NEW YORK GUIDE BROOKLYN Et skønt område i Brooklyn er Park Slope, tæt på Prospect park, et kvarter der emmer af overskud og kulturdyrkelse med forfatterarrangementer og poetry-slam i de lokale boghandlere, økologiske bagerier, caféer med ild i pejsen (Union Hall) og Brownstone-huse på grønne alléer. Gade i Park Slope, Brooklyn Derudover er Brooklyn Botanic Garden et must, hvis man er i New York om sommeren, hvor rosenhaven står i fuld flor eller om foråret, når de japanske kirsebærtræer springer ud. I samme ombæring kan man besøge Brooklyn Museum, der ligger ved den botaniske have, og hvor der afholdes events med livemusik, foredrag og omvisning. WILLIAMSBURG i det nordvestlige Brooklyn er et hyggeligt, trendy og meget hipsterpræget område i rustikke omgivelser med industribygninger, gamle vandtårne og graffiti. Kvarteret er desuden en personlig favorit i NY. Kvarteret ligger centreret i gadenettet bestående af: hovedgaden Bedford Ave (subway st.), Berry St., Wythe Ave, Kent Ave, som alle kryder 3rd st. 12th st.
Kvarteret har mange vintagebutikker, bl.a. übercool Beacon s Closet på Guernsey st. eller helt almindelige thrift shops såsom Crossroads Trading Co. på 7th st., hvor man bl.a. kan finde vintage-marc Jacobs til ingen penge. Kvarteret huser boghandlere, lokale designere, fine smykkeforretninger og hyggelige fortovscaféer. Det er også her i kvarteret at Brooklyn Brewery holder til (et meget anerkendt, ikonisk bryggeri). Trænger man til en gastronomisk selvforkælelsesdag, kan man starter dagen med lækker (cocktail) brunch på Station (i krydset ml. Bedford og 7th kom i god tid). Senere kan man nyde lidt lækkert fra den svenske, superhyggelige bager Bakeri (et stamsted for lokale, beliggende på Wythe), hvor kaffen er billig og kanelsneglene værd at vende tilbage for. Er vejret godt, kan man trække om i gårdhaven. Til aftensmad kan restauranten på Wythe hotel klart anbefales, maden smager himmelsk (især deres lam og isdessert) og man kan fint bestille en lille kande vin til. Her er ofte også gang i den på hotellets rooftop. Helt ud mod vandet er der god udsigt til Manhattan skyline (inkl. Chrysler og Empire State). I Bushwick Inlet Park afholdes der hver søndag Brooklyn Flea - Williamsburg, et kæmpestort udendørs loppemarked med skøn udsigt og lokal stemning. Lidt længere sydpå (ned mod de ortodokse jøders område) ligger Williamsburg Bridge. Også områderne omkring de to andre broer, som forbinder Brooklyn og Manhattan, bør nævnes, når man taler om Brooklyn generelt:
Turen på gåben over Brooklyn Bridge (kendt fra SATC) er ideel første dag, hvis man virkelig vil føle, at man indtager Manhattan. Herfra kan man starte med at udforske Lower Manhattan (se noter herom). Syd for Brooklyn Bridge ligger Brooklyn Heights promenaden, hvor man kan sidde mange aftener og nyde synet over Manhattans skyskrabere, der først bades i solnedgang og efterfølgende lyser op, når mørket falder på. Ved parken her er der af og til festival og live musik (se hjemmeside). Også Manhattan Bridge i blå støbejern er et fint syn, og ligger nærmest kvarteret DUMBO, som er Brooklyns kunstscene og et ret hyggeligt, lille kvarter. Tjek evt. caféen AlMar, som plejede at være hangout for kunstnere, dengang stedet også solgte maling og staffelier. Ud mod vandet i Brooklyn Bridge Park ligger ikoniske Jane s Carousel, også et dejligt sted at slentre en sommeraften. MANHATTAN Fra LOWER MANHATTAN, dvs. det de fleste forbinder med Financial district finder man forskellige færgeovergange. Man kan tage færgen til Governors Island, de lokales hangout om sommeren, et smukt og roligt sted, nærmest som en park i vandet. Her afholdes af og til festlige arrangementer (bl.a. har der været 20 er festival, hvor alle var klædt i 20 er tøj og dansede til live jazz). Man kan også tage Staten Island Ferry, en gratis færgeovergang, hvor man passerer Frihedsgudinden og hermed kan få et fint syn af hende og af Manhattan på afstand. Tag evt. færgen om aftenen, så du har din
