 16, stk. 2, berettiget til at tilbageholde det modtagne beløb, indtil det tidspunkt, hvor vedkommende har modtaget eller hentet de returnerede varer fra forbrugeren, eller indtil det tidspunkt, hvor den erhvervsdrivende fra forbrugeren har modtaget dokumentation for, at varerne er returneret. Direktivforslagets artikel 17 omhandler følgerne for forbrugeren af at gøre fortrydelsesretten gældende. Hvis der er tale om en aftale vedrørende salg af varer, hvor forbrugeren inden fortrydelsesfristens udløb fysisk har modtaget varerne, skal forbrugeren, når fortrydelsesretten gøres gældende, returnere varerne til den erhvervsdrivende eller én, der handler på vegne af den erhvervsdrivende. Medmindre den erhvervsdrivende har tilbudt selv at afvente varerne, skal dette ske senest 14 dage efter den dato, hvor forbrugeren har givet den erhvervsdrivende besked om, at aftalen fortrydes. Forbrugeren skal kun betale de udgifter, der er forbundet med den direkte tilbagelevering af varerne til den erhvervsdrivende, jf. artikel 17, stk. 1. Brug af fortrydelsesretten kan således eksempelvis ikke betinges af, at der betales et gebyr eller administrationsomkostninger til den erhvervsdrivende alene udgifter til forsendelse skal afholdes af forbrugeren ved dennes returnering af de modtagne varer. Artikel 17, stk. 2, angiver, at forbrugeren ved brug af fortrydelsesretten kun hæfter for varernes eventuelle værdiforringelse, hvis varerne har været håndteret på anden måde, end hvad der er nødvendigt for at få kendskab til varens art og den måde, varen fungerer på.

16/108 Hvis den erhvervsdrivende i strid med direktivforslagets artikel 9, litra b, har undladt at give forbrugeren oplysninger om fortrydelsesretten, betingelserne og procedurerne herfor, hæfter forbrugeren heller ikke i sådanne tilfælde for varens eventuelle værdiforringelse. Er der tale om fortrydelse af en aftale om udførelse af en tjenesteydelse, hæfter forbrugeren ikke for de udgifter, den erhvervsdrivende allerede har afholdt, hvis tjenesteydelsen er helt eller delvis udført, inden fortrydelsesfristens udløb. Tilknyttede aftaler og betydningen af, at en aftale fortrydes I direktivforslagets artikel 18 er nærmere beskrevet, hvilke konsekvenser det har for såkaldt tilknyttede aftaler, hvis en forbruger gør brug af fortrydelsesretten. Ved en tilknyttet aftale skal efter direktivforslagets artikel 2, nr. 20, forstås en aftale i henhold til hvilken forbrugeren erhverver varer eller tjenesteydelser, som er omfattet af en aftale vedrørende fjernsalg eller en aftale indgået uden for fast forretningssted, og hvor disse varer eller tjenesteydelser leveres af den erhvervsdrivende eller tredjemand på grundlag af et arrangement mellem nævnte tredjemand og den erhvervsdrivende. Hvis forbrugeren fortryder en fjernsalgsaftale eller en aftale indgået uden for fast forretningssted efter reglerne i direktivforslagets artikel 12-17, ophører enhver tilknyttet aftale automatisk, uden at dette indebærer udgifter for forbrugeren. Dette gælder dog ikke i situationer, der er omfattet af artikel 15 om tilknyttede