Ændret forslag til EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV OM INVESTORGARANTIORDNINGER /* KOM/94/585ENDEL - COD 94/0471 */ EF-Tidende nr. C 382 af 31/12/1994 s. 0027 AEndret forslag til Europa-Parlamentet og Raadets direktiv om investorgarantiordninger (94/C 382/06) KOM(94) 585 endelig udg. - COD 471 (Forelagt af Kommissionen i henhold til EF-traktatens artikel 189 A, stk. 2, den 14. december 1994) EUROPA-PARLAMENTET OG RAADET FOR DEN EUROPAEISKE UNION HAR - under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europaeiske Faellesskab, saerlig artikel 57, stk. 2, under henvisning til forslag fra Kommissionen (1), under henvisning til udtalelse fra Det OEkonomiske og Sociale udvalg, i henhold til fremgangsmaaden i traktatens artikel 189 B, og ud fra foelgende betragtninger: 1. Den 10. maj 1993 vedtog Raadet direktiv 93/22/EOEF om investeringsservice i forbindelse med vaerdipapirer (2), herefter benaevnt investeringsservicedirektivet; dette direktiv er et vigtigt instrument i gennemfoerelsen af det indre marked; 2. med investeringsservicedirektivet gennemfoeres den harmonisering, som er noedvendig for at sikre gensidig anerkendelse af tilladelser og tilsynsordninger, der aabner mulighed for meddelelse af en enkelt EF-daekkende tilladelse og for anvendelse af princippet om hjemlandstilsyn; i medfoer af den gensidige anerkendelse kan investeringsselskaber, der har faaet tilladelse i deres hjemland, praestere en eller flere af de tjensteydelser, som de har tilladelse til, og som er omfattet af investeringsservicedirektivet, i hele EF gennem en filial eller ved graenseoverskridende udveksling af tjenesteydelser; 3. i forbindelse med gennemfoerelsen af det indre marked paa dette omraade er det vigtigt at beskytte investorerne og opretholde tilliden til det finansielle system; 4. investeringsservicedirektivet fastsaetter forsigtighedsregler, som investeringsselskaber altid skal overholde, herunder regler, som i videst muligt omfang skal beskytte investorernes rettigheder i forbindelse med penge eller instrumenter, som tilhoerer dem; 5. intet tilsynssystem kan garantere en fuldstaendig beskyttelse, isaer ikke, hvis der begaas bedrageri; 6. det er derfor vigtigt, at alle medlemsstater har en investorgarantiordning, som yder en minimumsgaranti til i det mindste de mindre investorer, hvis et investeringsselskab ikke kan opfylde sine forpligtelser over for sine investorkunder; dette er i oejeblikket ikke tilfaeldet; 7. de forsigtighedsregler, som indgik i artikel 9 i Kommissionens oprindelige forslag til et investeringsservicedirektiv (3) og som skulle efterleves af investeringsselskaberne, og hvis overholdelse
hjemlandets kompetente myndigheder skulle foere tilsyn med, indeholdt ogsaa et krav om medlemskab af en generel garantiordning til beskyttelse af investorer; i afventning af en yderligere harmonisering af garantiordninger foreslog Kommissionen, at filialer skulle vaere underlagt den i vaertslandet gaeldende garantiordning; 8. medlemsstaterne forkastede imidlertid denne midlertidige loesning til fordel for en ren hjemlandsloesning, idet hjemlandet er ansvarlig for at udstede tilladelser til investeringsselskaber og for at gennemfoere forsigtighedstilsynet; man anfoerte, at anvendelsen af princippet om hjemlandstilsyn kraevede, at hjemlandets garantiordning daekkede de aktiviteter, som blev udoevet i vaertslandet gennem filialer eller ved graenseoverskridende udveksling af tjenesteydelser; 9. det var generelt opfattelsen, at investorgarantiordninger var et komplekst spoergsmaal, der kun kunne behandles fyldestgoerende i et saerskilt forslag til direktiv; artikel 12 i investeringsservicedirektivet kraever ikke, at medlemsstaterne skal have en investorgarantiordning, men udelukkende, at investorerne informeres om eventuelle garantiordninger; Kommissionen oplyste, at den ville forelaegge forslag om harmonisering af garantiordningerne i forbindelse med investeringsselskabers transaktioner senest den 31. juli 1993; 10. hvis det indre marked skal fungere rigtigt, skal der ske en vis koordinering paa dette omraade, saaledes at smaa investorer kan koebe investeringsservice