Af Marie Duedahl De skæve jeg går rundt på en dentalmesse, kan jeg altid se, Når hvem der er tandlæge, og hvem der er klinikassistent. De bøjer til hver sin side. Mette Krebs Birkeland er ergonomisk konsulent og Mensendiecklærer, og medarbejderne på landets tandlægeklinikker er et af hendes specialeområder. Hun er selvstændig med eget firma, Krebs Ergonomi, hvor hun tager på klinikbesøg over hele landet. Her observerer hun medarbejderne individuelt under deres arbejde og kommer efterfølgende med råd og vejledning om, hvordan de kan forbedre deres arbejdsstillinger. Det er min erfaring, siger Mette Krebs Birkeland, at tandpersonalets arbejde kan lettes betydeligt ved en bedring af arbejdsstillingerne, og ofte er det ikke de helt store ændringer, der skal til. I alle tilfælde handler en sund arbejdsstilling mere om den måde, man bruger sin krop på end om dyrt ergonomisk udstyr. Ind under stolen Mette Krebs Birkeland tog den toårige uddannelse som Mensendiecklærer i 1997, en gymnastikform, som primært handler om at finde balancen i kroppen, så dens to sider arbejder godt sammen. Herefter underviste hun i skånsom træning og holdningskorrektion som medejer af Frederiksberg Mensendieck Institut. Hun har siden suppleret sin uddannelse med et etårigt forløb i Motion og Sundhedsfremme på Åbent Universitet i Odense. I dag holder hun foredrag, afholder kurser og tager på klinikbesøg. De største ergonomiske problemer, Mette Krebs Birkeland oplever i klinikkerne, opstår naturligt mest omkring tandlægestolen. Et af de største problemer ude på klinikkerne, siger Mette Krebs Birkeland, opstår, fordi mange tandlæger ikke er vilde med at Mette Krebs Birkeland, Mensendiecklærer og indehaver af Krebs Ergonomi
tandlæger Mange års forkert siddestilling ved tandlægestolen giver medarbejderne på landets tandklinikker skæve kroppe. Ergonomisk konsulent Mette Krebs Birkeland fortæller her om, hvordan man relativt nemt kan rette op på skævhederne. lægge deres patient helt ned, måske ud fra en misforstået hensyntagen til patienten. Naturligvis kan der være enkelte patienter, der af sygdomsmæssige årsager ikke kan holde ud at blive lagt langt ned, men måske kommer man som patient også bare til at sige Uh!, og så skynder tandlægen sig at sætte stolen lidt op igen. Men det Uh! behøver jo ikke betyde, at patienten ikke kan klare at ligge helt ned. Ofte bliver der skrevet i journalen, at fru Jensen ikke kan holde til at blive lagt langt ned, men når jeg så forsigtigt spørger fru Jensen, om vi må prøve at lægge dig helt ned, så er reaktionen i 90 procent af tilfældene, at de nu føler, at de ligger meget bedre! Når patienten sidder for højt oppe, er der ikke plads til hverken tandlægens eller klinikassistentens ben under stolen, og ingen af dem kan derfor komme til at sidde lige for deres arbejde. På grund af stolens hældning har tandlægen sin fodpedal stående helt ude på siden, og han har derfor også sit bækken pegende i den retning for at kunne betjene fodpedalen. Det betyder, at han kommer til at lave en hel masse vrid og buk i rygsøjlen for at komme ned og se på patienten. Ved at ligge patienten helt ned og ved at sætte fodpedalen ind under stolen kan han undgå nogle af de vrid, fordi han kommer til at sidde mere lige for patienten. Det giver også bedre plads til klinikassistenten. Klokken ni Mette Krebs Birkeland påpeger, at det er vigtigt, at tandlægen og klinikassistenten lærer at tage hensyn til hinanden under arbejdet. Ved selv at sidde korrekt bliver der mere plads til den anden, og her bruger Mette Krebs Birkeland urets positioner til at forklare, hvor tandlægen og klinikassistenten skal sidde. Hvis tandlægen holder sig på sin egen plads omkring klokken ni, og patienten er kørt godt ned i stolen, og pedalen er på plads under stolen, er der plads til at flette fire ben under stolen. Men hvis tandlægen begynder at rykke sig helt op mod klokken 12, tvinger han ubevidst klinikassistenten ned mod klokken seks, og her rammer hun ind i fontænen og får sit venstre lår i klemme under stolen. Det gør, at hun falder ned i venstre side, og det sætter Forkert buk over skuffen, der belaster lænden altså sine spor efter 25 år. Det gør det også på tandlægen. Han sidder i mange år og presser højre side sammen for at nå fodpedalen, så hans højre side bliver helt kompakt og for kort. I værste fald får han en tandlægepukkel midt på øverste del af ryggen, hvor han har siddet og bukket og ikke har haft aktivitet. Det er o.k., at tandlægen rykker til klokken ti eller klokken halv elleve, bare klinikassistenten bliver siddende kl. tre. Mette Krebs Birkeland peger også på, at mange blandt tandpersonalet ikke er opmærksomme på at trække vejret ordentligt. Det skyldes måske, at man sidder så tæt på sin kollega og på sin patient. Men det gør de altså i mange timer, og sammenholdt med den dårlige arbejdsstilling, hvor de klemmer sammen om deres lunger, og hvor de er meget koncentreret om deres arbejde, får de kun trukket vejret højt oppe i lungerne, så jeg plejer Korrekt arbejdsstilling, hvor der gås ned i knæ i stedet for at bukke i ryggen. Det styrker samtidig ryg, lår og baller altid at sige til tandlægerne, at de i det mindste skal huske at trække vejret godt i dybden, når de er ovre at vaske hænder. Ud med Arne Mette Krebs Birkeland har også fokus på ergonomien uden for behandlingsrummet. Ofte sidder tandlægen og klinikassistenterne også på dårlige stole i personalerummet, typisk Arne Jacobsens 7 eren, som jo er flot design, men som ikke opfylder de ergonomiske grundprincipper for en god siddestol. Derfor foreslår jeg ofte klinikkerne at skifte