"Pierre Anthon gt1<:1),4 fandt ud af, at travlt med at både i klasseværelset blev lidt JANNE TELLER I JANNE TELLER FØDT 1964. gjorde... " TIDLIGERE UDGIVELSER: Odins ø, roman, 1999. 9
JANNE TELLER I serien Fritfor fontasi foreligger: Jørn Frederiksen Hans Rudolf Verning stak til søs, 1999 Intet Trisse Gejl Bombay-blues, 2000 Mads Storgaard Jensen Åh, Finland, 1999 Svend Åge Madsen Jagten på et menneske, 1991 Til Peter, Pil og Kristine Henrik Nordbrandt Tifanfaya, 1991 Mette Thomsen De levende døde, 1999 Sven 0rnø De syv ildrfre eller hvordan Poul lærte Laudrup-Jinten, 1999 DANSKLÆRERFORENINGEN
I Janne Teller Intet Janne Teller, 2000 Bogen er sat med Caslon og trykt hos Nørhaven NS, Viborg Grafisk tilrettelægning og omslag: Jytte West Hansen Der er intet der betyder noget, det har jeg vidst i lang tid. Så det er ikke værd at gøre noget, det har jeg lige fundet ud af. Serien Fritfor fontasi redigeres af Hans Otto Jørgensen Omslagsillustration: Paul Klee: Vildfarelse i grønt (Irrung au/grlin), 1930. Paul Klee/COPY-DAN, BILLEDKUNST. Omslagsfoto: Nils Lund Pedersen Mekanisk, fotografisk eller anden form for gengivelse eller mangfoldiggørelse er kun tilladt efter gældende COPY-DAN-aftaler. ISBN 87 7704 625 O Printed in Denmark 2000
II Pierre Anthon gik ud af skolen den dag han fandt ud af, at det ikke var værd at gøre noget når intet alligevel betød noget. Vi andre blev tilbage. Og selvom lærerne havde travlt med at rydde op efter Pierre Anthon både i klasseværelset og inde i vores hoveder, blev lidt af Pierre Anthon siddende i os. Måske var det derfor at det gik som det gjorde. Det var anden uge af august. Solen skinnede tungt og gjorde os dovne og irritable, asfalten klistrede til sålen af vores gummisko, og æbler og pærer var netop så modne at de lå perfekt i hånden til et kast. Vi kiggede hverken til højre eller venstre. Første dag i skolen efter sommerferien. Klasseværelset lugtede af rengøringsmidler og lang tids tomhed, vinduerne kastede skærende klare spejlbilleder tilbage, og der var ingen kridtstøv på tavlen. Bordene stod to og to i rækker så lige som hospitalsgange, og som de kun gjorde det på netop denne ene dag i året. 7. A. Vi fandt vores pladser uden at gide ruske hjemlighed i ordenen. Kom tid, kom råd, kom rod. Bare ikke i dag! Eskildsen bød os velkommen med den samme vittighed han brugte hvert år. "Glæd jer over dagen i dag, børn," sagde han. "Der ville ikke være noget der hed ferie, hvis ikke der var noget der hed skole." Vi 10. Ikke fordi den var morsom, men fordi det var. Så var det at Pierre Anthon rejste sig op. "Der er intet der betyder noget," sagde han. "Det har jeg vidst i lang tid. Så det er ikke værd at gøre noget. Det har jeg lige fundet ud af." Ganske roligt bøjede han sig ned og pakkede de sager han lige havde ta}et frem, tilbage i sin taske. Han nikkede farvel med en ligegyldig mine og forlod klasseværelset uden at lukke døren bag sig. Døren smilede. Det var første gang jeg så den gøre det. Pierre Anthon efterlod døren på klem som et grinende gab der kunne opsluge mig med ude, hvis jeg lod mig friste til at følge efter. Smilede til hvem? Til mig, til os. Jeg så rundt i klassen, og den ubekvemme stilhed fortalte mig at de andre også havde bemærket det. Vi skulle blive til noget. Noget var lig nogen, og det var ikke noget der blev sagt højt. Det blev heller ikke sagt lavt. Det var bare noget der lå i luften eller tiden eller i plankeværket omkring skolen eller i vores hovedpuder eller i de kæledyr, der efter endt tjeneste uretfærdigt var forlagt til at samle støv på lofter og i kældre. Jeg vidste det ikke. Pierre Anthons smilende dør fortalte mig det.jegvidste det stadig ikke med hovedet, men nu vidste jeg det. Jeg blev bange. Bange for Pierre Anthon. Bange, mere bange, mest bange. Vi boede i Tæring, en forby til en halvstor provinsby. Der var ikke fint, men næsten fint. Det blev vi tit husket på, selv om det ikke blev sagt højt. Heller ikke lavt. Sprøde, gulkalkede murermesterkasser og røde parcelhuse med haver hele vejen rundt, nye gråbrune rækkehuse med haver foran, og så lejlighederne med dem vi ikke legede med. Der var også 6 7
nogle gamle bindingsværkshuse, og gårde der ikke længere var landbrug, men udstykket til by, og nogle få hvide villaer hvor de boede som var mere næsten fine end os andre. Tæring Skole lå på et hjørne hvor to veje mødtes. Alle på nær Elise boede ude ad den ene, den der hed Tæringvej. Elise gik nogle gange en omvej for at følges med os andre til skole. Det var indtil Pierre Anthon gik ud af skolen. Pierre Anthon boede med sin far og kollektivet på Tæringvej nummer 25, i et nedlagt landbrug. Pierre Anthons far og kollektivet var hippier der var blevet siddende i otteogtres. Det var hvad vores forældre sagde, og selvom vi ikke helt forstod hvad det betød, sagde vi det også. I forhaven tæt ved vejen stod et blommetræ. Træet var stort og gammelt og kroget og lænede sig ud over hækken og fristede os med støvetrøde Victoria blommer vi ikke kunne nå. De andre år var vi hoppet op efter blommerne. Det holdt vi op med. Pierre Anthon gik ud af skolen for at sidde i blommetræet og smide med umodne blommer. Nogle af dem ramte os. Det var ikke fordi Pierre Anthon sigtede på os, for det var ikke umagen værd, bedyrede han. Det var bare tilfældet der ville det sådan. Og så råbte han efter os. "Alting er ligegyldigt," råbte han en dag. "For alting begynder bare for at slutte. Det øjeblik I blev født, begyndte I at dø. Og sådan er det med alt." "Jorden er fire milliarder seks hundrede millioner år gammel, men I bliver højst et hundrede!" råbte han en anden. "Det er overhovedet ikke umagen værd at være til." Og han fortsatte: hele er et stort skuespil der bare går ud på at lade om og på at være bedst til netop det." '" Der var ellers intet der hidtil havde tydet på at Pierre Anthon var den klogeste iblandt os, men pludselig vidste vi det alle sammen. For han havde fat i et eller andet. Også selvom vi ikke turde indrømme det. Hverken over for vores forældre, lærerne eller hinanqen. I~ engang over for os selv. Vi ville ikke leve i den verden Pierre~Anthon fortalte os om. Vi skulle blive til noget, til nogen. Den smilende dør til ude fristede os ikke. Slet ikke. Overhovedet ikke! Det var derfor vi fandt på det. Vi er måske lidt overdrevet, for det var faktisk Pierre Anthon der satte os på sporet. Det var en morgen efter at to hårde blommer lige efter hinanden havde ramt Sofie i hovedet, og hun var blevet noget så rasende på Pierre Anthon fordi han bare sad og sad oppe i det træ og tog modet fra os andre. "Du sidder bare der og glor ud i luften. Er det måske bedre?" råbte hun. ''Jeg glor ikke ud i luften," svarede Pierre Anthon roligt. "Jeg kigger på himlen og øver mig i at gøre ingenting." "Du gør fanden, gør du!" råbte Sofie vredt og kastede en pind op mod blommetræet og Pierre Anthon, men den landede i hækken langt under ham. Pierre Anthon lo og råbte så højt at det kunne høres helt op til skolen: "Hvis der er noget der er værd at blive sur over, er der også noget der er værd at blive glad for. Hvis der er noget der er værd at blive glad for, er der også noget der betyder noget. Og det er der ikke!" Han hævede stemmen endnu en tak og brølede: "Om få år er I alle døde og glemt og ingenting, så I kan lige så godt begynde at øve jer med det samme." Da var det vi blev klar over at vi måtte se at få Pierre Anthon ned fra det blommetræ. 9