fra filialer af investeringsselskaber i EF eller ved graenseoverskridende handel lige saa trygt som fra indenlandske investeringsselskaber, i forvisning om, at der findes en minimumgaranti paa EF-plan, hvis et investeringsselskab gaar konkurs og efterfoelgende ikke kan tilbagelevere investorernes penge eller vaerdipapirer; 11. foreligger der ikke en saadan koordinering, vil et vaertsland maaske foele sig berettigt til at kraeve en given investor beskyttet ved medlemsskab af vaertsstatens garantiordning, naar et investeringsselskab i EF, der driver virksomhed gennem en filial eller ved graenseoverskridende udveksling af tjenesteydelser, enten ikke er medlem af en investorgarantiordning i sit hjemland eller er medlem af en ordning, som ikke anses for at yde en tilsvarende beskyttelse; saadanne krav kan goere det saerdeles vanskeligt at faa enhedsmarkedet til at fungere; 12. i Europa-Parlamentets og Raadets direktiv 94/19/EF af 30. maj 1994 om indskudsgarantiordninger (4) blev der gennemfoert en minimumsharmonisering af indskudsgarantiordninger for kreditinstitutter; kreditinstitutter konkurrerer paa nogle omraader med specialiserede investeringsselskaber; 13. de fleste medlemsstater har i oejeblikket ganske vist visse investorgarantiordninger, men det store flertal har ikke ordninger, der omfangsmaessigt daekker investeringsservicedirektivet; 14. alle medlemsstater boer derfor have en eller flere investorgarantiordninger, som alle investeringsselskaber, der har den EF-daekkende tilladelse i henhold til investeringsservicedirektivet, skal vaere tilknyttet; ordningen boer daekke penge samt instrumenter, som investeringsselskabet ligger inde med i forbindelse med udoevelsen af investeringsvirksomhed, og som ikke kan tilbageleveres til investoren, hvis selskabet misligholder sine forpligtelser; 15. definitionen af investeringsselskab daekker kreditinstitutter, som har tilladelse til at yde investeringsservice; disse kreditinstitutter boer ogsaa deltage i en investorgarantiordning i forbindelse med deres investeringsvirksomhed, men boer ikke skulle vaere tilsluttet to saerskilte ordninger, naar en enkelt ordning opfylder kravene i baade dette direktiv og direktiv 94/19/EF; det kan i forbindelse med investeringsselskaber, som er kreditinstitutter, i visse tilfaelde vaere vanskeligt at sondre mellem indskud, der daekkes i henhold til direktiv 94/19/EF om indskudsgarantiordninger, og penge, der opbevares i
forbindelse med udoevelse af investeringsvirksomhed; den enkelte medlemsstat boer selv have mulighed for at afgoere, hvilket direktiv saadanne krav henhoerer under; 16. direktiv 94/19/EF tillader medlemsstaterne at fritage et kreditinstitut fra kravet om at vaere tilsluttet en indskudsgarantiordning, hvis det paagaeldende institut er tilsluttet en ordning, der beskytter selve kreditinstituttet og isaer sikrer dets solvens; hvor et saadant kreditinstitut samtidig er et investeringsselskab, boer medlemsstaterne ogsaa have ret til at fritage det for kravet om at vaere tilsluttet en investorgarantiordning; 17. omkostningerne ved investorgarantien skal daekkes af investeringsselskaberne, men vaeltes i sidste ende over paa investorerne; det er derfor ikke oenskeligt at indfoere et meget hoejt beskyttelsesniveau i EF som helhed; medlemsstaterne kan opmuntre investorer til at udvise den fornoedne omhu ved valg af investeringsselskab og boer rimeligvis samtidig have lov til at paalaegge investorerne at baere en del af et eventuelt tab; investorerne boer imidlertid faa daekket 90 % af deres tab, indtil garantibetalingen naar op paa det for EF gaeldende minimum; 18. en harmoniseret minimumsgaranti skulle vaere tilstraekkelig til at beskytte de mindre investorers interesser, hvis et investeringsselskab misligholder sine forpligtelser; det forekommer rimeligt at fastsaette den harmoniserede minimumsgaranti til 20 000 ECU; 19. Parlamentet og Raadet fastsatte samme minimumsgaranti i direktiv 94/19/EF; 20. under visse medlemsstaters ordninger ydes der i oejeblikket en hoejere daekning; det forekommer ikke rimeligt at kraeve, at daekningen under disse ordninger skal reduceres; 21. opretholdelsen