Rejsefortælling en rejse med forhindringer.

Rejsefortælling en rejse med forhindringer. Da jeg stod på toget i Vordingborg 07.34, vidste jeg, heldigvis,ikke hvad der ventede mig de næste par dage, men regnede selvfølgelig med, at alt ville gå lige så nemt og smertefrit som sidste gang, så jeg tog glad af sted for at hente Sunscisca, Aga og Anja. Da jeg jo denne gang også skulle hente burene i opbevaringen og sende dem af sted., var jeg taget af sted i god tid, en halv time tidligere end sidst, hvilket ville vise sig at være meget fornuftigt.! Jeg finder hurtigt opbevaringen, får hentet burene og efter at have betalt en formue for 5 dages opbevaring, stiller jeg dem op på to medbragte vogne,.de to af burene skiller jeg ad og stabler dem oven i hinanden på den ene vogn og placerer det andet bur på den anden vogn, Damen i garderoben kikker mistroisk på mig og spørger om jeg er alene. Det er jeg jo - sådan set!. Men hvor svært kan det være? Jeg trækker af sted, den ene vogn skubber jeg med den ene hånd og den anden trækker jeg med den anden. Men nu er det, tilfældigvis, sådan, opdager jeg hurtigt, at disse vogne er konstrueret på en sådan måde, at det kræves to hænder til én vogn og ikke omvendt. Bl.a skal man trykke håndtaget ned, for at få den til at bevæge sig. Nå, jeg begiver mig af sted gennem lufthavnen, skubber, trækker, trækker,.. husk at trykke håndtaget ned.. Vognene måler godt en meter i bredden,. undskyld sorry excuse me.ups! Det ene bur faldt af op igen. jeg trækker videre og DER langt frem, i anden ende af hallen ser jeg et skilt med Big luggage!, For at gøre det lidt praktisk beslutter jeg mig for først at aflevere burene og bagefter tjekke ind., Så behøvede jeg ikke at stå i kø med et helt flyttelæs.hvor svært kan det være? Så jeg styrer hen mod Big luggage..nå, ja, jeg prøver i hvert fald at styre. Så nåede jeg endelig der hen,..fortæller at jeg vil indlevere de her tre bure Hvor er dit boarding card? Det fortæller jeg ham så, at det ville jeg hente nu, bare jeg blev af med vognene. Men se, det kunne jeg ikke! Han kunne ikke tjekke bagagen ind, uden at jeg først selv var tjekket ind. Jeg beholder modet oppe og siger at så løber jeg da bare der hen, og lader vognene stå her men nej, det må man ikke. Spørger, om han så ikke bare kan sætte dem indenfor men det kunne han ikke, fordi, når ting en gang var kommet derind, kunne det nemlig ikke komme ud igen,,,nååå,,hmm..?? Jeg kunne godt fornemme at hans empatiske evner ikke var på et plan, hvor det kunne betale sig at begynde tude og det med at spille på den kvindelige charme, havde jeg måttet droppet for mange år siden så jeg siger til mig selv,at ; Lena, for hundene, du gør det for hundene Så med det i baghovedet begynder jeg min tilbagetrækning i gennem hele hallen! Syntes også at den var blevet større end sidst? I hvert fald længere! Så står jeg endelig i kø med flyttelæsset og til sidst bliver jeg tjekket ind, trækker og skubber tilbage til Big Luggage.Trøster mig med, at selv om jeg ikke længere kan mærke mine arme, så må de altså være der et sted, for vognene følger i hvert fald med,når jeg går. Når endnu en gang der jj hen, viser mit boardingcard og mine burer bliver kørt ind gennem den magiske luge, hvorfra ingenting kommer ud igen. Så er det han siger, manden, der bestyrer denne luge : Hvor er adressesedlerne? Nå,ja,Lena, hvor er du da dum, selvfølgelig, det skal da adressesedler på. Men ingen problemer, jeg har nemlig spottet en skrank, hvor det ligger nogen meget fine adresselapper - med snor i. Jeg går derhen og med min nu totalt lammede hånd lykkes det mig, at kradse noget ned, som nogenlunde ligner mit navn og adresse. Går tilbage til manden og giver ham sedlerne Forkerte sedler det skal være nogen med klister på! Nååhh, skal det være med klister på hvor kan jeg så finde dem hen..? Der,hvor du tjekkede ind.. Altså 3½ km væk!! Men nu havde jeg ikke længere vognene, for de kunne jo ikke komme ud igen, så..hvor svært kan det være for hundenes skyld begyndte jeg tilbagevandringen.. Køen var nu blevet c:a 50 personer længere. Klapper min rygsækstol ud (købt i Netto på tilbud for 99.95, uden den gang at

