Rejseguide til Japan

Rejseguide til Japan Mange drømmer om Japan-rejsen, men lige så mange frygter kulturforskellen. Her kommer vores guide gennem Den opgående sols land til hjælp. Her finder du inspiration at gå på opdagelse i det prægtige land. Besøg verdens højeste radiotårn, tag på opdagelse i Tokyo eller besøg samuraiernes gemmesteder. Artiklerne stammer fra årene 2009-2012 Forfattere: Lars Henrik Aagaard, Leif Poulsen, Søren Bidstrup

01 Guide til 24 timer i Tokyo 08 Kontrasternes by 08-11 Tokyos fiskeeldorado 11 Samuraiernes gemmested 14 Orientens erotiske mystik 17 Verdens travleste skinner 23 Sus 450 meter op i verdens højeste radiotårn 24 Tips fra rejsende 2

Guide til 24 timer i Tokyo At opleve verdens største og mest hektiske metropolis Tokyo på sølle 24 timer kræver kræfter ud over det sædvanlige samt heftig benyttelse af den pulserende kæmpebys ringbane. Af Lars Henrik Aagaard 12.00 Jeg er suset gennem verdens største byområde med Keisei Skyliner-expressen ude fra Tokyos internationale lufthavn Narita og står nu og kigger mig forvirret omkring på en af byens utallige vrimlende stationer: Ueno Men stationen er nøje udvalgt, for den er et fremragende udgangspunkt for at indsnuse den ægte Tokyo-atmosfære. Områderne lige bag stationen byder på både velplejet natur, storslået kulturhistorie og fremragende shoppingmuligheder. Det er i begyndelsen af april, så jeg følger strømmen af pludrende unge mennesker, der er kommet for at nyde synet af de over 1.000 blomstrende kirsebærtræer eller sakura i Ueno Park. De unge smider sig under det hvælvende blomsterhav med sixpacks, nigiri (risboller) og højlydt glæde ved forårets komme. Dette er essensen af Japan, og så er jeg kun lige ankommet. 12.45 Ueno Park rummer også glimrende museer og Asiens nok bedste zoo, men jeg iler videre til det nærliggende Ameyoko et sprudlende og farverigt markedsområde med amerikanske overtoner, hvor man kan købe alt fra tørrede blæksprutter i kilovis over 3

håndsyede cowboystøvler med japansk kalligrafi til dildoer i nærmest utænkelige former og farver. Her vibrerer luften af orientens aromaer, af støjen fra de handlendes råb, og af de utallige mennesker, der skulder ved skulder indsnuser den ganske særlige asiatiskamerikanske stemning. Jeg slubrer en skål rygende varm nudelsuppe, godt fyldt med tang, svampe og kæmperejer, i mig fra en gadebod og vandrer hastigt tilbage til stationen. 13.45 Jeg smider 130 yen (ni kr.) i en billetmaskine og følger stationsskiltene (der heldigvis også står på engelsk) til Yamanote Line Tokyos transportmæssige genistreg. Det er en cirkulær togbane, som dels farer forbi fire femtedele af alle megabyens største turistattraktioner, og dels kører over jorden, hvilket giver nogle fabelagtige kig ud på det Blade Runner-agtige neon-, glas- og betonlandskab udenfor. Men jeg kører bare to stop i det grønne tog, for ingen Tokyo-gæst bør snyde sig selv for oplevelsen af det formentlig vildeste elektroniske mekka, kloden byder på: Akihabara eller simpelthen Electric Town. Her, inden for en enkelt kvadratkilometer, sælges ti procent af al forbrugerelektronik i den moderne elektroniks eget hjemland. Så stormagasiner, småforretninger og boder i dette bippende og blinkende stykke hi-tech Østen bugner af de vildeste nye LED-TV, smartphones og 3D-skærme for ikke at tale om riskogere, vaskemaskiner og airconditioneringsanlæg i en grad, der får Elgiganten til at minde om Expert-butikken i Hobro i 80erne. For vesterlændinge er det syv etager høje el-tempel LAOX det mest interessante, for her kan man købe varer, der er tilpasset f.eks. europæisk standard. 15.00 Hælder atter 130 yen i en billetmaskine og fortsætter fire stationer på Yamanote Line til Shimbashi Station. Jeg lader mig flyde med mylderet af ulasteligt klædte kontorfolk, salarymen og office ladys, ud gennem hovedindgangen og fortsætter på gåben til det, der engang var og måske stadig er verdens dyreste kvarter: Ginza. Dette er Tokyos svar på New Yorks 5th Avenue de dyreste og fineste stormagasiner, de mest eksklusive varemærker i prangende og skinnende forbrugspaladser, hvor selv et tørklæde ikke kan købes for under en tusse. Men det kan næppe undre, når kvadratmeterprisen her kan ligge på helt oppe omkring en mio. kr. Til gengæld er købelysten stadig enorm, selv om landet for nylig måtte lade sig slå af Kina, der nu er verdens næststørste økonomi efter USA. Stortokyo og dens ca. 34 mio. indbyggere har i sig selv en økonomi, der mere end matcher hele Spaniens. 16.00 Tilbage på Shimbashi Station indløser jeg billet til fremtiden til en tur med det førerløse Yurikamome Monorail. Det er dog ikke selve toget, der er attraktionen, men synet ud gennem vinduerne på noget af det mest fantastiske stykke naturbetvingelse, mennesker nogensinde har udført. Den højt hævede togbane svinger sig forbi skinnende kontorpaladser langs den travle havn, over den smukke hængebro Rainbow Bridge til det kunstigt inddæmmede land Odaiba, der i sig selv er som et stort og strømlinet fremtidseksperiment. Jeg står af ved den store TV-station Fuji Televisions hovedkvarter et bygningsmæssigt mesterstykke af den japanske arkitekt Kenzo Tange, hvor en sfære 4