i EF af ordninger, som tilbyder en investorgaranti, der overstiger det harmoniserede minimum, kan resultere i, at der inden for samme nationale territorium anvendes forskellige garantisatser til skade for investorerne, og at der skabes ulige konkurrencevilkaar for henholdsvis nationale investeringsselskaber og filialer af selskaber med hjemsted i andre medlemsstater; for at afhjaelpe disse ulemper boer filialer have tilladelse til at tilslutte sig vaertslandets garantiordning, saaledes at de kan tilbyde investorerne samme grad af sikkerhed som garantiordningerne i det land, hvor filialerne er beliggende; det er ikke udelukket, at hjemlandsordninger selv kan yde denne supplerende daekning paa de betingelser, som er fastsat i ordningerne; 22. formaalet med dette direktiv er at sikre en minimumsbeskyttelse af mindre investorer, herunder smaa og mellemstore virksomheder, som har stoerst behov for at blive beskyttet; de enkelte medlemsstater boer imidlertid kunne udelukke visse kategorier af investorer, som har et mindre behov for en saadan beskyttelse, fra daekningen; 23. i en raekke medlemsstater anvendes investorgarantiordninger, som administreres af brancheorganisationer; andre ordninger kan vaere indfoert og reguleret ved lov; ordningernes forskellige status udgoer udelukkende et problem med hensyn til obligatorisk medlemskab af og udelukkelse fra en ordning; der boer derfor fastsaettes regler, som begraenser ordningernes befoejelser paa dette omraadet; 24. der boer udbetales kompensation til investorerne uden unoedig forsinkelse, naar disse har godtgjort et gyldigt krav; i garantiordningen boer der kunne fastsaettes en rimelig tidsfrist for fremsaettelse af krav; det forhold, at en saadan frist er overskredet, boer ikke goeres gaeldende over for en investor, som med god grund ikke har kunnet fremsaette sit krav rettidigt;
25. oplysningspligten over for investorer er et vaesentligt element i investorgarantiordningen og boer derfor ligeledes reguleres af et minimum af bindende bestemmelser; 26. ifoelge direktivet skal alle investeringsselskaber i princippet tilsluttes en investorgarantiordning; de direktiver der gaelder for adgang for investeringsselskaber med hjemsted i tredjelande, herunder isaer investeringsservicedirektivet, giver medlemsstaterne mulighed for at bestemme, om, og i givet fald paa hvilke betingelser, filialer af saadanne investeringsselskaber skal have adgang til at drive virksomhed paa deres omraade; disse filialer er ikke omfattet af den fri udveksling af tjenesteydelser efter traktatens artikel 59, stk. 2, og heller ikke af etableringsfriheden i andre medlemsstater end den, hvor de er etableret; en medlemsstat, der aabner adgang for saadanne filialer, boer foelgelig kunne bestemme, hvorledes dette direktivs principper skal finde anvendelse paa de paagaeldende filialer paa en maade, der er i overensstemmelse med investeringsservicedirektivets artikel 5, og med behovet for at beskytte investorerne og bevare det finansielle systems integritet; det er af afgoerende betydning, at investorer i saadanne filialer har fuldt kendskab til de garantiordninger, der gaelder for dem; 27. det er ikke absolut noedvendigt i dette direktiv at harmonisere metoderne for finansiering af de ordninger, der kompenserer investorer, dels fordi udgifterne til finansiering af saadanne ordninger i princippet skal afholdes af investeringsselskaberne selv, dels fordi ordningernes finansielle kapacitet skal staa i forhold til garantiforpligtelserne; dette maa dog ikke bringe stabiliteten i den finansielle sektor i fare; 28. en vis minimumsharmonisering af investorgarantiordninger forekommer derfor noedvendig, saa det indre marked for investeringsselskaber kan gennemfoeres ved at give investorerne tillid til at indgaa handler baade med virksomheder fra andre medlemsstater og lokalt etablerede virksomheder samt ved at undgaa de vanskeligheder, som kan opstaa, hvis de enkelte vaertslande anvender deres egne ukoordinerede indenlandske investorgarantiordninger; i mangel af investorgarantiordninger med samme daekning som investeringsservicedirektivet er et bindende EF-direktiv det