2008-2012 Det hele menneske Sundhedspolitik Gentofte Kommune
Vision Gentofte Kommune ønsker at være en god kommune at bo og leve i for alle borgere. Sundhedspolitikken skal bidrage til: at sikre gode muligheder for at fremme en sund og aktiv livsstil blandt borgere i Gentofte Kommune.
Forord Det er en stor glæde at kunne præsentere Sundhedspolitik for Gentofte Kommune. Sundhedspolitikken indeholder vision, grundlæggende værdier, temaer og indsatsområder, som i løbet af de næste fire år skal give retning for sundhedsfremme og forebyggelse. Borgere, brugere, interesseorganisationer, medarbejdere og politikere har bidraget med ideer og forslag, der sammen med faglige anbefalinger danner grundlaget for sundhedspolitikken. Sundhedspolitik for Gentofte Kommune omfatter alle borgere, og politikken er kommunens overordnede ramme på sundhedsområdet. Sundhedspolitikken skal være retningsgivende for de mange aktører, der er involveret i arbejdet med pleje, behandling, forebyggelse og sundhedsfremme. Det er medarbejdere i kommunen, praktiserende læger, sundhedspersonale på hospitalerne i Region Hovedstaden og i andre kommuner, som vi allerede samarbejder med. Sundhedspolitikken skal også bruges som afsæt til at skabe nye samarbejdsrelationer om sundhed sammen med repræsentanter fra organisationer og grupper af frivillige. Kommunen som arbejdsplads skal bruge sundhedspolitikken til at bidrage til at fremme medarbejdernes sundhed, arbejdsglæde og trivsel. Sundhedspolitikken skal være med til at sikre, at hele kommunen arbejder i samme retning med det formål at skabe rammerne for sunde, livsglade og aktive borgere i kommunen. Sundhedspolitikken sætter rammerne og nu skal der udarbejdes handleplaner for en lang række aktiviteter og indsatser, som kan motivere og inspirere borgerne til at leve et sundt og aktivt liv. Handleplanerne skal evalueres en gang om året samtidig med, at der udarbejdes en ny plan for det kommende år. Jeg håber, at sundhedspolitikken sammen med de årlige handleplaner kan blive fundamentet for den bedst mulige kvalitet for brugere og borgere uanset sundhedstilstand. Gentofte Kommune, august 2008 Hans Toft Borgmester Formål Sundhedspolitikkens formål er: At samle, koordinere og medtænke sundhed. Der eksisterer allerede mange forebyggende og sundhedsfremmende aktiviteter i kommunen, og disse skal prioriteres og justeres, så kommunens indsats er samlet, gennemtænkt og dækkende. Sundhedspolitikken er et styringsredskab for både kommunalbestyrelse og for medarbejdere i kommunen. At udvikle, integrere og etablere nye samarbejdsrelationer affødt af opgaverne. Kommunalreformen har affødt en lang række nye opgaver på sundhedsområdet, som forudsætter udvikling af nye samarbejdsrelationer internt imellem opgaveområderne i kommunen og eksternt i forhold til praksissektoren, de andre kommuner og Region Hovedstaden. Der bør være speciel fokus på sammenhængende patientforløb og samarbejdsrelationer i forbindelse med behandling og rehabilitering af særlige patientgrupper. Det er vigtigt, at der lægges vægt på udvikling, dokumentation og måling af effekt af sundhedsindsatsen. At styrke Gentofte Kommunes profil på sundhedsområdet. Gentofte Kommune skal gå forrest i arbejdet med forebyggelse og sundhedsfremme både i det generelle arbejde med sundhed, og som rollemodel for både borgere og medarbejdere. Kommunen vil fastholde og rekruttere medarbejdere med de rette personlige og faglige kompetencer gennem udvikling og anerkendelse. Sundhedspolitik 3
