2001/2 LSF 141 Offentliggørelsesdato: 27-02-2002 Justitsministeriet Fylgiskjal nr 30 Sagsforløb 2001/2 LF 141 Lovforslag som fremsat Den fulde tekst Fremsat den 27. februar 2002 af justitsministeren (Lene Espersen) Forslag til Lov om ændring af straffeloven, retsplejeloven, lov om konkurrence- og forbrugerforhold på telemarkedet og lov om international fuldbyrdelse af straf m.v. (Gennemførelse af EU-retshjælpskonventionen, den 2. tillægsprotokol til Europarådets retshjælpskonvention og EU-rammeafgørelse om fælles efterforskningshold) 1 I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 808 af 14. september 2001, foretages følgende ændring: 1. I 158, stk. 1, 1. pkt., indsættes efter»falsk forklaring for retten,«:»herunder ved anvendelse af telekommunikation,«. 2 I retsplejeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 809 af 14. september 2001, foretages følgende ændringer: 1. 190 affattes således:» 190. Reglerne i denne lov finder anvendelse på vidneafhøring efter begæring af udenlandske myndigheder. En anmodning om iagttagelse af en særlig form eller fremgangsmåde, herunder afhøring fra udlandet ved anvendelse af telekommunikation, skal så vidt muligt imødekommes, medmindre dette vil være åbenbart uforeneligt med landets retsorden. Stk. 2. Afhøring fra udlandet ved anvendelse af telekommunikation uden billede kan kun foretages, hvis vidnet har meddelt samtykke til, at afhøringen foregår på denne måde. 178 finder ikke anvendelse. Stk. 3. Ved afhøring fra udlandet ved anvendelse af telekommunikation finder 186 ikke anvendelse.«. 2. 191, stk. 1, 1. pkt., affattes således:
»En person, der er frihedsberøvet i udlandet, og som har meddelt samtykke hertil, kan overføres til Danmark for at afgive forklaring eller medvirke ved andet efterforskningsskridt i en straffesag her i landet eller til brug for en straffesag i udlandet.«. 3. I 783 indsættes som nyt stk. 4:»Stk. 4. Ved modtagelse af underretning i medfør af artikel 20 i konventionen af 29. maj 2000 om gensidig retshjælp i straffesager mellem Den Europæiske Unions medlemsstater skal politiet forelægge sagen for retten senest 48 timer fra modtagelsen af underretningen. Retten afgør ved kendelse, om indgreb i meddelelseshemmeligheden må finde sted, eller, hvis indgrebet allerede er iværksat, om indgrebet kan godkendes, og om det kan opretholdes. Bestemmelserne i dette kapitel finder tilsvarende anvendelse.«. 3 Stk. 1. Bestemmelserne i straffelovens kapitel 14 om forbrydelser mod den offentlige myndighed m.v. og kapitel 16 om forbrydelser i offentlig tjeneste eller hverv m.v. finder også anvendelse, når forholdet er begået mod eller af embedsmænd fra en anden stat under udførelse af opgaver i Danmark efter artikel 12 og 13 i konvention af 29. maj 2000 om gensidig retshjælp i straffesager mellem Den Europæiske Unions medlemsstater samt tilsvarende bestemmelser i andre EU-retsakter eller efter artikel 18 og 20 i 2. tillægsprotokol af 8. november 2001 til den europæiske konvention af 20. april 1959 om gensidig retshjælp i straffesager. Stk. 2. Forvolder en embedsmand fra en anden medlemsstat skade under udførelse af opgaver i Danmark efter artikel 12 og 13 i konvention af 29. maj 2000 om gensidig retshjælp i straffesager mellem Den Europæiske Unions medlemsstater samt tilsvarende bestemmelser i andre EU-retsakter eller efter artikel 18 og 20 i 2. tillægsprotokol af 8. november 2001 til den europæiske konvention af 20. april 1959 om gensidig retshjælp i straffesager, som efter dansk ret medfører erstatningspligt, udbetales erstatning af justitsministeren. 4 I lov nr. 418 af 31. maj 2000 om konkurrence- og forbrugerforhold på telemarkedet, foretages følgende ændringer: 1. Efter 8 indsættes:» 8 a. Ved en gateway-station forstås i denne lov en jordbaseret teknisk installation, der benyttes i forbindelse med kommunikation mellem en i forvejen afgrænset gruppe af brugere, hvor en eller flere er sluttet til et satellitbaseret net.«. 2. 15, stk. 1, affattes således:» 15. Udbydere af telenet eller teletjenester skal uden udgift for staten, herunder for politiet, sikre, 1) at de centraler, udbyderen etablerer, er indrettet således, at politiet kan få adgang til at foretage indgreb i meddelelseshemmeligheden, jf. retsplejelovens kapitel 71, 2) at de centraler, udbyderen etablerer, er indrettet således, at det efter anmodning fra politiet er muligt at foretage aflytning og øjeblikkelig overførelse af telekommunikation til en anden medlemsstat efter artikel 18, stk. 5, litra a, sammenholdt med stk. 2, litra a og c, i konvention af 29. maj 2000 om gensidig retshjælp i straffesager mellem Den Europæiske Unions medlemsstater, 3) at de gateway-stationer, udbyderen etablerer, er indrettet således, at udbydere af teletjenester i andre medlemsstater, der benytter gateway-stationen, har direkte adgang til denne, så det gennem sådanne udbydere er muligt at foretage direkte aflytning af telekommunikation på gatewaystationen vedrørende personer, der befinder sig i den pågældende medlemsstat, jf. artikel 19 i konvention af 29. maj 2000 om gensidig retshjælp i straffesager mellem Den Europæiske Unions medlemsstater, og 4) at udbyderen har direkte adgang til gateway-stationer, der befinder sig i andre medlemsstater, og som udbyderen benytter, således at politiet gennem udbyderen har mulighed for at foretage direkte aflytning af telekommunikation på gateway-stationen vedrørende personer, der befinder sig her i
landet, jf. retsplejelovens kapitel 71 og konvention af 29. maj 2000 om gensidig retshjælp i straffesager mellem Den Europæiske Unions medlemsstater.«. 3. I 15, stk. 2, indsættes efter»centraler«:»og gateway-stationer«. 4. I 15 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:»stk. 3. Det påhviler udbyderen at bistå politiet ved gennemførelse af indgreb i meddelelseshemmeligheden i de i stk. 1, nr. 2, nævnte tilfælde.«. Stk. 3 bliver herefter stk. 4. 5. I 15 indsættes efter stk. 3, der bliver stk. 4, som stk. 5:»Stk. 5. Ministeren for videnskab, teknologi og udvikling kan efter forhandling med justitsministeren fastsætte regler, hvorefter de i stk. 1, nr. 1 og 2, nævnte krav til indretning af centraler kan fraviges i særlige tilfælde, hvor tekniske eller praktiske hensyn nødvendiggør dette.«. 6. I 22, stk. 2, nr. 1, og i 101, stk. 1, nr. 1, litra b, ændres» 15, stk. 2 og 3,«til:» 15, stk. 2 og 4,«. 7. I 112, stk. 1, nr. 1, indsættes efter» 13, stk. 1,«:» 15, stk. 3,«. 5 I lov nr. 323 af 4. juni 1986 om international fuldbyrdelse af straf m.v., som ændret ved 2 i lov nr. 291 af 24. april 1996 og 2 i lov nr. 280 af 25. april 2001, foretages følgende ændring: 1. Efter 12 indsættes:» 12 a. En person, der er frihedsberøvet i udlandet som led i fuldbyrdelse af en straf m.v. idømt her i landet, og som har meddelt samtykke hertil, kan overføres til Danmark for at være til stede ved en fornyet behandling af sagen. Retsplejelovens 191 finder tilsvarende anvendelse.«. 6 Loven træder i kraft den 1. juli 2002. 7 Stk. 1. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland. Stk. 2. Lovens 1, 3 og 5 kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for Færøerne med de afvigelser, som de særlige færøske forhold tilsiger. Stk. 3. Lovens 3, stk. 2, og 5 kan ved kongelig anordning sættes i kraft for Grønland med de afvigelser, som de særlige grønlandske forhold tilsiger. Bemærkninger til lovforslaget Almindelige bemærkninger Indholdsfortegnelse 1. Indledning 6 2. Forslagets baggrund og indhold 6 3. EU-retshjælpskonventionen 9 3.1. Konventionens almindelige bestemmelser (Afsnit I, artikel 1 til 7) 9
