Kernetekst Det senmoderne samfund Michael Øe, lektor i samfundsfag og historie, Aarhus Katedralskole SA0019 www Dette afsnit giver et par centrale bud på karakteristikker af samfundet i dag og diskuterer, hvorvidt nutidens samfund skal ses som en fortsættelse eller et brud med det moderne samfund. Derpå vises mulige uheldige sider ved samfundsudviklingen, såsom egoisme og risiko for marginalisering, mens der også peges på tendenser og strategier til at dæmme op for en opsplitning af samfundet. Allerede kort efter anden verdenskrig begyndte samfundsforskere at finde tegn på, at det moderne samfund var under forandring. Særligt har man siden 1970 erne været overbevist om, at en ny samfundstype var under opsejling, men der viste sig hurtigt uenighed om, hvad der karakteriserede dette nye samfund. Alt efter fokus fik det navne som: servicesamfund, informationssamfund m.v. Ikke et post-moderne samfund SA0020 www Et af budene var betegnelsen post-moderne eller post-industrielt samfund. Det signalerer, at vi har lagt det moderne samfund og industrialiseringen bag os. De fleste forskere fastholder dog, at væsentlige dele af det moderne samfunds tankegods lever i bedste velgående. Faktisk er mange af forandringerne snarere en forstærket fortsættelse radikalisering af det moderne samfunds udvikling væk fra traditionelle værdier. Muligvis er det post-moderne samfund undervejs, men det er (endnu) ikke en realitet. Mest interessant er det nok at få belyst, hvorledes ændringerne de seneste ca. 40 år har påvirket vilkårene for den enkelte og samspillet mellem individerne. Hvordan foregår socialisation og integration af individer i det nutidige samfund? Først sætter vi dog fokus på et par af de senere års mest udbredte karakteriseringer af samfundet i dag.
Anthony Giddens: Radikalisering af moderniteten Giddens er ophavsmand til betegnelsen; det senmoderne samfund. Han fastholder fortsat modernitet, samtidig med han ser vidtrækkende ændringer, som han betegner radikaliseret modernitet. Han opstiller på den baggrund 4 centrale tendenser, som karakteriser den nye modernitet: Adskillelse af tid og rum: Moderne teknologi særligt fremkomsten af internettet har gjort os uafhængige af tid og sted. Vi kan gå online når som helst og hvor som helst. Afstande betyder mindre. Vi kan fysisk være hvor som helst på få timer, psykisk på få sekunder. Udlejring af sociale funktioner: Mange af de opgaver, der traditionelt lå i familien (pasning af børn og ældre, til dels også opdragelse) er nu overtaget af velfærdsstaten eller markedet. Provokerende kan man sige, at omsorg ikke længere gives af kærlighed, men for penge! Afhængighed af abstrakte systemer: Udlejringen medfører, at vi er afhængige af det, Giddens kalder symbolske tegn især penge og ekspertsystemer. Teknologien kræver stor tillid til eksperterne, da vi ikke selv kan kontrollere alt i hverdagen (biler, fly, computere m.v.). Øget refleksivitet: Aftraditionaliseringen har medført, at intet er givet. Tro (eller ikke at tro), normer og værdier er i højere grad blevet noget, vi vælger. Deraf følger naturligt et øget fokus på os selv og vore omgivelser for at finde vores måde finde os selv. Ovenstående punkter medvirker i en proces mod opløsning af traditionelle fællesskaber og forøget individualisering. På sin vis er individualiseringen en direkte fortsættelse af moderniteten, men det senmoderne samfund sætter flere af det moderne samfunds fællesskaber under pres. Et eksempel er fagbevægelsen, der er i defensiven, fordi øget velstand og individualisering gør nøglebegreber som solidaritet og klasse museumsagtige. Som mange andre institutioner må fagbevægelsen vælge mellem at miste terræn gennem fastholdelse af idealerne eller følge med tiden og give køb på dem. Ulrich Beck: Risikosamfundet og de 5 nye udfordringer Beck fokuserer mere på de utilsigtede følgevirkninger af den radikaliserede modernitet. Betegnelsen risikosamfundet skyldes, at vi, efter Becks opfattelse, i dag producerer risici, hvor vi i det moderne industrisamfund producerede goder. Hermed menes, at vores produktion har en række utilsigtede følger, fx i form af forurening eller masseødelæggelsesvåben, der truer vores eksistens. Hvor man tidligere primært var truet af naturen, der bragte naturkatastrofer, epidemier o. lign. med sig, er det i dag os selv, der producerer truslerne. Meget af tankegangen er bevidsthedsmæssig, da vi altid har skabt trusler typisk krige og industrialiseringen har været en lang forureningshistorie.
