29.11.2008 DA Den Europæiske Unions Tidende L 320/27



Relaterede dokumenter
EKSTERNT REGNSKAB 13 PENGESTRØMSOPGØRELSEN

EKSEMPELREGNSKAB IFRS FOR SELSKAB ABC A/S. Vejledning til revisorer og regnskabskyndige

Brd. Klee A/S. CVR.nr Delårsrapport for perioden 1. oktober marts 2014

Brd. Klee A/S. CVR.nr Delårsrapport for perioden 1. oktober marts 2017

L 139/8 Den Europæiske Unions Tidende

Brd. Klee A/S. CVR.nr Delårsrapport for perioden 1. oktober marts 2018

Brd. Klee A/S. CVR.nr Delårsrapport for perioden 1. oktober marts 2019

Brd. Klee A/S. CVR.nr Delårsrapport for perioden 1. oktober marts 2015

Brd. Klee A/S. CVR.nr Delårsrapport for perioden 1. oktober marts 2016

IAS 21. Omhandler. Valutaomregning. Tilhørende IFRIC/SIC

1. kvartalsrapport for Dantax A/S

Delårsrapport for Dantax A/S for perioden 1. juli marts 2017

TOTALINDKOMSTOPGØRELSE FOR KONCERNEN

(EØS-relevant tekst) (7) Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med Regnskabskontroludvalgets udtalelse.

L 320/432 DA Den Europæiske Unions Tidende

Delårsrapport for Dantax A/S for perioden 1. juli marts 2019

Delårsrapport for Dantax A/S for perioden 1. juli september 2016

Delårsrapport for Dantax A/S for perioden 1. juli september 2017

Opgørelse af indregnede indtægter og omkostninger

Delårsrapport for Dantax A/S for perioden 1. juli marts 2018

Delårsrapport for Dantax A/S for perioden 1. juli september 2018

EJENDOMSSELSKABET KRONPRINSESSEGADE 46 E A/S

Delårsrapport for Dantax A/S for perioden 1. juli december 2018

Årsregnskabsmeddelelse 2004 Side 1 af 22

Brd. Klee A/S. CVR.nr Delårsrapport for perioden 1. oktober marts 2012

Årsregnskab Cand. Merc. Aud. 2002

Delårsrapport for Dantax A/S for perioden 1. juli december 2016

DANSK FERIEBOLIG A/S. Liseborg Høje Viborg. Årsrapport 1. januar december 2015

SAVH STATSAUT. REVISIONS ApS

MD Thai Cucine ApS. Knabrostræde København K. Årsrapport 1. januar december Årsrapporten er godkendt den 19/09/2018

26. april Københavns Fondsbørs Pressen. Fondsbørsmeddelelse 7/2007 FIH kvartalsrapport januar-marts 2007

3 Virksomhedens årsregnskab

Brd. Klee A/S. CVR.nr Delårsrapport for perioden 1. oktober marts 2011

PROVET ApS. Industrivej Lunderskov. Årsrapport 1. januar december 2018

Kurssikringsinstrumenter i årsrapporten

Aalborg Trading ApS Vester Hedensvej 31, 9362 Gandrup CVR-nr

PACTA SUNT SERVANDA ApS

CAPWORKS WORK FLOW ApS

4audit rådgivning ApS. Årsrapport 2015/16

Resultatopgørelse 1. januar marts 2016

Årsrapport for (3. regnskabsår)

Chr. Olesen Finans ApS. Årsrapport for 2015/16

DANSK FERIEBOLIG A/S. Årsrapport 1. januar december Årsrapporten er fremlagt og godkendt på selskabets ordinære generalforsamling den

Time Solution ApS. Industriparken Ballerup. Årsrapport 1. oktober september 2018

Årsregnskab Cand. Merc. Aud. 2002

Bestyrelsen foreslår, at der udbetales 4,2 mio. kr. i udbytte, svarende til 14 kr. pr aktie.

Pengestrømsopgørelser

DANICA REVISION ApS. Rødegårdsvej Odense M. Årsrapport 1. januar december 2016

GÆLDSKONSULENTERNE ApS

RELEASE LEASING ApS. Farverland Glostrup. Årsrapport 1. juli juni 2017

Årsregnskab for moderselskabet. Københavns Lufthavne A/S

Vitta Lysgaard Holding III ApS Maltegårdsvej 24 E, 2820 Gentofte CVR-nr

WEBSHOPPEN ApS. Stendalvej Kjellerup. Årsrapport 1. januar december 2017

CPH Håndværker Gruppen 786 ApS

Årsrapport for (4. regnskabsår)

