HENRY. SØN AF O.P., Nykøbing Sj. EN TOLDERS BARNDOMSERINDRINGER. Henry G. Petersen LOK.t\1 JIISTORISK FORENING, NYK.SJ. 1999 v) Lene Puck Ishøy

HENRY SØN AF O.P., Nykøbing Sj. EN TOLDERS BARNDOMSERINDRINGER Henry G. Petersen LOK.t\1 JIISTORISK FORENING, NYK.SJ. 1999 v) Lene Puck Ishøy

f\1 8 s!

5 Min tilværelse begyndte ifølge d~ibsallestcn den 3 l.marts 191 O i Nykøbing Sjælland. Denne dato skulle senere irritere mig lidt, det var jo den sidste dag i det gamle finansår, og i alle mine unge år som toldelev og toldmedhjælper måtte jeg på denne dato som regel arbejde over på toldkammeret til langt ud på altenen og ofte til henimod midnat, så fødselsdagsfest blev der ikke meget af. Mine forældre var snedker.jens CIIRISTIAN OSKAR PEDERSEN Cckn 21.november 1884 i Nykobing Sja lland, død den 4. november 1954, og hustru, EMMA CHARLOTTE, f. Larsen den S.januar l SS3 i Stårup pr. Nykøbing Sj. død d. 2.november 1942. Dem vender jeg tilbage til, når jeg!.~ :r fortalt om slægten, så godt jeg formår. Mine bedsteforældre husker jeg ganske tydeligt: men jeg nåede aidrig at forske i slægten, såjcg har intet nærmere kendskab til forfædrene. Min farfar, NIELS PEDER SEN, var skomager. Han var af håndværkerslægt, mens farmor, der var uddannet som sygeplejerske, var af læn:r- og længere tilbagt: af præstcslægt. Hun traf efter sigende farfar på hospitalet, hvor han blcv behandlet for en skade, der medførte, at hans venstre ben blev stift. Når vi var til fodselsdag eller anden sammenkomst i de små stuer i Lindealle, skulle vi hele tiden passe på ikke at falde over det stive ben, der ragede langt ud i stuen. Jeg ser farfar for mig ved skomagerbordet, der stod ved vinduet i stuen ud mod gården, som også var soveværelse. Siddende på den trebenede stol med benet strittende ud under skødeskindet pløkkede han,såler på gamle sko eller han - sjældneresyede et par fine, langskaflede damestovler lioc fra o

b grunden, ti l de stod der med snørehuller og det hele. Senere hen, da bedstefar, som vi kaldte ham, havde opgivet det meste af skomageriet. kunne man se ham med hans karakteristiske gang vandre gennem byens gader med incassomappen fra Landmandsbanken eller sammen med eri anden gammel mand, Laurits Jensen, hed han vist, drage af sted med desinfektionsapparatet, som de bar mellem sig. Dengang kunne man få tyfus og meningitis og andre forfærdcli- - ge ting, som man oftest døde af, og så skulle hele hjermnet decinticeres. Det ordnede bedstefar og Laurits, der vel sagtens var så gamle, at de ikke kunne smittes. Laurits Jensen var for øvrigt også nattevægter. Der var to af dem i byen, og dem kunne man mode på gaden, når man ko!t} sent hjem sammen med sine forældre. Når disse to brave fyre nåede op til det gamle Landmandshotel, kunne man se dem stoppe op, se sig lidt omkring og derefter forsvinde ind ad porten en bajers tid. Bedstefar "nede i gaden" var fåmælt og lidt streng, man havde respekt for ham. Bedstemor, hvis fornavn jeg ikke husker, var venligere, og hun bød altid på et bolsje fra en dåse, som hun selv spiste af hele dagen. Hun var en stor, kraftig kvinde og var altid iført et kæmpeforklæde. H u n sad meget i en stol i hjørnet ved vinduet ud til gaden og strikkede, og herfra kunne hun i et gadespe j l følge med i alt, hvad der foregik i Lindeallc. En skønne dag havde hun kun to tænder tilbage i munden, men de sad over for hinanden, og til det sidste kunne hun til vor store forundring knække noelder med dem. Både hun og bedstefar levede, til de var højt oppe i firserne. De havde tre sønner og to døtre. Onkel, Carl Petersen, var den ældste. Han blev smed og gift med Emma. Han var den livligstemand i familien og også lidt stor i slaget. Han blev smedemester ret tidligt og tjente mange penge under forstc verdenskrig, så om-

