Indledning. I dette skrift tager jeg udgangspunkt i mig selv, så hvis jeg f.eks. omtaler min farmor, er det dermed mine børns oldemor, og mine børnebørns tipoldemor. Tilbage omkring 2002 kom opfordringen til at finde ud af noget om slægten fra et par af mine kusiner, men efter en halvhjertet start, kom der først rigtig gang i slægtsforskningen da jeg i 2010 fik abonnement på det netbaserede program MyHeritage, hvor jeg kan indføre oplysninger på en organiseret måde. Jeg har givet alle familiemedlemmer fri adgang til selv at lave relevante tilføjelser, således at træet nu er blevet omfattende, men derfor også velbesøgt. MyHeritage giver faktuelle data, som det kan være svært ellers at overblik over. Men der savnes en fortælling, som kan give en forståelse af den omkringliggende historie. Jeg skriver nu fortællingen, som jeg har fra mine utallige opslag i kirkebøger og folketællinger med mere. Jeg vil sammenkæde mine observationer med dele af den almindelige historiske udvikling fra begyndelsen af 17-hundredtallet, og frem til nu. Forhåbentlig kan jeg give et lille indtryk af hvordan helt almindelige mennesker har levet. I familiehistorien her har jeg brugt deltavlerne fra min slægtsbogen, som jeg har fået udskrevet, ved at gå fra forsiden på MyHeritage > faneblad Stamtræ > diagrammer og bøger > type slægtsbog. Jeg har fået den udskrevet i PDF. I kan selv få en udskrift derfra, hvor I selv er i centrum. Livet på landet frem til 1800 tallet. De allerfleste boede i huse, som de selv ejede, de kaldtes i folketællinger for gårdejere eller husmænd. Gårdejerne betegnedes som "gårdejer og gårdbobonde", husmænd havde lidt jord til huset, så nogle "kunne leve af deres jord", de andre måtte supplere med arbejde som daglejere, eller havde et håndværk - smed, tømrer etc - som var tilføjet på tællingslisterne. Enkelte boede til leje, de kaldtes "insiddere", de kunne være omrejsende håndværkere, f.eks. skræddere, eller være folk på "fattigdomsunderstøttelse fra sognet" f.eks. gamle eller syge. Tjenestefolk indgik i gårdens husholdninger, og havde bopæl på gården. På gårdene levedes livet patriarkalsk under styring af husbond og madmoder. Alle spiste sammen ved det store langbord i køkkenet eller stuen, madmoder stod op og fordelte maden - der skulle jo være til alle hele vintertiden. De sov i alkover eller slagbænke rundt omkring. Måske havde karlen et lille rum ude i stalden ved dyrene, som kunne give lidt varme om vinteren. Tjenestefolkene blev ansat for et år ad gangen ved skiftedag, Mikkelsdag 29 september. Alle på gården deltog i arbejdet, også børnene fra de var helt små, og frem til konfirmationen. Derefter blev de anset for voksne, som måtte klare sig selv. Ofte blev børnene sendt ud at tjene allerede som 11 årige (røgterdreng, hønsepige). Stuehus fra Pebringe ca. 1830, Frilandsmuseet. Arbejdsdagen startede ved daggry, og fortsatte frem til aftensmad, kun afbrudt af et middagshvil. Aftnerne gik med nødvendigt husflid omkring langbordet. Livet har været nøjsomt og slidsomt, og ofte ser jeg at folk døde allerede når de var omkring 50 år gamle. Man giftede sig med nærtboende, og bevægede sig ikke langt væk fra fødesognet. Jeg har indtegnet en rød oval omkring det område, hvor min farfars familie med alle dens rødder har boet i hundreder af år. Jeg kalder den "familiereservatet", og vil prøve at lave det samme ved de efterfølgende bedsteforældres oprindelsessteder. De mønstre vi nu kommer til at se, med opbrud fra landlivet, vil gentage sig i de andre af vores familieslægter fra landet, som vi møder senere. Landet var midt i 1800-tallet overbefolket, fordi der blev født for mange børn, som fik for mange børn. Man måtte søge lykke og fremtid andre steder i ind- eller udlandet.
