Lige til det sidste havde

Novelle Det handler om hemmeligheder. Månedens forfatter tager i 2012 udgangspunkt i én af læsernes hemmeligheder. Vil du være med til at inspirere forfatterne? Se, hvordan du gør, på side 66. Og smugkig på de andre læseres hemmeligheder herunder. Ud Det startede som en vidunderlig dag, men så kradsede det på døren, Otto døde og hvalpen åd alle bøgerne. Men at det skulle ende, som det gjorde, havde Christa nu alligevel ikke kunnet forestille sig Af IDA JESSEN Illustration Halfdan Pisket Når jeg er alene og laver mad, så leger jeg tv-køkkenet. Forklarer fx, hvordan jeg gør, og hvorfor jeg putter bestemte ingredienser i, når jeg laver omelet... Jeg er 25 år gammel. Jeg er offentligt ansat i et godt job, som jeg har ønsket mig. Jeg drømmer om at kvitte alt, stikke af og cykle Jorden rundt resten af livet. Jeg har tisset i en skraldespand i et solarium. Jeg græder nogle gange om natten, så meget, at det føles, som om jeg skal dø. Dagen efter er mine øjne helt røde og opsvulmede, så jeg fortæller folk, at mine kontaktlinser irriterer mig. I folkeskolen kom jeg mange gange for sent, fordi jeg brugte for lang tid på cykelstien på at bakse skovsnegle ind til siden, så de ikke blev kørt over. Jeg er 26 år i dag og gør Lige til det sidste havde Christa været bange for, at de alligevel ikke kom af sted, men nu vinkede de endelig farvel i indkørslen. Christas mand stak en arm ud ad vinduet, og hendes to små drenge pressede ansigterne mod bagruden, og Christa selv løb efter bilen helt ned til den store vej, mens hun lavede møllehjul med armene og høje knæhop for at få børnene til at grine i stedet for at græde. De to små morsyge drenge, som allerhelst ville være i nærheden af hende hele tiden, og sige Mor Mor, ved du hvad mor, ved du hvad mor, mor, mor, ved du hvad? Men nu drejede bilen virkelig om hjørnet dernede, og Christa standsede brat op, vendte om på hælen og løb tilbage. Hun satte kaffe over, ordnede morgenopvasken og hængte vasketøj ud, og hele tiden var hun fortættet og klar i hovedet med en følelse, som når en pianist i de koncentrerede sekunder, inden koncerten begynder, løfter hænderne over flyglet. Hvis telefonen ringede, ville hun ikke tage den, og hvis det bankede på døren, ville hun ikke åbne. Foran hende lå en hel dag, alene. Selv vejret var med hende. Fuglene sang, syrenerne stod på spring, der var en lunhed i luften for første gang det forår. Fordi hun var så glad, plukkede hun en stor buket tulipaner og satte den på bordet i gangen. Hun havde fået sin allerførste opgave som freelancer, og det havde kostet hårdt arbejde at få den hjem. Hun havde kimet forskellige brancheblade ned, skrevet tonsvis af mails, og nu var det sket. Hurra. Hun skulle skrive en artikel til Folkeskolen om konfliktmægling i de store klasser, og hun havde lavet masser af research. Artiklen var klar til at blive skrevet, og hun havde oven i købet tid til det. Og blev den bare halvt så god, som hun forestillede sig, ville hun få flere opgaver. Og flere endnu. Og snart ville hun slippe ud af arbejdsløsheden og blive sin egen herre i stedet for at være i lommen på a-kassen, samtidig med at hun kunne gå hjemme, mens børnene var små. Hurra! Hun tog kaffen med ind på kontoret, tændte computeren, åbnede et nyt blankt dokument og sukkede tilfreds. I det samme var der en lyd ved hoveddøren. En kradselyd. Først tænkte hun, at det var hortensiaen, der slog mod huset, men så blev der banket på, meget tøvende. Christa sad stiv ved bordet. Jeg lukker ikke op, hviskede hun. Der blev stille. Langsomt slappedes hendes skuldre. ARTIKEL TIL LÆRERFORENINGENS BLAD, skrev hun. Så bankede det igen. Denne gang højt. Christa skubbede stolen bagud og marcherede ud i gangen og rev døren op. Ind væltede først en lille plettet hvalp, og med sig trak den Christas søde gamle nabo, Thea. Åh, undskyld, sagde Thea, undskyld jeg forstyrrer. Men jeg så, at du gik rundt i haven, efter at de andre var kørt, og så tænkte jeg, at du nok ikke ville have noget imod, at vi forstyrrede lidt. Hunden hoppede og dansede, og hun rykkede 60 Ud & Se Oktober 2012

