OPHAVSRETSLICENSNÆVNET Årsberetning 1999 1. Nævnets opgaver og sammensætning. Ophavsretslicensnævnet er nedsat i medfør af ophavsretslovens 47, stk. 1. Nævnets opgave er at træffe endelig administrativ afgørelse i sager vedrørende uenighed om størrelsen af vederlaget i forbindelse med benyttelse af beskyttede værker i overensstemmelse med lovens tvangslicensbestemmelser. Nævnet har desuden kompetence til at træffe afgørelse i sager, hvor et radio- eller fjernsynsforetagende eller en godkendt rettighedsorganisation uden rimelig grund nægter tilladelse til kabelviderespredning af radio- eller fjernsynsprogrammer eller stiller urimelige vilkår herfor. Endelig kan nævnet påkende visse sager vedrørende individuelle vederlagskrav til ikke-repræsenterede ophavsmænd, der omfattes af aftalelicenser. Nævnets virksomhed er nærmere reguleret i bekendtgørelse nr. 762 af 2. oktober 1997. Nævnet havde i 1999 følgende sammensætning: Faste medlemmer: Højesteretsdommer Peter Blok (formand) Advokat Asger Thylstrup Advokat Hanne Bender Suppleanter: Højesteretsdommer Poul Sørensen Advokat Dorte Wahl Adjunkt Thomas Riis Kulturministeriets ophavsretskontor fungerer som sekretariat for nævnet. 2. Nævnets kendelser i 1999. Nævnet afsagde i 1999 tre kendelser: Kendelse af 29. juni 1999 i sag nr. 74: Copy-Dan, Foreningen Kabel TV, KODA og UBOD mod Tele Danmark Kabel-TV, Forenede Danske Antenneanlæg, Kommunernes Landsforening, Boligselskabernes Landsforening og Telia Stofa A/S. 1
Kendelse af 13. juli 1999 i sag nr. 73: KODA mod Tele Danmark Kabel-TV, Forenede Danske Antenneanlæg, Kommunernes Landsforening, Boligselskabernes Landsforening og Telia Stofa A/S. Kendelse af 13. oktober1999 i sag nr. 75: KODA mod Tele Danmark Kabel-TV, biintervenient: Telia Stofa A/S. Sag nr. 74: Copy-Dan, Foreningen Kabel TV, KODA og UBOD mod Tele Danmark Kabel-TV, Forenede Danske Antenneanlæg, Kommunernes Landsforening, Boligselskabernes Landsforening og Telia Stofa A/S. Sagen angik fastsættelse i medfør af ophavsretslovens 35, jf. 50 og 48, stk. 1, af vederlag for 1998 og 1999 for kabelviderespredning af radioudsendelser (radiokanaler), som falder uden for den såkaldte Copy-Dan tarif, jf. Ophavsretslicensnævnets kendelse af 16. december 1997. Der havde været forsøgt mægling ved nævnets formand, men det fremsatte forligsforslag opnåede ikke tilslutning fra begge parter. Klagerne nedlagde påstand om, at taksten for kabelviderespredning af radiokanaler, som falder uden for Copy-Dan tariffen, skulle udgøre 12 kr. for anlæg med 5 eller flere radiokanaler uden for Copy-Dan tariffen, 6,50 kr. for anlæg med 3 eller 4 radiokanaler uden for Copy-Dan tariffen og 3,50 kr. for anlæg med 1 eller 2 radiokanaler uden for Copy-Dan tariffen. Påstanden vedrørte kun en midlertid tarif for 1998 og 1999, idet parterne skulle forhandle om en mere permanent ordning. De indklagede nedlagde principalt påstand om en nedsættelse af de af klagerne påståede beløb til 1/10. Subsidiært påstod de indklagede, at beløbene i tariffen skulle fastsættes til beløb højere end påstået i den principale påstand, men lavere end påstået af klagerne. Til støtte for deres påstand gjorde klagerne gældende, at der skulle tages udgangspunkt i KODAtariffen på 0,60 kr. pr. husstand for kabelviderespredning af radiokanaler, som ikke er omfattet af Copy-Dan tariffen. Vederlaget til samtlige rettighedshavere burde være i størrelsesordenen 1,50 kr. pr. husstand. Klagerne henviste i den forbindelse