TWENTY ONE LEARNING ApS

BUSINESS 88 ApS. Center Boulevard København S. Årsrapport 1. juli juni 2018

Elbek & Vejrup Invest ApS. Årsrapport for 2017/18

L 320/270 DA Den Europæiske Unions Tidende

SETHI EJENDOMME III ApS

Supplerende oplysninger til regnskabsmeddelelse for 1. halvår 2008

Ejendomsselskabet af 12. december 2013 IVS. Årsrapport for 2016

Der er ikke foretaget revision eller review af kvartalsinformationen

D044554/01 BILAG. Investeringsvirksomheder: Anvendelse af konsolideringsfritagelsen. (Ændringer til IFRS 10, IFRS 12 og IAS 28)

TOTALINDKOMSTOPGØRELSE FOR KONCERNEN 1. JANUAR DECEMBER

Delårsrapport for Dantax A/S for perioden 1. juli september 2013

DEN FORENEDE GRUPPE KØBENHAVN IVS

Kjaer Knudsen Agriculture A/S. Årsrapport 2017

NNC APS. Suomisvej Frederiksberg C. Årsrapport 6. december december 2017

Bestyrelsen foreslår, at der udbetales 3,9 mio. kr. i udbytte, svarende til 13 kr. pr aktie.

Delårsrapport for Dantax A/S for perioden 1. juli marts 2016

LKM Eno Invest ApS Knud Højgaards Vej 9, 2860 Søborg CVR-nr

STRANDGADE 12, 1401 KØBENHAVN K 1. OKTOBER SEPTEMBER 2017

FORTIUM A/S. Årsrapport 1. januar december Årsrapporten er fremlagt og godkendt på selskabets ordinære generalforsamling den 04/06/2015

Delårsrapport for Dantax A/S for perioden 1. juli september 2015

DNO BUSINESS SOLUTIONS ApS

Delårsrapport for 1. kvartal 2014

Rekord Rens Nord ApS. Årsrapport 1. juli juni 2017 (Opstillet uden revision eller review)

ABCD KPMG Statsautoriseret Revisionspartnerselskab AUDIT Amerika Plads København Ø

JOSA Invest ApS Årsrapport for 2014

Anpartsselskabet Kilden & Mortensen CVR-nr Årsrapport 1. juli december 2014

KONCERNENS HOVED- OG NØGLETAL

GREEN SQUARE COPENHAGEN A/S

Wavehouse CPH ApS. Årsrapport for 2014 (Opstillet uden revision eller review)

(Ikke-lovgivningsmæssige retsakter) FORORDNINGER

Dansk Arbejdsskadeforsikring Agentur ApS

STRANDGADE 12, 1401 KØBENHAVN K 1. OKTOBER SEPTEMBER 2018

LOGOCARE INVEST ApS. Krogsbøllevej Roskilde. Årsrapport 1. juli juni 2017

CMX Holding ApS CVR-nr

Ejendommen Limfjordsgade 3 ApS

Invest Birk & Bang ApS Visbjerg Hegn Mårslet CVR-nr Årsrapport 2017

Holbæk Rørmontage ApS

PITSTOP VESTERBRO 20 ApS

J. Enggaard ApS. Springbjergvej Randbøl. Årsrapport 1. januar december 2018

Netdania Markets ApS. Kronprinsessegade 36, 1., 1306 København. Årsrapport for

PROTICA GROUP APS. CVR-nr Regnskabsår. Godkendt på selskabets generalforsamling, den 31. juli Dirigent

MQM Biler ApS. Årsrapport 17. marts juni Gl. Landevej Fredericia. CVR-nr

Anthon Louis Holding IVS

GREEN SQUARE COPENHAGEN A/S

2H Biler IVS. Sjællandsvej Hobro. Årsrapport 15. juli december 2017

Transkript:

29.11.2008 DA Den Europæiske Unions Tidende L 320/27 IAS 7 Pengestrømsopgørelsen FORMÅL Information om virksomhedens pengestrømme giver regnskabsbrugeren et grundlag for vurdering af virksomhedens evne til at frembringe likvider og virksomhedens behov for at udnytte disse pengestrømme. De økonomiske beslutninger, der træffes af regnskabsbrugere, kræver en vurdering af virksomhedens evne til at frembringe likvider samt tidspunktet og sikkerheden for deres frembringelse. Formålet med denne standard er at opstille krav om information vedrørende historiske ændringer af en virksomheds likvider i form af en pengestrømsopgørelse, hvori virksomhedens pengestrømme for regnskabsåret opdeles i henholdsvis drifts-, investerings- og finansieringsaktivitet. ANVENDELSESOMRÅDE 1. Virksomheder skal udarbejde en pengestrømsopgørelse i henhold til de i denne standard stillede krav og præsentere denne som en integreret del af årsregnskabet for hvert regnskabsår, hvor årsregnskaber præsenteres. 2. Denne standard erstatter international regnskabsstandard IAS 7 Opgørelse af ændringer i den finansielle stilling, der blev godkendt i juli 1977. 3. Brugere af en virksomheds årsregnskab er interesserede i at vide, hvordan virksomheden frembringer og anvender likvider. Dette gælder uanset hvilke aktiviteter virksomheden har, og uanset om likvide beholdninger kan anses som virksomhedens produkt, eksempelvis i finansielle institutioner. Alle virksomheder har behov for likvide beholdninger til stort set de samme formål, uanset hvor forskellige deres primære omsætningsskabende aktiviteter er. En virksomhed har behov for likvide beholdninger til at drive virksomheden, indfri forpligtelser og forrente investorernes kapital. Derfor kræves det i denne standard, at alle virksomheder udarbejder en pengestrømsopgørelse. FORDELE VED OPLYSNING OM PENGESTRØMME 4. Set i sammenhæng med resten af årsregnskabet giver pengestrømsopgørelsen oplysninger til brug ved vurderingen af ændringer i virksomhedens nettoaktiver, dens økonomiske struktur (herunder dens likviditet og solvens) og dens evne til at påvirke pengestrømmenes størrelse og tidspunktet for deres frembringelse for at tilpasse sig ændrende omstændigheder og muligheder. Informationer om pengestrømme er nyttige ved vurderingen af virksomhedens evne til at frembringe likvider og giver regnskabsbrugere mulighed for at udarbejde modeller til at vurdere og sammenligne nutidsværdien af forskellige virksomheders fremtidige pengestrømme. De medvirker ligeledes til at øge sammenligneligheden af forskellige virksomheders indtjening fra drift ved at eliminere virkningerne af forskellige regnskabsmæssige behandlinger af de samme transaktioner og begivenheder. 5. Historiske informationer om pengestrømme benyttes ofte som udtryk for størrelsen af samt for tidspunktet og sikkerheden for fremtidige pengestrømme. De er også et godt redskab til at kontrollere korrektheden af tidligere vurderinger af fremtidige pengestrømme samt til at undersøge sammenhængen mellem lønsomhed og nettopengestrømme og virkningerne af varierende priser. DEFINITIONER 6. Nedenstående udtryk anvendes i denne standard med følgende betydning: Likvide beholdninger omfatter kontanter og anfordringsindskud i pengeinstitutter. Likvide værdipapirer er kortfristede, meget likvide værdipapirer, som umiddelbart kan konverteres til kendte beløb i likvide beholdninger, og hvorpå der kun er en ubetydelig risiko for værdiændringer. Pengestrømme er pengestrømme til og fra virksomheden. Driftsaktivitet er virksomhedens primære omsætningsskabende aktiviteter samt andre aktiviteter, der ikke er investerings- eller finansieringsaktiviteter. Investeringsaktivitet er anskaffelse og afhændelse af anlægsaktiver og andre investeringer, der ikke indgår i likvide værdipapirer.

