21-årig efter blodprop: 'Arret er noget af det bedste, jeg har' Pernille Lærke Andersen fortæller om den dag, hun faldt om med en blodprop, og hele livet forandrede sig Af Karen Albertsen, 01. december 2012
03 'Arret er noget af det bedste, jeg har' 07 Kort om Pernille Lærke Andersen 2
Men når man taler med hende, bliver man hurtigt klar over, at hun rummer en helt særlig og moden ro og balance. Måske er det en ro, der netop kommer, hvis man på den hårde måde er blevet tvunget til at se livets sårbarhed og forgængelighed i øjnene. Også en ydre ting afslører, at Pernille har været igennem noget, som ikke alle har; nemlig hendes ar. Det sidder lige midt på brystet, ud for brystbenet og er cirka tyve centimeter langt. Iført strålende paliet-top, der først starter, hvor arret stopper, er det tydeligt, at Pernille ikke skjuler tegnene efter sin operation. Tværtimod viser hun dem gerne frem. Pernille Lærke Andersen fra Aalborg er hjerteopereret. 'Arret er noget af det bedste, jeg har' Med sit lange, mørke hår og fine smil ligner Pernille umiddelbart en ganske almindelig ung kvinde, der er i gang med at skabe sig en vej i livet. Af Karen Albertsen - Livet er på lånt tid, så når jeg vågner om morgenen og ser mit ar i spejlet, er den første tanke, der rammer mig, taknemmelighed, fortæller Pernille Lærke Andersen. Faldt sammen i træningscenteret Sammen med veninden Mathilde trænede hun op til at løbe en halvmaraton. Denne tirsdag eftermiddag i februar tidligere i år var de to 20-årige piger derfor endnu en gang i træningscenteret i Nibe for at tage en tur på løbebåndet. Pernille var oppe på at kunne løbe syv kilometer. Der var stadig lang vej til de 21, men i forhold til alt det, hun havde været igennem i sit korte liv, så var hun helt tilfreds. Hun skulle nok gennemføre den halvmaraton. Men mens hun stod der på løbebåndet, blev 3
hun pludselig svimmel. Ikke på en måde, hun tidligere havde prøvet. Hun var ikke i tvivl om, at der var noget helt galt. Pernille stoppede løbebåndet og steg af og derfra gik det hele meget hurtigt. Pernille rask. Men havde Pernille derimod en hjerneblødning, så ville trombolysen formentlig slå hende ihjel. Det var op til Pernille, om hun ville tage chancen for helbredelse og risikoen for ikke at vågne igen. Den unge kvinde faldt sammen på gulvet. Hele hendes højre side af kroppen lystrede ikke, når hun forsøgte at bevæge sig. Og selv om hun virkelig gerne ville svare på de mange bekymrede spørgsmål, som Mathilde og de andre sammenstimlede folk stillede hende, så kunne hun ikke. Intet af det, hun sagde, gav rigtig mening. Det var bare underlige ord uden sammenhæng, der kom ud af munden på hende. Femten livsvigtige minutter Pernille blev i al hast kørt til hospitalet, hvor hun blev mødt af sine forældre og storesøster. Lægerne fortalte dem, at Pernille enten havde fået en blodprop eller en hjerneblødning. Der var dog ikke tid til at undersøge det nærmere, for det hastede at få startet en behandling. Der var dog lige en vigtig beslutning, som Pernille trods lammelse og talebesvær måtte tage, før behandlingen kunne gå i gang; en beslutning, der kunne betyde livet eller døden. Eneste mulighed var nemlig at sætte en trombolyse-behandling i gang. Hvis der var tale om en blodprop, ville trombolysen fjerne lammelsen og gøre 21-årige Pernille faldt om på løbebåndet med en blodprop, og indenfor 15 minutter skulle hun selv vælge, hvilken behandling lægerne skulle give hende. Et valg, der kunne have været fatalt. Privatfoto. Beslutningen skulle tages på femten minutter. Og Pernille skulle træffe den selv. Forældrene måtte ikke blande sig, for det skulle ikke være dem, der havde taget den vigtige beslutning, hvis det gik galt. - Det var meget hårdt. Men jeg var så fast beslut tet på, at jeg bare skulle have trombolyse. Jeg ville ikke have et 4
liv som en grøntsag, så hellere bare tage risikoen og håbe på, at der kom et godt resultat. Pernille valgte altså trombolysen. Men efter 40 minutters behandling gik det galt, og hun blev lam i hele kroppen og akut kørt i MR-scanner. Og det var der; i MR-scanneren, hvor hun lå helt alene, at det for alvor gik op for Pernille, hvor sårbart livet er, og hvor meget hun havde at miste. - Jeg tænkte, om jeg efterhånden havde opbrugt mine chancer for, hvad et menneske kunne overleve. Og på hvor meget dejligt jeg havde i mit liv, som jeg ikke havde lyst til at undvære. have givet hende det wakeup-call, hun nu fik i scanneren. Da hun var halvvejs gennem det sidste år i gymnasiet, opdagede lægerne, at hun havde et medfødt hul i hjertet. Hullet