7 kring l no i crtcrkrigsi\rem: købte han en stor gård, "Nakkchagcgi\rd" i Nakke ved Rørvig. Herfra har jeg mange gode ferieminder sammen med l'a:trenc Poul og Orla og kusinerne Elvira og Amalie. G~rden l~ med sine store marker, moser, eng og l ijt skov ned mod IselJorden med ålcgårjsn::t ug var t:l sa11jt l'ldorado for os børn, selv om vi jo måtte være med i alt foretaldende arbejde, navnlig med høsten, der fore-gik lidt anderip.dl~s den~<lng l~ihin11 Det var en af mine opgaver hver morgen klok, ken fem al vande alle heste-ne, de to sorte og de tre bru ~he. En sommer!cric påtogjeg mig ~il male en kæmpemæs ~ sig stor lade rod. Det svære~ste ved./ det var næsten at få de 20 kr. af onkel Carl, som var aftalt. Der var liv og glade dage på "Nakkehagegård", og ved de mange fester blev der s pi Ilet på en stor grammofon med tragt; det var der ikke mange, der havde dengang. Men det endte galt efter nogle år, og en skønne dag var godsejcren igen smedemester i Nykøbing Sjælland sammen med sine to drenge. Humøret var dog det samme, og selv på dødslejet på R igshospit::~lct, h vor jeg besøgte ham, kunne han sige: "Henry, giv mig et glas vand med en skid i" (dansk vand). eller: "llcnry, kan du forslå, at man engang har haft tid til at lave sådan nogle dore?" Han døde alt for tidligt, så vidtjeg kan skønne af cancer, og drengene førte virksomheden videre. Tante Emma, som jeg efterhiinden mistede forbindelsen med, blev derimod meget gammel. hvilket nok kunne undre efter et l i v med smeden. Fæller l'oul, der var en dygtig og flittig smed, døde også tidligt, mens fætter Orla, der slægtede faderen på og var en dygtig sælger, indlagde sig fortjeneste på fodboldbanen og i den lille hys forlystelsesliv og hlev rigtig gammel. Kusinerne Elvin\ og Amalie v~.:j j~.:g ikk~.: rigtiglnugd uut. Efter barneårene havde familiens mange fætre og kusiner ikke meget med hverandre at go re.

8 Slægtstavle Far Farfar Farmor Farfars forældre Farmors forældre Jens Christian Oscar Petersen f. 21.11.1884 i Nyk. Sj. snedkersvend, møbelhandler som yngre også kelner Niels Pedersen, skomager f.16.5.1855 i Plejerup, Grevinge sogn Lise Caroline Mathiesen f. 10.3.1849 i Sædder sogn, Præstø amt Peder Nielsen, husmand og møllersvend f. 19.10.1827 i Regstrup, Nr. Jernløse sogn og Karen Madsdatter f. 30.3.1834 i Plejerup, Grevinge sogn.jens Christian Mathiesen, skolelærer f. 9.2.1816 i Sædder sogn, l'ræstø amt søn af en skolelærer og landmåler og Marie Hansen f. ca. 1813 i Køge Far og hans søskende: Carl Frederik Mathias Petersen. f. 11.6. 1883, døbt 21.10 1883 i Nykøbing Sj Jens Christian Oscar Petersen, f. 23.11. 1884, døbt 5.5.1885 l)eter Hilbert Ludvig Petersen, f. 20. 6. 1886 Emil Hilbert Petersen, f. 12.8.1888, død 9.12.1888 Emma Marie Dorthea Cecilie Petersen, f. 31.8.1889, døbt26.12.1889-- - Anna Dorthea Christine Petersen f. 21.12.1890, døbt 12.4.1891 Valdemar Emil Petersen, f. 31.5.1892

Mor Morfar Mormor Morfars forældre Mormors forældre 9 Emma Charlotte Larsen f. 7.1.1883 i Staarup, Højby sogn Hans Larsen, fisker og vejmand f. 25.5.1855 i Yderby, Odden sogn Boline Martine Jensen f. 18.6.1854 i Stårup, Højby sogn Lars Nielsen, husmand og bådfører f. 29.8.1816 i Yderby, Odden sogn død 1850-1853 ved et forlis og Ane Dorthea Larsdatter f. 7.2.1820 i Yderby, Odden sogn Jens Larsen, husmand i Stårup f. 5.5.1815 i Lumsås, Højby sogn og Ane Marie Lorentzdatter f.l5.2.1821 i Stårup, Højby sogn Mor og hendes søskende: Jens Laurits Larsen, f. 5.9.1875 i Stårup, Højby sogn Anna Marie Larsen, f. 14.9. 1877- - Emma Charlotte Larsen. f. 7.1.1883 - - Kamilla Martine Larsen, f. 1.2.1886 - - Hansine Mathilde Larsen, f. 12.10.1889-- -.Emil Larsen, f. efter 1891 i Stårup Udarbejdet af Flemming Aasklint, Nyk.Sj.

