Den store tyv og nogle andre

Transkript

1 Den store tyv og nogle andre Kamilla vidste godt, hvordan tyve så ud. De var snavsede og havde skæg og var uhyggelige og mystiske, det sagde alle, der havde forstand på sådan noget. Kamilla havde hørt, at tyve listede rundt med en sæk på ryggen. I sækken gemte de deres tyvekoster, det de havde stjålet fra andre. Desuden havde de også et stort, uhyggeligt brækjern, som de brugte, når de skulle bryde ind i husene hos folk. Tyve havde et stort tørklæde for næse og mund, så ingen kunne finde ud af, hvem de egentlig var. De havde hår og tatoveringer på armene, og de havde små, listige øjne, der skulede ud over kanten af det sorte hovedtørklæde. Sådan stod der i alle bøger, og sådan mente Kamilla også, inden hun lærte Sebastian at kende. Dengang troede hun, at alle tyve havde sort hår. Hun var sikker på, at der ikke i hele verden fandtes en eneste rødhåret tyv. Men det gjorde der altså, for Sebastian havde rødt hår, og han var sådan, at han stjal. Ja, han var så slem til at stjæle, at mange kaldte ham stortyven. Sebastian var for resten ikke tyv sådan helt til at begynde med, og ingen havde troet, at han ville finde på at stjæle. Det mente han heller ikke selv. Men de tog fejl alle sammen. Alle måtte tænke om igen, for Sebastian blev altså tyv. Han blev tyv en nat i august for mange, mange år siden. Alt dette skete i gamle dage længe før du blev født. 5

2 Dengang lå der en lang stribe fabrikker i Blommestræde. Det var Høstblad, der ejede alle fabrikkerne. Derudover ejede han otte boligblokke, tre forretninger, en stor, hvid villa og mange penge, så du kan nok forstå, at han måtte være byens rigeste mand. Nogle sagde, at han også var den sureste, og det var måske ikke så mærkeligt, for det må være hårdt at eje så meget. Høstblad havde mange hundrede fabriksarbejdere. Sebastian Kåk var en af dem. Sebastian arbejdede i legetøjsfabrikken. Legetøjsfabrikken lå på tredje sal i den store bygning, der kaldtes Høstbladgården. Trykkeriet og møbelværkstedet lå på anden sal, på fjerde sal var der kun lagerrum, og på femte sal boede der en dame, der var i familie med Høstblad. Hun hed frk. Bille, men det behøver du ikke at huske, for frk. Bille har intet med denne historie at gøre. For resten var hun ikke engang hjemme. Hun var i Danmark for at besøge sin søster, og nogle havde hørt, at hun skulle være der i lang tid. Arbejderne syntes, at det var helt fint, at frk. Bille rejste til Danmark. Nu kunne de snakke så højt, de ville, uden at hun kom ud på trappen og skældte dem ud, og ingen var nødt til at tømme hendes skraldespand, før hun kom tilbage. Den dag, jeg nu skal fortælle om, var Høstblad også væk. Arbejderne i legetøjsfabrikken syntes, at de havde det rigtig sjovt. De fløjtede og sang og lavede sjov med hinanden og var i godt humør. Fransen fløjtede også, og det plejede han aldrig at gøre i arbejdstiden. I arbejdstiden skulle man arbejde og ikke fløjte, mente han. 6

3 Nu er du måske begyndt at spekulere på, hvem Fransen var, og hvis du havde spurgt chefen, ville han sikkert sige: Fransen er den mest pålidelige af alle mine ansatte. Ja, vist var Fransen pålidelig! Han var pålidelig alle andre dage, bare ikke den 19. august, det år, da han skulle bortgifte sin datter. Tirsdag den 19. august var også en ganske særlig dag for Sebastian, for det var den dag, han fandt på at stjæle penge. Måske ville han have stjålet før, hvis det havde været nemt nok, og måske ville han aldrig have fundet på at stjæle i det hele taget, hvis ikke nøglen var blevet siddende i pengeskabet inde i kontoret. Det var Fransen, der havde glemt den der. Ja, det var nemlig Fransen, siger jeg, selv om han aldrig plejede at gøre noget forkert. Men han havde jo heller aldrig før prøvet at holde tale, og det var det, der var galt med Fransen den tirsdag: Han skulle holde tale! Bryllupstale! Fransen var en lille, flittig mand, der altid gjorde det, som folk forventede af ham. Han var tynd og indtørret ligesom de papirer, han havde med at gøre. Desuden var han meget rar, meget beskeden og meget sparsommelig. Lidt for sparsommelig, mente nogle, men det var, inden de vidste, at han sparede sammen til noget helt særligt. Fransen havde gået med en hemmelig drøm, lige siden hans datter begyndte at få friere. Han drømte om at skaffe penge nok til at holde et stort og flot bryllup den dag, hun skulle giftes, og det skulle hun onsdag den 20. august. Alle, der arbejdede i legetøjsfabrikken, var inviteret med til brylluppet. Også chefen! Og de, der stod i nærheden af 7

4 ham, da han fik invitationen, kunne fortælle, hvorledes han så ud, når han smilede. Ja, for Høstblad smilede virkelig og sagde, at det skulle være ham en stor fornøjelse at give hele personalet fri på sådan en stor højtidsdag. Det sagde han, fordi han godt kunne li Fransen. Ellers var der vist ikke mange her i verden, som han kunne li, men til gengæld kunne han meget godt li sig selv. Når Høstblad skulle ud at rejse, var det Fransen, der overtog nøglerne og kommandoen, og tirsdag den 19. august skulle han rejse til Frederikstad og være væk hele dagen. Det var lige den dag, Fransen lavede så mange fejl, men det kunne chefen jo ikke vide. Fransen var en lille, flittig mand. 8

5 De andre kunne nok mærke, at Fransen var anderledes, end han plejede at være. Han var så mærkelig fjern i blikket, og når nogle talte til ham, var det, ligesom han ikke hørte, hvad de sagde. Det var selvfølgelig, fordi han tænkte på sin tale og på alt det, der skulle ske den næste dag. Når Fransen var så optaget af brylluppet, kan man jo ikke regne med, at han på samme tid kunne tænke lige så meget på sit arbejde. Derfor lavede han så mange dumme ting, som han sidenhen angrede. Nu skal jeg ikke fortælle om alt det dumme, han gjorde. Det tror jeg ikke, han selv ville bryde sig om. Jeg skal bare fortælle om det allerdummeste, han gjorde, og det var, at han lod nøglerne til pengeskabet blive siddende i låsen, da han forlod kontoret. 9