Julestjernen Af Katrine Skovgaard
Det er bedst at kigge på stjerner, når det er helt mørkt. Det vidste Otto godt, derfor var han også rigtig glad for, at han boede på landet. I byerne var der en masse forstyrrende lys fra bygninger, gadelamper og lyskryds, men når han og Agnes stod ude i haven, var det bælgravende mørkt. Deres forældre var også nogle gange med ude at kigge på stjerner, men for det meste kunne han kun få sin søster, Agnes hevet ud i kulden om vinteren. Jeg fryser, sagde Agnes. Skal vi ikke snart gå ind? Om lidt, mens han så gennem stjernekikkertern. Jeg stiller lige skarpt på Saturn. Måske kan vi se dens ringe. Otto indstillede sin kikkert. Den var ikke så god, men nogle gange kunne han alligevel godt få et glimt af ringplaneten. Metallet var køligt under hans kind. Agnes havde ret. Det var koldt, men det var altså bare bedre at observere planeter om vinteren. Decembersneen lå allerede som en tyk dyne i haven. Otto indstillede kikkerten endnu engang, og så så han den. Saturn. Den lignede en lille grå plet, men han kunne tydeligt, at den havde ringe. Kan du ikke forklare mig det om stjerner og planeter igen? spurgte Agnes, mens hun hoppede op og ned for at få varmen. Igen? spurgte Otto og så forbavset op på hende. Du har jo hørt det hundrede gange. Ja, men det er sådan en god historie. Otto syntes ikke, der var ret meget historie over det. Det var jo bare fakta, men han fortalte alligevel. Både planeter og stjerner ligner lysende pletter på himlen, men det er to meget forskellige ting. Planeterne er meget tættere på os og lyser, fordi Solens lys bliver reflekteret på deres overflade. Solen er faktisk også en stjerne, men de andre stjerner er meget længere væk, og derfor kan vi kun se dem som prikker på himlen. Hvad så med julestjernen? spurgte Agnes og kom hen til kikkerten. Julestjernen? Otto så forvirret på hende. Hvad mener du med julestjernen? Jeg mener den store stjerne, der er på himlen juleaften. Agnes lagde hovedet tilbage og så op på himlen. Der var mange stjerner, men ingen stor stjerne. Det er altså bare en historie, sagde Otto og så også op. Mange af stjernerne lå ligesom i et bånd hen over himlen. Det var Mælkevejen. Vores egen galakse. Otto fortsatte: Mange astronomer har prøvet at finde ud af, om julestjernen fandtes i virkeligheden, dengang man tror, Jesus blev født, men de har ikke kunnet finde den. Agnes lod som om hun ikke hørte ham, lukkede øjnene og snurrede rundt. Jeg tror i hvert fald, der kommer en. Otto grinede af hende. Hun var altså lidt tosset. Han så noget ud af øjenkrogen. Noget blinkede. Se, Agnes! En flyvemaskine. Han pegede hen på det blinkende lys, der kom hen over himlen. Det blinkede i både gule, røde og grønne farver. Det var det største fly, Otto nogensinde havde set. Det blinkede som en hel juleudstilling. Wow, sagde Agnes stille ved siden af ham. Pludselig blev et af de mange lys på flyvemaskinen større. Det fik også en hale. Et stjerneskud, hviskede Agnes. Det lignede ganske rigtigt et stjerneskud, men det var da noget af et sammentræf, at der var et stjerneskud og en flyvemaskine på samme del af himlen. Det falder ned i haven! råbte Agnes begejstret og begyndte at løbe over den anden ende af haven. Meteoren faldt ned bag en stor
busk. Otto løb efter. Han havde aldrig fundet en meteor før. Det var det man kaldte et stjerneskud, når det var faldet ned på Jorden. Det var i virkeligheden en lille del af en komet eller asteroide, men der lå ingen sten og ventede på dem i sneen. Der var et hul i sneen, og det lyste op fra det. Agnes var stoppet op, og Otto var ved at løbe ind i hende. Det var ikke meningen, at meteorer skulle lyse, når de var kommet ned på Jorden. De lyste kun på himlen, fordi de var ved at brænde i atmosfæren. Men Otto havde læst, at de bare lignede sten, når man fandt dem. Pas på, sagde han, da Agnes gik hen til det lille hul i sneen. Hun smilede til ham og bukkede sig så ned. Wow, sagde hun. En julestjerne. Otto rynkede panden. Hvad var det for noget sludder? Han gik hen til hende. I det lille hul, lå der ingen meteorit. I stedet lå der en stjerne af gult metal. En stjerne med fem takker ligesom dem der er på toppen af juletræerne. Sneen sydede stadig omkring den, og den lyste som en Ja, som en julestjerne. Der må være en logisk forklaring, begyndte Otto. Ja eller også er det et mirakel, afbrød Agnes drømmende. Hun rakte hånden ned til stjernen. Pas på, den er sikkert varm, sagde Otto højt, men Agnes hørte ikke efter. Hun rørte forsigtigt ved stjernen. Den er ikke særlig varm, men det kilder lidt, når man rører ved den. Hun samlede den op og drejede den rundt mellem fingrene. Den både lyser og glimter. Det må da være en julestjerne. Den har sikkert været her i forvejen, sagde Otto. Den rigtige meteor må være her et sted. Han begyndte at vandre rundt i haven, men han fandt ikke nogen meteor. Kunne det virkelig være guldstjernen, de