UV-filter eller ikke UV-filter Først en historie fra den virkelige verden: Da Mogens og jeg var en tur til Kaas Briketfabrik, var jeg så uheldig, at stativet, hvorpå mit kamera var monteret, væltede. Det var min jakke, der på et tidspunkt greb fat i kameraet og forårsagede, at stativet tiltede forover, og det hele røg på gulvet. Objektivet var forsynet med en Lens Hood (modlysblænde), og denne splintrede ved mødet med gulvet. Objektivet selv fik kun en mindre/knap synlig skramme i den yderste plastikkant, og fungerede efterfølgende upåklageligt. Havde objektivet alene været forsynet med et påskruet filter (f.eks. et UV-filter), var dette med stor sandsynlighed blevet knust, og hvad værre var: Kanten på filteret havde sandsynligvis fået et hak (gevindet slået skævt), der havde gjort, at det ikke umiddelbart kunne skrues af igen Endvidere havde glasskårene måske ridset i belægningen (Coatingen) på mit frontelement I det aktuelle tilfælde kostede det mig en ny modlysblænde, og en sådan kan såmænd være dyr nok, hvis man køber originale reservedele (kr. 250,-). Jeg købte i stedet en kina-kopi i England til kr. 80,- incl. porto. Hvis jeg i stedet havde skullet skifte et ødelagt filter, ville alene udgiften til det filter have kostet mig et par hundrede kroner - og hertil et større arbejde med at få det gamle filter af objektivet uden at ødelægge fronten på dette. Blandt de lærde hersker der stor uenighed om hvorvidt, man skal bruge filtre eller ej. Alle er dog enige om, at man altid skal have påmonteret en modlysblænde for at beskytte mod lysindfald fra siden. I fordums tid brugte man altid/meget at montere filtre på sine objektiver, idet den analoge film var følsom for UVstråler. Samtidig kunne man med forskellige farvede filtre gøre et billede mere eller mindre varmt eller køligt - noget man i dag klarer med hvidbalancen enten i kameraets menu eller efterfølgende i billedbehandlingen. I dag er den digitale sensor ikke udpræget følsom overfor UV-lys, idet der (ofte) foran selve sensoren ligger et fastmonteret filter, der klarer såvel UV-lys som Moiré (billedflimmer). Fortalere for fortsat brug af et UV-filter mener stadig at kunne se, at farverne bliver en anelse mere mættede, og at dis (Haze) bliver fjernet, HVIS man opholder sig i større højder (f.eks. i Alperne eller på toppen af Mt. Everest), hvor andelen af UV-lys er større end ved jordoverfladen. Fortalere for brugen af filtre mener i øvrigt, at man for at beskytte selve objektivets frontlinse bør bruge enten et UV-filter eller et NC-filter, der står for Neutral Clear - altså et farveløst vinduesglas, der alene skal tjene som beskyttelse mod fedtede fingre og mindre påvirkning som f.eks. havgus og sandflugt. Modstanderne vil til gengæld argumentere for, at det er tosset at placere et billigt stykke glas foran ens hundedyre objektiv, idet glaskvaliteten aldrig kan blive så høj i et filter som i objektivets frontelement - og kalder derfor ofte et UV-filter for et Uden-Virkning-filter.
Hvis vi kigger på nedenstående tabel over filtre i forskellige prislejer (her alene fra firmaet Hoya), vil vi endvidere kunne se, der fra venstre mod højre er forskel i % lysgennemgang - altså hvor meget lys det enkelte filter sluger. Dette skyldes i høj grad glaskvaliteten, samt om det er overfladebehandlet (Coated): Ting som tykkelsen af filteret kan også spille ind, idet et tykt filter (5 mm) vil have en risiko for at skabe vignettering (mørke billedhjørner), når objektivet bruges ved laveste brændvidde. Hvorvidt et filter er Coated eller ej, kan også have indvirkning på graden af refleksion samt på farvegengivelsen. Og endnu værre bliver det, når lysstråler reflekteres mellem glasset i filter og objektivets frontelement:
Det eneste fortalere og modstandere kan blive enige om er, at det i specielle situationer kan være påkrævet at bruge filtre, når man enten skal fjerne refleksioner i vandoverflader og/eller gøre en himmel mere blå ved her at bruge et polariserende filter (Pol-filter). Dette filter virker dog ikke ved refleksioner i metalliske overflader, og kræver endvidere, at vinklen til solen mere eller mindre lig 90 0. Endvidere anbefales ikke brug af Pol-filter ved vidvinkelobjektiver, idet dette giver en grim fortegning: Endvidere kan et filter være påkrævet, hvis lysforskellen mellem forgrund og baggrund er meget stor - f.eks. en lys himmel mod en mørk strandbred. Her bruger man et gradueret ND-filter, hvor den øverste halvdel er gråtonet: Overgangen mellem top og bund kan være skarp eller udflydende/gradueret. Om man skal bruget et Hard eller et Soft betinges af ens motiv. Er det et billede af en solnedgang over et hav, kan man bruge et hårdt filter, hvor skillelinien lægges på horisonten. Er det derimod et billede af et billede af en himmel over et bjergmassiv, er det nok bedst med et blødt filter, der mildner overgangen mellem himmel og bjerge/ træer. Alt dette for ikke at den lyse himmel skal brænde ud på bekostning af en veleksponeret forgrund. Disse filtre fås i øvrigt både runde (som vist her) og firkantede til isætning i en holder, der skrues fast på objektivet. Fordelen ved de firkantede filtre er, at de kan forskydes op og ned, så overgangen passer med de aktuelle betingelser.
