(Fig 1) SLA Årsmøde: Lokalhistorien og Den store Krig 1914-1918 Foredraget/indlægget: Et idékatalog til markering af Første Verdenskrig på Lokalarkiverne: Hvilke emner kunne Lokalarkiverne man tage op? (Fig 2) Hvorfor skal jeg sige noget om det? Tre kapitler i Sønderjyderne og Den store Krig 1914-1918. (fig 3) Det er indlysende, at der går et skarpt skel ved Kongeåen: Sønderjylland deltager direkte i de verdenshistoriske begivenheder. 30.000 mænd deltager, 5.300 falder, 4.500 bliver krigsinvalider. Sønderjyder deltager i alle de store slag: Marne, Tannenberg, Ypres, Verdun, Somme osv. (fig 4) På hjemmefronten måtte kvinder, børn og gamle overtage mange af de opgaver, som hidtil havde været mændenes domæne. Samtidig måtte de leve med utrygheden og angsten for, hvordan det gik mænd, fædre og sønner ude ved fronterne. Situationen er gribende beskrevet af maleren Poul Steffensen her, hvor vi ser en kvinde, der går bag en plov. Hen mod hende løber tre børn, den mindste kan dårligt gå endnu, og forrest den ældste med et brev i hånden: Brevet fra fronten, der viser, at far lever endnu! (fig 5) Hjemme i Sønderjylland er der spor efter Første Verdenskrig over det hele. Og der går ikke en uge, uden at jeg får et spørgsmål, der vedrører Første Verdenskrig, eller vi bliver tilbudt arkivalier eller genstande med tilknytning til Første Verdenskrig. Det er som regel feltpostpreve og lignende, men forleden var det et par gigantiske suppegryder fra krigsfangelejren ved Løgumkloster! (fig 6) Og selvom Sønderjylland ikke selv var slagmark, så var f.eks. Zeppelinbasen i Tønder genstand for verdens første hangarskibsbaserede luftangreb, nemlig i august 1918. Der er (som altid, fristes jeg til at sige) knald på historien i Sønderjylland, hvor lokalhistorie og regionalhistorie næsten altid også får en snert af verdenshistorie over sig.
Men det betyder ikke, at der ikke er spændende historier at fortælle nord for Kongeåen. Jeg vil i mit indlæg her i dag komme med nogle eksempler på historier, man kunne gribe fat i og fortælle hvis man da har lyst! Men først vil jeg lige skitsere, hvad vi har gjort og hvilke planer vi i Sønderjylland i øvrigt har for at markere 100-året for Første Verdenskrig. (Fig 7). Tidligere i år blev den sønderjyske kirkegård i Braine i Nordfrankrig restaureret og genindviet med nyopsatte mindetavler over samtlige faldne nordslesvigere dvs. soldater fra den del af Sønderjylland, der blev genforenet med Danmark i 1920. Ca. 30.000 sønderjyder blev indkaldt til tysk krigstjeneste og af dem faldt ca. 5.300. (fig 8) Sønderborg Slot har i samarbejde med Landsarkivet for Sønderjylland, Lokalarkiverne i Sønderjylland og en række slægtsforskere udarbejdet en omfattende database over de faldne sønderjyder. Databasen rummer alle de oplysninger, vi har kunnet trække ud af kilderne: Navn, bopæl, fødested, dødssted, mindested, militært tilhørsforhold osv. foruden henvisninger til, hvor oplysningerne er fundet. Det har været et meget stort arbejde, der er udført at en arbejdsgruppe af slægtsforskere under ledelse af Hanne Cordes, der vil være velkendt i dette forum. Databasen ligger godt gemt væk på Sønderborg Slots hjemmeside Jeg arbejder på at få databasen gjort mere umiddelbart tilgængelig, men det er ikke så let i en stor organisation Men det hænger også sammen med yderligere to store projekter, som desværre begge (foreløbig) er strandet på økonomien. Vi kan simpelthen ikke skaffe pengene! (fig 9) Det første er en digital portal til Sønderjylland under Første Verdenskrig altså en hjemmeside. Hjemmesiden skal være et redskab til at forstå Første Verdenskrig, både ved fronterne og i hjemstavnen. Den skal være et sted, hvor alle interesserede kan få viden om verdenskrigen og selv bidrage til vores viden om den. Den skal først og fremmest fremme kendskabet og lette adgangen til de store samlinger, der findes vedrørende Første Verdenskrig.