3.1.1. Forholdet til andre konventioner om gensidig retshjælp (artikel 1) 9 3.1.2. Bestemmelser, der vedrører Schengen-reglerne (artikel 2) 10 3.1.3. Sager, i forbindelse med hvilke der også skal ydes gensidig retshjælp (artikel 3) 10 3.1.4. Formkrav og fremgangsmåde ved udførelse af anmodninger om gensidig retshjælp 11 (artikel 4) 3.1.5. Fremsendelse og forkyndelse af retsdokumenter (artikel 5) 12 3.1.6. Fremsendelse af anmodninger om gensidig retshjælp (artikel 6) 13 3.1.7. Spontan udveksling af oplysninger (artikel 7) 15 3.2 Anmodninger om visse særlige former for gensidig retshjælp (Afsnit II, artikel 8 til 16) 16 3.2.1. Tilbagelevering (artikel 8) 16 3.2.1.1. Konventionens bestemmelse 16 3.2.1.2. Justitsministeriets overvejelser 16 3.2.2. Midlertidig overførsel af frihedsberøvede personer med henblik på efterforskning 16 (artikel 9) 3.2.2.1. Konventionens bestemmelse 16 3.2.2.2. Justitsministeriets overvejelser 17 3.2.3. Afhøring ved hjælp af videokonference og afhøring af vidner og sagkyndige ved 18 hjælp af telefonkonference (artikel 10 og 11) 3.2.3.1. Konventionens bestemmelser 18 3.2.3.2. Justitsministeriets overvejelser 20 3.2.4. Kontrollerede leverancer (artikel 12) 25 3.2.4.1. Konventionens bestemmelse 25 3.2.4.2. Justitsministeriets overvejelser 26 3.2.5. Fælles efterforskningshold (artikel 13) 26 3.2.5.1. Konventionens bestemmelse 26 3.2.5.2. Justitsministeriets overvejelser 28 3.2.6. Diskrete undersøgelser (artikel 14) 29 3.2.6.1. Konventionens bestemmelse 29 3.2.6.2. Justitsministeriets overvejelser 29 3.2.7. Strafferetligt ansvar (artikel 15) 29 3.2.7.1. Konventionens bestemmelse 29 3.2.7.2. Justitsministeriets overvejelser 29 3.2.8. Civilretligt ansvar (artikel 16) 30 3.2.8.1. Konventionens bestemmelse 30 3.2.8.2. Justitsministeriets overvejelser 30 3.3. Aflytning af telekommunikation (Afsnit III, artikel 17 til 22) 31 3.3.1. Generelt 31 3.3.2. Myndigheder, der er kompetente til at beordre aflytning af telekommunikation 32 (artikel 17) 3.3.2.1. Konventionens bestemmelse 32 3.3.2.2. Justitsministeriets overvejelser 32 3.3.3. Anmodninger om aflytning af telekommunikation (artikel 18) 33 3.3.3.1. Konventionens bestemmelse 33 3.3.3.2. Justitsministeriets overvejelser 35 3.3.4. Aflytning af telekommunikation på en medlemsstats eget område gennem 37 tjenesteudbydere (artikel 19) 3.3.4.1. Konventionens bestemmelse 37 3.3.4.2. Justitsministeriets overvejelser 38 3.3.5. Aflytning af telekommunikation uden teknisk assistance fra en anden medlemsstat 40 (artikel 20) 3.3.5.1. Konventionens bestemmelse 40 3.3.5.2. Justitsministeriets overvejelser 42 3.3.6. Afholdelse af teleoperatørens udgifter (artikel 21) 43 3.3.6.1. Konventionens bestemmelse 43 3.3.6.2. Justitsministeriets overvejelser 43 3.3.7. Bilaterale aftaler (artikel 22) 43 3.4. Beskyttelse af personoplysninger (Afsnit IV, artikel 23) 43 3.4.1. Konventionens bestemmelse 43 3.4.2. Justitsministeriets overvejelser 44 3.5. Afsluttende bestemmelser (Afsnit V, artikel 24 til 30) 44 3.6. EF-domstolens fortolkningskompetence 45
4. Den 2. tillægsprotokol til Europarådets retshjælpskonvention (2001-tillægsprotokollen) 45 4.1. Baggrund 45 4.2. Indhold 45 4.3. Justitsministeriets overvejelser 50 4.4. Erklæringer m.m. i forbindelse med ratifikation 51 5. Forslaget til EU-rammeafgørelse om fælles efterforskningshold 52 6. Forholdet til grundloven 53 7. Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser 54 8. Hørte myndigheder m.v. 55 1. Indledning Formålet med lovforslaget er at gennemføre de ændringer i straffeloven, retsplejeloven, lov om konkurrence- og forbrugerforhold på telemarkedet og lov om international fuldbyrdelse af straf m.v., der er nødvendige for, at man i Danmark kan anvende konventionen af 29. maj 2000 udarbejdet af Rådet i henhold til artikel 34 i traktaten om Den Europæiske Union om gensidig retshjælp i straffesager mellem Den Europæiske Unions medlemsstater (EUretshjælpskonventionen) og Europarådets 2. tillægsprotokol af 8. november 2001 til den europæiske konvention af 20. april 1959 om gensidig retshjælp i straffesager (2001-tillægsprotokollen) samt et forslag til en EUrammeafgørelse om fælles efterforskningshold, som der blev opnået politisk enighed om i Rådet den 6. december 2001. Med vedtagelse af lovforslaget giver Folketinget samtidig efter grundlovens 19 samtykke til, at Danmark ratificerer EU-retshjælpskonventionen og 2001- tillægsprotokollen. Samtidig gives der samtykke til, at Danmark kan tilslutte sig en kommende vedtagelse af det forslag til EU-rammeafgørelse om fælles efterforskningshold, som der blev opnået politisk enighed om i Rådet den 6. december 2001. I forbindelse med ratifikationen vil regeringen afgive de erklæringer m.v. til EU-retshjælpskonventionen og 2001-tillægsprotokollen, der er nævnt i lovforslaget. Der henvises herom til pkt. 3.5 og 4.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger. EU-retshjælpskonventionen (offentliggjort i EF-tidende nr. C nr. 197 af 12. juli 2000, side 1) er medtaget som bilag 1 til lovforslaget. 2001-tillægsprotokollen er medtaget som bilag 2 til lovforslaget. Forslaget til EU-rammeafgørelse om fælles efterforskningshold er medtaget som bilag 3 til lovforslaget. Der er udarbejdet forklarende rapporter til både EU-retshjælpskonventionen og 2001-tillægsprotokollen. De er ikke medtaget som bilag til lovforslaget, men der er i et vist omfang henvist til dem i lovforslagets bemærkninger. 2. Forslagets baggrund og indhold Anmodninger mellem EU-landene om gensidig retshjælp i straffesager fremsættes i dag hovedsageligt på grundlag af den europæiske konvention af 20. april 1959 om gensidig retshjælp i straffesager (1959-konventionen), jf.