skulle lukkes ved en stor operation, og Pernille var ulykkelig. Ikke så meget fordi hun frygtede at dø. Men mest fordi hun hadede tanken om, at hun resten af livet skulle bære rundt på et stort ar. - Jeg tænkte mest på, hvad drengene ville sige, når de så mit ar. Og hvor pisseirriterende det var, at jeg så ikke kunne være med til festerne i gymnasiet, fortæller Pernille med et smil på læben, der tydeligt viser, at hun i dag ser sine tidligere bekymringer som helt unødvendige. Der skulle komme langt mere alvorlige problemer i hendes liv end et stort ar. Hjerteoperationen gik godt, men hele fem gange efterfølgende måtte hun på hospitalet for at få fjernet væske, der havde samlet sig omkring hjertet. I maj 2011 viste væsken sig dog for sidste gang. Nu skulle Pernille endelig leve livet, feste, rejse og løbe maraton. De mange operationer, hun havde været igennem, betragtede hun som mindre bump på en vej, der stadig tilhørte en ung, sorgløs pige. Hul i hjertet spændte ben for festerne Der havde ellers allerede været flere anledninger i Pernilles liv, der kunne 5
Men som hun lå i MR-scanneren på hospitalet den dag i februar i år, da var det helt andre alvorlige tanker, der fyldte hendes hoved. - Jeg tænkte på, hvordan min familie og mine veninder ville klare det, hvis jeg døde. Hvordan de skulle klare sig ved min begravelse og bagefter. På hvem der så skulle lave lektier med min lillebror på 12 år. Det plejede jeg jo at gøre. Efter 20 minutter begyndte fingre og tæer at kunne bevæge sig, og kort tid efter gik Pernille selv på toilettet. Alle var lettede og lykkelige over, at Pernille havde overlevet. Men noget havde fra den dag for evigt forandret sig inden i Pernille. - Når man står på kanten af livet, så sker der noget voldsomt. Pludselig forstod jeg, hvad hele livet handler om. Det drejer sig om kærlighed. Om familie og venner. Der er så meget fokus på det forkerte. I dag lever jeg hver dag, som var det den sidste. Jeg tilbringer mere tid med mine venner og familie. Før var jeg mere sløset omkring det hele og tænkte, at der også var en dag i morgen. I dag har jeg indset, at det kan jeg ikke være sikker på noget. Minder om barndommen er væk Det er nu omkring ni måneder siden, at Pernille faldt om på gulvet i træningscenteret. Hun går stadig til genoptræning på hjerneskadecenteret i Aalborg, og har netop fået at vide, at hun skal fortsætte med det et stykke tid endnu. Efter blodproppen fik hun problemer med korttidshukommelsen og indlæringen. Lægerne kunne ved scanningen se, at Pernille ikke havde fået en hjerneblødning, og derfor fortsatte de trombolysebehandlingen. Og det med god effekt. - Det betyder blandt andet, at jeg ikke kan begynde på jurastudiet, hvor jeg ellers havde fået plads. Det gør mig lidt ked af det, når jeg ser alle mine kammerater starte på et studie. Men på den anden side, så har jeg hele tiden en tanke i baghovedet, der 6
husker mig på, at jeg bare skal være glad for at være her. Og så må jeg bare kæmpe lidt mere, siger Pernille. En af de ting, hun må kæmpe med, er et stort hul i hendes hukommelse. Hun kan ikke huske sin barndom og heller ikke gymnasietiden. - Det er ikke særlig rart, men fotos kan hjælpe mig. Mine forældre viser billeder, og så fortæller de, hvad vi har lavet sammen. Heldigvis kan hun også grine med sine veninder ad sit hukommelsestab. - Vi taler nogle gange om, at vi skal åbne en vietnamesisk restaurant sammen. Og så skal jeg være den sære tante, der hele tiden går rundt blandt gæsterne og glemmer alting og siger sære ting. Pernille siger selv, at hendes positive, men realistiske tilgang til livet er kommet efter de mange gange, hun har været tæt på døden. - Min familie siger, at jeg er blevet mere stille. Jeg tror bare, at jeg tænker mere over tingene i stedet for bare at snakke. Jeg synes selv, at jeg er en gladere pige nu. Jeg går i seng hver dag og tænker, at det har været en fantastisk dag. Og hvis jeg ikke får en dag til i morgen så fred være med det. Det handler om at være glad og tilfreds lige nu. Kort om Pernille Lærke Andersen - 21 år og bor i Aalborg med en veninde. - Har en storesøster på 25 år og en lillebror på 12 år. - Efter blodpropperne har hun fået indlæringsvanskeligheder og hukommelsestab og går til genoptræning på hjerneskadecenteret i Ålborg. Skriver bloggen pernillelaerke.wordpress.com - Fik trombolyse, som er en behandling, der opløser en blodprop i hjernen ved hjælp af et lægemiddel, der sprøjtes direkte ind i blodårene. Behandlingen skal påbegyndes inden fem timer, efter at de første symptomer har vist sig. 7