SANGE TIL. L IG A E N D. D. D. s MØDER

SANGE TIL L IG A E N D. D. D. s MØDER

SANGE LIGAEN D. D. D. s MØDER ong Kristian stod ved højen Mast i Røg og Damp. Hans Værge hamrede saa fast, at Gotens Hjelm og Hjerne brast, da sank hvert fjendtligt Spejl og Mast i Røg og Damp. Fly, skreg de, hver som flygte kan! Hvo staar for Danmarks Kristian i Kamp? Niels Juel gav Agt paa Stormens Brag: Nu er det Tid! Han hejsede det røde Flag og slog paa Fjenden Slag i Slag; da skreg de højt blandt Stormens Brag: Nu er det Tid! Fly, skreg de, hver som véd et Skjul! Hvo kan bestaa for Danmarks Juel i Strid? O Nordhav! Glimt af Vessel brød din mørke Sky! Da tyede Kæmper til dit Skød, thi med ham lynte Skræk og Død, fra Vallen hørtes Vraal, som brød den tykke Sky. Fra Danmark lyner Tordenskjold, hver give sig i Himlens Vold og fly!

2 Du Danskes Vej til Ros og Magt, sortladne Hav! Modtag din Ven, som uforsagt tør møde Faren med Foragt, saa stolt som du mod Stormens Magt, sortladne Hav! Og rask igennem Larm og Spil og Kamp og Sejr før mig til min Grav! J. Ewald er er et yndigt Land, D det staar med brede Bøge nær salten Østerstrand; det bugter sig i Bakke, Dal, det hedder gamle Danmaik, og det er Frejas Sal. Der sad i fordums Tid de harniskklædte Kæmper, udhvilede fra Strid; saa drog de frem til Fjenders Mén; nu hvile deres Bene bag Højens Bavtasten. Det Land endnu er skønt, thi blaa sig Søen bælter, og Løvet staar saa grønt; og ædle Kvinder, skønne Møer og Mænd og raske Svende bebo de Danskes Øer. Vort Sprog er stærkt og blødt, vor Tro er ren og lutret, og Modet er ej dødt. Vort gamle Danmark skal bestaa, saa længe Bøgen spejler sin Top i Bølgen blaa. A. Oehlenschlåger.

ift stolt paa Kodans Bølge, V blodrøde Danebrog! Din Glans ej Nat skal dølge, ej Lynet dig nedslog. Du over Helte svæved, som sang i Dødens Favn; dit lyse Kors har hævet til Himlen Danmarks Navn. 3 Hver Gang en Stjerne funkler, en Helt du nævne kan, men ingen, som fordunkler din store Kristian. Paa Lysets Kyst han stander i Sejersklædebon, hver Gang en Kæmpe lander hos Rud og Absalon. Fra Himlen er du faldet, du Danmarks Helligdom! Did har du Kæmper kaldet, som Verden leder om. Saa længe Rygtet svinger sig over Land og Sø, mens Nordens Harpe klinge), din Ros skal ej uddø. Sus højt i Kampens Bulder om Juel, din Kæmpe bold! Naar Tord nen om dig ruller, du sjunge: Tordenskjold! Og flyver du mod Himlen i stolte Luers Favn, da nævn for Stjernevrimlen din høje Hvidtfeldts Navn! Med Palmen Kristian vinker, naar, Danebrog, han ser dit hvide Kors, som blinker i Kampens Flammeskær. Vift højt for alle Vinde! Kald dine Sønner frem! Mens Havets Bølger rinde, din Glans omstraale dem! Vaj stolt ved Danmarks Strande! Vaj stolt ved indisk Kyst! Og ved Barbarens Lande lyt stolt til Bølgens Røst! Den toner om din Hæder og dine Kæmpers Pris,, og Heltene det glæder i deres Paradis. Se dem, du har tilbage, de blusse ved dit Navn, vil for din Hæder drage med Lyst i Dødens Favn. Uplettet skal du svinge dig over Verdens Sø, til Nordens Brynjer springe og Danmarks Hjerter dø! B. S. Ingemann.