med en diameter på 32 meter trodser tyngdeloven midt i dette naturstridige stålinferno. Og så vender vi snuden tilbage igen mod Shimbashi for atter at stå på den velkendte Yamanote Line. 17.00 Mørket er begyndt at sænke sig, og byens millioner af lys og lysreklamer sender et uvirkeligt skær henover det enorme urbane land. Men det er svært at fornemme her i toget, hvor jeg står fuldstændig sammenmast med det tidlige fyraftensfolk, der mestrer kunsten at tjekke deres mobiltelefon for de seneste nyheder og sladder trods menneskepresset. Jeg står af på Shibuya Station, hvor verdens vildeste fodgængerovergang, en trofast hund, samt et regulært tempel, eller rettere tårn, for toptrendy Tokyotøser venter mig. Hunden er Hachiko, der troner som bronzestatue og yndet fotomotiv lige uden for den ubegribeligt myldrende station. Hachiko er et nationalt klenodie, for tilbage i 1920erne gik den hver eftermiddag hen til stationen for at mødes med sin ejermand, en professor, når han kom hjem fra universitetet. En dag døde professoren imidlertid på arbejdet. Alligevel vendte Hachiko hver dag i ni år tilbage til stationen for at vente på sin ejermand. En rørende historie om ubegrænset loyalitet, som med stor succes er filmatiseret senest i amerikansk version med Richard Gere som professoren. Men lige ved siden af banker Shibuyas puls verdens travleste fodgængerovergang, hvor et bølgende menneskehav hvert andet minut bevæger sig på kryds og tværs over en 5

hovedvej i skæret fra lysreklamer og storskærme. Vel ovre på den anden side kan både husaren og den modebevidste kvinde i alderen 15-35 finde stor fornøjelse ved at bevæge sig forbi verdens travleste Starbucks og ind i en ti etager høj sølvcylinder, hvor navnet 109 øverst oppe stråler i rød neon som et sandt Shibuya-ikon. Vil man se outreret mode og om muligt endnu mere outrerede Tokyo-piger/kvinder i ufatteligt højhælede og nedringede outfit er dette stedet. Et sandt tempel for Østens ødsle og østrogen-holdige folkefærd. 18.30 Efter en hurtig optankning bestående af en iskold Asahi Dry pilsner og en skålfuld wasabiærter suser jeg med Yamanote Line videre gennem aftenen til Tokyos nok vildeste område, Shinjuku. Kvarterets station er verdens i særklasse travleste over tre mio. passagerer om dagen. Det er næsten umuligt ikke at fare vild i stationens vidtforgrenede og underjordiske krinkelkroge, men jeg søger på mine let ømme ben op ad en tilfældig udgang og havner foran Takashimaya-stormagasinet, et af Tokyos og verdens største af slagsen. Efter Ginza er jeg uinteresseret i luksusvarer og tager derfor rulletrappen til kælderetagen, der er et eldorado af japanske og vestlige madvarer i uovertruffen kvalitet, herunder perfekte æbler fra den nordlige ø Hokkaido til 100 kr. stykket eller supersøde og saftige meloner til det dobbelte. Jeg snupper en sushibakke og endnu en Asahi Dry (måske som Carlsberg ville sige verdens bedste pilsner) fra køledisken, betaler ca. 60 kr. hos den storsmilende og storbukkende kassedame og finder en bænk ude foran Takashimaya med udsigt til skyskrabere i alle former og stilretninger for at nyde det enkle, men perfekte måltid. righoldige udvalg på engelsk af manga, japanske romaner og coffeetablebøger. Men tiden er knap, så jeg forsvinder ned i Kabukicho den lyserøde bydel, der aldrig sover. Her er Japans største koncentration af natklubber, barer, bordeller, pornobutikker og såkaldte love hotels, hvor forretningsmanden på timebasis kan leje et veludstyret elskovsværelse med sin elskerinde eller købedame. En både skræmmende, fremmedartet og fascinerende verden, men afgjort værd at kaste et blik på. 20.30 Mine trætte ben fører mig gennem neonoplyste gyder og gader over mod Shinjukus West Side, der byder på byens største skyskraberkoncentration. Her ligger bl.a. byens muskuløse og 243 meter høje rådhus samt og ikke mindst det 52 etager høje Park Hyatt Hotel. Det er luksushotellet, som enhver, der har set den anmelderroste Bill Murray-film»Lost in Translation«husker i enhver detalje. Jeg har lyst til at gå ind i den nærliggende kæmpeboghandel Kinokuniya med dens 6

Jeg trækker op i bukserne, retter på skjorten og bevæger mig ind i denne lydløse verden af topservice, elegance og udsøgt stil for at tage elevatoren op til New York Bar. Det er her Bill Murray tilbringer aften efter aften fortabt i en anden verden med udsigt til megabyens puls gennem de brede panoramavinduer. Men tag dig i agt. Efter kl. 20 må du slippe ca. 130 kr. blot for at få adgang til den opulente bar, og den billigste drink, en øl, koster omkring 75 kr. Til gengæld kan man her føle sig som kejser for en stund med den mest betagende storbyudsigt på denne side af Hong Kong. 22.30 Desværre har jeg ikke råd til at overnatte på Park Hyatt, hvor priserne starter ved 5.000 kr. pr. nat, så mæt af indtryk smutter jeg tilbage Shinjuku Station, tager Yamanote Line tilbage til Ueno Station, hvor jeg tjekker ind på det anonyme, men velfungerende Chisun Hotel for 550 kr. pr. nat. 9.00 Efter et solidt morgenmåltid på hotellet er der lige et par timer til at opleve det oprindelige Tokyo. Fra Ueno Station hopper jeg på Ginza Line-metroen og hopper kort efter af på endestationen, Asakusa. Det er templernes bydel, ikke mindst berømt for det imposante buddhistiske Sensoji, hvor rødklædte munke mumler bønner, mens turister og lokale vasker hænder i det rindende tempelvand og smider et par yen ned i det klare dyb. Vandrer efterfølgende gennem det livlige, overdækkede marked Nakamise, hvor indkøb af souvenirs som kimonodragter og japansk porcelæn kan gøres før afrejsen. 12.00 Afrejse mod Narita International Airport fra Ueno. Falder i søvn i toget. 00.00 Godnat. 7

