ER København en rig eller fattig By? Slaar man op i Stadens

BYENS PENGE ER København en rig eller fattig By? Slaar man op i Stadens højtidelige Regnskab, kan man finde saadanne Tal, som at dens Formue er op omkring 60 Millioner, eller at der aarlig indkommer en 12 13 Millioner i Skatter og Afgifter, at Belysningsvæsnet indbringer omkring 4 Millioner osv. Saadanne løsrevne Tal siger dog ikke stort, fordi de altid skal ses i Forhold til andre. Mere Besked faar man vel, naar man spørger om, hvad der lægges op og spares sammen i en By som København. Sparekasse- Inspektionen kan svare herpaa med et Tal, der fortæller, at den halve Million, Stor-København er vokset op til at være, har staaende saadan noget som 270 Millioner, som der altsaa har været Raad til at lægge tilside. Alligevel siger maaske heller ikke disse sidste Tal stort. Selv om de kan fortælle noget om, at hver af Hovedstadens Indbyggere i Gennemsnit har saa og saa mange Kroner staaende i Banken, faar man intet at vide om, hvorledes de i Virkeligheden er fordelt. Tallene hindrer jo ikke, at der ved Siden af mange pæne smaa Formuer eller, hvis Ordet er for stort, ikke helt smaa Nødkapitaler, findes adskillig virkelig Fattigdom og Nødstilstand i København. At der findes det, tvivler vel ingen om, Magistratens Fattigforsørgelse, de forskellige Understøttelsesselskaber, Assistenshuset, Pantelaanerne og flere kan tale med derom. Alligevel er der den Forskel paa København og de store Storstæder, at saa udprægede Fattigkvarterer som dér, Londons White - chapel f. Eks., finder man ikke i København. Det er naturligvis ikke Velstand og Komfort, man finder mest af ude i Vesterbros trøstesløst lange og triste Sidegader, saalidt som i de Kvarterer i den indre By, Vognmagergade- og Holmensgade-Kvarteret, der jo nu heldigvis er i Færd med at forsvinde, men den aabenbare Usselhed er det dog heldigvis i de færreste Tilfælde. Alle Forhold taget i Betragtning

KØBENHAVNSK OVERDAADIGHED 225 tør det vel siges, at København er en forholdsvis velstillet By. Den har ingen Rigdomme at prale med, de meget store Formuer er snart talt, selvom man ikke længer har nogen Skattebog at slaa op i, Reglen er en nogenlunde Indtægt, der tillader Byens Borgere at klare sig og endda lidt til. En svensk Forfatter, der har skrevet en Bog om det moderne København, har med megen Beundring talt om det paa en Gang nøjsomme og velhavende Københavnerliv, han har lært at kende. Hans Dom er vel nok bygget over Iagttagelser fra det ydre og udendørs Liv, han har lært at kende, men i al Almindelighed har han sikkert Ret. Det Storstads-Tilsnit, andre Storbyer kan rose sig af paa det offenlige Livs og de mondæne Forlystelsers Omraade, ejer København ikke stort af. Hersker der nogen Overdaadighed i København, holder den sig i hvert Fald inden Døre, hvilket meget naturligt kommer af, at den ikke har nogen plausibel Grund til at vise sig paa offenlige Steder. De mindre tilladelige men derfor ikke helt utilladte Nydelsers Tal begrænses blandt andet stærkt deraf, at den danske Hovedstad i sin Uskyldighedstilstand ikke ejer ret mange præsentable Eksemplarer af den kvindelige Halvverden", der andre Steder giver Farve til de lette Glæders Liv. Den københavnske Levemand" er da heller ikke nogen Type, der kan sidestilles med Udlandets Millionbyers, og hans Ekstravagancer er ikke af dem, der faar store Arveformuer til at smelte som Dug for Solen. Som Regel holder de velhavende Københavnere ret godt fast paa deres Skillinger, og hvad der ikke anvendes paa Hus og Hjem og Gaard og Grund, hvortil ogsaa hører den obligate Strandvejs-Villa, anbringes i solide Værdipapirer, der omhyggeligt opbevares i Bankens Bokslokaler til de halvaarlige Kuponklipninger. Stor-København. 11