til en aftale indgået med Tele Danmark om spredning bag dekoder, hvor vederlaget var aftalt til 3 kr. Klagerne fandt endvidere ikke, at der burde lægges vægt på den faktiske lytning til de radiokanaler, der var omfattet af sagen, idet det afgørende var, at der blev givet brugeren en valgmulighed. De indklagede gjorde blandt andet gældende, at der var tale om et nyt afgiftsområde, idet der - bortset fra den hidtidige KODA-tarif - ikke tidligere var blevet opkrævet vederlag for kabelviderespredning af radiokanaler uden for Copy-Dan tariffen. Dette burde efter de indklagedes opfattelse føre til, at der ved fastsættelsen af de midlertidige tariffer skulle anvendes et forsigtighedsprincip. De indklagede fandt, at der burde lægges afgørende vægt på den faktiske lytning til de af sagen omfattede radiokanaler. Aflytningen af de pågældende radiokanaler var anslået til kun at udgøre ca. 5% af den samlede radiolytning over kabelanlæg. Nævnet fandt det nærliggende at tage udgangspunkt i den hidtidige KODA-tarif på 0,60 kr. om året pr. radioprogram pr. husstand. Ved beregning af vederlaget til samtlige rettighedshavere bør der tages højde for, at fonogramproducenterne efter ophavsretsloven ikke har selvstændige rettigheder i forbindelse med kabelviderespredning, ligesom oplysningerne om den mellem rettighedshaverne og 2
Tele Danmark Kabel TV indgåede aftale om vederlaget for kabelviderespredning af radio- og TVkanaler bag dekoder måtte indgå i vurderingen. Nævnet fandt, at det kun kunne tillægges begrænset betydning, at den faktiske lytning til de af sagen omfattede radiokanaler kun udgør en beskeden andel af den samlede radiolytning, idet den økonomiske værdi i højere grad er betinget af husstandenes ønske om at have valgmulighed mellem mange forskellige radiokanaler. Efter en samlet vurdering fastsatte nævnet vederlaget for 1998 og 1999 pr. tilsluttet husstand til 8 kr. for kabelanlæg med 5 eller flere radiokanaler, til 4 kr. for kabelanlæg med 3 eller 4 radiokanaler og til 2 kr. for kabelanlæg med 1 eller 2 radiokanaler. Sag nr. 73: KODA mod Tele Danmark Kabel-TV, Forenede Danske Antenneanlæg, Kommunernes Landsforening, Boligselskabernes Landsforening og Stofa A/S. Sagen vedrørte fastsættelse i medfør af ophavsretslovens 35, jf. 50 og 48, stk. 1, af vederlag til KODA for kabelviderespredning af TV-programmer, der ikke er omfattet af Copy-Dan tariffen, jf. Ophavsretslicensnævnets kendelse af 16. december 1997. Klageren påstod principalt, at der skulle betales det samme vederlag pr. program pr. husstand, bortset fra TV-programmer med et indhold af beskyttede musikværker på under 10%. Subsidiært nedlagde klageren påstand om en skala med tre musiktrin. For så vidt angår størrelsen af de enkelte takster påstod klageren principalt en pristalsregulering fra 1993 til 1998, subsidiært en pristalsregulering fra 1997 til 1998 og mere subsidiært en helt provenuneutral løsning. Endvidere nedlagde klageren påstand om automatisk pristalsregulering i fremtiden. Endelig påstod klageren de indklagede tilpligtet at anerkende, at vederlaget skulle fastsættes pr. TV-program og ikke pr. kanal (switching). De indklagede påstod frifindelse, idet de nedlagde påstand om en skala med tre musiktrin og selvstændig påstand om degression ved stigning i det gennemsnitlige antal KODA-programmer pr. husstand. Endvidere nedlagde de indklagede påstand om, at der kun skulle betales for ét TVprogram i tilfælde, hvor der på samme kanal distribueres