Tirsdag d. 3. juli 2012 Freddy var en tur i marineshoppen, men de kunne ikke hjælpe os med årer. Det var sol og vind under 5 fra SØ, så vi sejlede stille og roligt for sejl til Vinga. Det var en tur på 14,62 sømil på loggen og vi var præcis 4 timer om det. På vejen passerede vi bl.a. Tistlarne og fyret Trobaduren. Vi kom af vanvare til at sejle en lidt uautoriseret rute da vi var næsten fremme, så vi måtte ned i tempo og snige os af sted - jeg som udkig foran og Freddy med øjnene klistret til instrumenterne. Vi vil helst følge de anbefalede ruter, da man der kan føle sig sikret mod grundstødning. Vi blev modtaget af en af Vingas Venner eller rettere to ældre herrer, der dirigerede os på plads uden på en svensk Jeanneau. Her er som vanligt godt proppet, og fra den anden side er der 3 både uden på hinanden. I den smalle rende mellem os og båd nr. 3 fra den anden side, blev der senere lodset en maxi ind til kajen (vi kan ikke gå helt ind) med lodder og trisser og 1 mm frigang til begge sider! For enden af broen ligger en ny svensk Bavaria 32. Han er utilfreds med sit hækankerspil, og bad om adressen på, hvor vi havde købt vores, da han synes vores ser meget bedre ud. Havnepenge er 140 kr. Bellman og jeg har været ude ved fyret og båken, og op og ned af en masse klipper. Her er ikke så mange vipstjerter, som sidst vi var her til gengæld har der stået en gås (eller nok nærmere en gase) og skræppet op ovre på det højeste punkt på Koholmen bag os, og der har siddet en måge på lysstanderen på kajen og grinet, så Bellman har alligevel haft lidt fjerkræ, han kunne hidse sig op over. Vi havde fået gæster i masten på morgenkvisten.
Lerkil. Lerkil.
Lerkil. Vi stævner ud fra Lerkil nu begynder skærgården.
Lerkil agterude. Styrmand 1 og 2.
Beton sømærke. Vinga vi er kommet ind på afmærket rute igen!
Nogle både måtte ligge helt uden for havnen. Udsigt fra Vinga.
Der er trængsel i Vingas lille havn. Udsigt med coaster fra Vinga.
Vinga. Udsigt over Vinga.
Vinga. Udsigt fra Vinga.
Vinga fyret og båkeren. Freddy på Vinga solen og prednisolonen har sat blus på lampen!
Klipperevne på Vinga.
Onsdag d. 4. juli 2012 Vi bestemte os for at sejle til Marstrand i håbet om at kunne købe årer dér. Da vi nærmede os, var der en heftig trafik, og vi kunne se en sort røgsky fra et stort skib, der lå uden for byen. Da vi kom om hjørnet, var der ekstremt overfyldt, flag og faner, og skilte for enden af gæstebroerne, der forkyndte at hele broen var reserveret! Vi var landet i et stort Match Race stævne øv for den! Vi sejlede videre og ind i havnen på Koö siden, selv om det ikke er gæstehavn. Vi var så naive, at vi troede at når der var sådan en speciel begivenhed, og gæstehavnen ved skiltning meldte optaget og der så var massere af ledige pladser i den private afdeling ja så kunne man godt ligge på en af dem i dagens anledning, men der måtte vi tro om igen. Vi blev tilrettevist af en sur mand, der meddelte at pladserne var forhyrade. Vi indvendte, at der jo ikke lå nogen og at der ikke var plads i gæstehavnen, men manden, der mente jeg måtte være langsomt opfattende, begyndte pædagogisk at forklare mig, at forhyrad betød, at der var betalt for pladsen for hele året, og så kunne man ikke bruge den som gæsteplads. Jeg replicerede, at vi sgu også havde betalt for vores plads derhjemme, men at vores havn brugte den som gæsteplads, når vi ikke var hjemme - så kunne de få lidt ekstra penge i kassen. Manden gloede på mig som om jeg var fra en anden planet, og begyndte igen at forklare, at der var betalt for hele året for pladsen, og så opgav jeg! Jeg fik nærstuderet havneguiden og fandt et telefonnummer til havnekontoret og klagede min nød! Her fik jeg den samme historie om, at man ikke kan tage betaling for en plads to gange, men at jeg var velkommen til at sejle ind ved gæstebroerne og finde en plads, der ikke var sat på rød, for det med at alle broerne var reserverede passede ikke helt! Hvem f... kunne gætte det? Vi fandt en plads ved siden af en flok piger, der var kommet til byen for at score de var sjove og søde at høre på! Havnepenge 320 dask og ingen steder, man kan købe årer. Gæssene på Koholmen.
