Thisted Amts Tidende 15/5 1911 Revolverattentat i Thisted En hjemvendt Amerikaner forsøger at skyde Vognmand Harkjær. Med Toget ankom i Onsdags til Thisted en ca. 50Aarig Dansk-Amerikaner, Laurids Nørgaard og indlogerede sig hos Gæstgiver Jens Hauge i Thisted, hvor han i Fremmedbogen indførte sig som hjemmehørende i Nebraska i Nordamerika. Denne Mand havde i løbet af Formiddagen i Dag 3 4 Gange ringet paa hos Vognmand A.M. Harkjær, og forlangt at faa denne i Tale, men uden at træffe ham hjemme. Hele Mandens Optræden var saa brøsig og hans Udtalelser saa udfordrende, at Familien blev bange og advarede den over 70 Aar gl. Harkjær mod at gaa ud. Harkjær havde imidlertid Ærinder at udrette i Byen, hvorfra han kom hjem lidt før Kl. 1. Kort forinden havde Nørgaard paany været oppe i Harkjærs Entre, og var her atter blevet afvist af den unge Bager Harkjær. Han gik herfra op til Sadelmager Julius Mensen, der havde været Skolekammerat med ham, og fra Mensens Butiksvinduer ser han kort efter A.M. Harkjær komme gaaende ned over Lilletorv og Brogade. Han springer staks ud paa Gaden og sætter i løb efter Manden, hvilket Harkjærs Søn tilfældigvis ser fra sin Butiksdør. Saa hurtigt denne kan løber han over Nytorv og op imod Faderen og ser da Nørgaard trække en seksløbet Revolver op af Lommen og sigte med den mod den gamle Harkjær. Han naar tidsnok til Stedet til at kaste sig over Nørgaard, der imidlertid straks vender Revolveren mod den unge Harkjær, men faa ikke tid til at trække af, før han er greben af flere kraftige Hænder, som hurtigt afvæbner ham. Han blev nu straks mere rolig, men udstødte en Mængde Trusler, Saaledes raabte han: Ja, den Gang undslap han, og Du reddede din gamle Fader, men en anden Gang skal jeg nok ramme ham. Han har dræbt min Fader. Der var imidlertid kommen et Par Betjente til, som arresterede Amerikaneren. - Vi havde kort efter en Samtale med Harkjær og Søn, der gav os ovenstaaende Fremstilling af det uhyggelige Optrin, og A.M. Harkjær udtalte endvidere: Jeg ved godt, hvem han er. Han har lære Bageriet hos mig for ca. 30 Aar siden, men da det blev opdaget, at han var uærlig, fik han en Dag nogle Prygl og blev jaget bort. Hans Forældre har nydt meget godt i mit Hjem, hans Moder er den gamle Cafemadam Nørgaard, som bor i Hospitalet her i byen. Enke efter Arbejdsmand Chr. Nørgaard. Manden maa jo være gal. - Efter, hvad vi har faaet oplyst paa Herredskontoret, vil der ikke blive afholdt Forhør i Dag.
Thisted Amts Tidende 16/5 1911 Revolverattentatet mod Vognmand Harkjær Er Nørgaard sindssyg? Laurids Nørgaard toges i Forhør Lørdag Eftermiddag Kl. 4 af Politimester Bloch og aflagde herunder uforbeholden Tilstaaelse om, at det havde været hans bestemte Hensigt at dræbe Hr. Harkjær. I Forhøret oplystes for øvrigt følgende: Laurids Nørgaard er født i Thisted 1861. Som Dreng var han i Lære hos A.M. Harkjær, men paa Grund af flere Smaarapserier blev han jaget bort; herefter tog han ud at sejle og har været rundt paa den meste af Jordkloden. For 3 a 4 Uger siden kom han til Hamborg, hvorefter han bestemte sig for at tage en Tur til Danmark, og for 3 a 4 Dage siden kom har her til Thisted for at se sit Fødehjem og sin gamle Moder, der har Ophold i Hospitalet. Medens han arbejdede som Dreng hos Harkjær, har denne flere gange revset ham, og da han følte sig forurettet og desuden bar Nag til Harkjær, er Tanken om at hævne sig blevet saa levende hos ham, at han i Lørdags Formiddags kjøbte en Revolver hos en herboende Isenkræmmer og fik den ladet med 6 skarpe Skud. Med denne var det hans bestemte Mening, at han vilde dræbe Harkjær, og efter at han havde gjort flere forgæves Forsøg paa at træffe ham hjemme eller paa Gaden, fik han pludselig øje paa ham fra Sadelmager Mensens Butik og løb nu bag efter ham. Hans Ukendskab til Revolveren, hvorpaa der er en Fjeder, der skal aabnes, før Aftrækkeren