226 BANKER FØR OG NU Deraf følger dog ikke, at det er Jævnhed og Tilforladelighed altsammen. En By i saa stærk Fremvækst som København kommer ikke sovende til sin Storhed. Det er store Kapitaler, der arbejdes med, og det gaar her som allevegne, at hvor der handles, der spildes. De store Krach, der som et pludseligt vulkansk Udbrud vælter højtansete Huse overende og sluger Formuer i sit Krater, kender vi vel ikke saa mange af herhjemme, men der er dog Tilfælde nok, der viser, at det ikke altid er helt sikker Grund, vi gaar paa, enten det nu skyldes mere personlige Forhold, som ikke har svaret til, hvad de har haft Udseende af, eller det kan, være de store Svingninger paa Verdensmarkedet, der ogsaa sender deres Dønninger hertil og trækker Rebet fast om Halsen paa dem, der ikke var altfor stive i Papirerne. Bankerne kan tale med derom. Bankerne! Det er ganske betegnende for den Udvikling, København gennemgaar, saa stor en Rolle de efterhaanden er kommet til at spille, og saa forandret Befolkningens Syn paa dem og Stilling til dem efterhaanden er blevet. I tidligere Dage var det Institutioner, som almindelige Mennesker saa op til med Højtidelighed og en Slags Ærefrygt, og hvis Virksomhed de slet ikke forstod noget af. Omtrent som den gamle Vismand i Tolstoys Mørkets Magt", der er hæftigt forarget over saadanne Ting som de nye Retirader og Bankerne, der ganske ubegribeligt paatager sig at gemme Folks Penge for dem og ovenikøbet giver dem flere til i Stedet for at lade sig betale derfor! Men den Sky, hvormed man betragtede disse moderne Pengemaskiner, der paa den ubegribeligste Maade malede Aktionærernes Lommer fulde, som Jættekvinderne malede Guld til Kong Frode, var heller ikke helt ubegrundet. Den skyldtes bl. a. den Fornemhed, hvormed Bankerne selv afspærrede sig. Der gaar Sagn om, hvorledes københavnske Banker for et halvt Hundrede Aar siden behandlede deres Publikum med den største Bureaukratisme og kun som i Form af en Naadesakt nedværdigede sig til at modtage dets Penge. Eller hvorledes det at faa en Veksel omsat krævede en højtidelig Antichambrering og var en overmaade vidtløftig Ting, der som oftest ikke gik i Orden, og i hvert Fald krævede adskillige Dage, før den ekspederedes. Forholdene har forandret sig. Publikum véd nu, at en Bank er en Forretning som enhver anden, og Bankerne har forstaaet - den store Konkurrence mellem dem indbyrdes har lært dem det at

1 Bankens Ekspeditionslokale.

228 DRISTIGE SPEKULATIONER det gælder om at fange Publikum ind og holde det fast. Det har ført til, at de efterhaanden har sendt deres Fangearme ud over den hele By og til Forstæderne med, og at der ikke findes mange Kvarterer, hvor de ikke har deres Afdelinger. Det var et Par mindre Banker, der for nogle Aar siden begyndte at descentralisere deres Virksomhed paa denne Maade, men de ældre og fornemmere har efterhaanden maattet følge Trop. Bankfunktionærerne holder Frokosthvil. Helt sund er denne Griben om sig maaske ikke, hverken for Bankerne selv eller for Publikum. Den vil bidrage til, at den almindelige Leven paa Kredit, der i de senere Aar har grebet saa stærkt om sig, end mere finder Indpas, og den vil næppe kunne vejes op mod den Opfordring til at spare og lægge Øre til Øre og Krone til Krone, som skulde være den anden Side af Bankernes Opgave. Den moderne Bank er jo ikke mere alene en Sparekasse, der frugtbargør Folks overflødige Mammon, den er en Spekulationsforretning i stor Stil, ofte ude i ret vovede Dispositioner, men hvor Gevinsten saa til Gengæld kan blive saa meget større, og det ene Tab dækkes af de andre Chancers Overskud. Der har ofte, ogsaa fra bankmæssig Side, været raabt Varsko i Anledning af de altfor mange Banker

DET STORE RUN" 229 København efterhaanden har faaet, men det synes ikke at frugte stort, og det vil sikkert ogsaa være vanskeligt paa det Omraade at gaa Udviklingen imod. Til vi en Gang staar foran den store Nedgang, foran Krisen, hvor run"'et mod Bankerne bringer dem ud af Ligevægt og for lange Tider berøver dem deres Prestige. Som de nu formerer sig, synes de kun at vokse i Rigdom og I Bankens Boksafdeling. Anseelse, og det ikke mindst i det Ydre. Klogt lægger det moderne Bankinstitut en betydelig Vægt paa, hvorledes det præsenterer sig udadtil. Selv de mindre Afdelingers Lokaler tager al Nutidens tekniske Raffinement i Brug og søger ved en solid Elegance at hæve sig op over Gadens øvrige Forretninger, og de store Hovedbanker indretter sig hele Palæer, værdige den Kong Mammon, der skal residere i dem. Det er et saadant Bankslot, der giver det rette Begreb om Pengenes Magt, og det er med bevidst Hensigt udstyret baade udvendig og indvendig saa luksuriøst, at det maa imponere selv den mest forvænte. Af Ydre og af Arkitektur langtfra pralende, snarest virkende ved en vis Massivitet, stilfuldt i sin Enkelhed og af rolig

