ÅRSBERETNING 2004
Å R S B E R E T N I N G 2004
DET KONGELIGE TEATERS ORGANISATIONSOPBYGNING DET KONGELIGE TEATERS ORGANISATIONSOPBYGNING Bestyrelse Økonomi Balletskole Personaleudvikling Teaterchef Operaakademi Turné og gæstespil Direktionssekretariat Skuespil Ballet Opera Teknik Salg og Kommunikation DET KONGELIGE TEATERS BESTYRELSE 2004-2007 DET KONGELIGE TEATERS LEDELSE Adm. direktør Mads Øvlisen (formand) Professor og komponist Karl Aage Rasmussen (næstformand) Fhv. minister Torben Rechendorff Fhv. udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen Fhv. kulturminister i Norge og fhv. teaterchef ved Nationaltheatret i Oslo, Ellen Horn Fhv. formand for balletforeningen ved Det Kongelige Teater og nuværende leder af Dansens Hus, Benedikte Paaske. Operasanger Gert Henning-Jensen, medarbejderrepræsentant Teaterchef Michael Christiansen Økonomichef Niels Peter Hermansen Skuespilchef Mikkel Harder Munck-Hansen Operachef Kasper Bech Holten Balletmester Frank Andersen Teknisk direktør Nikolaj Jensen Kommunikations- og marketingschef Kresten Schultz Jørgensen Personaleudviklingschef Gitte Mandrup Ballettilsynsførende Uffe Fromberg, medarbejderrepræsentant 3
Bestyrelsens og teaterchefens beretning 2004 Året 2004 var et overgangsår. Det sidste år i den gamle bygningsmasse. Året hvor teatrets fremtid i nye omgivelser og med mange nye medarbejdere skulle forberedes. På forhånd var der budgetteret med mange investeringer i personale og teknik og derfor med et betragteligt underskud. Årsresultatet blev lidt dårligere end forventet, men alle beslut ninger, omstruktureringer, flytninger, nyansættelser o.s.v. blev gennemført efter planen. Medens operahuset blev bygget færdig på Holmen, uddannede og nyansatte vi medarbejdere. Den 1. oktober overdrog skibsreder Mærsk McKinney Møller nøglen til statsminister Anders Fogh Rasmussen, der videregav huset til Det Kongelige Teater. Et stort og smukt byggeri var færdiggjort til tiden. Fra den enestående foyer af glas, stål og ahorntræ kan gæster og personale nyde solen over havnen og Københavns tårne. Den store scene med sidescener, bagscene, monteringshal og prøvescene er indrettet med en teknik, der næppe har sin lige noget sted i verden. Alt kan lade sig gøre. Kun fantasien sætter grænser. De første prøver viste, at akustikken i den smukke og enkle sal er fremragende. Den anden oktober overtog teatrets teknikere baghuset og fik lov til alene at skyde sig ind på det i en hel måned. Da den måned var gået, flyttede Det Kongelige Kapel, Det Kongelige Operakor, operasolisterne og operaadministrationen over i de enkle velfungerende garderober og kontorer, og få dage senere begyndte de første prøver i prøvesalene, smukt beliggende på øverste etage med udsigt over 4
Skibsreder Mærsk Mckinney Møllers overdragelse af Operaen til statsminister Anders Fogh Rasmussen Operaen: Lysbroerne på bagscenen hele byen. De store dekorationer til Aida blev samlet, medens alle 4 kunstarter og alle kunstneriske chefer arbejdede med den store åbningsgalla. Den blev til en rigtig festforestilling, helt i gavegiverens og gavemodtagerens ånd, som den 15. januar åbnede huset til tiden. Den 6. oktober 2004 tog Kulturminister Brian Mikkelsen det første spadestik til det nye skuespilhus for enden af Sankt Annæ Plads skråt overfor operahuset. På pæle halvt ude i havnen bygges nu Boje Lundgaards og Lene Tranbergs poetiske pendant til det store og imponerende operahus. Pihl og Søn vandt licitationen og flyttede teltpælene fra operahuset til Kvæsthusbroen og forventningen er, at der kan bygges til tiden og til prisen. Det Kongelige Teater forventer at kunne overtage skuespilhuset i ef- teråret 2007 og åbne huset først på året 2008. Det vil betyde farvel til Turbinehallerne og Stærekassen, og en stor flytning til nye og tidssvarende omgivelser for skuespillet, der i 130 år har kæmpet for at få foden under eget bord. I juni 2004 tiltrådte finansudvalget, at Slots- og Ejendomsstyrelsen til brug for Det Kongelige Teater erhvervede en af de store haller i det gamle B & W skibsværft på Refshaleøen. I slutningen af året gik så et stort indretningsarbejde i gang i den 300 m. lange 17 m. høje hal. Dette arbejde forventes afsluttet ca. 1. september 2005, hvorefter alle Det Kongelige Teaters produktionsværksteder samles i dette nye store produktionshus. Teatrets snedkere, malere, tapetserere, smede og rekvisitfolk m.fl. vil fremtidig i tidssvarende lokaliteter kunne producere 5