kan benyttes, kan Harkjær takke for sit Liv. Uagtet han ved, at han bliver straffet, for hvad han har gjort, er han dog inde paa at ville dræbe Harkjær saa snart han kommer ud. I øvrig gør Manden Indtryk af ikke at være rigtig klog, og efter hans Forklaring, har han haft Solstik 2 gange og ligget paa et Nervehospital i 6 Uger. Der skal ogsaa være flere Personer af hans Familie, der lider af Sindssyge og nogle er døde på Sindssygeanstalter, ligesom han selv troer paa, at han vil ende et saadant Sted. -- -- -- Vi talte i Gaar med en ældre Thistedborger, som kendte Nørgaard fra hans Drengealder. Han skildrede ham som en vanskeligt Barn, en rigtig vilter Krabat, men tilføjede: Hvorledes skulde han blive anderledes. I Hjemmet fik han Prygl, og i Skolen fik han Prygl, og da han kom ud af Skolen og blev sat i Lære, fik han ogsaa Prygl. Jeg har haft en Samtale med ham i Fredags, og naar jeg sammenholder hans Udtalelser den Gang med det, der skete i Lørdags, kan jeg forstaa, at han nærer et umætteligt Had til A.M. Harkjær. Hans Mordforsøg, kan selvfølgelig kun fordømmes i højeste Grad, men der er alligevel noget, der forklarer, at han er bleven, som han er, ti er der nogen, der kan kaldes Samfundets Stedbørn, saa hører han absolut til disse. Det syntes, som om han havde en Smule til overs for mig, om det var fordi han en Gang som Dreng fik en Mark til en Kniv af mig, da han havde besørget en lille Kærlighedsepistel for mig, veed jeg ikke. -- -- -- I Formiddags afholdtes nyt Forhør til hvilket bl. a. Harkjær og Søn var tilsagt.
Thisted Amts Avis 15/5 1911 Revolverattentatet paa Nytorv En hjemvendt Amerikaner forsøger at skyde den ældre Bager Harkjær I dag lidt før Kl. 1 er der forsøgt et Revolverattentat paa den over 70 Aar gamle Bager Harkjær her i Byen, men takket være den unge Bager Harkjærs Aandsnærværelse og Kræfter lykkedes det at afværge en frygtelig Forbrydelse. Vi vil lade den Overfaldne, hvem vi talte med kort efter Attentatet, selv fortælle om hvad der er passeret: Det var bleven mig meddelt, at en Mandsperson i de sidste Dage og Nætter har lusket om ved min Bopæl og udtalt sig til forskjellige Folk om, at han vilde hævne sig paa mig. Jeg tog dog ingen Notits heraf, da jeg ansaa det for en kaad Spøg vidende om, at jeg ikke havde fortrædiget noget Menneske, saa der kunde ikke være Grund til nogen Hævn. I Formiddags har Mandspersonen flere Gange været ved mit Hjem og forlangt at tale med mig, hvilket dog ikke lykkedes, da min Datter affærdigede ham. Min Hustru der er svagelig, bad mig om ikke at gå i Byen i dag, men da jeg havde nogle nødvendige Ærinder gjorde jeg det alligevel, idet jeg tænkte som saa, der kan da vel ikke ske noget særlig slemt i det fredelige Thisted. Da jeg imidlertid paa Hjemvejen kom udfor Slagter Sørensens Forretning kom Mandspersonen løbende efter mig med en Revolver, men min Søn der havde holdt Øje med Manden, som var kommen ud fra Sadelmager Mensens, kom i samme Øjeblik tilstede, greb Voldmanden, kastede ham til Jorden og fravristede ham revolveren, før hasn havde kunnet affyre noget Skud. Ved tililende Folks Hjælp blev Revolvermanden derefter overgivet til Politiet sammen med den skarpladte Revolver. Kjendte De Vedkommende spørger vi. Nej, det gjorde jeg ikke, jeg havde ikke set ham før; men efter hvad jeg nu senere har faaet oplyst, skal han hedde Lauritz Nørgaard og har for 30 Aar siden været i Bagerlære hos mig. Jeg husker nok, at han den Gang stjal fra mig, hvorfor jeg jagede ham væk, og det er vel fordi jeg den Gang undlod at melde ham til, Politiet, at han nu har villet hævne sig, thi saadan gaar det jo saa ofte, at ens Overbærenhed lønnes med Utak. Begivenheden har selvfølgelig gjort et stærkt Indtryk på den ældre Mand og vakte naturligvis stærk Opsigt i kvarteret omkring Gjerningstedet, hvor man længe efter saa Smaaklynger, der ivrig drøftede det passerede.