Farfar Alfred Simonsen (nr. 326). Vendsyssel Hjørring amt I dette område ("reservat") er min farfars rødder fra før 1600 og frem til slutningen af 1800 tallet blevet født, har levet og er døde Vores slægt stammer fra landsbyen Rubjerg i Vendsyssel (ligger 5 km nord for Løkken), vi er altså lidt vendelboere. Befolkningen levede et stille slidsomt liv, upåvirkede af større begivenheder i resten af landet. Bemærk i øvrigt også Øster Han Herred, hvorfra en del af min farmors forfædre stammer.
Rubjerg kirke Den middelalderlige Rubjerg kirke lå i et næsten ubeboet hjørne af sognet. I 14-1600-tallet var sandflugten hård ved sognet. Allerede o. 1570 flyttede præsten med sin præstegård et par kilometer derfra til et sted, der ikke var udsat for sandflugt. Det samme gjorde den øvrige del af befolkningen. Efterhånden lå den middelalderlige kirke tilbage på en næsten tilsandet kirkegård. Kirken blev flyttet længere ind i landet i 1904, og forsynet med tårn. Havet gnavede flere meter af kysten år efter år, og sand blæste ind over baglandet, hvor det dækkede alt. Bagved den store klint Rubjerg Knude dækkede sandet Rubjerg fyr landet, som blev kaldet "Rubjergs sandflugtsprærie". Den er senere blevet til sommerhusområde, og er derfor nu bevokset med træer m.m. Her fotograferet fra Børglum kloster under ferierejse i 2012. Der var folketællinger (FT) i 1787, 1801 og 1834, og derefter med 5 til 10 års mellemrum. Her kan man studere sognene, og for Rubjerg sogn ser man at ved f. eks. FT 1787 var der 208 personer fordelt i 50 huse og gårde. I FT 1801 var der 232 personer, og i FT 1834 var der 343 personer. Alle gårdene var små, nærmest husmandssteder. Disse små gårde blev dengang kaldt boeler - de var boelsfolk, med små jordloddder. Næsten ingen gårde havde tjenestefolk, manden og konen måtte klare sig selv sammen med deres børn. Det ses i bøgerne, at når en mand eller kone døde, gik der kun kort tid før den efterladte fandt en anden ægtefælle, som kunne gå ind i husholdningen, og ofte var anden ægtefælle 20 år yngre end enken eller enkemanden (friske kræfter!), men det opsugede så også en del unge, som så kom i hus, i stedet for at være jordløse landarbejdere eller tjenestefolk. I en del af husene boede fattige jordløse gamle (tidligere tjenestefolk og daglejere), som "nød almisse fra sognet", altså fik fattighjælp fra de andre beboere i sognet. Gårdejerne kunne overlade gården til en søn når de ikke længere kunne klare arbejdet, og levede så på aftægt på gården. Mange historier er fortalt om at svigerdatteren - den nye gårdkone - kneb på maden til de gamle, som kun lige fik det nødvendigste, og var henvist til kakkelovnskrogen, hvis de ikke længere kunne bidrage til gårdens drift.
