Forord Hermann Scheer: En Solar Verdensøkonomi. Strategi for den økologiske modernitet. Hovedland 2002 FORORD af Preben Maegaard Den fuldstændige omstilling til et økologisk samfund er Hermann Scheers livsmål. Det har han sagt utvetydigt i et af de få interviews, hvor han beskæftiger sig med sig selv. Som solens advokat bruger han sin uafhængighed og sit privilegium som folkevalgt parlamentariker til på alle tænkelige niveauer at fremme sin grundlæggende livsindsats. Han er hverken en drømmer eller en idealist. Han har klare mål for, hvad han vil. Han ved, at energi er den kraft, der gennemstrømmer alle dele af samfundet, og at der skal stilles om. Han kender de politiske mekanismer, sammenhænge og alliancer til at nå målene gennem lovgivning, der er præcist tilpasset de tekniske, industrielle og privatøkonomiske omstændigheder på en måde, så at der ikke er smuthuller, der kan føre til misbrug og dermed bringe de nye rene energiformer i miskredit i befolkningen. Hermann Scheer er en vidende forsker, men i hans omfattende skribentvirksomhed og politiske indsats drives teorierne aldrig ud over, hvad der er praktisabelt. Der er ingen konflikt imellem teori og praksis. Vedvarende energiloven i Tyskland fra 1991 og dens efterfølger i april 2000 skyldes i særlig grad Hermann Scheers visioner, indsigt og politiske tæft. Med disse love er Tyskland kommet helt i forgrunden, når det gælder udvikling og brug af vedvarende energi. Uden at landet har specielt
gode naturgivne vilkår, er Tyskland i løbet af 1990erne blevet verdens ubetinget førende vindkraftland. Her står i 2002 halvdelen af Europas vindmøller og en tredjedel af alt, hvad der findes globalt. Det har den danske vindmølleindustri i høj grad høstet frugterne af. Den tyske lovgivning har skabt grundlaget for den nye industrielle revolution, som overgangen fra den fossile og atomare energis epoke vil indebære. Omstillingen til den nye rigdom, som vi kan takke solen for, vil påny sætte primærøkonomien i centrum. Solenergi, vindkraft og biomasse vil nødvendigvis føre til decentrale strukturer med ny udvikling af landdistrikterne i nord som i syd og med de mindre og mellemstore virksomheder som de mest relevante operatører. I landdistrikterne bor over halvdelen af jordens befolkning, som skal gives nye chancer, hvor de bor. Det er en af det nye århundredes store udfordringer at skaffe betalelig energi fra solen, hvorved 10kalsamfundene i udviklingslandene bliver så attraktive at leve i, at massevandringen til storbyernes elendighed eller til andre kontinenter ophører. Jo hurtigere den globale karrusel med dens internationale arbejdsdeling svinger, jo færre kan hoppe på i farten, og desto flere smides af. I fremtidens solare, decentrale økonomi vil der være i tusindvis af karruseller, hvorved de fås rigdom i stigende grad bliver alle til del mere retfærdigt og bredt fordelt, skabt af en økonomisk udvikling uden ressourceødelæggelse og uden sammenbrud. Med de rigtige lovmæssige rammebetingelser er der i Tyskland skabt en sværm af nye industrier inden for solceller, solvarme, kraftvarme, forgasning, biogas, vindenergi og styringsteknik, som i de kommende årtier vil give Tyskland en industriel styrkeposition, der kan
sammenlignes med, hvad der bragte England i front for 200 år siden ved udnyttelse af fossile brændsler og ny teknologi. Nu gentager historien sig. De lande, som er omstillingsparate til den solare tidsalders strukturer og teknologi, vil andre misunde om få årtier, så meget desto mere som vi inden for energifremstilling har at gøre med et behovsområde for ny, miljøvenlig teknik, der vil skabe eksportmuligheder og arbejdspladser i et omfang, som er langt, langt større end inden for den forkætrede IT-branche. Som det er sket i Tyskland og Danmark kan det naturligvis finde sted verden over. Men det sker ikke af sig selv. Det er sket i en kamp imod den globalisering og neoliberalisme, som kun er optaget af kortsigtet udbytte maksimering og til gavn for særinteresser, som varetages af nogle få yderst magtfulde selskaber inden for olie-, atomenergi- og kulsektoren, der naturligvis forsvarer deres positioner. Om nogen driver de lobbyvirksomhed helt inde i magtens centrer, hvilket fører til lovgivning og internationale aftaler, der mere har til formål at forpurre og forsinke den uomgængelige omstilling, som nødvendigvis må komme, længe førend de sidste oliekilder tørrer ud. Også med energisektorens egne scenarier vil det ske inden for få årtier. Energimonopolerne er for Hermann Scheer ikke fjender. Men eftersom de er en modpart, som konsekvent udnytter knappe ressourcer og trodser alarmerende klimaændringer, så må der sættes ind med effektiv lovgivning og mobilisering til fremme af de vedvarende, økologisk bæredygtige energiformer som den eneste måde, hvorpå vi kan opretholde et civilisatorisk grundlag for vore samfund.
