Den grønne have Wivi Leth, 1998 (4,8 ns) Dette skete for ikke så lang tid siden, i landet med det rødhvide flag. Det var efterår, og tre børn havde vovet sig 5 ind i den have, hvor der engang havde været et hus. De gik bare rundt og kiggede i skumringen. Kiggede og undrede sig. Kasper havde en kæp i hånden. Den stak han af og til i jorden, sådan som man gør når man tænker på noget helt 10 andet end det man netop gør. Haven var grøn og frodig. Hækken som løb hele vejen rundt omkring den, voksede vildt. Det var længe siden den havde mærket en hækkesaks. I lange tider havde den fået lov til bare at vokse. Den strakte 15 sine grene i alle retninger, og så ud som om den ville vokse op og blive til et nyt hus på stedet. Den dannede en vild væg om haven, som altid stod tom. Tiden stod stille i den grønne have. Æbletræet havde tabt sine æbler. 20 Sofie samlede et af dem op. Hun gned det blankt på sine bukser, men spiste ikke af det. Det havde røde kinder, ligesom i eventyrene. Og det kunne godt komme ned i hendes lomme, så der fik det lov til at ligge. Simon trådte på en snegl. Sofie gøs da hun hørte 25 hvordan huset knustes. Sneglen var blevet til en udtværet masse af snegl og hus. Simon kunne heller ikke lide det. Han forsøgte at tørre snegleresterne på gummistøvlen af i en tot græs. Det var noget slimet noget. 30 Han sagde ingenting. Kasper gik hen til det største af træerne i haven. Stammen var så tyk, at han ikke kunne nå omkring den alene. Da han var lille fik han nogen til at hjælpe sig med den slags. Så tog de hinanden i hånden for at kunne nå. Nu gad han ikke 35 engang at prøve. Det træ havde stået der i over hundrede år, var han sikker på. Det kunne han se med et halvt øje. En vedbend var vokset op i det. Den krøb rundt om stammen som en slange. Blev til flere slanger og gjorde den 40 grøn med sine hænderlignende blade.
Kasper stod længe og betragtede bladene mens han pillede lidt ved dem med sin pegefinger. De var ikke dunede og klæbrige som stænglen. Men jo mere han så på dem, jo mere kom de til at ligne levende hænder. 45 Det gamle træ var simpelthen befolket med hundredvis af små grønne hænder. Han hevet par af dem af. De var seje og strittede imod. Så tog han fat i stænglen, som klæbede sig til stammen på en måde som om den ikke kunne undvære den. Det var ligesom i urskoven hvor lianerne slyngede sig op ad 50 andre planter for at kunne brede sig. Lianen var også en slyngplante. Kasper var langt væk i sine tanker da Sofie spurgte om ikke de skulle gå ud. Hun kunne ikke lide at være der. Der var uhyggeligt. Hun havde det som om nogen kiggede på 55 hende. Hun vidste bare ikke hvor dem, der kiggede, var. For hun kunne ingen se. Men der var nogen, og nu ville hun gå. De andre ville blive. De havde ikke travlt. 60 Det er også ved at blive mørkt, sagde Sofie. Drengene svarede ikke, så Sofie begav sig hen mod det hul i hækken hvor de var kravlet ind. På vejen samlede hun endnu et æble op og fik i det samme øje på noget der fik hende til at skrige. Kun nogle få meter derfra hvor hun stod, 65 stak der en hånd op af jorden. En barnehånd. Simon kom løbende. Han nåede først hen til hånden. Så kom Kasper. Bare rolig! sagde Simon, den er kun fra en figur! 70 Han tog fat i hånden og trak til. Op kom en hel arm. Han så undersøgende på den. Vendte og drejede den sammen med Kasper. Det var bare en plasticarm fra en af den slags døde mannequiner som stod i tøjbutikkerne. Dem kunne man dreje armene af. 75 Sofie nærmede sig. Kom og se, sagde Simon. Kasper sammenlignede armen med Sofies. Den døde og den levende arm var lige lange. La' vær'! 80 Uhyggen bredte sig i Sofies krop.