Kontrasternes by Tokyo er en by, hvor historien, traditionerne og høflige manerer går hånd i hånd med moderne teknologi, høj effektivitet og ung, farverig vildskab. Af Søren Bidstrup Det super moderne tog med tv-skærme i nakkestøtterne afgår selvfølgelig til tiden. Videre i det imponerende metrosystem, hvor billetten er et lille kreditkort med en chip, der selv registrerer, hvor langt du har kørt, er det mere reglen end undtagelsen, at japanerne ser tv på deres mobiltelefoner. Men uden lyd selvfølgelig, så man ikke generer sine medpassagerer. Ser man sig omkring, er alle meget velklædte. Fra det obligatoriske stilfulde businessjakkesæt og de elegante stiletter, over den traditionsrige kimono og videre til de unge, der repræsenterer alt fra det lyserøde lillepige-look til kæder og mørk punk-rock. Samtidig går mange japanerne med stofmasker for munden af hygiejniske årsager. Man skulle jo nødig smitte andre. Tokyo er byen, der er badet i neonlys, og hvor gigantiske reklamer konstant skriger til dine sanser. Hvor du kan spise den lækreste sushi til ingen penge og shoppe alt det nyeste inden for elektronik og mode. Skrønen om, at Japan er et enormt dyrt land at opholde sig i, holder bestemt ikke stik længere, men til gengæld er det stadig svært at kommunikere med japanerne, der er ekstremt venlige og hjælpsomme, men taler meget lidt engelsk. Tokyos fiskeeldorado Verdens største fiskemarked hedder»tsukiji«og ligger i Tokyo. Markedet fik et alvorligt tilbageslag efter tsunamien 11. marts 2011, men kører nu igen på højeste omdrejninger. Af Thomas Larsen, 20. marts»forsigtig forsigtig«. Den japanske fiskehandler har rakt en lang kniv, skarp som et barberblad, over mod mig. Med skæftet først, mens han selv holder i spidsen af knivsbladet med en lille klud. For få minutter siden brugte han kniven som mest ligner et samuraisværd til at kløve en tun på det primitive arbejdsbord. Mens to hjælpere holdt fast i fiskens massive krop, lod han kniven glide gennem kødet. Klingen på kniven, som på japansk kaldes oroshi hocho og bruges til at filetere tun, gled gennem fisken, som var det smør. Når man selv står med kniven i hånden, er den forbløffende let, men man begynder ikke at svinge med den. Jeg nikker og gør tegn til, at vi kan lægge sværdet ned på bordet. Rundt om os er der boder med fisk, så langt øjet rækker. Langs de smalle gangstier i den enorme overdækkede hal, som huser verdens største fiskemarked, 8

Tsukiji markedet i Tokyo, ligger havets skatte lastet i kasser eller lagt frem på borde. Her er tun, hajer, blæksprutter, søpindsvin, makreller, torsk, laks, havtasker, ål, hvalkød og skaldyr som rejer, krabber og hummer. Her er alt fra tang til den mest udsøgte kaviar. Her er flere bassiner, hvor levende fisk svømmer rundt. Det siges, at op mod 400 forskellige fisketyper handles på markedet. Gaffeltrucks og transportvogne kører konstant rundt med varerne og passerer ofte hinanden med få centimeters mellemrum, og præcis som i auktionshallerne i danske fiskebyer som Skagen og Hirtshals skal turister ikke stille sig i vejen. En del fisk transporteres hurtigt videre til butikker og supermarkeder, ud til det brede forbrugermarked. Andre fisk udvælges af kritiske sushikokke, som om få timer vil gå i gang med at tilberede Tokyos verdensberømte sushiretter til de Michelin-besatte stjernerestauranter. Man skal i bogstaveligste forstand stå tidligt op, hvis man skal opleve Tsukiji markedet, når aktiviteten er på sit højeste. Allerede lidt over fem om morgenen går auktionen over tunfiskene i gang. Handlen sker i et hæsblæsende tempo, og når priserne er aftalt, og fiskene er handlet, bliver de hurtigt sendt videre til næste destination eller blot flyttet ind til forretningerne inde på markedet, hvor fiskehandlerne parterer og ordner de store fisk. Særlig når det gælder store fisk som tun og sværdfisk, kan opskæringen kræve flere mænds præcise indsats. Frosne fiskekroppe skæres op med båndsav, mens friske tun skæres ud med de lange knive, som fiskehandlerne bruger med millimeters præcision. Tynde skiver af tunen lægges frem på disken, så købere kan få indtryk af kvaliteten. Japanerne har et særligt forhold til den muskuløse og lynhurtige tun, og når årets første fangst af tun bliver sat under hammeren, er det forbundet med stor prestige at slå til med det afgørende bud og sikre sig fisken. 9