Scenen nu sat og klar til familiehistorien, hvor jeg begynder med Jens Villumsøn (469), som blev født i 1741 i Rubjerg, hvor hans familie havde levet i generationer som bønder. Jens giftede sig i 1770 med Maren Simonsdatter (470), som var født i 1747 i nabosognet Mårup. Her er et nutidigt billede af stamgården Mårupgård Marens farmor hed også Maren Simonsdatter (f.1646), og hun havde gennemført at ældste søn blev opkaldt efter hende - altså hed Simon til fornavn - og dette gjorde hendes barnebarn altså også. Så vores familie kom således til at hedde Simonsen. Marens far Simon Thomsen, blev begravet 1747 på Mårup kirkegård, som nu er nedbrudt af havet - knogler ligger på stranden (Lønstrup strand), og indsamles til genbegravning. Så der kan man måske finde resterne af min tiptiptipoldefar! Mårup kirke er nu under nedbrydning, for senere at blive genopført længere inde i landet. Jens og Maren havde en gård i Rubjerg - i FT betegnes hans kategori som "Gårdejer og Gårdbobonde". De fik to drenge, Simon (den ældste søn) og Villum, og to piger, Karen og Anne. Maren døde i 1793 (46 år gl.), og allerede et halvt år efter havde Jens (53 år gl.) fået en ny kone ind på gården, Sidsel Pedersdatter (30 år gl.), med hvem han fik 4 børn, 3 drenge og en pige. Jens døde i 1818, hvorefter Sidsel forsvandt fra sognet. Kirkebogen fra Rubjerg er i en så dårlig stand, at den mange steder er ulæselig, hun kan derfor godt være død og begravet i Rubjerg. Ved FT 1801 bor både Simon (27 år gl.) og Villum (24 år gl.) stadig hjemme, de burde jo for længst have været ude at arbejde som karle! I papirerne er noteret om dem, at de er "enroullerede matroser". Det betød at de stod i sørullen, som er listen over folk man kan indkalde til krigstjeneste i orlogsflåden. Ved gennemsyn af resten af FT 1801 både for Rubjerg, og andre sogne langs kysten, fandtes andre enroullerede, hvoraf nogen var "kaldt til orlogs", og rigtig mange var betegnet "søe limit". Så dæmrede det, landet var jo i krig, Englandskrigene), og hele folketællingen blev formentlig sat i værk for at få styr på befolkningen, og udpege nogen til tjeneste for fædrelandet. Med den vinkel åbnede sig et helt nyt kapitel for Nordjylland, som ellers ikke havde været indblandet i Kongens krige. Englandskrigen Fra 1801 til 1814 lå Danmark i krig med England. Englænderne havde udbredt deres kolonimagt til alle verdensdele, og forlangte respekt for deres overherredømme både på land og på havet ("Britania rules the waves") Danmark var også en stor søfartsnation, og ville selv bestemme, handelsskibe blev sendt i konvojer ledsaget af krigsskibe (orlogsmænd), og det kom til episoder med englænderne. I 1801 angreb den engelske flåde København, med henblik på at stække vores magt til søs, og slaget på Reden udkæmpedes, uden en egentlig vinder. Kongemagten frygtede især en engelsk landgang på Jyllands vestkyst, og det bestemtes at der skulle oprettes en Kystmilits (søelimit) og at bønderne skulle stille mandskab. Militsen måtte i den første tid klare sig med de ting de selv kunne finde som våben - leer og høtyve m.m. de fik øgenavnet træskoheltene. De fik 15 Daler i håndpenge ved ansættelsen, og hed derfor officielt Femtendalers-karle. De blev siden udrustede med lette våben og nogle kanoner. I 1807 blev København bombet af englænderne, og flåden blev brændt eller kapret. Englands mål var at knække Danmark totalt, og at få Norge adskilt fra riget. Engelske skibe patruljerede i danske farvande, og sænkede den sidste danske fregat i 1808, ved søslaget ud for Sjællands Odde.
Det var livsvigtigt for Tvillingerigerne Danmark og Norge at have forbindelse med hinanden, og den normale handelsrute gik fra vestkysten af Nordjylland op til det norske Sörlandet. Ruterne eksisterede i mange hundrede år, og blev besejlet med Sandskuder, små to mastede skibe, som kunne trækkes op på stranden for at laste og losse varer. Fra Norge kom jern og tømrer til det træfattige Nordjylland, og fra Danmark leveredes fødevarer, korn, mel, smør m.m. På land var der ingen havne, men man havde ladepladser flere steder, bl.a Thorup Strand (vest for Fjerritslev), Klitmøller og Løkken, som ses herunder. Englænderne ønskede at afbryde denne forbindelse og havde derfor en hel del krigskibe, som patruljerede i farvandet. Den 30. april 1809 blev Thorup Strand udsat for et angreb fra den engelske flåde. Det skete, hvor en fregat med 40 kanoner bombarderede kysten i fire timer for at