III Et blommetræ har mange grene. Mange, lange grene. Alt for mange, alt for lange grene. Tæring Skole var stor og firkantet og betongrå i to etager og i grunden meget grim, men det var der ikke mange af os der havde tid at tænke på, og slet ikke nu hvor vi brugte al vores tid på ikke at tænke på det Pierre Anthon sagde. N etop denne tirsdag morgen, otte dage inde i det nye skoleår, var det imidlertid som om skolens grimhed ramte os som en hel håndfuld af Pierre Anthons bitre blommer. Jeg fulgtes med Jan-Johan og Sofie ind ad lågen til skolegården og lige bag os kom Rikke-Ursula og Gerda, og vi blev helt tavse da vi drejede om hjørnet og fik øje på bygningen. Det er ikke til at forklare hvordan, men det var ligesom noget Pierre Anthon fik os til at få øje på. Som om det ingenting han råbte om oppe fra blommetræet, havde overhalet os på vejen og var kommet først frem. Skolen var så grå og grim og kantet at jeg næsten ikke kunne få vejret, og det var ligesom om skolen var livet, og det var ikke sådan livet skulle se ud, men det gjorde det alligevel. J eg fik en ubændig trang til at løbe ned til T æringvej 25 og klatre op til Pierre Anthon i blommetræet og kigge op i himlen, til jeg blev en del af ude og ingenting og aldrig mere skulle tænke over noget. Men jeg skulle jo blive til noget og også til nogen, så jeg løb ingen vegne, kiggede blot 10 den anden vej og jog neglene ind i håndfladen til det gjorde godt ondt. Smilende dør, luk op, luk i! Jeg var ikke den eneste der følte ude kalde. "Vi er nødt til at gøre noget," hviskede Jan-Johan lavmælt, så dem fra parallelldasserf<'der gik lidt længere fremme, ikke kunne høre os. Jan-Johan kunne spille på guitar og synge Beades-sange, så man næsten ikke kunne høre forskel på ham og de rigtige. "Ja," hviskede Rikke-Ursula som jeg havde mistænkt for at være lidt varm på Jan-Johan, og Gerda fnes da også omgående og jog en albue i siden på luften eftersom Rikke Ursula i mellemtiden var trådt et skridt frem. "Men hvad?" hviskede jeg og løb, for nu var dem fra parallelklassen kommet betænkeligt nær, og iblandt dem var drilledrengene som skød elastikker og tørre ærter efter pigerne når de kunne se deres snit til det, og det så ud til at kunne blive snit meget snart. Jan-Johan sendte en seddel rundt i matematiktimen, og vores klasse mødtes nede på fodboldbanen efter skoletid. Alle undtagen Henrik var der, for Henrik var søn af vores biologilærer, og vi skulle ikke risikere noget. Først føltes det som meget længe at vi stod der og snakkede om andre ting og lod som om vi ikke alle tænkte på en ting og det samme. Men endelig rettede Jan-Johan sig op og sagde, næsten højtideligt, at vi alle sammen skulle høre godt efter. "Det kan ikke blive ved med at gå," begyndte han sin tale, og sådan sluttede han den også efter kort at have sagt det vi alle vidste, nemlig at vi ikke mere kunne blive ved med at lade som om der var noget ved noget, hvis Pierre Anthon 11
blev siddende oppe i blommetræet og råbte til os at der ikke var noget ved noget. Vi var lige startet i syvende klasse, og vi var alle så moderne og kyndige ud i livet og verden at vi godt vidste, at alting drejede sig mere om hvordan det tog sig ud end hvordan det var. Det vigtigste var, under alle omstændigheder, at blive til noget der så ud af noget. Og selvom dette noget stod lidt vagt og uklart for os, var det i hvert fald ikke at sidde i et blommetræ og smide blommer ned på gaden. Pierre Anthon skulle ikke tro han kunne bilde os andet ind. "Han kommer nok ned når det bliver vinter, og der ikke er flere blommer," sagde smukke Rosa. Det hjalp ikke så meget. For det første ryldte solen himlen og lovede mange måneder til vinter. For det andet var der ingen grund til at Pierre Anthon ikke skulle kunne sidde i blommetræet om vinteren, også når der ingen blommer var. Han kunne jo tage godt med tøj på. "Så må I banke ham." Jeg kiggede på drengene, for det var selvklart at uanset om vi piger kunne kradse lidt med på ham, var det dem der måtte tage slæbet. Drengene så på hinanden. De syntes ikke det var en god ide. Pierre Anthon var bred og massiv og havde en masse fregner på den næse han engang havde brækket, da han gik i femte og slog sit hoved ind i hovedet på en dreng der gik i niende inde i byen. Og uagtet den brækkede næse, havde Pierre Anthon vundet kampen. Drengen fra niende var blevet indlagt med hjernerystelse. "Det er en dårlig ide at slås," sagde Jan-Johan, og de andre drenge nikkede, og så var der ikke mere snak om det, selvom vi piger nok mistede lidt agtelse for dem ved den lejlighed. "Vi må bede til Vorherre," sagde fromme Kaj, hvis far var indremissionsk og noget stort derinde og moderen med vistnok. "Hold kæft!" hvæsede Ole og-'(tev fromme Kaj, til fromme Kaj faktisk ikke kunne holde kæft, men hylede så højt som en halshugget hane, og vi andre var nødt til at få Ole til at holde op for at hyleriet ikke skulle tiltrække pedellen. "Vi kan også klage over ham," foreslog lille Ingrid der var så lille, at det ikke var altid vi huskede hun var der. Men i dag huskede vi det og svarede som med en mund: "Til hvem?" "Til Eskildsen." Lille Ingrid bemærkede vores vantro blikke. Eskildsen var vores klasselærer, og Eskildsen bar sort regnfrakke og guldur og brød sig ikke om problemer, og det uanset om de var store eller små. "Så til inspektøren," fortsatte hun. "Inspektøren," fnøs Ole og ville have nevet lille Ingrid, hvis ikke Jan-Johan hurtigt havde stillet sig imellem. "Vi kan ikke klage til hverken Eskildsen eller inspektøren eller til nogen andre voksne, for hvis vi klager over Pierre Anthon i blommetræet, er vi nødt til at fortælle hvorfor vi klager. Og så er vi nødt til at fortælle hvad det er Pierre Anthon siger. Og det kan vi ikke, for de voksne vil ikke høre at vi ved at der ikke rigtigt er noget ved noget, og at alle bare lader som om." Jan-Johan slog ud med armene, og vi forestillede os alle de eksperter og pædagoger og psykologer der ville komme og studere os og tale med os og overbevise os, til vi til sidst ville give op og igen lade som om der var noget ved noget. Jan-Johan havde ret: det var bare spild af tid og ville ikke bringe os nogen vegne. 13