flere TV-programmer. De indklagede påstod endelig, at kendelsens gyldighed skulle begrænses til 3 år, ligesom de påstod frifindelse over for klagerens påstande om pristalsregulering. Til støtte for sine påstande gjorde klageren blandt andet gældende, at den hidtidige tarif, som oprindelig blev fastsat af Kulturministeriet, burde videreføres, da den var rimelig og enkel at administrere. Klageren lagde dog vægt på, at der skulle ske en pristalsregulering af taksterne, idet der var sket en udhuling af vederlaget. For at sikre at der ikke i fremtiden skulle ske en yderligere udhuling af klagerens vederlag og for at undgå besværlige forhandlinger, fandt klageren det naturligt, at der blev fastsat en automatisk pristalsreguleringsmekanisme. For så vidt angår switching anførte klageren, at der hidtil både inden for Copy-Dan tariffen og KODA tariffen havde været betalt pr. TV-program og ikke pr. fordelingskanal. I forhold til de indeklagedes påstand om degression i takststrukturen anførte klageren, at tarifområdet var præget af kommercielle TVkanaler, hvor der heller ikke for andre rettighedshavere gælder noget degressionsprincip. Hertil kommer, at den af de indklagede foreslåede degressionsmodel i praksis ville være svær at administrere. De indklagede gjorde blandt andet gældende, at der ved vederlagsfastsættelsen burde tages hensyn til det faktiske forbrug af TV-programmer, og at vederlaget skulle differentieres efter TV- 3
programmernes indhold af musik. De indklagede anførte i den forbindelse, at det fulgte af konkurrenceretlige principper, at der skulle indføres et degressivt element i vederlagsordningen. Dette var allerede tilfældet for Copy-Dan tariffens vedkommende. De indklagede modsatte sig endvidere pristalsregulering, medmindre der samtidig blev indført en degression i takstordningen, idet den hidtil gældende takststruktur havde givet klageren et stærkt stigende provenu. Hvad angår switching anførte de indklagede, at det er fysisk umuligt for husstandene at se mere end et program på et givent tidspunkt, uanset at fordelingskanalen er den samme. Endelig anførtes det, at spørgsmålet om automatisk pristalsregulering burde overlades til parterne i en senere aftale. Nævnet begrænsede kendelsen til at gælde årene 1998-2000, eftersom parternes forhandlinger havde taget sigte på at indgå aftale for denne periode. Det blev samtidig lagt til grund, at der mellem parterne havde været enighed om at indføre en takstskala med tre musiktrin og om den nærmere udformning af en sådan skala. Parterne var desuden enige om, at omlægningen til en skala med tre musiktrin skulle finde sted på en provenuneutral måde. Nævnet fastsatte herefter vederlaget for 1998 til 0,31 kr. pr. år pr. tilsluttet husstand for TVprogrammer med et indhold af beskyttede musikværker på under 10%, til 1,48 kr. pr. år pr. tilsluttet husstand for TV-programmer med et indhold af beskyttede musikværker fra og med 10% til og med 40%, og til 2,05 kr. pr. år pr. tilsluttet husstand for TV-programmer med et indhold af beskyttede musikværker på mere end 40%. For årene 1999 og 2000 forhøjedes taksterne ved pristalsregulering. Nævnet fandt derimod ikke grundlag for at fastsatte automatisk fremtidig pristalsregulering. Med hensyn til spørgsmålet om switching - dvs. tilfælde hvor to eller flere TV-programmer viderespredes over samme fordelingskanal - fastslog nævnet, at der fortsat skal betales pr. TVprogram. Nævnet pointerede endvidere, at der ved