aftensmad med om bord, som du kan spise på vej til Staten Island og en lille vin du kan nyde i solnedgangen på vej tilbage (OBS: Der er ca. en halv times ventetid på selve Staten Island, før man fragtes tilbage igen, planlæg din tur og tjek på hjemmesiden, hvornår sidste færge går. Der er også færre turister med om aftenen, hvilket er endnu en fordel). Udsigten til Manhattan fra Staten Island Ferry. FINANCIAL DISTRICT er indbegrebet af mænd i jakkesæt og skyhøje, skinnende kontorbygninger, og man kan næsten blive svimmel i denne lipstick jungle. Der er dog alligevel én ting, foruden Wall st., som virkelig er værd at se. Og det er 9/11 memorial, hvor der nu er to huller i jorden, der hvor tvillingetårnene før stod. Hullerne er en slags vandskulpturer, hvori navnene på de omkomne er indgraveret, et rørende syn! Desuden står her nu det nye World Trade, et gigantisk højt byggeri, som kan ses på lang afstand, kendetegnet ved et lille twist i toppen. Vil man spare lidt penge på diverse tøj og sko, bør man også gå i Century 21 i Cortlandt st., et kæmpemæssigt outlet, hvor man f.eks. kan finde converse til 175 kr. i skoafdelingen, billige mærkevarer, både tasker, punge, smykker og tøj. Der er også en kosmetikafdeling. Nogle af byens ældste og fineste kirker ligger også i området. Går du til venstre ned langs Broadway fra Rådhuset, lige når du kommer over Brooklyn Bridge, vil du støde på først St. Paul s Chapel og længere nede (omkring Wall st.) Trinity church.
Når du alligevel er i lower manhattan, kan du passende besøge New Yorks CHINATOWN, som du kommer til ved i stedet at dreje til højre, altså nordpå fra Rådhuset. Chinatown er centreret omkring Columbus Park, hvor kineserne sidder og spiller kort og hører kinesisk musik. Far vild i gaderne omkring Canal st. og vest for Bowery og smag nogle specialiteter, eksempelvis dimsum. Længere nordpå finder man gaderne Mulberry, Mott og Elizabeth st. hvor de kinesiske gader bevæger sig over i et anderledes shoppingområde, adskilt fra SOHO mod vest af den større boulevard Broadway, hvor man her på strækningen finder adskillelige mainstream butikker. Vil man hellere over i EAST VILLAGE, et boligområde præget af hyggelige, oaselignende community gardens og lokalbeboelse, må man droppe forbi spillestedet Rockwood Music Hall, hvor talentfulde amatørmusikere og upcoming bands spiller gratis hver aften på stedets to scener. Tjek hjemmesiden for dagens program. Eneste krav er, at man køber noget at drikke i baren, og giver en skilling til performerne efter koncerten. Det er et übercool sted, hvor man kan få øjnene op for skøn underground musik. Bandet Leif Vollebekk på Rockwood Music Hall Et andet attraktivt sted i East village er det oldgamle Russian and Turkish Baths, hvor man træder ud fra helt afslappet. Der er forskellige dampbade og saunaer og et iskoldt bassin. Mange mænd får en særlig behandling, hvor man piskes med grene for at øge blodcirkulationen, og det er bestemt ikke et fornemt spa, men de gamle omgivelser er alligevel charmerende og fornøjelsen er betalelig.