eneste passende middel, hvormed man kan naa det oenskede maal; denne foranstaltning er begraenset til det minimum af harmonisering, som er noedvendigt og giver medlemsstaterne mulighed for om oensket frit at yde en bredere og stoerre daekning, samtidig med at de er relativt frit stillet med hensyn til organisering og finanisering af investorgarantiordningerne - UDSTEDT FOELGENDE DIREKTIV: Artikel 1 I dette direktiv forstaas ved: 1) Investeringsselskab, et investeringsselskab, som defineret i artikel 1, stk. 2, i investeringsservicedirektivet, der har tilladelse til at udoeve virksomhed i henhold til artikel 3 i investeringsservicedirektivet, eller et kreditinstitut, der i henhold til Raadets direktiv 77/780/EOEF (5) og 89/646/EOEFG (6) praesterer en eller flere af de tjenesteydelser, der er opfoert i afsnit A i bilaget til investeringsservicedirektivet 2) investeringsvirksomhed, den investeringsservice, der er defineret i artikel 1, stk. 1, i investeringsservicedirektivet, og den tjenesteydelse, der er opfoert i afsnit C, punkt 1, i bilaget til investeringsservicedirektivet 3) instrumenter, de instrumenter, der er opfoert i afsnit B i bilaget til investeringsservicedirektivet
4) investor, en person, der i forbindelse med investeringsvirksomhed har betroet penge eller instrumenter til et investeringsselskab 5) filial, en afdeling, som retligt udgoer en ikke-selvstaendig del af et investeringsselskab, og som yder investeringsservice af den art, som investeringsselskabet har faaet tilladelse til; flere afdelinger som i en og samme medlemsstat oprettes af et investeringsselskab med hjemsted i en anden medlemsstat, betragtes som én filial 6) faelles investering, en investering, der foretages i forbindelse med investeringsvirksomhed, eller penge, der anbringes i et investeringsselskab med henblik paa investeringsvirksomhed, i to eller flere personers navn, eller som to eller flere personer har adgang til, saaledes at en eller flere af de paagaeldende personer kan disponere over kontoen ved deres underskrift. Artikel 2 1. Hver medlemsstat sikrer, at der paa dens omraade indfoeres en eller flere investorgarantiordninger, som bliver officielt anerkendt. Undtagen under de omstaendigheder, der er naevnt i andet afsnit samt i artikel 5, maa et investeringsselskab, der har faaet tilladelse i den paagaeldende medlemsstat, ikke udoeve investeringsvirksomhed, hvis det ikke deltager i en saadan ordning. En medlemsstat kan dog fritage et kreditinstitut, der er omfattet af dette direktiv, for kravet om at vaere tilsluttet en investorgarantiordning, hvis det paagaeldende institut i henhold til artikel 3, stk. 1, i direktiv 94/19/EF allerede er fritaget for at skulle vaere tilsluttet en indskudsgarantiordning. 2. Ordningen daekker investorer i henhold til artikel 4, hvis i) de kompetente myndigheder har truffet afgoerelse om, at investeringsselskabet efter deres opfattelse ikke for oejeblikket er i stand til at indfri sine forpligtelser hidroerende fra investorernes krav af aarsager, der er direkte forbundet med dets finansielle situation, eller ii) en domstol af aarsager, der er direkte forbundet med investeringsselskabets finansielle situation, har truffet en afgoerelse, som indebaerer, at investorernes mulighed for at fremsaette krav over for selskabet suspenderes idet den foerst trufne af disse afgoerelser laegges til grund. Der skal vaere daekning for krav, der skyldes, at et investeringsselskab ikke er i stand til at - tilbagebetale beloeb, som selskabet skylder investorer, eller som tilhoerer investorer og opbevares for dem i forbindelse med investeringsvirksomhed, eller - tilbagelevere alle instrumenter, der tilhoerer investorer, og opbevares, administreres eller forvaltes for dem i forbindelse med investeringsvirksomhed i overensstemmelse med gaeldende love og aftaler. 3. Krav af den i stk. 2 naevnte art paa et kreditinstitut, der i en medlemsstat omfattes af naervaerende direktiv og direktiv 94/19/EOEF, henfoeres til en ordning under et af disse direktiver efter den paagaeldende medlemsstats valg. Der kan ikke ydes godtgoerelse efter begge direktiver for krav paa det samme beloeb.