Hermann Scheer anviser og beskriver på en lang række felter koncepter, der i omfang og dybde er realistiske og troværdige i forhold til de problemer, en fortsat brug af de konventionelle energiformer ville forårsage. Som alternativ til en grænseløs verndenskonflikt, drevet frem af brutale særinteresser, opstiller Hermann Scheer en Ny økologisk politik" som en eksistentielt nødvendig nyorientering, hvori indgår talrige positive visioner med anvendelse af lokale energiressourcer fra solen, vinden og biomasse på regionale energimarkeder. De må udformes på en måde, så at det nødvendige energiforbrug ikke er ødelæggende for miljø, klima, civilisation og en fortsat tro på demokratiet som styreform. Med klare, målbare resultater fra den tyske vedvarende energi lovgivning i ryggen har Hermann Scheer benyttet lejligheden til med uafviselige argumenter at kæmpe imod Kyoto-protokollen, som 170 lande, inklusive Tyskland, ellers betragter som et stort skridt mod en fremtid til sikring af det globale miljø. Med aftalen, mener Hermann Scheer, vil industrilandene uden at skabe klimabeskyttelse på hjemmebanen eksportere forældet energiteknik til resten af verden, samtidig med at der skal opbygges et globalt kontrolapparat, der overgår alt, hvad der hidtil er set. Men eftersom alle vil forsøge at slippe billigst muligt fra at honorere de fælles mål, kan aftalen meget vel risikere at modvirke sin egen hensigt. I stedet for i stor skala at arbejde med international teknologioverførsel og implementering som den eneste fremtidssikre løsning, så vil emissionshandel og kvoter give snedige forretningsfolk et uhørt råderum, der vil finde groteske udtryk. Der vil ske CO 2 godskrivning af skove, som alligevel bliver fældet i løbet af få årtier eller af udskiftning af busser, som allerede er slidt op.
Hermann Scheers mod viser sig ikke blot, når han står over for den magtfulde fossile energisektor. Som præsident for EUROSOLAR, Den europæiske forening for vedvarende energi, har han lagt sig ud med og skabt vrede hos andre, langt større NGO ere, som har tiljublet Kyoto-aftalen. Ved at støtte regeringernes fattige kompromis, mener han, at NGO erne har afskåret sig organisatorisk fra at kæmpe for mere vidtgående og nødvendige internationale aftaler med udstrakt brug af vedvarende energi. Særlig ondt gør det, når Hermann Scheer kan påvise, at principperne bag både EU-kommissionens og FN s initiativer til beskyttelse af klimaet er udtænkt af de gamle energimonopoler, hvorved ræven har fået lov til at vogte gæssene. Hermann Scheer modtog valg til den tyske Forbundsdag første gang i 1981. Hans valgkreds er Waiblingen nær Stuttgart. Dermed er det for mange af hans vælgere vigtigt, at det går godt for DaimlerChrysler, en international storkoncern, der er Stuttgart-regionens vigtigste arbejdsgiver. For at minde bilkoncernen med luksusbilerne om, at der i fremtiden er arbejdspladser og et marked at hente i små økologiske biler, kørte Hermann Scheer under valgkampen i 1994 rundt i en solgul Kewett elbil, importeret fra Danmark, som er alt andet end et billand. Men man lyttede åbenbart til ham. Faktisk laver Mercedes Benz i dag flere typer små biler, og på taget af motorfabrikken i Bad Cannstadt nær Waiblingen har Mercedes Benz opstillet et af Europas største solcelleanlæg, hvorved værktøjsmaskinerne bliver drevet af solen i stedet for fossil- og atomenergi. Skønt gammel socialdemokrat går Hermann Scheer ofte sine egne veje. I bogen Anwalt der Sonne (Solens advokat) skriver Johannes Rau,
Tysklands forbundspræsident, at Hermann Scheer er en sælsom type politiker: "Hermann Scheer er ikke en magelig medløber af sin tid og heller ikke en nem socialdemokrat. Han er disciplineret. Han har ikke brug for at profilere sig over for sit parti. Men han lader heller ingen tvivl tilbage om, hvad han mener, der er rigtigt. Undertiden giver han offentligt udtryk herfor, også selvom hans parti er af en anden mening: Allerede som stedfortrædende formand for ungsocialisterne forsvarede han aldrig det verdensfjernt ekstreme, men stod fast på radikale fordringer. Han har i årenes løb aldrig fraveget, at tingene skal undersøges grundigt. Han ved og efterlever, at den, som vil nå frem til kilden, ofte må gå imod strømmen. Også imod den Mainstram, hvor det alt for ofte viser sig - hvilket ikke kun han har erfaret - at der gemmer sig økonomiske enkelt- eller særinteresser." I praksis har det vist sig ved, at Hermann Scheer stemte imod sit parti, når