BEGYNDELSEN Brudstykker fra en svunden tid - 1

BEGYNDELSEN Brudstykker fra en svunden tid - 1 Havde de fået hinanden var jeg sikkert blevet landmand i Thy. Den vending bruger jeg ofte når jeg taler om gamle dage, hvilket sker oftere og oftere. Som om det er blevet naturligt at se tilbage og sige OK. Man skal bare ikke leve livet der. Min biologiske far var fra en lille flække nær Thisted, hvor de var fem børn der voksede op under fattige kår. Jeg ved det fordi jeg har en dagbog de begyndte at skrive i marts 1949. Den hedder bumletoget og blev startet af ældste søster da hun kunne mærke det var tid til opbrud og det var eneste mulighed for at følge hinanden. Jeg fik den af min "nye" lillesøster og det var stærke sager at møde den mand, der havde været i ens tanker det meste af livet. Som om han stadig var i live. Min mor var tredje yngst af en søskendeflok på 12. I 1945 er hun 19 år og arbejder som tjenestepige på præstegården i Øsløs, naboby til hendes barndomshjem i Vesløs. Hun har aldrig ville fortælle om den periode men min onkel Erik, mors yngre bror arbejdede som karl på gården og har i et fortroligt øjeblik fortalt mig historien. Til forårsarbejdet var der ansat en daglejer, Einar, min kommende far, det brugte man ofte til de travle perioder. Faktisk kender jeg ikke datoen, men jeg har en eller anden forestilling om at jeg er avlet i en glædesrus da befrielsesbudskabet gjalder fra alle landets radioer d 4 maj 1945 kl 20.30. Kan stadig høre det efter utallige gentagelser i radioen. I 1992 oplevede jeg folkefesten da Danmark blev Europamester i fodbold,--og da man sammenlignede den med stemningen på befrielsesdagen i 45, kan jeg nemt forestille mig den løsslupne stemning da man i fællesskab afbrændte mørklægningsgardiner m.m. Da jeg mange år senere vandrede rundt i Øsløs med Johannes Skjoldborgs fødehjem, og besøgte præstegården i den idyliske natur ved Limfjorden, hvor jeg blev vist rundt i den nu privat beboelse af en sød familie, var det de tanker der fyldte mit hoved. Faktisk så stærkt at det måtte være sandheden. Jeg er født 8 måneder og tre uger senere i januar 46 så datoer passer fint. Jeg ved ikke hvem der ikke ville have hvem, ellerom der var helt andre årsager, men Ejnar drog videre som daglejer. Det næste jeg ved om ham er at han i 1954 er gift, har et lille husmandssted i og får en datter, min halvsøster. Hans kone dør i 76 og han flytter til Thisted hvor jeg længe har stået og kigget op på den lille lejlighed på Refsvej, han beboéde til sin død i 1993. Stærkt indre missionske forældre forviste min kommende mor, familiens skamplet, til Århus, hvor der fandtes et hjem til den slags fejltagelser. Der blev jeg født 30 jan 1946 og boede de næste 3 år. Mor havde grønne fingre og var blevet ansat som havemand til det store parkanlæg. Bethesda, som hjemmet hed, arbejdede "for at hjælpe den første gang faldne pige til omvendelse, og for at redde hendes uægte fødte barn fra fordærvelsen". Til dette mål skulle moderen opholde sig på hjemmet i et år, mens hun lærte sig moderrollen. Herefter skulle hun i tjeneste, men barnet blev boende på hjemmet endnu et år. Det første år var gratis, da moderen deltog i hjemmets arbejde som del af sit ophold. Andet år måtte hun betale en del af sin løn til hjemmet for barnets fortsatte ophold. Allerhelst så man moderen i stand til at overtage sit barn efter de ca. 2 år, men var hun ikke i stand eller villig hertil blev barnet bortadopteret. For de unge kvinder begyndte dagen kl. 5:30 og sluttede kl. 9 om aftenen med andagt. I løbet af dagen