230 DET MODERNE PENGESLOT Værdighed med sine røde Sten, sit mægtige Granitfundament, sine slanke Granitsøjler og de rige Vinduesindfatninger. Roligt og fornemt, paa en Gang helt moderne og dog stilfuldt stemt ind blandt sine gamle fornemme Omgivelser. Og det indre virker ikke mindre. Ad en pragtfuld Marmortrappe, hvis Vægge er beklædt med samme kostbare Sten, kommer man op i Vestibulen, hvor Bankens Grundlægger hilser den kommende med sit kolde Stensmil, og derfra gennem de mægtige Teaktræs Svingdøre med de kunstnerisk udformede Messingbeslag ind i Bankens Ekspeditionslokale. Gulvet er marmortavlet, det rigt facetterede Loft, hvorfra de mægtige elektriske Kroner hænger ned, bæres af vældige slebne Granitsøjler med ciselerede Broncekapitæler. Alle Skranker og Pulte er af fuldt Mahogni eller Teak, Inventaret efter Kunstneres Tegning, Rum- og Lysforhold de bedst tænkelige med baade Side- og Ovenlys, saa der ikke findes én mørk Krog. Og det er ikke alene de Lokaler, som søges af det daglige Publikum, der er saa komfortabelt udstyret. Den samme elegante Smagfuldhed hersker i alle de mange andre Kontorer eller Sale, hvor Bankens mange forskellige Afdelinger har Sæde, for slet ikke at tale om den overdaadigste af dem alle, hvor Bankraadet holder sine Møder, en hel Festsal, kun med den lidt strengere Karakter dens Bestemmelse paabyder. Og knap behøver det vel at siges, at Banken har taget alle moderne tekniske Forbedringer i sin Tjeneste, at Elektriciteten sender sit hvide Lys ud gennem Tusinder af Lamper, at Telefon, elektrisk Elevator, Rørpostsystem osv. osv. overalt er bragt i Anvendelse for at lette Ekspeditionen og Forbindelsen mellem de forskellige Kontorer. Og at der, hvad Udenomsbekvemmeligheder som Frokoststuer og Samlingsværelser, Baderum, Cyklestald osv. angaar, er gjort det muligste, for at det store Personale en af vore største Banker opgør det til over 300 Mennesker, Filialerne iberegnet, foruden ca. 50 Bude - kan befinde sig saa godt som mulig indenfor dens Enemærker. Men Bankens Stolthed er dog dens Boksafdeling, det store, underjordiske Rum, hvælvet som en gammel Kirkekrypt, Loftet baaret af en mægtig Granitpille. Ved alle tænkelige Sikkerhedsforanstaltninger er dette Rum gjort uangribeligt. Ild kan ikke naa derind og vilde ikke have noget at sætte sine Tænder i, hvis den kunde tænkes at opstaa derinde, og selv det mest udspekulerede Selskab af Banktyve vilde forgæves prøve alle sine snildeste Opfin-

Et Møde i en Banks Direktion.

232 KVINDELIG ARBEJDSKRAFT delser for at trænge ind i denne Helligdom, hvor Værdipapirer og alle Slags Kostbarheder opbevares i Staalskabenes Hundreder af dirkefri Rum. Banken har to Boksrum, et for Publikum, hvor enhver mod en vis aarlig Afgift kan leje et Rum til Opbevaring af Værdipapirer og lignende, og et, hvor Banken selv har sine Kassebeholdninger og Omsætningspapirer samt de Værdipapirer ofte I Bankens Kælder. til flere Hundrede Tusinde Kroners Værdi der er deponerede mod Laan eller til Opbevaring. Det er et helt lille Samfund, der lever indenfor en saadan Banks Mure, et Samfund med sine egne Love og sine egne Traditioner og ogsaa lignende det store Samfund deri, at den kvindelige Arbejdskraft har begyndt at rykke ind paa Livet af den mandlige. Det er efterhaanden ikke saa faa Damer, der erobrer sig en Plads i Bankerne, og som her finder god Anvendelse for de Egenskaber, Orden og Akkuratesse, der særlig kendetegner Kvindens Arbejde, og som Banken har særlig god Brug for. Naturligvis er der stærk Rift om Assistentpladserne, baade de