L 320/28 DA Den Europæiske Unions Tidende 29.11.2008 Finansieringsaktivitet er aktiviteter, der medfører ændringer i størrelsen og sammensætningen af virksomhedens kapitalindskud og lån. Likvider 7. Formålet med at have likvide værdipapirer er at indfri kortfristede betalingsforpligtelser snarere end at foretage investeringer eller lignende. Hvis et værdipapir skal indregnes som et likvidt værdipapir, skal dette umiddelbart kunne omsættes til et kendt beløb i likvide beholdninger og have en ubetydelig risiko for værdiændring. Derfor vil et værdipapir normalt kun kunne indregnes som et likvidt værdipapir, hvis det har en kort restløbetid, eksempelvis 3 måneder eller mindre fra anskaffelsestidspunktet. Kapitalandele inkluderes ikke som likvide værdipapirer, medmindre de reelt er likvide værdipapirer, eksempelvis præferenceaktier med en kort restløbetid på overtagelsestidspunktet og en fast indløsningsdato. 8. Banklån betragtes som udgangspunkt som værende finansieringsaktivitet. I visse lande indgår kassekreditter, der skal tilbagebetales på anfordring, dog som en integreret del af virksomhedens likviditetsstyring. I sådanne tilfælde indregnes kassekreditter som et element af likvider. Sådanne bankaftaler er kendetegnet ved, at kontoens saldo ofte svinger mellem at være positiv og negativ. 9. Pengestrømme omfatter ikke bevægelser mellem poster som udgør likvide beholdninger eller likvide værdipapirer, idet disse elementer indgår i virksomhedens likviditetsstyring snarere end i dens drifts-, investerings- og finansieringsaktivitet. Likviditetsstyring omfatter investering af overskydende likvide beholdninger i likvide værdipapirer. PRÆSENTATION AF PENGESTRØMSOPGØRELSEN 10. Pengestrømsopgørelsen skal vise regnskabsårets pengestrømme opdelt i drifts-, investerings- og finansieringsaktivitet. 11. Virksomheden præsenterer sine pengestrømme fra drifts-, investerings- og finansieringsaktivitet på den for virksomheden mest passende måde. Denne klassifikation i aktiviteter giver regnskabsbrugere mulighed for at vurdere aktiviteternes virkning på virksomhedens finansielle stilling og størrelsen af sine likvider. Disse oplysninger kan også bruges til at bedømme sammenhængen mellem aktiviteterne. 12. En enkelt transaktion kan omfatte pengestrømme som klassificeres forskelligt. Når eksempelvis kontant indfrielse af et lån omfatter renter såvel som hovedstol, kan renteelementet betegnes som driftsaktivitet, mens hovedstolelementet kan betegnes som finansieringsaktivitet. Driftsaktivitet 13. Omfanget af pengestrømme fra driftsaktivitet er en vigtig indikator for, hvorvidt virksomhedens drift har frembragt tilstrækkelige pengestrømme til at tilbagebetale lån, vedligeholde virksomhedens drift, udbetale udbytte og foretage nye investeringer uden at skulle fremskaffe fremmedkapital. Oplysninger om de specifikke elementer af historiske pengestrømme fra driftsaktivitet kan sammen med andre oplysninger være nyttige ved fremskrivningen af fremtidige pengestrømme fra driftsaktivitet. 14. Pengestrømme fra driftsaktivitet er hovedsagelig afledt af virksomhedens primære omsætningsskabende aktivitet. Således stammer de som hovedregel fra transaktioner og andre begivenheder, som indgår i opgørelsen af årets resultat. Pengestrømme fra driftsaktivitet kan eksempelvis omfatte: a) indbetalinger fra salg af varer og tjenesteydelser, b) indbetalinger fra royalties, honorarer, provisioner og anden omsætning, c) udbetalinger til leverandører af varer og tjenesteydelser, d) udbetalinger til og vedrørende ansatte, e) forsikringsselskabers ind- og udbetalinger vedrørende præmier, skadesanmeldelser, annuiteter og andre forsikringsydelser, f) udbetalinger eller tilbagebetalinger af indkomstskatter, medmindre disse kan henføres direkte til finansieringseller investeringsaktivitet, og g) ind- og udbetalinger vedrørende kontrakter indgået med handel for øje. Visse transaktioner, eksempelvis salg af produktionsudstyr, kan medføre en gevinst eller et tab, som indregnes ved opgørelsen af årets resultat. Dog indgår pengestrømme vedrørende sådanne transaktioner i pengestrømme fra investeringsaktivitet.