ID Onkel 1-lilhert, clen yngste af sønnerne, var vel Jen, det gik ringest for. Han blev udlært som skrædder, men <:ndtc som arbejdsmand ved Stenværket på Sjællands Odde. Han blev gift med Kai'Oiine, og de fik nogle born, som jeg ikke har rede på. blandt an Jet for d i vi ikke kom sammen. Onkel Hilbert kom aldrig på torren og var tilmed plaget af leddegigt. Fætter Poul udtalte som ganske lille hans navn som Hihberlak, og Jet hed han så siden. Tante Chrisline, dl!n a:ldste af døtrene, var en myndig og streng dame med et stort, flot hår. Hun ble\ t;ii'l med onkel Johannes, der var tømrer og lærer på Teknisk skole. Han ragede lidt up i l~unilit:krejsen både rent bogstaveligt og gennem helt: sin korrekte måde at være på. Han havde lidt mere uddannelse end de andre og endte som forretningsfører for Nykøbing Sj. sygekasse. Der var lu bum i ægteskabet, fætter l lans, der endte som kriminalassistent i llolbæk og døde i en ung alder, og kusine Gcnla, der blev gudl gift, men som jeg har mistet forbindelsen med som med andre kusiner og fætre. Den anden af fars søstre, tante Emma, var også en høj og flot dame, men mindre end tante Christine, sl!'gteren. :. l lun blev gift med snedker Søren Bendixen, en bror til min fars mester, Carl 8endixen. Smen Renelixen var beskæftiget på Statsbanernes centralværksted i.århus, hvor han og tante Emma boede i Trepkasgade med en son, de havde adopteret, eller at onkel Sørens svigerinde var død i en ung alder. Til.Århus f;rctogjcg i 8-9 års alderen en uforglemmelig rejse med toget til Kalundborg og derfra med damperen til Århus. Ved indsejlingen hertil passerede vi kongeskibet "Dannebrog", og om det nu var kong Christian X, der stod på broen, eller en anden, så skrev jeg omgående et kort hjem, hvori jeg hlandt andet skrev:" Jeg har set kongen"! Det var gode dage i Århus hos Emma og Søren, hun lidt ilter og meget levende, han urokkelig rolig og sindig. Hvis han fik en lille omgang

al" tantl: Emma, sagde han blot efter en stund i tavshed: "N~h", og så var det l"orhi. Vi var på mange dejlige ture i Århus og omegn, hvor dengang Marselisborgparken var under anlæg. Cn uforglemmelig tur gik til Mols L3jerge. hvor jeg bed mærke i et sk.ilt, hvorpå der var malet: "Hvis du ikke træffer nogen molboer, så er det, fordi de er rejst til Kobenhavn alle sammen" - det spe k u lerede jeg meget over, for molbohistorier var jo moderne dengang, som Århushistorier senere blev det. En anden u forglemmelig oplevelse var et besøg i en frimærkehandel i Bruunsgade (det nuværende AF/\), hvor jeg købte et par gamle danske frimærker. Måske er det nogle af dem, der i dag er flere hundrede kroner værd. Tante Emma døde pludseligt en dag, hun sad på to i lettet, og hvad der senere er sket i denne del affamilien, ved jeg ikke. Det var så min f~1rs familie. Af min mors mindesjeg fors! og fremmest bedstemor fra Stårup, der blev meget gammel. Min morfar var vl:jmand og liskl:r. og både hans og mormors t~1milie stammer så vidt vides udelukkende fra småh;årsfolk (landarbejdere og fiskere). Redstefar hed l lans Larsen, og bedstemor hej derfor derude på landet M a 'tinc llans Laves. De boede i et lille stråtækt hus i Stårup, tre km. fra Nykøbing Sjælland; det ligger der endnu, men er odelagt af nye vinduer og eternittag. Her kom vi ofte på bl:sug 0111 sundagl:n, til lods frem og tilbage, og det var meget hyggeligt. IJedstefar og far fik sig et par snapse til frokosten, ogjeg fik en gammel avis og en sciks, og så!clveje jeg "kaninntad", førs.t klippede man avisen den ene vej i tynde strimlt:r ug så den anden vej, så det blev til små bitte stykker. Blev man tørstig. gik man ud ti l spanden i kokkenet og drak lidt vand af den øse, der hang ned i spanden. Ofte fulgtes jeg med bedstemor ned Li l byens brund, der lå ved den gamle smedie, med Jc to spande, som bedstemor har i et åg. Der skulle et særligt tag ti l at rå spandene l)ddt nede i brønden, og så