4 FNanmark, dejligst Vang og Vænge, lukt med Bølgen blaa, hvor de vakre, danske Drenge kan i Leding gaa mod de Tysker, Slaver, Vender, hvor man dem paa Tog hensender én Ting mangler ved den Have: Ledet pr af Lave. Ved Guds naadig Forsyn hegnes dog det meste Land, og hvad under Danmark regnes, nyder Værn af Vand. Ingen Nabo, som vil vinde, tør paa Danmark gaa i Blinde, blev kun Ledet hængt til Rette, skulde vel det tætte. Saadan talte Dronning Thyre, ret kaldt Danebod: I, som staa for Danmarks Styre, fatter frejdigt Mod! Gabet kan vi vel tillukke, saa vi ej os lade plukke af hver fremmed Løbeskytte, der faar Lyst til Bytte. Fra Moradset Vest ved Strande til Mysund ved Sli vil vi os en Vold bemande, gøre snæver Sti. Om Forlov skal hver Mand bede, hvis han agter ind at træde; nødig skal han atter fare hjem med stjaalen Vare! Fra den østre Danmarks Side kom den Skaaning skrap; Sjællandsfaren nok gad slide, køre rask omkap;

5 Fynbo, Lollik kom til Jyden, ingen hjemme blev ved Gryden, ingen Danemand sad hjemme, alle Værket fremme. Danemark vi nu kan ligne ved en frugtbar Vang, hegnet trindt omkring. Gud signe den i Nød og Trang! Gid som Korn opvokse Knægte, der kan frisk mod Fjenden fægte og om D anebod end tale, naar hun er i Dvale!..,, Lavrids Kok. Ved Danevirke. Mel.: Paaskeklokken kimed mildt." andringsmand, træd varsomt her! det er hellig Jord V i hvert Træ, hver Tue de dyre Minder bor. Thyras Vold, Danmarks Skjold gennem tusind Aar! Minde om en fager Tid: om Danmarks lyse Vaar! Stred vort Folk i Øst og Vest, stred det imod Nord, altid dog det lærte: i Sønder Fjenden bor. Thyras Vold, Danmarks Skjold gennem tusind Aar! Minde om en fager Tid: om Danmarks lyse Vaar; Imod Danevirke brød Tysken ofte frem for med brodden Pande igen at søge hjem. Thyras Vold, Danmarks Skjold gennem tusind Aar! Minde om en fager Tid: om Danmarks lyse Vaar! Stundom vel af Overmagt Thyras Værn blev sprængt, men de danske Drenge fik atter Ledet hængt. Thyras Vold, Danmarks Skjold gennem tusind Aar! Minde om en fager Tid: om Danmarks lyse Vaar! Ak, men Vaar og Sommer svandt, det blev Vintertid: Danmark maatte stride en sidste, haabløs Strid. Thyras Vold, Danmarks Skjold gennem tusind Aar! Minde om den mørke Tid: om aldrig lægte Saar!

Heles skal dog alle Saar, svinde, hvad er tungt, har vi Mod og Vilje og holdt vi Hjertet ungt. Thyras Vold, Danmarks Skjold gennem tusind Aar! Minde om den mørke Tid: om aldrig lægte Saar! Maalet? Hvert et Hjerteslag viser Vej derhen: Danebrog skal vaje paa Thyras Vold igen. Thyras Vold, vær vort Skjold end i tusind Aar! Vidn til sene Tider om en ny og herlig Vaar! 6 H. J. F Mel.: Det var ra Eidersted til Flensborg, fra Sild til Egernfjord, fra Vidaa ned til Rendsborg er ægte olddansk Jord. Hvor Uffe Riget værged, og Thyra bygged Værn, har Dansken end sig bjærget trods Tyskens Blod og Jærn. Fra Husum indtil Tønder bor Frisers djærve Folk, mod Øst bor Angelbønder fra Sankelmark til Stolk. Dansk er det Land dernede med Heder og med Hegn, og Danske er de brede graa Sten med Runetegn. Her var det, Thyra bygged sit Danevirkes Vold, at Dansken kunde trygget staa bag dets brede Skjold. Og her paa Lyrskov-Hede med Økser og med Spyd drev Magnus bort de lede Tysk-Vendere mod Syd. Sommermor gen. Her vilde Tysken trænge sig frem fra Arildstid, og her holdt danske Drenge en tusindaarig Strid. Det Land den tyske Næve haardt knuger i sit Tag; men tredive tusind Gæve dog staar for Danmarks Sag. De haabede paa Retten: den tilkom dem jo helt; da sejred Svig i Trætten, og Slesvigs Land blev delt. Da nær de var ved Havnen og havde kæmpet haardt, da lukked Danmark Favnen og lod dem drive bort. Men nu, I jydske Bønder og Købstadsfolk, som bor fra Skagen ned til Tønder og indtil Flensborg Fjord: Skal danske Landsmænd klage, at ingen hjalp i Nød dem, som blev stødt tilbage fra Danmarks Moderskød?