Værdier for arbejdet med sundhed Værdier er det holdningsmæssige fundament for sundhedsarbejdet. De forventes at være gældende i en længere årrække, men kan naturligvis justeres i takt med væsentlige ændringer i rammer og vilkår for sundhedsarbejdet. Værdierne er: Opmærksomhed på det hele menneske En bred og helhedsorienteret forståelse af sundhed og sygdom er en forudsætning for god kvalitet og dette inkluderer fokus på sundhedsfremme, forebyggelse og rehabilitering. Denne helhedsorienterede forståelse er afgørende for, at sundhedspolitikken bliver effektiv. Fokus på tidlig indsats Der er både menneskelige og samfundsøkonomiske grunde til at sætte ind med forebyggelse og sundhedsfremme. Det vil bevare det sunde sundt og hindre, at problemer opstår eller når at vokse sig store med sygdom og forringet livskvalitet til følge. Særlig forpligtelse for udsatte og kritisk syge borgere Kommunens sundhedsprofil viser, at socialt udsatte grupper har hyppigere forekomst af sygdom og hyppigere kontakt med praktiserende læge og sygehus. Her er en markant øget risiko for at udvikle sygdomme, som medfører tab af livskvalitet og leveår. Kritisk syge mennesker og deres pårørende har brug for særlig rehabiliterende indsats, såvel under som efter sygdomsbehandlingen. Sundhed er et fælles ansvar Borgeren skal opleve, at der er balance mellem den enkeltes ansvar for egen sundhed og kommunens ansvar for at skabe sunde rammer og betingelser. Borgere og fællesskaber er bevidste om og tager ansvar for, at deres adfærd påvirker egen og andres sundhed. Den faglige indsats er kompetent og innovativ Der er brug for helt nye måder at tænke og handle på, når sundhedsopgaven skal løses i en stadig mere kompleks og sammensat verden. Deltagelse i regionale og nationale projekter skal være med til at sikre dybde, bredde og udvikling i sundhedsarbejdet. De fem værdier: Opmærksomhed på det hele menneske Fokus på tidlig indsats Særlig forpligtelse for udsatte og kritisk syge borgere Sundhed er et fælles ansvar Den faglige indsats er kompetent og innovativ
Temaer Temaerne er den faglige ramme for sundhedsarbejdet og er valgt på baggrund af faglige anbefalinger og på baggrund af dialog med borgere og brugere. Temaerne vil som minimum gælde frem til 2012. KRAM (Kost, Rygning, Alkohol og Motion) er alle vigtige temaer som grundlag for sundhedsfremme og forebyggelse. Der er allerede iværksat en lang række aktiviteter nationalt, regionalt og i kommunen. Den sunde arbejdsplads er et vigtigt tema for til stadighed at kunne rekruttere og fastholde kvalificerede medarbejdere, og for at være en troværdig aktør i arbejdet med sundhedsfremme og forebyggelse. Sammenhæng for borgeren er et afgørende tema i komplicerede og specialiserede behandlingsforløb. Dette forudsætter, at kommune, region og praktiserende læge spiller sammen. Kronisk og kritisk syge borgere er også blevet en vigtig målgruppe for kommunens indsats for sundhedsfremme og forebyggelse. Opgaverne i forhold til målgruppen skal løses i samarbejde med Region Hovedstaden. Familieliv og livsfaser er et tema, som sammenfatter alle de indsatsområder, som har relation til samfundslivet og til samarbejdet mellem institutioner og borgere. Sundhedspolitik 5