var de ikke kun sammen med deres børn, men var beskæftiget ved vaskeriet eller systuen, der begge modtog arbejde udefra, eller ved andet husligt arbejde. Der var mulighed for besøg på søn- og helligdage, men kun fra den nærmeste familie. Egentligt troede jeg mor og mig boede sammen og stor var min skuffelse da jeg fik at vide at jeg var det mest skrigende barn i den store fællessovesal med tremmesenge i lange rækker, hvor jeg sov de næste 3 år. Årsagen skulle være at mor og barn ikke måtte blive for tæt knyttet til hinanden, såfremt det skulle ende med adoption. ( Lørdag d 21.3.09 var der i DR2 en temaudsendelse om uægte børn. Et af indslagene hed "Skam, hor og barnemord" Et stykke inde i afsnittet kommer billeder fra Bethesda.) Ved ikke rigtig hvad jeg skal mene om sætningen de første år er de vigtigste i et barns liv. Det en kendsgerning at jeg oftest blev passet af personalet med Inga, min pragtfulde gudmor i spidsen. Hun var sygeplejerske og hendes mange gudbørn, som hun livet igennem bevarede en tæt kontakt til, var hendes "familie". Besøgte mor sine forældre var jeg "det plejebarn" hun passede i Århus. Nå, men vinduerne på Bethesda skulle jo males og i 1948 går Hans, en 20 år ældre malersvend og enkemand rundt i de udvendige arealer som var mors område. Selvfølgelig faldt de for hinanden, egentligt en god løsning for begge og de fik faktisk et godt og harmonisk ægteskab hvor eneste problem var de sammenbragte børn og fattigdom. De bliver gift og marts 1950 får de en datter. PS: Børn har meget få evner som er medfødt. De kan gøre stort og småt, og skrige af sult eller utilpashed. Resten af børns færdigheder er tillært, og af hvem? Først og fremmest af de opdragende forældrene. Der findes også mange arvelige egenskaber. Her må man tilbage til "gener" hos de biologiske forældre BARNDOMMEN Brudstykker fra en svunden tid - 2 Tegningen viser en lidt moderne version af lejligheden isejrøgade 6-2-V, idet bagtrappen her er revet ned til fordel for større køkken og toilet, men ellers boede vi fire mennesker på ca. 60 m2 i 16 år til Hans, min stedfar, dør i 1965. I soveværelset var der køjer på væggen ud mod køkkenet og stort indbygget skab på væggen mod stuen. Resten af rummet blev fyldt ud af dobbeltseng. I stuen er der spisebord, reol, skænk og sofagruppe, alt i teaktræ. Skulle der leges måtte man bruge fantasien for at finde plads. Gulvtæppet, der kunne vendes og bruges på begge sider, blev ofte den foretrukne løsning til borge og huse af træklodser. Senere kom der legoklodser, som man købte i løs vægt i en brun papirpose. De var dyre så man måtte ønske sig til jul og fødselsdag, eneste mulighed. "Tinsoldater og indianere " var ofte af plastik. Megen tid gik med at stille dem op på rækker og skyde dem ned med elastikker, spændt ud på en lang træklods.

