inter 12 hverdagsfortællinger KOLDING KOMMUNE
Forord I denne pjece finder du 12 såkaldte hverdagsfortællinger til inspiration for tilbudsgiverne i forbindelse med Kolding Kommunes udbud af nyt plejecenter i Vonsild som OPP. Hver hverdagsfortælling beskriver gennem konkrete historier og fortællinger forskellige aspekter af det liv og den praksis, som brugerne og Kolding Kommune ønsker skal kendetegne det kommende plejecenter. Hver hverdagsfortælling indeholder også et eller flere nøgleord, som beskriver nogle af de værdier, som Kolding Kommune bl.a. ønsker, skal kendetegne det nye plejecenter. Hverdagsfortællingerne indeholder også billeder fra hverdagen på nuværende plejecentre. Hverdagsfortællingernes formål er at videreformidle brugernes og Kolding Kommunes ønsker til det fremtidige plejecenter og at fungere som inspiration for tilbudsgiverne. Hverdagsfortællingerne skal således ikke opfattes som kravspecifikationer. De skal give tilbudsgiverne en viden om, hvad der er vigtigt for brugere og medarbejdere, når det gode liv på plejecenteret skal leves. Hverdagsfortællingerne er udarbejdet gennem en omfattende brugerinddragelse faciliteret af konsulenter fra KL s Konsulentvirksomhed. Her har en gruppe beboere, medarbejdere, pårørende og repræsentanter fra lokalsamfundet været på opdagelse i dagligdagen på det nuværende plejecenter. På opdagelsen har gruppen interviewet andre beboere, medarbejdere og lokalsamfundet samt observeret forskellige dagligdagssituationer. Gruppens opdagelser blev efterfølgende fremlagt på en ideworkshop for en større interessentgruppe, bl.a. med deltagelse af politikere fra Byrådet, faglige organisationer samt en bred skare af ledere og medarbejdere fra Kolding Kommune, som udviklede ideer og forslag til den fremtidige praksis. Herefter blev opdagelserne og ideerne til fremtidig praksis omsat i de 12 hverdagsfortællinger. Hverdagsfortællingerne indeholder derfor både elementer og konkrete historier fra det nuværende plejecenter og nye ideer og forslag fremkommet på ideworkshoppen. 2 Hverdagsfortællinger
Samarbejde giver faglighed Tema: Den gode arbejdsplads Klokken er lidt over seks om morgenen, og det er stadig mørkt, da Heidi sætter sig på cyklen. Heidi er A-menneske, så det gør hende ikke noget at stå tidligt op. Faktisk har hun og hendes team på Vonsildhave selv lavet deres vagtplan for en måned ad gangen. Underligt nok går det næsten altid op, selv om nogle skal aflevere børn og andre har fritidsaktiviteter, fødselsdage og andet som skal passes ind. Heidi tænker, at hemmeligheden nok er det gode kollegaskab i teamet, som hun har oplevet gennem de snart mange år, hun har været ansat som sosu-assistent på Vonsildhave. Det gode kollegaskab viser sig også ved, at teamet en gang i mellem også går i biografen eller ud at spise sammen. Da Hanne, som er alene med børnene, var syg i sidste uge hjalp Heidi også Hanne med at køre hendes datter til svømning og tage nogle indkøbsvarer med hjem. Tyve minutter senere stiller Heidi cyklen foran Vonsildhave. Hun kigger op på bygningen, og smiler for sig selv. Tænk, at hun en helt almindelig sosu-assistent i sin tid var med til at give bygherrerne inspiration til, hvordan det nye byggeri blev en god og effektiv arbejdsplads? På vej ind ad døren møder Heidi Anders, der blev ansat for et par måneder siden, og de taler kort sammen. Anders glæder sig til den medarbejderudviklingssamtale, som han skal have senere på dagen med sin teamleder, Conny. Det er første gang Anders skal have en MUS-samtale, så han er lidt spændt på, hvordan det foregår, og hvad Conny vil sige. Selv tænker han, at han vil sige, at det er rigtigt godt, at teamet er så blandet både med hensyn til alder og den faglige uddannelse. 3 Hverdagsfortællinger
Anders bruger meget at spørge sådan nogle som Heidi der har mere erfaring - til råds, når han står foran en helt ny opgave. Det er rart, for det er et meget stort ansvar at have, når beboerne skal passes og plejes. I går kom der en ældre dame direkte fra sygehuset, som skal have ret høje doser af ilt, men damen kommer hele tiden til at trække slangen med ilt ud af næsen. Den er nok heller ikke rar at have der hele tiden. I boligen ved siden af bor Jørgen, som er sengeliggende. Han har smerter, og lægen siger, han nok dør inden længe. Heldigvis er der et fint samarbejde mellem plejepersonalet, lægen og kommunens palliative team, som er gode til at give råd og vejledning om plejen af Jørgen. Og det har også