Lindvig Osmundsen.Prædiken til 22.s.e.trinitatis 2014.doc side 1. Prædiken til 22. s. e. trinitatis Tekst. Matt. 18,1-14.

Transkript

1 Prædiken til 22. s. e. trinitatis Tekst. Matt. 18,1-14. Der er noget man ikke kan tage selv. Der er i centrum af evangeliet en stærk hemmelighed, og det er at der er noget som Gud giver, og som man ikke kan tage selv. Jesu budskab som det lyder i denne tekst fra Mattæus evangeliet, er fyldt af gåder. Barnet som gøres til den største i Guds rige, og ordene om at hugge hånd og fod af. Et budskab pakket ind i gåder. Jesus fik et spørgsmål. Hvem er størst i Himmeriget? Vi kan stille et lignende spørgsmål: Hvem er størst inden for sportens verden? Eller hvem er størst inden for den politiske verden? Når man spørg sådan bevæger man sig ind i en særlig verden, hvor der gælder egne regler og hvor der er et eget værdisæt. Hvor man måler efter en bestemt værdinorm. Skal man afgøre hvem der er størst, eller mest betydningsfuld i en bestemt sammenhæng, så må man anvende den målestok og den værdinorm som gælder inden for dette særlige område. Når man spørg om hvem der er størst i Himmeriget, så spørg man efter det værdimål som gælder i Himmeriget, altså i Guds verden og i den verden hvor Jesu værdinormer gælder. Vi kan derfor spørge: Hvad er det største, og det vigtigste i kristendommen? Når vi læser Det Nye Testamente, møder vi en særlig historie, en historie som har Jesus som centrum og omdrejningspunkt. Enhver historiefortælling bygger et verdensbillede op, sætter en 1

2 ramme, og fortæller en handling som udspiller sig på en bestemt måde, og hvor man opdager at her gælder der nogle bestemte værdier. Når Jesus fortale sine lignelser, gjorde han det samme. Hver lignelse beskriver en situation, sætter en ramme, og fortæller en handling. Det er som om at Jesus siger: I kender jeres egen verden, og de værdier I lever efter der. I jeres verden ser det sådan ud, men kom her og se hvordan det ser ud i min verden, kom og se hvordan det ser ud i Guds verden. Vi har bestemte ideer om hvad det vil sige at være størst. Det er noget med at være klogest, rigest, mest indflydelsesrig, mest anerkendt, mest succesfuld, berømt. Det handler om at have præsteret mest, arbejdet mest, udrette mest, gjort mest for en god sag. Kort sagt vi måler det at være størst efter hvad et menneske yder, på den ene eller anden måde. Og bedømmelsen, du er størst, du er rigest, du er bedst, det er belønningen, og det giver forrang. Sådan tænkte disciplene også, de ville gerne vide hvem af dem som var størst i den verden hvor Jesu værdier gælder. Inden for Guds rige, altså i Guds øjne, hvem er størst? Og det kan vi oversætte til; inden for kristendommen, hvem og hvad er så størst? Når vi skal forsøge at forstå Jesu ord, så skal vi huske den sammenhæng og den tid, hvor Jesu ord blev talt. Jeg søgte på internettet om der var nogen som havde skrevet noget, om Jesu ord om at hugge hånd og fod af, og så fandt jeg at en skrev. Jesu ord er meget primitive! Og læst sådan helt bogstaveligt så er de ord om at hugge hånd og fod af for at blive frelst, jo ganske underlige. Tager man 2

3 netop disse ord ud af sin sammenhæng, og tid, ud af konflikten med farisæerne, så bliver det meget primitive ord. Taget helt ud af sin tid og sammenhæng, kan enhver udtalelse misforstås, fordrejes og latterliggøres. Men hørt i sin sammenhæng kan en mærkelig udtalelse giver mening. Sammenhængen her er spørgsmålet om hvad der er vigtigst, størst i Jesu verden! I menneskers verden, i disciplenes verden, og i farisæernes verden, er det at yde for at få sin belønning af Gud, det største. Du skal være ren for at blive belønnet af Gud med adgang til himlen. Du skal være syndfri, fejlfri, perfekt, det er det største. Sådan tænkte og talte farisæerne, og sådan tænkte disciplene, og sådan tænker mennesker flest, vi skal yde og være rene og perfekte, så vil Gud tage imod os og belønne os. Men netop her i denne samtale med disciplene siger Jesus noget helt andet, om hvad der er størst i Guds verden. Der er ganske enkelt et kultursammenstød, mellem Jesu verden, og vores verden. Det er et sammenstød mellem to helt forskellige værdisæt. Vi har de vanskelige ord som tekst, men havde vi stået der i situationen og hørt Jesus sige ordene, kunne vi, tror jeg, have hørt sarkasmen i Jesu ord. Hvis man fører farisæernes perfektionisme helt ud i sin yderste konsekvens, så må man, for at undgå enhver synd, skære alle sine drifter af. Ingen menneske er fejlfri, ingen er syndfri, vi begår alle onde handlinger, med hånd og fod og øje. Og vi ødelægger livet for andre, med ord og handlinger. Den 3