Der var ikke mange legemuligheder. En gård der var beregnet til tøjtørring. Engang imellem lykkedes det at spille bold men oftest blev vi jaget væk. Ved siden af gården en lille privat have forbeholdt ejeren, adgang meget strengt forbudt. Bag haven en papirfabrik, i dag teater Entre-scenen. Mellem nr 8 og 10 en grusplads til parkering. Det var samlingsstedet efter fyraften, hvor bilerne var væk. Eneste sted hvor vi var fredet. Det bedste var hvis nogle af de lidt større drenge med barnevognshandlerens søn i nr 10, Sven Bøgh (senere indehaver af byens største fiskeforretning i Bruunsgade) i spidsen, ville være med til fodbold. Så blev der kæmpet nogle drabelige slag på den lille grusplads foran taskefabrikken i baggården. Ellers blev der sjippet, hoppet i paradis og leget skjul eller taget til fange. Var de der alle kunne det blive 12-15 stykker. Legeredskaber var der ingen af. På den anden side af gaden boede de fine, troede vi. Idag ved jeg at det er AABs afdeling "Teglgården" med alt det vi sukkede efter. Gynger rutchebaner, klatrestativer i massevis. Problemet var at adgang var strengt forbudt for os på den anden side af gaden. En vicevært havde gjort det til sin vigtigste opgave at at jagte fremmede børn, og meget sjældent lykkedes det at stjæle sig til en gyngetur. Foto taget fra køkkenvinduet. I baggrunden taskefabrik og grusplads, her med sne. Th entrescenen. I halvtresserne var der i Sejrøgade 3 mejeriudsalg, 3 købmænd, 1 bager, 1 slagter, 1 herrefrisør, 1 damefrisør, 1 skomager, 1 barnevognsbutik, 1 rulleforretning (tøj) og højest en bil pr opgang i den brostensbelagte gade. I dag er gaden asfalteret, der er lavet skråparkering og der er ingen butikker. AABs afdeling ligger der stadig, de små lejligheder i de lige numre på højre side, der rummede familier på fire eller fem er idag ejerlejligheder til studerende og lign. Der er ingen børn længere. Dit nummer i søskenderækken, hvorfor du er som du er, af Kevin Leman, er en sjov lille bog, men også spændende. Her står der, side12, om det ældste barn i en søskendeflok: perfektionist, pålidelig, pligtopfyldende, velorganiseret, seriøs og belæst. Om yngste barn: charmerende, manipulerende, fremmelig, skyder skylden på andre, blærer sig, indtagende, selskabelig. Ældste barn har indtaget sin førerrolle og yngste er familiens øjesten. Mellemste barn (mig) kaldes det klemte barn. Enspænder, konfliktsky, uafhængig, loyal, færrest billeder i fotoalbummet. Jeg kan tilføje indadvendt og genert, så har man et meget godt billede af min opfattelse af barndommen. Når man dertil lægger det uægte barn var man helt klart i lavstatusområdet, hvor vigtigste opgave var ikke at være til besvær. Nok ses men ikke høres. Den mindreværdsfølelse fulgte mig hele barndommen og min mor, som også led af den, kæmpede kampen hele livet. Jævnligt nye bebrejdelser mod sig selv om hvem hun nu havde såret. Dette dejlige menneske brugte megen energi på at finde fejl ved sig selv, uagtet hun var en af de mest vellidte og hensynsfulde personer jeg har kendt. Jeg havde alle det nervøse barns træk. bed negle,tissede i sengen til konfirmationsalderen, havde talebesvær og lærte at tale langsomt hos talepædag. Jeg var usikker når jeg var sammen med andre, og rødmede altid når fremmede henvendte sig til mig. Som voksen arbejdede jeg meget med at acceptere mig selv som jeg var, med det fulgte selvtilliden. Det eneste jeg ikke kunne ændre var neglebidning. (som nævnt andetsteds stoppede det på caminoen.) foto: Konfirmand med første slips. Jeg lærte et kneb som jeg resten af livet har haft megen glæde af. Når jeg spekulerede for meget på situationer der alligevel ikke kunne laves om, skældte jeg højlydt ud på mig, (når jeg var alene) drop det Simon, du kan ikke bruge det til noget. Det forsøgte jeg senere at overføre til min mor med vekslende held, når hun ringede at hun ikke havde sovet p.gr.a. bekymringer om dem hun nu havde såret, sagt noget forkert til.