givet meget, at Anders sammen med de andre medarbejdere på Vonsildhave har deltaget i et kursusforløb om beboernes sidste tid sammen med Kolding Kommunes egne medarbejdere. Anders og Heidi taler om, at de begge synes, der er stor faglig udvikling i at være ansat på Vonsildhave. Der er nye situationer og nyt at lære hver dag. Anders siger, at han godt kunne tænke sig at vide noget mere om demens, som fylder meget i hverdagen på plejecentret. Heidi foreslår, at han måske skal spørge Conny til MUSsamtalen om muligheden for, at han kan komme på et kursus. Nøgleord: Et godt kollegaskab Fagligt samarbejde og videndeling på tværs også mellem Kolding Kommune og Vonsildhave Mangfoldige og afvekslende opgaver Bygningsmæssige rammer, der giver en god og effektiv arbejdsplads 4 Hverdagsfortællinger
Kaptajn i eget liv Tema: Innovation og velfærdsteknologi Børge er 84 år. I hele sit arbejdsliv sejlede han for Mærsk, så han har set og oplevet meget. Typisk var han af sted 6-8 måneder med 4 måneders fri bagefter. Det der med en kone er aldrig rigtigt blevet til noget, så familie har han ikke. Som helt ung havde han en kæreste, Grethe, men det fungerede ikke rigtigt med de lange ture, så en dag han kom hjem var Grethe flyttet til København. Det er nu alt sammen så længe siden, og de sidste 25 år har Børge klaret sig selv på trods af det med ryggen, som gjorde, at han også måtte stoppe med at arbejde. Nu sidder Børge i kørestol, og bor på Vonsildhave, men han kan og vil langt det meste selv. Sådan har han altid været vant til det. Derfor er det også rart, at han har fået en af testlejlighederne, som er indrettet med alt muligt teknologisk udstyr, bl.a. et sensorgulv, så medarbejderne ved, når Børge er stået op. Faktisk er det mest det med at komme ud af kørestolen og over på vaskestolen, han har brug for hjælp til. Selve vaskeriet sker automatisk ved at trykke på en knap. Det er rart, for Børge har altid været lidt genert, og kan bedst lide selv at klare det. I sidste uge kom der nogle fra den virksomhed, som har lavet vaskestolen og så på, hvordan Børge brugte den, og spurgte til hans erfaringer med den. De var meget interesserede i, hvad Børge syntes var godt og dårligt ved den, så Børge fortalte dem, at han syntes tørringen var lidt for dårlig, og at det var svært at kende forskel på to af knapperne. 5 Hverdagsfortællinger
Med et betjeningspanel kan han også selv klare det meste af rengøringen både af badeværelset og stuen. Dog skal han stadig have lidt hjælp til at gøre rent på hylderne med porcelænsfigurer. Det irriterer Børge, for hvis der kommer nye medarbejdere, så får de altid stillet figurerne forkert. Derfor vil han helst være i lejligheden, når de kommer. I lejligheden har Børge også en touch-skærm, hvor han kan bestille mad, få overblik over hvad der foregår på plejecentret og ringe op til Henry på 1. sal. Henry har været fisker, og de får tit en god snak, men det er ikke altid, at Børge orker at køre op at besøge Henry, og så er skærmen en god løsning. Touch-skærmen er koblet på det trådløse netværk, der er i alle boliger, så Børge har lovet sig selv at ville lære, hvordan han kan finde Jyllandspostens hjemmeside, så han kan læse nyhederne. På touch-skærmen kan personalet også dokumentere, når de har været inde og hjælpe Børge, særligt efter han har fået sukkersyge, er det vigtigt, at de følger med i blodsukkeret. Skærmen har talegenkendelse, så personalet kan bare slå et program til og så fortælle, hvad det er, de gør og måler, så er det registreret med det samme. Personalet siger, det er en stor lettelse. Især for Jing, som er fra Philippinerne, og synes, det godt kan være svært at skrive på dansk. Nøgleord: Teknologi som middel til selvhjulpenhed hos beboerne og frigørelse af ressourcer Afprøvning af ny velfærdsteknologi i hverdagen Nem dokumentation for medarbejderne 6 Hverdagsfortællinger