kreditaftaler i direktiv 2008/48/EF om forbrugerkreditter. Efter artikel 18, stk. 2, fastlægger medlemsstaterne de nærmere bestemmelser om ophævelsen af disse tilknyttede aftaler. Undtagelser til fortrydelsesretten Som omtalt ovenfor finder direktivforslagets bestemmelser om fortrydelsesret alene anvendelse på aftaler om køb af varer eller tjenesteydelser, hvis der er tale om fjernsalg eller aftaler indgået uden for fast forretningssted. Selv om der foreligger en fjernsalgsaftale eller en aftale indgået uden for fast forretningssted, er der visse situationer, hvor bestemmelserne om fortrydelsesret efter direktivforslaget ikke skal gælde. Artikel 19, stk. 1, vedrører undtagelser fra forbrugerens adgang til at fortryde fjernsalgsaftaler. Det drejer sig om følgende situationer:

17/108 Litra a ved tjenesteydelser, hvor udførelsen med forbrugerens samtykke er påbegyndt inden udløbet af fortrydelsesfristen. Af præambelbetragtning nr. 34 fremgår supplerende, at det i visse tilfælde, hvor fjernlevering påbegyndes inden fortrydelsesfristens udløb (f.eks. ved forbrugerens download af datafiler inden fristens udløb), ville være urimeligt, hvis forbrugeren kunne gøre fortrydelsesretten gældende efter at have benyttet tjenesteydelsen helt eller delvis. Derfor bør forbrugeren i sådanne tilfælde miste retten til at fortryde, når leveringen påbegyndes, forudsat at forbrugeren forudgående og udtrykkeligt har samtykket hertil. Litra b ved levering af varer eller tjenesteydelser, hvor prisen er afhængig af udsving på kapitalmarkedet, som den erhvervsdrivende er uden indflydelse på. Litra c ved levering af varer, som er fremstillet efter forbrugerens specifikationer eller har fået et tydeligt personligt præg, eller som må antages at ville blive forringet eller forældet hurtigt. Som det eksisterende fjernsalgsdirektiv indeholder direktivforslaget ikke nærmere anvisninger på, hvornår bestemmelsen kan tænkes anvendt, og hvor meget der skal til for at anse en vare for at forældes hurtigt eller for at være tilført et sådant tydeligt personligt præg, at fortrydelsesretten ikke kan gøres gældende. Litra d ved aftaler om levering af vin, hvor prisen er fastsat ved aftalens indgåelse, men hvor levering først kan finde sted efter fortrydelsesfristens udløb, og hvor prisen afhænger af markedskonjunkturer, som den erhvervsdrivende er uden indflydelse på. Litra e levering af plomberede lyd- eller billedoptagelser eller edbsoftware, hvor forbrugeren har brudt plomberingen. Litra f levering af aviser, tidsskrifter og magasiner. Litra g aftaler vedrørende tips- og lotteriydelser. Litra h aftaler indgået på auktion, idet der ved en auktion forstås en salgsmetode, hvor den erhvervsdrivende tilbyder varer eller tjenester gennem en konkurrencebaseret budprocedure, som kan omfatte brug af fjernkommunikationsteknikker, og hvor den højstbydende er forpligtet til at købe varerne eller tjenesteydelserne. En transaktion på grundlag af et fastpristilbud er, selv om forbrugeren får mulighed for at indgå aftalen gennem en budprocedure, ikke en auktion, jf. i det hele artikel 2, nr. 15.