29.11.2008 DA Den Europæiske Unions Tidende L 320/29 15. Virksomheden kan have en beholdning af værdipapirer og lån med handel for øje, som i så fald kan sidestilles med varebeholdninger anskaffet med videresalg for øje. Derfor klassificeres pengestrømme fra køb og salg af sådanne værdipapirer som driftsaktivitet. Ligeledes klassificeres finansielle institutioners udlån normalt som driftsaktivitet, idet de vedrører virksomhedens primære omsætningsskabende aktivitet. Investeringsaktivitet 16. Separat oplysning om pengestrømme fra investeringsaktivitet er vigtig, fordi disse pengestrømme er et udtryk for, hvor mange omkostninger, virksomheden har haft til ressourcer beregnet til frembringelse af fremtidige indtægter og pengestrømme. Pengestrømme fra investeringsaktivitet kan eksempelvis omfatte: a) udbetalinger til anskaffelse af materielle anlægsaktiver, immaterielle aktiver og andre anlægsaktiver. Disse omfatter udbetalinger vedrørende aktiverede udviklingsomkostninger og egenproducerede materielle anlægsaktiver, b) indbetalinger fra salg af materielle anlægsaktiver, immaterielle aktiver og andre anlægsaktiver, c) udbetalinger til anskaffelse af andre virksomheders egenkapital- eller gældsinstrumenter og kapitalandele i joint ventures (bortset fra udbetalinger vedrørende instrumenter, der anses for at være likvide værdipapirer eller instrumenter, der besiddes med handel for øje), d) indbetalinger fra salg af andre virksomheders egenkapital- eller gældsinstrumenter og kapitalandele i joint ventures (bortset fra indbetalinger vedrørende instrumenter, der anses for at være likvide værdipapirer eller instrumenter, der besiddes med handel for øje), e) udlån til andre (bortset fra udlån foretaget af finansielle institutioner), f) indbetalinger fra tilbagebetaling af udlån til andre (bortset fra udlån foretaget af finansielle institutioner), g) betalinger til futures, terminskontrakter, optioner og swap-kontrakter, bortset fra tilfælde, hvor disse er anskaffet med handel for øje, eller hvis udbetalingerne klassificeres som finansieringsaktivitet, og h) betalinger fra futures, terminskontrakter, optioner og swap-kontrakter, bortset fra tilfælde, hvor disse er anskaffet med handel for øje, eller hvis indbetalingerne klassificeres som finansieringsaktivitet. Hvis en kontrakt regnskabsmæssigt behandles som en sikring af en identificerbar position, klassificeres pengestrømme vedrørende kontrakten på samme måde som pengestrømme vedrørende den sikrede position. Finansieringsaktivitet 17. Separat oplysning om pengestrømme fra finansieringsaktivitet er vigtig, fordi dette er nyttigt ved forudsigelsen af fremtidige krav om pengestrømme fra indskydere af kapital i virksomheden. Pengestrømme fra finansieringsaktivitet kan eksempelvis omfatte: a) indbetalinger fra udstedelse af aktier eller andre egenkapitalinstrumenter, b) udbetalinger til aktionærer til anskaffelse eller indløsning af virksomhedens aktier, c) indbetalinger fra udstedelse af obligationer, lån, gældsbreve, prioritetsforpligtelser og anden kort- eller langfristet låntagning, d) tilbagebetaling af lån, og e) udbetalinger fra leasingtager til reduktion af den udestående forpligtelse vedrørende en finansiel leasingkontrakt. VISNING AF PENGESTRØMME FRA DRIFTSAKTIVITET 18. Virksomheden skal vise pengestrømme fra driftsaktivitet ved enten: a) direkte præsentation, som giver oplysning om væsentlige kategorier af bruttoind- og udbetalinger, eller

L 320/30 DA Den Europæiske Unions Tidende 29.11.2008 b) indirekte præsentation, hvor årets resultat reguleres for virkningen af transaktioner, som ikke har medført indog udbetalinger, udskydelse eller periodisering af tidligere eller fremtidige ind- eller udbetalinger vedrørende driftsaktivitet samt indtægter og omkostninger forbundet med investerings- eller finansieringspengestrømme. 19. Virksomheder tilskyndes til at benytte direkte præsentation af pengestrømme fra driftsaktivitet. Ved brug af direkte præsentation fremkommer oplysninger, der kan være nyttige ved vurderingen af fremtidige pengestrømme, som ikke fremkommer ved brug af indirekte præsentation. Ved direkte præsentation kan oplysninger om væsentlige bruttoind- og udbetalinger indhentes enten: a) fra virksomhedens registreringer, eller b) ved regulering af omsætning, vareforbrug (renter og lignende indtægter samt renteomkostninger og lignende omkostninger i en finansiel institution) og andre poster i resultatopgørelsen for: i) regnskabsårets ændringer i varebeholdninger samt tilgodehavender og forpligtelser vedrørende driften, ii) iii) andre poster, der ikke har medført ind- eller udbetalinger, og andre poster, hvis ind- og udbetalinger indgår under investerings- eller finansieringspengestrømme. 20. Ved indirekte præsentation opgøres nettopengestrømme fra driftsaktivitet ved regulering af årets resultat for virkningen af: a) regnskabsårets ændringer i varebeholdninger samt tilgodehavender og forpligtelser vedrørende driften, b) poster, der ikke har medført ind- eller udbetalinger, eksempelvis afskrivninger, hensatte forpligtelser, udskudt skat, urealiserede valutakursgevinster og tab, ikke-udloddet overskud fra associerede virksomheder og minoritetsinteresser, og c) alle andre poster, hvis ind- og udbetalinger indgår under investerings- eller finansieringspengestrømme. Alternativt kan nettopengestrømme fra driftsaktivitet præsenteres indirekte ved at vise omsætning og omkostninger indregnet i årsregnskabet samt regnskabsårets ændringer i varebeholdninger og tilgodehavender og forpligtelser vedrørende driften. PRÆSENTATION AF PENGESTRØMME FRA INVESTERINGS- OG FINANSIERINGSAKTIVITET 21. Virksomheden skal separat præsentere væsentlige bruttoind- og udbetalinger som følge af investerings- og finansieringsaktivitet, undtagen i det omfang de i afsnit 22 og 24 beskrevne pengestrømme præsenteres som nettobeløb. PRÆSENTATION AF PENGESTRØMME SOM NETTOBELØB 22. Pengestrømme fra følgende drifts-, investerings- og finansieringsaktiviteter kan præsenteres som nettobeløb: a) ind- og udbetalinger vedrørende kunder, når pengestrømmene henhører under kundens aktiviteter og ikke virksomhedens, og b) ind- og udbetalinger vedrørende poster, der er let omsættelige, omfatter store beløb og har en kort løbetid. 23. De i afsnit 22a) nævnte ind- og udbetalinger kan eksempelvis omfatte: a) pengeinstitutters modtagelse og tilbagebetaling af indlån på anfordringskonti, b) midler deponeret på vegne af kunder af investeringsvirksomheder, og c) opkrævning og overførsel af lejeindtægt til ejere af ejendomme. De i afsnit 22b) nævnte ind- og udbetalinger kan eksempelvis omfatte udlån og tilbagebetaling vedrørende: a) hovedstolen på kreditkortlån, b) anskaffelse og afhændelse af investeringer, og c) andre kortfristede lån, eksempelvis lån med en restløbetid på tre måneder eller mindre.