vide, at den ville vise sig at være helt uvurderlig på den rejse, jeg nu var på vej ud på! ) og sætter mig til at vente på min tur, hvilket det jo på et tidspunkt,trods alt, jo må bliver. Rigtigt nok, så er det min tur. Fortæller at jeg allerede har tjekket ind, men nu skal jeg bare have nogen adressesedler.. Med klister på! Hvor er din bagage,? Jeg fortæller, at jeg kun har min rygsæk som håndbagage. Han spørger så (egentlig meget intelligent!), hvad jeg så skal med adressesedlerne. Jo, se, de skal være til nogle bure, tre styks. Jeg bliver bedt om at stille disse burer op på båndet Forklarer så, at det kan jeg ikke, da jeg ikke har dem her. Så kan jeg ikke skrive nogen adressesedler Ja, men de ville alligevel ikke kunne være på det bånd.. Men han insisterer på at jeg skal hente burene og først da jeg fortæller ham, at de befinder sig indenfor den magiske luge hvorfra ingenting kommer ud igen, falder han lidt ned..siger, at så har jeg et problem Han kan ikke give mig adressesedler med klister på, hvis ikke han kan veje bagagen. Nå ååhh, ikke andet,..hvor svært kan det være De vejer 10 kg hver siger jeg uden at vide det. Så har du overvægt, du må kun have 23 kg.!! Jeg søger helt nede på bunden af min hjerne for at finde de allersidste hjerneceller frem, der stadigvæk kan bruges, for at lave et lille, på det tidspunkt, helt uoverskueligt regnestykke.. nå, nej, det gør de da heller ikke, to af dem vejer 8 og en vejer 7. Skriv det! Det er lige meget, hvad de vejer (Nå, var det nu lige meget, lige før var det så vigtigt, jeg har altså brugt mine sidste hjerneceller til ingen verdens nytte!.!) Du har to stykke bagage for meget, du skal betale 50 euro stykket for de to overskydende. Hvorefter jeg får tre meget lange og meget klistrede adresselapper, sammen med en regning jeg skal betale i en luge et par km længere væk i modsatte ende af big luggage o! Det gør jeg så, går tilbage til manden i den magiske luge, hvorfra ingenting kommer ud igen, og giver ham triumferende- adressesedlerne med klister på.! Så var hundeburene kommet godt af sted! Så er det tid til at finde min gate, men inden gaten, skal man, som bekendt, igennem sikkerhedskontrollen. Biiiiiib biiiib. MIN rygsæk. ja, hvorfor ikke,egentlig?! Jeg bliver taget til side, ALT i min rygsæk bliver pakket ud til offentlig beskuels!!...de snupper min rensecreme den lækre med enebær!! Der står nemlig på at der er 250 ml i og man må kun have 100 ml rensecreme - med eller uden enebær. Ja, men det er ju kun en lille sjat tilbage! Det er lige meget, står det udenpå flasken at der er 250 ml,så ER det 250 ml, Basta.! Nå,ja, jeg er jo på vej ind i taxfree zone, så en ny rensecreme hvor svært kan det være?. Resten af tiden gik over al forventning og det gjorde flyveturen også - behøvede ikke en gang at nødlande!! Hvor svært kan det være Ankommer til Pleso, Lufthavnen i Zagreb. Må sige at lige så lidt imødekommende, som man havde været i København,lige så venlige og hjælpsomme var man her! Jeg starter selvfølgelig med at finde to vogne, ser åbenbart lidt søgende ud, da en venlig dame tilbyder sin hjælp. Men da hun ser mit flyttelæs, kan hun jo godt se, at to sådanne kvinder,alene,ikke kan klare denne opgave (!!!), så den søde dame tilkalder en lige så hjælpsom mandlig kollega og han får burene op på vognene. (Så er det her jeg ser at der mangler to af de fire lukkeanordninger, der skal være på et af burene. ) Den søde mand kører burene ud af lufthavnen, finder en taxa, bruger c:a 10 minutter, til at, sammen med taxamanden, ombygge taxaen til flytte bil og de får bakset burene ind. Ankommer til hotellet, taxamanden tager burene ud og hotelpersonalet bærer dem ind og parkerer dem bagved baren!! Jeg finder et sted i skyggen og nyder et glas kold hvidvin.