Med Ebbe på tur i centret Tema: Lokalsamfundet og Vonsildhave Ebbe har et job. Han kører med kioskvognen rundt til alle boligerne på Vonsildhave to gange om dagen. Nogle gange må han køre flere gange mellem butikken nede i stuen og lejlighederne på 1. sal, hvis han har glemt noget, eller der er særlige ønsker. Det gør nu ikke noget, for han har masser af tid, for Ebbe er jo selv beboer. Han elsker at tale med mennesker og bare fordi man er blevet ældre og dårlig til bens, så behøver man jo ikke at visne hen. Det er også dejligt, at der er nogen, som har brug for ham. Butikken er en café om dagen og en restaurant fra kl. 17. Der kommer mange fra ældreboligerne omkring Vonsildhave og får deres frokost i cafeen. Nogle gange spiser postbuddet Frank og håndværkerne ovre fra byggepladsen der også. De kan godt lide god gammeldags landkost. Om aftenen er det mest familier som kommer og spiser den simremad med masser af grønt, som restauranten serverer. Nogle spiser maden i restauranten, men mange tager den også med hjem som take away. Der er mulighed for at lukke en del af restauranten af med mobilvægge, hvis man f.eks. vil holde runde fødselsdage. Nogle gange er der også pårørende som holder begravelseskaffe i lokalerne, som faktisk bliver brugt til mange forskellige ting. Caféen kan klare det meste. Når Ebbe kører rundt på Vonsildhave med kioskvognen, møder han en masse mennesker fra Vonsild. Der er blandt andet dagplejemødrene med deres børn, som holder fælles legestue et par gange om ugen. Else, som også er Ebbes nabo, er tit med til legestuerne. Else har demens, og kan ikke længere så meget, men det er så sjovt og livsbekræftende at se de små børn. De larmer dog meget, så efter en halv time plejer Else at bede om at blive fulgt hjem. 7 Hverdagsfortællinger
Hver tirsdag møder Ebbe også børnene fra den nærliggende skoles 4. klasse. De kender ham godt og råber Hej Ebbe!, når de ser ham. 4. klasserne læser højt for nogle af beboerne rundt omkring i de mange hyggekroge på Vonsildhave, og får tit en historie fra gamle dage med retur. I det hele taget summer det af liv på Vonsildhave, som ikke længere hedder plejehjem. Nu er det bare et moderne forsamlingshus for hele lokalsamfundet, inklusive beboerne på centeret. I en stor del af stueetagen er der aktivitetslokaler, hvor mange forskellige foreninger kommer og holder møder, laver gymnastik, spiller kort og meget andet. Det er gratis at låne lokalerne, men det er en betingelse at de skal bidrage til centrets liv - fx ved at inddrage beboerne i aktiviteterne. Der er også en lokal aktivforening, som tilbyder særlige aktiviteter for beboerne og for mange af de andre ældre i lokalsamfundet. I denne uge er der Vild med dans, et arrangement med en historiefortæller og så har havegruppen altid arbejdsmøde om torsdagen. Nøgleord: Bibeholde den stærke kobling mellem plejecentret og det omkringliggende lokalsamfund Liv på plejecentret med kobling mellem foreningslivet og aktiviteter for beboerne Kontakt mellem generationer 8 Hverdagsfortællinger
En frivillig ildsjæl Tema: Pårørende og frivillige Yvonne er 43 år og regnskabsmedarbejder i et møbelfirma. De sidste fem år er hun kommet et par gange om ugen på Vonsildhave. Først var det pga. sin bedstemor, men efter at hun døde for tre år siden, er Yvonne blevet ved med at komme som frivillig besøgsven. Her er sådan en positiv stemning, og så varmer det at se, hvor glade beboerne er for at få besøg. For tiden er Yvonne besøgsven for Mary, der er fra England. Lige efter krigen kom Mary til Danmark, hvor hun mødte sin mand. Det meste af familien bor i England, så de kommer ikke så tit på besøg. Mary har nu også svært ved at kende andre end sin søster og så altså Yvonne. Mary elsker at høre fuglene, så selv om det er marts måned og koldt i vejret, sætter de sig udenfor. Solsorten er begyndt at synge. Yvonne synes også, at andre af beboerne skal have mulighed for at komme en tur ud i dag, så hun har aftalt med personalet at hjælpe to andre beboere med ud i forårssolen. Personalet er rigtig glade for de ekstra hænder, det giver, når Yvonne er på besøg. Den største gevinst er dog, at Yvonne har påtaget sig at koordinere aktiviteterne for de frivillige i samarbejde med teamlederne på Vonsildhave. Nogle gange kræver det lige en opringning i arbejdstiden, men hendes arbejdsgiver synes det er helt fint, og han kan se, hvor glad Yvonne også bliver af det frivillige arbejde på Vonsildhave. Yvonne får tit en god kontakt til beboernes familier. De fleste er glade for de frivilliges indsats. Derfor har Yvonne også nogle gange været med til at løse op for de små problemer, der kan komme mellem personalet og de pårørende. Yvonne hører jo tit, hvad der tales om blandt de pårørende, og så forsøger hun at gøre personalet opmærksom på det, så de ved, hvad der rører sig. Det er faktisk et fast punkt på dagsordenen på det månedlige møde, hvor Yvonne og de 9 Hverdagsfortællinger