forhindre korntransporterne til Norge. Men kystmilitsen samlede sig på stranden, og da fregatten begyndte at sætte både i søen for at nærme sig kysten, blev englænderne slået tilbage af 54 mand med geværer. Herefter blev stranden udrustet med tre kanoner i hver sin skanse. Også ladepladsen ved Løkken blev bombarderet. Skudehandlen var afbrudt i nogle år efter Danmark havde afstået Norge til Sverige i 1814, men derefter genoptaget i 1826 og eksisterede som en vigtig forsyningslinje frem til ca. 1900. Tegningen her er nok udført ca. 1850. Jammerbugten Note: Farvandet vest for Vendsyssel hedder Jammerbugten. I de hyppige vinterstorme "krapper søen op", indadgående bølger fra Nordsøen møder tilbageslaget fra kysten, og når de kommer i takt, bliver bølgehøjden og vildskaben meget stor. Umiddelbart efter Jens fødsel sejlede jeg med den meget store fregat Herluf Trolle til USA, og kom retur lige før jul 1966. Vi havde haft forfærdeligt vejr på hjemturen, og ved passagen af Jammerbugten havde jeg Hundevagten på broen (kl. 0000-0400). Det var fuldstændigt vildt, det over 100 m lange skib blev tumlet rundt i bølgerne. Efter beregningerne kunne skibet tåle at krænge max. 35 grader til hver side, før det ville krænge over og vende rundt - vi var ude på 45 grader, samtidig med at skibet girede (huggede op og ned) i søen. Jeg havde en værnepligtig fiskerdreng til rors, og lod ham styre skibet bedst muligt i søen - som han jo var opdraget til fra lille. Imens passede jeg navigationen, så vi ikke grundstødte på revlerne, og holdt øje med om der var andre skibe, som vi kunne kollidere med. Af og til dukkede et toplys på en mast op, for at forsvinde i den næste bølgedal. Vi kom godt igennem, og nåede hjem til jul, og for mit vedkommende Jens barnedåb som jeg havde aftalt med orlogspræsten skulle ske i Holmens kirke 2. juledag. Han var med til barnedåben hjemme, hvor min kompetente kone (23 år gammel) sørgede for at alt virkede - ligesom ved Annes barnedåb 3 år tidligere, hvor jeg også var på søen. Min lille beretning er med for at give indtryk af det farlige farvand. En del af de patruljerende engelske skibe blev fanget på de farlige revler, og nogen totalforliste. Største forlis var fregatten Sct.Georges hvor hele besætningen på 1400 mand druknede ud for klinten ved Bovbjerg og Klitmøller (nu om dage kendt som "Cold Hawai, surfing området), og et andet var fregatten The Crescent stranding ved Mårup strand 1808. Skibet førte 35 kanoner, og havde en besætning på 274 mand hvortil kom officererne med kvinder og børn,
som det dengang var skik. De døde under frygtelige omstændigheder, men det lykkedes enkelte at flikke en tømmerflåde sammen og 28 mand kom til land på den, heraf var 6 døde af strabadserne undervejs. Andre kom til land på anden vis. I alt godt 50 mand overlevede, og blev internerede i Ålborg. En af de overlevende har afgivet en detaljeret beretning om hvad der skete, og i den oprulles de lidelser sømænd kan komme ud for på den farefulde jyske kyst. De døde blev begravet i tre fællesgrave på Mårup kirkegård. Skibets storanker er blevet fisket op, og anbragt ved kirkens vestgavl. Vores stammoder Maren Simonsdatter blev døbt i denne kirke. Tilbage til familien. Ved FT 1787 ses, at familiegården kun rummede Jens og Maren med deres 4 børn, samt en tjenestedreng på 20 år. I FT 1801 ses 5 voksne, da kun datteren Karen (som var ældst) er flyttet (måske gift). Simon (28 år gl.) og Villum (24 år gl.) er stadig hjemme, uden anden bemærkning end den om at de var enroullerede. Endvidere har vi også 3 af det nye hold børn på gården, og en tjenestepige. I FT 1834 er gården solgt udenfor familien efter Jens død, og den drives nu af mand og kone, med 5 børn. Gårdens kategori er i 1834 nedgraderet til Husmandsted, hvor man lever af egen jord. Jeg antager at gården i 1801 ikke kunne give føde til så mange mennesker, og at de voksne drenge Simon og Villum må have haft anden indkomst. Havde de været i arbejde for andre f.eks. på ladepladsen ved Løkken, ville de være betegnede som daglejere. Det er derfor nærliggende at tro at de har været Femtendalers-karle i Kystmilitsen. Villum fik råd til at gifte sig i 1808, og købe en mindre gård - boelssted. Han giftede sig med Inger Christensdatter, og sammen fik de 6 børn, 3 drenge og 3 piger. Villum og Inger levede på gården til deres død i 1856 og 1860. Deres søn Jens Villumsen overtog i den sidste tid gården, og havde forældrene boende på aftægt. Min