Så er det jeg må finde ud af, hvad jeg gør med det bur, der nu ikke længere er særlig sikkert! Ser, at med en stærk snor eller ståltråd, kan jeg erstatte de manglende spænder. Hvor svært kan det være? De leder på hotellet, men finder hverken snor eller ståltråd., men jeg må sige til deres ros, at de gjorde sit bedste.. Jeg bliver henvist til den lokale lanthandel, vist nok den eneste forretning i hele Pleso. En lille biks, med en dame bagved disken, som rækker én det man beder om. Sød og venlig, men forstår ikke engelsk og hvordan forklarer man at man skal have snor til at lave et hundebur på tegnsprog!!?. Der dukker det en venlig mand op, som taler engelsk, Han oversætter for damen, som ryster på hovedet, Så er det, at den engelsktalende manden fortæller at han har et flyttefirma (altså en kroatisk udgave af Flyttemand Olsen ),,og han har sikkert noget derhjemme, som jeg kan bruge, jeg skal bare gå med ham. Regner så med, at han bor på den anden side af gaden, men, nej, vi skal ud og køre i hans bil. Da han forsikrer at han ikke er kriminel og jeg heller ikke regner med, at det der med ikke gå med fremmede mænd, nok ikke gælder i min alder, så sætter jeg mig ind i hans bil, som har set bedre dage (Jeg håber for hans kunder at hans flytte bil er mere up to date!) Så kører vi, flyttemand Olsen og mig, og vi kører og kører føler mig ikke helt tryg ved situationen - selv ikke i min alder Vi når så frem til et beboelsesområde og han holder udenfor et hus, hvor hele familien er samlet i haven. Flyttemand Olsen siger noget til sin familie, hvorefter den spredes i alle retninger nok for at finde snor? Efter lidt kommer de alle tilbage til udgangspunktet men ingen har fundet snor! Snor er åbenbart en mangelvare i Kroatien.( Overvejer om man skulle begynde at eksportere snor dertil - en slags snoreksportfirma?) Så lyser flyttemanden pludselig op og forsvinder ind i sin flyttebil (for øvrigt den største af slagsen jeg nogensinde har set!!) Han kommer tilbage med en rulle tape. Jeg har nok set en anelse skeptisk ud, for han forsikrede, at det var en meget stærk tape - altså en slags kroatisk gaffatape! Jeg takker og tager imod,og ser meget taknemmelig ud, selv om jeg nok ikke helt tror på, at Croatian airlines vil acceptere hunde i bure sat sammen med gaffatape selv ikke af den kroatiske slags. Så kører Flyttemand Olsen mig hjem til hotellet. Inde på værelse falder mit blik på mit kamera. Jaa, selvfølgelig, kameraremmen!! hvor svært kan det være?. Med min naglesaks klipper jeg remmen af, går ud i baren og begynder at reparere buret. Desværre viser det sig at denne ene rem slet ikke er nok, så jeg går tilbage på værelset og ser mig endnu en gang, omkring. Min rygsæk, selvfølgelig, pyt være om alt mit happengods falder ud på vejen hjem( ville jo også bare gøre det nemmere i sikkerhedskontrollen ), Ofrer snoren på min rygsæk, og buret begynder snart at ligne en luksus gaveindpakning, med snore og sløjfe! Er efter hånden blevet godt sulten og tager hen på den samme restaurant, hvor jeg spiste sidst, fordi der ved jeg, at jeg vil få en kæmpe steak, hvoraf halvdelen vil blive pakket ind til hundene, som jeg skal møde næste dag. Det kan synes, som et minor problem, ikke at få kaffe om morgenen, men det er kun, hvis man ikke kender mig! Og lige denne morgen udebliver den! Jeg har nemlig glemt min termokande,som jeg plejer få kogende vand i om aftenen, hjemme på køkkenbordet og hotelpersonalet har åbenbart glemt at de lovet at komme med den kl 5, da jeg blev vækket. Overvejer at prøve på at opløse neskaffen i varmt vand fra hanen - legionærsyge, så hvad!? Men i det samme kommer en SMS at Goran og Zana venter udenfor. Helt fint at de er i god tid, i stedet for, som jeg frygtet,for sent.. Så jeg må møde dagen uden kaffe, hvilket sandelig ikke tegnede godt. Og hvor fik jeg da ret! Hundene har det godt efter turen fra Banja Luka, Sunschiska er bare glad og vil kæle og snakke og fra det andet bur lyder det dunk,dunk fra Agas hale der slår mod burets vægge, hun er så glad