Skal Tysken atter kvæle det, som er ægte Jydsk? Skal gode danske Sjæle opdrages nu paa Tysk? Skal danske Smaabørn klage for Hjem og dagligt Brød? Hvem holder sig tilbage, naar Smaabørn er i Nød? 7 Her hjælper ingen Svigten! Staa frem, hver ærlig Mand! At hjælpe er nu Pligten, saa langt vi bare kan. Da haardest Nød de fristed, hvad hjalp da jeg og du? HarLandsmændsHjælp de mistet, saa hjælp dem dobbelt nu! Da skal, om Gud os under den Lod, gro djærve Folk, som tro i Trængsels Stunder vil være Danmarks Tolk, som med fuldtonig Stemme vil gøre Grænsen god: saa danske Mænd faar hjemme, hvor de fra Oldtid stod. Viggo J. von Holstein Rathlou. T alle de Riger og Lande, hvorhen jeg i Verden for, jeg fægted med aaben Pande for, hvad jeg for Alvor tror. En Ørn var mit Hjelmemærke, paa Brynjen stod Korsets Tegn, paa Skjold bar jeg Løverne stærke i Hjerternes milde Hegn. Naar Mænd jeg kasted min Handske, opslog jeg min Ridderhjelm; de saa, jeg var Holger Danske og ingen formummet Skælm. Vil Dansken i Verden fægte, men dølger Aasyn og Navn, jeg véd, hans Aand er ej ægte jeg tager ham ej i Favn. B. S. Ingemann.

V i véd saa mangen Gang, da Dansken under Sang drog ud mod sine Fjender og glat dem undertvang. Om mange eller faa, de tænkte aldrig paa, de danske Mænd og Kvinder kun paa dette: Fjenden slaa! Ja, helt fra Uffes Dage det saadan gik saa tit, at Fjenden maatte drage med Skammen hjem til sit. Og mangt et Kvad blev lagt om Kamp mod Overmagt, om Mod og Dødsforagt! Endnu da sidste Gang det danske Sværd det klang, saa Fjenden, det var Helte, som det imod ham svang. Som Sejrens stolte Dag vort tunge Nederlag for Verden højlydt meldte om en Hær med Folket bag. Hvo glemmer Dybbøl Banker og Ais s fagre Strand, saa længe ædle Tanker vort Folk bevæge kan! Vi tabte, det er sandt; vor Overmand vi fandt men Skam vi aldrig vandt. 8 Vort Maal. Mel. : Den tapre Landsoldat. Endnu iblandt os bor der Mænd, som Danmarks Jord med deres Blod har vædet de holdt den Ed, de svor. Med offervilligt Sind de satte Livet ind, og dog har man dem smædet og kaldt Modet Hjernespind. Om det vi kunde glemme og hvad de kæmped for og døve Hjertets Stemme, ja, saa blev Skammen vor! Da var det blanke Skjold, vi bar fra Hedenold, ej mere i Behold. Men glemme vil vi ej, og ingen Rævestreg skal lokke eller tvinge os bort fra Ærens Vej. Vort Maal er ligefrem: hver Sønderjyde hjem! Vi var dog alt for ringe, om vi kunde svigte dem. Lad Tysken og hans Venner kun rase, som de vil; vi deres Kunster kender og deres falske Spil. Trods hvad de hitter paa, de blive skal de smaa vort Maal vi nok skal naa! H. J. B lev nu til Spot dine tusind Aars Minder? Er dit Sværd nu brustent og plettet dit Skjold? Blev dine Mænd nu til klagende Kvinder? Trampe dine Fjender den sløjfede Vold?