tipoldefar Simon rejste fra sognet, og har derfor ikke været til at spore, da der først blev folketælling igen 33 år senere (1834). En del kirkebøger (KB) er væk frem til 1814, hvor der indførtes nye standardiserede kirkebøger efter ændrede regler. Jeg fik omsider fat i ham i Sejlstrup 1829, hvor han (53 år gl.) begravede sin kone Johanne Marie Nielsdatter (70 år gl.). Han var anført som skolelærer og kirkesanger (degn) i Sejlstrup. Hende har jeg ikke flere oplysninger om, men tror at hun er enke efter en skolelærer, og at Simon derefter fik stillingen, mod at tage enken med - det var den måde man gav enkepension på, dengang. Et halvt år efter begravelsen, havde han fundet en ny kone, Karen Jensdatter fra Vennebjerg (34 år gl.), og nu kom der et par børn. Først sønnen Jens Michael Simonsen (oldefar), og så datteren Johanne Kirstine Simonsdatter. Men at bondedrengen var blevet skolelærer og kirkesanger kom som en overraskelse, hvordan havde han lært det? Skolevæsenet Bondefolket var helt frem til 1800-tallet ulærde, de kunne ikke læse og skrive. Skulle man skrive eller læse en meddelelse, gik man til præsten eller måske degnen, som var de eneste i sognet som kunne sådan noget - se dette eksempel fra en kirkebog 1743, trolovelse: "-- agter at indlade sig i ægteskab hvilket jeg med skrift undertegnede bogstaver tilstår og bekræfter."
De to gårdmænd har underskrevet sig med deres forbogstaver med store bogstaver, og præsten har så skrevet deres navne Ole Nielsen og Anders Jørgensen ved siden af. Dette er den juridisk bindende trolovelse. Bagefter er de blevet gift (copulerede) i kirken 2. søndag efter Hellig Trekonger (Domini 2 epiph). Skolevæsenet var i en ynkelig forfatning, ganske vist havde man oprettet skoler i rytterdistrikterne - de områder som skulle stille med soldater og heste hvis der blev krig. Andre steder skulle godsejerne oprette almueskoler. I de store byer havde man latinskoler, hvor børnene blev forberedt til universitetsstudier. Men på landet var almue- og rytterskolernes lærerstillinger blev besat med aftaklede (hjemsendte) soldater og matroser, og lignende. Godsejerne oprettede kun sjældent de skoler de skulle, og ved søgning i folketællingen 1801 i sognene omkring Børglum og Rubjerg, fandt jeg kun skole et sted, nemlig Rubjerg. Allerede ved FT 1787 er der i byen Rubjerg en degnegård med degnens 24 årige søn anført som skoleholder. I FT 1801 er degnen død, og sønnen, som nu er 34 år, har overtaget embedet som degn og er stadig skoleholder. Han har nu fundet sig en kone på 24 år. Med embedet er fulgt hans mor (76 år), og hans ugifte søster (40 år). Degnegården og præstegården lå i selve byen, og ved siden af lå Jens Villumsens gård, med sønnerne Simon og Villum. De to unge mænd har altså haft adgang til skoleundervisning under deres opvækst. Simon må også have vist musikalske evner, da hans senere karriere bliver et degnekald i Sejlstrup, hvor han er skolelærer og kirkesanger. Jeg har ikke fundet hans første kald, hvor han fik sin første kone. Med den navnetradition man havde, kom mange til at hedde det samme, derfor fik de et tilnavn, f.eks. deres gård (Østergård) eller deres fødeby (f.eks. Ugilt, Rubjerg eller Tostrup). Da Simon kom til Sejlstrup, blev han kaldt Simon Ruuberg (sådan hed landsbyen dengang) - efternavnet Jensen dukkede først op igen ved hans begravelse. Han var også sognets folketæller, og her er hans håndskrift og underskrift. Nydelig og velskolet skrift, så han har måske fået en videre uddannelse efter almueskolen. Skoleloven 1814. I slutningen af 1700- tallet opstod mange nye tanker om mennesket, tiden kaldtes oplysningstiden. Tankerne bredte sig fra franske grupper også til Danmark, og for skolevæsenet ændredes menneskesynet sådan, at børnene skulle betragtes som små mennesker, som skulle lære at læse, skrive og regne. Tidligere havde det drejet sig om udenadslære af religiøse tekster. Tankerne smittede også af på almueskolen, og der kom en ny skolelov med nye principper, der helt frem til nutiden har været en slags grundlov for det som nu hedder folkeskolen. Det blev en pligt at sørge for at alle børn fik en ordentlig uddannelse, så de kunne lære at læse, skrive og regne. Sognene måtte i gang med at bygge skoler og ansætte lærere, og der blev oprettet seminarier til uddannelse af lærere - måske har Simon uddannelse herfra. Simon var den første i familien som brød ud af bondetraditionen, men han forblev i "reservatet".