18/108 I artikel 19, stk. 2, opregnes de situationer, hvor der uanset at der foreligger en aftale indgået uden for fast forretningssted ikke er adgang for forbrugeren til at fortryde aftalen. Det drejer sig om følgende tilfælde: Litra a ved aftale om levering af fødevarer, drikkevarer og andre varer til husholdningens løbende forbrug, som leveres fysisk til forbrugerens hjem, bopæl eller arbejdsplads af den erhvervsdrivende på baggrund af forbrugerens forudgående udvælgelse af varerne ved hjælp af fjernkommunikation f.eks. via internettet. Litra b aftaler, hvor forbrugeren i en nødsituation har anmodet den erhvervsdrivende om hjælp. Hvis den erhvervsdrivende i forbindelse hermed sælger yderligere varer eller tjenesteydelser til forbrugeren, har forbrugeren imidlertid i forhold til disse aftaler fortrydelsesret i overensstemmelse med direktivets øvrige bestemmelser. Bestemmelsen er ny i forhold til det eksisterende direktiv om aftaler indgået uden for fast forretningssted. I præambelbetragtning nr. 37 er anført, at fortrydelsesretten af hensyn til retssikkerheden og af forenklingshensyn bør finde anvendelse på alle former for aftaler indgået uden for fast forretningssted, undtagen under nærmere definerede omstændigheder, som let kan dokumenteres, og at fortrydelsesretten derfor ikke bør kunne påberåbes i forbindelse med hastende reparationer i forbrugerens hjem, idet fortrydelsesretten er uforenelig med nødsituationer. Litra c aftaler, hvor forbrugeren via fjernkommunikationsteknikker eksempelvis telefon har anmodet den erhvervsdrivende om at foretage reparation eller vedligeholdelse af forbrugerens ejendom. Hvis den erhvervsdrivende i forbindelse med sit besøg i forbrugerens hjem indgår en ny aftale om levering af varer eller tjenesteydelser, som går ud over, hvad forbrugeren i første omgang anmodede om, finder fortrydelsesretten anvendelse på disse varer og tjenesteydelser. Det følge af artikel 19, stk. 3, at parterne har mulighed for at aftale, at bestemmelserne i stk. 1 og 2 ikke skal anvendes. Undtagelser til direktivforslagets kapitel III i øvrigt I direktivforslagets artikel 20 opregnes de aftaletyper, hvor der ikke blot er undtaget fra reglerne om fortrydelsesret, jf. artikel 19, men hvor der i det hele undtages fra direktivets artikel 8-19 dvs. både oplysningskrav og fortrydelsesretten.

19/108 For så vidt angår både fjernsalgsaftaler og aftaler indgået uden for fast forretningssted er følgende aftaletyper undtaget, jf. artikel 20, stk. 1: Litra a aftaler om salg af fast ejendom og aftaler om andre rettigheder i forbindelse med fast ejendom, bortset fra aftaler om udlejning og aftaler om arbejder i forbindelse med fast ejendom. I præambelbetragtning nr. 35 er det anført, at Kommissionen har kunnet konstatere en række problemer for forbrugerne i relation til aftaler om forbedringer i hjemmet, hvor forbrugerne udsættes for stort pres med hensyn til at bestille dyrt renoveringsarbejde. Derfor bør bestemmelserne om oplysninger og fortrydelsesret udvides til også at omfatte denne form for aftaler om arbejder i hjemmet, således at aftaler om overdragelse af interesser i fast ejendom som de eneste ikke er omfattet af direktivets bestemmelser om oplysningspligt og fortrydelsesret ved fjernsalg og aftaler indgået uden for fast forretningssted. Litra b aftaler, der indgås ved hjælp af vareautomater eller automatiserede forretningslokaler. Litra c aftaler, der indgås med formidlere af telekommunikation ved brug af offentlige telefonbokse. Litra d aftaler om levering af føde- og drikkevarer, hvis den erhvervsdrivende ofte og regelmæssigt betjener faste ruter i nabolaget til den erhvervsdrivendes faste forretningssted. Efter artikel 20, stk. 2, finder artikel 8-19 endvidere ikke anvendelse på aftaler indgået uden for fast forretningssted i følgende tilfælde: Litra a aftaler vedrørende forsikring. Litra b aftaler vedrørende finansielle