Skuespilhuset: Det nye skuespilhus set fra fra Krøyers Plads de store kulisser m.m. til de tre teaterhuse. Samtidig flytter skrædderværkstederne fra lokaler i Grøns Pakhus på Holmens Kanal ind i ombyggede prøvelokaler på Gl. Scene. Ejendommene Tordenskjoldsgade 7-9 fraflyttedes ved årsskiftet 04/05 og teatrets nye billetkontor er åbnet i Brønnums Hus på hjørnet af Tordenskjoldsgade og Kongens Nytorv. Også teatrets sidste store ønske er på vej til at blive opfyldt. Bygningen af en balletkostskole. beslutninger i 2004. Trafiksituationen. Det har været en væsentlig forudsætning for Det Kongelige Teaters udbygningsplaner ved Københavns Havn, at trafikken til Holmen fra City blev afgørende forbedret. En arkitektkonkurrence om en gang- og cykelbro har ikke ført til nye initiativer. Intet er besluttet, og forholdene er kritisable. På sigt truer den manglende beslutningsdygtighed i Københavns Kommune den succes, som de store kulturinvesteringer på begge sider af havnen fortjener. Bikubenfonden donerede i 2004 10 mio. kr. til Det Kongelige Teater til dette formål. Indretningen af 18 kollegieværelser i Tordenskjoldsgade nr. 3 i umiddelbar sammenhæng med balletskolen forventes påbegyndt i sommeren 2005 og afsluttet ved skoleårets start 2006. Herefter vil fremtiden for vore talentfulde børn fra Odense og Holstebro være sikret og forudsætninger for eventuelle nye balletinitiativer i provinsen være afgørende forbedrede. Kun på et punkt lykkedes det ikke at få afgørende Det økonomiske resultat for året blev et driftsunderskud på 46,6 mio. kr., hvorved teatrets reserver på 15 mio. blev brugt og teatret for første gang måtte trække over med 31,4 mio. kr. Ultimo 2003 budgetteredes med et underskud for 2004 på ca. 13,4 mio. kr. Årsagen til et merforbrug på ca. 33 mio. kr. skyldes dels, at der i omfang, som ikke kunne forudses, har skullet foretages anskaffelser til operahuset i form af inventar, værktøj, maskiner, instrumenter m.v. for ca. 30 mio. kr. samt, at driftsomkostningerne ved huset er noget større end forventet. For 2005 forventes et 6
Skuespilhuset: Kulturminister Brian Mikkelsen, bestyrelsesformand Mads Øvlisen og teaterchef Michael Christiansen ved 1. spadestik af skuespilhuset Skuespilhuset: Byggeriet af det nye skuespilhus er påbegyndt Kulturminister Brian Mikkelsens åbningstale ved 1. spadestik af skuespilhuset lille plus på driftsregnskabet, hvorefter det akkumulerede underskud på ca. 30 mio. kr. vil blive udlignet over perioden 2006-09 ved budgetterede årlige driftsoverskud på 8-10 mio. kr. Samtidig hermed vil teatrets aktivitetsniveau blive forøget i overensstemmelse med de politiske mål, der er lagt for perioden. Det er således forudsat i de kommende års budgetter, at antallet af forestillinger øges fra det nuværende niveau på ca. 750 til 900 årligt. Samtidig forudsættes antallet af tilskuere i perioden forøget fra det nuværende niveau 400-450.000 til ca. 600.000 årlig. Publikumsinteressen var lidt lavere i 2004 end de foregående år. Sædebelægningsprocenten faldt fra 84,0 % til 80 % og værdibelægningsprocenten fra 71 % til 67 %. Faldet har berørt alle kunstarter, dog mest skuespillet, som var påvirket af, at der ikke var en stor udendørsforestilling i 2004. Tallene for opera og ballet var påvirket at et aktivitetsmæssigt stille efterår på Gl. Scene, hvor både publikum og kunstarterne forberedte sig på åbningen af det nye operahus. Det nye år er begyndt med stor publikumsinteresse, og teatret forventer, at publikumsinteressen øges markant i de kommende sæsoner. Det Kongelige Teater står nu midt i teatrets største omstilling i sin mere end 250 årige historie. Med et spændende og udfordrende repertoire og et stort engageret og veluddannet personale er teatret forberedt på at gennemføre resten af omstillingsprocessen de kommende 3 år indenfor de kunstneriske, økonomiske og administrative rammer, der blev lagt i 2002, og som er fastholdt i de forløbne år. Mads Øvlisen Michael Christiansen 7
Flugt: Søren Sætter-Lassen og Nicolas Bro Skuespilchefens beretning Ej blot til lyst. Adskillige af skuespillets forestillinger i år 2004 fik anmelderne op på tæerne. I vrede og harme over hvad Det Kongelige Skuespil finder på med vore klassikere og i stor fryd over Det Kongelige Skuespils sublime måde at håndtere klassikere og nye værker på. Sagen er jo, at skulle vi med hver enkelt forestilling gøre alle tilpas, ville det være helt umuligt både at spille kendte klassikere og ny dramatik. Den offentlige mening er jo ikke en fast størrelse, lige så lidt som en gennemsnitsfamilie har 1,3 barn og drikker x antal genstande om ugen. Statistikker viser os en masse om hvem vi er og hvad vi kan lide, og navnlig hvad vi kunne lide og ikke lide, og det gør denne årsberetning også. Vi kan ikke skabe oplevelser for et gennemsnitsmenneske, kun for rigtige mennesker, og de er forskellige. Det er de to skuespilchefer med tilhørende viceskuespilchefer, der har præget år 2004, også. Klaus Hoffmeyer kunne afslutte sine otte år som kongelig skuespilchef med smukke anmeldelser, høje publikumsbelægninger og flere Reumertnomineringer og -priser. Og det manglede også bare, for hans afslutningssæson bød på mange virkeligt stærke oplevelser. Han overlod mig et ensemble og en stab, som har en erfaring og et mod på det nye, som må gøre en hver anden kunstnerisk chef misundelig. Forventninger skorter det heller ikke på, og det er godt, for sådan må og skal det være for en institu- 8