(fig 10) Hjemmesidesiden skal: Skabe en fælles verdenskrigsportal for alle de kulturhistoriske institutioner i Sønderjylland Formidle verdenskrigen til skoler og andre interesserede Løbende digitalisere og offentliggøre materiale om verdenskrigen Indsamle og registrere materiale om verdenskrigen Opbygge en database over sønderjyske krigsdeltagere De kulturhistoriske institutioner, der er tale om, er Historisk Arkiv for Haderslev Kommune (tovholder), Landsarkivet for Sønderjylland, LASS (Lokalhistoriske Arkiver og Samlinger i Sønderjylland), Museum Sønderjylland Sønderborg Slot (med ISL) og endelig syd for grænsen Studieafdelingen og Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig. Samarbejdspartnerne er MUSKO (Museumsundervisning Syd, betalt af Kulturstyrelsen og hjemmehørende under University College Syddanmark, dvs. seminariet ), skolerne og Grænseforeningen. (fig 11). Siden kunne se sådan her ud med forskellige indgange til at søge information, hvad enten man nu er skoleelev, slægtsforsker eller almindeligt interesseret. Men arbejdet er ikke rigtig kommet i gang, da det stadig kniber med at få finansieringen på plads. (fig 12). Økonomien er også problemet med den anden store satsning på Første Verdenskrig. Museum Sønderjylland har gået med planer om at etablere et Museum for Første Verdenskrig i Tønder. Vi overtager det eksisterende, privatejede og privatdrevne museums samlinger og vil indrette et moderne museum i en original flyhangar fra 1915. Det er mere museums- end arkivrelevant, så jeg vil ikke gå nærmere i detaljer med planerne her i dag. Men jeg er slet ikke i tvivl om, at det kan blive en virkelig attraktion.
(fig 13) Ud over Zeppelin-basen, hvis historie er interessant i sig selv, vil Museum Sønderjylland også formidle verdenskrigens øvrige spor i landskabet. Det er de militære anlæg først og fremmest den store, nordvendte forsvarslinje Sikringsstilling Nord, men også de mange civile og militære anlæg, der er bygget af krigsfanger og militære straffefanger. Foruden naturligvis alle mindesmærkerne for både de faldne sønderjyder og for krigsfanger, der døde i Sønderjylland. Ja, der er såmænd også en vandflyverbase ved Aabenraa, en torpedoforsøgsstation ved Høruphav på Sydals og den store skibsartilleriskole i Sønderborg, hvor artilleristerne til kejserens stolte højsøflåde blev uddannet. Men foreløbig er alt dette her fugle på taget! Det er sparetider, så vi har haft svært ved at skaffe både fondsfinansiering til etableringen af museet og driftsmidler fra de sønderjyske kommuner. Og vores budgetter er væsentligt mere beskedne end f.eks. det store og spændende projekt med Københavns befæstning! Nå, vi kommer til næste punkt i mit oplæg: Et idékatalog til, hvad man ude i lokalarkiverne kunne tage fat på i forbindelse med 100-året for Første Verdenskrigs udbrud. Handelsflåden (fig 14) Straks ved udbruddet af krigen forsøgte Storbritannien at gennemføre en fastlandsblokade. Handelsblokade er et klassisk våben i krigsførelsen: Ved at afskære fjenden fra forsyninger kan man hæmme hans mulighed for at føre krig og til sidst måske tvinge ham til underkastelse. Blokaden kan foregå med både overfladeskibe, ubåde og søminer. (fig 15) Tyskland svarede igen med ubådskrig og fra 1917 den uindskrænkede ubådskrig, hvor målet var at afskære Storbritannien fra forsyninger. Den danske handelsflåde var meget betydelig. I løbet af krigen mistede Danmark 250-300 handelsskibe som følge af minesprængninger, torpederinger eller på anden vis. Ca. 700 danske søfolk omkom under Første Verdenskrig.
