Eventyret om egetræet Af Jens Blendstrup, oplæst den 27. december på Johannes Larsen Museet Ude i skoven stod der sådant et nydeligt egetræ; det havde ikke en skid plads, og sol kunne det ikke få. Det havde slet ingen fornøjelse af solskinnet, af fuglene eller de røde skyer, som morgen og aften sejlede hen over det. Rundt om voksede mange større kammerater, både flådeeg og kongeeg og Misse Møghe-eg og hjemmehjælperegen, og det lille egetræ var så iltert med at vokse; det ville op i den varme sol og den friske luft. Oh, var jeg dog sådant et træ som de andre! sukkede det lille træ og så på en mærkelige tyk eg, der stod ved dens side og hele tiden lød, som om den sagde eder og forbandelser, når det blæste, Så kunne jeg brede mine bulede grene så langt omkring og med toppen se ud i den vide verden! Fuglene ville da bygge rede imellem mine grene, og når det blæste kunne jeg nikke så fornemt ligesom ham ved min side, der er bulet på midten og muteret i den ene side, så han ligner en rullekuffert. Når det var vinter, og sneen rundt omkring lå gnistrende hvid, kom en hare tit springende og satte sig lige foran det lille træ, og lagde en harebæ og nettede sig og hoppede videre. Sådan gik et par hundrede år, og det nydelige lille træ fik dragebark, så man kunne se, hvor mange år det var vokset. Det lignede det, det var, et lige træ, beregnet til at indgå i et skib som dæksplanke. Højt var det. Stateligt. Men også normalt. Og ca. 300 år for sent på den, eftersom kongens skibe ikke længere var af træ, men af jern og stål. Mennesker kom og gik i skoven. En dag var det to mænd, der var ude at samle træer til et mærkeligt projekt, som de kaldte egeekspeditioner; de kom med en hel bunke grimme fotografier som de skændtes om. Vi kommer aldrig videre, sukkede forfatteren, Der er er ingen der vil udgive vores makværk. Er du dum eller hvad, råbte billedkunstneren, jeg har kontakt med Nordea Fonden! Jeg kender mennesker på Johannes Larsen Museet og Silkeborg Bad. Ja tak, jeg har også gået i folkeskole med viceværten nede på Aros, mumlede forfatteren. Så satte de sig ved træets fod. Nej! Hvor er det et nydeligt egetræ. Men det er alt for normalt til vores bog. Det skal være meget ældre og meget sygere sagde den høje af de to, der hed Ole Lejbach og var meget kolerisk, fordi han var billedkunstner! Det ville træet slet ikke høre. Oh, vokse, vokse, blive stor og gammel, og blive brugt som kano og synke ned på havets bund og blive genfundet om 1000 år, det var dog det eneste dejlige i denne verden, tænkte træet. I efteråret kom altid brændehuggerne og fældede nogle af de største træer, det skete hvert år, og det unge egetræ, som nu var ganske godt voksent, skælvede derved, thi de store, prægtige træer faldt med en knagen og bragen til jorden; grenene blev hugget fra, de så ganske nøgne, lange og smalle ud; de var næsten ikke til at kende, men så blev de lagt på vogne, og heste trak dem af sted ud af skoven.