IZ trak vi dem op ved hjælp af et håndsving. Der hørte en ret stor have til huset med mange frugttræer, og -buske. Bedstefar fiskede sammen med nogle andre om sommeren og gik den lange vej til stranden et sted i Sejrøbugten og hjem igen. Om vinteren passede han sin vejstrækning med grtls og skærver, og han måtte selv slå de skærver, der skulle bruges. Jeg kendte ikke dengang Jeppe Aakjærs digt, men det kunne godt være skrevet om min bedstefar. Jeg har set ham sidde bag en halvskænn, som kunne flyttes efter vinden, med en jernring til at holde stenen med i den ene hånd og hammeren i den anden. Det var sjovt, syntes jeg, men det har næppe været sjovt at drage af sted klokken fem om morgenen med hjemmestrikkede vant~r og tørklæder, med madtejnen i den ene hånd og kæppen i den anden og en pægleflaske brændevin i lommen, øl var der ikke råd til. Det var i sandhed den fattige mands snaps. som blev et yndet politisk slagmd. da spiritusafgilh:n skulle indl'ores omkring ved den tid ( 1916-17). Morfar døde ret tidligt, han var sidst i halvtredserne, tror jeg, af noget, de kaldte "tæring". Bedstemor og bedstefar i Stårup fik ialt syv børn, der levede, og de måtte alle bidrage til hjemmets opretholdelse fra de var 8-1 O år gamle og iøvrigt passe hverandre. Så ofte, det var muligt, gik mormor ud og hjalp til på gårdene med vask, rengøring, slagtning, madlavning osv, og det var oftest mad, hun havde med hjem fra disse steder. som vi fik serveret om søndagen. Da hun var blevet alene, kunne det hænde, at maden eller kagen havde ligget lidt for længe, men vi havde strenge ordrer til ikke at sige noget om det. l påkommende tilfælde sørgede mor diskret for at få det fjernet, uden at bedstemor så det. Jeg tror, at min hustru Ellen nåede at opleve denne situation. Bedstemor blev 86 år gammel, og helt op ti l et års tid før hun døde, blev hun ved med at gå ud og vaske for folk, hos hvem hun holdt

i3 sa:rligtnh.:gd al' al kon1n1l:, og hvor hun fik gammelttøj med hjem. som hun har ned på Eliinge mark (det skal jeg senere vende tilbage til). Blandt de steder, som hun passede til det sidste, var også restauratør Olsen på Y c- s lerbro i NykøbingSj.Her mødte hun kl. syv morgen og arb~jdcdc så til klokken 18 for en dagløn på to kroner+ kosten og som regel noget brugt tøj. l disse tilfælde blev detmin opgave, navnlig i vinterhalvåret, at følge hende hjem til fods i Stårup. Jeg havde min cykel med, såjeg kunne køre tilbage. De første gange vai;jeg ikke særlig glad for disse ture, som fandt sted, da jeg var l 0-12 år gammel, men efterhånden blev det noget af en oplevclse at følge Jen gamle kone de tre kilometer ud ad landevejen. Når der en sjælden gang kom en bil, gik vi helt ind i grøftekanten og gjorde front mod vejen. Vi havde vel heller ikke så meget at snakke om, men vi sludrede da sammen hele vejen og blev meget gode venner. Bedstemor i Stån1p var nok den i familien, jeg kom nærmest. Hvert år fikjeg af hi:nde t.:n blank tokrone i fødselsdagsgave, og det var altså en hel dagløn for hende. llvisjeg havde gemt disse lokraner i stedet for at sætte dem i banken, vi Ile de have taget sig godt ud i min møntsamling i dag, og hvis bedstemor havde met at vide, at de ville blive flere hundrede kroner værd, ville hun med sin milde røst have udbrudt: " Ih, men doghcden"! 13edstemor havde ikke behøvet at arbejde, som hun gjorde, der var børn nok, der kunne og ville hjælpe hende, men hun ville selv, som hun havde mållet fra barnsben, og det var en katastrofal misforståelse, da nogle af børnene (ikke moi ) på det sidste fik hende anbragt på,alderdomshjemmel i Nygård. Så dette målte hurtigst muligt laves om, men skaden var i et eller andet omfang uoprettelig. Dette skyldtes nok ikke alene hendes stærke ønske om at være hjemme i det lille hus, hvoraf halvdelen efter bedstefars død,var lejet ud, men sikkert også den omstændighed, at alderdomshjemmet i Nygård, der ligger der endnu. var den tidligere