Faktisk kæmpede denne kvinde med et hjerte af guld, hele livet på "at være god nok". Jeg kunne nemt genkende arven og kæmpede imod at bruge energi på disse tunge tanker. Det må også have været svært for hende pludselig at være gift husmor i et hjem hun ikke selv have været med til at skabe, og uden muligheder for at ændre, sætte sit præg på. (økonomiske årsager) Århus var min stedfars by, det er hans hjem, hans kolonihave, hans familie og hans livsstil, min mor og jeg blev indlemmet i. Uanset Hans faktisk klarede det rigtig flot som stedfar, skaffedyr og familiens overhoved, var det meget autoritært og koldt. Man fik ikke megen anerkendelse og ros. En forseelse skulle afstraffes, de mildere med et vrid i ørene og de lidt værre som rudeknusning eller rov i en fremmed have var med bøjlen. Uanset det måske ikke skinnede igennem til hverdagen manglede der for mig et vigtigt led, for at kæden var homogen, nemlig "blodets bånd", min mors familie. Et sted man kunne få trøst og lidt medlidenhed når verden forekom uretfærdig. Økonomisk kørte det hårdt. Hans var bygningsmaler, de var ofte arbejdsløse om vinteren. Der var ikke megen understøttelse, så indtægterne blev suppleret med snerydning for kommunen. Det var dengang meget af den slags blev ordnet med håndkraft. Min mor supplerede indtægterne med privat rengøring om formiddagen, så hun var hjemme når vi kom fra skole. Det var som regel det lidt bedre borgerskab der havde råd til den slags. Her fik mor masser af aflagt tøj, der kunne bruges igen når det blev syet om. Til formålet får hun på et tidspunkt elektrisk symaskine, opkaldt efter hende selv: Elna! Jeg var ikke altid tilfreds med resultatet, når jeg pludselig var den eneste i plusfour. Hverdagen startede med et balanceakt i øverste køje når morgenmaden, ofte havregryn med mælk i en dyb tallerken, skulle fortæres mens der blev kigget lidt på de lektier man ikke nåede i går, selv om man selvfølgelig bedyrede det modsatte. Efter skoletid et par skiver rugbrød med skrabet leverpostej. Det gav nogle gevaldige diskussioner, en gang var mor ved at rejse, når Hans opdagede det og bebrejdede om det nu også var nødvendigt når vi fik mad i skolen. Fem minutter før det store spisefrikvarter blev to elever sendt ned i søjlesalen hvor store kasser var læsset med madpakker. En kasse til hver klasselokale. 4 halve til hver og ekstra fedtemadder til dem der kunne spise mere. Det kunne alle, til gengæld var det ikke sikkert man kunne spise de kedelige madder, hvor den værste var en slags hakket fiskepålæg. Til maden ¼ sødmælk. Ud at lege så snart det var godt vejr. Måske var der nogle at lege med, ellers måtte man selv finde på, ofte alene med en bold. Lykken var at finde en mur som man kunne sparke op ad. Skulle man have legekammerater med hjem spurgte man pænt om lov. Mor og Hans i deres elskede kolonihave Om sommeren var det i kolonihaven, hvor der ikke var mur og sjældent nogen at lege med. På fodboldbanen var overliggeren mur. Ramte man ikke var det om på den anden side og prøve igen. Man blev rimelig god til at ramme og lærte tålmodighed, mens man håbede at drengene fra de tilstødende gader kom. Måske manglede de en, ellers blev det igen bagstopper. Alt gik underligt langsomt med masser af tid til kedsomhed. Nævnt mens jeg ser på nutidens kaotiske virvar af fritidstilbud. En anden løsning var at gå ud til Ringgaden og notere bilnumre i lange nyttesløse rækker. Hver by havde sit nummer. Et K, og man vidste bilen kom fra København. Rent tidsfordriv mens man ventede på at blive voksen. Kl 17.30 præcis blev der kaldt råbt ud af vinduet, Spiser. Altid to retter mad, hvori indgik