(fig 16) Her ligger der, synes jeg, et spændende emne! Mange af skibene var hjemmehørende i danske havne, en betragtelig del af dem sejlede med varer til eller fra Danmark og dengang bestod besætningerne om bord på danske skibe faktisk af danske søfolk! Har din by eller dit sogn en sømand, der gik ned med sit skib under Første Verdenskrig? Hvilke handelsskibe sejlede under Første Verdenskrig? Hvor mange skibe gik tabt? Hvor mange søfolk blev dræbt? Hvordan håndterede rederierne situationen? Hvordan håndterede kommunen de efterladte enker og børn? Blev der opstillet monumenter eller lignende efter krigen? Militære anlæg og befæstninger (fig 17) Tune-stillingen fra Køge bugt til Roskilde fjord blev anlagt 1915-1918. Der er afsat et større millionbeløb til formidlingen af dette anlæg, så det kommer vi til at høre meget mere om i den nærmeste fremtid. Det var et efter danske forhold meget stort og moderne anlæg, der skulle sikre, at hovedstaden kunne holde stand mod en invaderende fjende, indtil der kom hjælp fra anden side. Men også andre steder i Danmark blev der under Første Verdenskrig anlagt befæstningsanlæg, bl.a. ved Esbjerg og andre steder i Jylland. Ved Skjern lå en skyttegrav på kun seks meters længde! Den havde til opgave at beskytte telegrafkablet til England mod et eventuelt tysk commando-raid! De øvrige anlæg i Jylland havde til opgave at demonstrere dansk vilje til at forsvare sig imod et eventuelt engelsk angreb. Det var tyskernes frygt, at briterne kunne gøre landgang i Jylland og angribe Tyskland nord fra. Og man nærede kun ringe tiltro til danskernes evne og vilje til at bekæmpe en eventuel engelsk invasionsstyrke. Mineringen af Store Bælt i august 1914 og vedligeholdelsen af minefelterne må også nødvendigvis have efterladt sig lokale spor på kysterne, her tænker jeg ikke nødvendigvis i fysisk forstand, men lokale overleveringer. Minerne blev betjent med strømførende kabler fra land.
(fig 18) I Sønderjylland har vi Sikringsstilling Nord, der blev anlagt i 1916-1917 som et alternativ til en besættelse af Danmark. Dette kunne man nemlig ikke afse tilstrækkeligt med tropper til. Den strakte sig tværs over Sønderjylland over ca. 50 kilometer. Den omfattede ca. 900 bunkers, 40 kanonbatterier, flere linjer af skyttegrave, signalstationer, oversvømmelsesanlæg og militære jernbaner. (fig 19). Her er endnu et spændende emne, som meget vel lader sig anskue fra en lokalhistorisk vinkel: Hvem byggede anlæggene og hvori bestod deres formål? (Var det private entreprenører? Militæret? Eller for Sønderjyllands vedkommende: Straffefanger?) Hvordan påvirkede byggeriet lokalområdet? Hvordan påvirkede tilstedeværelsen af en militær forlægning lokalområdet? (f.eks. Zeppelinbasen i Tønder med 600 marinere i en by med 2.000 indbyggere. Eller skibsartilleriskolen i Sønderborg med 2.000 marinere i en by med 5.000 indbyggere. Jeg kan berette om interessante arkivalier om prostitution, kønssygdomme og meget andet hos f.eks. embedslægen!) Hvad skete der med anlæggene efter krigen? der er sikkert flere! Værnepligt og frivillige korps Ved krigens udbrud indkaldte Danmark sikringsstyrken, i alt 58.000 mand. Der er med garanti mænd fra alle egne af Danmark, der var indkaldt som soldater under det meste af krigen. Det kan være let her på knap 100 års afstand at gøre sig lystig over den temmelig kedsommelige tilværelse, de mange tusind indkaldte soldater har haft, hvor de nu var stationeret. Men vi skal huske på, at de jo ikke kunne vide, at de ikke skulle komme i kamp. Og helt så kedsommelig var tilværelsen måske heller ikke? Lokalt, hvor der opholdt sig soldater, blev der nedsat komitéer, der skulle sørge for at lette deres tilværelse og adsprede soldaterne. Det var som regel kvinder, der stod i komitéerne. De bagte kager, kogte kaffe, strikkede og hæklede. Mange steder var det præsterne og KFUM, der stod for arrangementer og gaver; andre steder var fornøjelserne af lidt mere