det stadig på fortovet nede foran min lejlighed, hvis der ikke er nogen i nærheden. Har set en del grusomme billeder på nettet af døde folk eller folk med meget alvorlige skader, det skræmmer mig, at de billeder ikke påvirker mig det mindste. Jeg ringer ofte til min mors mobil og håber, at hun tager den. Min mor døde for et år siden. Jeg har ikke noget behov for at fortælle det til dem, jeg kender. Vil ikke afsløre, at jeg stadig har ondt af mig selv. Jeg tænder på at blive løftet af kvinder, og de må gerne være så muskuløse som muligt. Jeg hører La Valse d Amelie mindst én gang om dagen og hører generelt meget klassisk musik. Jeg går på håndværkerskole. Nogle gange tænker jeg på, om jeg virkelig er den eneste af drengene, der ikke er så macho, som det ser ud til. Jeg er slet ikke homoseksuel. Jeg er en god lytter, og jeg er god til at holde på hemmeligheder, derfor kommer mange til mig med deres problemer. Min hemmelighed er, at jeg sommetider overvejer, hvor meget rav jeg kunne lave i den, hvis jeg afslørede alt det, jeg ved. Hvad er det du siger, Thea? Er OTTO død? Ja. Thea slog med hånden i luften, som om det var en slags biting, og hun ikke ville gøre sig besværlig ved at kræve medfølelse hårdt i dens snor uden at tage blikket fra Christa. Thea var en ivrig person, mindst lige så ivrig som sin hund, og videre indtrængning i huset var nok uundgåelig. Jeg har lidt travlt, sagde Christa, jeg skal skrive en ar Længere nåede hun ikke, før hunden væltede tulipanvasen. Undskyld, undskyld, sagde Thea, han er jo bare en hvalp. Vil du holde ham, så skal jeg finde en gulvklud, bare du lige fortæller mig, hvor du har dine gulvklude. Ja, jeg kan også løbe hjem efter en. Hvis du bare lige holder ham Thea var 80. Otto, hendes mand, der var på samme alder, lignede et spøgelse ved siden af sin sunde rødmossede kone. Man så ham aldrig udenfor. Lang og hvid og støvet sad han i en stol under lampen i vinduet og bladede langsomt i en avis, mens Thea og hvalpen sprang rundt og hvirvlede støvet op. Nej, lad bare være, sagde Christa, mens vandet løb ud over bordkanten og ned på gulvet i en tynd stråle. Jo, det jeg ville spørge om, det var Hvordan går det for resten? Fint, sagde Christa mat. Og hvad med dig, Thea? Hun kunne ikke få sig selv til at se på den lille dame, der var ved at spolere hendes dag. En artikel var en sart plante. Hun var ikke længere sikker på, at hun ville kunne sætte sig ned og skrive den. Og den skulle afleveres i aften klokken 10. Jo, det er netop det. Otto er lige død, og så tænkte jeg, om jeg mon kunne få dig til at passe Kicki her, mens jeg tager ind på sygehuset. Det varede et øjeblik, før det gik op for Christa, hvad Thea havde sagt. Otto? Død? Var det virkelig det? Forsigtigt lagde hun en hånd på Theas arm. Hvad er det du siger, Thea? Er OTTO død? Ja. Thea slog med hånden i luften, som om det var en slags biting, og hun ikke ville gøre sig besværlig ved at kræve medfølelse. Her lige over middag. Det vil sige, han VAR død, da jeg kom ind med hans kaffe. Han lå på sofaen, som om han sov. Men han var død. Hendes stemme begyndte at skælve, og hun rykkede i Kickis snor. Nu har jeg ikke Otto mere. Så er det da godt, jeg har hende her. Man må ikke blive irriteret, når et menneske dør. Lille Thea. Hendes øjne havde samme form som staldvinduer, buede foroven, lige forneden. De plejede at være milde og fulde af latter. Christa kørte hende på sygehuset og afleverede hende i armene på en sygeplejerske, som hun nåede at fortælle, at Thea vist havde fået et chok. Selv tænkte hun kun