Udtrykket tynd-fed er et slangudtryk for personer med normal vægt, men med en relativt høj fedtprocent.



Relaterede dokumenter
BLIV SUND OG UNDGÅ OVERVÆGT HVAD MENER EKSPERTERNE?

Fysisk aktivitet og vægt. Informationshæfte fra Nordic Sugar

En tablet daglig mod forhøjet risiko

Læs mere på FAKTA - BØRN OG BEVÆGELSE

Guide. Foto: Iris. August Se flere guider på bt.dk/plus og b.dk/plus. Lider du af lavt. sider. stofskifte?

patientvejledning type 2-diabetes

Kapitel 15. Hvilken betydning har overvægt for helbred, trivsel og sociale relationer?

Evaluering af vægtstopprojekt Syddjurs Gør livet lettere

guide en sund vægt selvom du er tynd Sådan holder du Chris MacDonald Styrk dit liv med Februar 2015

Mad og Diabetes. Mad er mange ting. Noget er sundt, og andet er usundt. - Nævn sund og usund mad! Skolebesøg klasse Behandlermodellen

11 HVORDAN MESTRER VI TAB?

Tab to buksestørrelser på 6 uger

DET ER LETTERE AT SLIPPE DE NEGATIVE TANKER, NÅR MAN BRUGER KROPPEN

Interview om spiseforstyrrelser med Susanne Lunn

14 STØTTE OVER TID. Da det tager lang tid at erkende tabet og indrette sig i det nye liv, ønsker mange efterladte støtte over tid.

AT SKABE ET BEDRE LIV

Hvor meget energi har jeg brug for?

Tid til refleksion. - at opdage dét du tror, du ikke ved...

Prokrastineringsformlen i praksis. Afviklet arbejde. Udnyttet tid

Hvordan gør de professionelle?

Små skridt til vægttab der holder

Cutting når unge snitter og skærer i egen krop

Før du går til lægen

Gør den svære samtale til et frugtbart samarbejde

Et tilbud der passer. Sammen kan vi give kroniske patienter et skræddersyet forløb

FYSISK AKTIVITET OG ÆLDRE

vejledning om kostsammensætning hjælp til at tilberede og anrette måltider hjælp til indkøb.

Transkript:

FYSISK SUNDHED JUNI 2011 DE TYNDFEDE AF PROFESSOR BENTE KLARLUND PEDERSEN Udtrykket tynd-fed er et slangudtryk for personer med normal vægt, men med en relativt høj fedtprocent. Jeg er ikke af den opfattelse, at det er lige meget, hvor meget man vejer. Det optimale er at være normalvægtig. En af årsagerne til, at det er uhensigtsmæssigt at være svært overvægtig, er, at rigtig mange mennesker holder op med at bevæge sig, hvis de bliver alt for tunge. Det er formentlig et kulturelt fænomen. Normen er, at vi skal være slanke. Hvis man ikke lever op til dette ideal, får man efterhånden kropslede. Når overvægten bliver markant, oplever man også reelt besvær ved at bevæge sit legeme rundt, og man undgår fysisk aktivitet. Men uanset hvad man vejer, er det sundt at være fysisk aktiv. Det er altså også vigtigt at motionere, selv om vægten er normal. Hvis man skal holde vægten, skal man være i energibalance. Hvis man spiser meget, må man motionere tilsvarende meget for ikke at tage på i vægt. Hvis man derimod er meget lidt aktiv, må man tilsvarende spise meget lidt for ikke at tage på i vægt. Men det er ikke ét fedt, hvordan man holder sig i energibalance. Hvis man ikke er fysisk aktiv, risikerer man, at musklerne svinder ind. I stedet for muskler får man fedt omkring de indre organer. Også selvom man ikke tager på i vægt. Udtrykket tynd-fed er et slangudtryk for personer med normal vægt, men med en relativt høj fedtprocent. Der er tale om fysisk inaktive personer, der holder sig normalvægtige ved at spise relativt lidt. Men det er ikke sundt at være tynd-fed. I foråret 2009 lavede vi et forsøg med TV 2-værtinden Cecilie Beck. Hun er normalt meget fit. Hun