skal vi sige: verdslig karakter. Det er i hvert fald talrige eksempler på, at lokale piger blev gravide med udstationerede soldater. Og der er også mange eksempler på kønssygdomme blandt soldaterne. Ved de første Venstreregeringer i Danmark efter 1901 og navnlig med den første Radikale regering i 1909, skete der en række nedskæringer i det danske forsvar. Det fik nationalt sindede borgere til at samle penge ind til krigsudstyr. Ingeniør Aage Westenholz udstyrede ligefrem en række frivillige rekylkorps en slags forløber for hjemmeværnet udstyret med topmoderne Madsen Rekylgeværer (altså maskingeværer). Disse rekylkorps var organiseret amtsvis efter de gamle amter. Søren Telling, som jeg har beskæftiget mig med på anden vis, var som purung med i Randers Amts Rekylkorps og blev i den egenskab mobiliseret i 1914. Efter Verdenskrigen deltog han i et andet dansk frikorps i den estiske frihedskamp i 1919 og var senere også med i borgerkrigen i Rusland på den hvide side. (fig 21) Lokalhistoriske vinkler på indkaldelser og frivillige korps: Hvordan foregik indkaldelserne lokalt? Var der en lokal militær garnison eller stationering? Blev der afholdt øvelser eller lignende? Hvordan påvirkede tilstedeværelsen af soldater lokalområdet? Komitéer, uægte børn, kønssygdomme Findes der erindringer eller brevvekslinger mellem indkaldte og hjemmet? Var der et amtsligt rekylkorps? der er sikkert flere! Danskere i allieret krigstjeneste (fig 22) Også på allieret side fandtes der danskere. Omkring 2000 danskere gjorde tjeneste i en af de allierede hære. Deres grunde til at gå i krig var mere forskellige
end for danskerne i tysk tjeneste. Nogle meldte sig af ren eventyrlyst, andre var emigreret i årene op til krigen og vendte nu tilbage som soldater i deres nye lands hær. For udvandrerne kunne tjenesten i deres nye lands hær være et led i integrationen i den nation, de nu boede i. Når man gjorde tjeneste og risikerede sit liv for sit nye land, så var det den ultimative måde at vise på, at man var blevet en del af sin nye nation. Det førte til accept og anerkendelse. Emigranterne kom især tilbage som soldater i den australske eller amerikanske hær. De eventyrlystne havde god mulighed for at melde sig til den franske hær gennem optagelse i Den Franske Fremmedlegion. Eventyreren Thomas Dinesen, bror til den kendte danske forfatter Karen Blixen, fik efter flere forsøg hos både den franske og engelske ambassade i København, lov til at melde sig frivilligt til den canadiske hær. Han gjorde tjeneste som canadisk soldat gennem hele krigen og blev tildelt den fornemste engelske tapperhedsmedalje, Victoriakorset. Sømanden Hans Peter Rasmussen meldte sig til den australske hær og var med ANZAC med på slagmarkerne i Europa. Han faldt ved Somme i 1916 et af de helst store, mytologiske slag i Første Verdenskrig. Navnene på de faldne i allieret tjeneste kan ses på det store monument i Marselisparken i Aarhus. Der findes også omhyggelige optegnelser over de enkelte faldne. Her kan man måske finde én fra sit lokalarkivs område? (fig 23) Lokalhistoriske vinkler på danskerne i allieret krigstjeneste: Er der nogen frivillige fra mit lokalarkivs område? Er der nogen faldne frivillige fra mit lokalarkivs område? Er de emigranter eller søfolk? Kan man kortlægge deres færden indtil de meldte sig? Hvilke regimenter og hvilke slag deltog de i? Hvad skete der med dem efter krigen? Værnepligt og krigstjeneste i Sønderjylland