1. maj-demonstration i København 1914. Foto: Gyldendals Billedbibliotek. Forskellen er, at vi i dag er mere bevidste herom. Det skyldes først og fremmest den øgede velstand i vores del af verden, der skifter fokus fra løsning af her-og-nu problemer (hvordan får jeg mad i dag?) til overvejelser, der angår fremtidige trusler. Dertil kommer den videnskabelige udvikling, der gør os i stand til at få øje på en lang række trusler, man ikke tidligere havde kendskab til. Vi er altså ikke mere truet i dag levealder og sundhedstilstand er vokset stærkt i verden de seneste mange år men vi er mere bevidste om truslerne. Det at tage sikkerhedssele på, øger sikkerheden, men også bevidstheden om faren ved at køre bil. Beck hævder endog, at risikosamfundets fællesskaber er farefællesskaber, hvor vi bindes sammen af forsøg på at gardere os mod truslerne. Vi er alle i samme båd, fordi den globale opvarmning rammer alle. Samtidig øger det tendensen til individualisering, fordi vi ikke fokuserer på problemer, der vedrører vores sociale status, men derimod globale problemer. Vi er alle ansvarlige for at bekæmpe global opvarmning, men isoleret set kan ingen af os påvirke den, fordi vores egen indsats fylder så uendelig lidt. Det, der er alles problem, ender derfor let med at blive ingens problem. Ifølge Beck, har vi fem afgørende nye udfordringer. Med udfordringer frem for problemer ser Beck også fremad og antyder, at det er noget, der kan og skal løses.
Global opvarmning er en af de risici vi alle rig som fattig kan blive ram af. Foto: Ralf-Finn Hestoft/Polfoto. De 5 nye udfordringer: 1. Globaliseringen: Hvordan skabes demokratiske institutioner på overnationalt plan? Hvilke muligheder er der for at tæmme den globale kapitalisme og skabe større resurselighed i verden? 2. Den radikale individualisering: Hvordan bevares sammenhængskraft og social samhørighed i samfund, der præges af individualister eller endog egoister? Hvad kan fungere som fælles værdier? 3. Den globale miljøkrise: Hænger nøje sammen med de ovenstående. Hvilke politiske institutioner og hvilke globale værdier giver mulighed for at bremse forurening og rovdrift på naturresurserne? 4. Kønsrollerevolutionen: Kvinder på arbejdsmarkedet i visse dele af verden og menneskeretsidealet om ligestilling mellem kønnene kontra respekten for kulturelle forskelligheder. 5. Den 3. industrielle revolution: Servicesamfund og IT skærper kravene på arbejdsmarkedet, hvor ufaglærte overflødiggøres, mens de højtuddannede, såkaldte symbolanalytikere, skummer fløden. Senmodernitetens centrale tendenser brud eller kontinuitet? Sammenfattende kan man konstatere, at der med senmoderniteten er opstået en lang række forandringer både på samfundsplan og for individerne. Selvom der blandt
sociologer overvejende er tale om afvisning af postmoderniteten, er der en intens diskussion af, hvorvidt forandringerne skal tolkes som en egentlig afvikling af det moderne samfund eller blot en radikalisering af den. Sagt på en anden måde er spørgsmålet, om der er tale om forandringer i eller af den moderne epoke. Konklusionen herpå afhænger meget af øjnene der ser, fordi tendenserne i samfundsudviklingen peger i begge retninger. Afgørende bliver dermed, hvilke samfundsforhold, man tillægger den største vægt. Her vil centrale udviklingstendenser blive præsenteret. Figur2. Senmoderniteten fortsættelse af eller brud med det moderne samfund. Nationalstater Udviklet kapitalisme Industrialisering Urbanisering Sekularisering Rationalisering Specialisering Kontinuitet Stater dominerer politisk. Nationalismen væsentlig faktor. Kapitalistisk pengeøkonomi fortsat i mere udviklet form. Stadig fabriksproduktion med maskinkraft og høj