bekendtgørelse nr. 18 af 17. juli 1963 (Lovtidende C), med tilhørende tillægsprotokol af 17. marts 1978 (1978-tillægsprotokollen), jf. bekendtgørelse nr. 82 af 4. september 1986 (Lovtidende C). Hverken konventionen eller tillægsprotokollen er selvstændigt inkorporeret i dansk lovgivning, men det er fastslået i retspraksis, at retsanmodninger, der har karakter af straffeprocessuelle tvangsindgreb, f.eks. beslaglæggelse af bevismidler til brug for straffesager i udlandet, kan iværksættes med hjemmel i retsplejeloven eller dennes analogi, idet det afgørende er, om foranstaltningen ville kunne foretages i en tilsvarende straffesag her i landet. Endvidere indeholder Schengen-konventionen (artikel 48 til 53) en række bestemmelser, der supplerer og letter anvendelsen af 1959-konventionen, jf. herved lov nr. 418 af 10. juni 1997 om Danmarks tiltrædelse af Schengenkonventionen. Konventionens regler trådte fuldt ud i kraft for Danmark den 25. marts 2001, jf. bekendtgørelse nr. 1366 af 20. december 2000. Mellem Benelux-landene gælder særlige bestemmelser i den såkaldte Benelux-traktat. EU-retshjælpskonventionen indeholder flere bestemmelser af betydning for Benelux-traktaten. Da Benelux-traktaten imidlertid er uden betydning for danske retsforhold, er EU-retshjælpskonventionens bestemmelser herom ikke omtalt i dette lovforslag. Mellem de nordiske lande gælder desuden en overenskomst af 26. april 1974 om gensidig retshjælp, jf. bekendtgørelse nr. 100 af 15. september 1975 (Lovtidende C). I forhold til 1959-konventionen er forskellen navnlig, at retshjælp efter den nordiske overenskomst ydes direkte mellem de pågældende statsmyndigheder. Det er således ikke nødvendigt at sende anmodningen om retshjælp ad diplomatiske kanaler eller via landenes justitsministerier. EU-retshjælpskonventionen har først og fremmest til formål at forbedre det retlige samarbejde ved at videreudvikle og ajourføre de gældende bestemmelser om gensidig retshjælp, hovedsagelig ved at udvide det sagsområde, hvor der kan anmodes om gensidig retshjælp, og at få retshjælpen til at fungere lettere, så den bliver hurtigere og mere effektiv (se navnlig konventionens artikel 3 til 9). EU-retshjælpskonventionen har endvidere til formål at tage hensyn til de væsentlige ændringer, der i de senere år er sket på det politiske og det samfundsmæssige område. Med afskaffelsen af grænsekontrollen mellem medlemsstaterne og som følge af den fri bevægelighed for personer i EU har det været nødvendigt at indføre passende regler, som gør det muligt for politiet og andre judicielle myndigheder at styrke bekæmpelsen af international kriminalitet. Konventionen har derfor også til formål at lette og udvikle efterforskning på tværs af grænserne (se navnlig konventionens artikel 12 til 16).
EU-retshjælpskonventionen har også til formål at tage hensyn til de væsentlige ændringer, der i de senere år er sket på det teknologiske område. I visse henseender bidrager denne udvikling til at lette den gensidige retshjælp, idet den bl.a. giver mulighed for video- og telefonkonferencer (se navnlig konventionens artikel 10 og 11). I andre henseender, herunder for så vidt angår aflytning af telekommunikation, kan denne udvikling gøre den gensidige retshjælp vanskelig at gennemføre, medmindre der træffes passende foranstaltninger. Bestemmelserne i konventionen skal bidrage til at virkeliggøre dette formål (se navnlig konventionens artikel 17 til 22). Anmodninger om gensidig retshjælp i straffesager mellem Europarådets medlemslande fremsættes i dag hovedsageligt på grundlag af 1959- konventionen. Parallelt med arbejdet i EU har Europarådet udarbejdet en 2. tillægsprotokol til 1959-konventionen (2001-tillægsprotokollen). Protokollen blev åbnet for undertegnelse den 8. november 2001, hvor den bl.a. blev undertegnet af Danmark. 2001-tillægsprotokollen svarer i det væsentlige til EU-retshjælpskonventionen, og dens bestemmelser er i vidt omfang identiske med bestemmelser i EU-retshjælpskonventionen. Lovforslaget tager derfor udgangspunkt i EU-retshjælpskonventionen, der gennemgås udførligt under pkt. 3. 2001-tillægsprotokollen er beskrevet og vurderet mere kortfattet under pkt. 4. EU-rammeafgørelsen om fælles efterforskningshold har til formål at sikre, at de bestemmelser, der er indeholdt i artikel 13 i EU-retshjælpskonventionen om fælles efterforskningshold, kan bringes i anvendelse væsentligt hurtigere end ved at afvente ratifikationen af EU-retshjælpskonventionen i alle medlemslande. Der henvises til beskrivelsen af rammeafgørelsen under pkt. 5. Lovforslaget indeholder et forslag til ændring af straffelovens 158, stk. 1. Forslaget har til formål at sikre, at personer, der her i landet afgiver forklaring som vidne for en udenlandsk ret i tilfælde, hvor afhøringen foregår ved hjælp af telekommunikation med billede (dvs. videokonference som omfattet af artikel 10 i EU-retshjælpskonventionen og artikel 9 i 2001-tillægsprotokollen) eller uden billede (dvs. telefonkonference som omfattet af artikel 11 i EUretshjælpskonventionen og artikel 10 i 2001-tillægsprotokollen), kan straffes for falsk forklaring. Der henvises til lovforslagets 1. Lovforslaget indeholder endvidere et forslag til en ny affattelse af retsplejelovens 190. Forslaget har til formål at skabe klar hjemmel til, at danske domstole kan imødekomme anmodninger fra udenlandske myndigheder om afhøring af et vidne her i landet ved hjælp af telekommunikation. Dette gælder, hvad enten der er tale om telekommunikation med billede (dvs. videokonference som omfattet af artikel 10 i EU-retshjælpskonventionen og artikel 9 i 2001-tillægsprotokollen) eller uden billede (dvs. telefonkonference som omfattet af artikel 11 i EUretshjælpskonventionen og artikel 10 i 2001-tillægsprotokollen). Lovforslaget regulerer derimod ikke spørgsmålet om, hvorvidt og under hvilke betingelser det skal være muligt i forbindelse med behandling af straffesager her i landet
at foretage afhøring af vidner ved hjælp af telekommunikation. Dette spørgsmål behandles af Retsplejerådet i betænkning 1401/2001 om reform af den civile retspleje I, som er sendt til høring i en bred kreds af myndigheder og organisationer. Der henvises til lovforslagets 2, nr. 1. Lovforslaget indeholder endvidere et forslag til en ændret formulering af retsplejelovens 191, stk. 1. Forslaget har til formål at sikre, at personer, der er frihedsberøvet i udlandet, og som har meddelt samtykke hertil, kan overføres til Danmark med henblik på at afgive forklaring eller medvirke ved andet efterforskningsskridt til brug for en straffesag i udlandet. Efter den gældende formulering er der alene mulighed for overførsel til Danmark med henblik på at afgive forklaring eller medvirke ved konfrontation i en straffesag her i landet. Forslaget har til formål at gennemføre artikel 9 i EUretshjælpskonventionen og artikel 13 i 2001-tillægsprotokollen. Der henvises til lovforslagets 2, nr. 2. Lovforslaget indeholder endvidere et forslag til et nyt stk. 4 i retsplejelovens 783. Forslaget har til formål at sikre, at i tilfælde, hvor Danmark i medfør af EU-retshjælpskonventionens artikel 20 modtager underretning om, at andre medlemsstater uden bistand fra danske myndigheder ønsker at foretage eller er i færd med at foretage aflytning af telekommunikation foretaget af personer, der befinder sig