Er nu paa Sange din Bøgelund tom? Maa vi nu blues med Blikket mod Jorden ved hver en Tone, der minder os om, at du var Dronning i Norden? 9 Svigtet af Venner og svigtet af Frænder hver en Stjerne skjult i den bælgmørke Nat Banneret baaret af famlende Hænder; havde baade Himmel og Jord dig forladt? Slangen, du fostrede selv ved din Barm, frem af sin Hule sig snigende voved, sløved dit Værge og lammed din Arm, bøjed i Støvet dit Hoved. Skibet er strandet saa lad os da bjærge rask igennem Brændingen alt, hvad vi kan: Viljen, der mægter vor Frihed at værge, Troskab indtil Døden mod Fædrenes Land, levende Haab, der kan svinge vort Flag, dødeligt Had, der kan hvæsse vor Klinge, klippefast Tro paa den Fremtidens Dag, der skal Genfødelsen bringe. Lad os da vente og ikke forsage, agte paa de varslende Tegn under Sky, bære de tunge Forsmædelsens Dage atter skal i Danmark en Morgen dog gry. Kommer da Luftningen frisk over Strand, ruller da vældigt den vækkende Torden, da skal du atter, mit Fædreneland, løfte dit Hoved fra Joiden. Da skal du se dine Sønner staa rede, og da skal den hvislende, giftige Snog, som nu tør frækt sig i Solskinnet brede, flygte for dit Blik til den mørkeste Krog. Da skal dit ældgamle Banner paany vinke til Sejr de faa mod de mange, og da skal atter blandt Sværdenes Gny runge de frejdige Sange! Edv. Lembcke.

V 10 Mel.: Vi har sagt det saa tit.m i har sunget saa tit om at gavne vort Land, vi har talt om at løfte i Flok. Men kun den, der har virket saa meget han kan, han tør sige, han virkede nok. Har vi holdt os tilbage, naar Pligten har kaldt, bare nølet en eneste Gang har vi blundet derhjemme en Dag, da det gjaldt, hvad betyder saa Tale og Sang! Og mon nogen iblandt os tør sige sig fri? Mon vi ikke har følt hver især: det er herligt at kæmpe, staar Lykken os bi, men i Modgang er Pligten saa svær. Ja, naar Vinden er med, er Sejladsen saa let, og naar Himlen er skyfri og klar, men en Sømand skal prøves, naar Taagen er tæt, og naar fygende Modvind han har. Lad os give hinanden vort Haandslag derpaa, at trods Modvind vi kæmper os frem. Da vil Sejr for Ret og for Sandhed vi naa og en lysere Tid for vort Hjem. ^ eg elsker de grønne Lunde J med Tonernes vuggende Fald, jeg elsker de blanke Sunde med Sejlernes Tusindtal. Jeg elsker hver Dal, hver Banke med Kornets bølgende Flugt, hvor flitlige Hænder sanke af Arbejdets gyldne Frugt. Jeg elsker de brede Sletter i Sollysets Sommerpragt, i Vinterens Stjernenætter bag Snetæppets Juledragt.

11 Mig fryder din Ros, din Ære, mig knuger din Sorg, dit Savn. Hver Glans, hver Plet vil jeg bære, som falder paa Danmarks Navn. Thi du er mig Fader og Moder saa synges fra Strand til Strand langt mere end Søster og Broder. thi du er mit Fædreland. Forstummed hver Røst i Skoven, og falmed hver gylden Frugt, faldt Nat over Mark og Voven, jeg fandt det dog lige smukt. Om alle de Drømme bristed, du har fra din Ungdom drømt, om Trængsel og Nød du fristed, jeg elsked dig dobbelt ømt. Men end er der Sang i Skoven højt bølger det gamle Flag; end er der en Gud for oven, der raader for Danmarks Sag. J. Helms. De svegn e. Mens vi sad inden Døre, de stod i Storm og Slud. Hvad havde de at gøre? Kun ét: at holde ud! Igennem tunge Tider, trods Fjendens store Magt, med Foden fast i Hjemlands Jord for Danmark holdt de Vagt. Mel.: John Anderson,,du kære44 eller: Vort Modersmaal er dejligt14.

12 Og gennem alle Trængsler, som fulgte Tryk og Tvang, blev født af deres Længsler paa Læben tit en Sang en Sang, som kun de nynned (for den var jo forbudt), om Dagen, som de vented paa, da Lænkerne blev brudt: En Dag vil Mørket atter for Lyset vejre hen; en Dag vil Mor sin Datter faa hjem til sit igen; en Dag vil Døren aabnes for os, som ude staar, og da faar alle Danmarks Børn i Danmark Børnekaar. Og se, en Dag det skete, at Døren aabned sig, og Taagerne sig spredte, som laa paa deres Vej. Da sang de ud og jubled som endnu aldrig før og stirred med betaget Sind imod den aabne Dør. Og end de staar og stirrer men hvad blev deres Sang? Imod os Toner dirrer som fra en Streng, der sprang. Og disse Toner, Danmark, dem vil du høre tit, om nu du stænger Døren til for dem, som mest har lidt.