Hvor skulle de hen? Hvad forestod dem? I foråret, da svalen og storken kom, spurgte træet dem. Ved I ikke, hvor de førtes hen? Har I ikke mødt dem? Svalerne vidste ikke noget, men storken så betænkelig ud, nikkede med hovedet. Jo, jeg tror det! Jeg mødte mange nye skibe, da jeg fløj fra Ægypten; på skibene var prægtige mastetræer, jeg skulle hilse mange gange, de knejste, de knejste! Storken løj naturligvis den havde kun set 3 skibe. Det ene var Fulton, det andet var Skoleskibet Dannebrog og det sidste var Troels Kløvedals hippieskonnert. Men det vidste storken ikke. Den havde aldrig set filmene med Troels Kløvedal, der gik nøgen rundt på sit skib og snakkede om livet, mens hans koner så mopsede ud, fordi Troels Kløvedal altid snakkede om livet. Oh, om jeg dog også havde vinger og kunne flyve hen over havet! Hvorledes er det egentligt dette hav, og hvad ligner det? Ja det er så vidtløftigt at forklare! sagde storken, og så gik den. Glæd dig ved din ungdom! sagde solstrålerne; glæd dig ved din friske vækst, ved det unge liv, som er i dig! Ja tak, svarede træet, Jeg er immervæk 600 år og står stadig i skyggen af de andre. Ak så ung og egensindig. Og vinden kyssede træet, og duggen græd tårer over det, men det forstod egetræet ikke. Når det var ved juletid, da blev ganske unge grantræer fældet, træer som ikke engang var så store eller på alder med egetræet, der hverken havde rast eller ro, men altid ville af sted; disse unge træer var just de allersmukkeste, de beholdt altid alle deres grene, de blev lagt på vogne, og heste trak dem af sted ud af skoven. Hvorhen skal de? spurgte egetræet, hvor kører de hen? og så med alle deres grene Det ved vi! Det ved vi! kvidrede gråspurvene, vi har nede i byen kigget ind ad ruderne! Vi ved, hvor de kører hen! Oh, de kommer til den største glans og herlighed, der kan tænkes! Vi har kigget ind af vinduerne og set, at de bliver plantet midt i den varme stue og pyntet med de dejligste ting, både forgyldte æbler, honningkager, legetøj og mange hundrede lys! Og så -? spurgte egetræet og bævede i alle grene. Og så? Hvad sker så? Ja, mere har vi ikke set! Det var mageløst! Mon jeg er blevet til for at gå denne strålende vej? jublede træet. Det er endnu bedre end at synke ned på havets bund. Hvor jeg lider af længsel! Var det dog jul! Nu er jeg høj og udstrakt som de andre, der førtes af sted sidste år! Oh, var jeg alt på vognen! Var jeg dog i den varme stue med al den pragt og herlighed! Og da -? Ja, da kommer noget endnu bedre, endnu skønnere, hvorfor skulle de ellers således pynte mig! Der må komme noget endnu større, endnu herligere! Oh, jeg lider! Jeg længes! Jeg ved ikke selv, hvorledes det er med mig! Glæd dig ved mig! sagde luften og sollyset; glæd dig ved din friske ungdom ude i det fri!
Men egetræet glædede sig slet ikke; og et år ved juletid blev det fældet først af alle. Øksen huggede dybt igennem marven, træet faldt med et suk hen ad jorden, det følte en smerte, en afmagt, det kunne slet ikke tænke på nogen lykke, det var bedrøvet ved at skilles fra sin rod, fra den plet, hvor det var skudt frem; det vidste jo, at det aldrig mere så de kære gamle kammerater, de små buske og blomster rundt om, harerne om vinteren, ja, måske ikke engang fuglene. Afrejsen var slet ikke noget behageligt. Træet kom først til sig selv, da det lå i en gård, afpakket med de andre træer og hørte en mand sige: Hos Birks Træpiller ved du, hvad du får. Gammel eg i 8 og 6 millimeter træpiller med god brændetid. Og det stakkels egetræ som havde troet, det skulle ind og stå i en stue havde taget så grueligt fejl. Det skulle laves til træpiller til et pillefyr i Korsør eller Fårevejle eller Otterup. Det var havnet i et servicesamfund, hvor naturen måles i dens brændværdi. Men ak. Som i alle gode eventyr skete der noget uforudset. Ud af en hvid varevogn kom