det gjaldt euro'en. Han stemte også imod, at Forbundsdagen skulle flyttes til Berlin. Til gengæld var han med nogle EUROSOLARinitiativer kraftigt medvirkende til, at når det nu skulle være Berlin, at der kom masser af solarkitektur i de nye regeringsbygninger, samt at den gamle "Reichstag" igen opstod som det eneste parlament i verden, der er energimæssigt selvforsynende og tilmed 100 % baseret på vedvarende energi. På taget er der solceller, og dybt nede i kælderen leverer rapsoliegeneratorer el, varme og køling. Indtil 1988 var Hermann Scheer især aktiv indenfor udenrigs- og forsvarspolitik. Han var som formand for forbundsdagens nedrustningsudvalg i spidsen for, at amerikanerne ikke fik lov til at
opstille de frygtede krydsermissiler i Tyskland, som især tyske kvinder demonstrerede imod. Landet skulle ikke igen være en slagmark. Men siden 1988 har Hermann Scheer helliget sig energipolitikken med omstillingen til vedvarende energi som det alternative mål. Og her virker han på alle niveauer. I Forbundsdagen har EUROSOLAR, som Hermann Scheer er præsident for, opbakning fra ca. 75 parlamentarikere, en udfarende kraft i energipolitikken, der fører til ny, progressiv lovgivning for vedvarende energi og imod atomkraft. I intet andet parlament er der en tilsvarende mobilisering for vedvarende energi. Man siger da også ofte i Tyskland, at så længe Hermann Scheer sidder i Forbundsdagen, kan der ikke skabes flertal for atomkraft. Ligesom USA har landet da heller ikke bygget nye atomkraftværker siden 1970'erne. Som fortaler for fremtidens nye økonomi har han skabt bred kontakt til erhvervslivet, forskere og organisationer verden over. Hans skribentvirksomhed er enorm, ligesom han er at finde på talerstole i fem kontinenter på store konferencer eller i ganske små, lokale forsamlinger. Vedvarende energi er decentral, skal vokse nedefra, hvorfor politisk støtte er afgørende i opgøret med de gamle energimonopoler, som med kostbare retssager især i Tyskland forsøger at hindre den rene energis fremmarch. Med nærværende bog, som er udgivet eller undervejs på tysk, spansk, italiensk, japansk, engelsk, russisk og dansk, har Hermann Scheer, som har to doktorgrader, taget hul på en ny fase i sin karriere som solens advokat.
EUROSOLAR er kendt af indviede i Tyskland og Europa. Men eftersom de gamle globale organisationer, råd og kommissioner for energi ikke betragter vedvarende energi som central i den fremtidige forsyning, mener Hermann Scheer, at de har mistet deres legitimitet. Med stiftelsen i Berlin i juni 2001 af World Council for Renewable Energy, WCRE, blev de organisatoriske rammer med Hermann Scheer i spidsen derfor skabt for at øve indflydelse globalt til fremme af en ny verdensøkonomi til afløsning af den økonomiske frihed, der har varet nu i 200 år ved ubehersket anvendelse af fossile brændsler og atomenergi i huse, biler, industri m.v. I juli 2001 gav Tysklands forbundskansler Gerhard Schröder et mandat til Hermann Scheer, så at han på sit lands vegne kan fremme vedvarende energi internationalt. Målet er 100 % omstilling. Et delmål er et FN-agentur for vedvarende energi, hvor Hermann Scheer gerne ser sig selv som rorgænger i en sejlads, hvor man er oppe imod de stærkest tænkelige økonomiske kræfter, som findes. Havde han villet, kunne Hermann Scheer for længst have siddet som minister nationalt eller i en delstat. Men han vil ikke være minister, for det giver for lidt indflydelse i forhold til de mål, han vier sit liv til. Han har i et interview udtalt, at der kun findes en stilling i verden, som han har lyst til at søge. Men den stilling, som er ledelsen af et internationalt agentur til fremme af vedvarende energi, findes ikke. Hermann Scheer er en begavet, visionær politiker, er retorisk medrivende og har omfattende netværker. Han er en Herkules, når det gælder arbejde, er ubeskeden og styrer med de forhåndenværende midler imod det mål, han har sat sig med sit liv. Så der er god grund
til at forvente, at han konstant vil træde ind på scenen lokalt og globalt med visioner, mod og grundlæggende viden og tage lederskab med løsninger baseret på vedvarende energi og økologi, der er realistiske og giver håb til befolkningerne, når den gamle økonomi, baseret på fossile brændsler og atomkraft, når til vejs ende. Preben Maegaard, Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi ++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++ ++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++