UNDERVISNINGS MINISTERIET Dansk A Højere forberedelseseksamen Hæfte 2 Kl. 10.30-15.00 2hf101-DAN/A-2-28052010 Fredag den 28. maj 2010 kl. 9.00-15.00
092502.indd 2 10/03/10 12.36
Prøvemateriale Hæfte 2 Særtekster udleveres kl. 10.30: Side 5. Kjell Askildsen: Et dejligt sted.................................... 4 6. Leif Panduro: Louises hus....................................... 7 7. Emma Gad: Samtale............................................ 9 Ortografi og tegnsætning følger originalerne. Trykfejl er dog rettet. 3 092502.indd 3 10/03/10 12.36
5. Kjell Askildsen: Et dejligt sted Teksten er et uddrag af en novelle fra Hundene i Thessaloniki, 1996. Oversat fra norsk af Jens Christian Grøndahl. Kjell Askildsen (f. 1929), forfatter. 5 10 15 20 25 30 35 40 Kører du ikke lidt hurtigt? sagde hun. Nej, sagde han. Lidt efter drejede han af fra hovedvejen og ind på den smalle og snoede nedkørsel til fjorden. Hvor er her blevet grønt siden sidst, sagde hun. Ja, sagde han. Vejen er ligesom blevet smallere, sagde hun. Jeg kører ikke hurtigt, sagde han. Lige før de kom til den store eg hvor han plejede at stille bilen, sagde hun at hun kunne mærke at alt ikke var som det skulle være. Det plejede hun at sige når de nærmede sig sommerhuset, og han svarede ikke. En gang får hun måske ret, tænkte han. Han parkerede bilen. Han hjalp hende med at få den letteste rygsæk på. Begynd bare at gå, sagde han. Jeg venter på dig, sagde hun. Jeg indhenter dig, sagde han. Han indhentede hende halvvejs nede ad det stejle, tilgroede hjulspor. Hun stod og ventede på ham. Er den tung? sagde han. Nej, sagde hun. De gik videre. Efter et par minutter kom huset til syne under dem. Han sakkede bagud; hun plejede altid at gå forrest de sidste meter. Hun skubbede leddet op, så sagde hun: Der har været nogen. Javel, sagde han. Jeg lagde en sten på ledstolpen, sagde hun, og den er væk. Ja, ja, sagde han, så er der vel nogen der har taget den. Var der noget specielt ved den? Nej, sagde hun, en almindelig sten. Han skubbede leddet i efter sig. Jeg kan ikke lide at der har været nogen, sagde hun. Han svarede ikke. Han så at æbletræet stod i blomst. Se æbletræet, sagde han. Ja, sagde hun, er det ikke smukt. Hun var kommet hen til døren. Hun tog rygsækken af. Han gik hen til hende, satte bæreposerne ved siden af hendes rygsæk og tog nøglen op af lommen. Åbner du? sagde han. Du gør det, sagde hun. Han låste op og gik indenfor. Han satte rygsækken fra sig på køkkengulvet og fortsatte ind i stuen. Han åbnede et vindue og blev stående og så ud over fjorden. Hun kaldte på ham. Han gik ud til hende. Vil du ikke være sød og hejse flaget, sagde hun. 4 092502.indd 4 10/03/10 12.36
45 50 55 60 65 70 75 80 85 Nu? sagde han. Jeg kan godt lide at folk kan se at vi er her. Han så på hende, så tog han bæreposerne og gik ind igen. Han hentede flaget i kommodeskuffen i gangen. Det var altid det første far gjorde, sagde hun, at hejse flaget. Ja, sagde han, det ved jeg jo. Du har ikke noget imod det, har du? Du kan jo se, at jeg har hentet det, sagde han. Han gik hen til flagstangen. De sad ved køkkenbordet. De havde spist. Hun sad og så ud ad vinduet, op mod den tætte skov. Er det ikke et dejligt sted, sagde hun. Jo, sagde han. Jeg tror ikke der er nogen der har et bedre sted, sagde hun. Han svarede ikke. Jeg ville