4. Stoerrelsen af investors krav beregnes efter de ved lov eller ved aftale fastsatte vilkaar, herunder de vilkaar for modregning og modkrav, der daekker kravet, paa grundlag af beloebets stoerrelse eller vaerdien af de instrumenter, der tilhoerer investoren, og som investeringsselskabet ikke kan tilbagebetale eller tilbagelevere paa det tidspunkt, hvor den i stk. 2 anfoerte afgoerelse traeffes. Artikel 3 Investorgarantiordningen omfatter ikke krav vedroerende transaktioner, i forbindelse med hvilke der er afsagt straffedom for hvidvaskning af penge som defineret i artikel 1 i Raadets direktiv 91/308/EOEF af 10. juni 1991 om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle system til hvidvaskning af penge (7). Artikel 4 1. Medlemsstaterne sikrer, at ordningen daekker mindst 20 000 ECU pr. investor i forbindelse med de i artikel 2, stk. 2, anfoerte krav. 2. Medlemsstaterne kan bestemme, at visse investorer udelukkes fra ordningens daekning eller daekkes med et lavere beloeb. En liste over disse udelukkelser findes i bilag I. 3. Denne artikel er ikke til hinder for viderefoerelse eller vedtagelse af bestemmelser, der indebaerer en hoejere eller mere omfattende daekning af investorer. 4. Medlemsstaterne kan begraense den i stk. 1 fastsatte eller den i stk. 3 omhandlede daekning til en bestemt procentsats af investors krav. Daekningen skal dog udgoere mindst 90 % af kravet, indtil det beloeb, der skal udbetales under ordningen, naar op paa 20 000 ECU. Artikel 5 1. Hvis et investeringsselskab, hvis medlemskab af en garantiordning er obligatorisk, jf. artikel 2, stk. 1, undlader at opfylde de forpligtelser, der paahviler det som medlem af en investorgarantiordning, underrettes de kompetente myndigheder, der meddelte det tilladelse, og disse traeffer i samarbjede med garantiordningen alle passende foranstaltninger, herunder paalaeggelse af sanktioner, for at sikre at investeringsselskabet opfylder sine forpligtelser. 2. Hvis disse foranstaltninger ikke foerer til, at investeringsselskabet opfylder sine forpligtelser, kan garantiordningen, saafremt eksklusion af et medlem er tilladt ifoelge national lovgivning, med tolv maaneders varsel meddele, at det agter at ekskludere investeringsselskabet fra ordningen. Hvis investeringsselskabet ved fristens udloeb ikke har opfyldt sine forpligtelser, kan garantiordningen, igen med de kompetente myndigheders udtrykkelige samtykke, gennemfoere eksklusionen. 3. Hvis det er tilladt ifoelge national lovgivning, og hvis de kompetente myndigheder, der meddelte tilladelsen, har givet deres udtrykkelige samtykke, kan et investeringsselskab, der er ekskluderet af en investorgarantiordning, fortsaette sin virksomhed, saafremt det foer eksklusionen har indfoert alternative garantiordninger, der sikrer investorerne en daekning, der mindst svarer til den officielt anerkendte ordning. 4. Hvis et investeringsselskab, som foreslaas ekskluderet i overensstemmelse med stk. 2, ikke er i stand til at indfoere alternative ordninger, som opfylder betingelserne i stk. 3, inddrager de kompetente myndigheder, der meddelte tilladelsen, straks denne.