fastsættelsen af vederlaget ikke kunne lægges afgørende vægt på det faktiske forbrug af TV-programmer, eftersom den økonomiske værdi af de af sagen omfattede TV-programmer i højere grad er betinget af husstandenes ønske om valgmuligheder. Nævnet gav derfor ikke de indklagede medhold i påstanden om degression, idet nævnet også tillagde det væsentlig betydning, at vederlaget til de øvrige rettighedshavere vedrørende disse programmer ikke er degressivt. Sag nr. 75: KODA mod Tele Danmark Kabel-TV, biintervenient: Telia Stofa A/S. Sagen vedrørte fastsættelse af vederlag til KODA for årene 1998-2000 for kabelviderespredning af en række TV-programmer bag dekoderen Selector, jf. ophavsretslovens 35, 50 og 48, stk. 1. Selector-ordningen indebærer, at de enkelte husstande kan sammensætte individuelle programpakker, som viderespredes i kabelanlæg i kodet form for siden at blive dekodet hos den enkelte abonnent ved hjælp af Selector-dekoderen. Klageren påstod principalt, at der skulle betales et vederlag på 3,42 kr. pr. TV-program pr. husstand pr. år for kabelviderespredning af de TV-programmer, der indgår i Selectorprogrampakkerne. Klageren nedlagde subsidiære påstande om opdeling i tre musiktrin samt om lavere tariffer. Klageren nedlagde endvidere påstand om, at indklagede skulle betale et årligt minimumsvederlag. Klageren nedlagde endelig påstand om pristalsregulering af vederlaget for de år kendelsen vedrører, hvilket indklagede tog bekræftende til genmæle overfor. 4
Indklagede påstod principalt, at vederlaget skulle fastsættes til klagerens almindelige takster for kabelviderespredning af TV-programmer, jf. den foran omtalte kendelse i sag nr. 73. Subsidiært påstod indklagede, at nævnet skulle fastsætte et vederlag, der var højere end klagerens almindelige takster, men lavere end de takster, der var påstået af klageren. Til støtte for sine påstande gjorde klageren blandt andet gældende, at der skulle betales et højere vederlag for kabelviderespredning af TV-programmer i tillægspakker, der kan vælges individuelt af husstandene, idet disse programmer må anses at have en større værdi for husstandene end de TVprogrammer, der modtages i ukodet form. Hertil kommer, at muligheden for individuelt valg af TVprogrammer medfører, at antallet af husstande, der modtager det enkelte TV-program, bliver mindre, hvorfor vederlaget pr. program må forhøjes. Klageren henviste i den forbindelse til en aftale, som indklagede havde indgået med Copy-Dan om kabelviderespredning i forbindelse med dekoderen Selector. I den aftale havde indklagede indvilliget i at betale et højere vederlag end Copy-Dan tariffen. Klageren fandt, at der ved vederlagsfastsættelsen burde tages udgangspunkt i det vederlag, som indklagede betalte i henhold til aftalen med Copy-Dan. Med hensyn til minimumsvederlaget anførte klageren, at denne burde stilles vederlagsmæssigt på samme måde, som det er aftalt mellem indklagede og Copy-Dan. Indklagede gjorde blandt andet gældende, at kabelviderespredning af kodede TV-programmer med henblik på dekodning hos slutbrugeren ikke i vederlagsmæssig henseende adskiller sig fra kabelviderespredning af ukodede programmer. Brugerafstemninger er afgørende for, om et TVprogram viderespredes i ukodet eller i kodet form. TV-programmer, der bliver valgt ved brugerafstemninger, og som derfor viderespredes ukodet, er de mest værdifulde for brugerne. Indklagede fandt ikke, at vederlaget i aftalen mellem indklagede og Copy-Dan kunne