Thisted Amts Avis 16/5 1911 Revolvermanden i forhør Revolvermanden, der i Lørdags stræbte Bager Harkjær efter Livet, hedder Laurids Nørgaard og er født her i Byen i 1861. Han har arbejdet hos Bager Harkjær som Dreng, men paa grund af flere smaarapserier blev han jaget bort. Derefter tog han ud at sejle og har været rundt paa det meste af Jordkloden. For 3 a 4 uger siden kom han til Hamborg, hvorefter han bestemte sig for at tage en Tur til Danmark, og for 3 a 4 Dage siden kom har her til Thisted for at se sit Fødehjem og sin gamle Moder, der har Ophold i Hospitalet. Medens han arbejdede som Dreng hos Harkjær, har denne flere gange revset ham, og da han følte sig forurettet og desuden bar Nag til Harkjær, er Tanken om at hævne sig blevet saa levende hos ham, at han i Lørdags Formiddags kjøbte en Revolver hos en herboende Isenkræmmer og fik den ladet med 6 skarpe Skud. Med denne var det hans bestemte Mening, at han vilde dræbe Harkjær, og efter at han havde gjort flere forgæves Forsøg paa at træffe ham hjemme eller paa Gaden, fik han pludselig øje paa Harkjær fra Sadelmager Mensens Butik og løb saa bag efter ham. Hans Ukendskab til Revolveren, hvorpaa der er en Fjeder, der skal aabnes, før Aftrækkeren kan benyttes, kan Harkjær takke for sit Liv. Uagtet han ved, at han bliver straffet, for hvad han har gjort, er han dog inde paa at ville dræbe Harkjær saa snart han kommer ud. I øvrig gør Manden Indtryk af ikke at være rigtig klog, og efter hans Forklaring, har han haft Solstik 2 gange og ligget paa et Nervehospital i Brasilien i 6 Uger. Der skal ogsaa være flere Personer af hans Familie, der lider af Sindssyge og nogle er døde på Sindssygeanstalter, ligesom han selv troer paa, at han vil ende et saadant Sted. Foreløbig er han uskadeliggjort, da der nu er dekreteret Arrest paa hans Person.
Thisted Social-Demokrat 15/5 1911 Thisted og Omegn Revolverattentat En Mand ved Navn Nørgaard, som for ca. 30 Aar siden har arbejdet som Bagerlærling hor Bager A.M. Harkjær her i Byen, har i Gaar ved Middagstid paa Nytorv øvet et Revolverattentat imod denne. Manden har været i Amerika i ca. 20 Aar og er for kort tid siden vendt hjem til Danmark. Han har i flere Dage strejfet om ved Harkjærs Ejendom og udtalt til flere, at han agtede at skyde den ældre Harkjær, hvis han kunde træffe ham. I Fredags traf han Aage Harkjær paa Gaden og udtalte da til denne, at han havde til hensigt at skyde hans Fader, hvis han kunde faa fat i ham. I Gaar var han ved Døren flere Gange og ringede paa, men blev ikke lukket ind. Da den ældre Harkjær senere gik hen ad Gaden stod Nørgaard inde i Sadelmager Mensens Butik. Da han opdagede Harkjær, udbrød han: Der gaar den gamle Tyveknægt, hvorefter han sprang ud paa Gaden og rettede Revolveren mod ham. Aage Harkjær, som befandt sig i nærheden, sprang imidlertid til og vristede Revolveren fra Nørgaard. Flere Folk kom til, ogsaa Politiet hentedes, og Nørgaard anholdtes. Revolveren var klikket, da Nørgaard trak af første Gang, og inden han paany fik spændt Hanen, var han overmandet. Der var 6 skarpe Skud i Revolveren. Ja, vent blot til næste Gang, raabte Nørgaard ved Anholdelsen, saa skal jeg nok faa Livet af ham.