produktivitet. Urbanisering som aldrig før. Storbyer nu globalt fænomen. Stigende antal sekulære stater. Videnskab central i samfundet. Fokus på viden og læring. Fortsat omfattende arbejdsdeling såvel nationalt som globalt. Brud Globalisering presser staterne. Vægt på overnationale organer. Øget offentlig regulering i stater. Overnationale aftaler (Kyoto). IT-revolution. Værdiskabelse og vækst indenfor software/service. Internettet annullerer det fysiske sted. Skel land/by forsvinder. Mere fokus på religion/værdier og forøget fundamentalisme. Stærk skepsis mod rationalitet og videnskabelige eksperter. Specialisering rettet mod viden. Robotter overtager samlebånd. SA0021 www Følgerne af den øgede individualisering Individualiseringen medfører øget rastløshed, da vi konstant skal være klar til de muligheder, der opstår. Med sociologen Zygmunt Baumans ord lever vi et indtil videre liv. Vi er gift eller single, bor i denne by, har dette arbejde, stemmer på dette parti osv. indtil videre. Altså: Indtil vi vil noget andet eller noget bedre dukker op. Båndene til vore nærmeste udsættes for et enormt pres, hvilket bl.a. kan aflæses af de mange skilsmisser. Indtil videre livet er en voldsom kontrast til tidligere tiders fokus på, til døden skiller jer ad og gulduret for 25 års tro tjeneste på samme arbejdsplads. Begreber som livslang læring er in, da vi konstant må tilegne os nye færdigheder for at begå os.
En ny personlighedstype Det hævdes, at udviklingen endog har ført til en ny personlighedstype. Tidligere var pålidelighed nøgleordet; i dag er det fleksibilitet. Vore handlinger er gået fra at være indrestyrede, dvs. præget af vore normer og moral til at være ydrestyrede, idet vi spejler os i omgivelserne og vælger adfærd i håb om at opnå omgivelsernes accept. Individerne er i højere grad styret af angst for ikke at få anerkendelse, og adfærden er dikteret af umiddelbar lystfølelse, hvor den tidligere baseredes på individuelt ansvar; altså moralske hensyn. Historikeren Henrik Jensen beskriver det, som en verden af pligter afløst af en verden af rettigheder. Skematisk kan udviklingen fremstilles således: Figur 2. Tillempet udgave af Riesmanns model for personlighedstyper. Individstyring Socialiseringsfaktor Moderne samfund Indrestyret Normer og værdier Familien Radikaliseret modernitet Gruppestyret Omgivelsernes accept Familie, institutioner, kammerater og medier Følelse ved afvigelse Skyld Angst Ovenstående karakteristik passer godt ind i radikaliseringen af moderniteten. Et samfund præget af aftraditionalisering med opløsning af faste normer og værdier, hvor alt kan sættes til debat, giver reflekterende individer, der i højere grad finder andre rollemodeller end forældrene. Det er positivt, vi ikke længere er bundet af fortidens valg, men kan vælge for os selv, men de lystbetonede valg giver ikke samme stabilitet i adfærden som tidligere. Vi er mindre konsistente i vore valg, og vores personlighed mere flygtig, når den i højere grad udtrykkes gennem forbrugsmønstre end gennem mere stabile karakteristika som fx uddannelse. Man kan også tvivle på det individuelle valg, når der pludselig er millioner af piger, der vælger stumpede t-shirts og navlepiercing og ligeså mange drenge med Beckham-frisurer. Individualiteten udtrykkes således ved at gøre sig lig alle de andre. Et andet problem er, at den forbrugsbaserede persontype er ødelæggende for sammenhængskraften i samfundet. Solidariteten er yt, og hvor alle har mulighed for at tilslutte sig et værdifællesskab, har de socialt dårligt stillede ikke de økonomiske muligheder for at blive en del af et fællesskab, der kræver et enormt forbrug. Denne øgede opsplitning af samfundet, ser vi derfor nærmere på.