Ilf fattigg~rd, hvor min mor i øvrigt havde tjent som purung pige. Det var forresten her, mor havde en oplevelse, der må have gjort et uudsletteligt indtryk på hende, for hun talte ofte om den. Fattiglemmerne, som beboerne k<tldtes og v<lr, levede under elendige kår. Bestyreren så en opgave i at drive fattiggården ;å billigt som muligt, derved blev der mere til ham selv, og det gik først og fremmest ud over kosten. En aften, da en gammel kone. som oven i knhet vnr meget syg, bad så mindeligt oru at få en kop mælk, listede min rnor sig nt:d i k.a:ijeren ( i fadeburet) og skummede lidt af det ovcrste af et fad s0drnælk op i en kop. Da hun på vej op ad trappen, så hun lyslevende foran sig Jesns med løftet hånd, og med den kristelige indstilling, som fulgte hende hele livet, blev hun frygtelig angst for det, hun havde gjort, og skyndte sig at hælde floden tilhage i fadet. H u n var i det hele taget meget ked af <l t tjene på fattiggården, men hun blev der i overensstemmelse med sin opdragelse hele lidt.:n ud, og mange gange har hun i t i dens løb sagt t i l m i g: Du mft aldrig rende af pladsen, hvad der end sker." Og Jet har jt.:g så lidler ikke gjort. Min mor var en god og kærl i g og l id t streng mor. Ganske pæn var hun ogst1. Hun var pillen og sirlig og havde sans for pæne ting. Hun var rm:gel økuuurnisk, ug det var hende, der holdt sammen på stumperne. Men hvad der skulle til, det skulle til. Hun satte noget igang hos os alle sammen, og hvis der varmening i vore onskcr og fi.)rslag, så var hun ikke påholdende. Jeg glemmer aldrig, da jeg engang som 15-årig - uden noget som helst håb- fortalte hende, at jeg var den eneste i det store symfoniorkester, jeg vnr blevet medlem af, der ikke havde en smoking til brug ved de store koncerter, vi gav rundt um i Odsherred. "Jamen, så køb da en", sagde hun uden nogen som helst hct:cnkningstid, "du har jo råd til det". Og så fikjeg syci en smoking hos skræddermester Gulbrandsen på Vesterbro, den kostede 175 kr., som j~:g hævt.:dt.: i barrkerl.

J5 M i 11 l~1r var ogsii en pæn mand, kan jeg se nu, men en helt anden type end mor. altid glad og ikke særligt dybttænkende, dygtig og stræbsom og uhyre flittig. Med mor ved roret drev han det faktisk vidt, eller rettere, de gjorde det sammen gennem fælles arbejdsomhed, flid og sparsommelighed. Mit barndomshjem var et lille arbejderhjem, som var præget af datidens små kår, af strejker og lockouter og af!.verdenskrig, der brød ud i august 1914. Egentlig f~tlligdom var der ikke tale om, og for begge mine forældre var detlille håndværkerhjem et stort fremskridt i deres tilværelse. De var begge kommel ud al tjene, som det hed, som børn, min mor, da hun var 12 år, og min far, da han var 14 cl' ter adskillige småjobs som bydreng o.lign. De var ikke bitre over deres barndoms små kår, men de glædede sig desmere over hvert et lille fremskridt i deres tilværelse. Spisestuemøblementet lavcde min far under en stor strejke, og herreværelsesmøblementet blev tilunder en lockout. Ind i mellem købte mor en reproduktion. og så måtte l~1r i gang med al ~. lave en poleret mahogniramme, det er den slags rammer, der i dag er kostbare antikviteter. 13åde far og mor var som nævnt meget arbejdsomme. Far, der altså var snedkersvend, tog alten- og søndagsarbejde som tjener- eller kelner, som man dengang sagde, meget dygtig og afholdt. Og så kunne han lide det. Mor, der havde sendt ham af sted med så og så mange kroner og øre i byttepenge, sad oppe og syede, til han kom hjem over midnat. Sammen gjorde de så fortjenesten op, og alle pengene blev lagt i den lille pengekasse til venstre i den 3.skuffe i den kommode, der nu står i vort bondehus (Tolderens hus) på Reersø. Selvfølgelig har jeg været der et par gange og lånt en 25øre. og det har jeg også senere fået tilgivelse lor. Men hvis jeg havde gemt disse 25ører og l Oører til min møntsamling ville de have pyntet og rigeligt forrenlet sig. K9mmoden er i øvrigt min mors ungpigekommode, som hun nyttede rundt med ti l ski licdag. Den indgik derefter i soveværel-

