Tværfaglig indsats med faglig styrke! Basisteamuddannelsen Børne og Unge Rådgivningen Case til punktet kl. 13.45: Det tværfaglige arbejde øves på baggrund af en fælles case, som fremlægges af ledelsen 1
Da jeg er blevet bekendt med følgende episode, sender jeg hermed en underretning omkring en samtale, som jeg havde med 2 børn i dag på Horne Skoles SFO. En pige og en dreng sidder på kontoret sammen med undertegnede på kontoret og snakker om en episode, der har været i weekenden. Pigen er plejebarn. Mor bor i Ringparken i Faaborg sammen med pigens lillebror på godt et halvt år, og hendes kæreste. Drengen på kontoret bor ligeledes i Ringparken. Pigen er hjemme hos plejeforældrene denne pågældende weekend, hvor episoden finder sted og er således ikke hos mor. Drengen har fortalt pigen, at der har været ballade i weekenden hos hendes mor. Det har han gjort allerede i skoletiden, inden de kommer på SFO. Pigen er ked af det og meget bekymret og bange, da hun og drengen kommer på SFO en, hvilket medfører, at jeg tager begge to med ind på kontoret, hvor de i ro og fred kan snakke. Mors kæreste har weekenden (lørdag) haft et skænderi med mor. De har råbt og skreget af hinanden. Kæresten skulle have slået ud efter mor og giver hende en blodtud. Drengen fortæller: Jeg, min Far og min storebror var i garagen, for at ordne scootere. Så bliver der råbt til min Far, at han skal skynde sig at komme, for den omtalte kæreste er blevet gal og skændes med pigens mor. Drengens far løb af sted, alt hvad han kunne. Lidt efter ringede han på min mobil, for at få min storebror til at komme, for han kunne ikke helt styre kæresten. Jeg siger til drengen, at det da må have været ubehageligt for ham at opleve sådan noget og spørger, hvordan han har det med det. Drengen svarer: ork, det er jeg vant til, vi hører og ser dem skændes tit og så må far ind for at få manden væk. Pigen bryder ind og spørger: Hvad med min lillebror? Hvad skete der med ham? Hvor er han?... Drengen svarer ikke. Pigen: Du bliver altså nødt til at sige det, for jeg er altså skidebange og jeg bliver ved med at få billeder inden i mit hoved om at min lillebror er død. Hvad var der så med min lillebror? Pigen græder. Drengen svarer undvigende, at lillebroren sov. Han fortsætter: Men din mor blødte meget og i hele ansigtet og de råbte af hinanden. Jeg spørger drengen, om han selv har set det hele. Drengen: Nej, min storebror fortalte om det, men jeg hørte noget af det selv. De gør det jo tit. Pigen: Er der mere? Du skal fortælle mig det hele. Drengen tøver og siger så ja, der er mere. 2
Pigen: Du skal fortælle det hele til mig, så jeg kan fortælle det til min plejemor, så hun kan ringe til kommunen og fortælle det videre jeg er så bange for at der skal ske min lillebror noget. Nu græder pigen igen. Drengen siger: Jo altså min storebror sagde at din mors kæreste var helt ude af den og at babyen vågnede og begyndte at skrige. Og så tog manden ham op og rystede ham (drengen laver voldsomme rystebevægelser med hænderne) mens han skreg til ham, at han skulle holde sin kæft. Jeg spørger ind til det, han lige har fortalt mig og han gentager det. Pigen: Nej nej, hvis nu han dør er du sikker på at han er OK? De kan s gu da heller ikke finde ud af at passe ham ordentligt. Er I klar over hvor lang tid der går, inden jeg skal ud til min lillebror igen. Og når jeg så er der, så drikker min mors kæreste og bliver fuld. Men ikke mor, det har hun lovet mig at hun ikke vil gøre, så det gør hun ikke. Jo svarer drengen jeg har set hende drikke og hun drikker altså Nej for det har hun lovet, at hun ikke mere ville gøre og fordi hun har holdt det så godt, må hun gerne begynde at tage lidt at drikke igen snart siger pigen. (De to kan næsten komme op at toppes om hvem der drikker, hvor meget og hvornår) Pigen: Hvorfor gik min Mor ikke ind imellem hendes kæreste og min lillebror? Og stoppede ham? Drengen: Jamen hun er jo bange for ham! Pigen: Jamen det er jo hendes barn...! Drengen siger, at der er mere Men han vil først ikke fortælle det, når pigen hører det. Jeg tager ham ind i et andet lokale, hvor han fortæller mig at der har været snak om at morens kæreste og moren skulle flytte fra hinanden og at kæresten havde truet med, at han ville tage Paw med sig. Tilbage på kontoret får jeg lov til at fortælle pigen, hvad han har sagt. Efter at jeg har gjort det tilføjer han så: og så får du ham aldrig at se mere. Han er tydeligt ked af det på pigens vegne. Pigen: Det får han sgu ikke lov til, han kan da overhovedet ikke finde ud af at passe ham. Dreng: Jamen det sagde han at han ville gøre! Jeg