to syge mænd i fuld stads og med ækelt fuldskæg, der var skævt i den ene side, og de bar egetræet ind i bilens bagagerum. Det er jo jer, sagde egetræet skræmt, jer der plejer at sidde og skændes under min krone. Hold kæft, sagde Ole Lejbach, dette er en bortførsel. Og så kørte de med det 16 meter lange træ hængende ud af bagsmækken. De bar egen ind i en stor, dejlig sal, der også var et atelier. Når vi kan have juletræer, kan vi sgu osse have egetræer!, sagde forfatteren og trak prustende nogle voldsomt utrimmede næsehår ind og ud af næsen, så den lignede et pindsvin. Rundt om på væggene hang groteske portrætter af egetræer i udfordrende positioner, og ved en store flisekakkelovn stod store kinesiske vaser med blyantsfnuller. Der var gyngestole, malerier af ekskoner, store borde fulde af billedbøger og pensler for hundrede gange hundrede rigsdaler. Og egetræet blev rejst op i en stor fjerding fyldt med sand, men ingen kunne se, at det var en fjerding, thi der blev udlagt græs fra Leopolds Rullegræs. Oh, hvor træet bævede! Hvad ville der dog ske? Både ekskoner og vanartede børn fra 40 ægteskaber gik og pyntede det. På en gren hang kræmmerhuse, udklippet af kulørt papir; hvert kræmmerhus var fyldt med sukkergodt; forgyldte æbler og valnødder hang, som om de var vokset fast, og over hundrede røde, blå og hvide smålys blev stukket fast i grenene. Dukker, der så livagtig ud som mennesker, træet havde aldrig set sådanne før svævede i det faldefærdige atelier, og allerøverst oppe i toppen blev en guldstjerne sat, en stor flot funklende stjerne. Egetræet tænkte, det var prægtigt, ganske mageløst prægtigt. Mon der kommer træer fra skoven og ser på mig? Mon gråspurvene flyver ved ruden? Mon jeg her vokser fast og skal stå pyntet vinter og sommer?
Jo, egetræet vidste god besked; men det havde ordentligt barkepine af bare længsel, og barkepine er lige så slem for et træ som hovedpine for os andre. Nu blev lysene tændt. Hvilken glans, hvilken pragt, træet bævede i alle grene derved, så at et af lysene stak ild i en af dens vanris, det sved ordentligt. Gud bevare os! skreg forfatteren Jens Blendstrup og slukkede i al hast. Årh, hold kæft med dit sentimentale bavl, sagde Ole Lejbach, hold den stille; jeg tegner! Nu turde træet ikke engang bæve. Oh, det var en gru! Det var så bange for at tabe noget af al sin stads; det var ganske fortumlet i al den glans, og nu gik begge fløjdøre op, og en mængde folk fra kommunen styrtede ind, som om de ville vælte hele træet; de ældre folk kom besindige bag efter med kontanthjælpspapirer til Ole Lejbach; thi kommunen havde fået nys om, at han var kunstner. Alle jublede, så at det rungede; de dansede rundt om træet, og den ene present efter den anden blev plukket af, så de kunne komme med til skyldnerkontoret på kommunen. Hvad er det, de gør? tænkte træet. Hvad skal der ske? Og lysene brændte lige ned til grenene, og eftersom de brændte ned, slukkede man dem, og så fik børnene lov til at plyndre træet. Oh, de styrtede ind på det, så at det knagede i alle grene; men intet var der tilbage efter kommunens folk, og de små græd og græd. Om morgenen kom en karl og stuepigen ind. Det viste sig dog hurtigt at være den koleriske maler Ole Lejbach og hans ven med den store pande, der havde forklædt sig i dametøj. De lugtede begge af rødvin og etiske natlige diskussioner. I lommen på forfatteren lå breve, han havde nået at opsnappe, og som Ole Lejbach om natten havde skrevet til Fuglsang Kunstmuseum og Johannes Larsen Museet med overskrifter som: Nu skal I høre her I piksvin eller: Vi vil ikke udstille vores egeekspeditioner, hvis ikke I køber HELE MIN 30 meter lange bort af SKEJTEN. Men alt det vidste egetræet ikke noget om. Nu begynder stadsen igen! tænkte træet, men de slæbte det ud af stuen og smed det bag en hylde i boghandlerens magasin i en