bare ønske at vi kunne fjerne alt buskadset i skovbrynet. Hvorfor det? sagde han. Det bliver så du kan ikke se hvad der er bagved. Det er ikke vores grund, sagde han. Nej, sagde hun, men alligevel. Far plejede altid at fjerne det. De sad tavse lidt. Hvad skal vi lave i morgen? sagde hun. Behøver vi lave noget? sagde han. Nej, jeg ved ikke, sagde hun. Ro en tur. Til Ormøya for eksempel. Der er da fint nok her, sagde han. Ja vist. Ja men så bliver vi her, ikke? Desuden er der jo nok at gøre her. I morgen slapper vi af, sagde han. Men lokummet skal tømmes, sagde hun. Det haster ikke, sagde han. Nej, bare det bliver gjort. De stod nede på den cementerede mole, solen var ved at gå ned. Åh, hvor jeg elsker det her sted, sagde hun. Han sagde ikke noget. Dér, det var lige dér jeg faldt i vandet. Ja, sagde han, det har du fortalt. Jeg må have været fire år, sagde hun. Fem, sagde han. Ja, måske. Jeg slog hovedet mod en af de sten du kan se dér og fik et dybt snit over øret, og hvis far ikke havde hvad var dét? Det lød som et dyr, sagde han. Der var nogen der råbte, sagde hun. Nej, det lød mere som et dyr. Lad os gå ind, sagde hun. De gik op mod huset. Vi må huske at tage flaget ned, sagde hun. Det er ikke nødvendigt, sagde han. Det har vi da altid gjort, sagde hun. 5 092502.indd 5 10/03/10 12.36
90 Ja, sagde han, det ved jeg. Der er en regel som siger at man skal gøre det, sagde hun. Jeg ved det, sagde han. Jeg vil have at du gør det, Martin. Ellers gør jeg det selv. Okay, okay, jeg skal nok gøre det. 95 100 105 110 115 120 125 130 Da han kom ind, sagde han: Jeg åbner en flaske vin. Ja, gør det, sagde hun. Hun satte sig på slagbænken. Han skænkede op i hendes glas. Tak, ikke mere, sagde hun. Han skænkede dobbelt så meget op til sig selv og satte sig ved vinduet. Det var dér far plejede at sidde, sagde hun. Ja, det har du fortalt, sagde han. Og hvor plejede din mor at sidde? Mor? Hun Hvorfor spørger du om det? Jeg kom bare til at tænke på det. Skål. Som regel tror jeg hun sad her på slagbænken. Hun nippede til sit glas. De sad tavse. Han skubbede stolen lidt tilbage så han kunne se ud på fjorden uden at skulle dreje hovedet. Han drak. Hvor er her stille, sagde hun. Han svarede ikke. ( ) Hun fortsatte med at læse. Lidt efter så hun op og sagde: Har du taget flaget ned? Ja, sagde han. Har du? sagde hun. Nej, sagde han. Hvorfor sagde du ja? sagde hun. Han svarede ikke. Så sagde han: I morgen tager jeg ind til byen og køber en vimpel. Åh nej, sagde hun, ikke vimpel, det er så Vi har aldrig haft vimpel. Han svarede ikke. Hun lagde bogen fra sig, rejste sig og gik ud i køkkenet. Han hørte hende åbne og lukke yderdøren, så blev der stille. Han drak en stor slurk vin, så en til. Han gik hen til bordet og fyldte glasset. Han satte sig og så ud over fjorden. Lidt efter gik døren. Han hørte at hun trak kommodeskuffen ud, så skubbede hun den i. Hun kom ind i stuen og satte sig på slagbænken. Skål, sagde hun. Skål, sagde han. De drak. Jeg tog flaget ned, sagde hun. Jeg er ked af hvis du tror jeg synes at det er dig der skal gøre det. Han svarede ikke. Du har jo altid gjort det, sagde hun. Jeg vidste ikke at du havde noget imod det. Han svarede ikke. Du ved, jeg har aldrig gjort det før, sagde hun. Det var altid far der gjorde det. Og siden var det dig. Jeg har aldrig været her alene. Nej, det ved jeg, sagde han. 6 092502.indd 6 10/03/10 12.36
