HØJESTERETS KENDELSE afsagt torsdag den 5. oktober 2017

Transkript

1 Lukkede døre og navneforbud HØJESTERETS KENDELSE afsagt torsdag den 5. oktober 2017 Sag 150/2017 Ekstra Bladet ved Mette Fleckner og Jan Søgaard ved advokat Carlo Siebert kærer kendelse om navneforbud i sagen: Anklagemyndigheden mod T (advokat Mie Sønder Koch) I tidligere instanser er afsagt kendelse af Retten i Lyngby den og af Østre Landsrets 6. afdeling den. I påkendelsen har deltaget fem dommere: Thomas Rørdam, Poul Dahl Jensen, Jens Peter Christensen, Hanne Schmidt og Kurt Rasmussen. Påstande Kærende, Ekstra Bladet ved Mette Fleckner og Jan Søgaard, har nedlagt påstand om, at Østre Landsrets kendelse af om navneforbud ophæves, subsidiært at sagen hjemvises til Retten i Lyngby til fornyet behandling. Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om stadfæstelse. Sagsfremstilling Den anmodede anklagemyndigheden Retten i Lyngby om et grundlovsforhør med henblik på rettens stillingtagen til, om sigtede T skulle varetægtsfængsles. Retsmødet blev berammet til kl samme dag.

2 - 2 - Forud for grundlovsforhøret anmodede anklagemyndigheden Retten i Lyngby om, at Ts navn ikke skulle fremgå af retslisten. Denne anmodning blev ved Retten i Lyngbys kendelse af kl ikke taget til følge. Under grundlovsforhøret kl anmodede anklageren om, at dørene blev lukket i medfør af retsplejelovens 29, stk. 3, nr. 4, og at forhandlingen om dørlukning skete for lukkede døre (dobbeltlukkede døre), jf. retsplejelovens 29 c, stk. 1, 2. pkt. Det fremgår af retsbogen, at journalist Mette Fleckner, der var til stede under grundlovsforhøret, havde mulighed for at udtale sig om dørlukningen. Det fremgår endvidere, at hun protesterede imod begæringen om dørlukning under henvisning til offentlighedens interesse i alvorlige straffesager. Retten i Lyngby afsagde herefter kendelse om at imødekomme anklagemyndighedens begæring om dobbeltlukkede døre. Retten lagde vægt på, at forhandlingen om dørlukning i et offentligt retsmøde på afgørende måde ville kunne hindre sagens oplysning. Mens dørene var lukket under forhandlingen om dørlukning, anmodede forsvareren med tilslutning fra anklagemyndigheden om, at der blev afsagt kendelse om navneforbud efter retsplejelovens 31, hvilket retten imødekom med følgende begrundelse: Efter sagens karakter og baggrund vil en offentlig gengivelse på nuværende indledende tidspunkt af sagens behandling af navn, stilling eller bopæl kunne indebære en unødvendig krænkelse af anholdte, jf. retsplejelovens 31, stk. 1, nr. 2. De hensyn som er nævnt i retsplejelovens 31, stk. 3, taler ikke mod at nedlægge navneforbud, hvorfor bestemmes: Det forbydes offentligt at gengive navn, stilling og bopæl for T, eller at Ts identitet på anden måde bliver offentliggjort. Ved kæreskrift af 3. april 2017 kærede Ekstra Bladet ved Mette Fleckner og Jan Søgaard Retten i Lyngbys kendelse om navneforbud og nedlagde påstand om, at navneforbuddet skulle ophæves under henvisning til bl.a., at navneforbuddet var blevet nedlagt under omstændighe-