, så glad - og nysgerrig. Men Anja er ikke så glad ved situationen og gemmer sig bagved søster Aga. Jeg tilbyder dem stykker fra den steak jeg har i rygsækken, kun Sunchisca vil have noget, Aga har ikke tid og Anja er alt for trykket af situationen. Vi får hundene over i burene. Den gaveindpakkede får vi slet ikke brug for, daanja og Aga har rigelig med plads i det samme bur, nok også godt for Anja ikke at være helt alene i et stort bur! Så går jeg den ti minutters gåtur til lufthavnen og mødes med Zana og Goran på parkeringen og vi får hundene kørt ind. Vi venter til de åbner i indtjekken. Det har jeg efterhånden lært at det skal ske først bare ikke denne gang! Damen i indtjekken skal lige til at tjekke mig ind, da hun ser på min billet og spørger om jeg har dyr med, Jeg siger, at det står på min billet og jeg har fået bekræftelse på dem. Jeg bliver bedt om at gå til side og sådan starter det hele! Goran, Zana og mig venter og venter. Så kommer det en storsmilende dame og siger at de har et lille problem, mine hunde kan ikke komme med! Deres egen flyver er gået i stykker, så de har lånt en flyver fra et andet selskab, og den er for lille til at tage burene! Jeg har godt nok lidt svært ved at forstå, at man kan få tre bure ind i en taxa, men ikke to bure ind i en flyver!?, Hun foreslår at Goran og Zana tager hundene med tilbage til Banja Luka og jeg tager ind på hotel til næste dag, så håber hun at problemet er løst. De siger at det ikke kan lade sig gøre at tage dem med tilbage (2-3 timers kørsel hver vej!) og jeg nægter at forlade lufthavnen uden hundene. Hun forsvinder lige og kommer tilbage med et målebånd, måler og siger, at det vist kan lade sig gøre alligevel, så vi bliver glade, jeg tjekker ind og hundene bliver taget ind gennem lugen. Jeg tager igennem sikkerhedskontrollen ( for første, men bestemt ikke sidste gangen i dag ) Biiip biiip..hvorfor bliver jeg mon ikke forbavset?? Men denne gang bipper jeg også selv! Min bagage bliver igen pakket ud og jeg bliver bedt om at stille mig op på et podie, hvor jeg bliver befølt! De fandt et batteri i min rygsæk, selv gik jeg fri også mine skosåler! Trøster mig ved at købe en meget lækker mascara (vandfast) i den taxfree, og går så hen til gate nr 15.Sætter mig til at vente. Pludselig kommer en meget alvorligt udseende, men dog venlig mand, hen til mig og spørger, om det er mig der har hunde med. Hjælp, tænker jeg, nu løber alle hundene frit ude på landningbanen Mit skrækscenarie var blevet til virkelighed!! Men den venlige, men alvorligt udseende mand ville bare have hundenes bordingcards. Det var åbenbart blevet glemt i forvirringen,! Han får dem og går igen, puha! Så kommer lufthavnsbussen, som skal tage os ud til flyveren til København. Jeg sætter den ene fod op i bussen, hører et navn råbes op, som pudsigt nok, mindede meget om mit, men det var sikkert ikke mig, så jag sætter også den anden fod op i bussen jo,da nu kaldte igen,og det VAR mit navn! Jeg går tilbage og den venlige mand står der igen og ser om muligt endnu mere alvorlig ud. Han forklarer mig, at den flyver de han lånt er en Focker og den kan ikke tage burene, da lastrummet er for lavt! Men jeg skulle bare tage det helt roligt, for det ville komme en lufthavnebus og hente mig og køre mig til et meget fint hotel i Zagreb,, hvor de havde reserveret et værelse til mig indtil den næste dag,hvor jeg vil blive hented og transporteret tilbage! Jeg spørger om dette fine hotel også tager tre hunde. Det gør det ikke. Så er det, at jeg lige får en flash back til rødstrømpetidens utallige aktíoner og demonstrationer og åbenbart har jeg det i mig endnu! Klapper min Nettorygsækstol ud, sætter mig ned og siger, at jeg går ingen steder uden mine hunde.( Så.., der kørte bussen ud til flyveren til København, hvor jeg har aftalt at være 13.20! Kan se på det hele, at jeg vil blive lidt forsinket! ) Den venlige mand ser nu mere alvorlig, end venlig ud - og vender om og går. Jeg bliver siddende altså indtil lufthavnspolitiet kommer! Dog kun representeret af én enkelt person, men denne enkelte person ser slet ikke spor venlig ud kun alvorlig. Så da han beder mig om at komme med, anser jeg det for bedst at gøre, som det bliver sagt. På vejen prøver jeg at forklare ham hvad det var sket, klage min nød, men han var totalt ligeglad, sagde faktisk, at det ragede han en papand, han havde bare fået til