I år slog auktionen alle rekorder, da en sushikæde betalte mere end fire millioner kroner for en tun på 270 kilo. En vanvittig overpris. Selv om fisken senere blev skåret ud i 10.000 skiver, var det langt fra nok til at dække omkostningerne. Men som en talsmand fra firmaet fastslog, handlede buddet mest om PR og den japanske ånd, og historien om fisken gik da også verden rundt og gav god reklame. Tsukiji Market er for turister en af Tokyos mange attraktioner, men præcis som resten af landet oplevede millionbyen og fiskemarkedet et dramatisk tilbageslag, da kæmpebølgerne fra tsunamien bragede mod Japans kyst 11. marts sidste år. Vandmasserne udløste massive ødelæggelser og forårsagede radioaktivt udslip fra atomkraftværket Fukushima. Nærmest øjeblikkeligt afbestilte turister over hele verden deres rejser til ø-riget, og Japan oplevede det største fald nogensinde i antallet af udenlandske turister. Før jul lykkedes det for myndighederne at få atomkraftværket under kontrol, og turisterne er nu for alvor begyndt at vende tilbage til Japan. Det er langt fra første gang, at en ødelæggende naturkatastrofe har grebet ind i både japanernes og Tsukiji Markets tilværelse. I september 1923 efter Kanto jordskælvet, som forårsagede voldsomme ødelæggelser i datidens centrale Tokyo blev fiskemarkedet flyttet til Tsukiji. Hver dag kommer mange af de professionelle fra markedet forbi templet for at bede en bøn om sikkerhed og gode handler, inden de går i gang med arbejdet i hallerne. Selve markedet består reelt af to sektioner. Det indre marked Jonai Shijo er koncentreret om engroshandel for professionelle og er ikke for den almindelige forbruger. Her foregår auktionerne. Det ydre marked med navnet Jogai Shijo er en blanding af engros- og detailhandel. Her sælges fisk, frugt, grønt, blomster og kød, ligesom der findes krydderier og japanske pickles, som stråler i alle farver og tit indgår som en vigtig del af det delikate japanske køkken. I butikkerne kan man også finde japansk køkkentøj, især knive, i en udsøgt forarbejdning. De mest ekstreme knive er de mere end en meter lange knivsblade, som bruges til at skære tunfisken ud, men i det hele taget findes her knive, som enhver kok vil drømme om at få i hånden. Næsten symbolsk for det japanske folks smertelige erfaringer med naturens kræfter ligger et lille tempel tæt ved indgangen til Tsukiji markedet. Templet hedder»namiyoke Inari Jinja«, og ordet»namiyoke«kan bedst oversættes med»beskyttet mod bølgerne«. 10

Investerer man i en sådan kniv, kan man glæde sig over, at den kan holde i årtier, selv hvis den slibes dagligt. Ud over auktioner, fiskebutikker og salg af knive rummer markedet en stribe restauranter og spisesteder, hvor man kan få masser af sublimt tilberedt fisk. Ofte er der kø udenfor spisestederne, og det giver faktisk god mening at stille sig op i køen blandt de lokale, for så er man sikker på at komme til at spise godt selv om japanske restauranter generelt sjældent skuffer. Indenfor serveres der sushi, sådan som retterne oprindeligt var tænkt som en hurtig, lækker og nærende fast food, som de travle japanere hurtigt kunne sætte til livs, inden de skulle videre til næste opgave. Restauranterne er små, der er ikke mange pladser, og ofte sidder man ved disken med direkte udsyn til sushi-kokken, som udover at trylle med sine råvarer taler med kunderne og sørger for en høj stemning. En del af oplevelsen ved at spise blandt de lokale og på den facon, som sushi oprindelig var tænkt, er, at man spiser hurtigt, og forlader stedet igen lige så hurtigt. Så der er plads til den næste i rækken. Samuraiernes gemmested Den gamle tempelstad Nikko lidt nord for megabyen Tokyo er det perfekte sted at lade sindet op efter storbyens stress og jag. Af Lars Henrik Aagaard Områdets dramatiske landskaber af udslukte vulkaner og tordnende vandfald gør ikke oplevelsen mindre. Det er de færreste, der undgår en form for 11

urbant chok under deres første besøg i Japans hovedstad. Kilometer efter kilometer efter kilometer spreder Stortokyo sine altopsugende tentakler af hævede motorveje, jernbaner og boligblokke langt ud over den flade og frugtbare Kantoslette. Efter bare et par dages ophold kan dette verdens største byområde forekomme så kvælende, at man besættes af tanken om at slippe ud af mylderet for at opleve den sande stilhed i Japans berømmede natur. Heldigvis er der flere løsninger på den udfordring en af de mest oplagte er at drage til Nikko-området. Nikko er et oldgammelt religiøst center lige på kanten af bjergene i den nordligste ende af Kanto-sletten. Den overskuelige by er verdensberømt for sine ualmindeligt smukke og velbevarede gamle templer, hvoraf flere er optaget på UNESCOs verdensarvsliste. Men endnu vigtigere er, at Nikko er omgivet af pragtfuld og dramatisk natur af dybe, stejle fyrreskove, postkortsmukke vandfald, spejlblanke bjergsøer, fossende floder, dybe kløfter og talrige varme kilder. Det er med andre ord stedet at få vejret og lade krop og sind op, før turen atter går ind til de 34 millioner mennesker inde i megabyen. Undervejs vil man ganske vist opdage, at man ikke er den eneste, der har fået den fremragende idé. Bilkøerne kan være lange omkring Nikko, men sørger man for hverken at rejse i en weekend eller på en national helligdag og desuden for også at komme op i bjergene, og dermed væk fra Nikko, så er chancerne faktisk rigtig gode for at opnå den efterstræbte fornemmelse af fred og isolation. Tilmed kan man på bare et par timer gøre rejsen til Nikko med tog. Den smukkeste årstid herude ved de fossende floder er utvivlsomt efteråret, når løvtræerne falmer i et orgie af orange og gule farver. Selv havde jeg fornøjelsen af at gøre den godt to timer lange biltur derop en lummerhed weekend i august, hvor skyerne desværre hang tungt over bjergene og de udslukte vulkaner. Til gengæld forsynede tågen Nikkos templer og byens berømte røde og hellige flodbro, Shinkyo, med mere end et skær af fortidens shogun- og samurai-mystik. Templerne ligger i tæt tilknytning til hinanden i en slags park af hærdebrede og knejsende fyrretræer omgivet af japanske haver og klukkende bække. Og helt i tråd med japansk tradition er her både buddhistiske templer og templer helliget den oprindelige japanske shinto-religion, herunder ikke mindst det guldbelagte Nikko Toshogutempel til ære for den store shogun, eller general, Tokugawa Ieyasu. Der er talrige turister, heraf forbløffende mange europæere og nordamerikanere, i tempelskoven, men området er så omfattende, at mængden aldrig bliver anmassende. Men husk for alt i verden at stille dine sko fra dig, før du går ind i en af de mange helligdomme, hvor duften fra munkenes røgelsespinde hænger tæt i luften. Lidt oppe i bjergene over Nikko blinker den dybe bjergsø Chuzenji, hvor japanerne flokkes om en af nationens største naturattraktioner, det næsten 100 meter høje vandfald Kegon, der desværre var forsvundet helt i tågerne, da jeg kom forbi. Til gengæld blev der så mere tid til at nyde den berømte lokale tofuspecialitet i en rygende varm misosuppe sammen med en skålfuld ris og en omgang knasende sprøde friturestegte grøntsager og kæmperejer, såkaldt tempura. I samme område skærer den brusende flod Kinugawa sig ned gennem bjergene og skaber 12