Ib sesmøblementet som en slags toiletrnobel, idet far havde sat et stativ på, hvori var ophængt et ovalt spejl, der altså kunne vippes. Min mor havde seks søskende. Tante Anna var den ældste, den sjoveste og djærveste og den, der måtte mest igennem. Hun blev gift med La u ri t s og fik J børn, nemlig Oluf, Andrea og Herman. Kort tid efter at den sidste var født, rejste Laurits til A merika for at finde arbejde, og så skulle han nok skrive og sende penge hjem, så familien kunne samles i det nye land. Siden er der ingen, der har hørt eller set noget til Laurits, så tante Anna måtte alene tage affære derude i Lumsås, hvor hun boede med sine 3 born. Hun vaskede og strøg for folk, hun hjalp til med hvad som helst og bley navnlig meget dygtig til at tapetsere. l-lun varmeget bramfri og skabte liv og lyst, hvor hun kom frem. Ingen kunne som hun ruske op i mor, hvis hun var ked af noget, men jeg må indrommc, at jeg somme tider skammede mig lidt over hendes sprog, som ellers ikke kendtes i vort hjem (f.eks. "Hvad kan det nytte, man er millionær, hvis man ikke kan skide?"). Senere lærte jeg at sætte tante Anna meget højt, og hun fik da også brug for alle dem, der holdt afhende. Først blev den ældste søn indblandet i noget kriminelt og fik fængselsstraf, så døde datteren i Holbæk af galoperende tuberkulose fra mand og to mindre børn, og endelig druknede Herman, der var letmatros på en lille galease, under en storm ved fjornhol m. Men stadig var det tante Anria, der holdt fanen højt. Hun købte et lille hus på Vestre Lyng ("l-lyldbo") og tog sig a f drengene fra Holbæk. Hun tog arbejde på slagteriet, og ingen slagteriarbejder skulle prøve at hamle op med hende. Det var stadig hende, der satte liv i mor, når hun var deprimeret ar den fremadskridende forkalkning, der tog livet ar mor, da hun var 59 år. Den dag i dag kan jeg ikke hore sangen om "Tante Anna" uden at mindes den rigtige tante Anna med stor respekt og taknemmelighed.

17 Tante Boline, mors na.:sta.:lt.lsle søster, blev gift med Jen~ l-lansen, som havde et lille "sted" i Nygård. Han var parcellist, noget mere end husmand og noget mindre end gfmlejcr. Han sad godt i del. men jamrede altid, så det var en festforestilling, når han og tarsnakkede politik og økonomi. Inderst inde godtede far sig lidt, da skattevæsenet engang lik fat i Jens Hansen. Vi kom meget hos tante 13olinc og onkel.lens, det var en.:;n ~ gtrtur til Nyg<lrd, men vi sparede lidt vej, når vi om arten en sent gik ad jernbanclinien hjem et stykke af vejen. Det var p<'i disse natlige ture li a Nygård og fra bedstemor i Stårup, at far røbede et betydeligt kendskab til s~ernehimlen. Jens og 13oline havde J børn : Knud, Jer var et par år ældre end jeg, og som en skønne dag girtede sig med en bankassistent og fik sit eget lille sted ude i nærheden af Ståru p. Boholdt, der var l id t yngre end jeg, og Gudrun, der altså var den yngste. Boholdt og jeg kom meget sammen som drenge urhier noje opsigt ar tante l3oline, der var meget bestemt i sine op- fatte l ser. og som jeg faktisk ikke brød mig meget om. Onkel Jens h(\vdc ikke meget at skulle have sagt, og han sagde heller ikke så meget. Han talte elmeget udpræget odsherrcdsk (H v a sej sten, æ hun bang' for ky'ernc, sagde han engang om vor ældste datter Jette, der virkelig var lidt bange for køerne). Boholdt var lidt speciel, og jeg var nok ikke fri for at føle mig lidt som byboer over for bondedrengen. Men han gik stille med det, han lærte sig at spille violin, han tog på landbrugsskoler, han var gymnastiklærer, han købte jord og udvidede og moderniscrede drirtcn af den lille gård, som han stadig har. Endelig giftede denne fødte og ensomme ungkarl sig som 60-årig med en nyde l i g dame fra København. Søsteren, Gudrun, lang. ranglet og kridende hvidhåret, tog på Husassistenternes Fagskole i Kobenhavn og uddannede sig derefter i restaurationsbranchen. Hun gittede ~igen skønne dag med en ældre, blind storrestaurator i Hornbæk og overtog ved hans død den store virksomhed. Der var

