Straffeprocesloven. nr. 19 26. marts 1991 med senere ændringer

Oversættelse fra islandsk til dansk Ajourført pr. 1. september 2005 Straffeprocesloven nr. 19 26. marts 1991 med senere ændringer Kap. 1. Lovens gyldighedsområde 1-3 Kap. 2. Dommere i herredet 4-6 Kap. 3. Retsmøder, forkyndelser m.v. 7-20 Kap. 4. Stedlig kompetence m.v. 21-24 Kap. 5. Anklagemyndigheden 25-31 Kap. 6. Sigtede og hans forsvar 32-44 Kap. 7. Den forurettede og hans advokatbistand 44a-44i Kap. 8. Bevisførelse og bevismidler 45-65 Kap. 9. Efterforskning 66-77 Kap. 10. Beslaglæggelse m.v. 78-88 Kap. 11. Ransagning og legemsindgreb 89-96 Kap. 12. Anholdelse 97-102 Kap. 13. Varetægtsfængsling og beslægtede tiltag 103-110 Kap. 14. Iværksættelse af tiltale og forberedelse af domsforhandling 111-121 Kap. 15. Bestemmelser om domsforhandling 122-133 Kap. 16. Herredsrettens retsafgørelser 134-140 Kap. 17. Kære til højere ret 141-146 Kap. 18. Påanke af domme 147-163 Kap. 19. Sagsomkostninger 164-169 Kap. 20. Borgerlige krav under straffesager 170-174 Kap. 21. Erstatning i anledning af strafferetlig forfølgning 175-182 Kap. 22. Genoptagelse 183-192 Kap. 23. Ikrafttrædelsesbestemmelser 193-196

2 KAPITEL 1 Lovens gyldighedsområde 1. Alle sager som statsmagtens håndhævere rejser om straf i medfør af loven, behandles efter bestemmelserne i denne lov, medmindre de henhører under særlige domstole hvor denne lov ikke finder anvendelse. Stk. 2. Efter denne lovs bestemmelser behandles endvidere sager om konfiskation eller frakendelse af rettigheder, samt til mortifikation af æresfornærmende sigtelser når de påtales offentlig, selv om der ikke nedlægges påstand om straf i sagen. 2. Endvidere skal efter denne lovs bestemmelser behandles sager forsåvidt det er bestemt i andre love. Endvidere behandles tilsvarende: a. sager som er rejst af staten til ophævelse af en forening i henhold til statsforfatningslove om selskaber, b. sager til stadfæstelse af forbud som er nedlagt mod spredning af skrifter, billeder eller lignende som staten har forbudt, c. sager for at bringe til ophør en ulovlig tilstand eller til at sanktionere den på en anden måde end med straf, såfremt det er en offentlig myndighed som varetager de almene interesser, d. sager som afgøres om de i straffelovens 55, stk.1, 59, 62, 66, 67 og 68A foreskrevne retsfølger, e. sager til afgørelse af krav om udlevering af en lovovertræder samt til fuldbyrdelse af udenlandske straffedomme, f. sager fra udenlandske domstole og myndigheder med begæring om foretagelse af efterforskningsmæssige eller retlige skridt i forbindelse med en straffesag. 3. Borgerlige retskrav som følger af strafbare handlinger kan fremsættes og pådømmes i forbindelse med straffesagen, i overensstemmelse med de i denne lovs kap. 20 givne regler. KAPITEL 2 Dommere i herredet 4. I herredet behandles sager i medfør af denne lov af de ordinære herredsretter i henhold til lovgivningen om strukturen af domsmagten i herredet. 5. I afgørelser af sager deltager én dommer i hver enkelt sag. Såfremt tiltalte nægter sig skyldig og dommeren finder at sagens udfald kan i væsentlig grad bero på vurderingen af den for retten givne mundtlige forklarings bevismæssige gyldighed kan retsformanden bestemme at 3 herredsretsdommere skal deltage. Stk. 2. Retten kan tilkalde to meddommere for at deltage i sager i overensstemmelse med bestemmelser i loven om borgerlige sagers behandling.

3 Stk. 3. Meddommerne medvirker i sagsbehandlingen og pådømmelsen i kollegiale retter. Retsformanden leder forhandlingen, afsiger kendelser alene, udsteder indkaldelser og meddelelser, udarbejder ekstrakten og optræder på rettens vegne ud ad til. 6. Dommeren viger sæde i henhold til denne lovs bestemmelser hvis forholdene er beskaffen sådan som de er beskrevet i loven om retsplejen i borgerlige sager. Endvidere skal dommeren vige sæde i sagen efter udstedelse af anklageskrift såfremt han ifølge lovens 103, stk. 2 har varetægtsfængslet den person, som er tiltalt i sagen. KAPITEL 3 Retsmøder, forkyndelser m.v. 7. Retsmøder skal holdes på ordinære tingsteder og i retslokaler, så vidt det er muligt. Det er dog tilladt at holde retsmøder på andre steder såfremt det findes nødvendigt, som f.eks. i et arresthus hvor en sigtet holdes fængslet eller i hans hjem eller på et hospital hvis der skal optages forklaring til rapport. Stk. 2. En herredsretsdommer kan holde et retsmøde uden for sin retskreds såfremt det findes formålstjenligt eller fremskynder behandlingen. 8. Retsmøderne er offentlige. Dog kan dommeren beslutte at dørene skal lukkes: a. For at beskyttede sigtede eller hans nærmeste når særegne omstændigheder giver grund dertil, b. for at beskytte forurettede, vidner eller andre som sagen angår, c. når der er tale om retsmøder under sagens efterforskning og det antages at der er særlig risiko for at sagsbeviser bliver forspildt hvis retsmødet blev holdt for åbne døre, d. såfremt sigtede ikke er fyldt 18 år, e. af sædelighedsgrunde, f. med hensyn til statens sikkerhed, g. hvis det findes påkrævet for at opretholde ro og orden. Stk. 2. Dommeren kan på begæring af anklagemyndigheden, sigtede eller forurettede eller af egen drift beslutte, at dørene skal lukkes. Beslutningen skal tilføres protokollen og der skal henvises til bestemmelsen i denne paragraf som finder anvendelse. Den som ikke godtager dommerens beslutning kan kræve at der afsiges kendelse om hvorvidt retsmødet holdes for lukkede døre. Stk. 3. Selv om retsmødet holdes for åbne døre kan dommeren alligevel begrænse antallet af tilhørere til det antal som retslokalet kan rumme uden at overfyldes. Dommeren kan endvidere bestemme at følgende personer ikke har adgang: a. børn og unge under 15 år, b. personer som er berusede eller i sådan tilstand at deres nærværelse ville stride imod god orden i retten, c. personer der antages med deres nærværelse at medføre risiko for at sigtede eller et vidne ikke afgiver en sandfærdig forklaring,