Vi nærmer os øerne ud for Göteborg og de gule kabelfærger, der pisker frem og tilbage.
Optimistaktivitet. Ø med meget sparsom vegetation!
Dette lille grønne ensomme hus, kan vi huske fra sidst.
Vi nærmer os Klåverön. Den snirklede rute ind til Marstrand.
Den snirklede rute ind til Marstrand.
Den snirklede rute ind til Marstrand.
Marstrand i sigte bemærk røgsøjlen. Marstrand der sejles kapsejlads (dog ikke Match Race her).
Ose-mikkel ankret op uden for Marstrand. Marstrand var stuvende fuld, da der var Match Race.
Vi har endelig fået en plads i Marstrand. Marstrand med et par af pigerne, der var på score-togt i forgrunden.
Gade i Marstrand. Torsdag d. 5, juli 2012 Vi er sejlet et ganske kort stykke bare ud til Inre Vannholmen for at ligge i naturhavn. Her er dejlig fred og ro. Jeg har været rundt på hele øen sammen med Bellman her er en fin udsigt, bl.a. til Klädesholmen. I morgen sejler vi til Skärhamn der kan vi så forhåbentlig få nogle årer, for nu kan jeg ikke undvære dem mere. Det går lige an at hoppe i land med Bellman under armen, men jeg har svært ved at løfte ham så højt, at jeg kan få ham om bord igen, og så må Freddy tage i mod. Det er meget nemmere, hvis jeg kan sejle ham frem og tilbage. Denne ejendom i Marstrand er til salg man sku købe og lave konkurrerende gæstehavn!
Herligt at slippe ud af Marstrands heksekedel. Kig til Åstol.
Cockpitudsigt Inre Vannholmen. Cockpitudsigt Inre Vannholmen.
Inre Vannholmen.
Magda i naturhavn på Inre Vannholmen.
Udsigt fra Inre Vannholmen mod Klädesholmen.
Inre Vannholmen. Jeg er på toppen på Inre Vannholmen.
Cockpitudsigt på Inre Vannholmen.
Cockpithygge, Inre Vannholmen. Vores naboer griller på Inre Vannholmen.
Zoom til Marstrand fra Inre Vannholmen. Inre Vannholmen.
Inre Vannholmen. Endnu en båd er på vej ind til Inre Vannholmen.