kartofler og sovs og lidt kød, eller fisk som familiens fisker onkel Villy kom med. Ofte en frugtgrød med mælk til efterret. Om søndagen spiste man varm mad kl 12 mens man hørte giro 413 og fik marengsbund med appelsinstykker og flødeskum til efterret. Helt sikkert hofretten. Når de voksne besøgte hinanden privat var det næsten altid til kaffe og kortspil. Skulle Hans og mor ud, var jeg barnepige for lillesøster og havde et tlf.nr. hvis der skete noget. Problemet var at eneste mulighed var en tlf. boks nede på hjørnet i Grønningen. Vi skal helt op i tresserne før vi selv får telefon. Fjernsyn har vi fået et par år tidligere ellers var der radio, ikke andet. Mange hyggelige aftener foregik med kortspil, først "31", "500", "tips" og da vi blev ældre Whist med es makker. Ren idyl ved spisebordet i stuen og eneste sted jeg havde mulighed for

ros af stedfaderen, når jeg kunne huske trumferne. Faktisk kommer vi tættere på hinanden de sidste år af hans levetid, da jeg begynder at gå med ham på hans ugentlige søndag formiddag vandringer til havnen. Han er på det tidspunkt syg og svækket og dør som 61årig af lungekræft. Samme dag holder storebroderen op med at ryge selv om der ikke var megen debat om rygning og kræft. Dengang var det meget almindeligt man blev ryger som voksen. Da sammenhængen begyndte at dukke op var debatten ved at blive spoleret af latterlige påstande om passiv rygning! Var mor borte om dagen var det mit ansvar at passe lillesøsteren. Blev jeg optaget, som regel af en vigtig fodboldskamp, blev hun bundet i en snor og fik nogle sten at lege med, datidens dyr på marken! Det fungerede fint indtil det blev opdaget en dag jeg havde glemt det. I køkkenet lidt etagevask inden sengetid hvor mangen en bog er blevet slugt i overkøjen. Den store helt var Jan og hans tykke ven Erling. Bedste bog hed "Drengene fra Mafeking" husker jeg, skulle måske prøve at læse den igen? I skolen var der næsten 30 elever i klassen, så der var ikke plads til megen pædagogik, groft sagt var der var tre grupper. Duksene der altid kunne deres lektier og opførte sig eksemplarisk, lærernes kæledægger. Det tavse flertal der altid optrådte i små klikker som var de bange for at stå alene. De var som regel vellidte, man vidste hvor man havde dem. Den tunge ende var enspænderne, ballademagerne, dem der skabte uro i klasen og ikke kunne deres lektier. Det var den gruppe jeg befandt mig i indtil 3 mellem da vi fik ny dansklære. Albert Johansen var den første der roste mig og fortalte den måbende klasse om min flotte stil. Siden den dag blev skriftlig dansk mit foretrukne fag med mange studier på biblioteket for info, f.eks. når emnet var Adam Oehlenschlager. Jeg var ved at blive voksen og begyndte at skrive med pennevenner, meget almindeligt dengang. Jeg kunne ikke lide biologi, eller rettere sagt biologilæreren, hr Kristensen. Ofte blev jeg sat udenfor døren, men en dag blev jeg trodsig og besluttede at læse lektier til næste gang. Jeg vidste jeg skulle til tavlen og høres. Det var hans straf, protokollen fik et lille husketegn, tydeligt og skadefro. Emnet var XY kromosomer og han fik et mindre chok. Jeg nævner det fordi jeg var begyndt at terpe til den forestående mellemskoleeksamen. Det eneste jeg ikke læste på var biologi. Det var håbløst at indhente. Og så trak jeg XY kromosomer og fik UG-, næsthøjeste karakter og videre til realklassen. Somme tider stod lykken den kække bi. Det meste af skoletiden havde jeg jobs, der var ikke noget der hed lommepenge. Først mælkedreng ved fr Carlsen i ismejeriet, derefter avisbud i Munkegades øverste halvdel, var bud for rulleforretningen i nr 11 hvor jeg