på at komme hjem. Den artikel skulle simpelt hen bare skrives! På tilbagevejen sad Kicki strunk på bagsædet med snuden presset mod ruden, men i samme øjeblik hun åbnede døren, stak den af. Ned ad villavejen og ud på den store vej med snoren hængende efter sig. Hun indhentede den nede ved krydset og trak den med hjem, satte en skål vand og smurte brød med leverpostej til den, sagde strengt, at den skulle opføre sig ordentligt og gik ind på sit kontor. I samme øjeblik hun lukkede døren, løftede der sig en skinger tuden ude i gangen. Hun prøvede at overhøre den, men hylene steg, og da hun kom derud, sad Kicki oppe på reposen og turde ikke gå ned. Hun bar den ned og bak- Årets forfattere Trisse Gejl A.J. Kazinski Knud Sørensen Mikkel Munch-Fals Knud Romer Kaspar Colling Nielsen Dy Plambeck Ida Jessen Bjarne Reuter Charlotte Weitze 62 Ud & Se Oktober 2012

hemmeligheden bag novellen Katten mistede i virkeligheden spidsen af halen, ved at døren smækkede, da jeg ryddede op efter en fest, mine forældre ikke ved noget om. sede kommoden hen foran trappen og gik ind på kontoret igen. Da hun denne gang satte sig, begyndte Kicki at gø, en hvalps skarpe, ivrige bjæffen. Hun lod den gø. Men arbejde kunne hun ikke. Efter en halv time var Kicki ikke holdt op med at gø, og hun havde ikke skrevet en eneste linje. Det her gik ikke. Den er vant til at have det lidt frit, havde Thea sagt til hende, og nu skulle den få det frit. Hun åbnede døren ind til stuen og køkkenet, og så blev der ro. I mindst 20 minutter var der ingen anden lyd end hendes fingres klapren på tastaturet. Følelsen af at være en pianist, der bare lader hænderne gøre arbejdet, mens det strømmer gennem kroppen, var der måske ikke; det mindede snarere om at gå over en leret pløjemark og se sig tilbage og opdage, at man ikke er kommet ret langt. Den prægtige følelse af en samlet idé var væk. Det hun kunne gøre nu, var at skabe en møjsommeligt grålig rekonstruktion af den idé. Og så begyndte hylene igen. Hun prøvede at overhøre dem. Forgæves. Til sidst måtte hun rejse sig, og da hun kom ind i stuen, sprang en overvældende glad Kicki hende i møde. Mens den havde været alene, havde den revet bogryggene af de bøger, den kunne nå i reolen. Halvvejst gennemgnavede bogrygge lå slængt rundt omkring på køkken- og stuegulv. Desuden havde den kastet op tre steder på tæppet og tisset rundtomkring. Mens hun tørrede op, kom hun i tanker om en anden ting, Thea havde sagt: Hun vil gerne have lidt at tygge på. Ind i bagagerummet med Kicki. Hen til Brugsen efter bideringe og tyggeben. Imens hylede Kicki, så et helt opløb havde samlet sig omkring bilen, da hun kom ud igen. Hjem igen. Og på en eller anden måde lykkedes det Kicki, mens hun tog skoene af, at æde noget af plasticposen. Hun opdagede det, fordi hun hørte en brækagtig lyd, og da hun vendte sig, var hunden ved at blive kvalt. Hun måtte have hele hånden ind og fiske en stump plastik ud af svælget på den. Nu kommer du med mig, så jeg kan holde øje med dig, sagde hun. Nu ligger du helt stille, mens jeg arbejder. Det virkede. Kicki lå med sit ben og sine bideringe. Christa skrev, langsomt og slæbende, og hunden tyggede. Denne gnaskelyd under bordet, der var næsten noget beroligende ved den. Indimellem knasede det hårdt, når den rigtig prøvede sine tænder af på hjørnerne. Sådan forløb der en fredelig halv time, indtil strømmen slog fra. Hun trak ledningen ud af computeren og satte den i igen. Det hjalp ikke. Hun sad og overvejede, om det kun var her, eller om det var hele området, der var blevet ramt af strømsvigt, da der kom en ekstra kraftigt knasende lyd under bordet. Hun stak hovedet derned og så, at det ikke var sit kødben, men hendes oplader, Kicki lå og gnavede på. Hun satte i et hyl, og Kicki, der troede, at de nu skulle lege, slap opladeren og sprang op ad hende. Hun verfede den væk og fik fat i opladeren. Ødelagt! Ødelagt var den! Og det var lørdag efter fire, og alle butikker havde lukket. Så var der tre timers strøm tilbage, og hun skulle passe den 64 Ud & Se Oktober 2012