Artikel 6 Investorer i et investeringsselskab er fortsat daekket af investorgarantiordningen, naar tilladelsen inddrages. Artikel 7 1. Investorgarantiordninger, der indfoeres og officielt anerkendes i en medlemsstat i henhold til artikel 2, stk. 1, skal omfatte investorer i filialer, som investeringsselskaber har oprettet i andre medlemsstater. Naar stoerrelsen og/eller raekkevidden, inklusive procentsatsen, af den daekning, der tilbydes af garantiordningen i vaertslandet, overstiger stoerrelsen og/eller raekkevidden af daekningen i den medlemsstat, hvor investeringsselskabet har faaet meddelt tilladelse, paaser vaertslandet, at der paa dets omraade findes en officielt anerkendt ordning, som en filial kan tilslutte sig paa frivilligt grundlag for at supplere den garanti, som investorer allerede har i kraft af filialens medlemskab af hjemlandets ordning. Den ordning, som filialen tilslutter sig, skal daekke den kategori af institutter, som filialen tilhoerer eller bedst kan henfoeres til i vaertslandet. Medlemsstaterne paaser, at der indgaar objektive betingelser for filialernes medlemskab i alle investorgarantiordninger. En filial kan kun blive optaget, hvis den opfylder de relevante forpligtelser i forbindelse med medlemskab, herunder navnlig betaling af alle bidrag og andre afgifter. Medlemsstaterne skal ved gennemfoerelsen af dette stykke foelge de ledende principper i bilag II. 2. Hvis en filial, der paa frivilligt grundlag er blevet tilsluttet garantiordningen, jf. stk. 1, undlader at opfylde de forpligtelser, der paahviler den som medlem af investorgarantiordningen, underrettes de kompetente myndigheder, der meddelte tilladelsen, og de traeffer i samarbejde med garantiordningen alle passende foranstaltninger for at sikre, at ovennaevnte forpligtelser bliver opfyldt. Hvis disse foranstaltninger ikke foerer til, at filialen overholder ovennaevnte forpligtelser, kan garantiordningen efter en passende frist paa mindst tolv maaneder og efter at have indhentet samtykke fra de kompetente myndigheder, der meddelte tilladelsen, ekskludere filialen. Investorerne skal underrettes om, at den supplerende daekning er bortfaldet. Artikel 8 1. Den i artikel 4, stk. 1, 3, og 4, anfoerte daekning finder anvendelse paa investors samlede krav i henhold til dette direktiv uanset antallet af konti, valutaen og placeringen inden for EF. 2. For faelles investering indgaar den andel, der tilkommer hver enkelt investor, i beregningen af den i artikel 4, stk. 1, 3, og 4, anfoerte daekning. Findes der ingen saerlige bestemmelser, fordeles erstatningen ligeligt mellem investorerne i den faelles investering. Medlemsstaterne kan bestemme, at krav vedroerende en faelles investering, som to eller flere personer har adgang til som deltagere i et interessentskab, en sammenslutning eller en gruppering af tilsvarende art, som ikke har status som juridisk person, kan laegges sammen og behandles, som om de var foretaget af en enkelt investor, med henblik paa beregningen af graenserne i artikel 4, stk. 1, 3, og 4.