være retningsgivende, eftersom vederlaget til Copy-Dan også skulle dække ekstraarbejde med rettighedsklarering. Af samme grund fandt indklagede ikke, at klageren kunne gøre krav på et minimumsvederlag. Nævnet kunne tilslutte sig klagerens argumentation om, at der burde fastsættes et højere vederlag pr. TV-program for viderespredning bag dekoder end den almindeligt gældende KODA tarif. Nævnet lagde vægt på, at TV-programmerne omfattet af ordningen måtte anses gennemgående at have en større værdi for brugerne end de programmer, der viderespredes i ukodet form. Samtidig måtte det konstateres, at klagerens samlede vederlag for TV-programmer omfattet af ordningen ville blive mindre, hvis vederlaget pr. program pr. husstand ikke blev forhøjet. Nævnet fandt, at der var tale om en særlig spredningsform, hvilket blandt andet blev bekræftet af, at indklagede havde indgået aftale med Copy-Dan om et højere vederlag end vederlaget efter Copy-Dan tariffen. Nævnet fastsatte herefter vederlaget for 1998 til 0,85 kr. for TV-programmer med et indhold af beskyttede musikværker på under 10%, til 4,05 kr. for TV-programmer med et indhold af beskyttede musikværker fra og med 10% til og med 40% og til 5,61 kr. for TV-programmer med et indhold af beskyttede musikværker på over 40%. Vederlaget for årene 1999 og 2000 blev pristalsreguleret. Nævnet fandt ikke grundlag for at tage klagerens påstand om fastsættelse af et minimumsvederlag til følge. 3. Verserende sager. Der er for tiden to verserende sager ved nævnet. Det drejer sig om: 5
Sag nr. 77: Gramex mod Premiair A/S, Sterling European Airlines A/S og Mærsk Air I/S. Sagen vedrører fastsættelse af vederlag for offentlig fremførelse af fonogrammer, jf. ophavsretslovens 68. Sag nr. 78: Copy-Dan, foreningen Kabel-TV og KODA mod Tele Danmark Kabel-TV, Forenede Danske Antenneanlæg (FDA), Kommunernes Landsforening (KL), Boligselskabernes Landsforening (BL) og Telia Stofa A/S. Sagen drejer sig om fastsættelse af vederlag for kabelviderespredning af TV 3 og TV 3+. 4. Oversigt over nævnets kompetence og afsagte kendelser. Det vedhæftede bilag indeholder en opdateret oversigt over nævnets kompetence med henvisning til de pågældende bestemmelser i ophavsretsloven og i tilknytning hertil en oversigt over samtlige afsagte kendelser fordelt på sagskategorier. Kendelserne kan rekvireres i nævnets sekretariat: c/o Kulturministeriet, Nybrogade 2, 1203 København K. København, den 11. april 2000 Peter Blok /Martin Kyst 6
Oversigt over Ophavsretslicensnævnets kompetence samt Ophavsretslicensnævnets (Tvangslicensnævnets) kendelser fordelt på sagskategorier Ophavsretslicensnævnet har i henhold til ophavsretslovens 47, stk. 1, kompetence til at træffe afgørelse i sager om fastsættelse af vederlagets størrelse på følgende områder: Gengivelse og spredning af eksemplarer af udgivne værker, der er særligt bestemt til brug for blinde, svagtseende, døve og talelidende samt andre personer, der på grund af handicap er ude af stand til at læse trykt tekst, når gengivelsen eller eksemplarspredningen sker i erhvervsøjemed, jf. 17, stk. 1; Fremstilling af lydbøger og lydaviser med henblik på udlån til synshandicappede, jf. 17, stk. 4; Brug af værker i undervisningsantologier, jf. 18, stk. 1; Individuelle vederlagskrav til ikke-repræsenterede ophavsmænd, der omfattes af en aftalelicens, jf. 51, stk. 2; Vederlag for brug af udgivne lydoptagelser i radio og fjernsyn m.v., jf. 68. Herudover er nævnet kompetent