her i landet, så forelægges sagen af politiet for domstolene med henblik på godkendelse efter bestemmelserne i retsplejelovens kapitel 71. Der henvises til lovforslagets 2, nr. 3. Lovforslaget indeholder endvidere et forslag til en bestemmelse, der skal sikre, at straffelovens kapitel 14 om forbrydelser mod den offentlige myndighed m.v. og kapitel 16 om forbrydelser i offentlig tjeneste eller hverv m.v. også finder anvendelse, når forholdet er begået mod eller af embedsmænd fra en anden medlemsstat under udførelse af opgaver i Danmark efter EUretshjælpskonventionens artikel 12 (om kontrollerede leverancer) og 13 (om fælles efterforskningshold) samt tilsvarende bestemmelser i andre EUretsakter eller 2001-tillægsprotokollens artikel 18 (om kontrollerede leverancer) og 20 (om fælles efterforskningshold). Bestemmelsen skal endvidere sikre, at hvis en embedsmand fra en anden medlemsstat forvolder skade under udførelse af opgaver i Danmark efter EUretshjælpskonventionens artikel 12 (om kontrollerede leverancer) og 13 (om fælles efterforskningshold) samt tilsvarende bestemmelser i andre EUretsakter eller 2001-tillægsprotokollens artikel 18 (om kontrollerede leverancer) og 20 (om fælles efterforskningshold), som efter dansk ret medfører erstatningspligt, så udbetales erstatning af justitsministeren. Der henvises til lovforslagets 3. Lovforslaget indeholder endvidere forslag til ændringer af lov om konkurrence- og forbrugerforhold på telemarkedet. Forslaget har til formål at sikre, at udenlandske myndigheder, der efterforsker en lovovertrædelse, kan få adgang til den mistænktes telekommunikation på
deres eget område, selv om kommunikationen ekspederes via en dansk udbyder. Bestemmelserne, der forudsætter en henvendelse til dansk politi, finder alene anvendelse, når aflytningen vedrører en person, der ikke befinder sig i Danmark, og der er tale om aflytning og øjeblikkelig overførsel af telekommunikation til den udenlandske efterforskende myndighed. Forslaget sikrer endvidere, at såkaldte gateway-stationer her i landet, dvs. jordbaserede stationer, der benyttes til satellit-baseret telekommunikation, jf. lovforslagets 4, nr. 1, er indrettet således, at eventuelle tjenesteudbydere i udlandet har direkte adgang til gateway-stationen, så det gennem tjenesteudbyderen er muligt at foretage direkte aflytning af telekommunikation på gateway-stationen vedrørende personer, der befinder sig i det pågældende land. Hvis udenlandske myndigheder efterforsker en straffesag mod en person, der befinder sig i det pågældende land, og gennem en tjenesteudbyder i det pågældende land foretager satellit-baseret telekommunikation via en gateway-station her i landet, skal de udenlandske myndigheder kunne foretage aflytning af telekommunikationen hos den nationale tjenesteudbyder uden at involvere de danske myndigheder. Det betyder, at den udenlandske tjenesteudbyder skal have direkte adgang til gateway-stationen her i landet. Forslaget skal endelig sikre, at hvis en tjenesteudbyder her i landet udbyder satellit-baseret telekommunikation via en gateway-station i en anden medlemsstat, skal dansk politi have mulighed for gennem tjenesteudbyderen at foretage aflytning af telekommunikation vedrørende personer, der befinder sig her i landet. Aflytning skal ske i overensstemmelse med retsplejelovens regler. For at muliggøre dette skal tjenesteudbyderen her i landet have direkte adgang til gateway-stationen i den pågældende medlemsstat. De foreslåede bestemmelser i lov om konkurrence- og forbrugerforhold på telemarkedet har bl.a. til formål at gennemføre EU-retshjælpskonventionens artikel 18 og 19. Der henvises til pkt. 3.3 i de almindelige bemærkninger samt bemærkningerne til lovforslagets 4. De foreslåede ændringer supplerer de allerede gældende regler i 15 i lov om konkurrence- og forbrugerforhold på telemarkedet om teleselskabernes pligt til at indrette centralerne, så indgreb i meddelelseshemmeligheden efter retsplejelovens kapitel 71 er mulig. Med lovforslaget udvides den eksisterende pligt for teleudbydere af offentlige telenet og teletjenester til at indrette centralerne i overensstemmelse med kravene i 15 til også at omfatte udbydere af ikke-offentlige telenet og teletjenester. Samtidig indsættes en bemyndigelsesadgang til i særlige tilfælde at undtage fra kravene i 15, hvor tekniske eller praktiske hensyn nødvendiggør dette. Lovforslaget indeholder endelig et forslag til en ny bestemmelse ( 12 a) i lov om international fuldbyrdelse af straf m.v. Forslaget skal sikre, at en person, der er frihedsberøvet i udlandet som led i fuldbyrdelse af en straf m.v., som er idømt her i landet, kan overføres til Danmark for at være til stede ved en
fornyet behandling af sagen. Bestemmelsen har til formål at gennemføre artikel 14 i 2001-tillægsprotokollen. Der henvises til lovforslagets 5. Det bemærkes, at EU-retshjælpskonventionen anvender udtrykket»den anmodende medlemsstat«om den stat, der fremsætter en begæring om retshjælp, og udtrykket»den anmodede medlemsstat«om den stat, der modtager en anmodning om retshjælp. I modsætning hertil benytter 1959- konventionen udtrykkene den»begærende«og den»anmodede«stat. For at sikre en ensartet terminologi og for at fremme overskueligheden anvendes udtrykkene den»begærende«og den»anmodede«medlemsstat i dette lovforslag. 3. EU-retshjælpskonventionen EU-retshjælpskonvention er inddelt i 5 afsnit. Afsnit I indeholder almindelige bestemmelser (artikel 1 til 7). Afsnit II indeholder bestemmelser om anmodninger om visse særlige former for gensidig retshjælp (artikel 8 til 16). Afsnit III indeholder bestemmelser om aflytning af telekommunikation (artikel 17 til 22). Afsnit IV indeholder bestemmelser om beskyttelse af personoplysninger (artikel 23). Afsnit V indeholder afsluttende bestemmelser (artikel 24 til 30). Afsnit I indeholder bestemmelser om forholdet til andre konventioner om gensidig retshjælp (artikel 1), om bestemmelser, der vedrører Schengenreglerne (artikel 2), om sager, i forbindelse med hvilke der også skal ydes gensidig retshjælp (artikel 3), om formkrav og fremgangsmåde ved udførelse af anmodninger om gensidig retshjælp (artikel 4), om fremsendelse og forkyndelse af retsdokumenter (artikel 5), om fremsendelse af anmodninger om gensidig retshjælp (artikel 6) og om spontan udveksling af oplysninger (artikel 7). Afsnit II indeholder bestemmelser om tilbagelevering (artikel 8), om midlertidig overførelse af frihedsberøvede personer med henblik på efterforskning (artikel 9), om afhøring ved hjælp af videokonference (artikel 10), om afhøring af vidner og sagkyndige ved hjælp af telekonference (artikel 11), om kontrollerede leverancer (artikel 12), om fælles efterforskningshold (artikel 13), om diskrete undersøgelser (artikel 14), om strafferetligt ansvar (artikel 15) og om civilretligt ansvar (artikel 16). Afsnit III indeholder bestemmelser om myndigheder, der er kompetente til at beordre aflytning af telekommunikation (artikel 17), om anmodninger om aflytning af telekommunikation (artikel 18), om aflytning af telekommunikation på en medlemsstats eget område gennem tjenesteudbydere (artikel 19), om aflytning af telekommunikation uden teknisk assistance fra en anden medlemsstat (artikel 20), om afholdelse af teleoperatørens udgifter (artikel 21) og om bilaterale aftaler (afsnit 22).