4 Stk. 4. Holdes retsmøder uden for de ordinære retssteder kan dommeren forbyde uvedkommende adgang. 9. Dommeren leder retsmødet og sørger for at opretholde ro og orden. Dommeren kan bortvise personer som forstyrrer retsmødet eller på anden måde optræder ustændigt eller skandaløst og kan få vedkommende fjernet med magt hvis han ikke retter sig efter dommerens påbud. 10. Det er forbudt at optage på bånd eller fotografere under et retsmøde. Dommeren kan dispensere fra dette forbud når ganske særlige omstændigheder foreligger. Stk. 2. Offentlig gengivelse af forhandlinger i et lukket retsmøde er forbudt, medmindre dommeren giver tilladelse dertil. Endvidere kan dommeren forbyde helt eller delvis offentlig gengivelse fra andre retsmøder, hvis der er grund til at antage at gengivelsen kan tilføre de nærmeste til en sigtet, forurettet eller andre, som ikke er sigtede væsentlig lidelse eller ulemper. En sådan beslutning om forbud bør tilføres retsbogen og kundgøres for de tilstedeværende. Stk. 3. Inden en udskrift fra retsbogen eller domsbogen udleveres til andre end sagens parter og forurettede skal, såfremt der findes grundlag herfor, de forhold slettes som med rimelighed bør holdes hemmelige ud fra offentlige eller private interesser. 11. Den som fremsætter usømmelige ytringer, skriftlige eller mundtlige, for retten om en dommer eller andre eller på anden måde optræder skandaløst eller usømmeligt i retten, kan pålægges bøde. Stk. 2. Den skal få pålagt straf af bøde som trodser dommerens forbud ifølge 10, stk. 2 eller forsætligt eller uagtsomt fremsætter en mundtligt eller skriftligt gengivelse som er urigtig eller fejlagtig på væsentlige punkter eller unødvendig sårende om en straffesag eller dens efterforskning, imedens undersøgelsen i sagen ikke er blevet færdiggjort, eller vanskeliggør eller forsøger at hindre på en retsstridig måde efterforskningen af en sådan sag eller forsøger iøvrigt at påvirke denne eller sagens udfald. Stk. 3. Såfremt anklageren eller forsvareren overtræder stk. 1 eller stk. 2 i denne bestemmelse kan dommeren af egen drift pålægge dem en bøde ved dom eller kendelse. Dommeren kan også på eget initiativ pålægge andre bøde for overtrædelse af stk. 1. Iøvrigt finder denne lovs generelle regler anvendelse på spørgsmålet om skyld. 12. I sager hvor dommeren sidder alene i retten skal der som regel være et vitterlighedsvidne til stede som opfylder de ordinære vidnebetingelser. Dommeren fastsætter godtgørelse til vidnet hvis dette ikke er rettens medarbejder. 13. Såfremt en sigtet, vidne eller en anden, som afgiver forklaring for retten, der ikke er det islandske sprog mægtig i tilstrækkelig grad, skal der tilkaldes en edsvoren tolk til bistand. Fremlægges et dokument affattet på fremmed sprog i retten skal det ledsages af en oversættelse fra en autoriseret translatør. Stk. 2. Hvis en edsvoren tolk eller autoriseret translatør ikke er tilgængelig kan der i stedet tilkaldes en person som behersker oversættelsen. I så fald bør translatøren af dokumentet stadfæste sin oversættelse for retten såfremt den anfægtes, medens en tolk bør afgive en erklæring på tro og love om at han vil røgte hvervet efter bedste evne.

5 Stk. 3. Hvis dommeren tiltror sig fornødent kendskab til at oversætte fra det fremmede sprog eller han kan afhøre vidner eller andre på det fremmede sprog gør det ikke noget at en translatør eller tolk mangler. Stk. 4. Dommeren fastsætter godtgørelse til translatøren eller tolken der afholdes af statskassen. 14. Når et retsmøde holdes optages beretning i retsbogen angående alle retshandlinger. I retsbogen indføres angivelse i retsbogen af tiden og stedet for retsmødet, navnet på dommeren som behandler sagen der foretages, dokumenter som fremlægges i sagen, hvem deltager i retsmødet og hvem bliver indkaldt for retten. Stk. 2. Retsbogen skal indeholde hovedpunkterne af sigtedes forklaring og andres forklaringer, medmindre forklaringen optages på bånd jf 15. Det som er indført i retsbogen angående forklaringerne hos vidner, sigtede og sagførerne bør oplæses efter at indførelsen er afsluttet, hvor vedkommende bliver spurgt om det indførte er en rigtig gengivelse og om han har nogle bemærkninger. Dommeren bestemmer hvad skal optages i retsbogen, men dog kan anklageren og forsvareren kræve at der bliver indført korte bemærkninger fra dem. 15. I stedet for optagelse i retsbogen kan det bestemmes at forklaringerne optages på bånd eller video såfremt det findes formålstjenligt. I så fald bør kun indføres i retsbogen navne på dem som giver forklaring og deres tilknytning i sagen og at deres forklaring er optaget på bånd eller video. Stk. 2. De forklaringer som bliver optaget på bånd bør skrives op, hvis sagen bliver kæret eller anket til højere ret, samt hvis dommeren finder særlig anledning dertil. Stk. 3. Båndoptagelserne bør opbevares i mindst tre år efter retssagens afslutning. Stk. 4. I stedet for at indføre sine korte referater af forklaringerne i retsbogen kan dommeren tage dem op på bånd og i så fald finder reglerne i 14, stk. 2 anvendelse. 16. Det er tilladt at retsforhandlingerne som er beskrevet i 14, stk. 2 skrives med skrivemaskine eller computer. Hvor det er tilfældet bør det protokollerede stadfæstes af dommeren og hæftes sammen som en retsbog. 17. Ved enhver domstol skal der føres en domsbog som indeholder domme i straffesager, underskrevet af dommeren eller domsformanden. 18. Ved enhver domstol skal der føres et register over alle de sager, som indkommer til afgørelse i henhold til denne lov. Stk. 2. Justitsministeren fastsætter nærmere regler om sagsfortegnelserne, retsbøgerne og domsbøgerne, datasystemet og udstyr til fonetisk optagelse og videooptagelse til brug i retsmøderne, domstolenes arkivering og levering af udskrifter af retsbøgerne og domsbøgerne og fastsætter gebyr for disse. 19. Rigsadvokaten skal føre et strafferegister for hele landet hvor udfaldet af alle straffesager bliver indført. Stk. 2. Justitsministeren fastsætter nærmere regler om indretningen og opbevaringen af strafferegistreret, adgang til det og straffeattester. Deri kan bestemmes hvilke forhold skal

6 registreres i strafferegistret, herunder udfaldet af sager som vedtages hos politimestrene med bøde. Stk. 3. Justitsministeren fastsætter regler i bekendtgørelse om anden systematisk registrering og opbevaring af oplysninger om enkeltpersoners kriminelle vandel og andre forhold som angår deres private sfære. 20. Anklageskrifter, indkaldelser, tilsigelser samt andre meddelelser i straffesager skal forkyndes af en polititjenestemand eller en anden af politimesterens medarbejdere, en fængselsfunktionær eller anden af Kriminalforsorgens medarbejder eller en stævningsmand, medmindre de er blevet forkyndt i et retsmøde eller af dommeren på en anden måde. Forkyndelse af tiltale og tilsigelse skal så vidt muligt ske for den pågældende personlig eller for hans advokat ifølge fuldmagt eller en anden myndig person som har fået skriftlig fuldmagt fra ham for at tage imod forkyndelse. Indkaldelser og andre meddelelser kan forkyndes på den pågældendes bopæl eller opholdssted, træffes den pågældende ikke. Den som foretager forkyndelsen bevidner om denne med sin underskrift på et dokument. Den som tager imod forkyndelsen skal få udleveret en genpart af det dokument i sin helhed som foryndelsen angår. Stk. 2. Kan den tiltaltes opholdssted ikke oplyses, men sagen er dog underkastet islandske domstoles jurisdiktion, kan tiltalen eller tilsigelsen forkyndes i Statstidende med beslutning om sted og tidspunkt for retsmødets berammelse og med rimelig varsel. Stk. 3. Når en dom skal forkyndes ifølge 133, stk. 3 skal den forkyndes i et retsmøde. Når omstændighederne er beskaffen som beskrevet i stk. 2 kan dommen dog forkyndes i Statstidende. KAPITEL 4 Stedlig kompetence m.v. 21. Sager i henhold til denne lov skal behandles i den retskreds hvor overtrædelsen blev begået. Er der rejst tiltale for flere retskrænkelser end én, og hvis de ikke er alle begået i samme retskreds, kan sagen behandles i hver som helst af retskredsene, ud fra hvad der findes mest hensigtsmæssigt. Stk. 2. Det er også tilladt, hvis det findes hensigtsmæssigt, at anlægge sagen ved tiltaltes hjemting eller opholdsværneting, og hvis flere er tiltalt under ét, ved hjemtinget eller opholdsværnetinget hos en af dem. Stk. 3. Rigsadvokaten bestemmer, ud fra hvad der findes mest hensigtsmæssigt, hvor en sag skal anlægges: a. hvis overtrædelsen er begået her i landet hvor det er usikkert om retskredsenes grænser, eller om bord i islandsk fartøj eller luftfartøj uden for islandske havne, b. hvis overtrædelsen er begået i udlandet og hvor sagen kan strafforfølges her i landet, Stk. 4. Giver tiltalte møde i retten bør dommeren ikke prøve om sagen er rejst ved det rette værneting.

