Rejsebrev 6. Torsdag den 10 april kører vi fra Porto. Vi følger den lille gule vej på kortet, N 108, der snor sig langs bredden af Dourofloden. På kortet er vejen markeret med grønt stort set hele vejen til den spanske grænse. Og det er en vidunderlig smuk tur, når man har god tid, som vi har. Det er anden gang vi kører turen, og gør som sidst stop for overnatning i Peso da Regua efter en køretur på 131 km, der varede ca. 7 timer. De første mange kilometer er floden bred, flyder langsomt og det er ikke her de berømte portvinsdruer dyrkes. Der bliver tid til både proviantering og en tur på værtshus! Douro. Proviantering. Douro. En tur på værtshus. Hvor floden er tilstrækelig smal, er der anlagt vandkraftsværker med sluser til de mange hotelskibe, der besejler floden. Sluserne løfter skibene 10 15 meter i et slusekammer. På denne årstid er der overskud af vand, der lukkes ud under en øredøvende larm.
Douro. På denne årstid, hvor vinstokkene stadig kun har små skud, ser man meget tydeligt terrasserne, der er gravet ind i bjergsiden. I efteråret ser man kun vage konturer, da planterne dækkerhele skråningen. Der foregår stadig et intenst arbejde med at anlægge nye marker. I dag er det store gravemaskiner, der forestår arbejdet, mod tidligere tiders hårde manuelle slid på de stejle skråninger. Sidst på dagen ankommer vi til Peso da Régua, Douros hovedstad.her blev de første rabelos-både lastet med hedvine til havnebyen Porto i 1.600-tallet. Her skabte Pombal monopolfirmaet Companhia Geral, der fra 1756 gjorde Douro-dalen til verdens første kontrollerede vindistrikt, 180 år før de franske AOCér. Når det så er sagt, har guidebogen ret, når den påstår, at Peso da Régua er en grim by i fantastiske omgivelser! Vi vil nøjes med at vise det tre Peso da Régua. broer, der krydser Douro. Alle fra forskellige perioder, hvilket ses ret tydeligt i konstruktionen. Og endvidere de gamle pakhuse, der nu er lavet til eksklusive kontorhuse og restauranter. Det bliver til en enkelt overnatning i Peso da Régua. Fredag den 11. april kører vi de sidste 29 kilometer til Pinhão. En lille perle i hjertet af det mest beydningsfulde portvinsområde langs Douro, og med en beliggenhed, der næsten ikke kan gengives med et lille amatørkamera. Det skal opleves. Og det anbefaler vi naturligvis gerne! Peso da Régua. De gamle pakhuse.
Til trods for vejens lidenhed, er der en del trafik, også af tung lastbiler, så vores chauffør må holde tungen lige i munden og koncentrere sig om kørslen. Når turen skal nydes er det ind på en lille vigeplads, som der heldigvis er en del af. Og så er det med at komme ud, bevæbnet med det lille kamera i det forfængelige håb, at blot et billede ud af mange, er værd at vise i disse små epistler! Og det sker da, at der kommer noget fornuftigt i kassen! Douro. På vej mod Pinhão. Douro. På vej mod Pinhão. Pinhao er vel knap en by. Den er en banegård omgivet af lagerbygninger, søvnige caféer og et mikroskopisk hovedstrøg. Men banegården er et kapitel for sig. I 1037 blev den kåret som Portugals smukkeste efter en benhård Miss Banegård-konkurrence udskrevet af Salazars propagandaministerium. Det var stationens 24 store fajancer, der gjorde udslaget, og man må anerkende, at smukke er de. Og de passer godt på dem. Pinhão banegård.
Pinhão. Fajance på banegård. I Pinhão er der ingen campingplads, men autocampere er velkommen til at parkere nede ved den lille havn, hvor også turbåde og hotelskibe lægger til. Der er et lille parkområde, hvor man i ro og mag kan slå sig ned i en campingstol, og nyde udsigten, det gode vejr, som vi havde under opholdet, eller de lokales evner som lystfiskere fra tidlig morgen til sen aften. Pinhão. Udsigt fra havnepromenaden. I week-enden kan det godt være lidt træls. Da indtager byens ungdom parken. Hygger sig, spiller lidt guitar, og forsøger at efterligne de nationale idoler, hvilket ikke altid er lige vellykket! Der er ingen ballade eller optræk til uroligheder, men selskabeligheden kan godt trække ud til den lyse morgen. For et par gamle gubber som os, der sætter pris på en god nattesøvn, blev det lidt for meget på andendagen. Men så flytter vi lige så stille et par hundrede meter længere hen ad kajen. Og så er det lille problem løst, til glæde, sikkert for alle parter! Pinhão. Middagen er reddet!
Pinhão. Vi havde fire overnatninger hen over week-enden i Pinhão. Der var mange endagsturister, der havde fundet vej til byen, og de ankom både i bil og med toget fra Porto. Den lokale idrætsforening øjnede naturligvis chancen for lidt støtte til klubkassen, og arrangerede skydetelt, udskænkning af drikkevarer og auktion over sponserede gaver fra byens handlende. Vi bød på en flaske portvin, som vi højlydt tilskyndet af de øvrige bydere selvfølgelig vandt, nok til en noget højere pris, end den var værd. Vi så i hvert tilfælde et noget smøret grin i et par ansigter. Det blev også til en lodseddel, hvor førstepræmien var en bådtur på Douro. Vi prøvede at forære den til en, der kunne få glæde af gevinsten, men han mente vi skulle beholde den som en souvenier. Og det gjorde vi så! Pinhão.