Digitaliseret af / Digitised by DET KONGELIGE BIBLIOTEK THE ROYAL LIBRARY København / Copenhagen
For oplysninger om ophavsret og brugerrettigheder, se venligst www.kb.dk For information on copyright and user rights, please consultwww.kb.dk
Johs. Larsen: Det sønderjyske Spørgsmaal Et Ord til den danske Arbejder København»Den konservative Arbejder's Forlag I Kommission hos Hj. Grandsgaard-Christensen Blaagaardsgade 5 1919
/ TT. m DET KONGELIGE BIBLIOTEK DA 1.-2.S 40 II 8 1 1 40 2 8 01743 X
Johs. Larsen: Det sønderjyske Spørgsmaal Et Ord til den danske Arbejder 35 Øre København.Den konservative Arbejder"s Forlag I Kommission hos Hj. Grandsgaard-Christensen Blaagaardsgade 5 1919
KNUD EICHERT, KØBENHAVN. 4514
Nationalitetsprincipet. Før Verdenskrigen mødte man ofte den Opfattelse indenfor det danske Socialdemokrati, at den internationale Socialisme vilde og kunde forhindre ethvert Udbrud af Krig, med andre Ord; man troede, at det socialistiske Broderskab var stærkere end Nationalitetsfølelsen. Saa sent som i Juni 1914 udtalte K. M. Klausen; En Krig er utænkelig; thi det internationale Socialdemokrati vil rejse sig alle som een Mand herimod". Nu har Tiden paa sørgelig Maade belært alle, at den Tale var falsk, og ingen rettænkende og oplyst Arbejder kan undlade at erkende dette. Stærkere end nogensinde før maa man nu regne med Nationalitetsprincipet, thi hvad enten man er Socialist eller ikke, i Farens Stund naar Fædrelandet kalder, da er vi alle kun een stor Enhed, nemlig Sønner af Fædrelandet. Saaledes gik det i Tyskland, da Krigen brød ud; de tyske Socialister følte sig først og fremmest som Tyskere, og saaledes gik det overalt i de krigsførende Lande og stærkest gav dette sig Udslag i Belgien. De belgiske Arbejdere havde altid været Verdens mest radikale Socialdemokrater, men da den første tyske Soldat betraadte Belgiens Jord udtalte deres første Fører Vanderwelde: Nu er vi ikke længer Socialister, nu er vi Belgiere" og de belgiske Arbejdere har trofast kæmpet for deres Land indtil denne Dag
4 Vi maa derfor lære af Krigen at føle os som et Folk som en fri og selvstændig Nation, der har Ret til at' leve sit eget frie Liv. Og Hævdelsen af Nationalitetsprincipet er jo heller ikke i Strid med det internationale Socialdemokratis Program, i hvilket jo staar Kravet om Folkenes Selvbestemmelsesret, med andre Ord, at hvert Folk skal have Lov at leve indenfor sine egne Rammer, uden at en stærkere Nabo skal have Ret til at undertrykke en større eller mindre Del af det ind under bin Indflydelse. Nu ved vi alle, at Danmark i 1864 i Krigen med Tyskland maatte afstaa et stort Stykke dansk Land, nemlig Sønderjylland, skønt Tyskland dengang gav Løfte om at ville give den Del af Sønderjylland ti - bage, som stemte derfor (Paragraf 5), saa skete det ikke* Men nu er Tiden kommen, hvor den danske Befolkning klart og bestemt maa fremsætte Kravet om en Genforening med vore Landsmænd Sønden Aa. Og dette Krav maa med Styrke fremsættes af den danske Arbejder, thi derved viser vi Verden at vi ikke staar tilbage for Arbejderne i de øvrige Lande men ogsaa kræver Retten for os, den lille Nation, til at leve vort eget Liv, og vi viser da Verden, at vi staar fast om Kravet om Retfærdighed. Paa de efterfølgende Blade skal jeg kort bevise vor historiske og moralske Ret til Sønderjylland og tilbagevise de taabelige Rygter, der er i Omløb angaaende denne Landsdel og dens Befolkning.