Afsnit IV indeholder bestemmelser om beskyttelse af personoplysninger (artikel 23). Afsnit V indeholder bestemmelser om erklæringer (artikel 24), om forbehold (artikel 25), om geografisk anvendelse (artikel 26), om ikrafttræden (artikel 27), om nye medlemsstaters tiltrædelse (artikel 28), om ikrafttræden i Island og Norge (artikel 29) og om depositar (artikel 30). Nedenfor vil konventionens enkelte bestemmelser blive gennemgået, og der vil blive redegjort for, i hvilket omfang konventionens bestemmelser nødvendiggør en ændring af de gældende danske regler på området. I pkt. 3.6 vil der endvidere blive redegjort for spørgsmålet om EF-domstolens fortolkningskompetence. Lovændringer skønnes at være påkrævet som følge af EUretshjælpskonventionens artikel 9 (om midlertidig overførelse af frihedsberøvede personer med henblik på efterforskning), artikel 10 (om afhøring ved hjælp af videokonference), artikel 11 (om afhøring ved hjælp af telefonkonference), artikel 15 (om strafferetligt ansvar), artikel 16 (om civilretligt ansvar) og artikel 18 til 20 (om aflytning af telekommunikation). Der henvises herom til pkt. 3.2.2, 3.2.3, 3.2.7, 3.2.8 og 3.3. 3.1. Konventionens almindelige bestemmelser (Afsnit I, artikel 1 til 7) 3.1.1. Forholdet til andre konventioner om gensidig retshjælp (artikel 1) Det følger af artikel 1, at EU-retshjælpskonventionen har til formål at supplere bestemmelserne i og lette anvendelsen mellem Den Europæiske Unions medlemsstater af de internationale instrumenter vedrørende gensidig retshjælp i straffesager, der er nævnt i stk. 1. Det drejer sig om 1959- konventionen og 1978-tillægsprotokollen hertil. Det drejer sig endvidere om Schengen-konventionen (se lov nr. 418 af 10. juni 1997 og bekendtgørelse nr. 1366 af 20. december 2000). Det drejer sig endelig om den såkaldte Beneluxtraktat, der alene gælder mellem Belgien, Luxembourg og Holland. Som nævnt supplerer EU-retshjælpskonventionen de instrumenter, der er nævnt i stk. 1. Det betyder, at konventionen ikke i sig selv kan anvendes som grundlag for fremsættelse af en anmodning om gensidig retshjælp. Det betyder endvidere, at de instrumenter, der er nævnt i stk. 1, fortsat gælder fuldt ud (se dog konventionens artikel 2, stk. 2). Det betyder endelig, at konventionens bestemmelser har forrang, hvis der er uoverensstemmelse mellem de instrumenter, der er nævnt i stk. 1, og konventionens bestemmelser. Det følger af stk. 2, at EU-retshjælpskonventionen ikke berører anvendelse af de bestemmelser i bilaterale eller multilaterale aftaler mellem medlemsstaterne, der sikrer medlemsstaterne gunstigere ordninger for gensidig retshjælp, eller anvendelsen af arrangementer om gensidig retshjælp
i straffesager på grundlag af overensstemmende lovgivning eller særlige ordninger, som hjemler gensidig gennemførelse af retshjælpsforanstaltninger på deres respektive områder. Det betyder bl.a., at konventionen ikke berører anvendelsen af den nordiske overenskomst af 26. april 1974 om gensidig retshjælp (se bekendtgørelse nr. 100 af 15. september 1975 (Lovtidende C)), i det omfang den må anses for at indeholde mere gunstige bestemmelser end EU-retshjælpskonventionen. 3.1.2. Bestemmelser, der vedrører Schengen-reglerne (artikel 2) Artikel 2 omhandler visse spørgsmål, som er forbundet med integreringen af Schengen-reglerne i Den Europæiske Union i medfør af Amsterdam-traktaten (se bl.a. protokol nr. 2 om integration af Schengen-reglerne i Den Europæiske Union). For at sikre Norges og Islands fortsatte deltagelse i Schengensamarbejdet efter integreringen i Den Europæiske Union har Rådet indgået en aftale med disse lande om deres associering i gennemførelsen, anvendelsen og udviklingen af Schengen-reglerne. Aftalen er for Rådets vedkommende godkendt ved en afgørelse af 17. maj 1999. I henhold til artikel 2, stk. 3, i associeringsaftalen accepterer, gennemfører og anvender Norge og Island de retsakter og foranstaltninger, som EU har vedtaget med henblik på at ændre og udbygge bl.a. visse bestemmelser om gensidig retshjælp i straffesager. I stk. 1 angives de af konventionens bestemmelser, der skal betragtes som foranstaltninger, som ændrer eller udbygger Schengen-reglerne, med henblik på anvendelsen af den aftale, Rådet den 18. maj 1999 indgik med Island og Norge om disse to staters associering i gennemførelsen, anvendelsen og udviklingen af Schengen-reglerne. I kraft af den nævnte aftale deltager Norge og Island i de opregnede bestemmelser men ikke i konventionens øvrige bestemmelser, som ikke anses som en udbygning af Schengen-reglerne. Rådet bemyndigede den 10. juli 2001 formandskabet til at indlede forhandlinger med Norge og Island med henblik på at indgå en aftale om disse landes anvendelse af de bestemmelser i konventionen, der ikke er omfattet af artikel 2. Ved stk. 2 ophæves nogle bestemmelser i Schengen-konventionen, som EUretshjælpskonventionen gør overflødige. Det drejer sig om artikel 49, litra a, samt artikel 52, 53 og 73. Det præciseres således, hvilke af Schengenkonventionens bestemmelser om gensidig retshjælp, der fortsat er gældende, og hvilke der ikke er det. Schengen-konventionens bestemmelser om gensidig retshjælp i straffesager findes i denne konventions afsnit III, kapitel 2 (artikel 48 til 53). Det forhold, at konventionens artikel 2, stk. 2, ophæver visse bestemmelser i Schengen-konventionen, nødvendiggør ikke en ændring af lov nr. 418 af 10. juni 1997 om Danmarks tiltrædelse af Schengen-konventionen. De bestemmelser i Schengen-konventionen, der i medfør af 2, stk. 1, i lov nr. 418 af 10. juni 1997 er gjort til en del af dansk lovgivning, således at bestemmelserne får status som dansk lov, er alene Schengen-konventionens