3. Er investor ikke ubetinget berettiget til de beloeb eller vaerdipapirer, der opbevares, er det den person, der er ubetinget berettiget hertil, som skal daekkes af garantiordningen, forudsat at den paagaeldende person er blevet identificeret eller kan identificeres inden det i artikel 2, stk. 2, anfoerte tidspunkt. Er flere personer ubetinget berettiget til de indestaaende beloeb eller vaerdipapirer, indgaar deres respektive andel i henhold til de ordninger, der gaelder for forvaltningen af beloebene eller vaerdipapirerne, i beregningen af de i artikel 4, stk. 1, 3, og 4, fastsatte graenser. Dette stykke finder ikke anvendelse paa institutter for kollektiv investering. Artikel 9 1. Garantiordningen skal traeffe passende foranstaltninger til at informere investorerne om den i artikel 2, stk. 2, omhandlede afgoerelse og kan fastsaette, at investorerne skal femsaette deres krav inden for en periode paa mindst seks maaneder. En investor, som ikke har kunnet fremsaette sit krav paa garantiordningen rettidigt, kan imidlertid ikke naegtes erstatning under henvisning til, at en saadan periode er udloebet. 2. Ordningen indfrier investors krav hurtigst muligt og senest tre maaneder efter, at kravets berettigelse og stoerrelse er blevet fastslaaet. Artikel 10 1. Medlemsstaterne paaser, at investeringsselskaberne traeffer passende foranstaltninger med henblik paa at give nuvaerende og potentielle investorer de fornoedne oplysninger om, hvilken investorgarantiordning investeringsselskabet og dets filialer er medlem af inden for EF eller om, hvilken eventuel alternativ ordning der findes, jf. artikel 2, stk. 1, andet afsnit, eller artikel 5, stk. 3. Investorerne skal underrettes om bestemmelserne i investorgarantiordningen eller den alternative ordning, der maatte findes, herunder om stoerrelsen og raekkevidden af den daekning, som garantiordningen giver. Disse oplysninger skal affattes i et let forstaaeligt sprog. Der skal paa anmodning tillige gives oplysninger om de betingelser, der gaelder for garantiydelsen, og de formaliteter, der skal opfyldes med henblik paa at opnaa en garantiydelse. 2. De i stk. 1 omhandlede oplysninger skal foreligge paa det eller de officielle sprog i den medlemsstat, hvor filialen er etableret paa den maade, som den nationale lovgivning foreskriver. Artikel 11 1. Medlemsstaterne paaser, at filialer der er etableret af investeringsselskaber med hjemsted uden for EF, er omfattet af en daekning, der svarer til den, der er fastsat i dette direktiv. I modsat fald kan medlemsstaterne fastsaette, at filialer, der er etableret af investeringsselskaber med hjemsted uden for EF, skal tilsluttes en investorgarantiordning, der allerede eksisterer paa deres omraade, jf. dog artikel 5 i investeringsservicedirektivet. 2. Investeringsselskaber med hjemsted uden for EF giver nuvaerende og potentielle investorer i deres filialer alle relevante oplysninger om de garantiordninger, der daekker deres investeringer.
3. De i stk. 2 naevnte oplysninger skal foreligge paa det eller de officielle sprog i den medlemsstat, hvor filialen er etableret, paa den maade, som den nationale lovgivning foreskriver, og skal vaere affattet klart og forstaaeligt. Artikel 12 En investorgarantiordning, som indfrier investorers krav, indtraeder i investorernes rettigheder i likvidationssager for et beloeb, der svarer til udbetalingen, uden at dette i oevrigt beroerer de rettigheder, der maatte vaere tillagt ordningen i henhold til den nationale lovgivning. Artikel 13 Senest tre aar efter den i artikel 14, stk. 1, anfoerte dato forelaegger Kommissionen Europa-Parlamentet og Raadet en rapport om anvendelsen af dette direktiv samt i givet fald om forslag til en revision heraf. Artikel 14 1. Medlemsstaterne saetter de noedvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme dette direktiv inden den 31. december 1996. De underretter straks Kommissionen herom. Disse bestemmelser skal indeholde en henvisning til dette direktiv eller ved offentliggoerelsen vaere ledsaget af en saadan henvisning. De naermere regler for denne henvisning fastsaettes af medlemsstaterne. 2. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen de vigtigste love og administrative bestemmelser, som de udsteder paa det omraade, der er omfattet af dette direktiv. Artikel 15 Artikel 12 i direktiv 93/22/EOEF ophaeves fra den i artikel 14, stk. 1, naevnte dato. Artikel 16 Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne. (1) EFT nr. C 321 af 27. 11. 1993, s. 15. (2) EFT nr. L 141 af 11. 6. 1993, s. 27. (3) EFT nr. C 43 af 22. 2. 1989, s. 7. (4) EFT nr. L 135 af 31. 5. 1994, s. 5. (5) EFT nr. L 322 af 17. 12. 1977, s. 30. (6) EFT nr. L 386 af 30. 12. 1989, s. 1. (7) EFT nr. L 166 af 28. 6. 1991, s. 77. BILAG I