(fig 24). I Sønderjylland var værnepligten en meget alvorlig sag. Vi har talrige beretninger om, hvordan mobiliseringen foregik; hvilke følelser, der gennemstrømmede folk ved krigsudbruddet etc. Vi har også ganske mange fotos af værnepligtige og deres familier dem, der ikke skulle af sted med det samme havde ofte tid til at blive fotograferet. Det kunne blive det sidste foto. (fig 25) Vi har i titusindvis, ja hvis ikke i hundredetusindvis af feltpostbreve og bliver afleveret nye hver eneste uge til de sønderjyske arkiver og museer. Og vi har tusindvis af fotos fra krigen. Der findes erindringer i store mængder og der findes lydoptagelser af veteraner, der beretter om deres tid som soldater. Jeg vil gerne afspille et eksempel på en sådan lydoptagelse, som stammer fra et historieprojekt, jeg selv var med til i midten af 1990 erne. Det er Johannes Tjørnelund fra Bovlund, der fortæller: (fig 26) Der er en uendelighed af vinkler og emner, man kan anlægge på de sønderjyske krigsdeltagere. Hvordan foregik mobilieringen lokalt? Hvem fra sognet deltog? Og hvem faldt? Findes der erindringer eller brevvekslinger mellem indkaldte og hjemmet? Findes der lyd- eller filmoptagelser med krigsveteraner? der kan fyldes adskillige sider med mulige vinkler og spørgsmål til dette emne! Og fra Danmark: Blev der organiseret brevskrivning til sønderjyske indkaldte? Blev der organiseret brevskrivning og pakkeforsendelse til sønderjyske krigsfanger i Frankrig, England og Rusland?
Krigsfanger og desertører i Danmark (Fig 27) Danmark var som ikke-krigsførende nation forpligtet til at internere soldater, der af den ene eller den anden grund havnede på dansk territorium. Det kunne være besætningen fra en tysk Zeppelin, der styrtede ned i Danmark. Eller det kunne være besætningen på en engelsk u-båd, der blev tvunget på grund i dansk farvand. Samtidig engagerede Dansk Røde Kors sig i det humanitære arbejde for krigsfanger. Det betød, at syge eller sårede krigsfanger fra mange nationer i Danmark kom til Danmark. Der var to store krigsfangelejre, nemlig i Horserød og Hald, hver med adskillige tusind krigsfanger. I 1917 kom f.eks. 2300 russiske krigsfanger til Horserød fra Tyskland. Dansk Røde Kors fungerede også som fordelingscentral for de millioner af Røde Kors-pakker, der blev sendt til fanger i krigsfangelejre over hele verden. Så vidt jeg ved, findes det enorme arkiv over distributionen af pakker endnu, og det er mig bekendt aldrig blevet brugt! Der er endnu en gruppe af krigsfanger i Danmark, som må nævnes: nemlig de krigsfanger, der opholdt sig i Sønderjylland og flygtede over Kongeåen til Danmark. Thomas Bruun fra Gamtofte og Søby-Turup Lokalhistoriske Forening på Fyn har i 2002 skrevet en bog om de ikke færre end 1.600 (éttusindsekshundrede!) russiske krigsfanger, der flygtede fra Sønderjylland til den lille købstad Assens! Den første russer ankom i 1915 og den sidste forlod byen i 1920! Der er desuden beretninger om russiske krigsfanger, som ikke nåede levende i land, men lå døde og rullede i havstokken på Vestfyn ved pålandsvind. Der var endda en vestfynsk fisker, som hentede flygtede russiske krigsfanger i bundtvis, 25 ad gange, og sejlede dem til Fyn mod betaling, naturligvis! Der er uden tvivl også ankommet russiske krigsfanger til landsbyer og købstæder i Jylland nord for Kongeåen. Ja, måske nordligere endnu: En af de historier om russiske krigsfanger, der fortælles i Sønderjylland, handler om Ivan (de hedder altid Ivan), der ikke kunne holde hjemveen ud længere. Han var på en sønderjysk gård, hvor konen forklarede ham, at han skulle gå mod nord for at komme til Danmark.
