Referat af Rønne Skydeselskabs skydedag fredag den 3. juni 2011 Denne fredag morgen var smuk og solrig uden en sky på himmelen. Skydebrødrene begyndte at indfinde sig på Store Torv i Rønne ved springvandet, allerede kl. 06.30. Præcis kl. 07.00 stillede 86 skydebrødre med Rønne Byorkester til parade. Formanden, - Kenn Kjellberg, bød velkommen og konstaterede at selskabets gamle hedengangne kæmpe Ejnar Cederblad igen havde sørget for et fantastisk vejr. Byorkesteret spillede op og efter et rungende 3 folddigt hurra for Rønne Skydeselskab, førte tilforordnede Mogens Kure paraden mod kongens bolig. Efter en kort march til kystvejen, sad alle op i 2 busser der kørte til Grønbæks gård i Hasle. Her sad alle af og paraden marcherede mod kongens bolig i Hasles nordlige ende. Fuglekongen: Bjarne Den Betrykkende og hans dronning: Jane den meget Tålmodige og deres Terner tog vel imod paraden. Formanden hilste majestæterne og berettede om den lange tørre og støvede vej. Kongen forbarmede sig og bød straks til højbords, idet han dog først informerede skydebrødrene om hvor Pissenisserne stod. Såfremt det måtte lykkes én at vælte en nisse, med sin stråle, skulle man selv rejse nissen igen. Skydebrødrene hyggede sig og tilforordnede så straks sit snit til at udbringe en stille skål i snaps. Som altid blev det tid til, at takke Dronningen for et blændende morgenbord. Efter formandens korte men rosende tale overrakte han dronningen et pænt smykke. Dronningen måtte naturligvis også modtage kindkys og et højt hurra.
I stedet for det tidligere så traditionelle kaffestel, havde kongen et ønske om et nyt sæt jagttøj. Bestyrelsen var helt enig i at det ville være på sin plads og således blev det. Dernæst skulle der deles kys og roser ud til Ternerne, som havde vimset rundt i mellem skydebrødrene og sørget for at der var rigeligt af det hele. Der blev udbragt et leve for Ternerne og derefter tog alle skydebrødrene afsked med hver enkelt Terne. Da det lidt efter var tid til at begive sig mod skydepladsen, bad formanden kongen om at træde ind i paraden. Der blev udbragt endnu et leve for vor dronning og paraden begav sig mod Hasle havn, med et veloplagt Rønne Byorkester i spidsen. Ved ankomsten til havnen, sad paraden op i de ventende busser og vi blev sat af i Rønne over for Hotel Ryttergården. Derefter marcherede paraden mod Radisson Blue Hotel Fredensborg, hvor vi blev modtaget af værtinden. Vor værtinde var igen iklædt en smuk sommerkjole og en fantasifuld hat med blomster. Efter en kort formaning fra formanden, trakterede værtinden med en malurt bitter og skydebrødrene kvitterede med et rungende hurra. Straks derefter gik skydningen i gang. Der var indkøbt 3 nye geværer (kal.308) og ammunition. Det var tydeligt, at træfsikkerheden igen var acceptabel og skydningen forløb ganske upåklageligt. Vi kunne holde tidsplanen og kl. 12.30 gik selskabet til bords for at spise frokost.