tjenesteydelser, hvis pris afhænger af udsving på kapitalmarkedet, som den erhvervsdrivende er uden indflydelse på, og hvor prisudsvingene kan forekomme inden fortrydelsesfristens udløb, jf. artikel 6, stk. 2, litra a, i det finansielle fjernsalgsdirektiv (direktiv 2002/65/EF). Litra c aftaler om kredit omfattet direktiv 2008/48/EF om forbrugerkreditter. Endelig fastlægger artikel 20, stk. 3, at artikel 8-19 endvidere ikke finder anvendelse på aftaler om fjernsalg vedrørende tjenesteydelsesaftaler om levering af logi, transport, biludlejning samt forplejning og fritidstilbud, når

20/108 aftalerne vedrører levering på en forud fastsat dato eller i et nærmere bestemt tidsrum. I præambelbetragtning nr. 36 er herom anført, at sådanne aftaler indebærer, at der afsættes kapacitet, som den erhvervsdrivende kunne finde det vanskeligt at anvende, hvis der indføres fortrydelsesret, og at bestemmelserne om forbrugeroplysning og fortrydelsesret derfor ikke bør finde anvendelse på disse fjernsalgsaftaler. Købsaftaler Direktivforslaget indeholder i kapitel IV visse bestemmelser om forbrugerkøb. Bestemmelserne tilsigter at erstatte det nuværende direktiv 99/44/EF om forbrugerkøb og garantier i forbindelse hermed og svarer på mange punkter til den nuværende regulering på området. Efter forslagets artikel 21, stk. 1, finder direktivets kapitel IV anvendes på købsaftaler, idet der som ovenfor nævnt ved en købsaftale forstås enhver aftale mellem den erhvervsdrivende og forbrugeren om salg af varer, herunder enhver aftale med blandet formål, der både har varer og tjenesteydelser som genstand, jf. artikel 2, nr. 3. I tilfælde af aftaler med blandede formål, hvor den erhvervsdrivende både leverer varer og tjenesteydelser, finder kapitlet kun anvendelse på varerne, jf. dog artikel 24, stk. 5, om mangelfuld installation. Efter artikel 21, stk. 2, skal kapitel IV også finde anvendelse på aftaler om levering af varer, som først skal tilvirkes dvs. såkaldte bestillingskøb. Kapitlet er derimod ikke anvendeligt på de reservedele, som den erhvervsdrivende måtte anvende, hvis vedkommende afhjælper eventuelle mangler ved varen i henhold til forslagets artikel 26. Medlemsstaterne har efter forslagets artikel 21, stk. 4, mulighed for at fastsætte, at kapitel IV ikke skal anvendes på aftaler vedrørende brugte genstande, der sælges på offentlig auktion. Levering og risikoens overgang ved købsaftaler I modsætning til den eksisterende EU-regulering på området indeholder direktivforslaget bestemmelser om levering i købsaftaler (dvs. om tidspunktet for levering og om beføjelser ved forsinket levering) og om risikoens overgang ved købsaftaler. Medmindre parterne har aftalt andet, er den erhvervsdrivende således efter forslagets artikel 22, stk. 1, forpligtet til at lade den fysiske besiddelse af varerne overgå til forbrugeren senest 30 dage efter aftalens indgåelse.

21/108 Hvis den erhvervsdrivende ikke opfylder forpligtelsen til at levere, er forbrugeren berettiget til at få eventuelle betalte beløb refunderet af den erhvervsdrivende senest 7 dage efter leveringsdatoen i henhold til stk. 1, jf. artikel 22, stk. 2. Spørgsmålet om risikoens overgang er reguleret i forslagets artikel 23. Efter stk. 1 skal risikoen for tab eller beskadigelse af varer overgå til forbrugeren på det tidspunkt, hvor vedkommende eller en tredjemand angivet af forbrugeren, dog ikke befragteren, får varerne i fysisk besiddelse. Risikoen overgår dog til forbrugeren på leveringstidspunktet, som er aftalt mellem parterne, hvis forbrugeren eller den af forbrugeren angivne tredjemand, dog ikke befragteren, ikke har truffet rimelige foranstaltninger med henblik på at tage varerne i fysisk besiddelse, jf. stk. 2. I præambelbetragtning nr. 38 er det anført, at den nye bestemmelse om risikoovergang ikke bør anvendes i det tilfælde, hvor forbrugeren venter urimeligt længe med at tage varerne i sin