18 ingen, der vidste. at hun havde en søn med restauratøren, end ikke Boline. men det var tante l-lansine fra.amerika "mand" for at opklare, da hun kom hjem på besøg. Denne tante Hansine var et kapitel for sig, somjeg skal prøve at gøre kort, efter at situationen senere hen har tegnet sig for inig. Hun var i sin tid forelsket i min far, og da han havde giftet sig med mor i 1908, rejste hun i vrede til Amerika, hvor hun gennemgik alleje genvordigheder, som en udvandrer på 3. klasse i S/S "Frederik d. Ottende" dengang mil ttc igennem. H u n blev gi n med en dansk malersvend, Martin Svendsen, og bosatte sig i Omaha, Nebraska. Da jeg var 6-7 år, kom hun p<i besøg i Danmark med sin lille datter Ca r la på et par år. De boede hos os i Linde alle, og jeg måtte lege med min lille kusine, men pludselig brod tante Hansine op og tog ud til Jens og Boline en tid. inden hun rejste tilbage til USA. Jeg lixstod naturligvis ingenting dengang, men det, der skete, var faktisk, at hun sta- dig lagde an på far. hvorfor mor resolut smed hende ud. Først ener at far var dod, kom hun hjem igen, og her var det, at hun udmærkede sig ved at opklare sagen om Gudruns søn, hvorefter hun og Boline blev rygende uvenner. Min hustru ogjeg holdt dog forbindelse med tante Hansine i mange år, blandt andet på den måde, at vi efter hendes stærke ønske sendte hende Familie Journalen hver uge. Hun var trods alt en festlig og meget underholdende dame, der havde oplevetmere end de lleste. l 197'2 kom. Carla og hendes mand, f( a ri, der var truek Jriver og en brilliant fyr, på besøg i Danmark. De boede hos os en overgang, og vi stod på hovedet for dem, korte rundt med dem i bil og gav dyre middage, men vi gav ingen parties, og det var nok galt, men jo ikke vor style. Hvorom alting er, modtog vi senere fra Carla et så uforskammet brev, at al forbindelse med familien i A merika blev afbrudt- for e ve r. Det var tante Hansine. Så vnr tnnte Camilla, mors

yngste søster, noget helt andet; men hende kendte vi til gengæld kun lidt til, jeg s5 hende kun et par gange. Hun var meget køn, nærmest smuk og fint skabt. Hun giftede sig med en gårdmand i Skovsgård, nord for Limfjorden, og vi var nok mest på julekort med denne del af familien. Hjemme i Nykøbing Sjælland gik tømrermester Laurits Nielsen rundt som ungkarl hele sit liv. Det gik først sent op for mig hvorfor, og hvorfor han si\ ofte kom hos os. Engang hcsogte tante L3oline, mor og jeg tante Camilla, jeg har nok været 6-7 år, og det var en stor oplevelse for mig at rejse så langt med toget. Vi nåede Ålborg ved midnatstid og kunne ikke komme videre. Det var vist ikke forudset, og vi har nok udgjort et trist syn der på Ålborg Jernbanestation, midt i hallen, midt om natten. l hvert fald kom en pa:n og venlig heri e hen og spurgte, hvad der var ga lt og hjalp os med N fimk et hotel. Næste dag blev vi hentet på landstationen af gårdejer Pcte Nielsen og i jumbe knrt ud til giirdcn, hvm vi skulle være i nogle dage. Det blev ikke nogen opmuntrende oplevelse for nogen af os. Allerede i jumben, der var forspændt en stor. jysk hest, som pruttede tor hvert skridt, den tog, blev jeg klar over, at her måtte ikke grines eller noget som helst andet. Hjemme på gården gik en fors l id t tante Camilla og gjorde alt det grove arbejde samtidig med, at hun måtte passe 4 børn. Vi var kommet til en af de sorteste missionsreder, jeg nogen sinde har oplevet. Peter Nielsen tog på missionshøjskole og tilmissionsmoder evig og altid, og i de dage, vi var der, sii vi kun tante Camilla, når der blev spist og bedt bordbøn med bøjede hoveder. Resten af tiden kørte Peter Nielsen os rundt på alle mulige os uvedkommende gårde i nabolaget, og hvert sted måtte vi spise store mellemmadder og bede bord bon. På vejen hjem i toget blev der talt meget om denne besynderlige oplevelse, og jeg mener at kunne huske, at tante L3oline og mor lovede hinanden, at de aldrig ville fortælle bedstemor, hvordan del virkelig stod til deroppe i