LISTE OVER DE I ARTIKEL 4, STK. 2, ANFOERTE UDELUKKELSER 1. Institutionelle investorer, herunder: - investeringsselskaber, jf. artikel 1, stk. 2, i investeringsservicedirektivet - kreditinstitutter, jf. artikel 1, foerste led, i direktiv 77/780/EOEF - finansieringsinstitutter, jf. artikel 1, stk. 6, i direktiv 89/646/EOEF - forsikringsselskaber - institutter for kollektiv investering - pensionsfonde og -kasser - andre institutionelle investorer. 2. Professionelle investorer. 3. Overnationale myndigheder, staten og centraladministrationen. 4. Provinsielle, regionale, lokale eller kommunale myndigheder. 5. Investeringsselskabets direktoerer og andre medlemmer af ledelsen samt personligt ansvarlige selskabsdeltagere; personer, der ejer 5 % eller mere af investeringsselskabets kapital; personer, der er ansvarlige for den lovpligtige revision af investeringsselskabets regnskaber, samt investorer med tilsvarende status i andre selskaber i samme koncern. 6. Naere slaegtninge og tredjemand, der optraeder paa vegne af de i punkt 5 anfoerte investorer. 7. Andre selskaber i samme koncern. 8. Investorer, som har ansvar for eller direkte eller indirekte har draget fordel af de begivenheder i forbindelse med investeringsselskabet og dets virksomhed, der gav anledning til selskabets oekonomiske vanskeligheder. 9. Selskaber, som er af en saadan stoerrelse, at de ikke har ret til at opstille en forkortet status, jf. artikel 11 i Raadets fjerde direktiv 78/660/EOEF af 25. juli 1978 paa grundlag af traktatens artikel 54, stk. 3, litra g), som aarsregnskaber for visse selskabsformer (1). (1) EFT nr. L 222 af 14. 8. 1978, s. 11. Direktivet er senest aendret ved direktiv 94/8/EF (EFT nr. L 82 af 25. 3. 1994, s. 33). BILAG II LEDENDE PRINCIPPER Ansoeger en filial om at blive tilsluttet vaertslandets ordning for supplerende daekning, udarbejder vaertslandets ordning bilateralt med hjemlandets ordning hensigtsmaessige regler og procedurer for
udbetaling af erstatning til investorer i den paagaeldende filial. Foelgende principper gaelder for saavel udarbejdelsen af disse procedurer som fastsaettelsen af betingelserne for en saadan filials medlemskab (jf. artikel 7, stk. 1): a) vaertslandets ordning har fortsat ubegraenset ret til at paalaegge deltagende investeringsselskaber sine objektive og almindeligt anvendte regler: den skal kunne kraeve meddelelse af relevante oplysninger og have ret til paa enhver maade at kontrollere saadanne oplysninger hos hjemlandets kompetente myndigheder b) vaertslandets ordning imoedekommer krav om supplerende erstatning, naar den er blevet underrettet af hjemlandets kompetente myndigheder om afgoerelsen i henhold til artikel 2, stk. 2. Vaertslandets ordning har fortsat ubegraenset ret til at efterproeve, om investor er berettiget til beloebet, i overensstemmelse med ordningens egne normer og procedurer, foer der udbetales supplerende erstatning c) hjemlandets og vaertslandets ordninger skal arbejde taet sammen for at sikre, at investorerne faar en hurtig og korrekt erstatning. De skal isaer naa til enighed om, hvorledes et modkrav, der kan give anledning til modregning under den ene eller den anden ordning, skal paavirke den erstatning, der udbetales til investor under den enkelte ordning d) vaertslandets ordning har ret til at paalaegge filialer bidrag til supplerende daekning paa et passende grundlag, idet der tages hensyn til den garanti, som hjemlandets ordning yder. For at lette opkraevningen af saadanne bidrag har vaertslandets ordning ret til at antage, at dens ansvar under alle omstaendigheder er begraenset til det beloeb, hvormed den garanti, den yder, overstiger den garanti, hjemlandet yder, uanset om hjemlandet faktisk betaler erstatning i forbindelse med krav fra investorer paa vaertslandets omraade.