Han måtte kun gå om natten og han skulle skjule sig omhyggeligt om dagen. Når han kom til en bred flod, så skulle han krydse den og så var han i Danmark. Ivan gik om natten og skjulte sig om dagen i mange dage. Endelig kom han til den brede flod, som man havde fortalt ham om; han krydsede den og gav sig til kende på den anden side. Da var han kommet til Vendsyssel! Kongeåen havde han krydset for længst, men det havde han ikke regnet for en flod. Limfjorden var det det første vandløb, han var nået til, som kunne kaldes en flod efter russerens mening! Jeg tager den anden gruppe desertørerne under næste punkt (fig 28) Mulige lokalhistoriske vinkler på krigsfanger i Danmark: Forliste skibe eller zeppelinere i dit lokalområde Krigsfangelejre (Hald ved Viborg og Horserød ved Helsingør) Røde Kors- aktiviteter Flygtede allierede krigsfanger fra Nordslesvig (Assens/Fyn) Krigsfanger og desertører i Sønderjylland (fig 29) Ved de to store slag i Østpreussen i efteråret 1914 tog de tyske tropper ca. 150.000 russiske krigsfanger. I april 1915 ankom de første 500 russere til en nyopført fangelejr ved Øster Terp ved Løgumkloster. Antallet af fanger blev senere udvidet og talte på sit højeste 3.000 fanger. Lejren rummede først russere, senere franskmænd, belgiere og briter og til sidst militære straffefanger. Det var ikke den eneste krigsfangelejr i Sønderjylland. Men mange tusind fanger blev også sendt ud på gårdene for at hjælpe med arbejdet. Vi snakker virkelig mange krigsfanger her! Navnlig russerne havde et godt ry blandt sønderjyderne, og der findes utallige beretninger om krigsfanger, der fremstillede legetøj til gårdens børn og som i det hele taget blev behandlet godt på i de dansksindede familier, hvor de ikke blev betragtet som fjender. Fangernes forhold var anderledes på de tyske gårde og naturligvis værst i krigsfangelejrene. I omegnen af 2.500 sønderjyder deserterede i løbet af krigen. Slet ingen i krigens første måneder, men fra midten af 1915 begynder deserteringerne at tage fart. 2.500 af det samlede antal indkaldte svarer til ca. 8%. Det er faktisk ganske mange!