7 22. Begæring om indgreb, som kræver bistand fra en dommer under efterforskningen af en sag, skal som regel indgives hos herredsretten i retskredsen hvor den opholder sig som skal afhøres, eller stedet ligger eller de genstande findes som indgrebet angår. Stk. 2. Dommeren kan, finder han det fornødent, lade sigtede hente som befinder sig i en anden retskreds, og da kræves ikke bistand fra vedkommende herredsdommer. 23. Skal en person strafforfølges for flere end en overtrædelse, bør det ske i én sag så vidt det er muligt. Stk. 2. Skal flere end en person strafforfølges for deltagelse i den samme overtrædelse, skal det ske i en sag, medmindre en anden ordning findes mere hensigtsmæssig. Stk. 3. Er der blevet rejst flere end en sag mod den samme person ved den samme herredsret kan dommeren bestemme, finder han det formålstjenligt, at forene disse sager og behandle og pådømme dem som én sag. 24. Er der blevet anlagt sag mod flere personer i en sag kan dommeren efter begæring fra vedkommende eller efter egen beslutning bestemme at splitte sagen op og pådømme den enkeltes sag eller nogle af disses sager adskilt, hvis det findes hensigtsmæssigt og såfremt det fører til hurtigere og billigere rettergang. KAPITEL 5 Anklagemyndigheden 25. De offentlige anklagere er rigsadvokaten og politimestrene, herunder rigspolitichefen. Stk. 2. Rigsadvokaten er højeste anklagemyndighed. Han beskikkes uden åremålsansættelse af ministeren og skal opfylde betingelser for at blive udnævnt som dommer ved Højesteret. Han skal nyde de samme kår og rettigheder som højesteretsdommere, så vidt det er muligt. Stk. 3. Rigsadvokaten har sit embedskontor i Reykjavík. Til hans bistand er en vicerigsadvokat og anklagere som justitsministeren beskikker for fem år ad gangen. Vicerigsadvokaten bør opfylde de samme betingelser som rigsadvokaten medens anklagerne skal opfylde betingelser for at kunne blive beskikket som herredsretsdommere. Rigsadvokaten ansætter andet personale ved sit embede. Stk. 4. Justitsministeren kan beskikke anklagere ved enkelte politimesterembeder, herunder rigspolitichefens embede, for at foretage strafforfølgning og optræde for retten i henhold til denne lov i deres fuldmagt. Anklagerne bør opfylde betingelserne for at kunne blive beskikket som herredsdommere. 26. Anklagemyndighedens virke står med hensyn til udførelsen under justitsministerens tilsyn og han kan afæske rigsadvokaten om redegørelse angående enkeltstående sager. De særbestemmelser skal fortsat stå uændrede i loven hvor der siges at tiltale kun skal rejses efter justitsministerens påbud. Når særlige forhold gør sig gældende kan justitsministeren give rigsadvokaten påbud om efterforskning og andre skridt og bifalder tiltalen og anke.

8 Stk. 2. Såfremt justitsministeren finder at en afgørelse om at opgive en sag, herunder i medfør af lovens 114, stk. 2, er i strid med loven eller absurd i andre henseender, kan han forelægge for Islands Præsident at afgørelsen ophæves. I et sådan tilfælde konstituerer ministeren en særlig anklager for at behandle sagen. 27. Rigsadvokaten bør påse så vidt muligt at de som begår kriminalitet bliver pålagt lovbestemte sanktioner. Stk. 2. Rigsadvokaten udsteder generelle instrukser om anklagemyndighedens pleje. Han fører tilsyn med udøvelsen af anklagemyndigheden hos politimestrene. Stk. 3. Rigsadvokaten rejser tiltalte når der er tale om overtrædelse af følgende bestemmelser i straffeloven: a. overtrædelse af bestemmelserne i lovens kap. 10-16, b. overtrædelse af bestemmelserne i lovens kap.17, undtagen 155-158, c. overtrædelse af bestemmelserne i lovens kap. 18-22, d. overtrædelse af bestemmelserne i lovens kap. 23, undtagen 215 og 218, når disse overtrædelser er knyttet til overtrædelse af færdselsloven, og 217 og 218, stk. 1, e. overtrædelse af bestemmelserne i lovens kap. 24 og 25, andre end 231, 232 og 233. f. Overtrædelse af lovens 251 og 252. Stk. 4. Såfremt handlingen indebærer også en anden eller andre overtrædelser end dem som er nævnt i stk. 3, i tillæg til den eller de anførte overtrædelser, træffer rigsadvokaten beslutning om hvorvidt han selv eller politimesteren rejser tiltale. Stk. 5. Rigsadvokaten kan give andre anklagere instruks om enkelte sager som de bør adlyde. Han kan give ordre om tilrettelæggelsen af efterforskningen af en sag, hvordan den bør gennemføres og følge med i den. Stk. 6. Rigsadvokaten træffer afgørelse om påanke af sager. 28. Politimestrene, herunder rigspolitichefen, rejser tiltale i andre sager end dem som rigsadvokaten rejser tiltale i jf 27, stk. 3. Rigsadvokaten kan alligevel overtage strafforfølgningen, herunder at udstede anklageskrift, når som helst når han skønner det påkrævet. Stk. 2. Politimesteren forelægger en sag for rigsadvokatens til afgørelse hvis han mener at tiltale bør rejses i en anden kreds, hvis han anser sig inhabil eller hvis sagen er kompliceret, bl.a. når det er tvivlsomt hvorvidt tiltale bør rejses. Finder rigsadvokaten efter sin undersøgelse af sagen, grundlag for at rejse tiltale gør han det selv eller befaler politimesteren at gøre det. Stk. 3. Har en politimester besluttet at opgive strafforfølgning ifølge 113 bør han meddele dette til rigsadvokaten. Såfremt rigsadvokaten mener at der ikke var grundlag for at opgive strafforfølgningen kan han, inden to måneder efter at denne beslutning blev taget, bestemme selv at rejse tiltale eller befale politimesteren at gøre det. Stk. 4. Politimesteren, herunder rigspolitichefen, som har ledet efterforskningen af overtrædelsen, rejser som regel tiltale på grund af overtrædelsen, undtagen hvis rigsadvokaten rejser tiltale i medfør af denne lov.