Vor hedengangne afholdte tidligere formand P.G. Pedersen forfattede i sin tid en sang til selskabet. Der startes altid med at synge den og derefter styrer selskabets tilforordnede frokosten og den talerække med hård hånd. Således også denne dag. Frokosten forløb med god mad, snapsesange og taler. Talerækken var: Fuglekongen Bjarne Den betrykkende, talte for skydeselskabet. Kronprinsen Jens Larsen, talte for fuglekongen. Henrik Kai Hansen, talte på gæsternes vegne. Klaus Vesløv, talte på vegne af de nyoptagne skydebrødre. Formanden, Kenn Kjellberg sluttede af. Fuglekongen harcelerede lidt over selskabets traditioner og berettede i øvrigt om glæden ved at være skydebroder og fuglekonge. Det var en fremragende tale der fik skydebrødrene til at more sig. Kronprinsen, roste sig selv for at have skudt kongepladen ned. Ligesom han var ganske overbevist om at kongen ikke kunne finde bedre kronprins. Henrik Kai Hansen, takkede i fedele vendinger, bestyrelsen og især formanden for, at gæsterne var blevet inviteret. Han forsikrede at de alle ville udvise den rette ånd og håbede at de kunne komme i betragtning, som fremtidige skydebrødre. Klaus Vesløv, takkede på vegne af de ny optagne skydebrødre og han var ganske sikker på at de ville blive en gevinst for skydeselskabet. Formanden replicerede, i vanlig sikker stil og takkede de nævnte talere, - med et glimt i øjet, - til stor moro for skydebrødrene.
Efter talerne genoptog selskabet skydningen, der kulminerede med at kongepladen blev skudt ned af Kim Søhald, der dermed blev vor nye kronprins. Formanden takkede afgående kronprins Jens Larsen, der blev dekoreret med en medalje, samtidig med at han overlod skærfet til den nye kronprins. Formanden iklædte Kim Søhald skærfet og der blev råbt hurra. Afgående fuglekonge Bjarne S. Pedersen, blev kaldt frem og formanden takkede ham for en veludført regeringsperiode. Kongekæden blev taget af og ekskongen fik en fin medalje til minde. Dernæst skulle vor nye fuglekonge findes og listeføreren meddelte, at der var skudt ned for nr. 2 på listen. Formanden stod med kuverten og bad en pålidelig skydebroder åbne kuverten og læse navnet der lå i nr. 2. Claus Andersen. Claus blev dermed vor nye Fuglekonge. Han var synlig glad. Vor nye fuglekonge kvitterede straks med at byde skydebrødrene på en lille en. Skydebrødrene udtrykte straks der højlydte tilfredshed. Skyderesultaterne var som følgende:
R Ø N N E S K Y D E S E L S K A B Fugleskydningen 2011, fredag den 3. juni 2011 Beslag nr. Benævnelse Nedskudt Skytte / medalje Medlem præmie 1 Venstre æg 10.25 Peer Jørgensen Mogens Mortensen 2 Højre æg 10.50 Niels Garde Kim Søhald 3 Venstre halefjer 11.05 Klaus Juhl Michael Schullert / gæst 4 Højre halefjer 11.20 Flemming Koch Kurt E. Jensen 5 Scepteret 11.00 Ernst Mortensen Jens Larsen 6 Æblet 11.25 Jørn Ole Clausen Niels Holm 7 Kronen 11.37 Nikolai Jørly Niels Garde 8 Ringen 12.00 Jesper Holm Birger Jørgensen 9 Halsjernet 15.15 Rudolf Rasmussen Hans Jørn Sonne 10 Halejernet 15.05 Mike E. Foxvig (gæst) Erling Munk 11 Venstre vinge 15.17 Erik Mogensen Søren Elleby 12 Højre vinge 15.45 Peer Jørgensen Poul Erik Jensen 13 KONGE PLADEN 16.15 Kim Søhald Claus M. Andersen Kronprins Fugle konge Skydningen startet kl.: 10.25 Skydningen afsluttet kl. 16.15 Afgivne skud: 274 Der var IKKE rod i medaljerne for året 2011, den der tænker således må have en livlig fantasi. De venligste hilsener fra listeføreren EA Rønne, den 5. juni 2011 Formanden afsluttede dagen med at takke alle for en fantastisk dag og sluttede med at udbringe et trefolddigt leve for Rønne Skydeselskab. Skydebrødrene fortsatte en stund endnu inden de stille og roligt spredtes for alle vinde. Som referent, Kenn Ivan Kjellberg Formand.