3 - 3 - der, hvor pressens udtaleret efter retsplejelovens 31 a, stk. 1, 2. pkt., var afskåret, idet navnet på den sigtede ikke fremgik af retslisten og heller ikke kom frem under grundlovsforhøret. Ved sagens fremsendelse til landsretten har dommer Torrild Thomsen oplyst følgende: Om sigtedes navn har befundet sig på den elektroniske retsliste på tidspunktet for grundlovsforhørets afholdelse er mig ubekendt, hvis dette ikke er tilfældet må det skyldes systemmæssige problemer. Retten bemærker, at sagen blev berammet på fuldstændig normal vis, og at navnet på den sigtede således burde fremgå af retslisten tilgængelig i retsbygningen og ekstranettet som vanligt. På landsrettens anmodning har dommer Torrild Thomsen endvidere afgivet sålydende udtalelse : Den havde jeg grundlovsvagten i Retten i Lyngby. Inden jeg kl og fremover havde retsmøder i fristforlængelser i andre sager, blev jeg af præsidenten orienteret om grundlovsforhøret, der skulle afholdes kl. 12 samt om en problemstilling vedrørende navnet på retslisten. Jeg fik efterfølgende at vide, at dommer Ivan Larsen havde truffet afgørelse om, at sigtedes navn skulle på retslisten og fik udskriften herom, inden grundlovsforhøret startede. Jeg har ikke kontrolleret, om sigtedes navn stod på den elektroniske retsliste, der befinder sig ved indgangen til retslokalet. Min adgang til dette retslokale sker gennem en anden indgang bag låste døre. Personalet i retssekretariatet har oplyst mig om, at der af og til er forsinkelser i systemerne fra indtastning sker, til retslisten fremtræder på skærmen. Det er også oplyst mig, at det ikke efterfølgende kan udfindes, hvornår det er sket. Jeg kan derfor kun oplyse, at navnet burde fremgå af retslisten på skærmen og at alle sædvanlige tiltag til, at dette skulle ske, var foretaget. Den stadfæstede Østre Landsret byrettens kendelse. Følgende fremgår af landsrettens begrundelse:

4 - 4 - Retsmødet den blev afholdt for lukkede døre i medfør af retsplejelovens 29, stk. 3, nr. 4. Det fremgår af retsbogen, at journalist, Mette Fleckner forinden retten besluttede, at forhandlingerne om dørlukning skulle foregå for lukkede døre, jf. retsplejelovens 29 c, stk. 1, 2. pkt. havde lejlighed til at udtale sig om dørlukningen. Da afgørelsen om navneforbuddet blev truffet efter, at dørene var blevet lukket, finder bestemmelsen i retsplejelovens 31 a, stk. 1, 2. pkt., 2. led, ikke anvendelse. Landsretten bemærker i den forbindelse, at det fremgår af retsplejelovens 29, stk. 5, at navneforbud er subsidiært i forhold til dørlukning. Det forhold, at sigtedes navn muligt ikke fremgik af retslisten, kan ikke føre til et andet resultat. Anbringender Ekstra Bladet ved Mette Fleckner og Jan Søgaard har anført bl.a., at navneforbuddet blev nedlagt under et retsmøde, der blev afholdt for lukkede døre, således at Ekstra Bladets repræsentant i strid med retsplejelovens 31 a ikke fik mulighed for at udtale sig. Desuden fremgik navnet på den sigtede ikke af retslisten og blev heller ikke oplyst, inden dørene blev lukket. Den påkærede kendelse er således afsagt, selv om reglerne om offentliggørelse af sigtedes navn på retslisten ikke er overholdt, og kendelsen er afsagt i strid med retsplejelovens udtrykkelige bestemmelse om, at pressen skal høres før der afsiges kendelse om nedlæggelse af navneforbud. Anklagemyndigheden har anført bl.a., at byretten ikke var forpligtet til at offentliggøre sigtedes navn på retslisten, idet retsmødet var omfattet af retsplejelovens 747, stk. 1, jf. 2, stk. 3, i bekendtgørelse nr. 546 af 18. juni Derudover er det i forarbejderne til retsplejelovens 31 forudsat, at der kan afsiges kendelse om navneforbud under et retsmøde, hvor dørene forinden er blevet lukket i medfør af bestemmelsen i retsplejelovens 29 c. Når afgørelse om navneforbud afsiges, efter at dørene er blevet lukket, finder retsplejelovens 31 a, stk. 1, 2. pkt., om pressens adgang til at udtale sig ikke anvendelse. Retsgrundlag Adgangen til at nedlægge navneforbud er reguleret i retsplejelovens 31. Efter retsplejelovens 31 a, stk. 1, træffer retten afgørelse om navneforbud efter anmodning, og afgørelsen træffes ved kendelse, efter at parterne og tilstedeværende personer, der er omfattet af 172,