9 Stk. 5. Justitsministeren fastsætter regler om nærmere arbejdsfordeling mellem rigspolitichefen og andre politimestre jf stk. 1. 29. Rigsadvokaten, vicerigsadvokaten, anklagerne og rigsadvokatens fuldmægtige varetager straffesager ved herredsretterne. Desuden kan rigsadvokaten bemyndige herredsretseller højesteretsadvoker til at optræde i enkelte sager ved herredsretterne. Rigsadvokaten kan endvidere pålægge politimestrene, herunder rigspolitichefen at varetage straffesager ved herredsretterne. Politimestrene kan pålægge de juridisk uddannede fuldmægtige at varetage sådanne sager. Endvidere kan politimestrene pålægge andre politimestre at optræde i retten i en enkelt sag når ganske særlige forhold gør sig gældende. Stk. 2. Politimestrene fører de sager som de rejser tiltale i ved herredsretterne. Politimestrene kan pålægge deres medarbejdere at føre disse sager. Politimestrene kan pålægge andre politimestre at give møde i retten i en enkelt sag. Stk. 3. Rigsadvokaten fører sager ved Højesteret men kan pålægge vicerigsadvokaten, anklagerne eller højesteretsadvokaten at føre en sag. Hvis en højesteretsadvokat påbydes at procedere en sag for Højesteret kaldes han anklager og bærer pligter som sådan. 30. Når rigsadvokaten er så nært knyttet til en sag eller en part at der er risiko for at han ikke ved tiltalerejsning eller andet virke ifølge denne lov kan se upartisk på sagens forhold, bør han vige sæde. I så fald beskikker justitsminsiteren en anden habil person til at varetage denne sag. Stk. 2. Hvis en anden med anklagemyndighed er inhabil til at strafforfølge en sag skal rigsadvokaten selv strafforfølge den eller pålægge en anden anklager at gøre det. Stk. 3. Er anklageskrift blevet udstedt kan dommeren enten af egen drift eller efter begæring fra en part, afvise sagen fra retten såfremt han skønner at den pågældende anklager er inhabil til at varetage sagen. 31. De som er indehavere af anklagemyndigheden (anklagere) og varetager efterforskningen bør stræbe mod at finde frem til sandheden og sørge for at efterforske såvel forhold som taler for uskyld som for skyld. KAPITEL 6 Sigtede og hans forsvar 32. En sigtet person skal han gøres bekendt med sigtelsen inden han afhøres eller ved anholdelsen såfremt han anholdes. Den som er blevet anholdt i efterforskningens interesse i en straffesag, er berettiget til at tage kontakt med sin advokat eller en anden bisidder, jf 37, umiddelbart efter anholdelsen. Ligeledes sin nærmeste familie, medmindre det skønnes at det ville vanskeliggøre efterforskningen. I et sådant tilfælde bør politiet så snart som muligt efter at sigtede er blevet anholdt, underrette hans nærmeste familie om at han er blevet anholdt og hvor han er anbragt. Justitsministeren fastsætter nærmere regler om hvornår en anholdt person kan nægtes at tage kontakt med sin nærmeste familie. Stk. 2. Den som bliver afhørt under efterforskningen af en sag er berettiget til at få kendskab til, når sagen er blevet klar i den grad det er muligt, hvorvidt han bliver spurgt som

10 mistænkt for en strafbar overtrædelse eller hvorvidt han er blevet indkaldt for at give forklaring som vidne. Stk. 3. Sigtede er ikke på noget trin i efterforskningen forpligtet til at svare på spørgsmål som angår sigtelsen. Den som afhører bør udtrykkelig gøre sigtede bekendt med denne ret når det er relevant. Stk. 4. Sigtede er pligtig til at give møde til afhøring efter tilsigelse. 33. Sigtede skal ved afhøringen først spørges om navn, CPR-nummer, stilling og adresse. Såfremt han ønsker at udtale sig om sigtelsen bør det indskærpes for ham at sige sandheden og ikke fortie om noget som kan være af betydning. Stk. 2. Spørgsmålene skal være klare og utvetydige. Sigtede må ikke forvirres med usandheder eller på anden måde trues med nogen slags ulovlig tvang i ord eller handling. Sigtede må ikke gives løfte om nogle begunstigelser eller privilegier hvis han tilstår, iden sådanne foregivender er ulovlige og det står ikke i magten hos den som afhører, at give dem. Stk. 3. Sigtede må rådføre sig med sin forsvarer om sin retslige stilling under afhøringen, såfremt det ikke forstyrrer afhøringen efter meningen hos den som foretager afhøringen. Hvis der opstår tvist mellem dem som foretager afhøringen og forsvareren under afhøringen, men denne dog bør fortsættes, er forsvareren berettiget til at få en kort bemærkning om sit standpunkt indført i protokollen. 34. Dommeren er pligtig til efter begæring fra sigtede at beskikke en forsvarer i følgende tilfælde: a. når sigtede fremstilles for retten med krav om varetægtsfængsling, b. når tiltale er rejst i en sag imod ham. Stk. 2. Endvidere bliver en forsvarer at beskikke for sigtede såfremt der gennemføres hovedforhandling efter kap. 15. i denne lov, medmindre sigtede selv har valgt en forsvarer efter 37 eller ønsker selv at føre sin sag, og retten mener at han er kompetent dertil. Stk. 3. En dommer er pligtig til at beskikke en forsvarer for sigtede, såfremt der er fremkommet krav om at han pålægges besøgsforbud. 35. Dommeren bør som regel beskikke sigtede en forsvarer efter dennes ønske under efterforskningen af en sag inden tiltale er rejst såfremt dommeren finder anledning dertil efter sagens beskaffenhed eller omstændighederne iøvrigt. Stk. 2. Dommeren har hjemmel til i andre tilfælde at beskikke sigtede en forsvarer uden at sigtede har ønsket det, f.eks. hvis han er særlig sløv eller tungnem, lider af mangler som vanskeliggør hans forståelse eller hvis det er tvivlsomt hvorvidt han er tilregnelig. 36. Politiet har pligt til at rette sig efter sigtedes ønske om at få udpeget en forsvarer hvis han er blevet anholdt i eftersforskningen interesse under en straffesag. Udpegelsen bortfalder automatisk når sigtede løslades eller fremstilles i retten. 37. Sigtede er på alle retstrin af en straffesag berettiget til på egen bekostning at vælge en forsvarer for at stå ham bi og forsvare ham som en talsmand.

11 Stk. 2. Talsmanden har de samme rettigheder og pligter som en forsvarer for så vidt de finder anvendelse. Under sagens efterforskning kan dommeren eller politiet begrænse hans ret til at tale med sigtede, være til stede under afhøringer, gøre sig kendt med sagens materiale og følge med i efterforskningens fremgang, hvis det antages at denne kan vanskeliggøre denne. 38. Dommeren eller politiet bør, når det er pligtigt at beskikke sigtede en forsvarer, at gøre ham opmærksom på denne ret som han har. Stk. 2. Inden en forsvarer beskikkes eller udpeges skal sigtede eller dennes værge, såfremt sigtede er umyndig, få lejlighed til at udpege en kompetent person for at varetage forsvarerhvervet. Ved beskikkelsen eller udpegelsen skal sigtedes begæring som regel godtages. Dog kan dommeren eller politiet nægte at beskikke eller udpege den forsvarer som sigtede har ønsket, hvis der antages at være risiko for at han vil forhindre sagens opklaring på en retsstridig måde. Stk. 3. Er der flere sigtede i den samme sag kan den samme mand beskikkes eller udnævnes som forsvarer for de sigtede, såfremt det skønnes at deres interesser ikke vil kollidere. 39. Forsvareren skal som regel beskikkes eller udpeges fra advokatstanden. Stk. 2. Såfremt det ikke er muligt at finde en advokat kan der efter sigtedes begæring beskikkes eller udpeges en anden habil person til at varetage forsvarerfunktionen hvis det skønnes at han er kompetent til at varetage dennes interesser og intet taler imod det. Det er en borgerlig pligt at påtage sig hvervet som forsvarer i den retskreds hvor vedkommende har bopæl. Stk. 3. Udelukket fra at blive udpeget som forsvarer er den person som kan blive indkaldt til at afhøres som vidne eller syns- og skønsmand eller hvis han iøvrigt er så nært knyttet til sagen at der ville være risiko for at han ikke ville varetage sigtedes interesser som han burde. 40. Begærer sigtede at en forsvarers beskikkelse eller udpegelse tilbagekaldes og at der beskikkes eller udpeges en ny forsvarer, skal en sådan begæring imødekommes for så vidt sagen ikke derved forhales eller dette medfører merudgifter. Stk. 2. Såfremt det antages at forsvareren har hindret sagens opklaring på en retsstridig måde eller iøvrigt tilsidesat de ham påhvilende pligter kan anklageren eller politiet kræve rettens bistand til at han bliver fritaget for sit hverv og at en anden beskikkes i stedet. Forsvareren kan forlange at der afsiges kendelse om dette krav. 41. Forsvarerens opgave er at fremtrække alt i sagen som kan bidrage til sigtedes frifindelse eller gunst og varetage hans interesser i enhver henseende. Stk. 2. Forsvareren skal personlig udføre de ham påhvilende pligter, herunder at procedere sagen. Han er dog berettiget til at møde ved fuldmægtig eller anden advokat til at overvære afhøringer og andre efterforskningsskridt, samt at give møde i enkelte retsmøder på sine vegne under sagens efterforskning eller domsforhandling. Stk. 3. Forsvareren har tavshedspligt om det som sigtede kan have betroet ham om hans stillingtagen til sigtelsen samt om andre forhold som han har fået kendskab til under sit hverv og ikke allerede er blevet offentliggjort.