siger: Det er ikke noget han kan bestemme, for der findes love og regler omkring dette. Love og regler som voksne har lavet og som de, og kun de har ret til at lave. Pigen spørger ind til noget af det, som drengen har sagt. Jeg bryder ind og siger: Det er svært for jer, det her. Jeg kan høre på det hele, at det har været voldsomt for jer begge to, men uanset om den ene eller den anden drikker for meget eller kommer op at slås, så er det ikke noget, I to børn skal tage ansvar for. Der er voksne, der nogle gange kommer til at drikke for meget, men de gør det ikke for at gøre børnene ondt. Drengen: Det tror jeg ikke på nogle gange gør de det med vilje og så gør de dumme ting Jeg fortsætter: Det er ligesom om, der sidder en her på min skulder og siger: du må ikke drikke denne her lad nu være - du ved godt at det er dumt 3
Og så her på min anden skulder sidder der en anden en som siger: Jo, gør det nu bare - kun en enkelt det sker der ikke noget ved kom nu, du kan også godt klare to Nå ligesom en engel på den ene side og en djævel på den anden siger pigen. Ja svarer jeg. Men det er godt, at I fortæller alt det her til en voksen, siger jeg mest henvendt til drengen. Det er nemlig de voksne, der skal tage ansvaret for de her ting og ikke dig (til drengen) og heller ikke dig (til pigen). Det er de voksne der skal passe på jer, og det er vigtigt, at I stoler på de voksne omkring jer; jeres Mor og Far, eller en lærer eller sådan en som mig. Vi skal nemlig være der for jer og passe på jer. Begge nikker. Således bliver denne samtale rundet af, hvor jeg har forsøgt at uddrage essensen af den timelange episode. Da drengen bliver hentet kort tid efter, beder jeg drengens Mor om at komme ind til en samtale på mit kontor. Da Mor finder ud af, hvad det her handler om, afbryder hun mig for at gå ud at hente Far i bilen, så han også kan høre det. Drengen vil gerne med ind for at høre hvad der bliver sagt, men jeg siger bestemt, at de voksne lige skal snakke sammen først. Jeg gennemgår den samtale, som jeg har haft med de to børn og fortæller dem hvad deres søn har sagt. De er kede af at drengen har nået at fortalt til pigen, da de havde bedt ham om at tie stille. Jeg siger til dem, at episoden i weekenden har påvirket drengen meget og at det ikke kan lade sig gøre at give en 9-årig mundkurv på. Det er for meget for ham at rumme og bære og det er rigtigt godt, at han har haft tilliden til en voksen, så han kunne fortælle det. Han går i klasse med pigen og bliver hele tiden mindet om det skete, når han er sammen med hende. De bekræfter at der har været ballade mellem pigens mor og hendes kæreste i weekenden og at Far bliver kaldt til for at stoppe kæresten. At det ikke er første gang, kommer også frem i denne samtale, da jeg spørger ind til det. De skændes hele tiden, når de bliver fulde og dagen efter er de så gode venner igen siger Mor. Den store søn blev tilkaldt af Far for at stoppe kæresten. Pigens mor får en på hovedet og bløder. Den store søn var helt ude af den og kunne ikke forstå, at det kunne udvikle sig så voldsomt. Jeg spørger ind til lillebroren, som blev rystet af morens kæreste. Mor og Far nikker ja. Den store søn har også fortalt, at det er rigtigt. Kæresten rystede lillebror så han brækkede sig. Mor har efterfølgende sagt til moren, at nu må de se at finde ud af tingene og stoppe det her, for ellers ringer hun til kommunen. Mor og Far ønsker dog at forblive anonyme, da de er bange for et efterspil fra kærestens side. Jeg siger til dem, at hvis de ikke selv ønsker at kontakte kommunen, så kan det gå igennem mig og Horne Skole. Hvis han finder ud af at det er os, så ringer han lige til et par gutter og så er det mig der får tæsk siger Far. Ja og hvad med min dreng spørger mor de kan da godt regne ud at det kommer fra ham. Hvad kan kæresten så finde på at sige/gøre til/ved ham?! 4
Jeg siger til dem at det her, som drengen har fortalt mig, kan jeg ikke undgå at gå videre med. Det skal jeg gøre! Mor siger, at det ved hun godt, at jeg skal. Jeg lover at holde dem orienteret og informere dem om denne skrivelse. God samtale med forældrene, der er meget åbne overfor mig. Drengen kommer med ind på kontoret, hvor jeg fortæller ham, at hans Mor og Far og jeg nu har snakket om alt det han har fortalt mig. De supplerer, at de er stolte af ham og at han har været modig nok til at fortælle mig det hele. Drengen virker lettet. På baggrund af ovenstående, og børnenes reaktioner, sender jeg hermed denne orientering, samt en bekymring fra min side angående sagen. Underretningen er vist til, læst og godkendt af pigens plejemor. 5