MANGE BÆKKE SMAA! 233 mandlige og de kvindelige. Som Regel er de ikke stort bedre aflønnede end Assistentpladser i Almindelighed i andre offentlige Kontorer, med en lille Begyndelsesgage og en langsom Stigning til et ikke altfor svimlende Maksimum, som de færreste naar op over, men det er dog altid det sikre", som det for de fleste kommer an paa, og endda med Udsigt til en Slags Pensionering efter et tilstrækkeligt langt Aaremaal. Det er først, naar de naar op over de underordnede Stillinger til de mere betroede som Kasserere, Bogholdere, Prokurister, Kontorchefer osv., at Gagen forhøjes betydelig, ekstra forbedret med Andel i Tantieme osv., til den kan naa Højder, der staar i Forhold til de enorme Summer, der arbejdes med. Men saa højt op i Rangforordningen naar kun de allerfærreste. Institutionernes tiltagende Omfang har efterhaanden, akkurat som det er Tilfældet med Storindustrien, nødvendiggjort en Specificering af Arbejdet, hver Mand til hans lille Speciale, hvert enkelt Hjul til sin bestemte lille Rundgang i det store Maskineri, hvoraf Følgen naturligvis bliver den, at det kun er de overordenlige Evner og den usædvanlige Interesse hvis det da ikke er formaaende Protektion der bringer sin Mand saaledes frem, at han kan erhverve sig en virkelig Indsigt i en moderne Bankinstitutions mangegrenede Virksomhed. Thi mere og mere drager Bankerne ind under deres Felt. De modtager og forvalter Smaafolks Sparepenge og kimser ikke af selv de mindste Summer det er betegnende at se, hvilken Udbredelse de efter amerikansk System indførte Hjemmesparebøsser, der opsamler de daglige overflødige Kobber- og smaa Sølvpenge, har faaet herhjemme i Løbet af ganske faa Aar, de griber ind i Handel og Industri, i Bygningsforetagender, selv i Litteraturen og Kunsten kan man nu og da spore dem og det ikke alene gennem et og andet Mæcenat i Politiken og de sociale Forhold spiller de som Fisk i rørt Vande, og det bekendte Ord, at det ikke længere er Staterne eller Fyrsterne, der bestemmer over Krig og Fred, men Bankerne, kan ogsaa overføres paa de hjemlige Forholds Krig og Fred. Kun én Ting gør Bankerne ikke naar undtages Nationalbanken, der trykker sine Sedler i stor Hemmelighedsfuldhed, men ikke altid saaledes, at de kan staa for en kritisk Prøvelse de laver ikke Pengene selv. Den rigtige Pengemølle er Statens Mønten".

234 I ÆVENTYRETS LAND Mønten, den kongelige Mønt der er i Navnet en Klang af Guld og Sølv, som behageligt kildrer Øret og frister Tankerne paa Fart langt udover den jævne Pasgang, de graa Dage tvinger dem ind paa. Hvad kunde man ikke naa, hvor rigt kunde Livet ikke forme sig, hvis! Og passerer man en Dag Møntens Bygning paa Mønten. Hjørnet af Holbergsgade og Herluf Trollesgade, synes man, at det er selve Æventyret, der boer tilhuse bag det høje Jærngitter og de fængselsagtig beskyttede Vinduer. Det er jo derinde, at Guldet og Sølvet forvandles til de Mønter, der spiller saa stor en Rolle i alles Tanker, og man gør sig allehaande Forestillinger om, hvad der foregaar indenfor den altid omhyggeligt aflaasede Port. Hvilke mystiske Kræfter er der i Bevægelse derinde, hvilke hemmelighedsfulde Processer foregaar der med det røde Guld og det hvide Sølv, inden det kommer for Dagens Lys som nypræget skinnende Mønt for at tjene Menneskenes Børn. Hvem der med et Trylleord kunde løse Stedets Trolddom og aabne Vejen for alle dets Skatte!

