Februar 2012 Gynækologisk-Obstetrisk Afdeling Hillerød Hospital Hillerød Hospital Gynækologisk-Obstetrisk Afdeling Igangsættelse af fødslen
2
Igangsættelse af fødslen Beslutningen om at sætte fødslen i gang tages på baggrund af en samtale mellem dig/jer og lægen og/eller jordemoderen. I samtalen vurderer vi fordele og ulemper ved at gribe ind i graviditetens naturlige forløb og informerer dig om dine muligheder. Der er mange forskellige årsager til, at man ønsker at sætte fødslen i gang, og igangsættelsesforsøget kan derfor forløbe forskelligt. Du vil ofte kunne være hjemme, mens I venter på, at fødslen går i gang. Hvis du tidligere har født ved kejsersnit, skal du dog forblive indlagt under hele igangsættelsen. Hvordan bliver en fødsel sat i gang? Når du møder til igangsættelse gennemgår vi følgende med dig: Graviditeten indtil nu. Er graviditeten forløbet normalt eller er der risici, der skal tages særligt hensyn til? Kontrol af barnets størrelse og hvordan det ligger Indvendig undersøgelse af din livmodermund Kontrol af barnets hjertelyd Information om igangsættelse af fødslen. På baggrund af disse oplysninger planlægger vi forløbet af igangsættelsen. Der er flere metoder, som ofte kombineres: Hindeløsning Jordemoderen forsøger at løsne fosterhinden ved en undersøgelse gennem skeden. Når hinderne løsnes, er der mulighed for, at kroppens egne hormoner frigives. Dette kan stimulere fødslens begyndelse. 3
Hindeløsning kan være en forberedelse til en medicinsk igangsættelse og kan medføre smertefulde plukkeveer og let blødning fra skeden. Stikpille til modning af livmoderhalsen Under graviditeten er livmoderhalsen næsten lukket. Sidst i graviditeten modner livmodermunden hos de fleste kvinder og bliver kortere, blød og åben. Modningen kan hjælpes i gang ved hjælp af stikpiller i skeden og tager ofte nogle dage. Formålet er, at livmoderhalsen afkortes og blødgøres, så vi kan prikke hul på fosterhinderne og fremkalde vandafgang - et led i den naturlige fødselsproces. Veerne vil ofte starte et par timer efter vandafgang. Stikpillerne kan give smertefulde plukkeveer og let svien i skeden. Barnets hjertelyd og din veaktivitet skal overvåges både før og efter stikpillen er lagt op i skeden. Når stikpillen er lagt, skal du ligge en time, inden du må rejse dig. Der findes to typer stikpiller: Misoprostol Denne stikpille benyttes til at sætte fødslen i gang hos kvinder, der venter ét barn og ikke tidligere har fået foretaget kejsersnit. Den første dag oplægges stikpillerne 2 gange med ca. 5 timer imellem. Hvis veerne ikke starter i løbet af det første døgn, fortsættes behandlingen med stikpiller den efterfølgende dag. Hvis der fortsat ikke er veer, vil vi tage individuelt stilling til, om du skal have en pausedag, eller om vi skal skifte til en anden igangsættelsesmetode. Minprostin Denne stikpille benyttes ved tvillingefødsler samt i sjældnere tilfælde hos gravide med tidligere kejsersnit. Hvordan og hvor hyppigt denne stikpille gives, aftaler vi individuelt. 4
Ballonkateter Lægen oplægger et kateter med to små balloner gennem din livmoderhals ved en gynækologisk undersøgelse. Ballonerne i kateteret fyldes med saltvand og bevirker en modning af livmoderhalsen. Samtidig frigives kroppens egne hormoner, som fremmer fødslens begyndelse. Formålet med et ballonkateter er, at livmodermunden åbnes så meget, at man kan prikke hul på fosterhinderne. Ballonkateter kan være første valg til igangsættelse af fødslen, hvis du tidligere har født ved kejsersnit. Du kan ofte gå hjem og sove, når ballonen er lagt Hindesprængning der prikkes hul på fosterhinderne Når livmoderhalsen er afkortet, og livmodermunden har åbnet sig 2-3 cm, kan jordemoderen prikke hul på fosterhinderne, så fostervandet siver ud. Herefter vil veerne ofte starte i løbet af et par timer. Vestimulerende drop Hvis du ikke har fået effektive veer et par timer efter vandafgang, kan du få et vestimulerende drop (Syntocinon-drop). Mængden af vestimulerende middel øges gradvist, indtil din livmoder danner effektive veer. Det vestimulerende drop beholder du indtil ca. en time efter fødslen, da livmoderen fortsat skal stimuleres, så den trækker sig sammen efter fødslen og du undgår at bløde for meget. Overvågning under igangsættelse Under igangsættelsen og under den efterfølgende fødsel overvåger vi barnets hjertelyd ved hjælp af et CTG-apparat. 5
Ulemper En igangsættelse kan give hyppige plukkeveer, der trods smerter og ubehag ikke sætter fødslen i gang. Det er blandt andet årsagen til, at en igangsættelse kan øge behovet for smertelindring i fødselsforløbet. Hvor lang tid tager igangsættelse? Ved igangsættelse griber vi ind i en naturlig proces, hvor kroppen måske ikke er klar til at reagere med veer, trods vores medicinske behandling. I disse tilfælde vil en igangsættelse tage flere dage, og du/i kan opleve forløbet som langvarigt. Forløbet afhænger af, hvor langt du er i graviditeten og om du tidligere har født. Hav tålmodighed og medbring underholdning! Fødslen er i gang, når du har regelmæssige veer, som får din livmodermund til at åbne sig. På dette tidspunkt vil du blive flyttet til Fødegangen. Enkelte gange lykkes det ikke at få fødslen i gang inden for det ønskede tidsrum. I denne situation vurderer lægen dit forløb sammen med dig. I vurderer, om igangsættelsen kan fortsætte, om du skal holde en pausedag eller have foretaget et kejsersnit. Tidspunktet for igangsættelse kan udskydes Vi vil normalt starte igangsættelsen på den aftalte dag. Da vi gerne vil sikre dig den bedste pleje og overvågning i forløbet, kan det undtagelsesvist være nødvendigt at udskyde igangsættelsen på grund af travlhed. Det sker naturligvis kun, hvis vi skønner det forsvarligt, og vi vil i disse tilfælde tilbyde dig en kontrol på Akut Modtagelse for Gravide med CTG og eventuelt skanning. 6
Kontakt Hvis du har spørgsmål, er du altid velkommen til at kontakte Akut Modtagelse for Gravide Telefon: 48293756 7
Forløbsplan for igangsættelse af fødslen Årsag til igangsættelse Tid til igangsættelse: Den / 20 kl. 1. dag: 2. dag: 3. dag: 4. dag: Når du møder til igangsættelse af fødslen, skal du møde på Akut Modtagelse for Gravide, G0131. Februar 2012, BB/BRA/SUMI/emb Hillerød Hospital Gynækologisk-Obstetrisk Afdeling Dyrehavevej 29 3400 Hillerød OBS-PAT46 Telefon: 48293707 E-mail: gyn-obst@hih.regionh.dk www.hillerodhospital.dk