12 sagen. 42. Forsvareren er berettiget til at tale med sigtede i enrum om alt som vedrører Stk. 2. Under sagens efterforskning er forsvareren altid berettiget til at være til stede når sigtede afhøres. Forsvareren er berettiget at være til stede når andre i sigtedes sag bliver afhørt, såfremt det skønnes uden risiko for sagens fremme. Hvis forsvareren er til stede under afhøring kan han rette henvendelse til afhøreren om at stille den afhørte spørgsmål om bestemte forhold. Såfremt forsvareren finder anledning dertil, kan han få en kort bemærkning indført i protokollen om gennemførelsen af afhøringen i slutningen af denne. Stk. 3. Forsvareren har ret til at overvære alle retsmøder i sagen og dommeren bør meddele ham forud hvornår de starter. 43. Forsvareren skal få udleveret udskrifter og genparter af sagens aktstykker såsnart dette er muligt eller tilstilles ham hvis materialet ikke uden ulempe kan mangfoldiggøres. Politiet kan dog nægte at give forsvareren adgang til enkelte dokumenter eller andet materiale indtil tre uger efter at de er udarbejdet eller modtaget af politiet, hvis det skønnes at dette kan forhindre sagens opklaring. Af samme grund kan politiet nægte forsvareren om at udlevere til ham enkelte dokumenter under sagens efterforskning. Nægtelsen kan forelægges retten. Stk. 2. Når forsvareren har modtaget udskrifter og genparter af sagens aktstykker kan han lade sigtede få en kopi heraf eller gøre ham bekendt med materialet på en anden måde. Stk. 3. Politiet skal give forsvareren mulighed for at følge med i efterforskningens fremgang for så vidt dette er muligt. Det skal tage notits af hans antydninger om bestemte efterforskningsskridt medmindre de findes at savne lovligt grundlag eller er uden betydning. 44. Forsvarerens vederlag fastsættes i dom eller kendelse hvis det bliver sagens udfald, medmindre han har givet afkald på vederlag. Såfremt sagen ikke bliver afsluttet på denne måde fastsætter dommeren vederlag med indførsel i retsbogen eller skriftligt på anden bevislig måde. Hvor en dom er blevet påanket og en forsvarer blevet beskikket, men anken er senere frafaldet eller sagen opgivet, kan Højesteret fastsætte forsvarerens vederlag. Stk. 2. Dommeren fastsætter vederlaget samlet under ét, hvis den som var udpeget som sigtedes forsvarer senere blev beskikket til at udføre dette hverv. I modsat fald skal politimesteren eller dennes juridiske medarbejder fastsætte den udpegede forsvarers vederlag. Stk. 3. Der tilkommer den offentlige forsvarer vederlag af statskassen som henregnes til sagsomkostninger jf 164. KAPITEL 7 Advokatbistand til den forurettede. 44 a. Politiet vejleder den forurettede om hans rettigheder ifølge loven. Stk. 2. Når det er klart hvem gerningsmanden er bør forurettede informeres når efterforskning af en sag opgives eller den af andre grunde bortfalder, uden hensyn til om han anmeldte overtrædelsen. Beslutningen bør begrundes såfremt det begæres. Endvidere bør

13 politiet gøre forurettede opmærksom på at han kan påklage dets beslutning om at opgive efterforskningen til rigsadvokaten jf 76, stk. 1. Stk. 3. Er anklageskrift blevet udstedt skal anklageren informere forurettede herom når det er blevet forkyndt. Endvidere bør anklageren informere forurettede om udfaldet af en dom, hvor det er tilfældet, eller sagens udfald iøvrigt, som, f. eks. hvis sagen eller hans adhæsionskrav bliver afvist fra retten. Stk. 4. Justitsministeren fastsætter nærmere regler om vejlednings- og informeringspligten i medfør af denne artikel. 44 b. Politiet er pligtigt til at udpege en bistandsadvokat hvis efterforskningen i sagen er rettet mod overtrædelse af kap. 22 i straffeloven og forurettede begærer det. Dog skal der altid udpeges en bistandsadvokat hvis forurettede ikke er fyldt 18 år når efterforskningen indledes. Stk. 2. Politiet bør iøvrigt imødekomme forurettedes eller dennes værges begæring om at få udpeget en bistandsadvokat hvis efterforskningen i sagen er rettet mod overtrædelse af kap. 23 eller kap. 24 i straffeloven eller dens 251-253, og det må antages at forurettede har lidt væsentlig skade på sit åndelige eller fysiske helbred som følge af overtrædelsen og hvor politiet skønner at vedkommende har særligt behov for assistance fra en bistandsadvokat for at varetage hans interesser i sagen. Stk. 3. Politiet kan udpege en bistandsadvokat for forurettede selv om denne eller hans værge ikke har begæret det, såfremt betingelsen i stk. 2 er opfyldt og forurettede er usædvanlig sløv eller tungnem. Stk. 4. Når betingelser for udpegelse af bistandsadvokat ifølge stk. 1-3 er til stede, bør det ske lige så snart som anledning gives dertil. Udpegelsen bortfalder automatisk når en bistandsadvokat beskikkes ifølge 44 c, men ellers træffer politiet afgørelse herom i hvert enkelt tilfælde. 44 c. Når en sag er blevet rejst og der foreligger betingelser for beskikkelse af bistandsadvokat efter 44 b, stk. 1-3, beskikker retten forurettede en bistandsadvokat. Stk. 2. Nægter eller undlader politiet at udpege en bistandsadvokat for forurettede efter 44 b kan han eller hans værge begære rettens bistand om at få beskikket en bistandsadvokat. 44 d. Forurettede kan selv antage en forsvarer på sin bekostning for at varetage hans interesser som talsmand. Stk. 2. Talsmanden har de samme rettigheder og pligter som en bistandsadvokat såvidt de finder anvendelse. Medens sagen efterforskes kan retten eller politiet dog begrænse hans ret til at være til stede under afhøringen af forurettede og gøre sig kendt med sagens materiale, såfremt der er risiko for at sagens opklaring hindres. 44 e. Bestemmelserne i 38-40 finder tilsvarende anvendelse på udnævnelse, beskikkelse og kompetencen af bistandsadvokaten, samt på tilbagekaldelse af hans udnævnelse og beskikkelse. 44 f. Bistandsadvokatens opgave er at varetage forurettedes interesser og yde ham bistand i sagen, herunder at fremsætte borgerlige krav ifølge kap. 20 i denne lov.