Simon og Karen fik kun de to børn, Jens Michael og Johanne. Johanne blev gift med Svenning Nielsen fra Vrensted, de fik et barn Niels Simon Svenningsen, og har ikke kunne spores siden de i 1854 flyttede til Sct. Olai sogn (Højene) ved Hjørring. Min oldefar Jens Michael Simonsen fik en håndværksmæssig uddannelse, han blev skrædder. Endvidere var han også musiker. Hermed var der sket et endeligt brud med fortidens bondetradition. Han rejste rundt og optrådte med folkemusik. Et forhold i 1853 med Marie, en ung pige i Rakkeby, fik følger. Hun fik en datter som blev døbt Semine Caroline Jensen, og Jens M. blev udlagt som far - under protest. Semines efterslægt dyrker også slægtsforskning, og har dermed også Jens M. som stamfader. Året efter 20 marts 1854, giftede Jens Michael Simonsen sig, 24 år gammel, med den 23 årige Ane Johanne Andersdatter fra Jelstrup, og de boede først til leje i Rubjerg, hvor de et par måneder senere fik deres første søn, Simon. Efterfølgende flyttede de til udkanten af Hjørring og fik børnene Carl Andreas, Kristian, Vilhelmine, Jens, Ane Margrethe og til slut i 1875 Alfred, min farfar. De fik alle efternavnet Jensen, selvom dåbsforordningen af 1828 havde krav om fast slægtsnavn for alle indbyggere. Som fremtidigt slægtsnavn skulle man bruge det patronym (faderens fornavn) eller tilnavn, som var almindeligt brugt i slægten på det tidspunkt. Hvis man ville bruge et patronym, skulle det være med endelsen -sen. Børnene skulle altså alle have heddet Simonsen efter deres far, men han havde fastholdt gammel tradition og døbt dem Jensen. Det ændrede børneflokken i midten af 1880 erne, hvor de alle tog efternavnet Simonsen. Ca. 1867 blev Jens M. udnævnt til musikdirektør i Hjørring, han ledede altså byorkestret. I 1878 flyttede han til Flade ved Frederikshavn hvor han havde fået stillingen som musikdirektør i Frederikshavn. Jens M. blev dermed den første i familien som brød ud af familie reservatet, som er optegnet på kortet ovenfor. Vandring fra land mod by. Det var gode tider for landbruget fra omkring 1850. Der var høje kornpriser, så bønderne blev rigere, og kunne købe mere jord. Derved blev der ikke så mange gårde som der ellers havde været tidligere, og driften kunne rationaliseres, så der blev mindre brug for arbejdskraft. Måden at leve på ændredes. Tidligere havde alle på gården boet sammen rundt omkring i de små huses stuer og køkken. Nu blev gårdmanden finere på den, de gamle almuemøbler røg ud, og der blev bygget til og lavet stadsestuer - husfaderen og madmor fik eget soveværelse, medens de øvrige folk på gården blev underlagt en meget undertrykkende tyendelov af 1854, der til karle og piger kun gav nogle få rettigheder, men til arbejdsgiverne hele bundter af sanktionsmuligheder. Der var overbefolkning, og landarbejderne blev trykket lønmæssigt. Stuehus fra Fyn ca. 1890, Frilandsmuseet De unge ville ikke finde sig i dette, der var ikke mere gode fremtidsudsigter for karle eller piger på landet. Selv om deres skoleuddannelse var kort, havde de dog fået impulser fra en større verden gennem den nye generation af idealistiske skolelærere, der befolkede de mange små landsbyskoler. Den sociale opdrift, der løftede byernes handels- og industrifolk op til en højere status, blæste også nede i samfundets underklasse, i tarvelige karlekamre, hvor de unge drømte om at overskride grænser. Der var overskud af arbejdskraft, og et behov for at søge ud. Fra begyndelsen af 1860'erne startede store offentlige anlægsarbejder, der kunne opsuge mængder af arbejdere, først og fremmest anlæg af jernbaner overalt. Det var unge bondekarle - jernbanebørsterne - som var på vej fra landbruget over i andre erhverv. De blev et væsentligt incitament til det store opbrud i landbefolkningen, der vel nok er den største og mest afgørende sociale omvæltning i 1800-tallets Danmark.