5 - 5 - stk. 1, 2 eller 4, har haft lejlighed til at udtale sig. Efter retsplejelovens 31 a, stk. 2, kan retten efter anmodning, herunder fra personer omfattet af 172, stk. 1, 2 eller 4, eller af egen drift i en senere kendelse ophæve navneforbuddet. I medfør af retsplejelovens 32 b, stk. 2, straffes overtrædelse af et navneforbud med bøde, hvis den pågældende var bekendt med forbuddet. Det samme gælder, hvis den pågældende vidste eller burde vide, at sagen verserede ved retten, eller at politiet efterforskede sagen, og den pågældende ikke havde forhørt sig hos politiet, anklagemyndigheden eller retten om, hvorvidt der var nedlagt navneforbud. Ifølge retsplejelovens 29 kan retten bestemme, at et retsmøde skal holdes for lukkede døre under de i bestemmelsen nærmere opregnede tilfælde. Efter 29, stk. 5, kan der ikke træffes bestemmelse om dørlukning, hvis det er tilstrækkeligt at anvende reglerne om referat- eller navneforbud, jf. 30 og 31, eller om udelukkelse af enkeltpersoner, jf. 28 b. Det fremgår af retsplejelovens 29 c, stk. 1, 1. pkt., at afgørelse om dørlukning efter 29 træffes ved kendelse, efter at parterne og tilstedeværende personer, der er omfattet af 172, stk. 1, 2 eller 4, har haft lejlighed til at udtale sig. Retten kan endvidere bestemme, at også forhandling om, hvorvidt dørene skal lukkes, skal foregå for lukkede døre, hvis afgørende hensyn til fremmede magter eller til sagens oplysning kræver det, jf. retsplejelovens 29 c, stk. 1, 2. pkt. En kendelse om dørlukning kan efter retsplejelovens 393, stk. 2, kæres af personer, der er omfattet af 172, stk. 1, 2 eller 4, og har været til stede eller været repræsenteret ved en person, der er omfattet af 172, stk. 1, 2 eller 4, fra samme massemedie i det retsmøde, hvor retten behandlede spørgsmålet. Retsplejelovens 31 fik sin nuværende ordlyd ved lov nr. 362 af 2. juni 1999 om styrkelse af samarbejdet mellem retterne og pressen. Retsplejelovens 31 a og 32 b, stk. 2, blev affattet ved samme lov. Lovforslaget bygger på betænkning nr fra 1997 vedrørende samarbejdet mellem retterne og pressen. Følgende fremgår af betænkningens side :

6 Udvalgets overvejelser 5.1. Dørlukning og referatforbud Når også forhandling om dørlukning foregår for lukkede døre, sker der total hemmeligholdelse af den sigtedes identitet og sigtelsen og ofte også af, at der overhovedet har fundet retsmøde sted. Der har i udvalget været argumenteret for, at der må være en minimumsgrænse for, hvad der kan holdes skjult for offentligheden. Det har således været nævnt, at der altid bør være adgang til at gøre sig bekendt med sigtedes identitet, sigtelsens karakter, den sigtedes stilling til sagen (erkender/nægter), samt om der er sket fængsling (herunder hvor længe, og om der har været tale om isolation) eller løsladelse, og om rettens afgørelse er kæret. Modsat har det været anført, at adgang til disse oplysninger netop er i strid med hele formålet med at lukke dørene under forhandlingen om spørgsmålet om lukkede døre, nemlig at varetage hensynet til fremmede magter og til sagens oplysning. Dobbeltlukkede døre bruges hyppigt i sager vedrørende narkotikakriminalitet og organiseret økonomisk kriminalitet, og i netop disse sager kan det være af afgørende betydning at kunne mørklægge sagen under de indledende efterforskningsskridt. Det er udvalgets konklusion, at der ikke er grundlag for at ændre de gældende retsregler om dørlukning og referatforbud i retsplejeloven. De hensyn, der ligger bag reglerne, må nødvendigvis tilgodeses Navneforbud Det kan være vanskeligt for medierne at holde sig orienteret om, hvorvidt der er nedlagt navneforbud i en sag, hvis afgørelsen er truffet i et lukket retsmøde. Udvalgets flertal mener imidlertid, at medierne - som hidtil - selv må undersøge spørgsmålet. Er en journalist bekendt med, at en sag, som den pågældende vil omtale, efterforskes af politiet, må den pågældende forhøre sig hos politiet eller retten, om der er nedlagt navneforbud. Overtrædes et nedlagt navneforbud, fordi journalisten ikke havde kendskab til det, må det som i U Ø, afhænge af en konkret vurdering, om journalisten har handlet uagtsomt ved ikke at undersøge navneforbudsspørgsmålet. Kun i bekræftende fald vil der kunne pålægges ansvar. Et mindretal gør opmærksom på, at der er sket domfældelser af journalister/redaktører for overtrædelse af nedlagte navneforbud, som de pågældende ikke havde kendskab til. I en sag havde journalisterne endog interviewet politiet om sagen, uden at politiet af egen drift havde oplyst om de nedlagte navneforbud. Mindretallet finder det krænkende for retsbevidstheden, at nedlagte navneforbud tillægges retsvirkning i form af strafansvar over for personer, der hverken har fået afgørelsen kundgjort fra retten eller har haft mulighed for at gøre sig bekendt med den. Journalisten, der dækker retssager, er henvist til selv at undersøge, om der er nedlagt forbud ved