halogenpæreoplyst krog. Ved siden af træet stod Carsten Jensen. Han kiggede på egen fra sin bog. Og egen kiggede tilbage. Hvad skal det betyde! tænkte træet. Hvad mon jeg her skal bestille?. Og det stod lænet op ad væggen og stod og tænkte og tænkte. Og god tid havde det, thi der gik dage og nætter; ingen kom derned, og da der endelig kom nogen, så var det for at stille nogle store kasser med Helle Helle og Ib Michael hen i krogen; træet stod ganske skjult, man skulle tro, at det var rent glemt. Kun boghandleren kom af og til ned i magasinet og rasede, thi han var ved at gå nedenom og hjem af e-handel og Mofibo. Der stod træet så. 16 meter højt og lyste hvidt som elfenben af støv og fugt. Og over alt stod der kasser med Dea Trier Mørck og Gyldendals store leksikon. Som ingen gad eje. Fordi verden for altid var blevet digitaliseret. Nu er det vinter derude! tænkte træet. Jorden er hård og dækket med sne, menneskene kan ikke plante mig; derfor skal jeg nok her stå i læ til foråret! Hvor det er velbetænkt! Nu har jeg både set en boghandel i Skælskør og en klubværelselejlighed med kunstnerartikler. Hvor dog
menneskene er gode! Var her kun ikke så kunstigt lyst og så skrækkeligt ensomt! Ikke engang en lille hare! Det var dog så artigt derude i skoven, når sneen lå, og haren sprang forbi; men det holdt jeg ikke af dengang. Her i en lille by langt fra motorvejen er dog skrækkeligt ensomt! Pi, pi! sagde en lille mus i det samme og smuttede frem; og så kom der nok en lille. De snusede til egetræet og smuttede mellem grenene på det. Det er en gruelig kulde! sagde de små mus. Ellers er her velsignet at være! Ikke sandt, du gamle egetræ? Jeg er slet ikke gammel! sagde egetræet, jeg er kun 600 år, der er mange, der er meget ældre end jeg! Hvor kommer du fra? spurgte musene, og hvad ved du? De var nu så grueligt nysgerrige. Fortæl os dog om det dejligste sted på jorden! Har du været der? Har du været i spisekammeret, hvor der ligger oste på hylderne og hænger skinker under loftet, hvor man danser på tællelys, og går mager ind og kommer fed ud! Det kender jeg ikke! sagde træet, men skoven kender jeg, hvor solen skinner, og hvor fuglene synger! og så fortalte det alt fra sin ungdom, og de små mus havde aldrig før hørt sådant noget, og de hørte sådan efter. Nej, hvor du har set meget! Hvor du har været lykkelig! Jeg! sagde egetræet og tænkte over, hvad det selv fortalte; ja, det var, i grunden, ganske morsomme tider! men så fortalte det om juleaften, da det var pyntet med kager og lys. Om folkene fra kommunen. Oh! sagde de små mus, hvor du har været lykkelig, du gamle egetræ! Jeg er slet ikke gammel! sagde træet, det er jo i denne vinter, jeg er kommet fra skoven! Jeg er i min allerbedste alder, jeg er bare sat i væksten! Hvor du fortæller dejligt! sagde de små mus, og næste nat kom de med fire andre småmus, der skulle høre træet fortælle, og jo mere det fortalte, desto tydeligere huskede det selv alt og syntes, det dog var ganske dejlige tider i skoven! Men de kan komme, de kan komme! Og rotterne kom også for at lytte, de havde hørt om den dejlige fortælling. Kan De kun den ene historie? spurgte rotterne. Kun den ene! svarede træet, og dengang tænkte jeg ikke på, hvor lykkelig jeg var! Det er en overmåde dårlig historie! Kan De ingen med flæsk og tællelys? Ingen spisekammerhistorier? Nej! sagde træet. Ja, så skal De have tak! svarede rotterne og forsvandt til deres. De små mus blev til sidst også borte, og da sukkede træet: Det var dog ganske rart, da de sad omkring mig de vævre småmus og hørte, hvad jeg fortalte! Nu er også det forbi! Men jeg skal huske at fornøje mig, når jeg nu tages frem igen! Men når skete det? Jo! det var en morgenstund, da kom der folk og rumsterede i magasinet; kasserne blev flyttet, træet blev trukket frem; og straks genkendte det den lange mand, Ole Lejbach.