5 10 15 20 25 30 35 6. Leif Panduro: Louises hus Teksten er et uddrag af tv-spillet Louises hus, 1976. Leif Panduro (1923-1977), forfatter. Stuen. Henry sidder ved det smukke rokokoskrivebord og kigger på en udstykningsplan. Louise kommer ind med kaffebakken. Henry kigger på hende over brillerne. Hun stiller kaffebakken på sofabordet og går hen og tager en konjakflaske og -glas i barskabet. Hun stiller det fra sig ved bordet og kigger over på ham. Han følger hende med et lille smil. Der er noget determineret over hende. Louise: Hvordan er det er vi uvenner? Henry: Jeg er ikke uvenner med dig! Louise: Det var fandens! Henry: Hvis du nu går ud ad døren der og kommer ind igen så ka vi begynde forfra! Louise [smiler]: Hvor vil du ha kaffen her eller der? Henry: Dér tak! Og jeg vil ikke ha konjak! Louise: Jeg syns du sku ha en masse konjak! Henry: Så falder jeg i søvn Louise: Det er bare en dum undskyldning! [pause] Jeg vil gerne snakke lidt med dig! Henry: O.K. [Han rejser sig og strækker sig] Så drikker vi os fra sans og samling og så snakker vi om det hele [Han omfavner hende på vej hen til sofaen og snuser ind] Hva har du drukket? Louise: Snaps! Fra køleskabet! Henry: Hvorfor det? Louise: Hvorfor og hvorfor? Fordi jeg er alkoholiker! Henry: Du er ikke alkoholiker! Louise [ler]: Du ser så alvorlig ud Læser du ikke aviser! De skriver ellers så meget om at de frustrerede forstadskoner bliver alkoholikere Jeg vil gerne følge med! Henry [sætter sig i sofaen]: Nå, hva er det så vi ska snakke om? Louise [ler, lidt usikkert]: Du har præcis det samme udtryk i øjnene som min far hade, når vi ville snakke alvorligt med ham Henry: Tak tak! [pause] Nå? Louise [pause]: Det er slet ikke så let! Henry: Der er måske slet ikke noget at snakke om? Louise: Jeg vil gerne snakke lidt med dig om os to [går i stå og giver et fnis fra sig] Gud, hvor lyder det højtideligt! [tager sig sammen] Os to ja! Henry: Ja så! Er der noget i vejen med os to? Louise: Hva syns du? Henry: Er der noget specielt du er utilfreds med? Louise: Jaeh, måske Henry: Har du overhovedet gjort dig klart hvad du eventuelt skulle være utilfreds 7 092502.indd 7 10/03/10 12.36
40 45 50 55 60 65 70 med? [pause] Man ku sige det sådan, at det sikkert ville være en fordel for dig, hvis du kunne finde ud af det var mig du var utilfreds med Louise: Jeg behøver næsten ikke at sige noget! Du klarer det hele selv! Henry: Jeg er vant til spegede forhandlinger Men ordet er da frit! Louise [ser på ham pause] Gud, hvor er du rædselsfuld! Henry [smiler]: Kæreste Louise, jeg sidder kun og venter på du ska fortælle mig hva det er der trykker dig! [pause] Men måske er der slet ikke noget! Måske er det en illusion at du så gerne vil tale med mig Der står jo også i aviserne at folk taler for lidt med hinanden [pause] Guderne ska ellers vide der blir' talt nok i dette land Louise [ser lidt på ham løfter så hånden]: Heil Hitler! [Henry kigger på hende. Han ryster opgivende på hovedet. Telefonen ringer] ( ) Henry [sætter sig overfor hende]: Nå, hva ska vi to så se lige i øjnene? Louise: Hva skete der den aften og la nu vær og sig hvafor en aften? Henry [skal lige til at sige hvafor en af ]: du blev syg, ikke? Louise: Ja, det ved jeg Men hva skete der? [pause] Var