To kvinder: Ghita Nørby og Birthe Neumann Røverne: Henning Jensen og Mads Ville tion, som indtager en så markant plads i de fleste danskeres sind. Alle mener noget om Det Kongelige Teater, og hvilket privilegium at være medskaber af den offentlige mening. Det svier godt og grundigt, når man ikke bryder sig om det vi laver, og det varmer helt ind til benet, når man elsker os. Det vidunderlige ved netop Det Kongelige Teater er dog, at når modstanden synes mest massiv, får vi også de mest inderlige forsvarstaler. Og netop det fænomen blev både Klaus Hoffmeyer og jeg vidner til i det forgangne år. I begge tilfælde var det den svenske instruktør Anders Paulin, der bragte sindene i kog og sikrede Det kongelige Teater en plads i lederskribenternes spalter og indslag i diverse nyhedsudsendelser i radio og tv. Og selvom statistikken måske ikke tyder på, at det er noget vi burde være stolte af, så fik både Hoffmeyer og jeg mange henvendelser fra ind- og udland om netop disse forestillinger, som man anså for internationale mesterværker og banebrydende i dansk teaterkultur. Og det er vel ikke så ringe endda, at man ude i verden og i kroge af landet og teaterbranchen også ser Det Kongelige Teater som banebrydende og væsentligt, selvom det sker på trods af den offentlige opinion. Vi skal ikke give vore egne forestillinger karakter, det er der så mange, der gør, og det vil nutid og fremtid gøre igen og igen. Men vi skal lytte både til flertallet og de sure og de glade og forstå, hvad det viser om os og om menneskene, så vi kan blive ved med at skabe oplevelser der fryder, men ej blot til lyst. Årets første premiere var to sjældent spillede og 9
Gargantua: Lisbeth Wulff, Mikael Birkkjær, Henrik Jandorf og Mia Lyhne sære gamle danske klassikere Nei & De Nygifte. Det er nok kun Det Kongelige Teater, der har kapacitet og mulighed for at sætte Heiberg på en stor scene i dagens Danmark. Og selvom de måske ikke er det mest kostbare arvesølv, så var det både modigt og godt tænkt at spille disse værker, der skabtes af en af sin tids største tænkere og poeter, en figur der om nogen skabte Det Kongelige Teater og altid skabte diskussion. Instruktøren Henrik Sartou fandt sammen med scenografen Mia Stensgaard lige præcis den elegante balance mellem den moderne fortolkning og kommentar og Heibergs egen hvasse, vittige og ironiske tunge. Alexander Mørk-Eidem, Christian Friedländer og Åsa Frankenberg fik tømt den store Turbinehal for det meste og fremhævet den rå bygning, så den skabte den perfekte ramme om Bulgakovs Flugt. Tyve skuespillere og statister, en grusom skæbnehistorie og en unik ensemblepræsentation sikrede teatret en gedigen succes og velfortjente priser. Og de vellykkede skolearrangementer i samarbejde med Dansk Røde Kors viste den yngre generation, hvad det vil sige at være på flugt og hvad nød kan drive mennesker til. Elfriede Jelinek fik årets nobelpris i litteratur. Men det var der jo ingen der vidste, da Det Kongelige Teater satte hendes Rasteplads på plakaten i det tidlige forår. Og endnu engang måtte skuespilledelsen høre for, at man valgte perifere og komplet ligegyldige udenlandske tekster, som de ellers glimrende skuespillere måtte trækkes med at spille. Havde det stået til de danske anmeldere, havde den østrigske forfatter nok ikke fået en nobelpris. Men måske var det, set i bagklogskabens lys, slet ikke så dumt af Klaus Hoffmeyer at introducere hende til et dansk publikum? Anna Novovic instruerede og Helle Damgård skabte scenografien til Claus Beck-Nielsens fremragende oversættelse. David Hare har skrevet To kvinder, og fra premieren 19. marts og frem til sidste forestilling den 22. december havde vi næsten fulde huse hele tiden. Måske kom publikum ikke for at høre Hares tekst - men for at opleve Ghita Nørby og Birthe Neumann, senere afløst af Kirsten Olesen, spille stort teater. For det kan de, og det gjorde de stærke kvinder. De fik lunkne anmeldelser og bragende bifald, og vi fik historien om Martin og de to vidunderlige kvinder, han på en eller anden måde