14 Stk. 2. Bistandsadvokaten skal selv udføre sine pligter, herunder at udtale sig for retten ifølge 172, stk. 5. Han kan dog give møde ved fuldmægtig eller anden advokat ved afhøring af forurettede og give møde i enkelte retsmøder på sine vegne. Stk. 3. Bistandsadvokaten har tavshedspligt om det ham af forurettede betroede samt om andre forhold som han har fået kendskab til under sit hverv og som ikke allerede er blevet offentliggjort. 44 g. Under sagens efterforskning er bistandsadvokaten altid berettiget til at være til stede når der foretages afhøring af forurettede til rapport. Er bistandsadvokaten til stede under afhøringen kan han rette henvendelse til politiet om at stille forurettede spørgsmål om bestemte forhold. Såfremt bistandsadvokaten finder anledning dertil kan han kræve at få indført en kort bemærkning om gennemførelsen af afhøringen ved dennes afslutning. Stk. 2. Efter at anklageskrift er blevet udstedt er bistandsadvokaten berettiget til at være til stede under alle retsmøder i sagen og dommeren bør meddele ham forud hvornår de er berammet. Stk. 3. Bistandsadvokaten må ikke stille direkte spørgsmål til dem som afgiver forklaring for retten. Dog kan han begære at dommeren stiller forurettede bestemte spørgsmål eller at dommeren giver ham tilladelse til at spørge forurettede direkte, jf 59, stk. 2. Han er dog kun tilladt at udtale sig for retten om processuelle spørgsmål som angår forurettede specielt og om hans borgerlige krav ifølge 172, stk. 5, men ikke om anklagemyndighedens krav iøvrigt. Dog er bistandsadvokaten berettiget til at få indført i retsbogen korte bemærkninger efter dommerens nærmere bestemmelse. 44 h. Under sagens efterforskning er bistandsadvokaten udelukkende berettiget til at få adgang til de dokumenter og materiale som er ham nødvendigt for at varetage forurettedes interesser. Ved sagens tingfæstning har bistandsadvokaten ret til adgang til alle dokumenterne medmindre dommeren finder at det kan vanskeliggøre opklaringen af sagen. Hvor dette er tilfældet skal han dog senest få adgang til dokumenterne når sagen bliver procederet. Stk. 2. Når bistandsadvokaten har fået adgang til sagens dokumenter kan han give forurettede en kopi af genparten eller gøre ham bekendt med dem på en anden måde. 44 i. Bistandsadvokatens salær skal fastsættes i dom eller kendelse såfremt det bliver sagens udfald, medmindre han har givet afkald herpå. Hvis sagen ikke resulterer med dom bør dommeren fastsætte salær ved tilførsel i retsbogen eller skriftlig på en anden måde. Bliver dommen anket hvor en bistandsadvokat var beskikket, men anken frafaldes eller sagen opgives, fastsætter Højesteret i så fald bistandsadvokatens salær. Stk. 2. Dommeren fastsætter salær samlet under ét hvis den som blev udnævnt som forurettedes bistandsadvokat senere blev beskikket til at udføre dette hverv. Ellers skal politimesteren eller dennes juridiske medarbejder fastsætte salæret til bistandsadvokaten. Stk. 3. Bistandsadvokatens salær skal afholdes af statskassen og henregnes som sagsomkostninger ifølge 164.

15 KAPITEL 8 Bevis og bevismidler. 45. Bevisbyrden for sigtedes skyld og omstændigheder som er i hans ugunst, påhviler anklagemyndigheden. 46. Dommeren foretager i hvert enkelt tilfælde vurdering af hvorvidt der er fremkommet tilstrækkeligt bevis, som ikke kan anfægtes med fornuftige argumenter, for ethvert af de forhold som angår skyld samt fastsættelse af sanktioner for overtrædelsen, herunden hvilken bevismæssig værdi tiltaltes forklaring, syns- og skønsforretninger, dokumenter samt andet fysiskt bevismateriale, har. 47. Dommeren foretager eventuelt en vurdering af bevisværdien af de fakta som ikke direkte angår det forhold, som skal prøves, men som slutninger kan drages af om dette forhold. retten. 48. Dommen skal rejses på bevismidler som er fremført ved sagens behandling for Stk. 2. Dommeren kan godtage som bevismidler forklaringer som tiltalte, forurettede eller vidner har givet i retten inden sagen blev rejst ifølge 74 a og 105. Dog bør de som afgav forklaring påny give møde i retten ved domsforhandlingerne såvidt det er muligt og såfremt den ene af parterne kræver det eller dommeren iøvrigt finder anledning dertil. Er der tale om overtrædelse af kap. 22 i straffeloven og forurettede ikke er fyldt 18 år bør han dog ikke give møde for retten igen, medmindre dommeren finder særlig anledning dertil. Stk. 3. Har et vidne ikke givet forklaring for retten og det bliver heller ikke muligt ved sagens behandling, men afhøring er foretaget hos politiet eller en anden efterforsker, foretager dommeren en vurdering af hvorvidt en sådan forklaring har bevismæssig gyldighed og i så fald hvilken værdi den har. 49. Enhver er pligtig at give møde for retten i en straffesag på sit værneting og afgive vidneforklaring. Desuden er et vidne pligtigt at give møde for retten uden for sit værneting, hvor som helst i landet, hvis det findes påkrævet, dog skal det ske med mindst forulempelse og der skal betales for de omkostninger som er forbundet med opfyldelsen af vidnepligten. Stk. 2. Et vidne som ikke kan give møde for retten på grund af sygdom eller lignende forfald, kan afgive forklaring på et andet sted, såfremt dette kan lade sig gøre. Stk. 3. Såfremt et vidne befinder sig i lang afstand fra retten, eller det er forbundet med stor ulempe for det at give møde for retten, kan dommeren bestemme at afhøringen foretages i retten gennem telefon eller anden telekommunikation, såfremt afhøringen tilrettelægges på en sådan måde at alle i retslokalet kan høre det som vidnet siger og det som siges til vidnet. Stk. 4. Dommeren kan pålægge et vidne at medbringe bevisligheder til fremvisning i retten eller at efterse dets bøger, bese dokumenter eller andre genstande og om fornødent udarbejde et notat om bestemte punkter til forklaring af sagens omstændigheder. 50. Fritaget for vidnepligt er: a. sigtedes ægtefælle medens deres ægteskab ikke er ophævet ifølge loven,