FYSISK SUNDHED AUGUST 2013 er sund og slank og veltrænet. Hun løber flere gange om ugen, og skridttælleren viser omkring 15.000 skridt på en normal dag. Vi havde testet nogle almindelige mennesker med en meget passiv livsstil. De gik et sted mellem 1.000 og 2.000 skridt om dagen. Forsøget med Cecilie gik ud på, at hun skulle leve på samme måde som en person, der er meget fysisk inaktiv. Cecilie skulle konsekvent vælge at dovne den og stile mod 1.500 skridt om dagen i 14 dage. Det var svært. Men hun gennemførte forsøget. Hun tog elevatoren i stedet for trapperne. Kørte i bil i stedet for at gå. Og hendes børn måtte selv gå i skole. Hun forsøgte at spise, som hun plejede. Da vi lavede en såkaldt DXA-scanning efter de 14 dages inaktivitet, fandt vi, at hun havde tabt 2,4 kg muskelmasse. Hun havde taget 500 gram fedt på. Alt i alt havde hun altså tabt sig. Vi foretog også en MR-scanning for at se, om hun havde fedt omkring de indre organer. Inden forsøget, mens hun var aktiv, havde hun næsten intet synligt fedt omkring de indre organer, men efter de 14 dage var det let at se på scanningsbillederne, at Cecilie havde fået fedt omkring de indre organer. Ikke meget i forhold til så mange andre mennesker, men nok til, at jeg var virkelig overrasket. Vi lavede en konditest, der viste, at hendes kondital var faldet fra 41 til 39. Vi lavede også en sukkertest. Når man drikker sukker, for eksempel cola, stiger blodsukkeret. Derfor laver kroppen insulin, som skal få musklerne til at optage sukker. Da Cecilie var aktiv, havde hun sunde muskler, der var gode til at optage sukker. Det kunne jeg se på følgende måde: Cecilie skulle drikke en standardiseret sukkerdrik. Vi målte derefter både blodsukker og insulin hver halve time i to timer. Både blodsukker og insulin steg kun ganske lidt efter sukkerdrikken. Det var et udtryk for, at hendes muskler var meget følsomme over for insulin og gode til at optage sukker. Efter de 14 dages inaktivitet gentog vi sukkertesten, og nu steg både blodsukker og insulin klart mere, end da Cecilie var aktiv. Resultaterne fortalte mig, at Cecilies muskler var blevet mindre insulinfølsomme og altså dårligere til at optage sukker. Hun havde nu alt andet lige større risiko for at udvikle type 2-diabetes. Vi lavede også en fedttest. Cecilie drak et glas fedt. Fedtindholdet i blodet steg og nåede de højeste værdier i blodet efter fire timer, hvorefter fedtindholdet i blodet faldt. Da vi gentog fedttesten efter 14 dages inaktivitet, steg fedtindholdet i blodet, men blev ved med at være højt, også da vi målte det otte timer efter. Det betød, at Cecilies muskler var blevet dårligere til at forbrænde fedtet. Når fedtindholdet i blodet er højt, øges risikoen for åreforkalkning og hjertesygdom.

FYSISK SUNDHED AUGUST 2013 Konsekvenser af Cecilies passive livsstil i kun 14 dage: Ringere kondition Tab af muskelmasse Ophobning af fedt mellem de indre organer Nedsat evne til at optage sukker i musklerne Nedsat fedtforbrænding Cecilie fortalte også, at det var gået ud over hendes humør. Hun havde været mere irritabel, end hun plejede. Cecilie Beck var supersund inden forsøget, og trods de markante ændringer blev hendes helbred ikke bragt i fare under forsøget. Men hvis man forestillede sig, at hun havde fortsat den passive livsstil, ville hun efterhånden erstatte rigtig meget muskelmasse med fedt. Måske ville hun blive overvægtig, måske ville hun blive tynd-fed. I begge tilfælde ville hun udvikle markant øget risiko for at blive syg og dø for tidligt. Heldigvis ved jeg, at Cecilie Beck gik i gang med at træne igen efter de 14 dages inaktivitet. Jeg ved også, at hun syntes, det var rigtig hårdt at komme i form igen. Det, der skete med Cecilie, var ikke bare tilfældigt. Vi har undersøgt 10 unge mænd, efter at de havde været med i samme slags forsøg som Cecilie, hvor de kun måtte gå 1.500 skridt om dagen i 14 dage. Også hos disse forsøgspersoner fandt vi, at de tabte både kondition og muskelmasse og fik fedt omkring de indre organer. Tilsvarende fandt vi, at deres stofskifte blev mærkbart påvirket. Og også disse forsøgspersoner kunne berette, at de havde været i dårligt humør og haft sværere ved at koncentrere sig. Ved æbleform, også kaldet bugfedme, sidder fedtet inde mellem de indre organer. Organfedtet udskiller nogle betændelsesstoffer, som blandt andet øger risikoen for blodpropper, hvilket er en væsentlig grund til, at det er særdeles uhensigtsmæssigt at have et stort taljemål. Det gælder uanset, om man er normalvægtig eller overvægtig. Hvis man er fysisk inaktiv får man altså mere organfedt og taljemålet bliver større. Hvis man udfører træningsstudier, finder man det modsatte. Personer, der udfører progressiv udholdenhedstræning eller styrketræning i 3 mdr., opnår en reduktion i mængden af organfedt. Det sker vel at mærke også hos personer, der ikke taber sig i vægt i forbindelse med træningen.