1. søndag efter påske II Salmer: 234, 730, 787, 292, 241, 247, 52

Transkript

1 1. søndag efter påske II Salmer: 234, 730, 787, 292, 241, 247, 52 Hvis et menneske bliver svigtet, såret eller skuffet, må tilliden langsomt bygges op igen. De parter der har været involveret, må samme bevæge sig et nyt sted hen, for man kan ikke længere vende tilbage til udgangspunktet. Tilliden og relationen bliver en anden, ikke dårligere, bare en anden. I 60 erne og 70 erne skete der i Danmark en ændring inden for den psykologiske metode, da den kognitive psykologi vandt indpas og siden har den været den mest toneangivende retningen indenfor psykologien. Netop den terapiform handler om, at bevæge sig videre, væk fra det sårede jeg og skabe en ny relation, et nyt handlingsmønster og nye tanker om sig selv eller den anden. I dagens evangelietekst møder vi måske forstadiet til den kognitive psykologi i Jesu møde med Peter. For den måde Jesus møder Peter på, viser frem til en ny relation og til en ny forståelse. For lige at få begivenhederne på plads, så hentes baggrunden for beretningen vi hører i dag, i det der skete skærtorsdag, den aften hvor Jesus var samlet med sine disciple, for at fejre påske og spise et sidste måltid med dem. På et tidspunkt siger han til sine disciple, sine nærmeste mennesker: I vil alle svigte mig. Straks reagerer Peter, den mest trofaste af hans discipel, ham der har fået tilnavnet der betyder klippe og havde fået at 1

2 vide at han skulle være fundamentet for hele kirken. Han siger fra: Om så alle svigter, så svigter jeg dig ikke. Men Jesus ser igennem ham og ved at det ikke er sådan det vil gå, og han forbereder Peter på hvad der vil ske og siger, inden hanen galer har du svigtet mig tre gange. Peter svigter tre gange. For i den nat hvor Jesus blev forhørt af ypperstepræsterne i templets forgår, benægter Peter sit kendskab til ham. Han var bange naturligvis, og måske har han prøvet at undskylde sit svigt på den måde. Men jeg er sikker på at den dårlige samvittighed har naget ham. Den dårlige samvittighed der ikke vil slippe sit tag i os, kender vi sikkert alle sammen til. Den kan kun blive forløst og sluppet fri, hvis vi bliver mødt af tilgivelsen fra den vi har svigtet. Og historien fortsætter heldigvis, for påskemorgen står Jesus op af gravens mørke. Kvinderne møder ham og fortæller disciplene om det forunderlige de har oplevet. De har set den tomme grav og en engle der har sagt de forunderlige ord, Kristus er opstået. Gad vide hvordan Peter har haft det med de fortællinger. Måske har det kun gjort hans dårlige samvittighed værre, og han har været bange for at møde Jesus. 2

3 Og det er her vi er kommet til i teksten vi har hørt i dag. Jesus kommer og mødes med sine disciple og spiser sammen med dem. Og der under middagen hører vi den noget mystiske ordveksling mellem Jesus og Peter. Tre gange stiller Jesus spørgsmål til Peters følelser. Elsker du mig og Peter svarer lidt undvigende, måske fordi det at elske er for store ord for ham ja Herre, du ved jeg har dig kær. Jeg tror dog ikke at det er hans svar der er det centrale. Den egentlige pointe må være, at hver gang Peter bekræfter sin kærlighed, så giver Jesus ham en opgave. Vogt mine lam, vær hyrde og vogt mine får. Jesus lader ham ikke blive i usikkerheden. Jesus er ikke som en forsmået kæreste der kontinuerligt vil have kærligheden bekræftet, det er ikke grunden til hans trefoldige spørgsmål, dem stiller han ikke for sin egen skyld men for Peters. Han vil skabe en ny relation til Peter, en relation der er bygget op af tillid. Og en relation der anerkender at Peter har svigtet, men som ikke straffer eller vender ryggen til ham. Han bliver sat ind i et nyt forhold til Jesus, et forhold hvor han bliver givet et ansvar. Peter bliver givet lederrollen. Han skal vogte lammene, de mennesker der er kommet til tro, og den rolle får han fordi han med sig selv ved, at et menneske kan svigte og har brug for tilliden. Derfor vil han være i stand til at lede andre. 3