Tager man i stedet vest for Broadway, havner man i det dyre shopping-område SOHO. Her er gaderne præget af smukke støbejernshuse i forskellige farver, de dyre forretninger ligger side om side og gaderne er belagt med brosten. Det er et meget smukt område, men der er langt imellem de butikker, hvor man køber tøj til dagligt. Prisklassen går fra Sandro til Chanel. Området er centreret omkring gadenettet som starter ved Støbejernshuse i SOHO Broadway og mod vest på Mercer, Greene, Wooster og West Broadway. Disse gader krydser Grand, Broome, Spring m.fl. Tag evt. Thompson st. nordpå op til Washington Square Park. På vejen kommer du forbi den fine vintagebutik Stella Dallas. Parken er præget af studerende, da der ligger universitetsbygninger rundt omkring, og der er ofte dygtige gademusikanter og folk der spiser frokost. Om sommeren vises der outdoor movies i parken. Se hjemmeside for program. Vest for parken ligger WEST VILLAGE eller Greenwich village, som er et skønt shoppingområde bl.a. kendt fra Sex and the City. Området er centreret omkring gaderne Bleecker, Hudson, Greenwich, Christopher, Charles, Perry og Bank st. Her findes en del SATC-locations, bl.a. Magnolia Bakery med de famøse cupcakes og Carries lejlighed (dvs. opgang) på 66 Perry st. På Bleecker st. playground kan man af og til se de kendte med deres børn (f.eks. Brad Pitt). Området grænser op til Chelsea, og er præget af New Yorks LGBT-society, dvs. bøssebarer på stribe. Besøg f.eks. Stonewall Inn (53 Christopher st), som er en af de
tidligste bøssebarer med live-optrædener nedenunder og karaoke ovenpå. Der ligger flere hyggelige cafeer og barer op ad west 4th street. I overgangen mellem Chelsea og West village finder du også Meatpacking district, og hermed også det ultimative gå i byen-sted, især hvis du er til (ekstremt) eksklusiv bar! Boom Boom Room oven på the Standard hotel er et must-visit! Man går uden om restauranterne i haven og stueetagen, og tager elevatoren omme bagved hele vejen op (til 18. etage vist nok). Når man er kommet op, bliver man set an af nogle smukke, velklædte damer (hostess) - der er nemlig dresscode, så lad sneakers mm blive hjemme! Herfra vises man ind i en fuldstændig magisk bar, og føler at man er med i en meget eksklusiv og dyrt produceret film. Baren ligner en guldsaxofon, tjenerne er klædt i hvid smoking og drinksene er lavet på de fineste bobler. Heroppe er der desuden 360 graders view over hele Manhattans skyline; mod syd kan man se World Trade og mod nord Empire og Chrysler, som alle stråler derude i mørket. Du behøver kun købe den første dyre drink selv, herefter skal de velhavende (mandlige) hotelgæster nok varte op. I rummet ved siden af baren er der dansegulv med discokugle og jacuzzi, hvor kvinder bader topløs. Gå op ad trappen til tagterrassen, hvor udsigten er om muligt bedre og festen er forrygende en sommeraften. Selv stedets toiletter er jetset-agtige og med panoramavindue ud mod Empire State. Især når der om tirsdagen er gay nights, foregår der ting og sager herude! Mæng dig med cremen af New York du vil aldrig få en bytur magen til! Nord for Meatpacking district ligger somsagt CHELSEA. Området er især kendt som kunstscene, og hver torsdag aften kan du tage på gallericrawl til ferniseringer og sippe champagne, spise pindemadder og konversere med interessante mennesker, mens du oplever det nyeste der rør sig inden for kunst i pulserende New York. De fleste gallerier ligger omkring W 19th - W 21th st. vest for 10th Ave. Et andet spændende, arkitektonisk fænomen i Chelsea er Highline Park, en hævet promenade bygget på gamle togskinner. På vejen langs promenaden mødes man af Champagnecocktail, Boom Boom Room
skiftende syn af bygninger dekoreret med kunst og graffiti, og selve stien føles som en blanding mellem en park og en terrasse. Undervejs kan man købe lækker baristakaffe, som kan nydes i en solstol eller på en bænk, mens man ser på mennesker. Fra MIDTOWN kan man bevæge sig vestpå fra turisthelvedet Times Square, kendt fra film med de enorme reklamebannere og Broadway musical-teatre. I nærheden finder man også Condé Nast bygningen, som bl.a. huser Vogues redaktion. Hvis man går videre op langs Broadway til Columbus Circle, hvor der ligger et gigantisk shoppingcenter, og fortsætter op til Lincoln Center, hvor NYC opera ligger (bestemt også et besøg værd hold øje med programmet for ballet og opera), ender man til venstre for Central Park. Her kan man udforske gaderne omkring Columbus avenue, eller gå ind i parken i Strawberry Fields og se mindesmærket for John Lennon, imagine. Central Park er i det hele taget fornøjelig og om sommeren er der masser af liv. Du kan f.eks. løbe en tur rundt om søen, Jacqueline Kennedy Onassis Reservoir, den tidligere førstedames foretrukne løberute. Fra MIDTTOWN kan man også bevæge sig østpå, hvis man går langs den mest kendte gade i New York, 5TH AVENUE. Start f.eks. nede fra Madison Square Garden, hvor den berømte, spidse bygning Flatiron building ligger. På vej op ad 5th ave kan du dreje til venstre ind ad w 29th st til en himmelsk kop kaffe hos berømte Stumptown Coffee Roasters. En smule længere nordpå ligger Empire State Building. Herefter kommer man op til New York Public Library, en smuk, gammel bygning (også kendt fra SATC bryllupslocation), og bag biblioteket ligger Bryant Park fuld af liv og omgivet af skinnende glasbygninger. I krydset ved biblioteket ligger mainstreambutikker såsom H&M og Zara. Drejer man til højre, kommer man til Chrysler Building.