jeg fuld eller Henry: Du var temmelig fuld også Du var ikke rask! Louise: Hvordan ikke rask? Henry [leger med sit glas]: Ka du slet ikke huske det? Louise: Næeh Henry: Du hade det ikke så godt Du var ikke rask den tid Louise: Jamen hva skete der for fanden? Henry: Du fik et et sammenbrud [pause] Ska vi ikke snakke om noget andet? Louise: Nej, jeg vil snakke om den aften Henry [pause]: Jamen det vil jeg ikke Louise: Hvorfor ikke? Henry: Fordi fordi jeg vil ikke snakke om det! Der er jo ingen grund til og snakke om det Du har ikke godt af det Louise: Hvem sir det? Henry: Overlægen sir vi ikke ska snakke om det Han mener det ikke er klogt og snakke om det! [pause] Ja, jeg ved sgu ikke om han har ret Men jeg har besluttet mig til at gøre som han sir Der er ikke mer og snakke om [De kigger på hinanden] 8 092502.indd 8 10/03/10 12.36
5 10 15 20 25 30 35 7. Emma Gad: Samtale Teksten er et uddrag af Takt og Tone, 1918. Emma Gad (1852-1921), forfatter. At faa begyndt er jo altid det sværeste, især hvis man er lidt genert af sig. Man bør ikke begynde en Samtale med at tale om Vejret. Man skal helst indlede med en for den anden Part behagelig Ting som f. Eks.: Jeg har med Glæde set, at Deres Søn o. s. v. Man gør paa den Maade et gunstigt Indtryk i Starten. Hvis man mærker, at man ved et Spørgsmaal eller en Bemærkning er kommet galt af Sted og har traadt ind imellem Brændenælder, bør man lynsnart dreje af og ikke søge at hjælpe efter, som f. Eks. hin 1 Mand, der havde værtinden til Bords og sagde: Ah, det er ikke saa ilde at have Gaasen ved sin Side ja, jeg mener den stegte. At tale med Folk og at kunne tale med Folk er ikke ensbetydende. Selv om man har Ordet nok saa meget i sin Magt, nytter det kun i Samvirken med en sympatisk, tillidsvækkende Fremtræden. Utidig Spørgen. Spørg ikke Folk for meget om deres rent personlige Forhold, undtagen det er meget fortrolige Venner. Tilbageholdenhed med Spørgsmaal hører f. Eks. i England med til de mest elementære Regler for Velopdragenhed, hvorimod man her kan høre Spørgsmaal omtrent som disse: Hvordan er det er Deres Broder ikke ved at gaa Fallit? Eller: Besøger De sommetider Deres fraskilte Kone? Ligesom man kan se en endnu ungdommelig Dame se lidt stram ud ved Spørgsmaalet: Hvor gammel er det nu egentlig, De er? Vor utvungne Tone er behagelig, men den maa underbygges med Takt. At kunne forstaa Spøg og selv at kunne anvende den er en af de vigtigste Betingelser for at have Tiltrækning. Den, der ikke forstaar Spøg, er i kultiverede Forhold uhjælpeligt henvist til at regnes blandt de Tørre og de Stikne 2. At have en Skælm bag Øret og en lun Udtryksmaade er derfor noget af det bedste, man kan faa i Vuggegave af en venlig Fé mangen Fordel kan vindes og mangen Ubehagelighed afværges for Den, der kan turnere 3 en Spøg, som kalder Smilet frem. Men hvis man mærker, at Den, man taler med, er ganske uimodtagelig for en spøgefuld Form, bør man øjeblikkelig slaa Kontra 4 med en rask Passage 5 over i det kedelige, hvor man altid er mere sikker paa ikke at gaa paa tynd Is. Naturligvis kan en spøgefuld Tone være højst ilde anbragt, naar det gælder Livets pinlige eller sørgelige Øjeblikke, og kun en instinkmæssigt Taktfølelse kan sige En, naar den er betimelig 6 og naar ikke. Det er en almindelig og ikke helt klædelig Form for Spøgefuldhed, at Ægtemænd fremstiller det for Fremmede, som om de ingenting kan sætte igennem for deres Kone. Søg at undgaa den. 1 hin: den 2 stikne: let at fornærme 3 turnere en Spøg (her:) forme en spøg på en sprogligt elegant og vittig måde 4 slaa Kontra: svare tilbage 5 Passage: overgang 6 betimelig: passende 9 092502.indd 9 10/03/10 12.36