PROSA MOD POESI 235 For den, der med lovligt Ærinde naar ind i Helligdommen, svinder dog hurtigt alle æventyrlige Forestillinger, og selv en Vilhelm Bergsøe skulde have ondt ved at omforme denne gamle Pengefabriks ret nøgne Prosa til romantisk Poesi. Institutionen er vel gammel, forsaavidt Mønten blev anlagt af Frederik den 5. i 1748 omtrent paa samme Sted, hvor den nu findes, men den nuværende Bygning er kun 35 Aar gammel, en regelret Kontor- og Fabriksbygning uden al Mystik. Her er ingen skumle Kroge og ingen gamle Smuthuller med haarrejsende Spøgelsehistorier, og selve Arbejdet gaar med fabrikmæssig Præcision uden noget æventyrligt over sig. Her er ingen Jættekvinder, der maler Guld til Kongen, ingen langskæggede Dværge, der i Nattens Mulm hamrer det kostelige Metal ved den flammende Esse. I den kongelige danske Mønt foregaar alt i fuldt Dagslys, og er der noget, der adskiller denne Fabriksvirksomhed fra andre, er det vel kun den større Forsigtighed og Paapasselighed, der er en Følge af, at det gælder et saa værdifuldt Raamateriale og Fabrikat. Det er Kemikerne og Teknikerne, der her fører Ordet, Mystiken er Videnskabens, det er moderne, indviklede Maskiner, der besørger Prægningen, og det er Mennesker som alle andre, der forestaar og deltager i Arbejdet. Alligevel kan dette have Interesse nok, fordi det er vor Mønt, vore Penge, det gælder. Vi stiller jo til dem visse Fordringer, som vi ikke stiller til nogen anden Vare, først og sidst Fordringen til dens Paalidelighed. Den skal mere end noget andet være, hvad den udgiver sig for, fordi dens Brugbarhed som Omsætningsmiddel beror derpaa. Et Lands Mønt er det bedste Barometer for dets økonomiske Stabilitet, paa den hviler den rolige, daglige Omsætning, og kun derigennem opnaas den Tryghed i alle Forhold, som ikke er af mindre Værdi, fordi den bliver noget selvfølgeligt dagligdags, hvoraf man kun mærker Sarøet under urolige Forhold. Men netop denne absolute Præcision og nøje gennemførte Paalidelighed er det, man stærkest faar Indtryk af under et Besøg paa Mønten, medens en Udmøntning staar paa. Altsaa er vi der paa en saadan Dag, hvor alt er i travl Virksomhed lige fra Smelteriet til Prægemaskinerne; man er just ifærd med de nye Sølvtokroner, der i Anledning af Tronskiftet udmøntes i et Antal af 150,000 Stykker, og som bærer to Kongers Billeder, Christian den 9.s og Frederik den 8.s.

236 SØLV I BARRER Den første Form, hvori man stifter Bekendtskab med dem, er Sølvbarren, det gedigne, hvide Metal, af Størrelse og Form som et mindre Rugbrød, der efter Tilbud leveres af udenlandske Firmaer. Den vejer godt til den gennemsnitlige Vægt af en saadan Barre, hvoraf der kan blive op omkring 3000 Tokronestykker, er ca. 75 Pund og man løber ikke langt med mange af dem uden at udsætte sig for at komme til at dele den stakkels Correggios Skæbne. Men Smelteriet. det er da heller ikke nogen lang Vej, de har at tilbagelægge, fra den brandsikre Hvælving i Kontoret, hvor de opbevares, og ind i Smelteriet, hvor de store Digler af ildfast Ler og Grafit i utaalmodig Hede venter paa dem; den største af Diglerne tager ikke mindre end sine syv Hundrede Pund. Her smeltes Metallet ved en Temperatur paa over de 1000 Gr., og tilsættes med de mindre ædle Substanser, der er nødvendige for at give Mønten dens rette Haardhed Møntloven sætter for Guldmønternes Vedkommende Blandingen til 90 Vægtdele fint Guld og 10 Vægtdele Kobber, medens der for Sølvmønter (To- og Eenkronestykker) er fastsat en Blanding af rent Sølv og Kobber i Forholdet 12 til 3 og for Kobbermønter af 95 Vægtdele Kobber, 4 Vægtdele Tin og 1 Vægtdel Zink. Under Smeltningen, der for Sølvets Vedkommende tager omkring 5 Timer,

NAAR MØNTEN BLIVER TIL 237 tages der Prøver af Blandingen for at se, om den er, som den skal være, alt medens der paa god Husmodervis flittigt røres i Gryden. Naar Tiden er omme, øses det flydende Metal med lange Støbesker, der er beklædt med et Lag af ildfast Ler, for at intet skal hænge ved og gaa tilspilde, over i Støbeformene, hvorfra det størknet udgaar som lange, en halv Finger tykke Sølvlinealer, Tene" som deres I lustérkamret. tekniske Benævnelse er der vejes og med en Skivesaks beklippes for de Støberande, de har fra Støbeformene. Processen er ikke indviklet, det hele gaar til efter en jævn Kogebogs Opskrift. Mellem stærke Staalvalser udvalses Tenene, til de har den passende Tykkelse, naturligvis en meget nøjagtig Tykkelse maalt i Millimeter, og i Maskiner slaas saa de runde Pengestykker, Blanketterne", ud. Endnu er de dog kun i deres Vorden. Paa flade Træbakker, der hver har Hundrede smaa Fordybninger, hvori Mønten akkurat passer, tælles de hastigt og gaar saa op i Justérkamret, hvor den sidste Prøvelse af Størrelse og Vægt finder Sted; er de for tunge og tykke, skrabes og files de til, er de undervægtige, kasseres de og maa nok en Gang i Diglen. En snild