En tid var der ingen der sagde noget. Jeg kiggede op mod solen med sammenknebne øjne og dernæst hen mod de hvide fodboldmål uden net, så bagud på kuglestødsgruset, højdespringsmadrasserne og hundredemeterbanen. En let brise bølgede i bøgehækken der gik hele vejen rundt om fodboldbanen, og pludselig var det ligesom en gymnastiktime og hver dag, og jeg glemte næsten hvorfor Pierre Anthon skulle ned fra det blommetræ. "For min skyld kan han sidde der og råbe til han rådner," tænkte jeg. J eg sagde det ikke. Tanken var kun sand lige idet den blev tænkt. "Lad os kaste sten efter ham," foreslog Ole, og nu fulgte en længere diskussion om hvor vi skulle få stenene fra, og hvor store de skulle være, og hvem der skulle kaste dem, for ideen var god. God, bedre, bedst. Vi havde ikke andre. IV En sten, to sten, mange sten. De lå i fromme Kajs avisvogn som han ellers brugte hver tirsdag eftermiddag til at omdele lokalavisen, og kirkebladet første onsdag i måneden. Vi havde hentet dem nede ved åen hvor de var både store og runde, og vognen var tung som en død hest. Vi var alle sammen med til at kaste. "To til hver, mindst," beordrede Jan-Johan. Ole holdt øje med at der ikke var nogen der snød sig udenom. Selv fedte Henrik var blevet tilsagt og kastede sine to der ikke nåede hverken helt eller halvt i nærheden af blommetræet. Maikens og Sofies nåede lidt nærmere. "I er nok bange for ingenting?" råbte Pierre Anthon og så efter Rikke-Ursulas sten der landede ynkeligt i hækken. "Du sidder kun deroppe, fordi din far sidder fast i otteogtres!" råbte store Hans og smed en sten der fløj ind og klaskede mod en blomme, så blommekød og smat stod til alle sider. Vi hujede højt. Også jeg, selvom jeg udmærket vidste at hverken det ene eller det andet var sandt. Pierre Anthons far og kollektivet dyrkede økologiske grøntsager og eksotiske religioner og var modtagelige over for ånder, alternativ behandling og andre mennesker. Men det var ikke derfor det ikke var sandt. Det var ikke sandt fordi Pierre Anthons far var karseklippet og arbejdede i et edb-firma, og det var meget moderne og hav- 14 15
de ikke noget at gøre med hverken otteogtres eller Pierre Anthon. "Min far sidder ikke fast i noget, og det gør jeg heller ikke!" skreg Pierre Anthon og tørrede lidt smat af sin arm. '1eg sidder i ingenting. Og hellere sidde i ingenting end i noget der ikke er noget!" Det var tidlig morgen. Solen jog sine stråler skråt ind østfra, og det ville sige lige ind i Pierre Anthons øjne. Han var nødt til at skygge for dem med den ene hånd hvis han ville se os. Vi stod med solen i ryggen omkring avisvognen på den modsatte side af fortovet. Hvor Pierre Anthons blommer havde svært at nå. Vi svarede ikke på hans ord. Det var Richards tur. Og Richard kastede en sten der slog hårdt mod blommetræets stamme, og en til der susede ind blandt blade og blommer og tæt forbi Pierre Anthons øre. Så kastede jeg. Jeg har aldrig været god til at kaste, men jeg var vred og besluttet på at ramme, og mens den ene af mine sten endte i hækken ved siden af Rikke-Ursulas, smældede den anden mod den gren Pierre Anthon sad på. "Nå, Agnes," råbte Pierre Anthon til mig. "Har du så svært ved at tro på at der er noget ved noget?" Jeg tyrede en tredje sten af sted, og denne gang må jeg have snittet Pierre Anthon for der lød et au, og et øjeblik var der stille i træets krone. Så kastede Ole, men han kastede både for højt og for langt, og Pierre Anthon begyndte igen at råbe. "Hvis I lever til I bliver firs, vil I have sovet de tredive år væk, gået. i skole og lavet lektier i godt ni år, og arbejdet i knap fjorten år. Da I allerede har brugt over seks år på at være småbørn og lege, og I skal bruge mindst tolv år på senere at gøre rent, lave mad og passe børn, har I højst ni år tilbage til at leve i." Pierre Anthon smed en blomme op i luften hvor den gjorde en let bue før den faldt tungt ned i rendestenen. "Og så gider I bruge de ni år på at lade som om I har succes i et skuespil der ikke betyder noget, når man i stedet kan nyde disse ni år med det samme." Han hev endnu en blomme af, lænede sig ~geligt tilbage i træets gaffel og ligesom vejede frugten i hån~n. Han tog en stor bid og lo, victoria' erne var ved at være modne. "Det er ikke et skuespil!" råbte Ole og truede ad Pierre Anthon med en knyttet næve. "Det er ikke noget skuespil!" sluttede store Hans sig til og kylede en sten af sted. "Hvorfor lader alle så som om alt det der ikke er vigtigt, er meget vigtigt, mens de samtidigt har uendelig travlt med at lade som om det virkelig vigtige, ikke er vigtigt overhovedet?" Pierre Anthon lo og tørrede blommesaft afhagen med den ene arm. "Hvorfor mon det er så vigtigt at lære at sige tak for mad og for sidst og selv tak og goddag og hvordan går det, når ingen af os snart vil gå nogen steder mere, og alle jo godt ved det, og man i stedet kan sidde her og spise blommer og holde øje med jordens gang om solen og øve sig i at blive en del af ingenting?" Fromme Kajs to sten røg af sted hurtigt efter hinanden. "Når intet betyder noget, er det bedre at gøre ingenting end noget. Særligt hvis dette noget er at kaste med sten fordi man ikke tør klatre i træer." Stenene fløj mod blommetræet fra alle sider. Rækkefølgen var opgivet. Alle kastede på en gang nu, og kort efter lød der et hyl fra Pierre Anthon, og han røg ned fra grenen og ramte græsset bag hækken med et bump. Det var også godt, for vi havde ikke flere sten tilbage, og klokken var mange. Fromme Kaj skulle se at komme hjem med avisvognen hvis han skulle nå i skole inden klokken ringede. 16 17
