Alt forandres LÆSEPRØVE

Transkript

1 Alt forandres LÆSEPRØVE

2 Joan Bach Ludvigsen LÆSEPRØVE Alt forandres Noveller

3 To par Han vidste, hvad hun ville sige, så snart de var gået derfra. Når de var kommet ud af opgangen og havde gået et par minutter i tavshed. Først lidt ligegyldig snak og så langsomt fik hun drejet samtalen ind på Lisa og Troels. Hun begyndte altid langsomt, tøvende og med mange pauser. Synes du ikke, de er det holder nok heller ikke denne gang. Han kiggede på ejendommene, de gik forbi. Indre by. Her var stille om aftenen, mere stille end i mange af byens andre kvarterer, på en måde var der noget fascinerende ved det. De mange mørke bygninger. Det er også den måde, Lisa kan sige tingene på, synes du ikke? Hun skævede usikkert til ham. Afventende. Det var det samme, hver gang de havde besøgt Lisa og Troels. Hvorfor tager vi overhovedet derop? han lød opgivende. Hvad mener du? spurgte hun. Hvorfor tager vi derop? Du bryder dig jo alligevel ikke om dem, vel?

4 Hun sagde ikke noget. De fortsatte med at gå. Aftenen var mild. Det var endda stadig en smule lyst. De passerede et værtshus. Døren stod åben. Et gulligt lys kom ud derfra, lyden af stemmer og en lugt af røg og øl. De havde fået vin til maden. Det trak i ham for at drikke sig fuld uden grund. De gik forbi. Hun svarede, jeg ved det godt, men kan du ikke se det? Det var et spørgsmål, men hun svarede selv på det, før han nåede at sige noget. De er bare ikke til at holde ud at være sammen med, når de er sådan. Han kunne godt se det, vidste godt, hvad hun mente. Men nu var det jo hendes veninde og ikke hans. Det var altid værst, når Lisa og Troels lige havde fundet sammen igen. De slog op og fandt sammen igen, ustandseligt. Og hver gang var der denne her middag, hvor de sad og var overlykkelige, nyforelskede og det lyste ud af dem, at de lige havde haft sex. De kunne ikke gå forbi hinanden uden at kysse. Skulle hele tiden røre ved hinanden. Deres ansigter lyste og blussede. Det var faktisk ret udholdeligt. Men han lod sig ikke gå på af det, som hun gjorde. Det stak til noget i dem, til noget i deres forhold. Men det værste var, at hun altid blev i så dårligt humør af det. Nedtrykt. På en måde som han ellers aldrig så hende. I flere dage efter var der både det ene og det andet galt i deres forhold, ting hun ellers ikke lod sig gå på af. Hvorfor lader vi så ikke bare være med at se dem?

5 Igen sagde hun ikke noget. De fortsatte med at gå i tavshed. Hun så sammenbidt ud. Så er det vel heller ikke værre? Hvorfor betyder det så meget for dig? spurgte han. Hun rystede på hovedet. Jeg ved det heller ikke. Jeg ved det ikke. Hun begyndte at græde kun lidt, slog ud med armene, snøftede og tørrede sig med en finger under hvert øje. Det er bare, hun gik i stå. Det er bare efter sådan en aften, så er det, som om at alt det, der er galt med os, bliver så tydeligt. Ikke at der er noget galt på den måde. Det sidste sagde hun lidt lavere. Han nikkede. Hun så det ikke. Han forstod godt, hvad hun mente, og samtidig var han såret. Det var så ligegyldigt, hvad Lisa og Troels mente om deres forhold, og hvad så, hvis de syntes, de var for satte, for kedelige og dyrkede for lidt sex. Han elskede hende og var glad for deres forhold. Men det var hun åbenbart ikke, når hun kunne få det sådan af at være sammen med dem. Igen var der en pause. De gik. Nogle fulde unge cyklede forbi. De råbte og grinte. En sang. Ok, så lad os vende om. Så går vi på værtshus. Drikker os fulde, kommer op og skændes, og bagefter tager vi hjem og elsker vildt. Mens han sagde det sidste, lagde han hånden på hendes numse. Ordene fik hende til at grine

6 Det kan vi jo ikke, det ved du også godt, hun så på ham. Hvorfor ikke? Din mor passer Clara, desuden skal vi begge op i morgen, og jeg orker ikke at have det dårligt. Hvad er så problemet? Jeg ved det ikke. Det er bare, når vi er sammen med dem, og de er sådan, så tænker jeg, at der er noget, der mangler i vores forhold. De har jo heller ikke et barn, vel? forsøgte han, selv om han godt vidste, at det ikke var dér, forskellen lå. De var bare ikke sådan. Han kunne ikke være sådan. Det var heller ikke hende. Det vidste han, måske vidste hun det bare ikke selv. Det er selvfølgelig rigtig nok. Det havde jeg ikke tænkt på, svarede hun og smilede til ham. Hun fandt hans hånd og klemte den