afsnit IV om Schengen-informationssystemet (dvs. artikel 92 til 119), og ikke de bestemmelser, der ophæves ved EU-retshjælpskonventionen (dvs. artikel 49, litra a, samt artikel 52, 53 og 73). Disse bestemmelser blev gennemført uden lovændring, og der er således ikke tale om, at bestemmelser i en konvention, der ved lov er blevet gjort til en bestanddel af dansk ret, efterfølgende ophæves. 3.1.3. Sager, i forbindelse med hvilke der også skal ydes gensidig retshjælp (artikel 3) Det følger af artikel 3, stk. 1, at der ligeledes ydes gensidig retshjælp ved retsforfølgning for handlinger, der ifølge den begærende medlemsstats eller den anmodede medlemsstats eller eventuelt begges nationale ret betragtes som overtrædelse af bestemmelser, som kan afgøres af administrative myndigheder, hvis afgørelser kan indankes for en domstol med kompetence i navnlig straffesager. Ifølge denne bestemmelse kan der anmodes om gensidig retshjælp i forbindelse med visse sager, der ikke eller kun i begrænset omfang er omfattet af 1959-konventionen, som kun finder anvendelse på straffesager i modsætning til administrative sager. For så vidt angår stk. 1, er det ikke afgørende, om strafforfølgningen på det indledende trin hører under en administrativ eller en strafferetlig myndighed i den berørte medlemsstat. Derimod er det væsentligt, at der er tale om sager, som på et senere trin kan indbringes for en domstol, der navnlig har kompetence til at behandle straffesager. Med formuleringen»navnlig«i artikel 3, stk. 1, præciseres det, at det ikke er noget krav, at den domstol, sagen kan indbringes for, udelukkende behandler straffesager. Bestemmelsen vil som udgangspunkt ikke få betydning for, i hvilke sager danske myndigheder vil kunne anmode andre landes myndigheder om gensidig retshjælp, idet der fortsat vil være tale om straffesager, som behandles af politiet, anklagemyndigheden eller domstolene. Derimod vil bestemmelsen kunne få betydning for, hvilke anmodninger om gensidig retshjælp danske myndigheder vil skulle behandle, idet danske myndigheder også vil skulle modtage og behandle anmodninger om gensidig retshjælp i straffesager, der i udlandet afgøres af administrative myndigheder med mulighed for efterfølgende domstolsprøvelse. De sager, som danske myndigheder som følge heraf vil skulle behandle, vil efter dansk ret blive anset for at være straffesager. Det betyder bl.a., at kravet om dobbelt strafbarhed skal være opfyldt, hvis anmodningen om gensidig retshjælp vedrører et straffeprocessuelt tvangsindgreb. Det bemærkes, at danske myndigheder allerede i et vist omfang yder retshjælp i sådanne sager. Det gælder bl.a. mindre alvorlige færdselssager, der efter dansk ret behandles som straffesager, men som i en række andre lande behandles som administrative sager.
Bestemmelsen svarer i vidt omfang til Schengen-konventionens artikel 49, litra a, der samtidig ophæves. Bestemmelsen skønnes ikke at kræve lovændring. Det følger endvidere af artikel 3, stk. 2, at gensidig retshjælp ligeledes ydes i forbindelse med straffesager og sager som omhandlet i stk. 1, der vedrører handlinger eller overtrædelser, som en juridisk person kan drages til ansvar for i den begærende medlemsstat. Det følger heraf, at den anmodede medlemsstat ikke længere vil kunne afslå en anmodning om gensidig retshjælp blot ved at henholde sig til, at dens lovgivning ikke indeholder hjemmel til at drage juridiske personer administrativt eller strafferetligt til ansvar for de pågældende overtrædelser. Konventionen styrker dermed det retlige samarbejde for så vidt angår juridiske personers ansvar. I praksis vil bestemmelsen f.eks. kunne finde anvendelse i tilfælde, hvor udenlandske myndigheder anmoder danske myndigheder om bistand i forbindelse med afhøring af vidner her i landet til brug for behandlingen af en straffesag mod en juridisk person i den begærende medlemsstat. Bestemmelsen indebærer ikke en fravigelse af det grundlæggende krav om dobbelt strafbarhed, som bl.a. Danmark stiller i visse sager om gensidig bistand i straffesager. Det vil således fortsat være muligt at stille krav om, at det forhold, der ligger til grund for anmodningen om bistand, også vil kunne straffes efter den anmodede medlemsstats lovgivning. Hvis en udenlandsk myndighed anmoder om foretagelse af et straffeprocessuelt tvangsindgreb her i landet, vil retsplejelovens betingelser altså fortsat i det hele skulle være opfyldt. Det gælder også i straffesager mod juridiske personer. Det bemærkes, at straffeloven indeholder en almindelig adgang til at pålægge juridiske personer strafansvar for overtrædelser af straffeloven, som er begået for at skaffe den juridiske person vinding, jf. straffelovens 306 som affattet ved lov nr. 280 af 25. april 2001. Artikel 3, stk. 2, skønnes ikke at kræve lovændring. 3.1.4. Formkrav og fremgangsmåde ved udførelse af anmodninger om gensidig retshjælp (artikel 4) Artikel 4 har til formål at tillade, at en anmodning om gensidig retshjælp så vidt muligt gennemføres i overensstemmelse med de formkrav og den fremgangsmåde, som den begærende medlemsstat udtrykkeligt angiver (stk. 1 og 3), samt at forpligte den anmodede medlemsstat til i videst muligt omfang at tage hensyn til de frister, der måtte være angivet i anmodningen (stk. 2), inden for de grænser, der er fastsat i stk. 4.