havde set falde ned fra himlen? Den næste dag lyste stjernen stadigvæk, men ikke ligeså kraftigt som aftenen før. Den summede også kun svagt. Næsten som om, den var ved at løbe tør for energi. Agnes tog billeder af stjernen fra alle vinkler, og Otto skrev en grundig beskrivelse af den. Otto havde fundet frem til en masse astrofysikere på nettet, som de kunne spørge om den mærkelige ting, de havde fundet. De skrev til otte forskellige astrofysikere, og Otto var sikker på, at mindst en af dem måtte vide, hvad det var. Tre af forskerne svarede næsten med det samme, at stjerneskuddet og den lysende stjerne i sneen ikke havde noget med hinanden at gøre. Det var i hvert fald ikke en meteorit, de havde fundet, men de havde ikke noget bud på, hvad stjernen så var, eller hvor den var kommet fra. Ha, var det ikke dét jeg sagde? spurgte Otto og smilede triumferende til Agnes. Okay, så det er ikke en dum meteor, sagde Agnes surt. Men derfor kan det jo godt være et stjerneskud. Nej, for et stjerneskud og en meteor er det samme. Fattede hun da ingen ting? Er vi enige om at det er en stjerne? spurgte Agnes og rejste sig fra sengen, hvor hun havde ligget og bladret i en julebog. Jah, sagde Otto tøvende. Den er i hvert fald stjerneformet. Og er vi enige om, at den faldt ned fra himlen? Agnes satte sig ved Ottos skrivebord og åbnede Julebogen igen. Det kan vi jo ikke vide med sikkerhed, svarede Otto. Vi så den ikke lande, så teoretisk set kan den jo have ligget der i forvejen. Otto var ikke helt sikker på det sidste, han havde sagt. Han ville gerne finde en god grund, men det havde virkelig set ud som om den skinnende guldstjerne faldt ned fra himlen. Pludselig gispede Agnes højt og sprang op fra stolen.
Otto, se her! Hun pegede ned på julebogen. Det var en af deres mors gamle bøger. Hun plejede at læse den for dem hvert år til Jul. En historie om hvordan julemanden deler gaver ud juleaften. Agnes pegede ned på en side i bogen, mens hun så begejstret fra den til Otto, som langsomt nærmede sig. Bogen var slået op på en side, hvor der var et billede af Julemanden og hans kane. Først kunne Otto ikke se noget særligt ved billedet, men så var det som om verden standsede. Julemandens kane var dekoreret med guldstjerner. Guldstjerner nøjagtig magen til den de havde fundet i haven. Men det gav ingen mening. Hvordan skulle en stjerne fra en bog være endt i haven? Var det hele noget, som Agnes havde fundet på? Havde hun gemt stjernen bag busken inden de var gået ud i haven? Agnes lod forsigtigt fingeren kører hen over billedet. Vi har fundet Julemandens stjerne, sagde hun lige så stille. Det tror jeg altså ikke. Otto var stadig mistroisk. Han lænede sig ind over bogen for at se nærmere på billedet. Kan du da ikke se, hvor meget den ligner? spurgte Agnes Joh, svarede Otto tøvende. Men det kan jo være et tilfælde. Agnes så på ham, som om han slet ikke forstod noget, men det var jo hende der ikke forstod det. Hvordan skulle en stjerne fra Julemandens kane lande hos dem? Og kunne man overhovedet være sikker på at Julemanden fandtes? Det er altså ikke tilfældigt, sagde Agnes bestemt og satte sig ned og stak hovedet helt ned til bogen for at studere stjernen nærmere. Vi må skrive til Julemanden og fortælle ham, at vi har hans stjerne. Otto prøvede at overtale Agnes til at skrive til flere astrofysikere for at finde ud af, hvad det var for et objekt de havde fundet, men Agnes ville kun skrive til Julemanden, og til sidst gik Otto med til det, mest bare for at få fred. De kunne ikke finde en e-mailadresse til Julemanden, så de måtte sende et rigtigt brev. Det var Agnes meget glad for, for så kunne hun tegne et billede af stjernen. Otto skrev sin videnskabelige redegørelse, som han også havde sendt til astrofysikerne og så sendte de det af sted. De næste mange dage, sad Otto og Agnes og så ud på haven, der blev mere og mere begravet i et dække af julesne. Julen nærmede sig, men der var intet svar fra hverken julemanden eller fra de astrofysikere, de havde skrevet til. Deres forældre kom mere og mere i julestemning, men Agnes og Otto havde ikke lyst til hverken at julebage eller klippe kravlenisser. Mysteriet om guldstjernen så ud til ikke at blive løst. Otto havde forgæves prøvet at komme i tanke om, hvem de ellers kunne spørge, men guldsmeden nede i byen og en geolog, han havde fundet, havde heller ikke nogen forklaring på, hvad det var de havde fundet. Juleaften sad Otto og Agnes i deres fine tøj på Ottos seng. Guldstjernen lå i mellem dem og skinnede, som om den prøvede at muntre dem op. Måske er det ikke Julemandens stjerne alligevel, sagde Agnes stille. Det havde Otto jo aldrig troet, men han ville ikke sige det til hende nu, hvor hun var så ked af det. Det irriterer mig bare, at vi ikke ved hvad det er, sagde Otto og så søgende rundt i værelset. Som om svaret fandtes der. Jeg vil bare gerne vide, hvor den kommer fra.