holdt fastlåst i en utålelig position, lige til den dag han ikke gad dem længere, og efterlod dem til at samle sig selv og hinanden op. En skærsommernatsdrøm er for mange et af Shakespeares sjoveste og hyggeligste stykker. Ikke for Anders Paulin. Han ser mareridtet i, at mennesker tillader sig at manipulere så grusomt med hinanden for deres egen fornøjelses skyld. Han viser os den moderne trylleskov på pizzeriaet rundt om hjørnet, ved pølsevognen i Borgergade og på tagene ved Kongens Nytorv, og han fører os ned i de dunkle kældre under Turbinehallerne, alt sammen fotograferet i nuet og transmitteret direkte ind i den tomme teatersal på video. Er det Shakespeare, var der nogen der spurgte? Tja det var et topmoderne og yderst originalt bud på samtidsteater over en historie, de fleste allerede kender, her sat i et andet perspektiv. Hvorformåteaterkunstenikkegånyveje,nårbilledkunst, film, musik og alt muligt andet, selv de fleste mennesker, gør det? Den søde version kan man se på 99 andre teatre i hele verden. Den uforudseelige kunne man kun se her. Det fik Paulin ingen priser for men invitationer til at arbejde på nogle af Europas mest betydningsfulde og toneangivende teatre. God vind. Paulin was here. 10
Mefisto: Anders Mossling Mefisto: Mette Føns, Rasmus Hammerich, Bodil Jørgensen, Anders Mossling,Maria Rossing og Stig Hoffmeyer Foråret bød også på gensyn med Staffan Valdemar Holms helt vidunderlige og prisbelønnede iscenesættelse af Schillers Kabale og kærlighed og Kaspar Rostrups mageløse fortolkning af Vores sensommer. Så blev det sommer, og jeg overtog hjørnekontoret og ansvaret for repertoiret. Sammen med Klaus Hoffmeyer sagde vi også farvel til en række skuespillere, som har været med til at præge hans tid på teatret. Flere af dem vil vi sikkert se på vore scener igen i de kommende år, men der skulle også gøres plads til nye ansigter, så nogen måtte vige pladsen. Jeg lagde ud med at relancere Turbinehallerne. For selvom Det Kongelige Teater med udgangen af 2007 for altid forlader det gamle elværk mellem Adelgade og Borgergade, så kan vi ikke bare sidde og vente på, at årene går, før vi kan folde os ud. Turbinehallerne er ikke bygget til teater, og bør derfor heller ikke med vold og magt ligne et teater. Måske kan vi netop tiltrække et nyt teaterpublikum ved at være lidt mindre fine og modtage publikum på en anden måde dér, end vi gør på Kongens Nytorv. Begge steder kan man opleve Det Kongelige Teaters skuespillere og både nye og gamle tekster. Men i Turbinehallerne er vi mere eksperimenterende, mere rå i stilen og meget inspireret af samtidskunsten og kulturen. Derfor kan man også på udvalgte aftner opleve DJ s vende plader eller se teatrets kunstnere på slap line i andre roller før og efter forestillingerne. Vi har kun taget nogle forsigtige, prøvende skridt i retning af at gøre Turbinehallerne til det sprudlende kunsthus, det kan være, men vi fortsætter linien i 2005 og bygger nye broer mellem teater, publikum, debat, oplevelse og fest. Vi skal bruge de erfaringer, så vi i det nye hus på Kvæsthusbroen kan tiltrække både det traditionelle publikum og en hel masse nye. De skandinaviske nationalteatre har længe samarbejdet, men med premieren på Ibsens Kongsemnerne tog vi et markant skridt til at styrke det nordiske teatersamarbejde. Publikum kunne opleve kunstnere fra alle tre teatre på scenen sammen, høre de tre sprog og opleve nordisk dramatik på en anden måde. Al begyndelse er svær, men det har været anstrengelserne værd og publikum er strømmet til, især i Danmark og Norge. Svenskerne har svært ved at forstå dansk, danskerne svært ved at forstå norsk, og nordmændene forstår det hele. Når det går løs igen i 2005, er det Norge der producerer og Peter Langdal der tager førergreb på Strindberg, og mon ikke vi kommer til at møde Holberg i 2006, når det bliver Sveriges tur? Vi har lært meget af første runde, og det vil helt givet afspejle sig i både produktionsproces og forestillinger i de kommende 11