I henhold til 1959-konventionens artikel 3 skal anmodninger gennemføres på den måde, som foreskrives i den anmodede stats lovgivning. Med artikel 4 i EU-retshjælpskonventionen sker der en forskydning i forbindelse med gensidig retshjælp, så det nu kræves, at retshjælpen så vidt muligt ydes på den måde, den begærende medlemsstat ønsker. Artikel 4, stk. 1, fastslår som overordnet princip, at den anmodede medlemsstat, der behandler en anmodning, skal respektere de formkrav og den fremgangsmåde, som den begærende medlemsstat udtrykkeligt angiver. Hensigten er at lette brugen af de oplysninger, der tilvejebringes gennem gensidig retshjælp, som bevismateriale i forbindelse med de efterfølgende trin i sagen i den begærende medlemsstat. Udtrykket»formkrav og fremgangsmåde«bør fortolkes bredt, og kan f.eks. omfatte den situation, at det er anført i retsanmodningen, at en repræsentant for forsvaret i sagen skal være til stede ved afhøringen af et vidne. Den anmodede medlemsstat kan kun nægte at efterkomme et ønske om overholdelse af særlige formkrav og/eller fremgangsmåder, hvis de strider mod dens grundlæggende retsprincipper, eller hvis det i selve konventionen udtrykkeligt er fastsat, at retsanmodninger skal gennemføres i overensstemmelse med loven i den anmodede medlemsstat. For så vidt angår afhøring af vidner følger det direkte af retsplejelovens 190, 2. pkt., at ved vidneafhøring efter begæring af udenlandske myndigheder bør en anmodning om iagttagelse af en særlig form eller fremgangsmåde så vidt muligt imødekommes, medmindre dette vil være åbenbart uforeneligt med landets retsorden. I andre tilfælde vil det bero på de relevante danske bestemmelser, om det er muligt at imødekomme en anmodning om iagttagelse af en særlig form eller fremgangsmåde. I praksis respekteres særlige ønsker fra udenlandske myndigheder allerede i dag i videst muligt omfang. Efter gældende praksis imødekommer danske myndigheder således allerede i dag i vidt omfang anmodninger fra udenlandske myndigheder om iagttagelse af en særlig fremgangsmåde eller særlige formkrav i forbindelse med gennemførelsen af retsanmodninger fra udenlandske myndigheder. Det gælder således anmodninger om båndoptagelse eller videooptagelse af politiafhøringer, udfærdigelse af politirapporter i overensstemmelse med gældende regler i det begærende land. Endvidere imødekommer danske myndigheder i vidt omfang anmodninger om, at repræsentanter fra de kompetente udenlandske myndigheder kan være til stede her i landet i forbindelse med danske myndigheders gennemførelse af de efterforskningsskridt, der er omfattet af retsanmodningen. Herudover sørger danske myndigheder for i forbindelse med bl.a. afhøringer af vidner i givet fald at gøre disse vidner bekendt med særlige regler for afgivelse af vidneforklaring i det begærende land. Som eksempel på anmodninger om særlige formkrav, der normalt ikke imødekommes og heller ikke i fremtiden kan forventes imødekommet, er
anmodninger om aflæggelse af ed i forbindelse med vidneforklaringer. Aflæggelse af ed afslås normalt som værende i strid med grundlæggende retsprincipper her i landet, jf. retsplejelovens 190, og sådanne formkrav vil også efter artikel 4, stk. 1, i EU-retshjælpskonvention kunne afslås. Som beskrevet nedenfor i pkt. 3.2.3 foreslår Justitsministeriet i forbindelse med ændringen af retsplejelovens 190, at formuleringen»bør«ændres til»skal«. Dette skønnes bedst stemmende med ordlyden af artikel 4, stk. 1, i EU-retshjælpskonventionen. Det forudsættes endvidere, at anmodninger fra udenlandske myndigheder om overholdelse af en særlig form eller fremgangsmåde på andre områder som hidtil respekteres i videst muligt omfang. Artikel 4, stk. 1, skønnes således ikke at kræve yderligere lovændringer. Artikel 4, stk. 2, vedrører fristerne for udførelse af de anmodninger, som er fremsat af de begærende medlemsstater, og det fastslås heri, at det i visse tilfælde kan være af afgørende betydning, at en anmodning behandles inden for en bestemt frist. Stk. 2 indebærer i den forbindelse en forpligtelse for den anmodede medlemsstat til i videst muligt omfang at tage hensyn til de frister, der er fastsat i anmodninger om gensidig retshjælp. Hvis myndigheden i den begærende medlemsstat finder det nødvendigt, at anmodningen gennemføres inden en bestemt dato, kan den anføre dette i anmodningen, hvis fristen samtidig begrundes. Det bemærkes, at bestemmelsen ikke påvirker gyldigheden af den erklæring vedrørende artikel 7, stk. 3, i 1959-konventionen, som Danmark afgav i forbindelse med ratifikationen. Det følger af erklæringen, at Danmark kan nægte forkyndelse af en stævning for en tiltalt, som opholder sig i Danmark, hvis dokumentet ikke overleveres til danske myndigheder mindst 30 dage forinden det tidspunkt, på hvilket den indstævnte skal give møde. Artikel 4, stk. 3, omhandler den situation, at en retsanmodning ikke eller kun delvis kan imødekommes i overensstemmelse med de formkrav, den begærende medlemsstat har angivet i henhold til stk. 1. I sådanne tilfælde er den anmodede medlemsstat forpligtet til straks at give den begærende medlemsstat en redegørelse for situationen og til at anføre, på hvilke betingelser anmodningen kan imødekommes. Sådanne betingelser kan, om nødvendigt, bl.a. være, at der forelægges yderligere dokumentation eller oplysninger. Det er endvidere fastsat, at myndighederne i den begærende og i den anmodede medlemsstat kan aftale, hvorledes anmodningen videre skal behandles, idet de i givet fald gør den videre behandling betinget af, at de nævnte betingelser opfyldes. Selv om den anmodede medlemsstat i henhold til stk. 3 og 4 under visse omstændigheder er forpligtet til at give den begærende medlemsstat oplysninger, er der ikke fastsat nogen særlig procedure i den forbindelse, og
den anmodede medlemsstat kan derfor selv bestemme, hvordan den vil give de relevante oplysninger. Artikel 4, stk. 4, omhandler de foranstaltninger, der skal træffes, hvis den frist, den begærende medlemsstat har fastsat, ikke kan overholdes. Står det klart for den anmodede medlemsstat, at en bestemt frist ikke kan overholdes, og at forsinkelsen, henset til den begrundelse, der er givet for fristen i henhold til stk. 2, vil vanskeliggøre retsforfølgningen betydeligt i den begærende medlemsstat, skal den anmodede medlemsstats myndigheder snarest muligt oplyse, hvor lang tid der skønnes nødvendig for at gennemføre anmodningen. Den begærende medlemsstats myndigheder skal straks oplyse, om behandlingen af anmodningen til trods herfor skal fortsætte. Endvidere åbner bestemmelsen mulighed for, at de to medlemsstaters myndigheder aftaler, hvorledes anmodningen videre skal behandles. Bestemmelserne i stk. 2 til 4, der må betragtes som ordensforskrifter i medlemsstaternes indbyrdes samarbejde, skønnes ikke at kræve lovændring. 