29.11.2008 DA Den Europæiske Unions Tidende L 320/31 24. Pengestrømme fra følgende aktiviteter i finansielle institutioner kan præsenteres som nettobeløb: a) ind- og udbetalinger vedrørende modtagelse og tilbagebetaling af indlån med et fast udløbstidspunkt, b) indskud og hævninger hos andre finansielle institutioner, og c) udlån til kunder og tilbagebetaling af disse. PENGESTRØMME I FREMMED VALUTA 25. Pengestrømme fra transaktioner i fremmed valuta skal indregnes i virksomhedens funktionelle valuta ved omregning af beløb i fremmed valuta til den på betalingsdagen gældende valutakurs mellem den funktionelle valuta og den fremmede valuta. 26. Pengestrømme i udenlandske dattervirksomheder skal omregnes til de på betalingsdagene gældende valutakurser mellem den funktionelle valuta og den fremmede valuta. 27. Pengestrømme i fremmed valuta skal præsenteres i overensstemmelse med IAS 21 Valutaomregning. I henhold til bestemmelserne heri kan en tilnærmet valutakurs anvendes. Eksempelvis kan en vejet gennemsnitskurs for en periode anvendes til indregning af transaktioner i fremmed valuta eller omregning af pengestrømme i udenlandske dattervirksomheder. Det er dog ikke tilladt i henhold til IAS 21 at anvende balancedagens kurs til omregning af pengestrømme i udenlandske dattervirksomheder. 28. Urealiserede kursgevinster og -tab vedrørende valutakursændringer er ikke pengestrømme. Virkningen af valutakursændringer på likvider, der besiddes eller er forfaldne i fremmed valuta, skal dog præsenteres i pengestrømsopgørelsen til brug ved afstemning af likvider ved regnskabsårets begyndelse og slutning. Beløbet skal præsenteres separat fra pengestrømme fra drifts-, investerings- og finansieringsaktivitet og inkluderer en eventuel forskel, hvis pengestrømmene var blevet præsenteret til balancedagens kurser. 29. [Ophævet] 30. [Ophævet] RENTER OG UDBYTTE 31. Pengestrømme fra modtagne og betalte renter og modtaget eller udbetalt udbytte skal præsenteres som separate poster. Disse skal klassificeres på en ensartet måde fra regnskabsår til regnskabsår som enten drifts-, investeringseller finansieringsaktivitet. 32. Det samlede beløb for rentebetalinger i et regnskabsår oplyses i pengestrømsopgørelsen, hvad enten det er indregnet som omkostning i resultatopgørelsen eller aktiveret i overensstemmelse med den tilladte alternative behandling i IAS 23 Låneomkostninger. 33. Rentebetalinger og modtagne renter og udbytte klassificeres normalt som pengestrømme fra driftsaktivitet for finansielle institutioner. Der er dog ikke opnået enighed om klassifikation af disse pengestrømme for andre typer virksomheder. Rentebetalinger og modtagne renter og udbytte kan klassificeres som pengestrømme fra driftsaktivitet, fordi de indgår ved opgørelsen af årets resultat. Alternativt kan rentebetalinger og modtagne renter og udbytte klassificeres som pengestrømme fra henholdsvis finansieringsaktivitet og investeringsaktivitet, fordi de betragtes som omkostninger til fremskaffelse af økonomiske ressourcer eller afkast af investeringer. 34. Udbetalt udbytte kan klassificeres som finansieringsaktivitet, fordi det betragtes som en omkostning til frembringelse af økonomiske ressourcer. Alternativt kan udbetalt udbytte klassificeres som en del af pengestrømme fra driftsaktivitet, for at hjælpe regnskabsbrugerne ved vurderingen af virksomhedens evne til at udbetale udbytte fra pengestrømme fra driftsaktivitet. INDKOMSTSKATTER 35. Pengestrømme vedrørende indkomstskatter skal præsenteres separat og klassificeres som pengestrømme fra driftsaktivitet, medmindre de specifikt kan henføres til finansierings- eller investeringsaktivitet. 36. Indkomstskattebetalinger opstår i forbindelse med transaktioner, som medfører pengestrømme, der kan klassificeres som drifts-, investerings- eller finansieringsaktivitet i pengestrømsopgørelsen. Selv om en skatteomkostning let kan allokeres til investerings- eller finansieringsaktivitet, kan det ofte være praktisk umuligt at indregne de tilhørende skattemæssige pengestrømme, som kan opstå i et andet regnskabsår end pengestrømmene fra den underliggende