7 - 7 - at kontakte de(n) relevante retskreds, hvor pågældende ydermere selv skal kunne identificere sagen, for at undgå strafansvar. Mindretallet mener endvidere, at det strider mod grundlæggende principper i en retsstat at straffe personer for overtrædelse af et forbud i den situation 6. Mediernes adgang til at udtale sig og mediernes kæreadgang 6.2. Udvalgets overvejelser Mediernes repræsentanter bør have adgang til at udtale sig, inden retten træffer afgørelse om dørlukning og referat- og navneforbud. Herved fremkommer synspunkter, der giver mulighed for en bedre vurdering af, om der foreligger tilstrækkeligt grundlag for at fravige offentlighedsprincippet i den konkrete sag, herunder om et referat- eller navneforbud er tilstrækkeligt, således at dørlukning kan undgås. I sager om dørlukning har der været enighed om, at det ikke er hensigtsmæssigt at give medierne adgang til at kære kendelser herom efterfølgende, f.eks. fordi de gennem aktindsigt er blevet opmærksom på, at sagen har interesse for offentligheden. Det må være et krav, at den kærende eller en repræsentant fra samme arbejdsplads, som tilhører den i retsplejelovens 172, stk. 1, 2 og 4, omhandlede personkreds, var tilstede i det retsmøde, hvor spørgsmålet blev behandlet. Det er det enkelte medie, der har bevisbyrden for, at en repræsentant var til stede Udvalget forudsætter, at en journalist, der har været til stede under et retsmøde, forinden der bliver truffet afgørelse om dobbeltlukkede døre, vil kunne kære begge dørlukningsafgørelser. Derimod følger det af den første afgørelse om dørlukning, at journalisten ikke får lejlighed til at udtale sig om den anden dørlukningsafgørelse. I lovforslagets almindelige bemærkninger er anført (Folketingstidende , tillæg A, lovforslag nr. L 78, s ): 5. Dørlukning, referatforbud og navneforbud Lovforslagets indhold Dørlukning og referatforbud. Udvalget anfører, at det er væsentligt, at man i retternes praksis er opmærksom på de muligheder, som retsplejeloven giver for at differentiere indskrænkningerne i offentlig-