Nei: Christian Tafdrup og Trine Appel år. Og vi bliver klogere på om den nordiske idé kun er en idé, eller om der er hold i den. Skal vi bruge tekstmaskiner, som nogle anmeldere krævede, eller skal vi udsætte os selv og hinanden for vore nabolandes sprog og risikere at blive hægtet momentvis af, og måske af den grund få pirret nysgerrigheden og sanserne. Eller skal det tygges for os og være genkendeligt og forståeligt, så vi ikke udsættes for noget, vi ikke forstår? Skuespilchefen her på teatret kan godt lide udfordringer, så man skal ikke forvente tekstmaskiner fra svensk og norsk. Med Dagens helte, nattens ofre påtog instruktøren Henrik Sartou sig at finde og vise essensen i Kaj Munks tekster, og lade publikum diskutere dem efterfølgende. Nu hvor Kaj Munk har fået en helt særlig plads i regeringens kulturpolitik, kunne det næsten ikke passe bedre. Og publikum vil faktisk meget gerne forholde sig til det, de ser på scenen, det vidner mange breve fra hele landet om. Det viste sig som et kærkomment initiativ, at Det Kongelige Teater ude i landet kunne spille på de helt små scener, der ikke tidligere har kunnet huse os. Og det var præcis hensigten med forestillingen. Vi skulle nå bredere ud og gå nye veje i dialogen med vores publikum. Mefisto er der skrevet så meget om, at den burde være sikret sin helt egen plads i teaterhistorien, både hos dem, der så den, dem der gik, de mange der ikke tog sig sammen til selv at se den, og dem der knuselskede den. Dejligt at teater kan få folk op af stolene midt i en zappertid. Vi tager udfordringen med at lave teater til børn og unge op med stor fornøjelse. Vi skal kunne noget andet end det øvrige børneteater, men evne at passe det ind i en struktur møntet på voksne. Teatrets abonnementsordninger og øvrige kommunikation er hovedsageligt rettet mod voksne, og vores ønske om at være nyskabende og originale gjorde, at vi med Gargantua måske ikke kom ordentligt fra start. Havde vi kaldt forestillingen Den lille fede dreng, og havde vi spillet flere forestillinger kl. 19 på hverdage og havde vi brugt mange flere penge på at nå nye målgrupper i vores markedsføring, ville forestillingen muligvis have fået et langt større publikum. Og havde vi fulgt instruktørens råd om at lave testforestillinger og prøve konceptet af et halvt år før premieren, ville vi også have haft en forestilling, som hele vejen igennem kunne holde godt fat om sit publikum. Forestillingen var dybt original sprogligt og visuelt og sprudlede af fantasi og humor, men den var bestemt ikke for små børn. Og når vi kun har det ene skuespil for børn på det Kongelige Teater, så tager familierne alle deres børn i alle aldre med, og så har vi problemet. De forestillinger, vi laver som børneforestillinger, skal nok tænkes bredere end vi gjorde med Gargantua. De sidste sæsoner har budt på fantastiske Schilleropsætninger på Det Kongelige Teater i Staffan Valdemar Holms iscenesættelser. Men det skulle ikke afholde os fra at prøve det igen, men på en radikalt anden måde end tidligere. Tue Biering ville med sin opsætning af Røverne have fat i et helt andet publikum og vise os, at Schillers ungdomsoprør er lige så aktuelt i dag, selvom udtrykket er et andet. Og det var præcis hvad der skete, da Store Turbinehal 12
Kongs-emnerne: Søren Sætter-Lassen, Finn Schau,Örjan Ramberg og Bjørn Granath blev fyldt med biler, automatvåben og rå stiliseret vold tilsat en klassisk tekst, eller var det omvendt? Som Mefisto delte den vandene. Visse anmeldere fandt de smukkeste ord frem og roste os til skyerne, andre sukkede og længtes tilbage. Teatret egner sig glimrende til at sætte historien i perspektiv, fordi vi kan bruge de historiske personer og digte konflikter imellem dem, som de måske har fundet sted. Med Christopher Hamptons stykke Sabina S. har vi fået et blik ind i psykoanalysens fødsel og en måde at anskue det at være menneske på, som ændrede eller i hvert fald påvirkede og påvirker hele den vestlige verdens tankegang. Emmet Feigenberg og Karin Betz har skabt en smuk og præcis ramme til vore fremragende skuespillere, og vi kommer klogere ud af teatret. Samme konflikt, men på en ganske anden måde, kunne man opleve i Lille Turbinehal med Galskab. Det ligger næsten i navnet, at man kunne forvente lidt af hvert, men mon ikke det kom bag på en del af publikum, at de skulle sidde på gulvet og spise bananer, mens skuespillerne gik rundt imellem dem og citerede fra verdenslitteraturen? Eller at se biblen som kogebog, og synge med på I en lille båd, der gynger. Totalteater fra 70 erne og alligevel helt moderne, frækt, modigt, provokerende og meget morsomt. Godt gået af Egill Pálsson og hele holdet af skuespillere, teknik og andre, der bar dette eksperiment igennem. Hele 2004 var ikke galt, og måske heller ikke genialt, men oplevelsesrigt det har det været. Og det var sådan set det, der var meningen med det hele. Mikkel Harder Munck-Hansen 13