5 Vor historiske og moralske Ret til Sønderjylland. Geografisk er Sønderjylland knyttet til det øvrige Danmark. Enhver, der har rejst dernede, vil have erfaret, at det er det samme danske Landskab som heroppe; først langt mod Syd, nede ved den historiske Grænse Ejderen, skifter Landet Udseende, først der mærker man det fremmede. Men er Sønderjylland geografisk knyttet til Danmark med de stærkeste Baand, saa er Rettens Baand endnu stærkere; ikke den ringeste Tvivl er eller kan fremsættes imod Danmarks Ret til Sønderjylland. Fra Arilds Tid har det tilhørt Danmark, og ikke som mange mener ned gennem Tiderne snart været i tysk og snart i dansk Besiddelse. Nej, Sønderjylland har til 1864 været i nøjeste Forbindelse med det øvrige Land, og hele dets aandelige Liv, dets Kultur er dansk. I 1865 æskede Bismarck de tyske Kronjuristers Svar angaaende Spørgsmaalet Hvem der havde Ret til Sønderjylland"-; med 17 Stemmer mod 1 afgav de den Erklæring, at Retten til Sønderjylland tilhørte Danmark. Og denne Forvisning om at have Retten paa sin Side, har givet ikke alene vore Landsmænd Sønden Aa Kraft til at føre Kampen for Genforeningen, men den har ogsaa givet store Kredse herhjemme Styrke til at holde Forbindelsen vedlige med Landsmændene dernede, trods dette ofte er blevet taget ilde op af de ledende Kredse herhjemme, der sætter Forsigtighed over Kampen for Ret og Retfærdighed. Men som den historiske Ret ligger klar for Dagen, saaledes er det ogsaa med den moralske. Et Folk som det sønderjydske Folk, der i 54 Aar har kæmpet de sværeste Kampe, baaret de tungeste Ofre, forfulgt, mishandlet, slæbt fra Fængsel til Fængsel, ja
6 ofte jaget fra Hus og Hjem af deres Undertrykkere, blot fordi de føler sig som Danske og vil vedblive at være Danske; et saadant Folk har en moralsk Ret til at blive genforenet med Moderlandet. Og vi har en moralsk Pligt tilmed alle vore Kræfter at støtte dem i dette deres Retfærdighedskrav. Paragraf 5. Ved Frankrigs Hjælp blev der ved Fredsslutningen mellem Østerrig og Tyskland 1866 (i Prag) indført den saakaldte Paragraf 5, der lyder saaledes: Hans Majestæt Kejseren af Østerrig overdrager Hans Majestæt Kongen af Preussen alle sine i Wienerfreden den 30. Oktober 1864 erhvervede Rettigheder til Hertugdømmerne Holsten og Slesvig, dog saaledes, at Befolkningen i de nordlige Distrikter af Slesvig skal afstaas til Danmark, naar der ved en fri Afstemning tilkendegives Ønsket om at blive forenet med Danmark/ Denne Paragraf 5 var det, der gav Sønderjyderne Haab om en Genforening, men Tyskland har aldrig opfyldt dens Ordlyd, den har kun været en Lap Papir som saa mange andre Forpligtelser, Tyskland har haft overfor svagere Naboer; men enhver kan forstaa, at Sønderjyderne derfor ikke har kunnet opgive Kampen og Troen paa, at Retfærdigheden vil sejre tilsidst. Og særlig maa vi danske Arbejdere kunne forstaa de-
7 res Kamp og Tro, thi heller ikke vi opgiver vor retfærdige Kamp, selv om Magthaverne lader haant om vor Ret, ufortrødent kæmper vi blot videre, i det vi tror paa Sejrens Dag, hvilket vore Landsmænd har gjort, og hvem tvivler paa, at snart oprinder Retfærdighedens og Frihedens Dag for Sønderjylland. Vel da, om vi paa den Dag kan møde frem, og henvise til, at den danske Arbejder har været med til at kæmpe for Retfærdighed. 54 Aars Kamp for Genforeningen. Desværre møder man ofte den Opfattelse, at Sønderjyderne ikke ønsker Genforening med Danmark, men en saadan Opfattelse bunder enten i ond Villie eller i den største Uvidenhed om Forholdene, thi fra Adskillelsens første Dag og indtil denne Stund har Sønderjyderne ført en eneste stor beundringsværdig Kamp for Genforeningen. Deres Førere, Mænd som Hans Krüger, Ahlmann, Hans Larsen, Hørlyck, Gustav Johansen, N. H, Skrumsager, P. Skau, Redaktør Jessen, Hanssen-Nørremølle m. fl. har maattet føre en Kamp for Danskheden, men mere bitter og under større Savn og Ofre end det falder i de flestes Lod. Ofte er de blevet idømte strenge Fængselsstraffe, men intet har kuet deres Mod. De Ord som Krüger og Ahlmann udtalte i den tyske Rigsdag 1866: Vi er Danske, vi vil vedblive at være Danske og vi vil behandles som Danske, og det efter Folkerettens For