8 - 8 - hedens adgang til at følge en sag. Udvalget peger bl.a. på bestemmelsen i lovens 29, stk. 5, hvorefter dørlukning ikke må ske, hvis det er tilstrækkeligt at anvende bestemmelserne om referatforbud og navneforbud. Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgets synspunkter og forslag, og lovforslaget er udarbejdet i overensstemmelse hermed. Navneforbud Udvalget har endvidere drøftet spørgsmålet om journalisters overtrædelse af navneforbud, der er bestemt i et lukket retsmøde. Et flertal (8 medlemmer) finder, at journalisterne fortsat selv må undersøge, om der er nedlagt navneforbud. Det må som hidtil bero på en konkret vurdering, om en journalist har handlet uagtsomt ved ikke at undersøge navneforbudsspørgsmålet. Disse medlemmer anfører, at en journalist, som er bekendt med, at en sag efterforskes af politiet, bør forhøre sig om, hvorvidt der er nedlagt navneforbud. Et mindretal (6 medlemmer) anfører, at overtrædelse af navneforbud af principielle grunde ikke bør kunne straffes, hvis den, som har overtrådt forbuddet, hverken har fået navneforbuddet kundgjort fra retten eller har haft mulighed for at overvære det retsmøde, hvor forbuddet blev bestemt. For at gøre det lettere for journalister m.v. selv at undersøge, om der er nedlagt navneforbud, foreslår mindretallet, at der etableres et centralt register, hvor journalister kan få oplysning om nedlagte navneforbud i verserende sager i alle retskredse. Det ovenfor nævnte flertal i udvalget finder ikke, at der bør etableres et centralt register for navneforbud. Flertallet anfører, at et sådant register vil kunne medføre en øget medieinteresse for sager med navneforbud, og at dette vil stride mod formålet med at nedlægge navneforbud. Retsplejerådet har i sin udtalelse om betænkningen peget på den mulighed, at det med henblik på afgrænsning af det strafbare område ved overtrædelse af navneforbud beskrives nærmere i retsplejeloven, i hvilket omfang journalister har pligt til at undersøge, om der er nedlagt navneforbud, inden en sag omtales. Justitsministeriet finder, at det som foreslået af Retsplejerådet i stedet bør fastlægges nærmere i loven, på hvilken måde journalister m.v. skal undersøge, om der er nedlagt navneforbud. Det foreslås på denne baggrund at udforme straffebestemmelsen vedrørende navneforbudsreglerne således, at overtrædelse af et navneforbud alene kan straffes, hvis journalisten, da han offentliggjorde sigtedes (tiltaltes) identitet, vidste, at der var nedlagt navneforbud, eller vidste eller burde vide, at det forhold, som journalisten omtalte, blev efterforsket af politiet og/eller verserede som en straffesag ved retten. Det foreslås, at journalisten ikke kan straffes, hvis han inden offentliggørelsen har spurgt hos retten, anklagemyndigheden eller politiet, om der var nedlagt navneforbud.

9 Massemediernes ret til at udtale sig om og kære afgørelser om dørlukning, referatforbud og navneforbud Lovforslagets indhold Udvalget foreslår, at massemedierne tillægges ret til at udtale sig, inden retten træffer afgørelse om dørlukning, referatforbud eller navneforbud. Udvalget anfører, at en sådan ret for mediernes repræsentanter til at udtale sig vil sikre, at der kommer synspunkter frem, som kan give retten bedre mulighed for at vurdere, om eller i hvilket omfang offentlighedsprincippet bør fraviges i den konkrete sag. Justitsministeriet er enig i udvalgets synspunkter og forslag, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed Er der mange journalister til stede, vil det for at undgå, at behandlingen af det pågældende spørgsmål trækker unødigt i langdrag, f.eks. kunne bestemmes, at medierepræsentanternes synspunkter skal fremføres af en enkelt journalist med mulighed for, at de øvrige journalister kan supplere med eventuelle yderligere synspunkter. Forslaget indebærer, at massemedierne får en ret til at udtale sig samt en kæreadgang, som andre, der er til stede som tilskuere ved et retsmøde, ikke får. I de specielle bemærkninger til 32 b er anført følgende (Folketingstidende , tillæg A, lovforslag nr. L 78, s. 2035): I det foreslåede stk. 2, der er nyt i forhold til udvalgets lovudkast, afgrænses det strafbare område ved overtrædelse af navneforbud. Der har i udvalget været forskellige opfattelser vedrørende dette spørgsmål, jf. de almindelige bemærkninger pkt Retsplejerådet har i sin udtalelse over betænkningen (lovforslagets bilag 2) peget på den mulighed, at det nærmere beskrives i loven, i hvilket omfang journalister har pligt til at undersøge, om der er nedlagt navneforbud, inden en sag omtales. Det foreslås på denne baggrund, at overtrædelse - ud over de tilfælde, hvor journalisten var bekendt med navneforbuddet - kun kan straffes, hvis den pågældende, da overtrædelsen fandt sted, vidste eller burde vide, at sagen verserede ved retten (f.eks. i forbindelse med fængslingsbegæringer), og/eller at politiet efterforskede sagen. I så fald vil journalisten ifalde strafansvar, hvis han offentliggør vedkommendes identitet uden at have spurgt hos politiet, anklagemyndigheden eller retten, om der er nedlagt navneforbud.