Indsatsområder Inden for hvert tema er opstillet en række indsatsområder, som i den kommende 4-årige periode skal udmøntes i handleplaner og implementeres i de enkelte opgaveområder. KRAM (Kost, Rygning, Alkohol og Motion) Kost Overordnet kostpolitik for Gentofte Kommune for såvel brugere, beboere og medarbejdere. Kostpolitikken skal være en ramme og inspiration for alle kommunens institutioner til udarbejdelse af konkrete, lokale kostpolitikker. Disse skal udarbejdes i et samarbejde mellem institutioner og brugere/borgere. Styrke samarbejdet mellem forældre og institutioner med henblik på at øge bevidstheden om kvaliteten af børns mad og måltider. For at give børn og unge sunde kostvaner sættes sund kost på dagordenen i samarbejdet mellem institutioner, børn og forældre. Sunde spisevaner skal være en naturlig del af hverdagen. Rygning Forebygge rygning og forhindre tidlig rygedebut blandt børn og unge. Alle sundhedsfaglige anbefalinger peger på at sundhedstilstanden i en befolkning forbedres markant, hvis man undgår rygning. Det er også påvist, at det er nemmere at stoppe med at ryge, jo længere man udskyder sin rygedebut. Der er derfor god mening i at forebygge rygning og forhindre tidlig rygedebut blandt børn og unge. Motivere til rygestop hos gravide rygere og deres mænd. Rygning er meget skadeligt for det ufødte barn, og gravide er særligt motiverede for at leve sundt og tage vare på barnet. Derfor skal den gravide motiveres og støttes til rygestop og gerne sammen med den vordende far. Tilbyde hjælp til rygestop og vedligeholdelse af rygestop. Det skal være nemt at få hjælp til rygestop, og risikoen ved rygning skal pointeres ved kontakt til sundhedsmedarbejdere og praktiserende læge. Alkohol Opspore misbrug generelt og stimulere til at tage imod behandling. De almene sundhedsprofiler peger på, at forbruget af alkohol stiger i takt med befolkningens indkomst. I kommunens sundhedsprofil anbefales det at være opmærksom på denne problematik, og at prioritere området. Alkoholbehandling er samtidig blevet en ny kommunal opgave, som skal sættes på dagsordenen. Overordnet alkoholpolitik for Gentofte Kommunes tilbud for brugere, beboere og medarbejdere. Ved at udarbejde en politik, sættes emnet på dagsordenen, og der skabes dialog og åbenhed om problemerne i forbindelse med at sætte rammer for indtagelse af alkohol. Den overordnede politik skal inspirere til lokale politikker. Forebygge forbrug af rusmidler og tidlig alkoholdebut blandt unge. I skoler og fritidsinstitutioner skal forebyggelse af tidlig alkoholdebut sættes på dagordenen. Ligesom der i samarbejde med forældre og børn skal sættes rammer for alkoholindtagelse der, hvor børn og unge mødes. Samme opmærksomhed skal rettes mod forbrug af rusmidler.
Indsats i forhold til børn og unge i misbrugsfamilier. Børn og unge i misbrugsfamilier er særligt udsatte både fysisk og psykisk, og de må derfor have en særlig opmærksomhed der, hvor kommunen møder dem. Motion Skabe optimale rammer for at borgere i alle aldersgrupper kan være fysiske aktive både inde og ude. Samfundsudviklingen har betydet, at vi ikke naturligt bevæger os så meget i vores dagligdag som tidligere. Derfor er inaktivitet blevet et sundhedsproblem, som giver overvægt med heraf følgende risiko for sygdom og forringet livskvalitet. At skabe rammer for at fremme borgernes fysiske aktivitet er derfor en meget vigtig opgave. Der er allerede mange aktiviteter, der skal hjælpe borgerne til sunde bevægelses- og motionsvaner. Det vil kunne skabe en synergieffekt at koordinere og udvikle de allerede igangværende aktiviteter på tværs af opgaveområderne. Stimulere ældre borgere til øget fysisk aktivitet med henblik på forebyggelse af fald. God fysisk form er en vigtig forudsætning også for at undgå fald. Kommunens sundhedsprofil viser, at fald blandt ældre er hyppige, og fald kan desværre have meget fatale følger. Der er derfor både menneskelige og samfundsmæssige grunde til at intensivere en forebyggende indsats. Forebygge idrætsskader. Idrætsskader tegner sig for mange henvendelser til praksissektor og sygehus, og det er derfor vigtigt, at specielt børn og unge lærer at forebygge skader i forbindelse med udøvelse af sport. Sundhedspolitik 7