Individualiseringen betyder, at der stilles stadig større krav til den enkelte. Personer der ikke opfylder arbejdsmarkedets krav, risikerer at blive marginaliseret. Foto: istockphoto.com. Individualiseringens tabere de marginaliserede Det viser sig, at de kvaliteter, overgangen til det senmoderne samfund kræver af individerne i dag, forudsætter en stærk socialiseringsproces. Umiddelbart skulle man mene, at i en individualiseret verden, hvor værdier i højere grad er noget, man selv vælger, mindskes behovet for en socialisering, der lærer en de samfundsmæssige værdier. Men i dag er der i særlig høj grad behov for at kunne aflæse de kulturelle koder, tyde det underforståede og forholde sig til skjulte, uformelle normer. Svagt socialiserede individer har lettere ved at forholde sig til klare, kontante krav end de mere diffuse signaler, vores kultur præges af. Flere fremhæver Folkeskolens mange underforståede normer og manglende evne til at stille klare faglige og sociale krav, som en væsentlig forklaring på, det ikke lykkes at nedkæmpe den negative sociale arv i et af verdens mest lige samfund. Uanset årsagen er der tegn på, at en gruppe i samfundet marginaliseres, fordi de ikke formår at følge med og tilegne sig de kvalifikationer, der kræves på et globaliseret arbejdsmarked. Selvom vi i Danmark, trods en omfattende udflytning af arbejdspladser, har formået at øge beskæftigelsen de senere år, er det tydeligt, at der ikke skabes så mange jobs til ufaglærte. Dertil kommer, at en stor gruppe, der er på arbejdsmarkedet, giver udtryk for et højt stressniveau fremkaldt af tempoet på arbejdspladsen.
Det atomiserede individ og dermed atomiserede samfund Kritiske sociologer som Zygmunt Bauman hæfter sig ved, at frigørelsen i de daglige rutiner, som differentieringen har medført, samtidig øger vores afhængighed. Fordi vi er så specialiserede, er vi helt afhængige af markedets efterspørgsel af vores arbejdskraft. Besidder vi ikke de rette kvalifikationer eller vurderes det, at vores løn er for høj i forhold til den produktivitet, vi præsterer, vælger markedet at give vores job til en anden. I den globale verden risikerer man at skulle konkurrere mod fx kinesiske arbejdere og deres lave lønniveau. Individualiseringen foregår altså, ifølge Bauman, ikke på vore egne præmisser, men derimod på uddannelsessystemets, arbejdsmarkedets eller velfærdsstatens. Uanset vore færdigheder skal vi hele tiden være klar til at omstille os til nye krav. Udviklingen kan være slem nok for den enkelte, men truslen om det atomiserede individ er også en trussel mod samfundet som helhed, da følelsen af at være sit eget center og kun have øje for sit eget projekt medfører et opsplittet samfund. Dermed eroderes grundlaget for de fællesskaber, der stadig eksisterer. Strategier mod marginalisering og atomisering Der er altså risiko for en række uhensigtsmæssige følger af samfundsudviklingen, men man må ikke glemme, at det er ulemper i en primært positiv udvikling. En tilbagevenden til fortidige tilstande vil medføre tab af vores stærkt forøgede personlige frihed med mulighed for at vælge karriere, forlade voldelige ægtefæller osv. Moderniteten har medført en voldsom økonomisk fremgang og en forøget handlefrihed til den enkelte, som vi ikke vil undvære, selvom den medfører et stabilitetstab, og med Webers ord en affortryllelse af verden. Den fremtidige udfordring består i at fastholde fordelene samtidig med, at man får minimeret senmodernitetens uønskede elementer. Efterlysningen af pejlemærker og sammenhængskraft Her ser vi, de klassiske sociologers fortsatte