Den følgende morgen var der stille i blommetræet da vi gik forbi på vej til skole. Ole var den første der krydsede vejen. Så fulgte store Hans der med et tungt hop fik fat i to victoria' er som han rev af sammen med en masse blade og et højt råb, og da der stadig ikke skete noget, fulgte vi andre jublende efter. Vi havde vundet! Sejren er sød. Sejren er. Sejren. To dage senere var Pierre Anthon tilbage i blommetræet med et plaster i panden og adskillige nye slagord: "Selv hvis I lærer noget så I tror I kan noget, er der altid nogen der kan dette noget bedre end jer." "Hold mund," råbte jeg tilbage. "Jeg skal nok blive til noget der er noget! Og jeg bliver berømt i hele verden!" "Selvfølgelig, Agnes," Pierre Anthons stemme var venlig, næsten medlidende. "Du skal nok blive designer og humpe rundt i høje sko og spille smart og :fa andre til at mene at de også er smarte når de går i tøj af netop dit mærke." Han rystede på hovedet. "Men du vil opdage at du er klovn i et ligegyldigt cirkus, hvor alle prøver at bilde hinanden ind at det er livsvigtigt at se ud på en bestemt måde det ene år og på en anden det næste. Og du opdager også at berømmelsen og den store verden er uden for dig, og at indeni er der ingenting, og at det bliver der ved med at være uanset hvad d u gør. " Jeg så mig omkring; der var ingen sten på vejen. "Hold så kæft!" skreg jeg, men Pierre Anthon blev ved. "Hvorfor ikke indrømme med det samme at der ikke er noget der betyder noget og så nyde det ingenting der er?" Jeg gav ham fingeren. Pierre Anthon lo bare. Rasende hev jeg fat i Rikke-Ursulas arm, for Rikke-Ursula var min veninde med blåt hår og seks fletninger, og det var alligevel noget. Blå, mere blå, mest blå. Hvis ikke min mor på det strengeste havde forbudt det, ville mit hår også være blåt. Nu måtte jeg nøjes med de, seks fletninger som ikke var, "'" særligt vellykkede i mit t ynde tjavsede hår, men trods alt noget. Det varede ikke mange dage før Jan-Johan igen kaldte os sammen på fodboldbanen. Der var ingen gode forslag, men masser af dårlige. Ole gad vi ikke høre mere på, og hvis ikke han havde været den stærkeste i klassen - i hvert fald siden Pierre Anthon gik ud af skolen - havde han fået bank. Lige da vi skulle til at gå fordi vi alligevel ikke kunne finde på noget, trådte Sofie frem. "Vi er nødt til at bevise for Pierre Anthon at der er noget der betyder noget," var alt hvad hun sagde, men det var også nok, for med det samme vidste alle vi andre hvad der skulle gøres. Allerede næste eftermiddag gik vi i gang. 18 19
v Sofie boede lige præcis der hvor Tæring holdt op med at være by og blev til land. Bag det gulkalkede hus, hvor Sofie boede med sine forældre, lå en stor mark med et nedlagt savværk i den ene ende. Savværket blev ikke brugt mere og skulle rives ned og give plads for en sportshal som byens spidser havde talt om i årevis. Der var nu ingen der rigtigt regnede med den sportshal, og nok var savværket forfaldent med smadrede vinduer og huller i loftet, men det stod der endnu og var lige hvad vi havde brug for. I det store frikvarter gav vi alle sammen vores en- og toog femkroner til Jan-Johan, der løb hele vejen til isenkræmmeren, købte og betalte og løb hele vejen tilbage igen, nu med en splinterny kodehængelås i hånden. Der var en del diskussion om hvilken kode vi skulle vælge, for alle syntes at netop deres fødselsdato var den mest velegnede. Til sidst enedes vi dog om den femte februar, for det var den dag Pierre Anthon var født. Fem-nul-to var så de tal vi alle sammen øvede os på at huske til vi glemte vores lektier og at høre efter, og lærer Eskildsen var ved at få mistanke og spurgte om vi havde spurve i hovederne eller bare havde tabt det lidt der sad oven på vores halse. Vi svarede ham ikke. Ikke en. Fem-nul-to! Vi havde savværket, vi havde låsen, og vi vidste hvad vi skulle gøre. Alligevel var det sværere end vi havde regnet med. Når nu Pierre Anthon havde lidt ret i at intet betød noget, var det ikke så lige til at indsamle noget der havde betydning. Igen var det Sofie der reddede os. "Vi lader bare som om," sagde hun, og efterhånden fandt vi alle på nogle kneb der kunne hjælpe os. Elise kunne huske at hun h~vde grædt en gang hun var seks, og en schæferhund bed h~edet af hendes dukke, så hun gravede den gamle dukke og det afbidte hoved frem fra kasserne i kælderen og tog begge dele med over til det nedlagte savværk. Fromme Kaj kom med en gammel salmebog der manglede både for- og bagstykke og ikke så få salmer, men som trods alt løb uden andre mangler fra side 27 til side 389. Rikke-Ursula afleverede en lyserød perlemorskam der kun savnede to tænder, og Jan-Johan bidrog med et Beatlesbånd der havde mistet lyden, men som han ikke havde nænnet at smide ud. Andre gik fra hus til hus og spurgte om ikke de kunne få et eller andet der betød noget. En dør eller to blev smækket lige i hovedet på os, men vi fik også de mest forunderlige ting. De gamle var de bedste. De gav os porcelæns hunde der kunne nikke med hovedet og kun var lidt skåret, fotografier af forældre der for længst var døde, eller legetøj fra børn der for længst var blevet voksne. Vi fik også et par gamle stykker tøj der var elsket og brugt til trævler, og endda en enkelt rose fra en brudebuket fra for seksogtredive år siden. Rosen gjorde imidlertid os piger lidt forknytte, for det var trods alt noget vi syntes betød noget, den her drøm om at være hvid brud og holde en fin buket i hånden og kysse manden der skulle være vores resten af livet. Men så sagde Laura, der havde indsamlet den, at damen var blevet skilt fem år senere. Og eftersom mange af vores forældre også var skilt, hvis de da overhovedet nogen sinde havde været gift, så kunne det være det samme med den drøm. 20 21
Dyngen voksede og voksede. I løbet af få dage voksede den sig næsten lige så høj som lille Ingrid. Alligevel var det lidt tyndt med betydningen. Vi vidste jo godt alle sammen at intet af det, vi samlede ind, i virkeligheden betød noget for os, så hvordan skulle vi kunne overbevise Pierre Anthon om at det var noget? Nej, han ville gennemskue os med det samme. Ikke noget. Ingenting. Intet. Endnu en gang kaldte Jan-Johan os sammen. Og så var det at vi blev nødt til at indrømme at der rent faktisk var nogle ting der betød noget for os, selvom det selvfølgelig ikke var så meget eller noget vigtigt. Men okay, godt nok til at være bedre end det vi havde. Dennis var den første. Han kom med en hel stabel Dungeons & Dragons-bøger som han havde læst igen og igen og kunne næsten udenad. Ole opdagede imidlertid snart at der manglede fire i serien, og så måtte Dennis også af med dem. Dennis råbte op og sagde at Ole skulle passe sig selv, for det var slet ikke det der havde været meningen med det hele, og det vidste vi også godt og var rigtig tarvelige. Men jo mere Dennis råbte op, jo mere holdt vi andre på at han selv kunne se hvor meget de bøger betød for ham. Og havde vi ikke netop aftalt at det var det der betød allermest der skulle på dyngen, hvis den skulle kunne overbevise Pierre Anthon om at komme ned fra blommetræet? Da først Dennis havde afleveret de sidste fire af sine Dungeons & Dragons-bøger, var det ligesom om der gik hul på betydningen. For Dennis vidste at Sebastian var meget glad for sin fiskestang. Og Sebastian vidste at Richard forgudede sin sorte fodbold. Og Richard havde godt set at Laura altid gik med sine afrikanske papegøjeørenringe. Vi skulle være stoppet allerede inden det kom så vidt. Nu var det på en eller anden måde for sent, også selvom jeg gjorde hvad jeg kunne. "Der er ikke noget ved det her," sagde jeg. "Ha,"grinede GerdlJ,og pe.!