til at meddele tilladelse til samt fastsætte de nærmere vilkår for: kabelviderespredning i tilfælde, hvor en godkendt rettighedsorganisation eller et radio- eller fjernsynsforetagende uden rimelig grund nægter at give tilladelse hertil eller fastsætter urimelige vilkår herfor, jf. 48, stk. 1; optagelse af radio- og tv-udsendelser til undervisningsbrug og til brug for syns- og hørehandicappede, jf. 48, stk. 2. Ved lov nr. 1207 af 27. december 1996 gennemførtes visse ændringer i nævnets kompetence i sager om viderespredning af værker m.v., der indgår i radio- og fjernsynsudsendelser. Tvangslicensordningen i lovens 35 blev med virkning fra den 1. januar 1998 omlagt til en ordning baseret på aftalelicens. Muligheden for at få en bindende administrativ afgørelse i forhold til alle rettighedshavere består imidlertid fortsat. Efter den nyaffattede 48, stk. 1, kan Ophavsretslicensnævnet på begæring meddele tilladelse til samt fastsætte de nærmere vilkår for samtidig og uændret kabelviderespredning af radio- og fjernsynsudsendelser i tilfælde, hvor godkendte rettighedsorganisationer eller radio- og fjernsynsforetagender uden rimelig grund nægter at give tilladelse hertil eller tilbyder en sådan videreudsendelse på urimelige vilkår. Bestemmelsen gælder for alle udsendelsestyper, herunder kodede udsendelser, og har virkning fra den 1. januar 1998. Ved ændringslovens 2, stk. 3, blev der endvidere indført en overgangsregel. Efter denne bestemmelse kunne Ophavsretslicensnævnet for året 1997 meddele den fornødne tilladelse til samt fastsætte de nærmere vilkår for videreudsendelse i kabelanlæg af værker, fremførelser og 7
frembringelser, som indgår i udsendelser i radio eller fjernsyn af den i ophavsretslovens 35, stk. 5, nævnte karakter, såfremt rettighedshaverne efter ophavsretslovens 1, 65, 70 og 71 nægter at give samtykke til samtidig og uændret videreudsendelse over kabelanlæg eller tilbyder en sådan videreudsendelse på urimelige vilkår - - - o - - - De afgjorte sager fordeler sig på de enkelte sagskategorier på flg. måde: 17, stk. 4 (tidligere 17, stk. 2): Sag nr. 39: Dansk Forfatterforening mod Danmarks Blindebibliotek; 18, stk. 1: Sag nr. 4: Dansk Komponistforening mod Foreningen af Højskoler og Landbrugsskoler; sag nr. 4B: Dansk Komponistforening mod Foreningen af Højskoler og Landbrugsskoler II; sag nr. 7: Fotograf F.L. Kenett mod Gyldendalske Boghandel; sag nr. 12: UBVA mod Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag; sag nr. 18: Foreningen af Folkehøjskoler i Danmark mod Dansk Forfatterforening; 35: Sag nr. 16: Copy-Dan's forvaltningssektor "Kabel-TV" og UBOD mod P&T, KTAS, FKT, JKAS; sag nr. 19: Copy-Dans forvaltningssektor "Kabel-TV" og UBOD mod en række antenneforeninger m.v.; sag nr. 61: Copy-Dans forvaltningssektor "Kabel-TV" og UBOD mod KTAS, Jydsk Telefon A/S, Fyns Telefon A/S og Tele Sønderjylland A/S; sag nr. 62: Skagen Antennelaug mod Eurosport Sales Organisation S.C.S; sag nr. 66: Copy-Dan, foreningen Kabel-TV og UBOD mod TeleDanmark A/S, Forenede Danske Antenneanlæg (FDA), Kommunernes Landsforening (KL) og Boligselskabernes Landsforening; sag nr. 70: Copy-Dan, foreningen Kabel- TV og UBOD mod Tele Danmark Kabel TV A/S, Forenede Danske Antenneanlæg (FDA), Kommunernes Landsforening, Boligselskabernes landsforening og Stofa; sag nr. 73: KODA mod Tele Danmark Kabel TV, Forenede Danske Antenneanlæg (FDA), Kommunernes Landsforening (KL), Boligselskabernes Landsforening (BL) og Stofa A/S; sag nr. 74: Copy-Dan, foreningen Kabel-TV, KODA og UBOD mod Tele Danmark Kabel TV, Forenede Danske Antenneanlæg (FDA), Kommunernes Landsforening (KL), Boligselskabernes Landsforening (BL) og Telia Stofa A/S; sag nr. 75: KODA mod Tele Danmark Kabel TV, Biintervenient: Telia Stofa. 