opgave at føre mig hen til den person,som kunne løse mit problem. Puha tænker jeg, så er jag da i det mindste ikke arresteret Jeg var ellers lige ved at være helt nervøs (man har jo hørt så meget om fængslerne der nede!) Jeg bliver så afleveret ved en luge, hvor der sidder en 4-5 personer ved sine telefoner og computere.( Jeg stak dem så, når nu jeg alligevel åbenbart skulle stå her og vente, min mobiltelefon til opladning.) De bliver ved med at ævle om det fine hotelværelse,og jeg skal sanderlig også få 50 euro til mad!! Jeg kan godt fornemme, at disse mennesker er totalt ligeglad med mine tre gadehunde.! Nu var gode råd meget dyre og jeg fortæller dem, at jeg er afhængig af livsvigtig medicin, og jeg har ikke mere med, end til de par dage, jeg har beregnet at være væk.og uden den medicin risikerede jeg at falde død om! (Rent bortset fra det, med at falde død om, var det heller ikke HELT lyv! ) Se, det hjalp! De går pludselig i aktion, de vil nu åbenbart for enhver pris blive af med mig og mine hunde! Jeg kan pludselig komme med en flyver over Frankfurt. Ved efterrationalisering, hørte jeg ham vist også mumle noget om strejke, men det har jeg ikke tid til at tage mig af.,fordi denne flyver til Frankfurt skulle afgå om 20 MINUTTER! Og da jeg nu igen er ude at transithallen, skal jeg hele møllen igennem en gang til. Løber hen til indtjekken, hvor det selvfølgelig var lang kø,! Jeg vifter og råber, til sidst kommer en uniformeret dame og spørger hvad jeg vil, Jeg viser min billet og hun siger Du har jo travlt Tak, jeg ved det! Hun hiver mig forbi køen og får mig tjekket ind,jeg løber tilbage og flår min mobil til mig (som stadigvæk ikke var opladet!)og så..skal jeg igen gennem sikkerhedskontrollen! Tro det eller ej, men ingenting bipper og jeg løber videre til gaten. Men det havde jeg ikke behøvet, flyveren er nemlig 20 minutter forsinket, vist nok nogen levende dyr der skal lastes. Min koffeinmangel begynder at gøre sig bemærket, på katastrofal vis! Nå, ingen problemr, nu får vi jo serveret morgenmad i flyveren. Tror jeg, da jag jo helt havde glemt, at det jo ikke er morgen mere, men formiddag. Vi får udleveret en pose med tre tvebakker og plastikkrus med en mundfuld af noget de kaldte kaffe. Derudover kan man få rødvin og andet godt. Men ikke mere kaffe! Ankommer til Frankfurt. Som det første finder jeg ud at hvem der har med BIG Luggage at gøre.går derhen og siger, at jeg må hen til mine hunde. Det kan jeg ikke komme,de er laaaangt væk derfra. Jeg forklarer at vi havde beregnet en to timers rejse og nu ser det ud til at blive næsten en hel dag og jeg må hen og give dem vand Forklarer hvad der er sket og hun siger at det ikke er hendes skyld. Heller ikke hundens, siger jeg..og så er det meget kan de byde mig og meget kan jag tage i stiv arm, men tanken om Sunscisca, Aga og Anja et eller andet sted i denne kæmpelufthavn, uden mad, uden vand - og uden mig.. det er bare for meget og den ellers så seje mor her (hvis jeg må sige det selv ), begynder at hyle, rigtigt hyle!.. Og DER, kunne jeg pludselig spore en vis medlidenhed - det eneste jeg kunne bruge til noget i den her situation, så jeg fortsætter den strategi, udvider den til næsten at hulke! Snøfter frem, at mine hunde vil dehydrere og dø i denne varme uden vand. ( Tænker, at truslen om død havde jo hjulpet tidligere på dagen så måske gik den igen?) Hvis det var en tudende dame eller truslen om hundenes snarlige endeligt, der gør udslaget vides ikke, men jeg bliver vist hen til en hjørne med bord og stole og damen forsikrer, at hun nok skal finde ud af det med mine hunde, jeg kan være helt rolig. Det er jeg så. Spotter også, lige noget i væggen, der ligner en stikkontakt! Jeg beder til de højere magter, at det også ER det og at strømstyrke er den samme,så jeg ikke kotter alt strøm i Frankfurt lufthavn sætter forsigtigt min opladere i stikket og holder mig for ørene! Lufthavnen står endnu og mobilen oplades. Sms er til Magdalena om at hente mine( egne )hunde i pensionen og til Käthe og Charlotte, at jeg først kommer kl 16.30.