238 I PRÆGEMASKINEN Maskine tager saa mod dem og giver dem ved et stærkt Tryk deres ophøjede Kant. Men de mange Processer har ikke pyntet Blanketterne, der er sorte og anløbne at se til, og en Renselsesproces er nødvendig. Den foregaar i Vaskeriet, hvor de rystes rundt i store Trækar med Svovlsyre, der opløser Kobberilten, og herfra udgaar de skinnende hvide og blanke. Saa mangler de kun Præget for at kunne gaa ud i Verden til Glæde, eller undertiden til det modsatte, for Menneskenes Børn. Det faar de i Prægemaskinerne, som er høje, snildt indrettede Jern- og Staalvæsener, hvor de glatte Mønter hurtigt løber igennem, oghvorved detstærke Pres de udskaarne Stempler paa én Gang præger dem Prægemaskinerne. p a a ReveTSen Og Aversen, samtidig med at de faar deres riflede Kant. Saa hurtigt og præcist arbejder disse Maskiner, at hver af dem præger 70 Mønter i Minuttet; med en lille Klatskilling som de 150,000 nye Tokroner faar de da hurtig Bugt. Det gamle Ord, at hvor der handles, der spildes, maa vel ogsaa gælde en Institution som Mønten, hvor saa værdifuldt et Materiale passerer saa mange Stadier og saa mange Hænder. Alligevel er det sikkert her Tilfældet i mindre Grad end mange andre Steder. Der

GULD I SKORSTENSRØGEN 239 er saavist ingen Fare for, at Arbejderne om Aftenen gaar hjem med Lommerne fulde af nye Kronestykker, derfor sørger den nøje gennemførte og af sig selv virkende Kontrol, der holder Regnskab selv med hver lille Øre, som passerer Maskinen. Men ogsaa over det, man kunde kalde Affaldet hvad det dog ikke er i højere Grad, end at ogsaa det en skønne Dag genopstaar som blanke Penge holdes der Regnskab. Saa stor er Omhuen her, hvor selve Luften indeholder Metalværdier, at det er det kvindelige Personale forbudt at gaa med lange Kjoler, der slæber mod Jorden, at al Tøj skiftes efter endt Arbejde, og at end ikke Vaskevandet slaas ud og faar Lov at gaa i Kloaken; af det har man en Gang efter en Møntning indvundet Værdier for omkring 300 Kroner. Allerstørst Omhu udvises der naturligvis, naar det er Guld, der møntes. Alene i Røgen og Soden fra en Guldovn forsvinder der adskilligt, og selv om det er en lidt overdreven Anekdote, der beretter om Londons Mønt, at Røgen fra dens Skorsten helt havde ægteforgyldt en nærliggende Kirkekuppel, saa er der dog saa meget derom, at man her i København efter Møntningen i 1874 ved at nedbryde Ovnene og Kanalerne og udvaske Soden indvandt ca. 10,000 Kroner. Hvor hyppigt saadanne Udmøntninger foregaar, er grumme forskelligt, og der er i og for sig ingen anden Regel, end at det sker, naar det paakræves, hvilket vil sige, naar Nationalbanken erklærer sig nær ved at være renonce paa en Møntsort. Banken lader da Finantsministeriet det vide, og fra Ministeriet udgaar der Ordre til Mønten om at udmønte det nødvendige. Dog ogsaa Private kan lade Penge mønte, at sige hvis de møder med tilstrækkeligt meget Guld - ikke under for en halv Million hvis Guldet er af tilstrækkelig Finhed og f. Ex. ikke er Mineralguld, som Mønten ikke er indrettet paa at udsmelte, og hvis de betaler, hvad det i Arbejdsløn, Slid paa Maskiner osv. koster at udmønte det. I saa Fald kan Mønten ikke vægre sig, medens den derimod ikke indlader sig paa at udmønte Sølv til andre end Nationalbanken. Det hænger naturligvis sammen med, at Sølvpengene saa lidt som anden Skillemønt har den Metalværdi, de lyder paa. En Tokrone er efter Sølvets nuværende ringe Kurs ikke stort mere værd end ca. 80 Øre; skulde den indeholde Metal for Pengene, vilde den blive af en ganske uhandlelig Størrelse; paa samme Maade er der langtfra Metal for Pengene i en 5 Øre, der for Alvor vilde blive en slem Ladegaardsspecie, hvis den