andre frivillige mødes med personalet. Her taler de også altid om, hvordan de frivillige bedst muligt kan gøre gavn for beboerne. Nogle gange giver Yvonne også forslag til de pårørende, om hvordan de måske selv kan afhjælpe nogle af de små problemer. Det hjælper ofte, at det er Yvonne, som taler med de pårørende, fordi hun ikke er ansat på plejehjemmet, og selv har oplevet at være pårørende. Og nogle gange lykkes det hende endda at få nogle af de pårørende til at være med i frivillig-korpset, som hjælper til ved højtider, fester og andre sociale arrangementer. Nøgleord: Frivillige bidrager til hverdagen på plejecentret Afstemning af forventninger med pårørende 10 Hverdagsfortællinger
Vaniljebudding kan friste Tema: Faglige retningslinjer i praksis Gunnar er 87 år og fysisk ganske svag. Han har været sengeliggende længe og har både tabt sig og fået liggesår. Han har svært ved at klare sig selv, og Gunnar blev derfor enig med datteren om at flytte på Vonsildhave. Gunnar har nu været på Vonsildhave i tre uger, og det har været ret overvældende at skulle forlade sit hjem gennem et halvt liv. Måske er det derfor, at appetitten har svigtet ham? Gunnar har sådan set aldrig spist særligt meget, men siden han flyttede på Vonsildhave er appetitten næsten helt væk. Han ved, at han har brug for mad for at have det godt, men som han siger: Nu har jeg et helt liv startet morgenen med en kop kaffe og en cigaret. Hvorfor skal det nu ændres, når jeg ikke vil?. Gunnar synes, at der er alt for meget fokus på maden. Selv hans datter er begyndt at tale om, at han skal spise mere. Sygeplejersken har derfor haft en snak med ham, og de har sammen lagt en plan. Gunnar kan godt lide vaniljebudding, og de har nu aftalt, at personalet skal tilbyde ham budding så ofte, som det er muligt. Gunnar kan meget bedre lide at spise små, hyppige måltider. Desuden har de aftalt, at maden og drikkevarerne kan blive tilsat protein, så han hurtigere tager på i vægt, og kommer til kræfter. Gunnar smiler, da sygeplejersken roser ham for at have taget fire skefulde af buddingen. Gunnars tænder er heller ikke for gode. Finmotorikken er ikke længere til en ordentlig tandbørstning, og han er egentlig også ligeglad. Det er mest vane, at han børster tænder. Når Henriette er på arbejde om aftenen, får hun nogle gange lov til at børste Gunnars tænder, men 11 Hverdagsfortællinger
ellers vil han selv. Det er ok, det er jo hans tænder. Gunnar har forstået, at en sund mund hænger sammen med appetit. Han vil overveje, at lade personalet hjælpe med tandbørstningen. Sårsygeplejersken har været for at se på Gunnars liggesår. Hun fortæller bl.a., at Gunnar skal sørge for en proteinrig kost, at drikke meget, og at sårene heler bedst ved at blive renset og vasket dagligt med almindeligt rent vand fra hanen, men uden sæbe. Sygeplejersken siger også, at Gunnar kan få en pude at sidde på, og anbefaler ham at tage en lur midt på dagen, så såret kan undgå tryk. Gunnar synes, det er noget pjat, men vil gerne af med såret. Middagsluren kunne han måske godt bruge alligevel. Sårsygeplejersken skriver det ned, så Henriette kan se, hvad der er aftalt. De aftaler, at sygeplejersken kigger til Gunnar igen om et par dage. Nøgleord: Faglige retningslinjer men respekt og fleksibilitet overfor borgernes behov og vaner Samarbejde med faglige specialister 12 Hverdagsfortællinger
Morten Korch vs Pink Floyd Tema: Det fælles og det private Jytte er 92 år, og fejler det meste, som hun selv siger. Appetit på livet har hun dog masser af. Hun holder meget af selskab, så Jytte går tit en tur med sin rollator rundt på Vonsildhave for at se, hvor der sker noget. Nogle gange bliver hun inviteret ind på besøg i de andre beboeres lejligheder, og så sidder de, og får en hyggesnak. Jytte har også sin faste plads i fællesstuen. Det er ligegyldigt om det er tv, gymnastik eller bingo der foregår. Hvis kræfterne er til det, så er Jytte altid med, og hun griner højt, selv om det tit får hende til at hoste efter et langt liv med cigaretter. Jytte har strikket et tæppe til den grå huskat, som går rundt på Vonsildhave. Egentligt er det Pouls kat. Den flyttede ind sammen med ham, og sover på hans værelse, men døren til Pouls lejlighed står altid på klem, så den kan komme og gå, som den vil. Poul har hele sit liv holdt sig mest for sig selv, og det gjorde han også de første par måneder på Vonsildhave, men der kommer tit nogen, og spørger til katten, og efterhånden synes Poul, at han kender de andre godt nok til at sætte sig ud i fællesstuen af og til for at få en snak. Ved siden af Poul bor Henrik. Henrik er 54 år, og altså meget yngre end de andre beboere. Henrik har sklerose, og sidder i kørestol. Det er 13 Hverdagsfortællinger