{ede på mine halvhøje, grønne sandaler som jeg havde brugt'hele sommeren på at overtale min mor til at købe til mig, og som hun først havde købt for nylig da der blev udsalg, og de var sat ned til halv pris. Jeg vidste det. Og hvis jeg skal være helt ærlig, var det nok også derfor jeg forsøgte at stoppe indsamlingen. Det havde kun været et spørgsmål om tid før nogen pegede på sandalerne. At det skulle blive øv, bøv, åh så dumme grine Gerda, gjorde det kun værre. Jeg prøvede først at lade som ingenting, som om jeg slet ikke havde set hvad Gerda pegede på, men Laura lod mig ikke slippe. "Sandalerne, Agnes," sagde hun, og så var der ingen vej udenom. Jeg satte mig på hug og skulle til at spænde sandalerne op, kunne så ikke få mig selv til det og rejste mig igen. "Det kan jeg ikke," sagde jeg. "Min mor vil spørge hvor de er henne, og så vil de voksne opdage det hele." Jeg troede jeg var smart. Det var jeg ikke. "Tror du, du er bedre end os andre?" hylede Sebastian. "Hvor tror du min far tror min fiskestang er henne?" Som for at understrege sine ord greb han fat i linen og fiskekrogen der hang og dinglede midt i dyngen. "O g h vor er mme. b øgerr "" "Og min fodbold?" "Og mine ørenringe?" Jeg havde tabt og vidste det og bad nu blot om udsættelse et par dage. "Bare indtil sommeren er helt forbi." 22 23
Der var ingen nåde. Jeg fik dog lov at låne et par gummisko af Sofie, så jeg ikke behøvede gå barfodet hjem. Sofies gummisko var for små og klemte min storetå, og der var meget længere hjem fra savværket end der plejede at være. Jeg græd da jeg drejede op ad min vej og gik det sidste stykke op til huset alene. J eg gik ikke ind, men satte mig i cykelskuret hvor jeg ikke kunne ses fra hverken vejen eller huset. Jeg skubbede Sofies gummisko affødderne og sparkede dem hen i et hjørne. Billedet af mine to halvhøje, grønne sandaler allerøverst oppe på dyngen af betydning ville ikke gå væk. J eg kiggede på mine bare fødder og besluttede at Gerda skulle få det betalt. VI Det tog mig tre dage at finde Gerdas ømme punkt, og i de tre dage var jeg noget så sød ved Gerda. Jeg havde aldrig brudt mig om Gerda. Hun havde en måde at spytte på når hun talte, og endnu mere når hun grinede, og det gjorde hun næsten hele tiden. Og så ville hun ikke lade Rikke-Ursula i fred, og Rikke-Ursula var min bedste veninde og noget så særlig at hun, udover det blå hår og de seks fletninger, kun gik i sort tøj. Hvis ikke min mor til stadighed saboterede det med farverige indkøb, ville jeg også kun have haft sort tøj. Som det var, måtte jeg nøjes med et par sorte bukser, to sorte t-shirts med vittigheder på engelsk og en sort uldtrøje der var for varm til at gå med her i begyndelsen af september. Men nu var det Gerda det drejede sig om. Jeg byttede hårelastikker med Gerda, hviskede med hende om drengene og betroede hende at jeg lidt godt kunne lide store Hans (hvilket overhovedet ikke var sandt, men selvom man ikke skal lyve, var dette det min storebror kaldte fors masjør, hvilket jeg ikke var helt sikker på hvad betød, men som i hvert fald indebar at man lige nu havde lov at lyve). De første to dage var udbyttet ikke stort. Gerda holdt tilsyneladende ikke meget af noget. Eller også havde hun gennemskuet mig. Der var nogle gamle glansbilleder som hun havde fået af sin mormor, men jeg vidste at hun ikke havde leget med dem siden vi gik i femte. Så viste hun mig et bil- 24 25
lede af Tom Cruise som hun var helt væk i og kyssede godnat hver aften inden hun skulle sove. Hun havde også en hel stak romanblade med læger der kyssede sygeplejersker og derefter levede lykkeligt til deres dages ende. J eg må indrømme at jeg nogle gange godt ville låne dem, og Gerda ville nok have knebet en enkelt tåre eller to over at måtte af med dem, alligevel var det noget værre pjat og ikke rigtig noget. Nej, først på tredjedagen kom jeg på det. Det var mens vi sad i Gerdas værelse og drak te og lyttede til et bånd hun lige havde fået af sin far, at jeg opdagede Gerdas ømme punkt. De to andre dage havde vi siddet i det værelse som Gerda havde hos sin mor, og det var fyldt med pigeting og nips. Nu var vi i det værelse som Gerda havde hos sin far hvor hun boede hver anden uge. Og det var ikke stereobåndoptageren eller den oppustelige plasticlænestol eller idolplakaterne på væggene der gjorde værelset anderledes end det hos hendes mor, for der havde hun også både stereobåndoptager og oppustelig plasticlænestol og idolplakater på væggene. Det der gjorde værelset i Gerdas fars hus til noget særligt, var at der i hjørnet stod et kæmpe bur med en lillebitte hamster i. Hamsteren hed Oscarlille, og Oscarlille var hvad jeg næste dag sagde at Gerda måtte aflevere til dyngen afbetydmng. Gerda græd og sagde at hun ville sige det med store Hans. Nej, hvor jeg grinede da jeg fortalte at det var løgn og firs masjør. Det fik Gerda til at græde endnu mere og sige at jeg var den ledeste hun kendte. Og da hun havde grædt i to timer og stadig var helt utrøstelig, var jeg lige ved at fortryde og tænke at hun måske havde ret. Men så kiggede jeg op på mine halvhøje, grønne sandaler på toppen af dyngen og gav mig ikke. Rikke-Ursula og jeg fulgtes hjem med Gerda for at hente Oscarlille med det samme; hun skulle ikke have lejlighed til at slippe udenom. Gerdas far boede i et af de nybyggede rækkehuse der var gråbrune og af mursten, i hver{fald uden på betonen. Det havde store letglidende vinduer ('alle værelserne og lå ovre i den modsatte ende af Tæring hvor der for ikke så længe siden havde været enge og gråbrune rar. At huset lå i den modsatte ende af Tæring gjorde turen lang og besværlig, men det vigtige var de store vinduer. Gerdas far var hjemme, og vi var nødt til at smugle Oscarlille ud. Det vil sige at Rikke-Ursula stod inde i Gerdas far-værelse, mens jeg stod udenfor og tog imod Oscarlille og stoppede ham ind i det gamle, rustne bur vi havde fundet til formålet. Gerda selv stod bare og snøftede i et hjørne af værelset og ville ikke hjælpe til. "Hold mund," sagde jeg til sidst, da jeg ikke kunne holde ud at høre på det snøfteri længere. "Ellers bliver det en død Oscarlille der kommer på dyngen!" Dette fik ikke Gerda til at holde op med at snøfte, men hun dæmpede i det mindste hyleriet, så det var til at døje. Og så hun kom ud af huset igen uden at hendes far fattede mistanke. Oscarlille var hvid- og brunplettet og egentlig ret sød med sine mimrende knurhår, og jeg var ganske godt tilfreds med at jeg ikke behøvede slå ham ihjel. Buret var til gengæld tungt og uhåndterligt, og vejen til det nedlagte savværk lang. Vi skulle have lånt fromme Kajs avisvogn. Det havde vi ikke, så vi skiftedes til at bære. Gerda med; der var ingen grund til at hun ikke skulle tage sin del af al den ondt i skuldrene, Rikke-Ursula ogjeg fik. Det tog en pokkers tid at nå ud til marken og savværket, og Oscarlille peb hele vejen som 26 27