Hun krydsede armene og holdt godt fast i sig selv. De var ikke alene, Simon og Kasper og hende. Der var nogen lige i nærheden. En lille vind blæste hurtigt forbi. Hun fik den tanke at det var et genfærd. 85 Hvis det var rigtigt, var det tidligt på færde. I historierne kom spøgelserne altid først frem ved midnatstid. Og når det blev morgen, var de væk. Det var ikke alle der blev til spøgelser, når de var døde. Spøgelser var mennesker der gik igen. Og de der gjorde det, var til for 90 at gøre de levende opmærksomme på noget. Mennesker havde brug for spøgelser. Armen var gået i stykker oppe ved skulderen. Den var hul, så man kunne kigge lige ned i den. Engang havde der boet en musefamilie, kunne de se. For de havde efterladt resterne 95 af deres rede. Der havde sikkert været både varmt og godt inde i armen. Kasper stak lidt i jorden omkring det sted hvor Simon havde trukket den op. Hvad laver du? spurgte Sofie. Ikke noget. 100 Så stødte han på noget hårdt. Det er sikkert bare en sten, sagde Simon. Skal vi ikke vente til i morgen med at finde ud af det. Kasper begyndte at skrabe jorden væk. Det har aldrig været en sten! sagde han. 105 Men vi kan jo ikke se en skid, sagde Simon. Kom! Det er snart mørkt. Sofie holdt godt fast i æblet og bed sig i læben af bar spænding. Simon pillede sig utålmodigt i næsen. 110 Jeg henter en lygte, sagde han. Nej, vent lidt, sagde Kasper. Jordbunken voksede. Kasper gravede med de bare næver. Han var næsten nået ned. Nu kunne de alle tre se at det var endnu en del af en 115 krop. Denne gang er det et ben, sagde Kasper. - Hvis det havde været et lig, så var jeg den der var skredet, sagde Simon. Han tog mod til sig og hjalp med at få foden fri. Det tog 120 kun et øjeblik, så gik benet løs, og de trak det op af jorden. Foden var slank og benet helt i orden.
Kasper så på Sofies ben. Hvorfor glor du på mig? Hvad nummer bruger du i sko? 125 Kan det ikke være lige meget? Hvis vi finder resten af kroppen, så kunne vi klæde den på. Gi' den tøj og sko på. Og hva' så? Gøre folk forskrækkede til nytår, hvad ellers? 130 Simon fik en ide. Hvorfor først til nytår? Hold mig udenfor, sagde Sofie, jeg vil ikke være med. Hun så ned i jorden. Men at I ikke engang har opdaget at der er nogen der 135 kigger på os, det kan jeg ikke forstå, fortsatte hun. Begge drengene fór sammen. Den ene så mere bange ud end den anden. I en fart kom de på andre tanker. De hjalp hinanden med at skjule armen og benet under en 140 busk. Smed lidt løs jord over. Pludselig havde de det som om de havde gjort noget forkert, og hellere måtte se at komme væk inden det var for sent. Sofie var allerede på vej ud ad hullet i hækken. 145 Drengene fulgte efter. Himlen var blevet til et mørkt tæppe med stjerner på. De følte sig mærkeligt til mode og gik hjem. Sofie rystede. Om aftenen lå hun længe i sin seng og kunne ikke sove. Til sidst kom hendes mor for at trøste hende. 150 På den måde fik hun at vide at huset som engang lå i haven, var brændt ned. Og en pige der var lige gammel med hende, brændte inde. Hun var alene hjemme da branden opstod, og døde i flammerne. Hendes hjemløse familie flyttede langt væk da hun var blevet begravet. Så hun var 155 den eneste der var tilbage i landsbyen. Det var alt sammen sket for mange, mange år siden. Sofie lå og så på stjernehimlen inden hun faldt i søvn. Der var så meget mellem himmel og jord. Men i tankerne blev hun ved med at vende tilbage til en ganske bestemt 160 gravsten.
Lågen ind til kirkegården knirkede da hun dagen efter åbnede den. Det fine perlegrus på gangen knaste under hendes fødder. Hun fandt med det samme stedet hvor pigen 165 lå. På stenen sad der en due. Der stod kun to ord på den. FARVEL LAURA Sofie blev stående foran graven. Selvom Laura var både 170 død og begravet, var hun der alligevel. Sofie satte sig på hug for at komme hende nærmere. Det gav hende en følelse af at hun ikke var alene. Da hun rejste sig for at gå igen, nikkede duen til hende. Den var hvid og havde en fugleklat på ryggen. 175 Men hvor armen og benet var blevet af, fik hun aldrig at vide. Simon og Kasper fortalte at alle spor var slettet da de dagen efter ikke kunne lade være med at kravle ind i haven igen. Væk var både armen og benet. Ikke engang hullerne i jorden kunne de finde. 180 fra "Engle græder ikke - og andre historier", Høst & Søn