13 Det er saa tungt at vaagne, naar man har drømt saa smukt; det er saa tungt at leve, naar hvert et Haab er slukt. Endnu, endnu de haaber, men ak, med bange Sind for de saa Døren aabne sig, men de blev ej budt ind. H. J. ltid frejdig,, naar du gaar A Veje, Gud tør kende, selv om du til Maalet naar først ved Verdens Ende! Aldrig ræd for Mørkets Magt! Stjernerne vil lyse! Med et Fadervor i Pagt skal du aldrig gyse. Kæmp for alt, hvad du har kært! Dø, om saa det gælder! Da er Livet ej saa svært, Døden ikke heller! Chr. Richardt. V i elsker vort Land, naar den signede Jul tænder Stjernen i Træet med Glans i hvert Øje, naar om Vaaren hver Fugl over Mark, over Strand lader Stemmen til hilsende Triller sig bøje: vi synger din Lov over Vej, over Gade, vi kranser dit Navn, naar vor Høst er i Lade; men den skjønneste Krans bli r dog din, Sante Hans! den er bunden af Sommerens Hjerter saa varme, saa glade.

14 Vi elsker vort Land, men ved Midsommer mest, naar hver Sky over Marken Velsignelser sender, naar af Blomster er flest, og naar Kvæget i Spand giver rigeligst Gave til flittige Hænder; naar ikke vi pløjer og harver og tromler, naar Koen sin Middag i Kløveren gumler: da gaar Ungdom til Dans! paa dit Bud, Sante Hans! ret som Føllet og Lammet, der frit over Engen sig tumler* Vi elsker vort Land, og med Sværdet i Haand skal hver udenvælts Fjende beredte os kende, men mod Ufredens Aand over Mark, under Strand vil vi Baalet paa Fædrenes Gravhøje tænde: hver By har sin Hex og hvert Sogn sine Trolde, dem vil vi fra Livet med Glædesblus holde; vi vil Fred her til Lands, Sante Hans, Sante Hans! den kan vindes, hvor Hjerterne aldrig bli r tvivlende kolde! Holger Drachmann. D. D. D* Mel.: Høje Nord. Ti vil hjem! Vi vil hjem! V Som et Tegn at Dagen gryede, Nattens sidste Taager flyede, jubelfyldt brød Raabet frem. Vi vil hjem, vil hjem til Danmark!" Hvilken Klang i dette Navn: Danmark, Danmark Faders Hus og Moders Favn! Vi vil hjem! Vi vil hjem! Det var Hjertets dybe Længsel

A 15 nu den sprængte Baand og Fængsel, søgte Vejen lige frem: Fylket under Danebroge gaar et Tog mod Nord, mod Nord. Danebroge helligt Tegn, hvor Danske bor! Vi vil hjem! Vi vil hjem! Helt fra Thyras Vold det lyder, stammende det Vej sig bryder over stumme Læber frem. Nyfødt Vaar ved Danevirke! Hør: det banker paa vor Dør! Danevirke Grænsevolden nu som før. Vi vil hjem! Vi vil hjem! Som et Ekko kommer Svaret, har det end lidt længe varet: Ja, kom alle sammen hjem! I har længtes efter Danmark; vi har længtes efter jer: Danmark, Danmark fælles var og fælles er! H. J, ongernes Konge! ene du kan K skærme vort elskede Fædreneland! Herre, du ene kan Sejren os forlene, værn om vort herlige og ældgamle D an! Slyng om os alle Enigheds Baand, send fra din Himmel Begejstringens Aand! Følg du i Fare den tapre, lille Skare, løft over Hæren din velsignende Haand!

16 Kærlige Fader! lyt til vor Røst, Freden og Friheden smykke vor Kyst! Rigdommen følge med Snækken over Bølge! Marken velsigne du med rigeste Høst! Herrernes Herre! mægtig og stor, naadig du høre vort bedende Kor! Herre, du ene kan Sejren os forlene, værn om vort herlige og ældgamfe Nord! A. v. d. Recke-. Frantz Christtreus Bogtrykkeri. København.