om jeg rent faktisk ville slå ham ihjel, men langt om længe var vi der og kunne sætte både bur og Oscarlille fra os i halvmørket inden for døren. Gerda fik lov at polstre buret med lidt gammelt savsmuld, og efter at hun havde givet Oscarlille en ekstra portion hamste~oder og en skål frisk vand, klatrede jeg op på trappestigen og placerede ham og buret på toppen af dyngen. Jeg klatrede ned igen, rykkede stigen lidt væk og kiggede beundrende på dyngen med buret som en stjerne lidt skævt øverst oppe. Så bemærkede jeg hvor stille der var i savværket. Stille. Mere stille. Helt stille. Der var så stille at jeg pludselig ikke kunne lade være med at få øje på hvor stort og tomt savværket var, hvor mange revner og sprækker der var i cementgulvet som anedes under et dække af beskidt savsmuld, hvor tæt edderkoppespindene sad på alle lægter og spær, hvor mange huller der var i taget, og hvor få ruder der endnu var hele. Jeg kiggede rundt og over det hele og fra den ene ende til den anden og til sidst over på mine klassekammerater. De stirrede stadig tavst på buret. Det var ligesom om Oscarlille gjorde et eller andet ved dyngen af betydning som hverken mine grønne sandaler, Sebastians fiskestang eller Richards fodbold havde gjort. Jeg selv var ikke så lidt stolt af mit påfund, så det sved mig at de andre ikke så mere begejstrede ud. Det blev Ole der reddede mig. "Hold kæft hvor er det meget betydning!" sagde han med eftertryk og kiggede fra Oscarlille over på mig. "Gad vide om Pierre Anthon kan stikke den," sluttede store Hans sig til, og der var ingen der modsagde dem. Jeg måtte bide mig i tungen for ikke at rødme af stolthed. 28 Klokken var mange, og de fleste af os skulle se at komme hjem og spise. Vi kastede et sidste beundrende blik på vores bugnende dynge, så slukkede Sofie lyset og lukkede døren til bag os. Jan-Johan satte hængelåsen på, og vi skyndte os hjemad i alle retninger. Det var Gerdas tur. 29
VII Gerda var ikke særlig opfindsom og sagde blot at Maiken skulle aflevere sin stjernekikkert. Vi vidste alle sammen at Maiken havde brugt to år og alle sine sparepenge på kikkerten, og at hun så i den hver gang det var aften og skyfrit, for hun skulle være astrofysiker, men alligevel var der ikke rigtig noget ved det. Så var der mere gang i Maiken. Uden at behøve tid til at spekulere over det, kiggede hun direkte på Frederik og sagde: "D anne b rog. " Frederik blev ligesom mindre og smallere og samtidigt helt rød i hovedet som han gav sig til at ryste energisk på. Frederik havde brunt hår og brune øjne og gik altid klædt i hvid skiorte og blå bukser med pressefolder som de andre drenge gjorde deres bedste for at ødelægge. Og ligesom sine forældre, der var gift og ikke skilt og heller aldrig ville blive det, troede Frederik på Danmark og Kongehuset og måtte ikke lege med Hussain. Dannebrog var faldet ned fra himlen i tolvhundredeetellerandet, hævdede Frederik, for at den danske konge kunne vinde over fjenden i Letland. Hvad den danske konge så lavede i Letland kunne Frederik ikke svare på, og det ville nok heller ikke have hjulpet ham hvis han kunne. Vi var i hvert fald ligeglade med både konge og Letland og hujede: "Dannebrog, Dannebrog. Frederik henter Dannebrog!" Det var ikke en særlig interessant sang, men vi sang den igen og igen og morede os vældigt over den. Nok mest måske, over det forfærdede udtryk i Frederiks ansigt. I forhaven til det røde parcelhus hvor Frederik boede med sine gifte og uskilte forældre, stod Tærings længste flagstang. Og fra den flag~tang ~ede Dannebrog fra solopgang til solnedgang ved enhver given lejlighed, det være sig Dronningens eller Frederiks fødselsdag, ved højtiderne samt hver eneste søndag. I Frederiks hjem var det mandens pligt og fornøjelse at hejse flaget, og siden Frederik for nylig var fyldt fjorten havde han stolt overtaget både pligten og fornøjelsen fra sin far. Det sagde sig selv at Frederik ikke ville afgive flaget. Men vi var hverken til at hugge eller hakke i, og dagen efter blev Dannebrog en del af dyngen af betydning. Vi sang Kong Christian stod ved højen mast og stod ret, mens Frederik bandt det rød-hvide klæde fast til den jernstang Jan-Johan havde fundet bag savværket, og som nu blev plantet midt i dyngen. Dannebrog var meget større tæt på end når det vajede oppe på flagstangen, og jeg blev lidt beklemt ved forehavendet, når man betænkte historien og nationen og alt det. Det virkede nu ikke som om det generede nogen af de andre, og så tænkte jeg på betydningen og kunne alligevel godt se at Maiken havde ramt rent: med Dannebrog vajende over sig, så dyngen afbetydning virkelig ud af noget. Noget. Meget. Betydningen! At Frederik kunne være ondskabsfuld, var der ingen der havde regnet med. Men han steg ikke så lidt i vores agtelse da han bad om dame Werners dagbog. 30 31