(fig 30) Vi har mange erindringer om faneflugten, og vi har også en lang række samtidige beretninger om flugten. Rigtig mange desertører gik over grænsen i nærheden af Ribe. Her var det lettere end andre steder og her kunne de få hjælp hos redaktør C.A. Willemoës på Ribe Stiftstidende. Redaktør Willemoës interviewede desertørerne og nedskrev omhyggeligt deres beretninger i sine notesbøger. Beretningerne fylder mere end 750 sider! Og nu kommer jeg til den Danmarkshistoriske vinkel: Danmark var faktisk forpligtet til at udlevere flygtede desertører til Tyskland igen. Det er der nu ikke fundet nogen som helst eksempler på! For selvom Tyskland naturligvis protesterede, så skete det ikke specielt ihærdigt. Tyskland var pga. af fødevareleverancerne også interesseret i ikke at belaste forholdet til Danmark unødigt. De 2.500 sønderjyske desertører fylder forbløffende lidt i de officielle arkiver. Det er som om, det officielle Danmark og det officielle Tyskland har indgået en stiltiende overenskomst om, at problemet ikke eksisterede. Det ville da også have været politisk selvmord for den i forvejen upopulære regering at udlevere så meget som én eneste flygtet sønderjyde til Tyskland igen! (fig 31) Den uofficielle holdning i Danmark støttede varmt de danske sønderjyder. Der havde siden 1864 i Danmark i hvert fald i nationale kredse været en stærk interesse for sønderjydernes nationalitetskamp. Der stod sådan set allerede et fintmasket, privat netværk klar til at tage imod desertørerne. Den mest kendte organisation var foreningen To Løver, en konservativ studenterforening, der var grundlagt i 1888. Blandt de kendte folk her var f.eks. den unge Christmas Møller. Hvad der gør sagen pikant for regeringen var, at chefen for den danske efterretningstjeneste, Erik With, også var med! To Løver organiserede en hjælpetjeneste for deserterede sønderjyder. De skaffede dem ophold, arbejde, lommepenge og andet. Kontakten til To Løver blev typisk formidlet gennem den tidligere nævnte redaktør Willemoës i Ribe. Efterretningsmanden Erik With indhentede også oplysninger fra mange af desertørerne. De fleste sønderjyder fik job i landbruget eller tog på ét eller flere højskoleophold. De var uhyre lette at assimilere og gled nærmest helt ubemærket ind i hverdagen de delte både sprog og værdier med det land, de var flygtet til, og mange havde venner og familie i Danmark.
(fig 32) Lokalhistoriske vinkler på krigsfanger og desertører i Sønderjylland: Var der krigsfangelejre i lokalområdet? Var der krigsfanger til hjælp på gårdene lokalt? Findes der beretninger eller overleveringer om krigsfanger? Findes der spor i landskabet efter krigsfangerne? (De gravede kanaler og anlagde jernbaner) Er der desertører fra dit sogn? Hvordan slap de til Danmark? Og i Danmark: Var der sønderjyske desertører i dit sogn? Var der hjælpeorganisationer eller lignende lokalt? Hvordan blev sønderjyderne integreret i lokalsamfundet? der er utvivlsomt flere! Det civile liv i Danmark: Rationering, gullaschbaroner og social uro (fig 33) Alle de krigsførende magter var afhængige af heste (og æsler); til kavaleriet, men først og fremmest som trækdyr. Hen ved 8.000.000 heste døde i Første Verdenskrig, enten som følge af krigshandlinger, ved ulykker, af sult og udmattelse eller af sygdom. Krigen medførte en enorm efterspørgsel på danske heste til stærkt stigende priser. I løbet af de første krigsmåneder i 1914 eksporterede Danmark 80.000 heste, først og fremmest til Tyskland. Det var tæt ved 15% af samtlige de heste, der befandt sig i Danmark! Den danske regering udstedte den 23. november 1914 forbud mod udførsel af heste. Da havde danske landmænd tjent ca. 100.000.000,- kr. De var naturligvis stærkt utilfredse med eksportforbuddet, og der blev senere lempet lidt på det.