besiddelse f.eks. hvis forbrugeren ikke afhenter varerne på posthuset inden den frist, posthuset har fastsat. Under sådanne omstændigheder bør forbrugeren bære risikoen for tab eller forringelse efter det leveringstidspunkt, der er aftalt med den erhvervsdrivende. Mangler ved salgsgenstanden I lighed med den nuværende regulering i direktiv 99/44/EF om forbrugerkøb og garantier i forbindelse hermed indeholder direktivforslaget bestemmelser om, hvad der skal til, for at salgsgenstanden er i overensstemmelse med aftalen (kontraktmæssig) dvs. hvilke krav salgsgenstanden skal leve op til for at være mangelfri. Efter forslagets artikel 24, stk. 1, er den erhvervsdrivende forpligtet til at levere forbrugeren en vare, der er i overensstemmelse med købsaftalen. I præambelbetragtning nr. 39 er det anført, at den erhvervsdrivende bør stå til ansvar over for forbrugeren, hvis varerne ikke er i overensstemmelse med aftalen, og at den beskaffenhed og brugbarhed, som forbrugeren med rette kan forvente, bl.a. vil afhænge af, om varerne er nye eller brugte og af varernes forventede holdbarhed. Kravet om kontraktmæssighed suppleres i artikel 24, stk. 2, af en formodningsregel, hvorefter de leverede varer formodes at være i overensstemmelse med købsaftalen, hvis de lever op til visse nærmere angivne krav. Varerne formodes således at være kontraktmæssige, hvis

22/108 - de er i overensstemmelse med den erhvervsdrivendes beskrivelse af dem og har den beskaffenhed, der svarer til en vareprøve eller model, som den erhvervsdrivende har forelagt forbrugeren, jf. litra a, - de er egnede til et særligt formål, som forbrugeren ønsker, de skal kunne anvendes til, når vedkommende har gjort den erhvervsdrivende bekendt hermed på tidspunktet for aftalens indgåelse, og den erhvervsdrivende har accepteret dette, jf. litra b, - de er egnede til de formål, som varer af samme type sædvanligvis anvendes til, jf. litra c, eller - de har den beskaffenhed og brugbarhed, der er sædvanlig for varer af samme type, og som forbrugeren med rimelighed kan forvente under hensyntagen til deres art og i givet fald de oplysninger om deres konkrete egenskaber, der er afgivet offentligt om dem af sælgeren, producenten eller dennes repræsentant, navnlig i reklamer eller gennem mærkning, jf. litra d. Det følger af forslagets artikel 24, stk. 3, at der ikke er tale om manglende overensstemmelse i denne artikels forstand, hvis forbrugeren på det tidspunkt, aftalen blev indgået, havde kendskab til eller med rimelighed burde have været bekendt med den manglende overensstemmelse, eller hvis den manglende overensstemmelse skyldes materialer leveret af forbrugeren. Efter artikel 24, stk. 4, skal den erhvervsdrivende ikke være bundet af sådanne oplysninger som nævnt i stk. 2, litra d (oplysninger om varens konkrete egenskaber afgivet offentligt af den erhvervsdrivende, producenten eller dennes repræsentant), hvis den erhvervsdrivende godtgør, at - han ikke havde kendskab til eller ikke med rimelighed kunne have haft kendskab til den pågældende oplysning, jf. litra a, - den pågældende oplysning var rettet ved indgåelsen af købsaftalen, jf. litra b, - den pågældende oplysning ikke kan have haft betydning for forbrugerens beslutning om at købe den pågældende vare, jf. litra c. Manglende overensstemmelse, der skyldes forkert installation af varen, betragtes som varens manglende overensstemmelse, når installationen af varen indgår i købsaftalen og er udført af den erhvervsdrivende eller på dennes vegne. Tilsvarende gælder, hvis forbrugeren selv installerer en vare, der er beregnet hertil, og den ukorrekte installation skyldes en fejl i installationsvejledningen, jf. artikel 24, stk. 5. Direktivforslaget indeholder i artikel 25 en bestemmelse, der i den danske sprogversion har overskriften Lovfæstede rettigheder - Erstatningsansvar for manglende overensstemmelser. Bestemmelsen angiver, at den er-