Dame Werner var, hvordan skal jeg sige det: dame Werner. Og dame Werners dagbog var en meget særlig sag indbundet i mørkt læder og fransk papirmasse, og f}rldt indeni med sirligt tætskrevne sider på noget der lignede madpapir, men som vist nok var ikke så lidt finere end det. Nu sagde dame Werner uf og nej, og det kunne han da ikke og gjorde nogle håndbevægelser som vi piger senere prøvede at gøre ham efter, mens vi flækkede af grin. Lige meget hjalp det. Dagbogen kom på dyngen, dog uden nøglen, for den havde Frederik glemt at bede om og mistede således sin nyvundne agtelse næsten lige så hurtigt som han havde faet den. Dame Werner sagde nasalt og let nedladende at med hans dagbog havde dyngen af betydning nået et helt nyt plateau - han havde en særlig forkærlighed for ord der kom fra fransk, og som vi andre ikke altid vidste hvad betød. Uanset hvad det betød, var det på grund af plateauet at han bad Anna-Li undskylde, hun ville være nødt til at bringe sit adoptionsbevis. Anna-Li var koreaner trods det at hun var dansker og kun havde kendt de af hendes forældre der var danske. Anna-Li sagde aldrig et ord og blandede sig aldrig i noget, blinkede bare og så ned når nogen talte til hende. Heller ikke nu svarede hun. Det var Rikke-Ursula der protesterede: "Det gælder ikke, Werner. Adoptionsbeviset er ligesom et fødselsbevis. Det kan man ikke give væk." "I må meget undskylde," sagde dame Werner med påtaget overbærenhed. "Min dagbog er mit liv. Hvis den kan ligge på dyngen, kan adoptionsbeviset også. Var det ikke meningen at den dynge skulle have betydning?" "Ikke på den måde," sagde Rikke-Ursula og rystede på hovedet, så de seks blå fletninger slog i luften. Dame Werner fremturede høfligt, og vi vidste ikke rigtigt hvad vi mere kunne indvende og stod og tyggede lidt på det. Så sagde Anna-Li til vores foll9løffelse en hel masse: "Det gør ingenting," begyndte hun. "Eller rettere, det gør meget. Men det er også det der er meningen, for ellers får dyngen af betydning ingen betydning, og så får Pierre Anthon jo ret i at ingenting betyder noget." Anna-Li havde ret. Adoptionsbeviset kom oven på dyngen, og da Anna-Li sagde at lille Ingrid skulle aflevere sine nye krykker, var der ingen der sagde hende imod. Lille Ingrid måtte gå med sine gamle. Der var ved at komme gang i betydningen, og vores jubel ville ingen ende tage da lille Ingrid spagfærdigt hviskede at Henrik skulle komme med slangen i formalin. 32 33
VIII Der var i biologilokalet seks ting der var værd at kigge på: skelettet som vi kaldte hr. Hansen, den halve mand med aftagelige organer, et vægkort over kvindens underliv, et tørt og let revnet kranie der gik under tilnavnet Hamleis håndfuld, en udstoppet husmår samt slangen i formalin. Blandt disse var slangen i formalin langt den mest interessante, og lille Ingrids påfund var derfor genialt. Det syntes Henrik ikke. Især fordi slangen var en kobra som hans far havde brugt lang tid og mange breve og forhandlinger på at hjembringe til skolens samling. Der var også det ved slangen at den var ækel og gav kuldegysninger ned ad ryggen hver gang man kom til at se på den. Med sine forhistoriske mønstre og tætte skæl lå kroppen bugtet i en endeløs spiral nederst i glasset, hovedet var løftet vågent op, dens takkede nakke var spilet ud som i vrede, og hvert øjeblik ventede man det lammende langspyt stå ud af det hvæsende, lyserøde gab. Ingen rørte frivilligt ved glasset. Det vil sige, medmindre de fik mindst ti kroner for det. Henrik fastholdt dumt og stædigt at slangen ikke hørte til på dyngen af betydning. Det hjalp imidlertid da Hussain holdt glasset med slangen (det var Ole der betalte) op over hovedet på Henrik i frikvarteret og sagde, at han ville smadre glasset mod Henriks pande hvis ikke Henrik tog slangen med ud til dyngen. Vi andre var også utålmodige og stod på at det skulle være nu. Vi skulle se at blive færdige, så vi kunne få lukket munden på Pierre Anthon. Blommerne var ved at være godt modne, og Pierre Anthon spyttede nu klæbrige blommesten efter os mens han råbte sine ting og sager. "Hvad vil I tøser med kærester?" havde han råbt samme morgen da jeg kom forbi Tæringvej 25 med Rikke-Ursula under armen. "Først bliver man forelsket, så bliver man kærester, så holder forelskelsen op, og så går man fra hinanden igen." "Hold kæft!" råbte Rikke-Ursula meget, meget højt. Måske hun følte sig særlig ramt, for vi havde netop talt om Jan-Johan og det med følelserne der ikke var til hverken at styre eller forstå. Pierre Anthon 10 og fortsatte venligt: "Og sådan går det den ene gang efter den anden, lige indtil I bliver så trætte af gentagelsen at I vælger at lade som om ham der nu engang er i nærheden, er den eneste ene. At I gider!" "Hold så kæft!" råbte jeg og gav mig til at løbe. For selv om jeg ikke havde nogen kæreste og heller ikke vidste hvem det skulle være hvis jeg skulle vælge en lige nu og her, så ville jeg meget gerne have en og det snart. Og min kærlighed skulle Pierre-Anthon aldeles ikke bryde sig om at ødelægge endnu før den overhovedet var kommet i stand. Rikke-Ursula og jeg løb hele resten af vejen til skole, og det i et dårligere humør end vi kunne huske vi nogensinde før havde været i på en og samme tid. Det hjalp ikke engang på mit og Rikke-Ursulas humør at smukke Rosa huskede os på at Pierre-Anthon engang havde været kæreste med Sofie i fjorten dage, og at de endda havde kysset før det var forbi, og at Sofie dernæst blev kæreste med Sebastian, mens Pierre Anthon blev det med Laura. 34 35
Den historie lød nemlig lidt for meget ligesom noget jeg ikke ville høre. Og måske også lidt for meget ligesom det Pierre Anthon selv havde sagt. IX Jeg ved ikke præcis hvornår Henrik så sit snit til at snuppe slangen fra biologilokalet, eller hvordan han fik den ud til det nedlagte savværk uden at blive set. Jeg ved bare at både Dennis og Richard hjalp ham, og at slangen gyngede noget så ulækkert og levende da de løftede glasset op på toppen af dyngen. Heller ikke Oscarlille brød sig om det. Hamsteren skreg ynkeligt og krøb sammen i det fjerneste hjørne af sit bur, og Gerda græd og sagde at de skulle lægge noget avispapir om slangen, så vi andre kunne la lov at være der. Men netop Oscarlilles hvin gjorde slangen endnu mere betydningsfuld, og der var ingen der ville gå med til at pakke den ind. 36 I stedet kiggede vi afventende på Henrik. Henrik var en rigtig fedterøv. Han bad om Oles boksehandsker. Det eneste sjov der var ved det, var at Ole trods alt var lidt glad for handskerne, og så at de var røde og passede godt til Dannebrog. O le tænkte sig til gengæld om i otte hele dage førend han kom med sit bud. Havde det ikke været Ole og havde hans påfund ikke været så storslået, var vi alle blevet vrede på ham. For mens han gik der og tænkte, begyndte vi igen at lægge mærke til Pierre Anthons råben oppe fra blommetræet. "Man går i skole for at få et arbejde, og man arbejder for at kunne holde fri. Hvorfor ikke holde fri fra starten?" råbte han og spyttede en blommesten efter os. Det var ligesom om dyngen af betydning krympede og mistede lidt afbetydningen, og det var ikke til at holde ud. "Du kan bare vente og se!" råbte jeg så højt jeg kunne og måtte straks springe til side for at undgå en smattet blomme der kom susende. "Der er ikke noget at vente på," råbte Pierre Anthon nedladende. "Og der er slet ikke noget at se. Og jo længere man venter, desto mindre vil der være at se!" Jeg holdt hænderne for ørerne og skyndte mig resten af vejen til skole. Der var nu heller ikke rart i skolen, for lærerne var vrede på os. De var ikke i tvivl om at det var vores klasse der stod 37