240 EN MILLION I RENDESTENEN svarede til sit Navn. Men hvad der herved vindes, den Renteindtægt, som Forskellen i Værdi og Paalydende giver, er forbeholdt Staten, og for Statens Borgere spiller Forholdet ingen Rolle, forsaavidt de altid kan faa Guld, der har den paalydende Værdi, for deres Sølv. Naturligvis er det grumme sjældent, at Privatfolk møder op for at faa Guld møntet, ligesom Guldudmøntningen i det Hele taget kun foregaar med store Mellemrum. Guld er ikke saa stærkt i Omløb, det slides altsaa ikke saa meget, hvorimod Skillemønten ret snart bliver saa medtaget, at Nationalbanken og de offentlige Kontorer holder den tilbage og den igen gaar til Mønten til Indsmeltning. Hyppigst er det naturligvis Kobberet, der maa udmøntes paany, omtrent hvert tredie Aar, men det kommer ikke saa meget af Slidet som deraf, at der forsvinder ikke saa faa Mønter mellem Aar og Dag. Guldet passer Folk i Reglen omhyggeligt paa og gemmer det i Portemonnæens inderste Rum, ogsaa Sølvet er de nogenlunde omhyggelige med omend det er sket, at flitttige Samlere har kunnet sammenpille sig ikke helt ubetydelige Summer i Sølvmønt ude paa Lossepladserne og lignende Steder men Kobberet faar gladelig Lov til at rulle. Der regnes, at der forsvinder 1 Million Stykker Kobbermønt om Aaret! Det lyder af noget, men det er i Virkeligheden ikke saa betydeligt, naar man tager Danmarks Folkemængde i Betragtning; det vil da kun sige, at hvert Individ taber eller bortkaster én Kobbermønt hvert andet Aar. Var det endda alt, hvad Københavnerne tabte eller sløsede væk, men det tør jo næppe paastaas. Er de end gennemsnitlig set et ret sparsommeligt Folkefærd, udelukker det jo ikke en vis Portion af Ligegladhed og Letsindighed, der lader Mønten rulle og hver Dag have nok i sin Plage. Og hænder det, at en Dag faar mere, end den ret vel kan overkomme, saa kan der ogsaa være Raad for det, saa er der jo de barmhjærtige Institutioner, der hjælper Folk i deres bittre Nød. Forrest blandt dem er det hæderværdige Assistentshus, der danner Hjørnet af Nybrogade og Snaregade, med en af sine Fløje ud imod Gammelstrand. Gammelt og ærværdigt ligger Huset der med sit røde Tegltag og sine mange gittrede Vinduer, i et af Byens ældste og smukkeste Kvarterer. Kjøbenhavneren, der gaar det forbi, hilser det med det lidt forlegne Genkendelsesblik, hvormed man møder det, der minder om de heldigvis længst forsvundne Dage, da man nu og da

HOS ONKEL" 241 nødtes til at tage sin Tilflugt til Onkel"s Barmhjærtighed. Hvis han da ikke netop selv har Ærinde hos ham! Saa sagtner han sin Gang, naar han nærmer sig den smukke Portal i Nr. 2, og hans Blik glider hurtigt undersøgende op og ned ad Gaden. Nej, der er vist ingen Bekendte i Farvandet! Med en hastig, skarp Drejning er han inde i Porten, hvor han for alle Tilfældes Skyld bliver staaende et Øjeblik, studerende med stor Iver de officielle Auk- Assistentshuset set fra Gammelstrand. tionsbekendtgørelser indenfor Udhængsskabenes Staaltraadsnet. Skulde alligevel nogen have set ham, kan de endnu redde ham Skinnet. Det er først, naar han er inde i Gaarden og oppe ad Trappen til Expeditionslokalerne, at han for Alvor føler, at han har risikeret sit Rygte for at bytte sit Uhr mod tyve blanke Kroner. Men er han omsider naaet op foran Disken og har overbevist sig om, at han ikke har været saa uheldig at komme i Stue med en af sine gode Venner, bliver han rolig. Han ved, at derindefra møder der ham ingen utidig Nysgerrighed, forsaavidt han da er der i lovligt Ærinde. Af den gode Grund, at ogsaa den menneskelige Nysgerrighed har sine Grænser, og at den vilde faa mere end nok at gøre, om den skulde udstrække sig til alle dem, der, selv eller pr. Kommission, søger Assistentshusets Hjælp. Her Stor-København. II 16