efterhånden meget få ting, som Henrik selv kan klare, så han har brug for hjælp til det meste. På bordet står et bryllupsbillede af Henrik og hans kone. Deres dengang to-årige tvillingedrenge er også med på billedet - i fine skjorter med butterfly. Det er næsten 20 år siden nu. Henrik er tit ked af det. Han synes ikke, det er fair med den sygdom. Han bryder sig heller ikke så meget om at være ude i fællesrummene. Han føler, at han taber værdighed ved, at andre kan se, at han skal have hjælp til at spise osv. Desuden synes han ikke, at han har noget til fælles med de gamle beboere. Når de ser en film i fællesstuen, så er det tit en Morten Korch-film med Poul Reichardt. Det gider jeg altså ikke det der, siger Henrik. Han vil meget hellere høre Pink Floyd især er han glad for Dark side of the moon. Han kan styre sit musikanlæg fra kørestolen, så for det meste opholder Henrik sig i sin lejlighed, hører musik, ser tv og glæder sig til at få besøg. Når hele familien kommer på besøg, er der lidt for trangt i lejligheden. Så booker de fødselsdagsstuen, hvor de kan sidde og snakke i fred og ro. I dag har den ene af drengene sin nye kæreste med. Pigen er lidt genert, men Henrik synes, det er dejligt at møde hende. Nøgleord: Beboerne er forskellige og har forskellige behov Respekt for privatlivet Gode bygningsmæssige rammer for fællesskabet og for det private 14 Hverdagsfortællinger
Beboernes hjem Tema: Bygning og indretning Karen skal flytte i plejebolig. Hun kan ikke længere overskue husholdningen, og hun glemmer nogle gange at spise eller at sove. Andre gange får hun spist aftensmad to gange. Karen og hendes datter, Irene, skal på besøg på Vonsildhave for at se, om det er et sted, der passer til Karen. De vælger at parkere i kælderen og tage en elevator direkte op i huset. Her møder de gruppelederen Mette, der giver dem et stort smil. Dav Karen. Jeg hedder Mette, jeg er gruppeleder, og jeg har glædet mig sådan til at vise dig Vonsildhave. Mette viser først rundt i nogle af fælleslokalerne i stueetagen. Det er store og lyse rum centralt i huset. Det er rigtigt smart at rummene har mobilvægge, så de både kan være meget store og deles op i mindre og små hyggelige rum. Et sted sidder to damer og ser fjernsyn et quizprogram. Fra det største af rummene ved siden af lyder der harmonikaspil og sang. Det er Viggo som spiller harmonika, og nogle af beboerne og andre ældre fra lokalområdet synger. Vonsildhave rummer også små hyggekroge, hvor man kan sidde to og to lidt for sig selv eller bruge computerne. De store glaspartier i facaderne og loftet i flere af fælleslokalerne gør, at man næsten føler, at man sidder ude i naturen. Karen tænker, at det er dejligt, at man hele året kan følge årstidernes skiften. Karen kigger ud af et af vinduerne, og ser ned på legepladsen udenfor, som hver eftermiddag indtages af en af børnehaverne fra lokalområdet. Rundvisningen fortsætter til et af bo-områderne på Vonsildhave, hvor en gruppe af lejligheder er grupperet omkring en lys og venlig fællesstue. Beboerne kan vælge at spise i fællesstuen, hvis de ikke foretrækker at spise nede i cafeen eller hjemme i deres lejlighed. Lejlighederne er meget forskellige både med hensyn til størrelse, farvevalg og indretning. Alle lejlighederne giver beboerne mulighed for selv at indrette sig. Karen får vist en bolig frem, hvor det er tydeligt, at det er den pågældende beboers private hjem. Alle lejlighederne er indrettet med skinner på væggene, så der nemt kan monteres loftlifte 15 Hverdagsfortællinger
og moderne hjælpemidler, hvis man skulle få brug for det, så det er lettere for den ældre at klare sig og for personalet at hjælpe. Karen har altid holdt meget af at gå i haven. Derfor spørger hun, om de ikke også kan se haven omkring Vonsildhave. Da de kommer ud i haven, er der masser af dufte. Der er også en lille køkkenhave og en natursti hele vejen rundt om Vonsildhave. Omme på den anden side er der både en bæk med rislende vand og en indhegning med kaniner i brune og lyse farver, som hopper rundt. En af kaninerne stiller sig på bagbenene, og kigger på dem. Karen smiler. Her vil hun gerne bo. Nøgleord: Fleksibilitet og variation Bringe inde ud og ude ind. Lys og luft Hjemlighed 16 Hverdagsfortællinger