I det samme ringede det på døren, og de kunne høre, hvordan deres far gik ud for at åbne. Der lød dæmpede stemmer fra gangen og så kaldte han på dem. Otto og Agnes! Kom lige herud. Otto kunne næsten ikke rejse sig fra sengen. Det var sikkert Morten. Han gik i Ottos klasse og boede ikke så langt væk. Men han kunne da ikke lege juleaften. Agnes fulgte efter ham ud i gangen, men det var ikke Morten, der stod og ventede. Udenfor stod en gammel mand, med hvidt skæg og rød hue. Ottos mor kom ud i gangen. Jamen jeg troede, at morfar skulle være hun nåede ikke at sige mere for i det samme sagde manden: I må være Otto og Agnes. Han smilede til dem, og Otto trådte forsigtigt nærmere. Kunne det være Julemanden? Ved siden af kunne Otto høre, hvordan Agnes gispede. Ja, sagde hun stille. Jeg har fået et brev fra jer, sagde Julemanden. Har du? smilede Agnes Har du? spurgte Ottos far undrende og rynkede panden. Julemanden rodede i sine lommer. Jeg havde det lige før. Han traken kuvert frem fra en stor lomme på maven af den røde frakke. Det var Otto og Agnes brev. Otto kunne kende den lille tegning af et juletræ, som Agnes havde tegnet på kuverten. Julemanden rakte brevet til Ottos far og trådte forbi ham ind i gangen. Tusind tak for brevet. Jeg ved slet ikke, hvad jeg skulle have gjort, hvis ikke I havde skrevet. Kanen flyver så frygtelig dårligt, når den mangler en stjerne. Julemanden var meget høj, og han fyldte næsten hele den lille gang. I har måske stjernen her? Jeg har lidt travlt, som I nok kan forstå. Det var virkelig Julemandens stjerne. Otto kunne næsten ikke tro det, men nu stod Julemanden lyslevende foran ham. Den er inde på mit værelse, sagde Otto og stirrede på Julemanden. Jeg henter den, råbte Agnes og styrtede ind på Ottos værelse. Både Otto og deres forældre stod bare og stirrede på Julemanden indtil Agnes kom tilbage. Hun rakte forsigtigt stjernen til Julemanden, der lyste op i et stort smil. Det var virkelig dejligt. Julemanden bukkede sig ned og rodede i en sæk, som Otto slet ikke havde lagt mærke til, at han havde med. Han fandt en stor pakke frem. Den her er til jer, som tak for hjælpen. Otto skulle lige til forsigtigt at tage papiret af, men Agnes kom ham i forkøbet og rev pakken op. En stjernekikkert! Julemanden havde givet dem en stor stjernekikkert. T-tak, stammede Otto. Ja, I skrev jo, at I godt kunne lide at kigge på stjerner, og så jeg tænkte, at det her måske var noget for jer. Julemanden kluklo. Hov, for resten, sagde han til deres forældre. I har ikke noget imod, at jeg letter fra baghaven vel? Jeg må hellere se at komme af sted. Ottos forældre rystede langsomt på hovedet, og så vendte Julemanden sig om og gik ud af døren. Rigtig glædelig jul, råbte han.
Ottos forældre stod helt stivnede og stirrede ud af den åbne dør, men Agnes og Otto styrtede ind på Ottos værelse. Otto trak gardinet væk fra vinduet, og der midt i haven stod en kane, med rensdyr spændt for og det hele. Julemandens kane. Julemanden stod bøjet foran den, og da han rettede sig op, så de tre stjerner på kanens side. Han havde sat deres stjerne fast. Julemanden vendte sig og vinkede til dem, så hoppede han op i kanen og slog med tømmerne. Kanen begyndte langsomt at glide hen over havens sne, da rensdyrene satte i gang, og før de kunne nå at blinke, var rensdyrene lettet med kanen på slæb. Den blinkede i gule, grønne og røde farver og snart var den kun en plet i det fjerne. Den lignede næsten et fly, som den blinkede med alle farverne. Præcis som det fly, de havde set den aften, de fandt stjernen. Julemandens stjerne.