16 b. sigtedes nærmeste familie i op- og nedstigende linje, hans søskende, samt dem som er knyttet til ham på samme måde gennem adoption, c. sigtedes stedforældre og stedbarn, d. sigtedes svigerforældre og svigerbarn. Stk. 2. Dommeren kan fritage andre fra vidnepligt som er sigtedes nærmeste, såfremt deres forhold er meget nært, som f. eks. plejeforældre eller plejebarn, samlever, samleverske eller kæreste. 51. Pligt til at afgive forklaring foreligger ikke, såfremt forklaringen antages at ville udsætte vidnet selv eller dets nærmeste eller andre ifølge 50 for straf eller tab af velfærd. 52. Tjenestemænd eller andre der handler i offentligt eller ligestillet hverv, er ikke forpligtige til at give møde i retten og give vidneforklaring om forhold som er sket i deres hverv og som kan påvises med en attest fra deres embedsbøger eller andet offentligt dokument. 53. De som ifølge loven er ansvarlige for trykt skrift eller andet materiale som offentliggøres, har ikke pligt til at oplyse for retten hvem der er forfatter til et skrift, artikel, beretning eller meddelelse, som er blevet offentliggjort uden at forfatterens navn er blevet angivet. Dette gælder dog ikke hvis vidneforklaringen er påkrævet i forbindelse med en forbrydelse, der kan medføre højere straf end bøde eller fængsel optil 1 år, eller brud på tavshedspligt i offentlig tjeneste eller hverv, såfremt hensynet til vægtige offentlige eller private interesser afgørende taler derfor. Stk. 2. Dommeren kan fritage et vidne for at besvare spørgsmål som angår hemmeligholdelse om forretninger, opfindelser eller andre sådanne værker som vidnet selv har andel i eller har fået kendskab til i tjenesten hos enkeltpersoner, virksomheder eller stiftelser, forsåvidt dommeren finder at deres interesse for hemmeligholdelsen er vigtigere end partens interesse i afgivelse af forklaring. 54. Uden den berørte ministerens samtykke kan vidnet ikke kræves afgivelse af forklaring om statens hemmelige aftaler, eller om planer eller beslutninger som statsmagtens håndhævere har truffet angående statens sikkerhed, rettigheder eller velfærd og er af væsentlig betydning for statens forretninger og statens økonomi Stk. 2. Tjenestemænd og andre der handler i offentligt eller ligestillet hverv kan ikke afkræves afgivelse af forklaring om kendskab som de har erhvervet i sit hverv og skal holdes fortroligt, undtagen hvis vedkommende minister eller Altingets præsident tillader, hvis der er tale om at foretage afhøring til rapport af et Altingsmedlem eller en anden af Altingets medarbejdere. Dommeren kan bestemme at en tjenestemand eller anden som handler i offentligt eller ligestillet hverv bør afkræves vidnesbyrd selv om tilladelse til at give det er blevet nægtet, hvis han skønner at interesserne hos en sagspart er mere tungtvejende end det offentliges interesser for hemmeligholdelse. 55. De nedenfor nævnte vidner, må ikke uden samtykke af vedkommende, besvare spørgsmål: a. en forsvarer om det sem den sigtede har betroet ham om sagens omstændigheder efter at han har påtaget sig sagen som hans forsvarer eller bistandsadvokat, b. præster, læger, apotekere, psykologer, socialrådgivere, advokater og revisorer, samt deres personale, om forhold som er af privat karakter og de er blevet betroet i deres hverv, medmindre der er tale om en forbrydelse som mindst kan

17 medføre 2 år fængselsstraf. Det samme gælder andre personer som behandler personlige forhold og har et lignende tillidsforhold. Stk. 2. Såfremt en vidneforklaring antages at have afgørende betydning til sigtedes forsvar kan dommeren bestemme vidneførsel med kendelse. 56. Dommeren samt andre som afhører vidner bør vejlede dem som bliver indkaldt for at afgive vidneforklaring, om de forhold som er nævnt i bestemmelserne i 49-55. 57. Dommeren foretager i ethvert tilfælde vurdering af hvorvidt et barn har opnået den modenhed at det har en sådan forståelse om sagens forhold, at dets vidnesbyrd findes at være af betydning. På samme måde foretager dommeren vurdering når der er tale om sindssyge og handicappede personer. 58. Indkaldelse til at give møde som vidne udstedes af dommeren på begæring af sagens parter. Anklageren sørger for at indkaldelsen forkyndes for vidnet ifølge 20, stk. 1 med varsel som dommeren bestemmer, medmindre parterne mener at vidnet vil give møde i retten uden forkyndelse. Stk. 2. Udebliver et vidne uden lovligt forfald fra at give møde i retten for at afgive vidneforklaring kan dommeren bestemme at lade vidnet tvangsindbringe. Desuden kan dommeren af egen drift pålægge vidnet en bøde tilfaldende statskassen, hvis det var blevet indkaldt, under strafansvar, uden at reagere og uden lovligt forfald. Stk. 3. Hvis et vidne giver møde i retten men vægrer sig ved at svare, og hvor der ikke er tale om fritagelse eller manglende beføjelse, kan dommeren pålægge en bøde på samme måde. 59. Forinden et vidne afhøres lader dommeren det identificere sig med navn, cprnr., stilling og adresse. Herefter pålægger han vidnet alvorligt at tale sandhed og ikke fortie noget som er af betydning. Desuden forklarer han for vidnet den moralske pligt og strafansvaret som det kan pådrage sig med bevidst eller uagtsom falsk forklaring. Stk. 2. Herefter afhører dommeren vidnet om sagens forhold. Dommeren kan stille spørgsmål til vidnet som anklageren eller forsvareren begærer, men han kan også give dem tilladelse til at spørge direkte. Dommeren bør påse at hans og andres spørgsmål er tydelige, hverken tvetydige eller suggestive, ikke sårende eller uanstændige ud over det som forholdene tilsiger og ikke åbenbart betydningsløse. Stk. 3. Har et vidne eller andre tidligere givet vidneforklaring for politiet eller for retten i sagen, bør dommeren ikke gengive indholdet af disse forklaringer eller andre bevismidler før end han finder anledning dertil eller for at korrigere dets forklaring. En forklaring optaget uden for retten fra en person som har pligt til at give møde i retten som vidne kan ikke godtages undtagen i ganske specielle tilfælde, som f.eks. hvis det ikke er muligt at få vidnet i retten for at afgive forklaring. Stk.4. Ethvert vidne afhøres for sig og vidner må ikke påhøre andres vidneforklaringer. Dommeren kan dog foretage konfrontation hvor vidnet stilles over for sigtede eller andre som har givet afvigende forklaringer. Stk. 5. Når et retsmøde holdes for åbne døre og et spørgsmål er sådan beskaffen at svaret indeholder oplysninger om private forhold hos vidnet eller andre, kan dommeren tillade at spørgsmålet stilles skriftligt for vidnet og tillade at det giver et skriftligt svar som tilføres

18 protokollen, og vidnet skal have mulighed for at gennemlæse protokollatet for at forvisse sig om dets rigtighed, uden at svaret bliver læst ophøjt. Stk. 6. Dommeren kan på forlangende bestemme at sigtede bør forlade retslokalet medens en vidneforklaring afgives, hvis dommeren finder at sigtedes nærværelse er særlig bebyrdende for vidnet eller kan påvirke dets vidneforklaring. Det samme gælder hvis det må antages at vidnets sikkerhed bliver alvorligt truet hvis sigtede med sin nærværelse i retsmødet kan finde frem til dets personlige identitet, og iøvrigt skal det sikres at dets navn hemmeligholdes, jf stk. 8. Stk. 7. Når en forurettet som er under 18 år afhøres, kan dommeren tilkalde en sagkyndig til sin assistance ved afhøringen. I disse tilfælde har anklageren, tiltalte og dennes forsvarer ikke ret til at være til stede i retssalen eller et andet sted hvor retsmødet måtte holdes, hvis dommeren mener at deres nærværelse er særlig bebyrdende for vidnet eller kan påvirke dets vidneforklaring. I disse tilfælde bør dommeren sikre at sagens parter kan simultant følge dem i afhøringen og han forelægger forurettede spørgsmål som de ønsker stillet. Justitsministeren fastsætter regler om tilrettelæggelsen af afhøringer ifølge dette stykke. Stk. 8. Dommeren kan på forlangende bestemme at et vidne som giver møde i retten ikke identificerer sig ophøjt ved navn eller andre personalia for så vidt det ikke anses at navnbeskyttelse kan forspilde sigtedes forsvar i nogen større grad. I sådanne tilfælde skal dommeren få vidnets navn skriftligt samt oplysninger om andre forhold som bør beskyttes, in camera, og dokumenterne med disse oplysninger bør efterfølgende opbevares på en sådan måde at det er garanteret, at andre ikke kan opnå adgang til dem. I tilfælde af at sagen bliver indanket for højere ret, bør disse oplysninger følge sagen på samme måde. 60. Såfremt dommeren finder særlig anledning dertil eller en af parterne forlanger det kan han lade et vidne bekræfte sin vidneforklaring med aflæggelse af ed eller erklæring på tro og love. Stk. 2. Såfremt vidnet erklærer at det tror på gud og at afgivelse af ed er i overensstemmelse med dets trosoverbevisning, skal det løfte højre hånden og gentage efter dommeren disse ord: Jeg sværger og vidner til min gud at jeg har fortalt den fulde sandhed og intet har fortiet. Stk. 3. Når forholdene er anderledes beskaffen end anført i stk. 2 bekræfter vidnet sin forklaring med afgivelse af erklæring på tro og love på den måde at han løfte højre hånden og gentager efter dommeren: Jeg erklærer og giver mit æresord, at jeg har fortalt den fulde sandhed og intet har fortiet. Stk. 4. Edfæstelse finder ikke sted af et barn under 15 år eller æresord kræves afgivet, og ej heller af en person hvis åndsevne skønnes at være mangelfuldt udviklet eller så svækket eller forstyrret at han skønnes eller er uegnet til at forstå betydningen af gyldigheden heraf, og ej heller af den som er sigtet eller kan forventes at blive sigtet i vedkommende sag. 61. Dommeren undersøger på egen hånd alle forhold som angår et vidnes ret eller pligt til at afgive vidneforklaring samt andre forhold angående vidnet. Stk. 2. Dommeren træffer afgørelse om tvistigheder om forhold som er anført i dette stykke. En vidnes erkæring for retten om at dens kendelse vil blive påkæret til højere ret har ikke opsættende virkning på dens gennemførelse.