242 EN MEDGØRLIG KREDITOR overraskes man ikke. Man er vant til at se Folk af alle Stænder indenfor Dørene. Her kommer den fatttige Kone med sit Vinterskørt, naar Varmen er kommen i Luften, her kommer Kommisen med sit Søndagstøj til Opbevaring Ugen ud, Studenten med sine Bøger, naar Sommerferien er inde; herhen sender Grossereren sin Karl med et Parti Varer, naar det kniber med en Vexel, eller Baronen sin Tjener med Familjesølvtøjet, naar Pengene fra Godset lader vente paa sig. Assistentshus-Gaarden. Onkel" har Trøst for dem alle og behandler dem alle ens. Han er Forretningsmand men uden det, som ellers stærkest kendetegner Forretningsmanden: Lysten til Gevinst. Han skal intet tjene, eller da saa lidt som mulig: fra en halv til én Øre for hver Krone om Maaneden (til Forskel fra de mange Gange flere, de private Pantelaanerforretninger suger ud af deres Offre). Og han er ingen skrap Kreditor. Et helt Aar opbevarer han sine mange Nevøers og Niecers betroede Gods, før han lader det gaa til Auktion, og i Aar og Dag gemmer han det mulige Overskud, Salget har givet. Han er et Fænomen, den virkelige uegennyttige Menneskeven, og Folk benytter sig af det. Ikke alene de, der er i Trang og Bekneb, men ogsaa praktiske Folk, der her finder et nemt og forholdsvis billigt Opbe-

FRA KÆLDER TIL KVIST 243 varingssted for Ting, de har vanskeligt ved at huse. Her faar man sin Pels forsvarligt nedpebret for Sommeren, og her finder man en billig Box til sine Sølv- og Guldting, medens man farter Hvropa rundt i sin Avtomobil. Alt tager Assistentshuset imod, og alt opbevarer det med en næsten rørende Omhu. Fra Kælder til Kvist er det fyldt af Alverdens Frembringelser, fra et Par udslidte Benklæder, der har indbragt sin Ejer en eller to Femogtyveøre, til Perler og Diamanter for Tusinder; i Skuffer og Skabe, paa Hylder og Reoler ligger det altsammen omhyggeligt indpakket, de mindre Ting i nette Papiromslag, Tøjet og Sengklæderne i den Emballage, Laanerne selv medbringer, eller i rene Sejldugsposer, Assistentshuset hvert Aar lader forfærdige i Tusindvis, altsammen nøjagtigt nummereret og rubriceret, for at det øjeblikkelig kan findes og Laantageren spares for at vente for længe, naar han kommer for at hente sit Pant hjem. Det er en lang Vandring, inden man kommer gennem alle disse Lagerrum, der huser en saa betydelig Del af Københavnernes Ejendele, ad Korridorer og snævre Passager, op ad Trapper og ned ad Trapper, gennem svære Jærndøre, der lukker sig efter En saa eftertrykkeligt, som skulde de aldrig aabnes igen, gennem smaa Hummere, hvor der er knap nok med Lys og Luft men saa meget mere af gammelt Støv og muggen Lugt, og gennem store Sale, hvor Vindu sidder tæt ved Vindu, og hvor Loftets pragtfulde Stukornamenter og Dørkarmenes kunstfærdigt udskaarne Egetræ fortæller, at det i Virkeligheden er et fornemt gammelt Hus, der er endt som dette Stor-Pulterkammer. Thi Husets Bestemmelse var jo en anden, da det byggedes op paa Tomten efter den store Brand, som i 1728 hjemsøgte København og lagde hele Kvarteret i Aske. Det byggedes som en storstilet Privatejendom, og dets pragtfulde Gemakker med deres syv Alen fra Loft til Gulv havde hyppigt fremmede Magters Gesandter tilhuse; paa Festaftener straalede Hundreder af Lys ud af alle de høje Vinduer, og Gigers og Fløjters Lyd og Pokalernes Klang og høje, glade Stemmers Brus slog som Ekko tilbage over den mudrede Kanal fra Kristiansborgs tykke Mure. Da var ikke Fløjen ud mod Nybrogade bygget den kom først til efter 1757, da Bygningen blev købt til Assistentshus og Hovedfacaden var ud mod Snaregade. Men Assistentshuset var da allerede en Institution med adskillige Aar paa Bagen. Dets Fødselsdag er den 3. April 1688, da en 16*