Gå ad pokkern til, din dumme hund, skreg hun og så ud gennem øjenkrogen en mand komme gående på fortovet uden for deres hus. Men hun var for ophidset til at dæmpe sig. Gå ud og bliv kørt over! skreg hun Se alle hemmelighederne Novelleserien er produceret og forfatterne udvalgt i samarbejde med Danmarks Radio. Du kan læse alle de indsendte hemmeligheder på dr.dk/hemmeligt Her kan du også downlade novellen som lydpodcast og læse et interview med månedens forfatter. Sådan gør du Vær med til at inspirere forfatterne. Skriv din hemmelighed kort, maksimum 300 tegn. Du må gerne være anonym. Sms shhh efterfulgt af teksten til 1212. Eller gå ind på dr.dk/hemmeligt og udfyld formularen. Scan eventuelt koden med din smartphone. lille lede møgkøter. Rasende trak hun den gennem gangen og åbnede døren. Ud! skreg hun. Kicki så spørgende på hende. Gå ad pokkern til, din dumme hund, skreg hun og så ud gennem øjenkrogen en mand komme gående på fortovet uden for deres hus. Men hun var for ophidset til at dæmpe sig. Gå ud og bliv kørt over! skreg hun og knaldede døren i. Og mærkede, at der kom noget i klemme. Kicki hylede. Hun rev døren op igen. Kickis lille tynde plettede hale hang fast på dørkarmen, og Kicki selv krøb pibende sammen på trappestenen. En blodpøl begyndte at danne sig under hunden. Åh, Kicki, åh, Kicki, jamrede hun og VIDSTE, at denne dag ikke ville blive begyndelsen på en ny fantastisk tilværelse som freelancer. Manden kom hurtigt op ad havegangen. Find nøglerne, råbte han. Jeg kører jer til dyrlægen. Fire dage efter blev Otto begravet, og bagefter var der kaffe i Theas have. Christa havde bagt kager og dækket borde og fyldt store vaser med blomster. Hun havde også skrevet sin artikel, flere dage forsinket, og modtaget en lunken mail fra redaktøren, som ville se, om de eventuelt kunne finde plads til den om et års tid, resultatet var ikke lige det, redaktionen havde regnet med, skrev redaktøren. Thea støttede sig tungt til Christas arm, mens hun stod og tog imod gæsterne. Hun prøvede at give hånd og samtidig holde fast i Kickis snor. Hunden måtte følge med i alle hendes håndbevægelser, dens forpoter nåede ikke jorden. Bagtil var den tynget af en hvid bandage. Men hvad er der sket? spurgte en kvinde. Hvorfor har Kicki sådan en stor forbinding på? Jo, sagde Thea. Den lille dumme hund, den stak af, og Christa her, jeg ved ikke, hvad jeg skulle gøre uden hende, løb efter, og kun fordi hun var så hurtig, mistede Kicki ikke livet, da den kom ind under hjulene. Hun stak sin lille faste hage i vejret. Kun halen, sagde hun. Hvis det ikke havde været for Christa, ja hvad skulle Kicki have gjort uden hende? Hvad skulle JEG have gjort? Tænk, hvis jeg havde mistet både Otto og Kicki. Christa ønskede sig bare ud derfra. Hun lod blikket vandre til den næste i rækken, der ventede på at hilse på Thea. Det var en mand, han lyttede interesseret. Ham kendte hun udmærket. Bedre, end hun havde lyst til lige i øjeblikket. Hun havde siddet i en bil sammen med ham til dyrlægen, havde ventet sammen med ham og var blevet kørt hjem af ham, da Kicki havde været i behandling. Jamen dav, Morten, sagde Thea og rykkede i Kickis snor. Hils på Christa, sagde Thea. Kickis frelserinde. Jeg aner ikke, hvad jeg skulle have gjort uden hende. Og atter måtte Christa høre sin egen løgnehistorie blive fortalt. Morten rakte hånden frem, og Christa tog den. Hej, sagde han. Hej, sagde hun. De så på hinanden uden at fortrække en mine. ida jessen er født i 1964 og har skrevet romaner, noveller og børnebøger. I 2010 modtog hun De Gyldne Laurbær for romanen Børnene. 66 Ud & Se Oktober 2012