51, stk. 2: Ingen sager. 68: Sag nr. 2: Gramex mod Danmarks Radio; sag nr. 9: Gramex mod Danmarks Radio II; sag nr. 17: Gramex mod Sammenslutningen af lokale radio- og TV-stationer i Danmark samt Lokalradio Herning; sag nr. 20: Gramex mod Skagens Nærradio A.m.b.a..; sag nr. 21: Gramex mod Næstved Folkeradio; sag nr. 22 Gramex mod Radio RAFO A.m.b.a.; sag nr. 23: Gramex mod Odense Nærradio; sag nr. 24: Gramex mod Radio Vesterbro; sag nr. 25: Gramex mod Radio Aalborg; sag nr. 26: Gramex mod Århus Nærradio; sag nr. 28 : Gramex mod Frederikshavn Lokalradio A/S; sag nr. 29: Gramex mod Rhema Radio; sag nr. 30: Gramex mod The Voice (Frederiksberg Lokal Radio ApS); sag nr. 31: Gramex mod Sokkelund Radio; sag nr. 32: Gramex mod Aalborg Nærradio; sag nr. 33: Gramex mod Folkets Radio; sag nr. 34: Gramex mod Radio Randers; sag nr. 35: Gramex mod Radio Viborg; Sag nr. 37: Gramex mod Sokkelund Radio II; sag nr. 38: Gramex mod Radio Mercur; sag nr. 41: Gramex mod Radio HSR; sag nr. 43: Gramex mod Lokalradioen Linie 1; sag nr. 46: Gramex mod Radio SLR (Stenløse Lokal Radio) og Sky Radio; 8
sag nr. 47: Gramex mod 67 lokalradioer; sag nr. 48: Gramex mod Rødding og Omegns Nærradio; sag nr. 50: Gramex mod Radio Næstved; sag nr. 52: Gramex mod Radio Sydkysten; sag nr. 56: Danmarks Radio mod Gramex; sag nr. 57: Gramex mod Radio Energy FM I (Lyngby); sag nr. 58: Gramex mod Radio Energy FM II (København); sag nr. 59: Gramex mod Radio CBB; sag nr. 60: Gramex mod Universitetsradioen; sag nr. 64: Radio Esbjerg mod Gramex; sag nr. 68: The Voice of Scandinavia mod Gramex; sag nr. 71: Gramex mod Radio Viborg. 48, stk. 1: Sag nr. 16: Copy-Dan's forvaltningssektor "Kabel-TV" og UBOD mod P&T, KTAS, FKT, JKAS; sag nr. 19: Copy-Dans forvaltningssektor "Kabel-TV" og UBOD mod en række antenneforeninger m.v.; sag nr. 61: Copy-Dans forvaltningssektor "Kabel-TV" og UBOD mod KTAS, Jydsk Telefon A/S, Fyns Telefon A/S og Tele Sønderjylland A/S; sag nr. 62: Skagen Antennelaug mod Eurosport Sales Organisation S.C.S; sag nr. 65: Tele Danmark A/S mod Deutsches Sportfernsehen GmbH (DSF); sag nr. 66: Copy-Dan, foreningen Kabel-TV og UBOD mod TeleDanmark A/S, Forenede Danske Antenneanlæg (FDA), Kommunernes Landsforening (KL) og Boligselskabernes Landsforening; sag nr. 70: Copy-Dan, foreningen Kabel-TV og UBOD mod Tele Danmark Kabel TV A/S, Forenede Danske Antenneanlæg (FDA), Kommunernes Landsforening, Boligselskabernes landsforening og Stofa; sag nr. 73: KODA mod Tele Danmark Kabel TV, Forenede Danske Antenneanlæg (FDA), Kommunernes Landsforening (KL), Boligselskabernes Landsforening (BL) og Stofa A/S; sag nr. 74: Copy-Dan, foreningen Kabel-TV, KODA og UBOD mod Tele Danmark Kabel TV, Forenede Danske Antenneanlæg (FDA), Kommunernes Landsforening (KL), Boligselskabernes Landsforening (BL) og Telia Stofa A/S; sag nr. 75: KODA mod Tele Danmark Kabel TV, Biintervenient: Telia Stofa.. 48, stk. 2: Ingen sager. 2, stk. 3, i lov nr. 1207 af 27. december 1996: sag nr. 67: KODA mod Tele Danmark Kabel TV A/S, Forenede Danske Antenneanlæg (FDA), Kommunernes landsforening, Boligselskabernes Landsforening og Stofa samt TV 3 mod KODA; sag nr. 69: TV 1000 Danmark A/S mod KODA. 9
10