prøvede at vælte med en fyldt kurv. Mor vaskede det hele igen. De sidste 2 år af skoletiden købmandsbud hos rare købmand Jørgensen i Falstersgade 44. Skønnest var dog ældste datter Lonny, der altid skulle passere med front, dejligt smil og alle herlighederne mod mig i snævre gangarealer. Jeg vidste jo godt hvad der var bagved, det afslørede datidens frække blade, Varite og Hudibras, hvor bare bryster og trekanter med samlede ben var topmålet af frækhed. P.gr.a. en punktering på vej med varer, bl.a. en kasse øl (trækasse med 50 øl) som skulle slæbes på 3 sal, var jeg lige ved at gå glip af min største triumf som fodboldspiller da vi kom i finalen i skolernes fodboldturnering. Det var aldrig før sket for skolen og begivenheden blev omtalt af inspektøren, som ofte havde kaldt min mor til samtale om min opførsel, -hun fortalte det aldrig til Hans-. Han så kampen og trykkede hånd bagefter, stort. "Brune" og mig. Ferierne blev holdt hos mors familie, hvor de fleste var landmænd. Her var der aldrig tvivl om, hvor jeg hørte til, at jeg var en af deres. De fleste ferier ved Grove nær Karup hvor moster Anne og onkel Alfred havde 50 tønder land, 12 køer, 3 heste og masser af grise og høns. Vigtigst 4 jævnaldrende fætre og kusine, der tog mig til sig som deres bror. Jeg havde fast plads ved langbænken i køkkenet hvor al aktivitet foregik. Der var 2 stuer, den ene til de voksne når de trængte til lidt ro, og den fine stue blev kun åbnet ved særlige lejligheder. De første mange år var pisrenden i kostalden toilet for begge køn, avispapir i stedet for toiletpapir og masser af arbejde pligter til børnene, incl malkning og hakning af roer. Eneste betingelse for fuldgyldig accept var at man indgik i arbejdet på lige fod med de andre. Det var ikke noget

problem, fællesskabsfølelsen af at høre til var vigtig. Det kedeligste var daglang roehakning i ensformige lange rækker. Jeg var langsomst og gik i midten. Fætter Jørgen gik foran og tog sommetider noget i min række. Knud Henning gik bagefter og støttede fra den anden side og jeg nød at være en del af det fælleskab med masser af ros til min ihærdighed. Alle dage sluttede med heftige fodboldkampe på mark hvor man godt kunne falde i en kolort. foto: en koncentreret målmand (mig) og køer i baggrunden Jeg ville være landmand når jeg blev stor. Dagdrømmene fejlede ikke noget når man kiggede på markerne, fyldt med græssende heste og køer efter at man blev læsset af bussen fra Simmelkær til togrejsen fra Herning og Århus, klar til næste rejse, efterårsferie samme sted. Ikke tilfældigt det blev kaldt "kartoffelferie", man kravlede på knæ i den vestjyske sandjord og samlede de løsggjordte kartofler op i store kurve eller spande. Række efter række! Kvindens vigtigste rolle i halvtredserne var husmoderen! at holde hjemmet pænt og propert samt opdrage børnene. I tresserne sker noget afgørende, de gør oprør, vil på arbejdsmarkedet, have udfordringer og være økonomisk uafhængige. Rødstrømpebevægelsen opstår i begyndelsen af halvfjerdserne, begrebet uægte børn forsvinder i junglen af bofællesskaber og papfædre. Det er ikke længere "in" at gifte sig, man flytter blot sammen. Loven om fri abort vedtages, nu forsvinder også det grimme ord uønsket. Alle er ønskebørn. KOLONIHAVEN Brudstykker fra en svunden tid - 3 Ringen er sluttet, jeg har igen kolonihave. Samtidig er jeg blevet tilknyttet redaktionen på Grænseløse Tidende, hvor vi vil opfordre folk til at komme med deres oplevelser fra en snart svunden tid. Vi hjælper meget gerne med at sætte det på skrift, hvis blot du vil fortælle. Det skal gøres nu, vi er den sidste generation, der husker da