en dramatisk kløft, der er som skabt til riverrafting. Jeg lod mig dog nøje med en lidt mere afslappet tur ned ad en relativt behersket del af strømmen i en turistkopi af en gammel fiskerbåd. Det var en tur, der var god for øjnene, for overalt sprang grønne farver i deres mest frodige og saftige nuancer mig i møde langs floden, hvor tranerne dykkede, og gamle turisthoteller knejsede på klippeafsatser højt over mig. Men det er aftenerne i Nikko-området, der er hele turen værd. Når duggen lægger sig tungt over skovskrænterne her oppe i 1.500 meters højde, og temperaturen falder til under 20 grader, kaster man sit nøgne, kølige og muskeltrætte legeme ned i en onsen et udendørs bassin af skoldhedt, vulkansk opvarmet bjergvand. Mens varmen farer gennem hvert et led og skaber dyb afslapning, kan man nyde synet af den østerlandske måne, der titter ned gennem drivende skyer og bader de fugtiggrønne bjergsider i sit blege skær. Kejserpaladsets Østpark Kejserens palads ligger i en grøn oase midt i det ældste Tokyo. Der er offentlig adgang til dele af parken, herunder Østparken. Rejseinfo Transport: SAS flyver direkte fra Kastrup til Tokyos internationale Narita-lufthavn. Nikko er en gammel tempelby med knap 100.000 indbyggere omtrent 140 km nord for Tokyo. Man kan selvfølgelig køre derud i bil ad betalingsmotorvejen, men tog eller bus er et billigere alternativ. Fra Tokyo Station med JR (Japan Railways) kan rejsen (enkeltbillet) gøres for ca. 2.500 yen (ca. 150 kr.) Man kan også benytte den billigere Tobu Line fra Asakusa Station i Tokyo. I Nikko-området kan man komme rundt med lokale busser. I sandhed et samuraiernes gemmested. Fire andre»flugtmuligheder«hakone Smukt, dramatisk og let overrendt sølandskab langs foden af Japans ikon, keglevulkanen Fujisan. Godt 100 km fra Tokyo. Izu Vulkansk aktiv halvø sydvest for Tokyo: Smukke bjeglandskaber, varme kilder, dramatiske kystlinier og dejlige badestrande. Ca. 150 km sydvest for Tokyo. Hama Rikyu Park Smuk, traditionel og overraskende fredfyldt park nær et af Tokyo downtowns mest myldrende og moderne distrikter, Shiodome. 13

Orientens erotiske mystik Det er alt for groft slet og ret at kalde hende for en luksusluder. En ægte japansk geisha er et forfinet stykke feminin elegance, der kan fortrylle enhver mand. I det moderne Japan er geishaen en truet art, men hun lever endnu - dyrt! Af Lars Henrik Aagaard De fleste japanere har aldrig set én. Men hvis man stiller sig lidt diskret op ad en husmur først på aftenen i Tokyos Akasaka- eller Kyotos Gion-distrikt, så er der en chance for, at man kan fange et glimt af en af slagsen, når hun diskret kommer gående på vej mod sit okiya - geishahus. Og hvilket syn. Det er Orientens mystik, når den er allermest blændende. En lang, fløjsblød silkekimono i diskrete farver og perfekte folder, et omhyggeligt opsat hår i fine kurver, et hvidpudret ansigt, der fremhæver hendes smalle øjne, røde læber og perfekt plukkede øjenbryn samt en uhørt elegance og forfinethed i enhver af hendes bløde bevægelser. Den japanske geisha er det feminine væsen ophøjet til kunst.i disse dage er der atter fokus på de yndefulde japanske kvindekunstnere i kraft af premieren på Hollywoodfilmen»Mit liv som geisha«, der er bygget over en roman af amerikaneren Arthur Golden. Det er en film og en bog, der har skabt megen blæst i geishaernes eget hjemland. For det første har filminstruktøren Rob Marshall valgt at lade tre af filmens fire fremtrædende geisharoller besætte af kinesiskfødte skuespillere frem for japanske, hvilket at dømme efter mængden af vrede læserbreve i japanske aviser er taget ilde op af mangen japaner. Men som det amerikanske tidsskrift Time noterede sig for nylig:»der er en nøgen kendsgerning, som er åbenbar for enhver kender af nutidens østasiatiske film: Kina er rig på topskuespillerinder, og det er Japan ikke.«for det andet vakte romanen allerede ved sin udgivelse i 1997 skandale. Forfatteren Arthur Golden havde nemlig baseret en meget stor del af sin bog på samtaler med det 20. århundredes nok mest berømte geisha overhovedet, den umådeligt respekterede Mineko Iwasaki, der allerede trak sig tilbage som geisha som 29-årig i 1979. For hende var det en absolut forudsætning for at delagtiggøre Golden i sin fortid, at han slørede hendes identitet og under ingen omstændigheder nævnte hendes navn nogetsteds i bogen. Men forfatteren gjorde hverken det ene eller det andet. Ikke blot brugte han over en halv side sidst i sin romantiske Askepotfortælling på at takke Iwasaki. Han anvendte også utilsløret hendes fortælling - og det endda med et forfalsket litterært kneb: Han lod sin bogs unge og ombejlede heltinde, Chiyo, sælge sin mødom til den højestbydende. Især det sidstnævnte gjorde Mineko Iwasaki rasende. Den slags skete aldrig i Giondistriktet i den gamle kejserby Kyoto, hvor hun havde arbejdet, hævdede hun. Følgelig anlagde hun sag mod Arthur Golden for kontraktbrud, hvorefter de to parter i 2003 indgik et hemmeligt forlig, der må have kostet forfatteren en formue. For det viste sig nemlig, at han havde skrevet en bestseller, der bjergtog millioner af læsere verden over.bogen og filmen foregår i den første halvdel af det 20. århundrede, da geishaerne endnu var en relativt synlig del af japansk kultur og erotisk livsudfoldelse. 14