19 62. Vidner har krav på godtgørelse som dommeren fastsætter samt på de med vidneførselen udlagte udgifter og for tabt arbejdsfortjeneste, som må antages at være af betydning for vidnet, ud fra dets økonomi og omstændigheder. 63. Dommeren kan ifølge begæring fremsat af parterne eller af egen drift udmelde sagkyndige, en eller flere, for at foretage syns- og skønsforretning i en straffesag. Stk. 2. Dersom der findes en person som har en almindelig offentlig beskikkelse eller bemyndigelse til foretagelse af vedkommende syn eller skøn kan retten eller en sagspart henvende sig direkte til ham, såfremt han har pligt til at foretage forretningen eller er villig til at påge sig den. 64. Dommeren giver anklageren og sigtede eller hans forsvarer lejlighed til at være til stede når udmeldelsen skal ske. Dommeren giver dem mulighed for at gøre henstilling om valget af bestemte syns- og skønsmænd, men er ikke bundet af deres henstilling. Stk. 2. Udmeldelsesdekretet skal tydeligt angive forretningens genstand og øjemed. Udmeldelsesbeslutningen skal indeholde en klausul om at skønsmændene bør udføre deres hverv efter deres bedste vidende og afgive en skriftlig erklæring herom, som de må være parat at bekræfte for retten. 65. Det er en borgerlig pligt for enhver der har pligt at afgive vidneforklaring i en sag at modtage udmeldelse som syns- eller skønsmand i sagen. Stk. 2. Den kan ikke udmeldes til at foretage syn eller skøn som ville være inhabil som dommer i sagen eller som kunne medføre dommerens inhabilitiet, såfremt der måtte træffes afgørelse om hans vidnesbyrd for retten. Stk. 3. Iøvrigt gælder civilproceslovens bestemmelser på syn eller skøn, i den grad de kan finde anvendelse. KAPITEL 9 Efterforskning 66. Efterforskning af straffesager foretages af politiet medmindre andet er fremhævet i loven. Anmeldelser om strafbare forhold indgives til politiet eller rigsadvokaten. Om opgave- og arbejdsfordelingen mellem rigspolitichefen og politimestrene i de respektive politikredse gælder lovens bestemmelser og forkskrifter udstedt i medfør af loven. Stk. 2. Politiet iværksætter efter anmeldelse eller af egen drift efterforskning, når der er rimelig formodning om, at et strafbart forhold er begået. Rigsadvokaten kan give instruks herom. Stk. 3. Efterforskning skal foretages sådan som det har været traditionelt i forbindelse med dødsfald, borteblevne personer, ildebrand og andre ulykker, selv om der ikke foreligger særlig formodning om at et strafbart forhold er begået. Endvidere skal fortsat gælde særlige regler i andre love om efterforskning. Stk. 4. Når ganske særlige forhold foreligger kan rigsadvokaten give instruks om iværksættelse af efterforskning selv om det må antages at forholdet ikke kan strafforfølges, f.

20 eks. fordi strafskylden er forældet, når vægtige samfunds- eller private interesser taler herfor. Den som er krænket ved overtrædelsen kan påklage rigsadvokatens afgørelse om at nægte om efterforskning til justitsministeren. Såfremt justitsministeren bestemmer at efterforskning skal gennemføres konstituerer han en særlig rigsadvokat til at foretage efterforskningen. Stk. 5. En efterforsker er den medarbejder i politiet eller hos anklagemyndigheden som leder eller udfører efterforskning i hvert enkelt tilfælde. 67. Efterforskningen har til formål at skaffe sådanne oplysninger til veje, som er tilstrækkelige til at anklageren kan bestemme når den er afsluttet, om strafforfølgning skal indledes, samt at tilvejebringe de oplysninger og træffe de foranstalninger, som er formålstjenlige for sagens behandling ved retten. 68. Under efterforskningen skal der fremskaffes alle tilgængelige oplysninger om den pågældende handling, som f. eks. om stedangivelse og gerningstidspunkt og om alle nærmere omstændigheder, som antages at måtte være af betydning, opsøge den som er mistænkt for den strafbare handling, finde øjenvidner og andre som må antages for at kunne afgive vidneforklaringer, samt at tilvejebringe synlige beviser og genstande som bør beslaglægges ifølge kap. 10. Åstedet skal undersøges når det findes påkrævet og for alle spor som kan findes efter den strafbare handling. 69. Efterforskeren foretager afhøring af sigtede og vidner, jf dog 74 a. Stk. 2. En person må ikke afhøres længere ad gangen end seks timer, og iøvrigt bør han få tilstrækkelig søvn og hvile. Det skal anføres hvornår afhøringen er påbegyndt og hvornår den er ophørt. Stk. 3. Enhver person bør afhøres for sig uden at andre sigtede eller vidner er til stede, indtil der kan være anledning til konfrontation. Stk. 4. Skal en sigtet under 16 år afhøres bør børneværnsnævnet underrettes som kan sende sin repræsentant til at overvære afhøringen. Stk. 5. Hvis den som skal afgive forklaring ikke forstår islandsk bør bestemmelsen i 13 iagttages, forsåvidt den finder anvendelse. Politimesteren eller dennes juridiske medarbejder fastsætter godtgørelse til ham. Stk. 6. Justitsministeren fastsætter nærmere regler i bekendtgørelse om fremgangsmåden ved politimæssige afhøringer. 70. Efterforskeren opsøger specialister når der er behov for sagkyndig bistand, som f. eks. ved blodundersøgelser og andre lægeundersøgelser, kemiske undersøgelser, tekst- og håndskriftundersøgelser, regnskabsundersøgelser, m.v. Stk. 2. Retsmedicinsk ligsyn skal foretages når efterforskeren finder anledning hertil. Der skal endvidere foretages retslig obduktion når det findes påkrævet, og rettens kendelse skal indhentes hvis ikke en nærstående eller nærmeste pårørende giver tilladelse hertil. 71. Personlige forhold angående sigtede bør undersøges, som f.eks. a. hans alder og såvidt muligt bør dette bekræftes med en fødselsattest, b. hans personlige forhold, som f.eks. familie- og boligforhold, uddannelse eller oplæring, beskæftigelse, økonomi, m.v. Disse optegnelser bør opføres med