transistorradioen kom frem og flyttede giro 413 med i haven, og hvor egen avl i kolonihaven for alvor kunne mærkes på familiens økonomi. Kontakt Erik eller se www.forlaget-lange.dk, et lille fritidsforlag som jeg er med til at redigere, og hvor jeg har en blog og mail adresse. Til evt. tyveknægte. Der er ingen bærbar PC eller andre værdier i haven. Send en mail til denne adresse hvis I vil ind, så låser jeg op. For begge parter en god løsning, I er fri for besværet med at ødelægge en masse, og jeg er fri for at reparere og rydde op efter jer. Indledning: Lidt af en frihed at kalde min blog for "Simons refugie" for egentligt er det en kolonihave, men i min ordbog står der om refugium - "tilflugtssted hvor mennesker, der søger hvile eller åndelig hjælp, kan opholde sig en tid." På den måde hænger det fint sammen, for det er lige hvad min nyanskaffede kolonihave er. Samtidig giver det gode minder til en dejlig oplevelse i juni 06, hvor jeg i 30 dage overnattede på Nordspanske refugier Min nye kolonihave... og et tilbageblik. Haven var en tilfældighed; efter mange år med hus og sommerhus hvor der altid var noget der skulle passes / vedligeholdes, var jeg flyttet i boligforeningslejlighed, hvor man gennem huslejen betalte for den slags, og jeg nød livet med mine nye interesser, cykling og vandring. Men så mødte jeg Erik fra bebyggelsen, som fortalte om hans og fru Else Maries kolonihave, hvor de boede hele sommeren. Som en kontakt der blev tændt, fortalte jeg Erik om mit kolonihaveliv som barn i halvtredserne, samtidig med at jeg kunne mærke en boblende lyst til igen at få jord under neglene. Jeg blev skrevet op til kolonihave...flere år senere ringede telefonen, en have var ledig.

Erik og hans kone, som også er formand i den afd. jeg bor i, er nogle af de ildsjæle der altid er så inspirerende at møde, fordi de altid har planer / gang i et eller andet, og jeg blev derfor ikke forundret da Erik fortalte at han var redaktør på Grænseløse Tidende som udkom 3-4 gange om året. Selvfølgelig kunne haveforening Grænsen i det nordlige Århus ikke leve uden en sådan publikation. Problemet var "stof", og Erik var altid på vagt efter emner, det er derfor denne historie skrives. Fra en svunden tid: Vognmand Sørensens hestevogn var tungt læsset, når de kørte med koks om vinteren. Bl.a. til brostensbelagte Sejrøgade mellem Grønningen og Langelandsgade. Koksene blev fyldt i smalt kælderrum, gennem et lille vindue fra gaden. Der var ingen parkeringsproblemer, meget få havde bil dengang og hestepærer hørte med til gadebilledet. Jeg boede i nummer seks sammen med far, mor og lillesøster, storebror havde fået eget loftværelse i nærheden. De små 2 vær. lejligheder var udstyret med en kakkelovn som eneste opvarmningskilde og det var ren luksus da man sidst i halvtredserne fik installeret fjernvarme (og fik fjernsyn). Samtidig blev der lavet et fælles badeværelse i kælderen. Slut med etagevask i køkkenet og ugentlige ture til den kommunale svømmehal i Spanien. (en gade i Århus). Sovepladsen de første 16 år var køjer, enten i et hjørne i forældrenes soveværelse, eller i kolonihaven. Måske derfor jeg havde det fint med de primitive forhold på min camino-vandring da jeg gik på efterløn. (30 dage og 800 kilometer med rygsæk på Pilgrimsruten i Nordspanien) Når jeg nævner vognmanden er det af helt andre årsager, hvert år i April flyttede han familien Simonsens indbo til kolonihaven og første oktober retur. Dyner, sengetøj, gryder og porcelæn, tøj, gummistøvler alt blev bragt frem og tilbage i halvtredserne. Hvornår det blev almindeligt at have det begge steder husker jeg ikke nøjagtigt men helt sikkert