Dengang var der op mod 100.000 geishaer, men i dag er deres antal reduceret til næppe meget mere end 10.000 af de virkeligt ægte af slagsen. I de allerhøjeste japanske sociale cirkler - og det er naturligvis mænd, og oftest gifte af slagsen, vi snakker om - rangerer den traditionelle geisha imidlertid stadig meget højt. For politikere, topforretningsfolk og lignende er hun stort set det ypperste statussymbol, man overhovedet kan komme i nærheden af. En ægte geisha er ikke nogen luksusluder, selv om hun i princippet godt kan engagere sig seksuelt med en af sine kunder efter arbejdstids ophør. Ordet geisha betyder i sin oprindelse»kunstmenneske«, og det er netop det, hun er. De fleste geishaer har en fortid som relativt fattige, men typisk ret velbegavede piger fra den japanske provins, som øjner en vej mod rigdom ved at forsøge at blive optaget i et geishahus. De første mange år er imidlertid en hård træning i en mangfoldighed af kunstarter og fag, og mange kandidater falder fra undervejs. De skal indøve den traditionelle japanske teceremoni i mindste detalje, de skal lære at spille på et udvalg af musikinstrumenter, at synge, danse, memorere poesi, ja selv spille golf og i det hele taget være uhyre velbevandrede udi traditionel japansk kunst og kultur. Billedtekst: Blandt geishaers vigtige opgaver som en slags højt uddannede luksusservitricer er at skænke te eller saké, når herrerne hygger sig sammen. Det gør Ziyi Zhang til venstre i billedet, mens Michelle Yeoh ses yderst til højre og Gong Li i baggrunden i en scene fra»mit liv som geisha«. Herover geisha skrevet på japansk. Foto: David James/Scanpix 15

Men først og fremmest skal de under ledelse af deres lærermester, en senior-geisha, lære den fine kunst at få en enhver mand til at føle sig som klodens største Don Juan i deres bedårende selskab. Det indebærer ikke bare, at de skal se smukke og dejlige ud, eller sørge for at der altid er sake i glassene, men også at de kan konversere med latter, humoristiske bemærkninger og en indstuderet naturlighed, der kan smelte ethvert selv nok så hårdført politikerhjerte.når uddannelsen er veloverstået, kan hun i en alder af måske et par og tyve år begynde sin gang i de højeste mandlige cirkler i Tokyos, Osakas eller Kyotos natteliv, og det på nogle af denne verdens dyreste restauranter og natklubber, hvor drikkepengene flyder som champagne. I sin omfattende og meget roste indføring i japansk erotisk kultur»pink Samurai«giver den britiske forfatter Nicholas Bornoff en detaljeret beskrivelse af geishaen og hendes hemmeligheder. Ifølge ham kan det være endog særdeles indbringende at være geisha i Japan. For ti år siden tjente en gennemsnits-geisha uden større problemer mindst 50.000 kr. om måneden. Hvis en velhavende mand tilmed får sine tilbedende øjne op for hende, kan hun mangedoble sin indtægt. For så vil han typisk forære hende guld og grønne rismarker i form af lejlighed, smykker og stakkevis af dejligt lunende titusind-yen-sedler.men selv har hun også voldsomme udgifter. En typisk geishakimono - et ubegribeligt stykke tekstilkunst - koster fra 30.000 og helt op til 120.000 kr., og når den skal renses, må hun påregne en udgift på minimum 1.000 kr. Og hun må nødvendigvis have flere kimonoer, for det går naturligvis ikke at blive set i den samme dragt for ofte. Men set fra hendes kunders synspunkt er hendes største kvalitet hverken hendes skønhed eller elegance. Det er i stedet hendes tavshed, når arbejdsnatten er slut. Som en Tokyo-geisha udtrykker det over for Nicholas Bornoff i»pink Samurai«:»Hvis nogen af geishaerne i Akasaka hengav sig til tilfældig snak om, hvad vi hører og ser blandt vores gæster, så ville der blive kaos. Det ville bringe regeringen til fald.«adskillige japanske politikere, ja selv en enkelt premierminister, har da også måttet afgive magten efter afsløringer af deres private engagement med geishaer eller luksusludere. Men så længe disse eksklusive sælger-kunde-forhold bliver holdt uden for det officielle samfunds kendskab, er de bredt accepterede. I Den opgående sols rige anses sex aldrig som synd - og det praktisk taget uanset hvilken mere eller mindre bizar form den måtte antage. Men bliver det opdaget, taber man ansigt.af samme årsag er det rige og hårdtarbejdende Japans underverden et veritabelt sexsupermarked. I myldrende Tokyodistrikter som Shinjuku, Roppongi eller Shibuya kan man miste orienteringen i labyrintiske gyder af lyserøde sexforretninger, stripshows og bordelagtige natklubber, som i mange tilfælde kontrolleres af den japanske mafia, yakuzaen. I telefonbokse og lignende hænger små visitkort med telefonnumre og billeder af uniformerede skolepiger, der tilbyder enjo kosai eller såkaldt kompenseret dating, hvor de sælger alt fra deres kroppe til deres eget brugte undertøj for at få råd til endnu en Louis Vuitton-taske. Og overalt i Japan ligger de såkaldte love hotels, hvor såvel prostituerede og kunder som unge par, der stadig bor hjemme hos forældrene, kan leje romantisk udsmykkede værelser med vibrerende senge på timebasis. Geishaen er kun den øverste, prangende kransekagefigur på et kæmpemæssigt seksualmarked, der i al sin lyserøde vælde kan tage pusten fra enhver undrende vestlig tilskuer. 16