10 I tilfælde, hvor journalisten efter omstændighederne må have en formodning om, at der verserer en straffesag (ved retten og/eller politiet), skal journalisten således undersøge spørgsmålet om navneforbud, inden de involverede personers identitet offentliggøres. Det forudsættes, at politiet, anklagemyndigheden og retten vil kunne give telefonisk oplysning om eventuelle navneforbud. Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 5.2 og til betænkningen side 44 og Om mediernes adgang til kære efter retsplejelovens 393, stk. 2, fremgår følgende af de specielle bemærkninger til bestemmelsen (Folketingstidende , tillæg A, lovforslag nr. L 78, s ): Til nr. 7 (retsplejelovens 393). Det foreslås som noget nyt, at massemedierne skal have ret til at kære afgørelser om dørlukning i civile sager. Med hensyn til straffesager henvises til lovforslagets 1, nr. 10, og bemærkningerne hertil. Kæreadgangen er efter den foreslåede bestemmelse betinget af, at den kærende eller en person fra samme massemedie, som er omfattet af 172, stk. 1, 2 eller 4, har været til stede under det retsmøde, hvor spørgsmålet blev behandlet. Bestemmelsen åbner således mulighed for, at et massemedies redaktør kærer afgørelsen, selv om det var en journalistisk medarbejder, der var til stede under retsmødet og dermed havde adgang til at udtale sig, inden afgørelsen om dørlukning blev truffet, jf. den foreslåede 29 c, stk. 1. Det kræves ikke, at massemediets repræsentant har benyttet sig af retten til at udtale sig, eller at den pågældende under retsmødet har tilkendegivet eller taget forbehold om at ville kære afgørelsen. Det pågældende massemedie skal alene godtgøre, at en repræsentant var til stede under retsmødet. Det forudsættes, at en journalist, der har overværet et retsmøde, indtil der blev truffet afgørelse om dobbeltlukkede døre, vil kunne kære begge dørlukningsafgørelser, jf. bemærkningerne til den foreslåede 29 c vedrørende dobbelt dørlukning. Den første afgørelse om dørlukning vil alene medføre, at journalisten ikke får adgang til at udtale sig om den anden dørlukningsafgørelse. Højesterets begrundelse og resultat Sagen angår, om et navneforbud kan nedlægges under et retsmøde, som holdes for lukkede døre, uden at pressen forinden har haft adgang til at udtale sig.

11 Retsplejelovens 31 a, stk. 1, 1. og 2. pkt., bestemmer, at afgørelse om navneforbud træffes ved kendelse, efter at bl.a. tilstedeværende presserepræsentanter har haft lejlighed til at udtale sig. I den foreliggende sag, der angik varetægtsfængsling, anmodede anklageren ved retsmødets begyndelse retten om at træffe bestemmelse om dørlukning i medfør af retsplejelovens 29, stk. 3, nr. 4, og om, at forhandlingen om dørlukning skete for lukkede døre i medfør af 29 c, stk. 1, 2. pkt. (dobbeltlukkede døre). Forsvareren og en tilstedeværende journalist fra Ekstra Bladet fik adgang til at udtale sig om spørgsmålet om dørlukning, før dørene blev lukket. Retten traf herefter afgørelse om, at forhandlingen om dørlukning skulle ske for lukkede døre, og lukkede dørene. Forhandlingen førte til, at retten traf afgørelse om dørlukning. Kendelse herom blev afsagt for åbne døre, hvorefter dørene på ny blev lukket. Mens dørene var lukket under forhandlingen om dørlukning, fremsatte forsvareren begæring om navneforbud, og retten imødekom begæringen ved en kendelse, der blev afsagt under det lukkede retsmøde. Der blev ikke givet andre end parterne adgang til at udtale sig forud for afgørelsen om navneforbud. Højesteret finder, at det følger af en afgørelse om dørlukning, at pressen ikke har adgang til at udtale sig om en anmodning om navneforbud, der fremsættes og behandles, mens dørene er lukket, og at retsplejelovens 31 a, stk. 1, 2. pkt., om pressens udtaleret vedrørende navneforbud ikke indebærer, at dørene i et ellers lukket retsmøde skal åbnes for at give pressen adgang til at udtale sig, inden afgørelse om navneforbud træffes. Højesteret lægger i den forbindelse vægt på, at det fremgår af forarbejderne, at når forhandling om dørlukning foregår for lukkede døre, sker der total hemmeligholdelse af sigtedes identitet. Højesteret har endvidere tillagt det betydning, at pressen har mulighed for at kære en afgørelse om navneforbud, også når afgørelsen er truffet for lukkede døre, og at pressen i medfør af retsplejelovens 31 a, stk. 2, kan begære et nedlagt navneforbud ophævet. Højesteret stadfæster herefter landsrettens kendelse.

12 Thi bestemmes: Landsrettens kendelse stadfæstes.