Kærligheden til de tre appelsiner: Gert Henning-Jensen og Ernst Dalsgard Operachefens beretning 2004 blev et forventningens år for Den Kongelige Opera. På de indre linier fyldte forberedelserne til åbningen af Operaen på Holmen meget, og flytningen blev brugt som en anledning til at analysere og forandre en række arbejdsgange såvel som til at lægge strategiske planer for de kommende års repertoire og arbejdsformer. At flytningen lykkedes så smertefrit har været en udelt succesoplevelse for Den Kongelige Opera. Flere års planlægningsarbejde kulminerede i oktober og november, og det lykkedes at videreføre prøvearbejdet uden afbrydelse fra det gamle hus til det nye, ligesom det lykkedes at gennemføre arbejdet frem mod åbningen, der skete til tiden og som planlagt. Når man sammenligner med udenlandske erfaringer med at åbne operahuse er det bestemt en bedrift, vi er stolte af. I det kunstneriske blev 2004 især præget af et stædigt insisterende, gradvist arbejde på at hæve kvaliteten af Den Kongelige Operas daglige arbejde. Målsætningen var at sikre det kunstneriske niveau for den enkelte aften, og at især genopsætningerne skulle holde niveauet. Året var præget af mange genopsætninger for at samle kræfter til 2005 i det nye operahus, og det blev en anledning til at give et gensyn med mange af de mest vellykkede forestillinger fra de sidste 10 år på Gamle Scene og til en fortsat udvikling af Den Kongelige Operas ensembler. Året bød dog på tre markante premierer, der alle føjer sig ind i operaens langsigtede målsætninger. En af de vigtigste af disse er at forny dansk operatradition og dermed medvirke til at fremtidssikre 14
Mestersangerne: Det kongelige operakor Orfeus og Eurydike: Hanne Fischer og Gisela Stille vores kunstart. Hvis ikke vi har en høj frekvens af nye, store operaværker, som uropføres, vil det være umuligt at skabe de mesterværker, der overlever vor tid og føjer sig ind i rækken af operalitteraturens mesterværker. I den forbindelse var det i 2004 positivt at opleve, at Poul Ruders opera Tjenerindens fortælling, der i 2000 blev uropført på Det Kgl. Teater, blev opført i både London og Toronto og dermed er godt på vej til at blive en moderne dansk klassiker. Årets første premiere på Den Kgl. Opera bød på en videreførelse af arbejdet med at udvikle dansk operatradition med den tredje urpremiere på en stor dansk opera siden årtusindskiftet. Det skete 15. marts 2004 med Bent Sørensen og Peter Asmussens første opera Under Himlen. Et stort og komplekst værk, der med sit netværk af menneskeskæbner på tværs af tidsaldre gjorde et stort indtryk på et talstærkt og nysgerrigt publikum. Instruktøren Elisabeth Linton debuterede på Den Kgl. Opera og skabte en intens forestilling i Christian Friedländers fornemme baggårds-scenografi, der pressede Gamle Scene til det yderste. Det samme gjorde Bent Sørensens musik, der kombinerede musikken fra orkestergraven med flere bagsceneorkestre og et orkester på kroneloftet. 30. april var der premiere på en overraskende afdæmpet, men så meget desto mere intenst vellykket opsætning af Mozarts Titus ved en af den internationale operaverdens unge stjerner, David McVicar. Han stillede store krav til sangerne, der udviklede sig gennem en detaljeret og ægte personinstruktion, og med Lars Ulrik Mortensens rasende 15
La Bohéme: Charlotta Larsson og Niels Jørgen Riis Madame Butterfly: Misja Didyk og Anne Margrethe Dahl energi foran Concerto Copenhagen i orkestergraven blev forestillingen en vigtig start på de kommende års fornyelse af Mozart-repertoiret på Det Kgl. Teater. Det blev en opera-aften på det høje internationale niveau, som Den Kgl. Opera stræber mod, med egne solister i fornemt samspil med et gæstende regi-team. Og årets sidste premiere 4. december med Askepot skrev sig ind i de forløbne års satsning på Rossinioperaer. Efter Rejsen til Reims og Barberen i Sevilla blev Askepot med en forrygende Tuva Semmingsen i storform en boblende forestilling, der begejstrede et stort publikum. Ligesom i Rejsen til Reims skabte instruktøren David Radok og dirigenten Giancarlo Andretta et stærkt bud på, hvordan Rossini skal spilles i dag. Opsætningen vakte også begejstring på turne i Jylland. Men lige så markant stod en række store repremierer i løbet af 2004. Året startede med endnu en David Radok-produktion, nemlig Brittens Peter Grimes, der fortsat er en af Den Kgl. Operas stærkeste forestillinger, og hvor Stig Fogh Andersen og Tina Kiberg endnu engang ætsede sig udover scenekanten med fremragende menneskeskildringer, mens Det Kgl. Operakor var tæt på at blæse taget af Gamle Scene og dokumenterede behovet for et nyt operahus med en rummelig akustik. Det samme blev tilfældet i Mestersangerne fra Nürnberg, hvor en række af Den Kgl. Operas solister voksede ind i et nyt rollefag. Johnny van Hal, Gitta- Maria Sjöberg, Randi Stene og ikke mindst Kjeld Christoffersen debuterede i de bærende roller, og det blev en aften, der på fornemmeste vis demonstrerede ensembleoperaens styrker. Opsætningen stod næsten skarpere end nogensinde før, og Det Kgl. Kapel demonstrede, at de sidste ti års gennemførte satsning på tysk, romantisk musik har skærpet orkestrets formåen inden for dette repertoire markant. Således står orkestret nu stærkt rustet til at tage de nye akustiske muligheder på Holmen i brug. I Orfeus og Eurydike tog en yngre generation også de store bærende roller på sig med markante ind- 16