Når Egon flytter ind Tema: Indflytning Egon står hjemme hos sig selv, og ser sine to sønner i gang med at pakke hans lejlighed ned. Efter to lidt kaotiske måneder har han fået en plejebolig på Vonsildhave, som han skal flytte ind i fra i morgen tidlig. Det er mærkeligt at stå der og se sit liv blive pakket i kasser, især fordi mange af kasserne ikke skal med i den nye bolig, da der ikke er ligeså meget plads der, som i den lejlighed, han nu flytter fra. I det mindste ved Egon, hvad det er han flytter hen til. Hans søn har lavet et stort stykke arbejde med at se på de forskellige plejecentres hjemmesider, og har også været på besøg på et par af dem. Det var, da sønnen kom hjem fra besøget på Vonsildhave, at han sagde: jeg synes, du skal slå til. Sønnen lagde vægt på den levende beskrivelse af plejecentrets særkende og historierne fra livet og hverdagen på plejecentret. Og videoklippene af dagligdagen på hjemmesiden var Egon også imponeret over. En medarbejder på Vonsildhave har også været på besøg hjemme hos Egon, og Egon har også selv været på besøg og set et eksempel på sin kommende bolig, så han kunne få en ide om, hvordan tingene skulle stå. Så Egon slog til. Dagen efter sidder Egon i sin gamle lænestol i sin nye bolig. Sønnerne er i gang med at pakke det hele ud af kasserne igen. De taler om de forskellige ting, der bliver taget frem. Da han ankom to timer tidligere, følte han næsten, at der var en hel velkomstkomite til at tage imod ham. Medarbejderne stod klar til at hilse på, og han fik også en buket blomster. Det var rart, men også lidt overvældende. 17 Hverdagsfortællinger
Egons kontaktperson hedder Trine. De første dage følger hun ham meget tæt, og sørger for at vise ham rundt på centret. Navnene på de andre medarbejdere og hans nye naboer har han fået fortalt, men har også allerede glemt dem igen. Der er alt for mange indtryk på en gang til at kunne huske det hele. Heldigvis har Trine lovet, at hun nok skal blive ved med at nævne navnene den næste uges tid. Det skal nok hænge ved hen ad vejen. Egon har besluttet allerede at sove i sin nye bolig i nat. Det bliver mærkeligt, men han ville hellere tage omvæltningen på en gang. Han var dog glad for Vonsildhaves forslag om at lade flytningen løbe over et par uger. De har gode erfaringer med, at de nye beboere flytter ind stille og roligt over et par uger, og skifter lidt mellem at sove hjemme og på plejecentret. I morges tænkte Egon på vej til plejecentret: Nu er Plejer nok død. Men som han sidder der, har han mere en følelse af, at Plejer måske godt kan overleve. I hvert fald hans Plejer. Personalet virker nemlig meget opsatte på, at mange af hans vaner og rutiner kan fortsætte. Og det er en rar fornemmelse at have, især når alt andet i livet lige i dag bliver kastet op i luften. Hvordan skal det her mon gå? Nøgleord: Tydelig for potentielle og kommende beboere, hvad Vonsildhave er kendetegnet ved Forståelse for det kaotiske og overvældende i at flytte på plejecenter Beboernes vaner kan bevares Fokus på de pårørendes rolle i indflytningen 18 Hverdagsfortællinger
Så blev det weekend Tema: Plejeopgaven Rita er lige vågnet, og det første hun tænker, da hun slår øjnene op, er: Så blev det weekend. Dagene på Vonsildhave kan godt ligne hinanden ret meget. Hun og de andre beboere er jo kommet godt op i årene, så meget af det, der tidligere gjorde deres liv varieret, er der jo ikke mere. Hun savner tit det liv, hun havde inden hun blev gammel. Livet da hendes børn var små. At tage på arbejde. Komme hjem og hygge med børnene om aftenen. Men når hun tænker over det, så var der jo også meget rutine dengang. Og masser af pligter. Det behøver hun da i hvert fald ikke at tænke så meget på mere. Ja, dagene kan ligne hinanden lidt. Men i dag er det lørdag, og der spiser de altid morgenbrød med birkes. Det er en lille ting, men selv små ting kan gøre en stor forskel. Så ved hun, at det er noget andet end fredag, eller torsdag, eller Sosu-assistenten Rikke kommer ind, og står ved siden af Rita, mens hun selv står ud af sengen, og går hen til sit sminkebord. Rita har gennem længere tid øvet sig i selv at få benene ud over sengekanten og hive sig op at stå ved rollatoren. Hun har nu kunnet klare det selv i en uge, men hun vil stadig gerne lige have, at Rikke eller en anden står ved siden af, og kan støtte, hvis der er behov for det. Vel placeret foran sminkebordet tager Rita, ligesom alle andre lørdage, læbestift på. Nogle gange skal man gøre lidt ud af sig selv. Hun ved godt, at læbestiften ikke altid sidder helt perfekt. Men hun vil selv, og 19 Hverdagsfortællinger
