tina sakura bestle Skyggefugl gyldendal
Til den modigste kvinde, jeg kender: Min mor skyggefugl Copyright Tina Sakura Bestle og Gyldendal 2014 Omslagsillustration: Anna Jacobina Jacobsen Tilrettelægning: Maria Lundén Grafisk Design Bogen er sat med Minion hos Malte Roed Lundén og trykt hos Livonia Print 1. udgave, 1. oplag Printed in Latvia 2014 ISBN 9788702158519 www.sakurabestle.dk Tak til Kunstrådet for arbejdslegat og tak til Autorkontoen for rejselegat
På min syvende fødselsdag besluttede jeg at fortælle min mor og far, at jeg var en gammel dame Kære mor, kære far, sagde jeg, og det lød som et brev. Som om jeg allerede var langt væk. Jeg er en gammel dame. Min mor svarede ikke. Hun hældte mælk i sin kaffe, og det blev hun ved med, til kaffen var helt hvid og ikke kunne være i koppen og dryppede ned på gulvet, der ellers altid var så rent. Det har været dejligt at kende jer. Min mor hældte stadig mælk op. Dryp, dryp. Måske er jeg 72. Undskyld. Jeg rejste mig. Farvel, sagde jeg og tog min skoletaske på ryggen. Så sænkede far avisen. Kommer I ud og vinker? Det gjorde de. Men inden de vinkede, så de, at jeg tog min røde syv års fødselsdagscykel ud af stuen, hvor den stadig stod med en sløjfe på. Jeg satte mig 5
op, det var en fin cykel med en helt blank, rund klokke. Kommer du tilbage? spurgte min mor. Jeg så hende i øjnene. Jeg så hendes hænder. Jeg så min fars hånd holde i en af dem. Undskyld, sagde jeg igen. Så cyklede jeg. Så vinkede de. 6
Jeg vidste godt, at jeg var mig Alma. Men så var der hele tiden lige ved siden af en anden tanke om, at jeg ikke var et barn. At jeg var gammel. Hvisketanker. Jeg anede ikke, hvor de kom fra. Jeg bad dem om at gå. Jeg bad dem om at glemme mig. Men alligevel fyldte de mit hoved. Når jeg havde fået læst historie, og lyset var blevet slukket, og den lille, hvide kugle i Anders And-lampen havde bevæget sig næsten helt op, og melodien var blevet sløv og sluttede med et søvnigt pling. Så kom hvisketankerne. Og derfor sov jeg ikke. 72, sagde de. 72 år gammel. Ikke fem, som jeg var, da hvisketankerne besøgte mig første gang. Ikke seks, som jeg var. Ikke syv, som jeg lige var blevet. De kom i flok og slog sig ned i mig. Jeg vidste, de kom. Jeg vidste, de landede tungt hver aften. 7
Vi skal hjem, tiggede de En susen i blodet, en hvisken under håret. En gammel dames tanker i mig. Hjem, tiggede hendes tanker. Vi skal hjem. De hviskede på et andet sprog, et blødt sprog, men jeg kendte det bløde, jeg kendte det sprog. Hvor bor hvisketanker? Jeg anede det ikke. Ske, hvad der må, hviskede de. Ske, hvad der må. 8
Mine fletninger Drengene i skolen, de hev i dem, men ikke fordi de i virkeligheden ville kysse mig ligesom med de andre piger. De hev i mine fletninger, for at det skulle gøre ondt. Al den larm. Det blev sværere og sværere for mig at gå i skole. Alle de børn. Jeg kunne ikke klare det i mit trætte hoved. Og et hoved på 72 har åbenbart brug for ro, det kunne jeg mærke. Lektier var der. Se en ø i en sø, siger Mette. Men det var, som om de andre kunne se det på mig. Det med 72. Det med den gamle dames tanker. I hvert fald sørgede de for at holde sig på afstand. Måske for ikke at blive smittet. I en reklame så jeg engang en mand, der tog en underlig slap dragt på, og så pustede han den op. Det var en ekstrakrop, så han lignede en sumobryder fra Japan. Kroppen, den var virkelig stor. Og så kom hans venner grinende og råbende, som om det var den bedste dag i deres liv, røde kinder, og så skulle de forsøge at vælte ham, men det kunne de ikke, for de kunne slet ikke komme i nærheden af ham. 9
Min mor redte sit hår hver aften på en stol foran et spejl med hundrede strøg af børsten Så var der en spejlmor og en mor foran spejlet, som redte deres hår med samme langsomme bevægelser. Min mor. Det havde hun læst, at man skulle. Så ville håret blive blankt. Det virkede. Hendes hår blev blankere. Og blødere. Jeg aede det forsigtigt. Så redte hun mit hår med hundrede strøg, og inden vi var halvvejs, var jeg blevet meget søvnig. Tror du, at jeg ville køre fra de hundrede strøg? Tror du, at jeg ville være kørt fra de hundrede strøg, hvis det ikke havde været for hvisketankerne? Tror du? 10
Så cyklede jeg. Så vinkede de Det var en god cykel, de havde givet mig, den kunne jeg cykle langt på, hvis det skulle være. Det vidste jeg ikke, om det skulle. Fødselsdagssløjfen knitrede i vinden. Cykler, biler, duer, damer, busser, blinklys, hunde, blæst. Stille og ro, tiggede tankerne. Et stille sted. Med ét vidste jeg, hvor jeg skulle cykle hen. Jeg havde jo været der så tit med mor og far. 11