L 320/32 DA Den Europæiske Unions Tidende 29.11.2008 transaktion. Derfor klassificeres skattebetalinger normalt som pengestrømme fra driftsaktivitet. Når det er muligt at henføre skattemæssige pengestrømme til en specifik transaktion, der medfører pengestrømme klassificeret som investerings- eller finansieringsaktivitet, klassificeres den skattemæssige pengestrøm dog som henholdsvis investerings- eller finansieringsaktivitet. Når skattemæssige pengestrømme allokeres til mere end én aktivitetstype, oplyses det samlede beløb af betalte skatter. INVESTERINGER I DATTERVIRKSOMHEDER, ASSOCIEREDE VIRKSOMHEDER OG JOINT VENTURES 37. Ved den regnskabsmæssige behandling af investeringer i associerede virksomheder eller dattervirksomheder efter den indre værdis metode eller kostprismetoden indregner investor i pengestrømsopgørelsen alene pengestrømme mellem investor og den virksomhed, der er investeret i, eksempelvis udbytte og udlån. 38. Ved en virksomheds præsentation af kapitalandele i en fælles kontrolleret virksomhed (jf. IAS 31 Kapitalandele i joint ventures) ved anvendelse af pro rata-konsolidering indregnes den forholdsmæssige andel af den fælles kontrollerede virksomheds pengestrømme i koncernpengestrømsopgørelsen. Ved en virksomheds præsentation af sådanne kapitalandele efter den indre værdis metode indregnes pengestrømme vedrørende investeringen i den fælles kontrollerede virksomhed samt udlodninger og andre ud- og indbetalinger mellem virksomheden og den fælles kontrollerede virksomhed i virksomhedens pengestrømsopgørelse. OVERTAGELSE OG AFHÆNDELSE AF DATTERVIRKSOMHEDER OG ANDRE FORRETNINGSENHEDER 39. De samlede pengestrømme fra overtagelse og afhændelse af dattervirksomheder og andre forretningsenheder skal præsenteres separat og klassificeres som investeringsaktivitet. 40. For henholdsvis regnskabsårets samlede overtagelser og afhændelser af dattervirksomheder og andre forretningsenheder skal virksomheden oplyse følgende: a) samlet købs- eller afhændelsespris, b) andelen af købs- eller afhændelsespris betalt i form af likvider, c) likvider i de overtagne eller afhændede dattervirksomheder eller forretningsenheder, og d) andre aktiver og forpligtelser end likvider i overtagne eller afhændede dattervirksomheder eller forretningsenheder, specificeret i hovedgrupper. 41. Præsentation af virkningen af pengestrømme ved overtagelse og afhændelse af dattervirksomheder og andre forretningsenheder som en separat post, sammen med den separate præsentation af de samlede anskaffede eller afhændede aktiver og forpligtelser, medvirker til at gøre det muligt at adskille disse pengestrømme fra pengestrømme fra andre drifts-, investerings- og finansieringsaktiviteter. Virkningen af pengestrømme fra afhændelser fratrækkes ikke virkningen af pengestrømme fra anskaffelser. 42. De samlede ind- og udbetalinger vedrørende købs- eller afhændelsespris præsenteres i pengestrømsopgørelsen med fradrag af anskaffede eller afhændede likvider. IKKE-LIKVIDE TRANSAKTIONER 43. Investerings- og finansieringstransaktioner, der ikke kræver anvendelse af likvider, må ikke indregnes i pengestrømsopgørelsen. Sådanne transaktioner skal oplyses andetsteds i årsregnskabet på en sådan måde, at alle relevante oplysninger om disse investerings- og finansieringsaktiviteter fremkommer. 44. Mange investerings- og finansieringsaktiviteter har ikke en direkte virkning på de aktuelle pengestrømme, selv om de påvirker virksomhedens kapital- og aktivstruktur. Udeholdelse af ikke-likvide transaktioner fra pengestrømsopgørelsen er i overensstemmelse med formålet med pengestrømsopgørelsen, da sådanne poster ikke medfører pengestrømme i det aktuelle regnskabsår. Ikke-likvide transaktioner omfatter eksempelvis: a) anskaffelse af aktiver enten ved påtagelse af direkte forbundne forpligtelser eller ved en finansiel leasingkontrakt, b) overtagelse af en virksomhed ved kapitaludvidelse, og c) konvertering af gæld til egenkapital.