Verdens travleste skinner Man har ikke oplevet Tokyo, før man har prøvet at køre med byens tog eller metro, der hver dag transporterer cirka 20 millioner mennesker fra A til B. Hver dag skal cirka 20 millioner mennesker flyttes på skinner inden for et sjællandstort område, og det skaber myldretidstog, som kun de værste mareridt kan fremmane. Rejseliv.dk har testet verdens travleste togskinner. Hvordan føles det at køre i Tokyos metro midt i den værste morgenmyldretid? Det mest illustrative, jeg har læst om det, står i den fremtrædende japanske forfatter Haruki Murakamis gribende dokumentarbog»underground«, der er formet som en lang række interviews med passagerer, der overlevede det frygtelige terrorangreb med nervegassen sarin i megabyens metrosystem 20. marts 1995. Her fortæller den dengang 28-årige ITspecialist Naoyki Ogata om sin daglige oplevelse at være med ombord på Hibyametrolinjen i det centrale Tokyo lidt før kl. otte om morgenen:»du er klemt som fyldet i en sandwich. Jeg taler om fysisk skade. Det føles som at blive mast til døde, eller som om dine hofter pludselig kan gå af led. Man er vredet helt ud af facon, og det eneste, man kan tænke på, er, at det gør ondt. Og som du står der midt i det hele, fuldkommen radbrækket, er det kun dine fødder, der bliver på samme sted.«billedtekst: Forvirret? Et kort over Tokyos toglinjer over Jorden. Et virvar af skinner. I myldretiden afgår der tog fra samme perron ned til hvert 90. sekund, og hvert enkelt tog kan medbringe op til 3.000 stærkt sammenpressede passagerer. Foto: Lars Henrik Aagaard 17

Med andre ord: Man ved ikke for alvor, hvad myldretid er for en størrelse, før man har prøvet at køre med tog i Tokyo et sted mellem kl. 6.30 og 9 en hverdagsmorgen. Hvor Danmarks travleste station, Nørreport, lige akkurat runder 100.000 passagerer om dagen, summer Tokyos Shinjuku-station af 3,64 mio. mennesker om dagen. I det danske hovedstadsområde foretages der knap en halv mio. rejser med S-tog og metro om dagen. I Tokyo er det tilsvarende tal næsten 40 mio., hvilket langt overgår det samlede antal daglige togrejser i et land som Tyskland. Læg dertil, at Stortokyo og dens ca. 34 mio. indbyggere er indbyrdes forbundet i et næsten uoverskueligt netværk af over 2.000 stationer og 120 forskellige toglinjer, der bliver drevet af i hvert fald 30 forskellige selskaber. Det siger derfor næsten sig selv, at førstegangsrejsende til Japan ofte gruer ved tanken om at skulle forsøge sig i Tokyos myldrende metro. Man har måske set billeder og film af de berygtede»skubbere«eller oshiya, som de rettelig hedder, der med hvide handsker og skubben og masen sikrer, at grotesk overfyldte myldretidstog hver især med op til 3.000 passagerer kan lukke dørene på stationerne. Eller måske frygter man bare for uoverskuelig forvirring i en kæmpemæssig by, hvor få taler godt engelsk, og hvor langt de fleste skilte er på japansk. Hvis man lader sig overmande af en sådan frygt og i stedet tyr til turistbusser og taxier, snyder man imidlertid sig selv for en af de største oplevelser, man overhovedet kan få i den japanske hovedstad. Man skal bare overholde en enkel regel: Undgå morgenmyldretiden. Den berømte Yamanote-togbane Tag for eksempel Yamanote-linjen den utvivlsomt mest berømte og»klassiske«togbane i Tokyo. Det er en cirkulær bane, som udmærker sig ved at køre over jorden og det igennem en lang række af storbyens mest centrale og kendte bydele. For et par hundrede yen godt ti kroner kan man dermed i løbet af en god times tid få sig en Blade Runner-agtig oplevelse, mens man suser forbi skyskrabere, kæmpemæssige videoreklamer, over myldrende hovedstrøg og langs skinnende kontorbygninger, hvor man kan se det flittige folk i arbejde. Man kan f.eks. stå på Yamanote på byens gamle hovedbanegård Tokyo Station, hvorefter man haster gennem steder som Akihabara eller»electric Town«, hvorfra ti pct. af al forbrugerelektronik bliver solgt i Japan, videre forbi Ueno og dens berømte park og zoo, over indkøbsmekkaet Ikebukoro med dens 60 etager høje shoppingskyskraber Sunshine City, hvorefter man kan stå af på den førnævnte Shinjuku Station, der er omkranset af knejsende kontorpaladser i glas og stål og af en levende og labyrintisk bydel af karaokebarer, spillehaller, nudelbarer og lyserøde pornobutikker. En by under jorden På Shinjuku Station er det imidlertid let at blive fuldstændig lost. Underjordiske gange af burgerbarer, frisører, kiosker, sushirestauranter, gavebutikker og al mulig andet fortsætter i næsten alle retninger, ofte længere end en kilometer, og hvis man vælger at tage trappen op til gadeniveau, aner man i fire ud af fem tilfælde ikke, hvor man reelt befinder sig. Men så kan man jo skifte til metroen, f.eks. til Marunouchi-banen, der byder på en afgang fra samme perron helt ned til hvert 110. sekund. Men først skal man have indløst en billet. Langs væggene i alle banegårdshaller står der rækker med billetautomater, som man med et tryk på en virtuel skærmknap kan få til at skifte mellem japansk og engelsk display. Forinden bør man finde et togoversigtskort på engelsk, så man dels kan finde den rigtige linje til sin destination og dels se, hvor meget man skal betale for billetten for at nå netop derhen. De billigste og korteste rejser koster bare 130 yen svarende til ca. syv kroner. 18