En skoleklasse var på vej ind på Zoologisk Museum Jeg tjekkede, at det ikke var nogen fra min skole, og så sneg jeg mig med dem ind. Først var alt, som det plejede. Udstillingen med fuglene og deres fjer i farver, man aldrig ville have drømt om fandtes på en lillebitte fugl langt inde i junglen. I det næste rum boede resterne af hvalerne, jeg sad der længe og så på dem uden at høre dem fra skoleklassen råbe, at de skulle tisse og var sultne. Hvalskeletterne lignede kæmpestore kamme, de løb gennem mine filtrede tanker, mine alt for mange tanker. I det næste rum var der ikke meget lys, det kunne jeg ikke huske noget om fra de andre gange, jeg havde været her, og jeg kunne heller ikke huske, hvad der var i det glasskab, der stod lige midt i det hele. En flok fra skoleklassen stod rundt om det. Først sagde de ikke noget. Ikke en lyd. Adr, den ligner dig, Gustav, råbte en pige så, og rummet blev fuldt af tynde grin. Lettede grin. Så væltede de ud og videre. 12
Langsomt gik jeg nærmere. Inde i skabet stod en høj, rund glasbeholder. stod der med håndskrift på en brunfedtet mærkat. Men der var meget mere i glasset, end det der stod på skiltet. Der var liv, selvom den var død. Kalvens bittesmå ben var underligt krøllede i det, halen strittede. Det ene øje, den havde, sad lige midt i panden. Øjet så meget vågent ud i den gustne gamle væske. Det lignede vand, det var ikke sikkert, det var vand. Godt nok var jeg gammel indeni, men jeg vidste ikke alt. Desværre. Jeg vidste bare, at mit hjerte bankede af sted. Og at den lille kalv skulle puttes i en varm seng med puffede dyner. Og synges for. Og læses for. Og den slags lysende ting. Hvem skulle synge? Hvem skulle læse? Det skulle jeg. 13
Og så gemte jeg mig I et kosteskab. 14
Museet lukkede og efter lang tid vovede jeg mig ud 15 Glasskabet med kalven blev oplyst nedefra. Jeg stirrede på kalvens øje: det smukkeste øje jeg nogensinde havde set, det mest bedrøvede øje, jeg nogensinde havde set. Jeg lagde hænderne mod skabets sider. Hvordan skulle jeg få den ud? Det sitrede svagt i kalvens øjenvipper. Så blinkede den. Ja, det skulle du måske have overvejet, lød pludselig en stemme i mit hoved. Og det var ikke hverken hvisketanker eller mine egne tanker. Kalven blinkede igen. Det er mig! Ja, lige her foran dig! lød tanken igen. Kalven var lukket inde i et glas. Den kunne ikke trække vejret. Det var umuligt. Måske var jeg blevet sindssyg. Hvor mange tanker kunne man måske have i sit hoved? Måske skulle jeg opgive det hele og sætte mig ind i kosteskabet igen, det var jo alligevel også det, hvisketankerne ville have, de ville have ro og rigtig meget lige nu. Måske skulle jeg være blevet siddende i det kosteskab til museums
folkene fandt mig og kunne proppe mig i et glas og sætte mig ved siden af dyrene. ville der så stå på det fedtede klistermærke. Nogle gange hører jeg folks tanker, tænkte kalven. Om græs og sol og marker og regn. Og om døde katte og musik i mørke rum og kærlighedsbreve, som folk skriver i tankerne og aldrig sender. Jeg hører. Men det er også det eneste. Jeg har aldrig mærket græsset. Eller solen. Jeg troede bare ikke, du sagde jeg. Kalven tankesukkede, og måden den sukkede på, fortalte mig, at det var et suk, den havde sukket så mange gange før i mørket. 16
Jeg smadrede glasskabet Det glasskab, hvor beholderen med kalven stod, jeg stivnede midt i det mægtige brag Jeg blev bange for, om der ville gå sådan en tyverialarm i gang, der ville få politifolk og vagter til at dukke op med store sorte hunde. Der skete ikke noget. Der var kun mørket. Og mit åndedræt i mørket. Hvis jeg tog min sovepose op, kunne glasbeholderen godt være i min rygsæk. Jeg tog den ned fra hylden. Forsigtigt, forsigtigt! advarede kalven. Glasset er mit skjold. Uden det, uden det er alt forbi Så gik alarmen. Jeg skal nok passe godt på dig, sagde jeg. Det lover jeg. Så masede jeg min sweater ned omkring beholderen, tog rygsækken på og skyndte mig hen til elevatoren for at komme ned til udgangen. Da jeg trådte ud af elevatoren, så jeg en politibil køre op på plænen foran indgangen. To politidamer skyndte sig ud af bilen og over mod døren, og 17
jeg krøb sammen bag en udstoppet isbjørn. Lommelygterne fejede over mig, men de så mig ikke. Hvordan er de kommet ind? sagde en af politidamerne. Der er jo ikke tegn på indbrud. Men jeg hørte ikke svaret, de var allerede på vej op med elevatoren. Der var ikke tegn på indbrud, nej. Og det var der ikke, fordi det her var et udbrud. 18