4 Men det er også væsentligt at Jesus ikke beder Peter om at angre sin synd. Tilgivelsen skal sætte ham i stand til at være noget for andre. For relationen til Gud er altid udtrykt i den måde vi møder vores medmennesker på. Peter vil med sin erfaring bedre kunne møde sit medmenneske med omsorg og rummelighed, og en bevidsthed om, at mennesket netop kan fejle og svigte, selv det menneske der om sig selv troede at det aldrig ville forlade sine idealer. Her i Jægersborg Kirke har vi det smukke Helledige krusefiks, men den sejrende Kristus på korset. Derfor er hans tornekrone er udskiftet med en kongekronen. Men over hans hoved sidder hanen. Den kan både være et symbol på opstandelsen i de tidlige morgentimer, hvor hanens galen melder solopgangen, Men i lyset af dagens tekst, kan vi også se hanen som et billede på vores menneskelighed. Vi er alle som Peter, der engang imellem svigter og sårer også de mennesker vi elsker allermest. Hanen sidder der øverst på korset, den bliver holdt oppe af det, for at minde os om, hvordan Jesus reagerede på svigtet. Han tilgav og skabte en ny relation. I dåben bliver vi lovet, at det altid er sådan Gud vil møde os, og samtidig kan vi lade korset her bliver et forbillede for os, så vi selv forsøger at møde vores medmennesker på samme måde, med tilgivelse og med ønsket om at bevæge os et nyt sted hen sammen. Det er det korset skal sætte os i stand til, at leve også med hvert vores mørke. 4

5 Nogle psykologer, mener, at der inderst i os alle sammen er en dyb angst for livet og for døden. Den kommer op til overfladen i mareridt om natten. Vi er bange for, hvad der skal ske med os, om vi kan klare livet. Om alt det vi bygger på, pludselig kan smuldre og vi står som fortabte, i en verden der syntes at være meningsløs. Normalt kan vi skjule den angst eller gemme den i os selv. Vi må leve med den, som en skygge der følger os. Men ikke alene, for Jesus taler til alt det dybe i os, alt det, som er skjult. Som om han kender vores hjerter, og både med sine ord, sine lignelser, sin død og opstandelse rører ved de dybeste livsspørgsmål i os. Og på den måde giver han os svar, ved at være os helt nær. Når et lille barn bliver meget bange, så er det eneste som hjælper, at tage barnet op i sine arme og holde det helt tæt ind til sig. Sådan gør Jesus. Han bringer os helt nær til Gud. Han løfter os ind i Guds favn, så vi finder en tryghed der er så stor, at livsangsten og dødsangsten ikke ødelægger os. I den kendte lignelse om den fortabte søn giver Jesus et eksempel på den kærlighed, som Gud nærer til os. Lignelsen handler om en far, som har to sønner og den ene rejser udenlands med sin del af arven og ender med at leve et usselt liv og så vender han hjem til sin far, og faderen løber ham i møde og omfavner ham og holder en stor fest fordi hans søn var som død men var blevet levende igen, han var fortabt men blev fundet. Vi ligner den fortabte søn. Vi kommer også langvejs fra og kan have været meget igennem; fordi vi jo også tit går vores egne veje ligesom den 5

6 fortabte søn gjorde. Han misbrugte sit liv, men Faderen løb ham i møde og omfavnede ham. Den hjemvendte søn havde ikke fortjent noget, og alligevel giver hans far ham gaver i overflod. Og derudover tilgivelse, værdighed og kærlighed. Og det er netop det Jesus vil vise os om Gud, da han tre gange spørger ind til Peters kærlighed. Guds kærlighed til os er sådan; den omfavner det hele menneske. Det var derfor Jesus var så stille da han red ind til påskedagene i Jerusalem. Det var derfor han ydmygt fandt sig i al ondskaben. Det var derfor han var så tålmodig og mild. Han vidste, at Gud ikke vil leve uden mennesket, heller ikke selvom vi svigter og fejler. Amen 6