Længere oppe ad 5th finder man bl.a. Barnes and Noble, Rockefeller Center og SAKS 5th avenue. Til højre ligger kirken St. Patrick s Cathedral. Til venstre ad W 54th st. ligger det moderne kunstmuseet Moma. Fortsætter man op ad 5th kommer man forbi Tiffany s (smykkebutikken fra Audrey Hepburn filmen) og ender ud ved pladsen foran Apple Store og Plaza hotel foran Central Park. Hvis man fortsætter ad 5th Avenue, kommer man først til the Metropolitan Museum of Art, med alverdens fantastisk kunst og en skøn tagterrasse, hvor man kan nyde en kold drink og dernæst til det moderne, hvide kunstmuseum Guggenheim. Mange af New Yorks kunstmuseer har gratis entré en aften om ugen, men man skal være villig til at stå i kø. Tjek deres hjemmesider for info. Guggenheim I det norlige HARLEM, kan man tage til sprudlende, hallelujahænder-i-luften-agtig gospelgudstjeneste i Canaan Baptist church of Christ, kirken, hvor Martin Luther King Jr. prædikede under borgerrettighedsbevægelsen. Hvis man er til intimkoncerter og i særdeleshed jazz, bør man ikke gå glip af Marjorie Elliot's private parlor jazz koncerter i hendes lejlighed i Harlem. De rørende koncerter afgives ugentligt og gratis (donationer er dog velkomne) til minde om hendes afdøde søn, og gæsterne sidder side om side i alle kroge af lejligheden omgivet af sprøde toner med Ella & Louis-vibes. At bo i NYC At indlogere sig hos lokale er nemt og billigt gennem Airbnb. Når man bliver en del af et lokalt miljø væk fra turistmylderet på Manhattan, sidder på en brownstonetrappekant ud til gaden, spiser sin aftensmad og drikker et glas vin, er det meget nemmere at komme i kontakt med de lokale. Der er ingen i verden, der er så gode til at smalltalke, som amerikanere. Vi boede hos en lokal kvinde, Racheal i Brooklyn nær Franklin Av. ml. Prospect Pl og Eastern Pkwy en strækning fuld af liv, med stamcaféer (eks. Little Zelda) med afslappet, hjemlig stemning og livemusik, en Baggårdsfilm hos Cool Pony
vintagebutik (Cool Pony) og en oste/vinhandler i tæt samarbejde, der arrangerede filmaftener i baggården og Gatsby-20 er-fester i butikken. Et skønt miljø af kreative, unge mennesker, der inviterede indenfor med et smil og gav gode insidertips til byens små hemmelige oaser. At komme rundt i NYC Med et MTA New York metrocard, kan man frit tage subwayen rundt overalt på Manhattan og Brooklyn. De kan købes for enten 7 eller 30 dage nede i subwayens billetautomater. Det er nemt og hurtigt, og subwayen er et fantastisk sted til at se på mennesker, høre gademusikanter eller måske få en snak med sidemanden. Indkøbsmuligheder Whole foods, Trader Joe s, Walgreens m.fl. Nyttige links - Brooklyn Museum https://www.brooklynmuseum.org - Wythe hotel http://wythehotel.com - Williamsburg loppemarked http://brooklynflea.com/markets/williamsburg/ - Brooklyn festival http://www.bricartsmedia.org/performing-arts/bric-celebrate-brooklyn - Governors island færge https://govisland.com - Staten island færge http://www.siferry.com - 9/11 memorial http://www.911memorial.org - Century 21 http://www.c21stores.com - Rockwood music hall http://www.rockwoodmusichall.com - Spa http://www.russianturkishbaths.com - Park events http://www.nycgovparks.org/events - BoomBoomRoomhttp://www.standardhotels.com/new-york/features/top-of-the-standard - Lincoln Center opera og ballet http://www.lincolncenter.org/opera - Kaffebar https://www.stumptowncoffee.com - Museum of modern art http://www.moma.org - The Met http://www.metmuseum.org - Guggenheim http://www.guggenheim.org - Canaan Baptist church i Harlem http://www.cbccnyc.org/index.html - Jazz http://www.harlemonestop.com/organization/84/parlor-jazz-at-marjorie-eliots - Airbnb https://www.airbnb.dk - Subway http://web.mta.info/metrocard/