8 skrifter" har alle Dage været den Fane hvorunder de har kæmpet. Men har de sønderjyske Førere trofast kæmpet Kampen, saa har den menige Befolkning ikke ligget paa den ladeside. Saaledes skal nævnes at i Aaret 1888 blev den danske Vælgerforening stiftet og fik i Løbet af faa Aar 9814 Medlemmer; Foreningens første Formand var Slagtermester Reimer. Denne Forening har ledet Valgene og har altid kunnet sende danske Repræsentanter baade til Landdagen og Rigsdagen, til Trods for at den tyske Valglov har lagt alle mulige Hindringer i Vejen for de Danske. I 1892 blev Skoleforeningen dannet og fik efterhaanden 10.000 Medlemmer for at modarbejde den tyske Undervisning i Skolerne, thi skønt Befolkningen er dansk, har Undervisningen været paa Tysk med kun 4 Timer Dansk om Ugen, og frygtelig har den Undervisning været, som er indpodet Børnene, særlig i Historie, saaledes kan nævnes, at om Valdemar Sejr lærer Børnene kun, at han blev fanget af Grev Henrik, og om Krigen 1848-50 lærer de kun om Kampen ved Eckernförde den 5. April 1849 o. s. v. Skoleforeningen sender derfor de Unge paa Efterskole særlig herop til vore Højskoler, og ca. 450 Unge gæster saaledes hvert Aar danske Højskoler. Sprogforeningen med sine 200 Kredse arbejder særlig for Udbredelse af danske Bøger og uddeler saaledes ca. 25.000 danske Bøger aarlig. Nordslesvigsk Kreditforening med en Aktiekapital paa 83.000 Mark støtter de danske Bønder, at ikke Jorden skal gaa over paa tyske Hænder. Paa det kirkelige Omraade gøres der ligeledes et mægtigt Arbejde, thi kun i 30 Sogne lyder Forkyndelsen udelukkende paa Dansk. Sønderjyderne har derfor oprettet Frimenigheder (flere Steder med selvstændige Korhær) i Rødding, Forballum, Bovlund, Ha
9 derslev, Skærbæk, Flensborg, Sundeved, Aabenraa, Vodder m. fl. Steder, og foruden Præster ved disse Kirker virker der 21 Udsendinge, 2 Børnemissionærer og 2 Ungdomssekretærer ved kirkelige Møder, ligesom 20 danske Sygeplejersker plejer de Syge. Desuden er der bygget 11 Menighedshuse og over 50 Forsamlingshuse. Læseren vil af dette klart kunne se, at Sønderjyderne har sat alt ind i Kampen for Genforeningen, og naar vi saa tilføjer, at vore Landsmænd daglig er udsat for den mest smaalige Forfølgelse fra tysk Side særlig skal her nævnes 3 Navne: Overpræsident Køller, Amtsdommer Dr. Hahn og Pastor Jacobsen. Skærbæk, der har sat sig en evig Skamstøtte blandt den sønderjyske Befolkning saa tror jeg, at vi alle er enige om, at det er falsk Tale, naar det paastaas, at vore Laadsmænd dernede ikke ønsker Genforening. Jeg kender nøje Befolkningen og har aldrig mødt en eneste Sønderjyde, hvis højeste Ønske ikke var Genforening med Moderlandet. Folkeafstemning. Efter at Spørgsmaalet om Sønderjylland er rejst herhjemme, er man standset ved Paragraf 5's Krav om Folkeafstemning, men dette Spørgsmaal er dog ikke saa ligetil som man straks skulde tro, thi der er Forhold, der maa tages i Betragtning. For det første maa Folkeafstemningen gælde hele Sønderjylland, dernæst maa der gives Adgang til at stemme for alle de, der i de første Aar efter Adskil-
10 leisen forlod Sønderjylland og bosatte sig heroppe, idet de troede, at deres Landflygtighed kun vilde vare i kort Tid, da de stolede paa Tysklands Løfte om Folkeafstemning. Endelig maa alle de ansatte tyske Embeds- og Bestillingsmænd i Sønderjylland og som ikke har egentlig Hjemstavn der, udelukkes fra at stemme, ligesom Afstemningen ikke bør ledes af den tyske Administration, men bør ledes af en nevtral Kommission, f. Eks. bestaaende af Svenskere og Nordmænd. Med disse Forbehold vil dog Afstemningen ingenlunde blive helt retfærdig, thi Tyskland har jo nu i 54 Aar drevet en hensynsløs Agitation for at fortrænge Danskheden, og helt uden Resultat har denne Agitation ikke været, men herved er der intet at gøre kun maa vi fordre mindst de ovennævnte Bestemmelser indført om en Folkeafstemning skal finde Sted. Dog synes vi, at man overhovedet ikke behøver denne Afstemning; Den sønderjydske Befolkning har jo gennem de mange Aar tydeligt ved hele deres Kamp lagt deres Sindelag for Dagen, ligesom der ikke kan fremsættes den ringeste Tvivl om at Sønderjylland tilhører Danmark, saa en Folkeafstemning er egentlig ganske overflødig. Grænselinien. Det har forundret og bedrøvet os, at de national beviste Kredse herhjemme ikke har samlet sig enig og stærkt. Og efter alle Solemærker vil Uenigheden desværre snarere tage til end tage af. Hovedaarsagen