et højdepunkt når man sad ved siden af Sørensen mens hesten luntede ned ad Teglværksgade, over Vesterbro Torv videre af Janus de la Coursgade og Carl Blocksgade til haveforening Åbrinken 64. At jeg sad med tømmen var sikkert ligegyldigt i det søvnige tidsbillede hvor jeg, i et tilbageblik ikke har indtryk af at man kendte ordet "stress", men selvfølgelig var jeg dybt koncentreret over det ærefulde hverv. På en måde var det "træls", et afbræk i hverdagen, pludselig at skulle væk fra legekammeraterne i "gajen", og man fik langt til skole. Men det skete jo hvert år og man fik andre, dels ligesindede som Peter og Marianne i haven skråt overfor, der også blev ramt af forældrenes udlængsel, og dels på de tilstødende fodboldbaner "under Ringgadebroen", hvor der af og til var der mulighed for reservetjans, når lidt ældre drenge fra tilstødende gader trænede. Toppen på et nærliggende træ var også et yndet fristed, den eneste jeg viste "hulen" var Kim (Holst), en klassekammerat som var bedste ven om sommeren, da han boede alene med sin mor i nærheden Ikke uvæsentlig dengang, havde hun altid noget i kagedåsen. Kim er jeg jævnligt løbet på undervejs, han har også lige anskaffet et refugium, en vingård i Norditalien. På et tidspunkt kom cricketklubben og overtog en del af arealet og sikrede søndags underholdningen da en kamp varede hele dagen. Senere kom bueskytterne, som er der nu. Ingen tvivl om at mine forældres kolonihave levede op til bevægelsens formålsparagraf om at sikre friske frugter / grøntsager til arbejderklassen. Et lille hus og græsplæne, grusplads til tøjtørring og bobspil. Et skur med "das" i den ene ende, som samtidig leverede gødning til havens mange urter. Et drivhus sikrede agurker, tomater, fersken og vindruer, og udenfor sæsonen, dvs når vi var flyttet hjem, stod krysantemumens konge "strudsfjer" klar til hjemtransport på familiens blå Diesella knallert. En grusgang med roser på begge sider, og hvert år Lathyrus op af huset. Blommer, kirsebær, pære, to æbletræer plus espalier på begge sider til naboerne. Helt overvældende, når man ser hvad der i dag er i de fleste kolonihaver, incl. min. Huset har været ca 25 m2 med stue, køkken og to køjerum. Petroleumslampe over spisebord hvor vi kunne sidde fire. En sofa, skænk og lænestol. Gasflasken, som havde afløst primusen, stod udenfor med slange til to kogeblus. I køkkengulvet en lem til lille betonhul, hvor man opbevarede mælk og fødevarer, og stort da man fik isskab. Marketenderen havde isblokke, en syl huggede længden tilpas til skabets boks. Jeg kom senere i lære som elektriker, men måske blev grundstenen lagt i disse år da der blev eksperimenteret med små batterier, lommelygtepærer og ringledning. Vigtigt der kunne læses i køjen hvor favoritterne var Jan, Flemming og Klit Per. Underligt at sidde at skrive dette, jo mere jeg skriver des tydeligere ser jeg det, hele tiden nye detaljer. På et tidspunkt blev der gravet en dyb kælder i skuret, næsten ståhøjde, husker det tydeligt da jeg nu

var stor nok til at være medhjælper. Æblesæsonen blev forlænget væsentligt med det frostfrie opbevaringsrum, hvor mange kasser håndplukkede æbler kunne stables. Cox Orangen var helt klart yndlingsæblet og er det stadigt, selv om det smagte meget bedre dengang Sidst i halvfjerdserne har jeg igen kolonihave, denne gang er det mig, der er familiefar. Vi bor i en lejlighed på Solhvervsvej, nok ikke helt tilfældigt da dejlige oplevelser med campingvogn bliver udskiftet med kolonihave i H/F Grænsen, som var nærmeste nabo. Det blev i 1981 erstattet af gammel murermestervilla på Christiansbjerg, men det er en helt anden historie...