Er man ude for at skulle bruge en lang lukkertid for eks. at få vand i bevægelse til at se helt blødt og drømmeagtigt ud, er det et rent ND-filter (og ikke et gradueret filter), man skal bruge. Dette filter er gråtonet over hele fladen og stjæler lys i en sådan grad, at man måske kan få en 10 gange så lang lukkertid, end man ellers ville kunne uden brug af filter. Her er et ND-8 filter, der påmonteret giver 3 gange så lang lukkertid, som man ellers ville kunne opnå. Filteret vist her er et Slim-filter på 3 mm s tykkelse - dvs. det ikke er ret tykt, hvilket minimerer risikoen for vignettering. Både Pol-filtre og ND-filtre kan være dyre; men her som andre steder gælder det, at der er en sammenhæng mellem kvalitet og pris. Nogle vælger måske at bruge et billigt svejseglas i stedet for et dyrt ND-10 filter; men førstnævnte har en grim grøntegning, der kan være svær at fjerne efterfølgende. Korrelationen mellem ND-betegnelsen og reduktionen i lys (f-stop reduktion) ses af nedenstående billeder: Der er vist brugt Split-screen på billedet til højre for sammenligningens skyld.
ND-værdien angiver kvadratet på lysreduktionen: 2 2 = 4 eller omvendt: 4 = 2 (lidt forvirrende..) I tidernes morgen købte jeg et sæt med 3 filtre: ND-2, ND-4 & ND-8 Selv de kan sættes sammen (stakkes), har jeg aldrig brugt dem, idet de har været for svage til det, jeg skulle bruge dem til: Langtidsfotografering Af samme grund har jeg i stedet erhvervet mig et ND-400 og et ND-1000 filter. For ikke at bruge tid på et stykke papir med en tabel på, har jeg på min telefon en ND-calculator, der kan fortælle mig, at hvis eksponering UDEN filter er x sekunder lang, så vil den være y sekunder MED filter:
En lille sjov ting er endvidere, hvor meget af ens filter, man i realiteten bruger. Der er en ligning, der siger følgende: Brændvidden / Maksimale blænde = filteroverflade brugt Så hvis man bruger et 17mm f/4 objektiv: 17/4 = 4.25 mm fortæller det, at man måske kun bruger en lille central del af filteret på et måske 67 mm filter. For et 200mm f/2.8 objektiv har vi 200/2.8 = 71.4 mm. Hvis objektivet bruger et 77 mm filter (hvad de oftest gør), så bliver næsten hele overfladen brugt til lysgennemgang. Dette er vigtigt, idet man her skal bruge et virkeligt højkvalitetsfilter for ikke at påvirke billedkvaliteten i negativ retning. Konklusionen må blive, at ved tele- og meget lysstærke objektiver skal man bruge filte af meget høj kvalitet - eller slet ikke noget! -----------------------------------O---------------------------------- Hvis vi nu skal koge ovenstående ned til nogle korte punkter: Hvorfor ville du bruge filtre? 1. Hvis du er en sådan person, der sætter et cover/hylster på mobilen den første dag, du får du den (livrem og seler). 2. Hvis du bare er en lille smule klodset og tænker, at et filter vil beskytte dit objektiv, hvis uheldet er ude. 3. Hvis du arbejder under virkeligt barske forhold (sand og/eller havgus), så kan det faktisk være en god idé at have et filter på for at skåne dit forreste linseelement. 4. For at fuldføre en vejrforsegling af et i forvejen tætnet objektiv. 5. Din fotohandler har sagt det Hvorfor mange ikke bruger dem? 1. Da digitale kameraer tydeligvis ikke har brug for et UV-filter. 2. Fordi ekstra glas foran dit objektiv kan forringe din billedkvalitet. 3. Fordi de bruger en modlysblænde til beskyttelse (smart træk!). 4. Fordi de ikke bruger deres kameraer i nogen form for "vejr". 5. Fordi...? I sidste ende er det dit valg med hensyn til om eller ikke, du vil anbringe et UV-filter (eller Clear-filter) foran dit objektiv - og de kan have deres anvendelse - men personligt vælger jeg ikke at ville bruge dem (længere), medmindre det er et af de sjældne tilfælde, hvor det rent faktisk vil hjælpe (~ en tur til Vesterhavet i blæsevejr). Under alle omstændigheder har jeg altid modlysblænde på mine objektiver. Her hører jeg straks i min øresnegl, at der ikke hørte en modlysblænde med til mine objektiver Det er så let at Google f.eks. Lens Hood Canon 17-85mm og straks få en mængde hit.
Også her er svaret mange gange ebay: http://tinyurl.com/zm7dtex, hvor man bliver præsenteret for såvel originale som kopier til en billig penge. Kilde bl.a.: https://www.dpreview.com/articles/7333331953/should-you-use-a-uv-filter-on-your-lens oa.