Her stopper Magdas Logbog 2012 desværre brat. Fredag formiddag sejlede vi ad den anbefalede rute gennem Lille Jomfruhul med kurs mod Skärhamn. Der var modgående trafik, så vi sejlede lidt til styrbord for midten af renden, men med pæn afstand til vageren. Jeg stod i cockpittet og var ved at fotografere, da alt omkring mig forsvandt i et kæmpe brag og det hele blev sort. Det næste jeg konstaterede var, at der stod et bord i mit hoved og at jeg befandt mig i salonen. Mit hoved dunkede og jeg mente at kunne mærke en bule vokse frem. Så fik jeg set på dørken ikke ét bundbræt lå hvor det skulle, og der var slået fliser af laminatet af! Jeg fik rejst mig op ved kortbordets hjælp, og så kunne jeg bare mærke, at der var noget galt et sted i min ryg. Jeg kom op på en eller anden måde og fik konstateret at Freddy havde styr på det, og at Bellman stadig var om bord og i live. Jeg kan ikke huske, hvordan vi kom til Skärhamn kun, at da vi nåede frem lå jeg på knæ på fordækket med en fortøjning i favnen, som jeg ikke kunne gøre noget fornuftigt med. Jeg spottede en plads ved en norsk båd Freddy fik prajet dem vi har haft en grundstødning vi kommer ind uden fendere vi har brug for hjælp. Nordmanden havde på et splitsekund forstået, hvordan det var fat vi blev hjulpet ind, fortøjet og havnefogeden tilkaldt. Jeg fik trukket mig op at stå ved forstaget Freddy fik en kort snak med havnefogeden, som rekvirerede en ambulance og jeg blev kørt på skadestuen på Kungälv Sygehus. Freddy var for sin del blevet klasket ind i rattet, og havde til sin skræk konstateret at jeg var forsvundet. Rattet var bøjet rundt om piedestalen, så han måtte rette det ud før han kunne styre igen. Han havde fået set, at jeg lå nede i salonen og havde et kort øjeblik været i tvivl om, hvorvidt jeg var i live så havde jeg heldigvis rørt på mig. Han havde så konstateret, at vi ikke tog nævneværdigt meget vand ind, og besluttede så at sejle ind til Skärhamn. Freddy var så heldig, at hans nye knæ lige præcis ikke ramte rattet til gengæld fik han de største blå mærker, jeg nogen sinde har set, på resten af bentøjet! Dagen efter kunne han ikke gå, men han havde heldigvis ikke brækket noget. Da jeg var kommet på sygehuset kontaktede Freddy så Ærø Søassurance, hvor vi har båden forsikret. For at gøre en lang historie kort, fik vi den fineste behandling - ikke noget med at han skulle kævles med dem om noget. Freddy fik ordre på for enhver pris at holde båden flydende eller få den sat på land omgående om nødvendigt til mandag morgen. Så ville der komme en lastvogn og køre Magda til Aalborg til Mathis Værft. Niels Mathiesen fra værftet ville selv komme og sørge for afrigning. Freddy havde ringet til Jacob, der uden betænkningstid kørte mod Skärhamn og tog sig af Bellman (der åbenbart ikke var kommet noget til af at blive kastet rundt i cockpittet) og fik sørget for at fragte mig hjem, da jeg sent om aftenen efter eget ønske blev løsladt fra sygehuset. Jeg havde fået et brud på rygsøjlen sikkert hjulpet på vej af, at jeg hvor nødigt jeg end vil indrømme det snart er i kategorien ældre dame og ikke har det kalk i mine knogler, jeg bør have. Det viste sig senere, at parret på den norske båd havde prøvet en kraftig grundstødning selv og fruen havde også taget en flyvetur som jeg gjorde og hun havde brækket ryggen i faldet måske derfor var de så hurtige til at forstå, at vi havde brug for hjælp. Vi sender dem i alt fald en venlig tanke det er rart at møde hjælpsomme og forstående mennesker, når man har brug for det.
På vej mod Lille Jomfruhul. Lille Jomfruhul vi skal lige rundt om en kost uden for billedet t.v.. Kort før kosten på billedet endte det...bang!
Så er Niels Mathis og lastvognen kommet for at hente Magda hjem. Niels og chaufføren i gang med at rigge af.
Niels og chaufføren i gang med at rigge af. Niels og chaufføren i gang med at rigge af.
Mere var der ikke at se udvendigt men indvendigt...uha!! Så er Magda læsset og turen mod Aalborg kan begynde!
Magda har overvintret i Aalborg og er næsten vendt tilbage til sit tidligere jeg efter en reparation til samlet lidt over 500.000, - kr.! Vi kan kun konstatere, at et godt forsikringsselskab bogstavelig talt er guld værd! Den sidste del af vinteren har Magda i øvrigt tilbragt i en hal sammen med de kongelige chalupper. Havnefogeden i Skärhamn fortalte Freddy, at vi ikke var de første, der havde ramt noget i Lille Jomfruhul, men at vi var de første, der var banket på så klokkerent. Vi har en forventning om, at han har taget de fornødne skridt for at forhindre, at andre rammer ind i den samme klippe.