29.11.2008 DA Den Europæiske Unions Tidende L 320/33 LIKVIDERS ELEMENTER 45. Virksomheder skal give oplysning om likvidernes elementer og præsentere en afstemning af beløbene i pengestrømsopgørelsen til de tilsvarende balanceposter. 46. På baggrund af forskelligartet praksis i likviditetsstyring og bankaftaler rundt om i verden og for at være i overensstemmelse med IAS 1 Præsentation af årsregnskaber skal virksomheder give oplysning om den anvendte regnskabspraksis ved opgørelsen af likviders elementer. 47. Virkningen af ændringer i anvendt regnskabspraksis ved opgørelsen af likviders elementer, eksempelvis ændring af klassifikationen af finansielle instrumenter, som før har været anset som en del af virksomhedens investeringsportefølje, præsenteres i henhold til IAS 8 Anvendt regnskabspraksis, ændringer i regnskabsmæssige skøn og fejl. ANDRE OPLYSNINGER 48. Virksomheden skal give oplysning om, samt ledelsens kommentarer til, eventuelle beløb for likvider, der besiddes af virksomheden, men ikke er til rådighed for koncernen. 49. Under forskellige omstændigheder vil en virksomheds likvider ikke være til rådighed for koncernen. Eksempler herpå kan være likvider i en dattervirksomhed med aktiviteter i et land, hvor valutarestriktioner eller andre lovmæssige restriktioner er gældende, så likvider ikke er til fri disposition for modervirksomheden eller andre dattervirksomheder. 50. Supplerende oplysninger kan være relevante for regnskabsbrugernes forståelse af virksomhedens finansielle stilling og likviditet. Standarden tilskynder virksomheder til at give sådanne oplysninger sammen med ledelsens kommentarer. Sådanne oplysninger kan eksempelvis omfatte: a) uudnyttede lånefaciliteter til rådighed for fremtidig driftsaktivitet samt til indfrielse af investeringsforpligtelser, med angivelse af restriktioner vedrørende disse faciliteters anvendelse, b) de samlede pengestrømme fra henholdsvis drifts-, investerings- og finansieringsaktivitet vedrørende kapitalandele i joint ventures, præsenteret ved anvendelse af pro rata-konsolidering, c) de samlede pengestrømme, som repræsenterer en forøgelse af driftskapaciteten, separat fra de pengestrømme, som er nødvendige for vedligeholdelse af driftskapaciteten, og d) pengestrømme fra drifts-, investerings- og finansieringsaktivitet i hvert præsentationspligtige segment (jf. IFRS 8 Driftssegmenter). 51. Separat oplysning om pengestrømme, som repræsenterer en forøgelse af driftskapaciteten, og pengestrømme, som er nødvendige for vedligeholdelse af driftskapaciteten, er nyttig for regnskabsbrugeres vurdering af, hvorvidt virksomheden investerer tilstrækkeligt i vedligeholdelse af driftskapaciteten. En virksomhed, der ikke investerer tilstrækkeligt i vedligeholdelse af sin driftskapacitet, kan skade den fremtidige lønsomhed til fordel for den aktuelle likviditet og udlodning til aktionærer. 52. Oplysning om pengestrømme i segmenter giver regnskabsbrugere en bedre forståelse af forholdet mellem pengestrømme i virksomheden som helhed og i dens enkelte dele samt tilgængeligheden af og udsving i pengestrømme i segmenter. IKRAFTTRÆDELSESTIDSPUNKT 53. Denne standard træder i kraft for årsregnskaber, der dækker regnskabsår, som begynder den 1. januar 1994 eller senere.