På landet blev det svært at finde folk til det tunge lavtlønnede arbejde, så man måtte supplere med fattige indvandrere (fremmedarbejdere). I begyndelsen svenskere, som hjemme havde værre forhold, sidenhen også polakker. Udvandring. Hos mange af de unge voksede drømmen om et bedre liv med "guld og grønne skove" frem, og drømmelandet var Amerika. Der var muligheder for at komme af sted, hvis man havde sparet penge sammen, og også mange som mod god betaling ville hjælpe dem på vej ("bondefangere"). Sejladsen fra Danmark, blandt andet fra Frederikshavn gik til Liverpool, hvorfra de udskibedes i lasten på store oceangående sejlskibe, for at ende i det forjættede land måske måneder senere. En af lykkejægerne var farfars ældste bror Simon. Hans videre skæbne har jeg endnu ikke fundet. Missionering. En genvej til Amerika var at slutte sig til mormonerne som fra 1849 sendte missionærer til Danmark for at omvende folk til deres tro. Mormonernes missionærer fik hurtigt deres net fyldt med et stort antal danske, navnlig fra København og Nordjylland, som de under salmesang og mange ceremonier døbte i lokale gadekær og mergelgrave (til stor morskab for landsbyens andre beboere). Dåben indebar næsten som en pligt, at de omvendte også skulle udvandre til det himmelske Zion på jorden, Salt Lake City i den amerikanske stat Utah. Med en professionalisme næsten som moderne rejsebureauer arrangerede mormonmissionærerne massetransport med særligt chartrede skibe, som regel fra Ålborg og Frederikshavn, direkte til Amerika. Skibsladninger af syngende og bedende mormoner forlod landet hvert år fra 1852. Det var for størstedelen kvinder med mange børn, men også en del mænd, alle fra de fattigste lag i byerne. Lokkemaden var at rejsen som regel var gratis. Rejsen tog ofte op til fire måneder, først på sejlskibe over Atlanten, dernæst til fods over prærien og Rocky Mountains. En af mormonerne var oldemor Ane Johannes søster Maren Andersdatter (Andersen), som nåede frem til Utah og etablerede sig med familie. Hun døde i 1895 (66 år gammel) i landsbyen Goshen, Utah. Tilbage til oldeforældrene Jens Michael og Ane Johanne. De flyttede som tidligere skrevet til Frederikshavn i 1878, hvor de slog sig ned i baghuset til gården Frydenstrand, som ses her. Her levede de resten af deres liv, og fik de to sidste børn Ane Margrethe og Alfred. I efteråret 1971 var der en udsendelse i Danmarks Radio om gamle musikere her var Jens M. nævnt. Han har skrevet polkaer og lignende musik. Min kusine har fra sin mor, min faster Fuller, fået følgende anekdote fra vores bedstemor: Når Jens M. havde været ude at spille og kom sulten hjem, ryddede han spisekammeret. Han satte en pande på komfuret og startede med at lægge flæskerester på, derefter kartoffelrester, gule ærter og hvad der ellers var at finde. Retten spiste han af panden med ske. Når nogen kommenterede det sagde han: Åh to hwa a tøkkes håtte det er søj og hyttehej. Jens M. var så fed, at maven faldt ned mellem benene, når han sad.