Askepot: Jonathan Veira, Palle Knudsen, Elisabeth Halling, Lise-Lotte Nielsen, Det Kongelige Operakor og Dansere. satser, og Hanne Fischer lagde efter den imponerende præstation i Titus endnu en stor alen til sin udvikling. Også La Boheme gav en række af vore solister mulighed for at indtage nye roller, og Mikael Melbyes opsætning stod sig flot ved genopsætningen også da den blev tv-transmitteret, mens genopsætningen af Madame Butterfly viste et flot musikalsk niveau, mens tiden måske var løbet fra scenografien. Det var tiden til gengæld slet ikke fra scenografien til Kærligheden til de tre appelsiner. Det blev en forrygende ensembleforestilling, der både musikalsk og scenisk holdt og igen underholdt med sin fantasi og sit høje energiniveau. At den til gengæld ikke formåede at trække et større publikum ind, peger måske på en udfordring i at markedsføre familieforestillinger på operaens område i de kommende år. Og endelig var Valkyrien en vigtig videreudvikling siden opsætningen i 2003, der demonstrerede, at Ringen er et work-in-progress for Den Kgl. Opera frem mod de samlede opførelser i 2006. Profilen blev skærpet med nogle markante indslag, der dog vakte blandede følelser hos anmelderne. Men igen viste Det Kgl. Kapel og Den Kgl. Operas solister med Michael Schønwandt i spidsen vores særlige ekspertise inden for netop dette repertoire. Alt i alt blev 2004 et forventningens år, men også et år hvor genopsætningerne i de fleste tilfælde endelig nåede et fornemt niveau, og et år hvor Den Kgl. Operas solistensemble blev skærpet med en række yngre sangere, der vandt nyt land ved at træde ind i de store, bærende roller. Den Kgl. Operas ensembler står nu over for en kolossal udfordring, men 2004 blev et år, der demonstrerede, at forberedelserne på de indre linier har båret frugt, og at Den Kgl. Opera er klar til at blive udfordret af nye rammer, hvor det fulde kunstneriske potentiale kan udfoldes, men som også vil stille krav til de kunstneriske præstationer. Kasper Bech Holten 17
Det Kongelige Kapel Musikchefens beretning 2004 var på mange måder et særligt år for musikken på Det Kgl. Teater. Samtidig med at gennemføre et stort, varieret og krævende repertoire har alle skullet forberede sig på den nye tid, der begyndte med Operaens åbning i januar 2005. Den drift, som ibrugtagningen af det nye hus kombineret med en fortsættelse af de hidtidige kunstneriske aktiviteter har indebåret en stor aktivitet mht. kapacitetsudvidelse, logistisk planlægning, og ikke mindst mental forberedelse. Det Kgl. Kapel afholdt traditionen tro 4 symfonikoncerter pr. sæson. Kapelkoncerterne er en helt afgørende forudsætning for arbejdet med og udviklingen af Det Kgl. Kapel. Musikerskab og klangkultur kan i disse uger sættes helt i centrum, og koncerterne er derfor af uvurderlig betydning for på orkestrets og dets medlemmer. Også i fremtiden vil vi arbejde målrettet på at tiltrække de bedste dirigenter og solister til koncerterne, og gennem regelmæssig turnévirksomhed placere Kapellet endnu mere centralt i det internationale musikliv. I 2004 afholdtes alle kapelkoncerter i Tivolis Koncertsal. 2 af årets kapelkoncerter er blevet gentaget: den ene i Odense Koncerthus, hvor Poul Ruders Listening Earth skrevet 2001 til Berliner Filharmonikerne fik sin skandinaviske første opførelse. Den anden i Tivoli med pianisten Alfred Brendel som en overvældende solist i 2 Mozart-koncerter. Koncerterne blev i 2004 ledet af Kees Bakels (23.4.04) og mig, idet jeg i hver sæson dirigerer 1 kapelkoncert. Årets traditionelle nytårskoncert på Gamle Scene blev i år dirigeret af den russiske dirigent Alexander Polianitchko, hvor også Tivoligarden medvirkede sammen med solisterne Mischa Didyk og Mikkel Futtrup. Det Kgl. Kapels Kammerorkester gennemførte to koncerter på Gamle Scene, under ledelse af Mats 18