bag den forsvundne slange i formalin. Hvordan kunne Henrik også have været så dum at snuppe den lige efter en af vores biologi timer? Vi skulle alle blive en time hver dag efter skoletid, indtil vi sagde hvor den var. Det vil sige, alle undtagen Henrik, for Henriks far var sikker på at det ikke kunne være Henrik. Fedte Henrik! Fedterøv! Fedterøv til Henrik! Nej, hvor vi forbandede ham og så frem til den dag hvor dyngen var færdig, og Pierre Anthon havde set den, og vi kunne afsløre tingenes rette sammenhæng, så den fedterøv til fedte Henrik kunne få hvad han fortjente. I mellemtiden gik han rundt og kroede sig. Kroede sig, roede sig, oede sig! I hvert fald lige indtil store Hans fik fingrene i ham og varmede hans ører og kinder nok så grundigt, og han bad om nåde og fik det, fordi hans far i mellemtiden havde opgivet det med eftersidningerne. "Elises lillebror," sagde Ole langt om længe, og det var som gik der et vindstød gennem savværket. Det var eftermiddag. Vi sad for foden af dyngen af betydning, og vi vidste alle sammen hvad det Ole sagde indebar. Elises lillebror var død kun to år gammel. Og Elises lillebror lå begravet på kirkegården oppe på kirkegårdsbakken. Det Ole sagde indebar at vi skulle grave kisten med Elises lillebror op, bære den ned ad bakken og hele vejen ud til savværket og dyngen af betydning. Det indebar også at dette måtte ske om natten i ly af mørket, hvis ikke vi skulle opdages. Vi så på Elise. Måske håbede vi hun ville sige noget der gjorde foretagendet umuligt. 38 ~lise sagde ikke noget. Hendes lillebror havde været syg fra nan blev født til han døde, og i al den tid havde Elises forælme ikke gjort andet end at passe ham, mens Elise gik rundt på vejene og fik dårlige karakterer og blev til dårligt selskab, og til sidst flyttede hun over til sine bedsteforældre. Altså lige indtil lillebroren døde for et ~vt år siden, og Elise igen "'- flyttede hjem. Jeg tror ikke Elise var rigtig ked af at hendes lillebror døde. Jeg tror heller ikke hun var ked af at han skulle op at ligge på dyngen af betydning. Jeg tror Elise blot var mere bange for sine forældre end for os andre, og at det var derfor hun efter lang tids tavshed sagde: "Det kan vi ikke." "Selvfølgelig kan vi det," sagde Ole. "Nej, sådan noget må man ikke." Elise rynkede panden. "Det er da lige meget om man må eller ej. Vi gør det bare." "Det er helligbrøde," indskød fromme Kaj, og det blev ham mere end Elise der gjorde indvendinger. "Vi vil påkalde os Guds straf," forklarede han. "De døde skal hvile i fred." Fred. Mere fred. Gravfred. Fromme Kajs indvendinger var ikke nogen nytte til. "Vi skal være seks," sagde Ole ufortrødent. "Fire til at grave på skift og to til at holde vagt." Vi så på hinanden; der var ingen der meldte sig frivilligt. "Vi trækker lod," sagde Ole. Vi diskuterede længe hvordan vi skulle trække lod. Til sidst blev vi enige om at vi skulle trække kort, og at de fire der fik de højeste kort skulle med på kirkegården. Ja, der skulle kun trækkes lod om fire, for det var selvklart at Ole og Elise var to af de seks. 39
Jeg sagde at jeg godt kunne løbe hjem efter et spil kort, men det var ved at være sent, og vi besluttede at lodtrækningen først skulle finde sted dagen derpå. Til gengæld skulle opgravningen finde sted allerede den følgende aften. Medmindre det var regnvejr. Jeg har altid godt kunne lide at spille kort, og jeg har altid haft mange forskellige sæt kort. Så snart jeg havde spist til aften gik jeg ind på mit værelse, lukkede døren og fandt alle mine kortspil frem. Der var de klassiske med mønstre i blåt og rødt, som det ikke skulle være. Så var der miniature-spillene som heller ikke syntes rigtige. Og det skulle heller ikke være dem med hestehovederne på bagsiden, eller dem med klovnene, eller dem hvorpå knægtene og kongerne lignede arabiske sultaner. Til sidst var der kun et sæt tilbage. Det var imidlertid også meget passende, for kortenes bagside var sort med en tynd guldkant, og jeg havde næsten aldrig brugt dem, så guldkanterne var helt intakte og glinsende. Dem skulle det være. Jeg lagde de andre spil på plads og spredte de guldrandede ud på mit skrivebord. J eg undersøgte længe hvert enkelt af kortene. Der var noget ildevarslende over dem, ikke bare over billedkortene med den hekselignende dronning og kongen med de gennemborende øjne, og ikke bare over de alt for sorte spar og klolignende klør, men også over de blårøde ruder og hjerter der mest af alt fik mig til at tænke på netop det, jeg ikke ville tænke på. Eller også var jeg bare ved at blive vaklevorn ved tanken om lille Emils kiste der skulle graves op. Op. Ned. Og litervis af noget jeg ikke vil tænke på. Jeg havde to muligheder. Enten kunne jeg tage en to' er fra og stikke den i lommen og så, på en eller anden måde, bytte kortet jeg trak i morgen ud med to' eren. Eller også kunne jeg mærke en af to' erne på en sådan måde at jeg selv ville være i stand til at finde den når jeg skulle trække et kort, men også sådan at ingen andre ville bemærke noget. ''\oh, ~, Selvom jeg ikke vidste hvordan jeg skulle mærke kortet uden at det kunne ses af de andre, valgte jeg den sidste mulighed. For hvis nogen fandt på at tælle kortene inden vi trak lod, ville jeg være opdaget på stedet. Så var det sikrere at mærke dem. Efter lange overvejelser skrabede jeg guldkanten af alle fire hjørner på spar to. For en sikkerheds skyld gjorde jeg bagefter det samme på de tre andre to' ere. Med lidt god vilje kunne det godt se ud som tilfældigt slid, og nu var jeg på den sikre side. Det ville ikke blive mig der skulle ud og grave Elises 1i11ebror op midt om natten. Dagen efter var der en mærkelig lavmælt uro i klassen. Ingen kom med vittigheder, ingen sendte sedler rundt, og ingen kastede med papirfly. Ikke engang da vi havde vikar i matematiktimen. Og dog var der en masse støj. Stole der vippede frem og tilbage, borde der blev skubbet til først den ene side, så den anden, kuglepenne der kradsede i bordkanten, og blyanter der blev tygget i enderne. Timerne sneglede sig af sted og gik samtidig alt for hurtigt., Det var eftermiddagen vi var nervøse for. Alle undtagen jeg. Jeg smilede roligt fra min plads og vandt mig et par plusser til karakterbogen ved at være den eneste der kunne tage sig sammen til at svare på lærer Eskildsens spørgsmål om vejr og vind og vand i Amerika, og det både i nord og 40 41