20 det nordlige. Tante Camilla døde ret ung, og siden har jeg intet bort om familien. l 1977, da vi kørte tur på egnen under et besog hos Eva og Al{sel i Blokhus, forsøgte jeg at spore familien, men det lykkedes ikke. Min mors ældste bror, Laurits, så vi kun ved ganske særlige lcjligih!jer i l~unilien. Han var gift med Emma (der var mange Emma'er i vor familie) og havde en gård i Prejlerup, hvor jeg ikke mindes at have været nogen sinde. De havde ingen børn, men tog en af morbror Emils mange drenge i pleje. og havde vist kun sorg af det. Morbror Emil var den yngste i tlokken og den, det gik lidt skævt for, veg og svagelig, som han var. Han blev gift med Agnes og fik et statshusmandsbrug på Eliinge Mark, nær Højby dengang man anså det for lykken at udstykke sådanne små lodder af herregårdenes dår! igste jord og yde slatsstøtte hertil. Onkel Emil var som na:vnt ikke særlig stærk uden egentlig at være syg, og han havde alle de uheld, man kan have på sådan cl l i Ile landbrug. Dyrene blev ofte syge og døde. og købte han en lille hest, kunne man næsten være forvisset om, at den havde ' - \, ' spat. Jorden var dårlig, og sommetider mislykkedes afgrøden helt, så der ikke engang var til såsæd næste år. Men på eet område kan man sige, at tingene lykkedes for Agnes og Emil: de fik 16 børn. hvoraf et par døde og et par var tvillinger. Det vides med sikkerhed, at tante Agnes kunne stå ude i gården ved vaskebaljen, gå ind og fode et barn og derefter gå ud og vaske færdigt! Det var her til Eliinge mark, at bedstemor (til fods selvfølgelig) bar alt det tøj og mad, hun kunne skrabe sammen, og det har nok været medvirkende til, at de klarede sig. Hvert år var vi til barnedåb derude, og de sidste år, jeg var hjemme, både til barnedåb og konfirmation. Da det hele var overstået, var tante Agnes lige så slank og pæn, som hun altid havde været kun en enkelt lille run: ved munden viste, at hun var over 40 år. Det var lidt om den familie,

der omgav mig i min barndom. l øvrigt er mine erindringer om min tidligste barndom naturlig vis uden egentlig sammenhæng. De består af en række tixpunkter, mere eller mindre ligegyldige oplevelser eller hændelser, der rager op i en svunden periode og sammen med mere vage forestillinger tegner billedet aren lys og lykkelig tid. Jeg var meget otte i min barndom og i det små ude for <'d held, som fulgte mig gennem hele livet, og skulle blive afgørende for hele mit personlige livsforløb og tildels naturligvis også for min families. Min lorste helt klare erindring kan tidsfæstes til 3års alderen. Jeg mærker næsten endnu. at mor tørrer mig en sidste gang i ansigtet med en våd vaskeklud. Jeg sidder på. kokkenbordet ved siden af vasken, iførtmit stiveste puds, og vi skal tiljuletræ hoso'hkei'carl, smeden, som dengang havde bopæl og værksted lige over for Sygchusvej. hvor der nu er autoft)jtetning og -værksteu. Onkel Carl kunne gore en juletræsfest helt uforglemmelig med alle sanglegene, "Jeg gik mig over sø og land", "Bro, bro, brille", "Så går vi rundt om en enebærbusk" osv. hvad ingen andre i familien kunne. På den tid boede vi yderst på Vesterbro lige før mollen hos frk. Bokkenheuser, der var fotograf. Herfra husker jeg i øvrigt kun, at der var stikkelsbær i haven, mens jeg ikke har nogen erindring om, at fi k. Bokkenheuser fotograferede mig iført matrostoj og halvstrømper, stående med hvide krøller foran et birketræsstakit og med et stort dannebrogsflag i hånden, tilsyneladende veltilfreds og lidt buttet. Der foreligger også fra frk. 8okkenheusers atclier et billede af os alle tre: far, mor og mrg. Gennem hele min barndorn flyttede vi ustandseligt. Vi skiftede bolig otte gange ialt, de første gange velsagtens for at få en bedre lejlighed og senere, fordi min far byggede eller koble ialt fire ejendomme. som alle blev solgt igen med fortjeneste. Herved og ved tjenergerningen skabtes grundlaget tor