det er dejligt, at personalet forstår, hvor meget lige det her betyder for hende. Rita kigger på Rikke, og smiler. Livet på et plejecenter er ikke altid lykken. Men det hjælper, at Rikke og hendes kollegaer virkelig ser ud til at nyde deres arbejde, og nyder at være sammen med alle de her gamle mennesker, som centeret jo er fyldt af. I en af de andre boliger er Ingolf allerede stået op. Ingolf er ny på Vonsildhave, og har ikke helt vænnet sig til livet her. Det er mærkeligt pludselig at have alt det her personale omkring sig, som jo også beder ham om at gøre ting på en lidt anden måde, end han er vant til. Han tænker på sit arbejdsliv, hvor han var direktør. Der var det sgu ham, der fortalte folk, hvad de skulle gøre. Det er ikke nemt at vænne sig til det omvendte. I går løb Ingolf tør for cigaretter, og så fik sosuhjælperen Pernille ham overtalt til, at de to skulle gå op til Brugsen sammen og købe nye. Han har det svært, hvis folk stiller ham opgaver. Og det var dejligt, at Pernille ikke bare bestemte. Han kender sig selv godt nok til at vide, at så var han sgu blevet lidt arrig. Ingolf ved jo nok godt, at det også var Pernilles måde at få vist ham rundt i lokalområdet, men det er også ok. Nøgleord: Plads til forskellighed Pædagogisk forståelse for det unikke i beboernes personlighed Glæde ved arbejdet, humor og smil Selvhjulpne beboere 20 Hverdagsfortællinger
Grisehaler og gode historier Tema: Mad og måltider Klokken er 11.30 på Vonsildhave, og Knud er lige kommet ud i den fælles stue for at spise frokost. Han sætter sig ved bordet, men det får han ikke lov til i lang tid. Sosuassitenten Tanja spørger Knud, om han ikke skal hjælpe med at dække bord. Først tænker han, at det gider han egentlig ikke, men det insisterende blik fra Tanja får ham alligevel op af stolen igen. Og det føles også godt at hjælpe til. Han har et ansvar, og det tager han seriøst. Mens han dækker bord, kommer de andre beboere ud, og sætter sig. Ingrid smiler over hele hovedet, da hun kommer ud. Hun husker alle højlydt på at i dag, skal de have gule ærter. Knud kan også dufte de gule ærter, og bliver endnu mere sulten, end han var før. At det lige blev gule ærter i dag, har de selv været med til at bestemme, med Ingrid som særlig varm fortaler. Da både beboerne og medarbejderne har sat sig, bliver maden sendt rundt. Alle, der kan, øser selv op, og Knud hjælper som sædvanlig sin gode ven Egon med at få mad på tallerkenen. Egon har svært ved det selv, men når først maden er på tallerkenen, går det fint. Knud smiler til medarbejderne: Så sidder I igen der med armene på ryggen, og lader os andre gøre arbejdet. Det siger han næsten hver dag, og svaret kommer prompte tilbage fra Tanja: Du har godt af det Knud, og det ved du godt. Og det ved han jo egentlig godt. 21 Hverdagsfortællinger
I øvrigt er Egon ikke speciel vild med gule ærter, og han er ikke sen til at huske de andre på, at de om et par dage skal have grisehaler, Egons livret gennem et helt liv. Bare tanken om grisehalerne får minderne fra livet på gården til at vælte frem i Egon. De andre hører på Egons historie om den gang, hans gård brændte, og familien måtte bruge den første nat på nabogården, hvor nabokonen havde lavet en ordentlig portion grisehaler. Egon husker: Ja, selv under de tragiske omstændigheder kunne jeg stadig ikke lade være med at nyde den gode mad. Dét var en god omgang grisehaler. Efter de har spist, tager Knud og Ingrid ud efter maden. Det gør de hver anden middag, mens nogle af de andre beboere har ansvaret på andre tidspunkter. Knud går tilbage mod sin bolig. Han glæder sig til i aften. Der har de aftalt at klæde sig lidt pænt på alle sammen. Det er jo fredag. Og han glæder sig til i morgen lørdag, for der skal de have brunch. Nøgleord: Mad er vigtigt for alle mennesker, også for beboere i plejecenter Maden som samtaleredskab De ældre kan meget selv også når det gælder måltidet 22 Hverdagsfortællinger