4 hånd som klapper på skulderen, er også den hånd som svinger kniven. Der var en mand, som engang udtalte: Må det hus brænde ned over dem! Og kort tid efter brændte det hus, og mennesker omkom i branden. Siden ville den mand ikke tale. Han var skuespiller, og var siden altid den stumme person i sine filmroller. Han skar så at sige sin tunge af, for at ikke komme til at sige noget ondt. Alle vi mennesker er syndere. Og der er noget komisk og kunstigt over en synder, der vil være perfekt. Når et syndigt menneske møder kravet om at være perfekt, bliver det et skuespil for omverdenen. Man dresserer sig selv som en anden hest, tager en spændetrøje på, skærer de værste unoder af, polerer sit sprog, presser sig selv ind i en bestemt rolle, og lever i en frygt for at gøre fejl. Man lever med en indre frygt for at blamere sig selv i andres påsyn. Helt anderledes er det, når et menneske opdager at det er elsket. Intet andet kan få det bedste frem i mennesket, som det at man er elsket. Man bliver ikke perfekt, er stadig den samme synder, men man er elsket og kan leve med en indre frihed og tryghed i tillid til den man er elsket af. Og der blomstrer et menneskes liv. Kærligheden er den største kraft i verden. Og det er denne kraft Jesus bringer ind i verden og sætter i spil. Hvad er det så Jesus sætter op, som det største i Guds verden? Det er troen på Gud. At leve i tilliden til Guds kærlighed. Og Jesus fortæller dette ved at tage et barn og stille det midt i flokken af mennesker, som stod omkring ham. 4

5 Jesus stillede et menneske som ikke har ydet noget, som ikke kan særlig meget, og som lever af tillid til sine omgivelser. Det stillede han frem som den største i Guds verden. I det billede og i den handling fortæller Jesu os, at der er en hemmelighed i evangeliet, og det er at frelsen og Guds nåde, den kan ingen tage selv, men må få det givet. Det er sådan barnet lever. Det lever og lever godt med at få alt givet. Det lever i troen på at være elsket. Vi spiste morgenmad med vore konfirmander i onsdags. Havde købt rundstykker hos bageren, et til hver. Dækket borde, og dækket på med rundstykker, smør, syltetøj og ost, og juice at drikke til. Men inden vi sang bordverset og gik i gang, fik vi en besked af Lone, som var værtinde. Dette morgenmåltid er et særligt måltid. Her gælder der en regel, og den regel er at ingen må tage selv, man må kun spise det som en anden har givet en. Alt stod klart på bordet og rundstykkerne duftede godt og vakte sulten. Men ingen måtte tage selv. Man måtte sætte sig, og vente til en spurgte: Vil du have et rundstykke? Vil du have smør på? Vil du have ost på? Og så skulle den som spurgte skære rundstykket over og smøre det, og give det til en. Så måtte man spise det. Vil du have noget at drikke? Og sagde man ja og fik et glas juice, kunne man drikke det. Det blev et særligt måltid. Og der blev et godt fællesskab. Alle fik noget at spise, men ingen tog selv. Det lærte os at være opmærksomme på andre. Og man oplevede at andre gav mig noget, og sørgede for mig. Du kan ikke tage selv, men må få det givet. Det tog 45 minutter at spise det rundstykke, men det var som 5

6 en særlig opdagelse. Og det var svært at sidde og ikke måtte tage selv, for det er vi jo vant til. Bagefter gik vi over i kirken, og holdt en kort gudstjeneste med nadver. Da Jesus indstiftede nadveren, gjorde han det på samme måde. Han tog brødet og vinen, og gjorde brødet og vinen til sig selv, og så gav han det til disciplene. De tog det ikke selv, de fik det givet. Det er sådan et barn lever, og tror. Vi mennesker vokser så op og opdrages til at vi skal yde og tage selv. Og det er godt i menneskenes verden, men Jesus fortæller os, at i Guds verden, er det største, at tage imod Guds nåde som en gave. Og ingen må fratage den mindste den tro at det får alt givet. I vores verden ringeagter vi den som får alt givet. Den som lever af Guds nåde. Det skal vi ikke, det har Jesu ord imod sig. Den første skal blive den sidste, og den sidste skal blive den første, er et andet af Jesu ord. Det ord ført ud i praksis, betyder at alle bliver inkluderet. Den sidste i rækken, den som har fået den sidste plads i menneskers verden, skal få lov at gå først frem. I det ord skaber Jesus et fællesskab hvor ingen. For når fællesskabet har øje for den sidste og den mindste, så er alle inkluderet og alle får plads. Når den sidste er gået frem, så kan den som nu står sidst gå frem. Der hvor der altid er øje for den sidste og den mindste får man et stort og åbent fællesskab. I den verden hvor Jesu værdinorm råder, der åbner Jesus fællesskabt til at omfavne alle. Nåden er den kærlighed, som blev grundløst givet. 6