(fig 34). Det var ikke kun de danske landmænd, der tjente gode penge under Første Verdenskrig. I Danmark er Første Verdenskrig nærmest blev synonym med de såkaldte Gullasch-baroner. Det var fabrikanter, der tjente styrtende med penge på at fremstille og eksportere konserves til de krigsførende magter, først og fremmest Tyskland. Gullaschen var ofte af ret tvivlsom kvalitet, men det var ikke det værste: Det værste var, at fabrikanterne blev styrtende rige og brugte deres penge på en meget iøjnefaldende og meget lidt dannet måde. Når de smovsede i dyre menuer, men drak hvidvin til oksekødet eller rødvin til kaviaren; når de købte dyr kunst, uden at kunne udtale navnet på kunstneren; når de i det hele taget smed om sig med penge på en vulgær og upassende måde. Det er ikke noget tilfælde, at Emma Gad s Takt og Tone udkom i 1918. Hun har følt, at der var et behov for den! Der blev også tjent store summer på børsspekulation. Staten regulerede helt fra krigens begyndelse i august import og eksport, og efterhånden udstrakte reguleringen sig til alle sider af samfundet. Reguleringen skulle modvirke mangelsituationer, ulighed og social uro. Men priserne steg og steg, og der måtte indføres rationering. Lønningerne fulgte ikke med prisstigningerne: Prisen på mange dagligvarer blev mere end fordoblet, ja for mange varers vedkommende både 3,4 og 5-doblet. Sammenholdt med en stigende arbejdsløshed og Gullaschbaronernes iøjnefaldende velstand førte det til social uro. Syndikalisterne på den yderste venstrefløj lavede aktioner, og set i lyset af den russiske oktoberrevolution i 1917, var det et forhold, som vakte bekymring. Det kom til store demonstrationer i København og andre steder. (fig 35) Lokalhistoriske vinkler på gullaschbaroner og social uro Er der landmænd i lokalområdet, der har eksporteret heste? Er der lokale producenter af fødevarer til eksport? Hvordan påvirkede de nyrige restaurations- og forlystelseslivet? Hvordan påvirkede den statslige regulering lokalområdet? Var der arbejdsløshed og førte den til social uro?
Blev der smuglet varer ud af landet til Sønderjylland? Og hvordan? der er sikkert flere Det civile liv i Sønderjylland: Rationering og revolution (fig 36) Sønderjylland var hårdt ramt af blokaden. Der var rationering og mangel på næsten alt, der blev samlet papir og metaller ind til krigsførelsen. Af metaller blev der indsamlet alt, lige fra kirkeklokker og til fingerringe! Der blev indført maksimalpriser, og landbrugets produktion af korn og kød blev nøje overvåget. Det var ikke tilladt at stikke noget til side til sig selv og sin familie men det gjorde man naturligvis alligevel. Der er talrige historier om, hvordan man narrede gendarmen eller bestak ham til at vende det blinde øje til. Alligevel opstod der mangel. Vinteren 1916/1917 er kendt som kålrabivinteren for det var stort set det, der var at spise! Nordslesvig er et landbrugsområde, hvor det var bedre end i det øvrige Tyskland, men godt var det ikke. Man kan faktisk iagttage i stamrullerne for 1920 erne og 1930 erne, at de drenge, der var opvokset i Sønderjylland under Verdenskrigen, er 4-6 centimeter kortere end drengene nord for Kongeåen! Krigen, ofrene, sulten og elendigheden førte til social uro og i november 1918 gjorde matroserne i Kiel oprør. Oprøret bredte sig til hele Tyskland, inklusive Sønderjylland, og kejseren måtte flygte ud af landet. Krigen var slut. Revolutionen nåede som nævnt også til Sønderjylland. Der skete gennemgående forholdsvis udramatisk. Der knytter sig nogle myter til bl.a. revolutionen i Sønderborg, hvor marinegast Bruno Topff stod i spidsen for soldaterrådet. Der blev dannet arbejder- og soldaterråd eller bonde- og soldaterråd over det meste af Sønderjylland, men hvor revolutionære, de var, når man får kigget nærmere på dem, det er nok et åbent spørgsmål. (fig. 37) Lokalhistoriske sønderjyske vinkler på rationering og revolution Hvilke varer var rationeret og hvad brugte man som erstatning?(kogebøger med krigsmad?) Hvilke varer blev produceret lokalt?
Er der eksempler på konfiskation o.l.? Blev der smuglet varer ind i Sønderjylland fra Danmark? Hvordan foregik revolutionen lokalt? der er sikkert flere! Og flere emner: Den spanske syge Krigsinvalider Post traumatisk stress? Veteranforeninger Sønderjyske krigsfanger ankommer til Danmark Kvinders emancipation og valgret Salget af de vestindiske øer og debatten herom Flyvningens udvikling lokale opfindere? Biografer, revyer og anden underholdning Musikken Pressecensuren Spionagen og der er med garanti flere! Gode kilder: lokale aviser, byrådssager, virksomhedsarkiver, private breve