Rondin og Giancarlo Andretta, og det er vores klare ønske at integrere disse væsentlige koncerter i kapelkoncerternes abonnement. I 2005 vil koncerterne finde sted på Store Scene i Operaen, idet Tivolis Koncertsal bliver ombygget fra 1. januar 2005. Der er blevet konstrueret en akustisk dekoration til koncerterne i samarbejde med de engelske akustikere fra Arup Acoustics, der også har stået for akustikken i Operaen. Orkestrets medlemmer har medvirket ved en række kammerkoncerter, der i 2004 fandt sted i Gamle Scenes foyer. Også disse koncerter flytter fra 2005 til Takkelloftet i Operaen, som har en fremragende akustik til netop kammermusik. Serien med liedkoncerter på Gamle Scene har på ganske få år fået en meget stor bevågenhed fra publikum og presse. Gamle Scenes intimitet er særdeles velegnet til netop disse koncerter, og en lang række af danske og udenlandske sangere har her haft mulighed for sammen med deres akkompagnerende pianister at opføre et meget varieret liedrepertoire. Det har været meget væsentligt at åbne for andre musikgenrer, der meningsfuldt vil kunne opleves i vores huse. Således gennemførte Copenhagen Jazz Festival et antal meget velbesøgte koncerter i juli måned på Gamle Scene, og Middle East Peace Orchestra, der er et orkester samlet af Det Kgl. kapels solooboist Henrik Goldschmidt, hvor jøder og arabere spiller sammen for fred i Mellemøsten, gav flere koncerter på Gamle Scene i løbet af den 31. oktober. Det Kgl. Teater har fortsat et fast samarbejde med flere orkestre i København. Både Radiounderholdningsorkestret og Concerto Copenhagen har medvirket i en lang række forestillinger på Gamle Scene, og Sjællands Symfoniorkester medvirkede atter ved opførelserne af Nøddeknækkeren i Tivolis Koncertsal. I fremtiden vil disse samarbejder blive fortsat og udbygget, således at Det Kgl. Teater vil fremstå som katalysator for Københavns orkestre. De kommende års store fokus er selvfølgelig de nye udfordringer, som Operaen med dens store muligheder stiller. Det Kgl. Kapel skal i de kommende år Michael Schønwandt ved prøverne i Operaen udvides med et større antal musikere, og samarbejdet med øvrige orkestre og ensembler vil blive intensiveret. Operaafdelingen gennemførte i foråret 2004 et meget givende to dages seminar med Det Kgl. Kapel for at forberede alle til de næste år. Det vil være et af de helt store indsatsområder at integrere de nye musikere i Det Kgl. Kapel og at udbygge Det Kgl. Kapels position som et af Nordeuropas førende opera- og symfoniorkestre i de nye rammer, som vil stå til vores rådighed fra 2005. Den engelske kordirigent Philip White blev ansat som korsyngemester for Det Kgl. Operakor, hvor han sammen med korets anden syngemester Kaare Hansen på fornemste vis forestår det daglige arbejde med Operakoret. Den berømte østrigske kordirigent Norbert Balatsch, der igennem en lang årrække stod for korindstuderingen ved Wagnerfestspillene i Bayreuth, gæstede Operakoret i foråret 2004, hvor han arbejdede med Wagners Mestersangerne i Nürnberg. I september 2004 medvirkede Operakoret ved en koncert i Tivoli med Sjællands Symfoniorkester med store operakor, som i tilslutning hertil blev indspillet på CD. Det er vores ambition, at Operakoret i hver sæson medvirker ved en orkesterkoncert, således at koret på linie med Det Kgl. Kapel også arbejder med det store symfoniske repertoire. Michael Schønwandt 19
In the Night: Gitte Lindstrøm og Jean-Lucien Massot Fancy Free: Julien Ringdahl, Morten Eggert og Thomas Lund Balletmesterens beretning 2004 blev om noget året før året. De omfattende forberedelser til Bournonville-året 2005 samt overtagelsen af det nye Opera- og Ballethus på Holmen overskyggede de fleste aktiviteter i det forgangne år, og sådan skulle det også være. Arbejdet med de to store begivenheder har lagt et massivt arbejdspres på ballettens ledelse og administration i hele 2004, og en nødvendig følge af dette var, at der i lagt højere grad end tidligere år måtte prioriteres, for at de mange opgaver kunne løses. Forventningen og målet for 2005 er, at Den Kongelige Ballet igen bliver anerkendt som værende blandt de bedste kompagnier i verden med en klar og tydelig positionering på det internationale kulturkort og som verdens bedste historiefortællere i dans. Denne opgave skal løftes ved to større begivenheder i 2005, dels ved den 3. Bournonville Fe- stival fra 3.-11. juni, og dels ved aktiviteterne omkring Bournonvilles fødselsdag den 21. august. 2004 indeholdt dog også mange andre vigtige tiltag, hvor vi har valgt at uddybe følgende: Branding af Den Kongelige Ballet. Selvom Den Kongelige Ballet, set fra udlandet, er en af de mest anerkendte, danske kulturinstitutioner, kan det godt knibe med placeringen på det danske landkort. I den forbindelse har vi i flere år ønsket ressourcer til en ekstraordinær indsats for en stærkere profilering af Den Kongelige Ballet i Danmark igen. I 2004 påbegyndte vi en langsigtet indsats omkring brandingen af Den Kongelige Ballet. Sigtet er, foruden en generobring af synligheden og positionering i det offentlige rum, en solid, særskilt indsats 20