Nu skal jeg leve! jublede det og bredte sine grene vidt ud; men ak, de var alle visne og gule; Guldpapirsstjernen sad endnu oppe i toppen og glimrede i det klare solskin. Nu fulgte en frygtelig rejse hængende ud af bagagerummet med 120 kilometer i timen. Over en frygtelig bro med vand til begge sider. Men til sidst ankom de til en gammel mølle, som viste sig at høre til Johannes Larsen Museet. Og ud af møllen kom den store muskuløse mand Christian og savede en stor dejlig rund skive af det tørre egetræ, ud kom Mette Thøgersen og Malene, og Malene lavede sig et cigaretrør af en gren, så hun kunne ryge de påbudte 12 km fra matriklen uden at gå fra sit arbejde. Og Mette lavede en kopi af Ladbyskibet, så hun kunne tage på Gudenåen med ungerne med stil og vædre alle de smarte glasfiberbåde. Og Erland lavede et egetræsfad, så han kunne arbejde videre på sin sjældne og hemmeligholdte Johannes Larsen årgangswhiskey med fuglefjer fra vagtsomme svaner over Tuse Næs i. De nåede det lige, før Ole Lejbach huggede træet i små stykker, et helt bundt lå der; dejligt blussede det op under den store Nordea Fonds vinger; og egetræet sukkede så dybt, for nu vidste det, hvad det skulle bruges til. Det skulle være en del af verdens mest fantastiske udstilling. Egeekspeditioner 2014-16. Vel var det ikke smukt nok til at blive tegnet. Vel var det ikke småt nok til at kunne være i museet, men en skrive af tid er bedre end ti fugle på taget. Og Johannes Larsen Museet fik utroligt mange gæster. Knortede gæster, krogede gæster, skæve gæster, der genkendte sig selv i Lejbachs streg, og Blendstrups syge historier, og træskiven drejede rundt og rundt som følge af museumsleder Erland Porsmose, der stod og skubbede sine besøgstal foran sig, hvert skub blev som et lille suk; og børnene satte sig på den smukke træskive og hviskede åh, en dejlig rar og naturlig ting midt i dette vanvidsrum! Men ved hvert et venligt ord sukkede træet og tænkte på en sommerdag i skoven, en vinternat derude, når stjernerne skinnede; det tænkte på juleaften i en lejlighed i Skælskør og turen over Storebælt. Men eventyret stoppede ikke der. For det var ikke bare et eventyr, det var et eventyr i virkeligheden. Borgmesteren for Kerteminde løb og legede ude i haven og tænkte Sikke et fint museum, det vil jeg gerne støtte med kommunekassen hvert år! Og jeg vil fremhæve det i lokalavisen. Og jeg vil huske det, når jeg lægger budgettet. Og jeg vil aldrig mere tænke at kultur er noget, der kan spares væk for; hey et sted! Jeg vil i stedet spare på de gamle, for de kan alligevel ikke sige en skid pga. hjerneblødninger. Han løb og legede, da flygtningeminister Inger Støjberg kom ind og begyndte at parallellege, og Inger Støjberg havde på brystet guldstjernen, som træet havde båret sin lykkeligste aften; nu var den forbi, og nu vidste man, hvor man havde Inger Støjberg, og træet var forbi, og historien var fordi og egeekspeditioner med... de var på vej til Silkeborg; forbi, forbi, og det bliver alle historier! MEN JOHANNES LARSEN HAVDE STADIG FØDSELSDAG!!!