aktualitet, da deres søgen efter fælles værdier og sammenhængskraft kun lader til at være forstærket i senmoderniteten. Den radikaliserede individualisme og globaliseringen gør det sværere end nogensinde at finde en fælles livsverden. I 1970 erne prægedes denne søgen af en mere ideologisk præget samfundsdebat, mens man fra 1990 erne til i dag tydeligt kan spore tilbagekomsten af ordet religion. Religionen er en af de faktorer, der peges på som en kilde til fornyet fællesskab og solidaritet, men traditionelt er det især familien og skolen, der får den største bevågenhed i denne forbindelse. Uanset hvad sætter individualisering og globalisering nationalstaterne under pres, fordi de med den amerikanske sociolog Daniel Bells ord er blevet for små til at løse de store problemer, og for store til at løse de små problemer. Derfor er man også begyndt at spejde udover nationalstaten og se overnationale organer som FN og EU, som de fora, hvor der kan sættes ind mod en løbsk globalisering.
Sammenhængskraft i globaliseringens tidsalder? Ovenstående områder giver et fingerpeg om, hvor man kan sætte ind for at bremse tendensen mod det atomiserede samfund. Der er altså modvægte at hage sig fast i. Desuden skal man også være forsigtig med at dømme alle fællesskaber ude. En lang række undersøgelser de senere år peger entydigt på, at der i hvert fald i det danske samfund er massiv opbakning bag idéen om det nationale fællesskab i almindelighed og til velfærdsstaten og altså også solidariteten i samfundet i særdeleshed. En del af opbakningen til velfærdsstaten kan selvfølgelig forklares med, at også den bedrestillede middelklasse får del i ydelserne, men ikke desto mindre er der intet, der tyder på decideret skattevægring eller manglende forståelse for de svages behov hos danskerne. Hvad angår globaliseringen kan man igen tage såvel optimistiske som pessimistiske briller på i forhold til sammenhængskraften i det danske samfund. Nogle hævder, globaliseringen vil presse den danske model og tvinge os til at opgive såvel det nationale sammenhold som velfærdsstaten. Andre hæfter sig ved, det fortsatte sammenhold i undersøgelsen og den danske models hidtidige succes med at gøre sig konkurrencedygtig, og dermed sikre høj velstand til borgerne. Under alle omstændigheder er globalisering, sammenhængskraft, integration og den danske velfærdsmodel områder, der bør få og får stor bevågenhed. SA0022 www Kernebegreber Atomiseret samfund: Samfund med så vidtgående individualisering, at fællesskabsfølelser mangler. Farefællesskaber: I bevidsthed om øgede risici dannes fællesskaber med rod i kamp mod truslerne. Gruppestyret individ: Betegnelse for moderne individtype, hvis adfærd styres af forsøg på at opnå omgivelsernes accept. Indrestyret individ: Betegnelse for moderne individtype, hvis adfærd styres af indre værdier og normer. Marginalisering: Proces, hvor individer eller grupper i samfundet presses til mindreværdige positioner i samfundet. Medfører som regel både økonomiske, politiske og sociale afsavn. Risikosamfund: Ulrich Becks betegnelse for nutidens samfund, da han hævder, vi i stigende grad producerer risici og præges af en øget bevidsthed om disse trusler mod vores eksistens. Sammenhængskraft: De institutioner, normer og værdier i samfundet, der skaber samhørighed mellem individerne i samfundet. Kan ses som værktøjer mod det atomiserede samfund. Senmodernitet: Anthony Giddens betegnelse for det nutidige samfund. Signalerer, at vi (endnu) ikke har lagt det moderne samfund bag os, men snarere er præget af en radikaliseret modernitet.