Det var så den sæson (1992) Af Jens Lausten Hansen (SCK-Nyt 6/1992). Jeg sidder en mørk oktoberaften og spiser aftensmad, og mit blik falder på nogle avisudklip over sæsonens bedrifter, som mangler at komme i scrapbogen. Tankerne ryger et år tilbage, hvor jeg besluttede mig for at søge licens og dermed fortsæte med cyklingen. Efter Paris-Brest-Paris var jeg noget i tvivl om hvad jeg ville. Efter generalforsamlingen begyndte jeg vintertræningen i Humlehøjskolens kondirum under Lars Peter Wilken s ledelse. Det eneste jeg kendte til Lars Peter på dette tidspunkt var fra generalforsamlingen, hvor han opfordrede mig til at deltage. Det viste sig senere, at vi alle i klubben skulle få megen sjov ud af ham. Allerede først i november truede Lars Peter med at sæsonen var lige om hjørnet. Jeg tror (ved) alle rystede på hovedet af ham. Vi syntes, der var lang tid til sæsonstart, men det kunne være han havde brug for alle dage, hvis han skulle leve op til sine egne forventninger, som var, at han indenfor 8 løb ville befinde sig i A-klassen. Da det viste sig, at løbet i Frederikshavn først skulle køres i august blev det revideret til 10. Nu kan jeg ikke præcist huske hans tidligere præstationer, men det var resultater fra løb i Vejle og Frederikshavn, der gik igen og igen. Disse udtalelser underholdt han os med hver tirsdag og fredag aften.
Lars Peter Wilken I december begyndte vi på cykeltræningen hver søndag morgen kl. 9.00, hvor vi (Morten Hansen, Lars Peter Wilken og Christian Bjernemark og ego) kørte til Varnæs for at møde ryttere fra Rødekro. Vi var normalt 6-8 ryttere, der på den måde trænede sammen. Vi havde mange hyggelige men til tider også hårde ture på vores vintercykler. Det var altid godt at ligge bagved Christian, da han havde skåret sin regnjakke op i siderne, og den derved blev pustet godt op. Jeg husker specielt en tur i januar, hvor vejene var spejlblanke af is. Da vi kom til Kværs var der en, som råbte, at det var glat. Et ½ sekund efter var vi tre som glider hen ad asfalten. Det gjalt om at holde sig på de store veje den dag. Efterhånden nåede vi til den 5. april, hvor der skulle køres indledningsløb i Bov. Nu skulle det vise sig om formen var timet og tilrettelagt. Efter 1 time og 37 minutter viste det sig, at det var den, da jeg vandt mit første cykelløb. Jeg havde endda indhentet Morten med en omgang. han var begyndt løbet i lille klinge og efter første ryk, var han væk. Eller gik sæsonen med løb i næsten hver weekend. Dog er der nogle ture, som jeg ikke vil glemme foreløbig. En af dem er turen til Silkeborg. Vi var en busfuld seniorryttere, der skulle køre et kriterium om lørdagen og almindeligt cykelløb
om søndagen. Turen gik planmæssigt indtil vi ødelagde en kilerem i motoren, og det viste sig, at det ikke var så let at få en ny. Vi skulle helt til en tankstation i Silkeborg inden vi fik en. Da vi endelig havde remmen, skulle den monteres, hvilket ikke var så let uden det rette værktøj. Så var det godt, vi havde en københavner med (Lars Peter). Han fik lige stoppet en kunde, der havde den rette svensknøgle. At det tog omkring en halvtime, inden han fik sit værktøj igen, var bare ærgerligt. Lars Peter mente, at de flotteste piger fandtes i Silkeborg. Det kunne vi kun give ham ret i, da vi i det samme passerede en, der ikke ville have en chance i en skønhedskonkurrence. Men et uheld kommer sjældent alene. Under kriteriet punkterede hjulet på anhængeren. Efter at Morten og jeg havde kørt vores løb, cyklede vi i en super medvind til Ry Vandrerhjem, for at se cykelløb i fjernsynet. Det kan oplyses, at fjernsynet havde visse problemer med at modtage TV2. Efter fjernsynsløbet ventede vi på at de andre skulle komme. Da klokken blev halvsyv var vi enige om, at de andre nok spiste inde i Silkeborg. Men lidt efter kom de. Det viste sig, at de havde ladet Lars Peter vise vej, og det gør man ikke ustraffet. Men de havde da set lidt af området. SCK s ryttere anno 1992 På hjemturen næste dag efter løbet sad vi og døsede lidt hen,
og der var ikke mange som sagde noget. Pludselig begynder det at lyde anderledes i bussen, og den mister mere og mere fart end den normalt gør op ad en bakke udenfor Aabenraa. Anhængeren var igen punkteret. hvad gør man, når der ikke er flere reservehjul. Christian Bjernemark mente, at vi kunne bruge en cykelpumpe til at pumpe gårsdagens hjul op med. Det blev så gjort. Forbipasserende kiggede en ekstra gang, for det er ikke hver dag man ser folk på motorvejen pumpe dæk op på motorvejen med en cykelpumpe. Da vi forlader motorvejen står der to piger med tommelfingeren ude, og vi tager dem med. Så begyndte de to sjællændere (Lars Peter og Christian) ellers at fortælle historier. Den ene skulle åbenbart overgå den anden. Det var sandheder med modifikationer, der blev fortalt om dagens løb. Der var ikke meget at mærke til trætheden mere. En anden god tur (hvis man ser bort fra resultaterne) var turen hvor vi kørte løb i Odense og Svendborg. Vi boede på Svendborg Vandrerhjem, og jeg delte værelse med Christian Marcussen. Vi boede lige ud til et trafikeret lyskryds, så vi kunne høre en masse fulde folk. Men Christian var stadig lettere chokeret, da vi vågnede om morgenen. Det første han sagde var: Hørte du ham i nat so sagde: I kill you. Det havde jeg ikke. Om det var fordi Christian stadig var chokeret, at han ikke kunne følge med sit felt den dag ved jeg ikke. Med det første han sagde efter løbet var Da A-rytterne overhalede mig, var der en i dannebrogstrøje (Kim Marcussen) som sagde, at jeg bare skulle hænge på, så vil Christiam (Andersen) køre spurten for mig. Men det ville jo være synd for A-rytterne, hvis jeg gjorde det syndes vores ungdom 2 rytter. Jeg kunne fortsætte med mange gode eller pudsige historier bl.a. om dengang i Kolding hvor Dennis Boysen legede speedwaykører elæler da jeg, i Vejle, opdager, at min ramme var gået op i limningen midt under løbet. Det kan være, at de historier bliver fortalt en anden gang. Nu kan det måske lyde som om jeg i ovennævnte er efter Lars
Peter, men sådan er det ikke ment. For uden ham og Christian Bjernemark ville sæsonen nok ikke have forløbetsom den gjorde. Nu bliver det spændende at se, om vi kan få lidt fællestræning op at stå i næste sæson. For at træne alene hver dag gør ikke cyklingen morsommer.