Her har vi så Frederikshavn byorkester ca.1890, hvor vi ser den fede musikdirektør med klarinetten som nr. 2 fra venstre i bageste række. I første række står fra venstre min farfar Alfred med trompet, hans bror Kristian, en ukendt musikant, og helt til højre bror Jens (som fuldstændig ligner fætter Carl Erik, Alfreds sønnesøn) Billedet til venstre viser igen brødrene (fra venstre) Carl - skrædder og musiker (på billedet stabssergent), Kristian - skomager og musiker, og Jens - sadelmager og musiker (på billedet sergent). Jeg ved ikke mere om Carl og Kristian, men Jens forblev musiker i Ålborgs Regiment. Efter sin pension i 1915 flyttede han til København, og blev gift med Hanne Dorthea, som var økonoma. Han spillede i forskellige underholdningsorkestre blandt andet i Tivoli, og fik tilnavnet Jens Bas. Han har nok også spillet i Palmehaven i det nyopførte Paladsteater (taget i brug 1918), hvor siden hen også ovennævnte fætter Carl Erik spillede bas. Også min morfar musicerede på stedet (historien kommer senere). Bygherre og direktør for Paladsteatret hed Sophus Madsen, en guldsmedesvend, som havde været i Tyskland og lære om filmfremvisning, og derefter etablerede en række biografer i København. Han har vist sig at være min svigermors morbror og fadder. Jens kone Hanne Dorthea kom fra Alminde på Lolland, og startede som tjenestepige på hotel Phønix i Bredgade i København, samtidig med at Gittes bedstefar Axel Ancher arbejdede på hotellet som kok. Disse oplysninger er kun med her, fordi den viser tilfældighedernes spil - der vil dukke mere op af den slags pudsigheder. Den ældste bror Simon blev udannet som murer, og udvandrede til Amerika. Mere vides ikke. Begge søstrene Vilhelmine og (Ane) Margrethe blev uddannet til syersker, og rejste til København for at arbejde. Vilhelmine Christian Carla Marie Vilhelmine blev snart efter gift med arbejdsmand Anders Christian Petersen, som arbejdede ved firmaet Hoffmann og sønner med at anlægge nye jernbaner ("jernbanebørste") - skulle have været drikfældig. Familien rejste rundt og boede hvor banerne skulle anlægges, blandt andet i Skagen. Her fik de i 1908 en datter Carla, hvis datter Margrethe bor i Glostrup. I alt fik parret 8 børn.
Tante Margrethe forblev ugift hele livet, og var kendt som familiemenneske. Hun havde klumpfod, og var et sødt menneske, her fotograferet i 1938 sammen med mig. Fra syerske udviklede hun sig til herreskrædderinde hos Brdr. Møhl i Silkegade. København. - og så kommer tilsidst farfar, som var udlært murer. Han arbejdede også som murer ved siden at spille i sin far orkester, og var blandt andet med til at bygge badesanatoriet Frydenstrand i 1894. Han overtog jobbet som musikdirektør i Frederikshavn fra sin far i 1900, kort før sit bryllup med Karoline. De blev forlovet medens hun tjente på Skagen. I forlovelsestiden, tjente Karoline i København, og i den periode fik Alfred et barn, en søn. Efter 3 års forlovelse blev de blev gift i Åsted kirke 14 nov. 1900. Hans søn levede til han blev 12 år gammelt, og Karoline var god ved det, siger fortællingen. Barnets data er endnu ikke fundet. farfar med trompet Alfred som dreng ung voksen og som musikdirektør med orkestret Orkestret fra Frederikshavn spillede til Drachmanns begravelse i Skagen der findes vistnok et maleri af det på Skagen Museum eller i Michael og Anna Anchers Hus. Skagen havde intet orkester, selvom der på den tid var byorkestre i alle byer. Billedet kunne være interessant at finde, da Michael Ancher var bror til Gittes oldefar Hans Michael Ancher, og dermed også en del af hendes familiehistorie. Farfar Alfred må have været et festligt menneske. Karoline betroede siden sin datter følgende: I må huske på, at ingen mænd bliver nogensinde over 14 år og min blev kun 12! Karoline blev min bedstemor (farmor), og hende skal vi læse mere om i næste afsnit. Derefter følger et afsnit om disse bedsteforældres liv sammen, og om deres efterslægt, frem til min søster og mig, samt mine fætre, kusiner