40 45 50 55 60 Giv aldrig en Meddelelse, der indeholder noget trist, som Svar paa en munter og venlig Forespørgsel. Naar f. Eks. en ganske Fremmed i Uvidenhed spørger til en fjern afdød Slægtning eller fraskilt Ægtefælles Befindende, da sig helst blot: Jo, mange Tak! En pinlig Forklaring er til ingen Nytte paa et ilde anbragt Sted. Vær forsigtig med at sige til Folk, at de ligner Den eller Den, selv om Ligheden forekommer Dem saa slaaende, at De synes, De maa af med Deres Mening. Folk synes aldrig saa godt om den Paagældende som om sig selv, næppe nok, hvis det var selve Kleopatra 1. Mænd er i Grunden kun tilfredse med Napoleon. Sig aldrig til en Dame, at hun har lagt sig ud. Slankhed er til den Grad Tidens Løsen, at en Udtalelse om tiltagende Embonpoint 2 er det samme som at antyde en Aftagen i Skønhed. Nævn ikke til Den, De taler med, hvad sjelden undlades, at Vedkommende har et Saar i Panden, et svollent 3 Øje, en Filipens e. l. Den Paagældende ved det kun alt for godt og vil i de fleste Tilfælde nødig have det paatalt. Afbryd saa vidt muligt ikke den Talende. Vigtige Samtaler. Man bør ikke i Selskabslivet tale om Forretninger som almindeligt Samtalestof, hvad der paa Engelsk kaldes at tale shop. Noget andet er, at man i en Selskabskreds søger at faa en formaaende 4 Person paa Tomandshaand for at fremme et bestemt Formaal. Det gælder med Behændighed at udnytte Chancerne her i Livet. Naar De skal have en afgørende Samtale, stiv Dem da ikke af med stimulerende Drikke. Vær heller ikke for mæt. Det skærper ikke Intelligensen. Naar De søger en Myndighed eller Potentat 5 for at forebringe en Sag eller sætte noget igennem, kom da ikke med en lang Indledning. Gaa lige løs paa Fænomenet efter i Tide at have overvejet vel, hvad det gælder om at faa sagt, og udbred Dem ikke om personlige Forhold. Beklag Dem ikke heller, selv om De har Grund til det. De fleste afskrækkes og trættes ved Klager. 1 Kleopatra: smuk ægyptisk dronning (69 f.kr. 30 f.kr.) 2 Embonpoint: buttethed 3 svollent: opsvulmet 4 formaaende (her:) brugbar 5 Potentat: magtfuld person 10 092502.indd 10 10/03/10 12.36
Oplysninger til brug for Copy-Dan: Solveig Bennike, Lisbeth Nyborg, Mette Trangbæk Hammer: Replikker og samtale, fra: Faglige forbindelser i dansk. Dansklærerforeningen, 2005. Roberta Montanari: Snik snak snude ellers er du ude. Kristeligt Dagblad 21.9.2007. De ringer vi spiller, fra: Eva Heltberg og Jørn Lund: Sprog i dansk En håndbog. Gyldendal, 1996. Herman Bang: Ludvigsbakke. Det Schubotherske forlag, 1896. Kjell Askildsen: Et dejligt sted, fra: Hundene i Thessaloniki. Forlaget Per Kofod, 2002. Leif Panduro: Louises hus. Gyldendal, 1978. Emma Gad: Samtale, fra: Takt og tone. Gyldendal, 1918. Billedoplysninger: Edward Hopper: Chop Suey, fra: Edward Hopper 1882-1967. Schirmer Mosel Verlag, 1981. Nicoline Werdelin: Laura og Nugga, 2. Lindhardt og Ringhof, 1994. 11 092502.indd 11 10/03/10 12.36
Undervisningsministeriet 092502.indd 12 10/03/10 12.36