Det tager lang tid før hun kommer tilbage, men kan så glad fortælle mig, at hundene er i Pet Loungh. De har fået vand og har også været ude af burene. Jeg bliver også glad og meget lettet. Kan se at tiden er ved at være der, hvor jeg snart skal tjekke ind på ny. Tanken om kaffe driver mig videre,gennem den enorme hall indenfor indtjekken..jeg finder et sted hvor man kan købe en KÆMPE kaffelatte og en lækker sandwich.. Tænker, at den vil jeg drikke, når jeg er kommet ind til gaten og kan tage den med ro. Men, hvor dum må man være, kaffe er jo som oftest flydende,det skal den jo også helst være.,der var også mere end 100 ml,( ligesom min rensecreme med enebær), så da jeg kommer til sikkerhedskontrollen får jeg besked på at enten drikke den NU - eller smide den ud. Fortalte at dette var min morgenkaffe og den var tre om eftermiddagen!. Måske har damen indenfor stakittet, det samme forhold til sin morgenkaffe som jeg har, for hun blev helt venlig i stemmen og sagde at jeg kunne tage den med ro og drikke den der. Så jeg klappede Nettostolen op (ihhh, hvor var jeg dog kommet til at holde af den stol og så til den pris!) og slog lejr, der i sikkerhedskontrollen, drak min kaffe og spiste min sandwich - som for øvrigt smagte aldeles fortræffeligt, begge dele.( ) Og det hele var faktisk helt hyggelig og folk smilede og vinkede da de gik forbi.. Så kom jeg igennem kontrollen, igen uden bip! Når hen til gaten,og får der at vide, at desværre,piloten har ingen kabinepersonale, da der er strejke.! Der undslap der mig en lyd, der umiskendeligt kunne lyde som en hysterisk latter. Nå, men ingenting er så skidt, så det ikke er godt for noget, får da hentet mig en tysk fadøl og da vi har ventet et par timer, og en tysk fadøl mere, så endelig - kan vi komme ombord! Inden jeg går ud til flyveren beder jeg damen i gaten, om at ringe og sikre sig (mig ) om at de har husket mine hunde. Hun ringer (lader i hvert fald som om?) og forsikrer mig at de er med. Ankommer til Københavns lufthavn ved fem, seks tiden og Charlotte møder i ankomsthallen. Efter at have tilbudt hundene resten af steaken,vand og et par hundeguffer, kører vi hundene ud til bilen. Efter en mindre ombygning af Charlottes bil, får vi bakset de to bure ind i bilen,som ikke kunne være i en flyver! Så skal vi bare til Halskov og møde Käthe,som skal køre Anja og Aga videre til Karina på Djursland. Hvilken vej vi så tog til Halskov (Gps eren var tydeligvis ikke helt med på hvor vi skulle hen!) og hvad vi ellers foretog os, i den mellemliggende tid, det har Charlotte og mig lovet hinanden, aldrig at fortælle til nogen, så det vil jeg spare både jer og mig selv for, men ved ellevetiden nåede vi alligevel til vores bestemmelsested og Anja og Aga blev løftet ud af buret og ind i Käthes bil, hvor et blødt tæppe ventede to rejsetrætte små gadehunde! Tror, jeg må have set ret sølle ud, da jeg, ved midnatstid, ankom til Magdalena,for at hente mine hunde, for da hundene endelig var færdige med den helt store velkomstceremoni,fik min betænksomme datter sat mig ned på en stol,lagt et tæppe om skuldrene på mig (som man gør ved folk i chok! ) og serveret mig et dejligt varmt måltid mad. Så er det hun spørger : Nå, hvordan gik det så, var det en god tur? Ork, ja, det gik bare så fint, ingen problemer, hundene er kommet godt hjem!.