11 hertil maa vel nærmest være den uklare Stilling Sønderjydernes første Tillidsmand Hansen-Nørremølle har indtaget. Vi tænker ikke paa den Grænselinie, som han er Talsmand for, og som vi vil omtale senere, men vi tænker paa det Maskepi, han har med vor jødiske og i Virkeligheden unationale Regering. Vel ved vi, at Hanssen-Nørremølle politisk har staaet Venstre nær og hans politiske Mening spiller heller ingen Rolle her, men vi havde ikke ventet, et saa intimt Samarbejde mellem ham og vor kosmopolitiske Jøderegering, som Tilfældet er. Fra Regeringspressen har vi faaet meddelt, at Hanssen-Nørremølle var heroppe som Tysklands Repræsentant, og dette har han ikke dementeret, ligesom han heller ikke aabent har erklæret, at der ikke drives Forhandlinger mellem Tyskland og Danmark med ham som Mellemmand, udenom Fredskongressen og imod alle Sønderjydernes og alle nationale Kredses Vilje herhjemme. Her mener vi ligger Aarsagen til Striden i Spørgsmaalet om Genforeningen, thi store Kredse baade nord og syd for Kongeaaen, har ikke længere Tillid til Hanssen-Nørremølle. Og derfor møder den Grænselinie, han er Talsmand for, stærkere Modstand end den egentlig bør, thi i Virkeligheden tror vi, at alle kan gaa med til at betragte den af Aabenraamødet trukne Grænse, der omfatter Haderslev, Aabenraa og Tønder Amter, som en god og naturlig Grænselinie vel at mærke ikke som den endelige Grænselinie mellem Danmark og Tyskland, men som en Linie, der bestemmer, at alt hvad der ligger nord for denne Linie maa betragtes som et fælles Afstemningsdistrikt om der overhovedet kræves Afstemning for denne Landsdel, medens alt, hvad der ligger syd for denne Linie, gennem Forhandling nærmere maa undersøges, før det inddeles i Alstemningsdistrikter; thi herved vil vi have vundet meget, idet Tyskerne dernede
12 stærkt og klart faar ind i deres Bevisthed, at Landet nord for Flensborg er og bliver dansk, og dette vil saa bevirke, at Flensborg sikkert vil betænke sig om det ved en Afstemning vil stemme tysk og derved afskære sig fra sit naturlige Opland, og følger Flensborg Danmark, vil større og større Dele af Mellemslesvig følge i Flensborgs Spor, med andre Ord, vi vil trænge Landsgrænsen stadig længere og længere mod Syd. Derfor lad os samle os om den foreslaaede Grænse, som den Grænse der viser, hvor langt det paa Forhaand ubetinget rene danske Land gaar og lad os saa gøre et Kæmpearbejde nedefter. Vi maa ikke glemme, at naar Befolkningen syd for Flensborg mange Steder er nationalt sløvet, saa ligger Aarsagen i de Fejlgreb, vi har begaaet mod denne Del af vort Land før 1864. Vil nu Læseren sige, ja det er godt nok, men Aabenraamødet vil ikke have Landegrænsen længere ned end nord for Flensborg, saa tillader vi os at tvivle herpaa, og vi tager ikke i Betænkning at sige, skulde dette være Hansen-Nørremølles Opfattelse, vil han give danske Hjem syd for den fremsatte Linie et Spark, da forraader han de danske Interesser. At vor Regering ikke ønsker Grænselinien længere syd paa, men hvis de turde, hellere et godt Stykke nordligere, er hævet over al Tvivl, men vor Regerings Standpunkt bør være os saa ganske ligegyldigt, da disse Mænd i hele deres Færd har bevist, at de mangler dansk Nationalitetsfølelse, og man kan heller ikke forlange dette, da Regeringen bestaar af Jøder og jødisk paavirkede Mænd. Lad os derfor tage Aabenraamødets Grænselinie som første Resultat, og lad os dernæst være med i Oplysningsarbejdet syd for denne Linie, et Arbejde, der me den største Energi ledes af Flensborg Avis". Gid dette Arbejde maa bære Sejrens Frugter, saa intet dansk Hjem lades syd for den endelige Grænse mellem Danmark og Tyskland.