Når automaten har spyttet billetten ud, gælder det om at finde sin perron, hvilket kan være sin sag på verdens travleste station. Men hvis man følger skiltene slavisk og ikke lader sig forvirre af hærskarerne af salarymen i slips og jakkesæt og deres elegante kvindelige modstykke, OLs eller Office Ladies, er det som regel mulig finde det rette hjørne af banegården, hvorefter man lader sin billet køre gennem en maskine, der registrerer afrejsested- og tidspunkt. Japanerne selv benytter oftest en elektronisk billet, som de hurtigt kører hen over en scanner et kort, der i øvrigt også kan anvendes til mikrobetaling i f.eks. kiosker. På perronen må man endelig ikke mase sig foran i køerne til toget. Japanerne er et umådeligt høfligt folkefærd, så man må selvfølgelig stille sig pænt op bag i køen til sin vogn i toget. Selv uden for myldretiden er det ofte vanskeligt at finde et frit sæde. Til gengæld kan man holde fast i en strop og fornøje sig ved synet af medpassagerer, der efter mange års øvelse har lært at mestre den vanskelige kunst at blunde, mens de står op i toget og holder fast i stroppen. Eller man kan studere uniformerede skolebørn, som tjekker de nyeste tegnefilm og den seneste sladder ud på deres smartphones, granvoksne kontormænd, der uden blusel pløjer sig igennem småsadistiske og halvsexistiske mangategneseriehæfter eller af ældre mænd, der har lært at læse en avis i broadsheet-format, mens de står op under presset fra andre passagerer. Præcision er en dyd Utallige tokyoetere bruger mere tid i toget, end de gør på nogen anden aktivitet bortset fra at arbejde og sove. Bor man i en forstad hvad de fleste gør er det slet ikke ualmindeligt at stå op kl. 4.30 hver morgen for at tage toget kl. 5.30 fra sin hjemstation. Derefter går det så i måske to timer eller mere i pakkede tog gennem byen, ofte med togskifte og med tiltagende risiko for, at man må stå op. Billedtekst: Hver dag foretages der næsten 40 mio. rejser på Stortokyos myldrende og vidtforgrenede tognet. Foto: Lars Henrik Aagaard 19

Mange sætter en dyd i at ankomme på arbejdspladsen helt op til en time før begyndelsen af officiel arbejdstid, for den slags påskønnes af chefen og vil måske resultere i en større gagebonus, når nytåret ankommer. Til gengæld kan tokyoeterne stole på deres tog. De kører med en præcision, der vil kunne få DSB og Arriva til at måbe af benovelse. Omkostningen er, at hvis ikke du når at komme ind i dit tog inden for præcis 25 sekunder, så smækker dørene i, og for togførereren er der en tilsvarende stressomkostning i kraft af et nærmest ultimativt krav om at køre ind på de enkelte stationer og afgå fra dem igen inden for et uhyggelig kort interval. Marunouchitoget skærer sig igennem millionbyens undergrund, og lige før det når Ginza Tokyos eksklusive og neonglitrende svar på New Yorks 5th Avenue kører det ind på Shimbashi Station. Her er det afgjort værd at stå af, for herfra udgår en af verdens første førerløse togbaner, Yurikamone Monorail, til den futuristiske bydel Odaiba, der ligger på en kunstig ø i Tokyos havn. Ingen besøgende i Tokyo bør snyde sig selv for netop den oplevelse, for rejsen langs havnen og over vandet til det ekstremt strømlinede Odaiba byder på den ene arkitektoniske aha-oplevelse efter den anden. Udsigten over det myldrende havneområde af glas, stål og beton så langt øjet rækker giver et regulært sug i maven. Først heroppe på den hævede jernbane fornemmer man for alvor byens virkelighedsudfordrende størrelse. Der findes ikke andre superlativer, der kan udtrykke dette respektindgydende syn end enorm eller ubegribelig. Snart snor det stilfærdige monorailtog sig i en spiral op mod den lange hængebro Rainbow Bridge, der fører bil- og togtrafik i flere lag over havnen til Odaiba. Her kan man f.eks. stå af ved den store TV-station Fuji Televisions hovedkvarter et bygningsmæssigt mesterstykke af den japanske arkitekt Kenzo Tange, hvor en sfære med en diameter på 32 meter synes at trodse tyngdeloven midt i dette naturstridige stålinferno. Nedenunder snor bilerne sig afsted i en motorvejsslugt, og på den brede og over 100 meter lange trappe ind i TV-centerets hjerte vrimler det med velbeslåede og moderigtige unge mennesker, der drømmer om at tage del i den TV-skabte japanske glamour. Nede ved kysten foran centeret kan man tilmed tage en tro kopi dog i noget mindre størrelse af Frihedsgudinden i New York i øjesyn. Men en togrejse i japanernes hovedstad bør først og fremmest foretages for at få en bedre forståelse af det enestående folk derude. Måske vil man undres og glæde sig over, at der så at sige aldrig lugter grimt i et japansk myldretidstog, hvilket både har noget med japanske gener og udpræget renlighed at gøre. Måske vil man hæfte sig ved den relative stilhed i togmylderet at næsten alle bestræber sig på ikke at vække opsigt eller genere andre passagerer, f.eks. med højlydt tale. Eller måske vil man i en sen aftentime studse ved synet af regulært stangstive forretningsmænd, der vælter ind i det sidste tog efter endnu en aften på whisky, sake og»servicepiger«med kollegerne inde i den mageløse metropol. Tokyos tungtlastede tog er storbyens livsnerve effektive, evigt fremadbrusende slanger, der får verdens største byområde til at hænge sammen i en ultradynamisk enhed. Fem Tokyo-baner, du skal prøve 1. Yamanote: Cirkulær togbane over jorden i det centrale Tokyo. Utvivlsomt den billigste måde at se Tokyo på. Det varer godt en time 20