Billeder fra en aktiv hverdag Tema: Aktiviteter på plejecentret Kaisa og Peter sidder ved bordet i fællesstuen, og skræller æbler sammen med sosu-hjælperen Lone. De skal lave æblekage senere i dag, og Lone har spurgt, om de ikke vil hjælpe til. Snakken går, mens skrællerne ryger af æblerne. Jens står foran sin cykel udenfor Vonsildhave. Han gør klar til sin daglige cykeltur gennem byen på den trofaste tre-hjulede. Jens er 101 år, og er stolt af, at han cykler næsten hver dag. I går var han for træt, og han var lidt i tvivl, om han skulle cykle i dag, men sosuassistenten Michael fik ham overtalt over morgenmaden i morges. Gerda er rigtig glad i dag. For første gang fik hun i morges selv støttestrømperne på uden hjælp fra personalet. Det har været hendes mål i to måneder nu, og i dag lykkedes det. Hun blev så glad, så sosumedhjælperen Gitte, der stod ved siden af hende, fik et ordentligt knus. Tove er lige kommet tilbage fra gymnastik. Det var dejligt at få rørt sig og sunget et par sange. Og som sædvanlig sluttede timen med smil og højt humør. Selv Inger, der har svært ved at bevæge sig, fik hånden op til ansigtet i den sidste øvelse. Tove er imponeret over personalets gejst i gymnastiktimerne, og tænker, at de nok ville kunne få selv døde til at bevæge sig. Eigil er trukket i arbejdstøjet, og er gået udenfor sammen med sin besøgsven Peter, der kommer en gang om ugen. Det er forår, og der skal tages blade op af de store blomsterkrukker. Solen skinner, og det er langt at skulle bøje sig ned, men det er dejligt at være aktiv, og snakken med Peter går lystigt. 23 Hverdagsfortællinger
Hans sidder ved et bord i en af hyggekrogene, og lægger puslespil med medarbejderen Martin. Martin havde lige 30 minutter, og over puslespillet får de talt om løst og fast. På opslagstavlen hænger en seddel med beskrivelse af månedens busture, som arrangeres af frivillige fra OK-klubben. Johanne og Erna står, og studerer listen. De beslutter sig for, at de i hvert fald ikke skal gå glip af turen til Christiansfeld. Det er eftermiddag, og flere af beboerne er på vej hen til det store fælleslokale, for i dag er alle de mobile vægge klappet samme, så der nu er et stort og dejligt lyst lokale klar til den ugentlige omgang banko. Det er om at komme i god tid for at få den sædvanlige plads. Gangene summer af liv, mens borgere fra området omkring Vonsildhave og medlemmer af den frivillige forening Flora-Klubben også er ved at indfinde sig. Nøgleord: Et aktivt liv hele livet med hjælp til selvhjælp Aktiviteter kan både være planlagte og spontane De frivilliges rolle i aktiviteter på centeret 24 Hverdagsfortællinger
En værdig afsked Tema: Døden på plejecentret Birgittes mor Ellen bor på Vonsildhave. Hun er 89 år, og har levet et langt og godt liv, men nu er det ved at rinde ud. Ellen er gennem et par uger blevet svagere og svagere, og efter hun nu har fået lungebetændelse, tror hverken familien eller medarbejderne på plejecentret, at hun har særligt langt igen. Birgitte er til samtale med gruppelederen Charlotte, om hvad der skal ske den næste tid. Det er en svær samtale, for selvom Birgitte godt ved, at det nok er det bedste, så er det stadig næsten ubærligt nu, når det pludselig bliver så virkeligt. Hendes mor skal dø. De taler om, hvordan Birgitte og resten af familien gerne vil have tiden frem mod og efter Ellens død til at foregå. De kigger også på de ønsker, som Ellen selv fik skrevet ned i samarbejde med personalet for nogle måneder siden. Der står blandt andet, at Ellen gerne vil have sin lyserøde skjorte og de grå bukser på, når hun er død, og at hun gerne vil have beboerne med til udsyngningen. Charlotte fortæller også Birgitte om, hvor personalet kan være til rådighed, og hvor de ikke har mulighed for at hjælpe. I den svære samtale er Birgitte taknemmelig for, at Charlotte gør meget ud af at oplyse om mulighederne. Charlotte fortæller om det palliative team, som kan komme forbi, når det er nødvendigt, og om de frivillige vågekoner, der kan være der i den sidste tid. Det trøster også at vide, at personalet alle er uddannet i sorg- og krisehåndtering. En uge efter er Ellen død, og Birgitte og hendes familie er samlet for at tage afsked. Ellen sov ind i nat og heldigvis havde Birgitte og hendes brødre mulighed for at være der sammen de sidste timer. Personalet var ofte nede og se til Ellen og hjalp også med at tænde nogle lys. Lægen var også på besøg. Her til morgen er også personalet og en del af beboerne samlet. Personalet har taget nogle fine kapper på, og som Ellen havde ønsket synger de for med en salme, mens kisten bæres ud. Nogle af beboerne er synligt kede af det. Især Anna, som var Ellens gode ven i de sidste år, er berørt. 25 Hverdagsfortællinger
Ellen bæres ud til den ventende rustvogn. Foran plejecenteret vejrer Dannebrog på halv. Nøgleord: Respekt for beboernes og de pårørendes ønsker Synligt ind, synligt ud Ordentlige bygningsmæssige rammer for at tage afsked 26 Hverdagsfortællinger
Klik her for at angive tekst. 27 Hverdagsfortællinger