Kronisk og kritisk sygdom Forbedre sundhedstilstanden hos borgere, der er sårbare. Der er en klar sammenhæng mellem sociale forhold, kort levetid, dårligt helbred og forringet livskvalitet. Kontakt til arbejdsmarkedet er en vigtig forudsætning for at forbedre sine levevilkår. Det er derfor væsentligt at yde en samlet og integreret indsats over for socialt udsatte og syge borgere. Tilbyde uhelbredeligt syge og døende en tværfaglig indsats. Gentofte Kommune er allerede godt i gang med at forbedre den basale palliative, dvs. lindrende indsats. Disse aktiviteter kan med fordel udbygges særligt med henblik på samarbejdet med Gentofte Hospital. Denne indsats kan bruges som rollemodel for samarbejde mellem kommune, praktiserende læge og borger. Styrke indsatsen overfor pårørende til kronisk og kritisk syge borgere med særligt fokus på børn og unge. Pårørenderollen i forbindelse med kronisk og kritisk sygdom er ofte meget vanskelig, og specielt børn og unge kan have svært ved at håndtere den rolle. Der er allerede udviklet meget viden om, hvordan man kan støtte pårørende til at leve i en sygdomsramt familie, og den viden skal være til rådighed for borgerne i kommunen. Videreudvikle eksisterende behandlingstilbud og yde patienter et koordineret og sammenhængende rehabiliterings- og revalideringsforløb af høj kvalitet både under og efter sygdomsbehandlingen. Der er inden for udvalgte sygdomsgrupper allerede udarbejdet retningslinier for god klinisk praksis for behandling, revalidering og rehabilitering. Sådanne forløb skal tilbydes borgerne i kommunen, og dette kan gøres i et tæt samarbejde med praksissektor, Region Hovedstaden og de omkringliggende kommuner. Informere om den positive effekt af fysisk aktivitet på livskvaliteten ved kronisk og kritisk sygdom. Patienter med kronisk og kritisk sygdom er ofte plaget af træthed, og mange synes at have behov for øget hvile og hermed inaktivitet. Det viser sig imidlertid, at fysisk aktivitet er et godt middel til at behandle træthed, og at man ved at overvinde trætheden og være fysisk aktiv får en meget bedre hverdag.
Familieliv og livsfaser Styrke ældre borgeres deltagelse i samfundslivet. Kontakt med andre mennesker og aktiv deltagelse i samfundslivet vedligeholder og forbedrer de sociale færdigheder, og derfor skal ældre borgere motiveres til aktivitet, ligesom det skal være nemt at deltage. Rette fokus på overgangen mellem livsfaser, så nuværende og fremtidige aktiviteter bliver udført med et sundhedsfremmende perspektiv. Kommunen er ofte i kontakt med borgerne, når der sker ændring i deres livssituation. Det kan være, når de får børn, når de bliver syge, når de bliver alene eller når de går på pension. Den kommunale indsats skal tilrettelægges med et sundhedsfremmende perspektiv. Øget opmærksomhed på antallet af komplikationer og indlæggelser ved graviditet og fødsel. Af sundhedsprofilen for kommunen fremgår det, at antallet af komplikationer og indlæggelser i forbindelse med graviditet og fødsel er højt. Det er nødvendigt at undersøge disse tal nærmere og afgøre, om der kan gøres en særlig indsats for at få antallet ned. Udbrede kendskabet til og anvendelse af førstehjælp. Kendskab til førstehjælp kan redde liv, så kurser i førstehjælp skal være let tilgængelige. Tilbyde hurtig og kompetent genoptræning efter ulykker. For at begrænse følger efter skader skal borgerne tilbydes en hurtig og kompetent genoptræning. Denne skal