3.1.5. Fremsendelse og forkyndelse af retsdokumenter (artikel 5) 1959-konventionen hviler på en forudsætning om, at forkyndelse af retsdokumenter for en person, der opholder sig på en anden medlemsstats område, som udgangspunkt sker via de nationale myndigheder i denne medlemsstat. Artikel 52 i Schengen-konventionen indebærer dog en forenkling i forhold til 1959-konventionen, idet visse retsdokumenter, som hvert enkelt Schengen-land konkret opregner, efter denne bestemmelse kan sendes direkte til modtageren med posten. Formålet med artikel 5 er at udvide denne ordning, så alle retsdokumenter for fremtiden kan sendes direkte med post til personer, som opholder sig i en anden medlemsstat. Samtidig ophæves Schengen-konventionens artikel 52. I forbindelse med Danmarks indtræden i Schengen-samarbejdet afgav Danmark en erklæring om, hvilke dokumenter danske myndigheder efter artikel 52 i Schengen-konventionen kan fremsende med posten til personer, der opholder sig i andre Schengen-lande. Den danske erklæring har følgende ordlyd:»dokumenter og meddelelser, der udsendes af en judiciel myndighed som led i straffesagers behandling, samt visse meddelelser fra administrative myndigheder vedrørende afgørelser, der har tilknytning til straffesagers behandling.«de dokumenter, der kan fremsendes i medfør af artikel 52 i Schengenkonventionen, er bl.a. bødeforlæg, advarsler, beslutninger om påtaleopgivelse efter retsplejelovens 721, tilkendegivelser vedrørende erstatningsspørgsmål i medfør af retsplejelovens kapitel 93 a, stævninger, meddelelser om
afgørelser i politiklagenævnssager efter retsplejelovens 93 b og 93 c, samt meddelelser om forbud i medfør af visse særlove. Disse dokumenter vil ligeledes være omfattet af begrebet»retsdokumenter«i artikel 5 i EU-retshjælpskonventionen. Artikel 5, stk. 1, bestemmer, at retsdokumenter vedrørende straffesager, som en medlemsstat skal sende til en person, der opholder sig på en anden medlemsstats område, som hovedregel skal sendes direkte til denne med posten. Artikel 5 indeholder ikke en definition af»retsdokumenter«, men begrebet må fortolkes bredt og vil som nævnt bl.a. omfatte stævninger og retsafgørelser. Udtrykket»der opholder sig på en anden medlemsstats område«må ligeledes fortolkes bredt og indebærer f.eks. ikke nødvendigvis, at personen har bopæl i den anmodede medlemsstat. I tilfælde hvor direkte fremsendelse med posten er umulig eller uhensigtsmæssig, vil en retsanmodning om forkyndelse fortsat kunne sendes til den anden medlemsstats kompetente myndigheder, jf. artikel 5, stk. 2. Artikel 5, stk. 3 og 4, indeholder regler om henholdsvis oversættelse og skriftlig vejledning af modtageren af dokumenterne. Artikel 5, stk. 5, bekræfter, at artikel 8, 9 og 12 i 1959-konventionen også gælder for personer, der modtager retsdokumenter med posten i henhold til artikel 5. De nævnte bestemmelser omhandler spørgsmål vedrørende bl.a. vidnepligt og refusion af omkostninger I modsætning til visse andre stater accepterer Danmark allerede i dag, at udenlandske retsdokumenter sendes direkte med post til personer, der opholder sig her i landet. Artikel 5 vil derfor navnlig få praktisk betydning i situationer, hvor danske myndigheder ønsker at forkynde retsdokumenter (f.eks. vidneindkaldelser, stævninger, ankemeddelelser og domme) for personer i andre medlemsstater ved direkte fremsendelse med posten, jf. retsplejelovens 155, nr. 1. Ved udformningen af retsdokumenter, der på denne måde søges brevforkyndt, vil den danske myndighed skulle være opmærksom på de krav til oversættelse og vejledning, der følger af artikel 5, stk. 3 og 4. Artikel 5 skønnes ikke at kræve lovændringer. 3.1.6. Fremsendelse af anmodninger om gensidig retshjælp (artikel 6) Artikel 6 vedrører fremsendelse af anmodninger om gensidig retshjælp, og gør i modsætning til 1959-konventionen direkte kontakt mellem de udførende myndigheder til et generelt princip frem for kommunikation via centrale myndigheder, dog med visse undtagelser.
I artikel 6, stk. 1, fastsættes det, at anmodninger om gensidig retshjælp samt meddelelser om spontan udveksling af oplysninger som omhandlet i artikel 7 (se nedenfor) skal fremsendes direkte mellem de kompetente judicielle myndigheder og tilbagesendes gennem de samme myndigheder. Endvidere fastsættes det i artikel 6, stk. 1, at anmodninger om iværksættelse af retsforfølgning i en anden medlemsstat efter 1959-konventionens artikel 21 ligeledes kan fremsendes direkte mellem de kompetente judicielle myndigheder. Det følger herudover af bestemmelsen, at anmodninger ikke kun kan udfærdiges og fremsættes skriftligt, men ligeledes ved hjælp af ethvert middel, som kan frembringe skriftlig dokumentation på en måde, der tillader den modtagende medlemsstat at fastslå ægtheden. Anmodningerne kan bl.a. fremsendes pr. telefax eller e-post. Det er dog et krav, at den anmodede medlemsstat kan forvisse sig om, at anmodningen er ægte. Bestemmelsen er ikke til hinder for, at medlemsstaterne går endnu videre og aftaler, at anmodninger i visse tilfælde eventuelt kan fremsættes mundtligt. Disse lempelige formkrav til anmodninger om retshjælp vil ikke give anledning til problemer i forhold til danske myndigheder. Der vil f.eks. kunne tænkes situationer, hvor myndighederne i en anden medlemsstat sender en telefax eller en e-post til dansk politi med anmodning om gennemførelse af efterforskningsskridt her i landet. Hvis dansk politi er overbevist om, at anmodningen er ægte, kan de udføre anmodningen i overensstemmelse med dansk ret. Hvis der er tale om en anmodning om foretagelse af straffeprocessuelle indgreb over for personer, der befinder sig her i landet, vil det ikke være telefaxen eller e-posten fra den udenlandske myndighed, der danner grundlaget for behandling af anmodningen efter retsplejelovens regler. Det vil være dansk politi, der på grundlag af anmodningen fra den udenlandske myndighed, indbringer spørgsmålet for domstolene med anmodning om tilladelse til foretagelse af det straffeprocessuelle indgreb. Allerede i dag modtager danske myndigheder i en række tilfælde retsanmodninger fremsendt som telefax. Hvis danske myndigheder er overbevist om, at en anmodning, der fremsendes som telefax eller e-post, er ægte, vil myndighederne søge anmodningen gennemført uden at have modtaget den originale retsanmodning. Baggrunden herfor er, at den originale retsanmodning i dag fremsendes gennem de centrale myndigheder, det vil sige justitsministerierne, og det vil ofte ikke være hensigtsmæssigt at afvente fremsendelse af retsanmodningen gennem de centrale myndigheder. Det gælder bl.a. i sager, hvor personer er varetægtsfængslet i det begærende land, og gennemførelsen af efterforskningsskridt her i landet er af afgørende betydning for vurderingen af tiltalespørgsmålet. I henhold til artikel 6, stk. 2, kan anmodninger i særlige tilfælde fremsendes og tilbagesendes mellem centrale myndigheder (litra a) eller mellem en judiciel myndighed i én medlemsstat og en central myndighed i en anden medlemsstat (litra b). Baggrunden herfor er, at der kan forekomme tilfælde,