13 Sønderjydernes Stilling til Genforeningen. Aabenraa-Resolutionen. 1. Vi nedlægger en skarp Protest mod, at man fra de tyske Magthaveres Side i Mellemslesvig søger at hindre den derværende danske Befolkning i gennem en fri Udøvelse af Forsamlings- og Potitionsretten at skabe Grundlag for en fri Afstemning. 2. Vi fastslaar, at gennem ovennævnte Fremgangsmaade fra tysk Side er Selvbestemmelsesretten foreløbig gjort illusorisk for det mellemslesvigske Vedkommende. 3. Vi henstiller til den danske Regering, naar den varetager vore Interesser ved Fredskonferencen, at gøre opmærksom paa, at den danske Befolkning i Mellemslesvig under disse Forhold ikke kan haabe at opnaa sin nationale Ret ved Hjælp af en Afstemning. Slutning. I foranstaaende har vi forsøgt kort og klart at fremstille for den danske Arbejder Spørgsmaalet om Sønderjyllands Genforening med Moderlandet. Vi har med Villie ikke villet berøre Spørgsmaalet angaaende de store aandelige og økonomiske Fordele, vi vil have af Genforeningen, thi sligt sømmer det sig ikke for os at besvare i denne Forbindelse. For os maa det være nok, at vore Landsmænd har et berettiget Krav paa at komme tilbage, hele deres lange Kamp maa nu diktere os vor Plads ved deres Side. Vi maa alle
14 som en uanset politisk Anskuelse kunne samle os om Sønderjydernes berettigede Krav. Og vi kræve af vor Regering, at den staar med et vaagent Øje angaaende dette Spørgsmaal og ikke i Utide griber ind, men ved de kommende Fredsforhandlinger stiller sig Side om Side med Sønderjyderne, og lader de sidste være dem, der har det afgørende Ord; thi det er dem og ikke os, der bør bestemme om de ønsker Genforening. Derfor Du danske Arbejder, nu kaldes der paa os, lad os vise Verden, at trods vor Kamp for det daglige Brød, har vi ikke glemt vore Landsmænd Sønden Aa, men staar parat til at kæmpe ved deres Side, thi Sønderjydernes Kamp er vor Kamp, deres Maal er vort Maal, thi Sønderjylland vundet Det er Danmarks Maal.
INDHOLDSFORTEGNELSE: Nationalitetsprincipet Side 3 Vor historiske og moralske Ret til Sønderjylland 5 Paragraf 5 6 54 Aars Kamp for Genforeningen 7 Folkeafstemning 9 Grænselinien 10 Sønderjydernes Stilling til Genforeningen, Aabenraa-Resolutionen 13 Slutning 13
g _ JOOOOOOOO o I KNUD EICHERTS BOGTRYKKERI I I Smukt udførte merkantile tryksager i en eller flere ^Farver. c^blanketter. Skemaer. ^Kataloger. c.programmer. Sange, Plakater. (ffleddelelser. Regninger. Sove. ZIge- og tfflaanedsblade m. m. Smukt (Rrbejde. Rimelige briser. oooanoooa 1 n j STUDIESTRÆDE 24 KBHVN. K I TELEFONER BYEN 7472 <SL BYEN 7860 Lm p H 8. * Saaooaooa KNUD EICHERT, KØBENHAVN