tilrettelægges i et samarbejde mellem praksissektor og kommunen. Den sunde arbejdsplads Forebyggelse og sundhedsfremme blandt medarbejderne skal indgå i kommunens trivselspolitik. Der er taget initiativ til at udforme en trivselspolitik for Gentofte Kommunes medarbejdere. Sundhedspolitikkens ord og hensigt skal inddrages i dette arbejde, så forebyggelse og sundhedsfremme får en fremtrædende plads. Udvikle arbejdsvilkår og personalepolitikker, der fastholder medarbejdere også i sårbare perioder. Det er påvist, at der er stor risiko for, at man efter få måneders sygemelding ikke vender tilbage til arbejdsmarkedet. Det er derfor vigtigt både af samfundsøkonomiske og menneskelige grunde, at kommunen prioriterer indsatsen omkring fastholdelse af sygemeldte medarbejdere. Sundhedspolitik 9
Sammenhæng for borgeren Støtte og videreudvikle samarbejde med praksissektoren. Kommunalreformen har medført, at både kommune og praksissektor har fået helt nye sundhedsfremmende og forebyggende opgaver. Det stiller krav om videreudvikling og systematisering af de eksisterende samarbejdsrelationer. Snitfladerne mellem praksissektor og kommune er endnu ikke entydigt fastlagte, og der er derfor en unik mulighed for at skabe nye strukturer og samarbejdsrelationer. Det skal medvirke til at sikre, at den sundhedsfremmende og forebyggende indsats løses bedst muligt. Borgeren skal opleve en koordineret og sammenhængende indsats og undgå unødige indlæggelser. Samarbejde mellem sektorer og fag skal videreudvikles, så patienter oplever et sammenhængende forløb. Nye opgaver fordrer nye samarbejdsstrukturer. Derfor må man organisere sundhedsarbejdet, så ressourcer og kompetencer bliver brugt koordineret og opgaveorienteret og understøtter en innovativ opgaveløsning. Dette gælder både internt i kommunen og i samarbejde med andre kommuner og Region Hovedstaden. Sætte fokus på organiseringen af arbejdet med sundhed, så borgeren møder en samlet og koordineret kommunal opgaveløsning. Samarbejdet om sundhedsarbejdet skal styrkes internt i kommunen. Der skal skabes strukturer på tværs af opgaveområderne, der sikrer en samlet og koordineret opgaveløsning. Fra politik til handling Sundhedspolitikken for Gentofte Kommune er en tværgående politik som indgår i Gentofte-Plan. Indsatsområderne skal omsættes til handleplaner for en lang række aktiviteter, som vil hjælpe borgerne til at leve et sundt og aktivt liv. Handleplanerne evalueres en gang om året samtidig med at kommunen udarbejder en ny plan for det kommende år. Således omsættes de vedtagne temaer og indsatsområder i handling til gavn for borgerne.
Sundhedspolitikkens opbygning Vision At sikre gode muligheder for at fremme en sund og aktiv livsstil blandt borgere i Gentofte Kommune. Værdier Opmærksomhed på det hele menneske Fokus på tidlig indsats Særlig forpligtelse for udsatte og kritisk syge borgere Sundhed er et fælles ansvar Den faglige indsats er kompetent og innovativ Temaer KRAM Kronisk og kritisk syge Familieliv og livsfaser Den sunde arbejdsplads Sammenhæng for borgeren Indsatsområder Inden for hvert tema er der opstillet en række indsatsområder, som efterfølgende bliver omsat til konkrete handleplaner. Nogle af handleplanerne har karakter af egentlige nye projekter, mens andre er en videreudvikling af eksisterende opgaver. Sundhedspolitik 11
Sundhedspolitik Gentofte Kommune Bernstorffsvej 161 2920 Charlottenlund Tlf.: 3998 0000 www.gentofte.dk/sundhedspolitik Udgivet af Gentofte Kommune august 2008 Layout: identitet & design as Foto: Michael Stochholm og Klaus Sletting Jensen Tryk: Zeuner Grafisk A/S Oplag: 4.000