70 året for D-dagen Af Sven-Erik Bolt Magnussen Den største landgangsoperation, der er foretaget i historien, var de allieredes landgang i Normandiet den 6. juni 1944. Den fik kodenavnet Overlord. Der var forud for landgangen gået flere år med planlægning og træning af mandskab og enheder, som dog først ved iværksættelsen fik kendskab til, hvor de skulle gå i land på Normandiets kyst. Planlægningen af operation Overlord blev holdt hemmelig indtil D-dag inden for de stabe, som deltog i heri. I sig selv er det imponerende, at denne enorme militære bedrift overhovedet kunne hemmeligholdes, når man tænker på alle de mange mennesker der har været med i planlægningen. Den 6. juni 1944 deltog ikke mindre end 156.000 soldater i invasionen. Af dem var de 24.000 faldskærmssoldater, der blev kastet ned over området bag kysten. Resten var blevet indskibet i England de transportskibe og landgangsfartøjer, der skulle sætte dem i land på den anden side af Kanalen. I invasionsflåden indgik i alt 6.938 skibe fra otte lande. Heraf var 1.213 krigsskibe, 4.125 transportskibe (landgangsfartøjer) og 1.600 støtteskibe, heriblandt en del handelsskibe. Landgangskysten i Normandiet var delt op i fem områder. Utah og Omaha, hvor amerikanerne gik i land, samt Gold, Juno og Sword, hvor englænderne gik i land. I den engelske styrke indgik kontingenter fra Canada på Juno og fra Frankrig på Sword. (se kort) I løbet af operationens første dag mistede ca. 4000 allierede soldater livet og mere end 7000 blev såret. Tyskerne mistede ca. 9000 mand. I alt mistede ca. 425.000 mand livet under operationen der varede ca. 1 måned. I 2014 var det så 70 år siden, denne kæmpe operation fandt sted. Ligesom for 10 år siden, havde jeg besluttet at tage til Normandiet på dagen for landgangen, og med mig havde jeg min hustru og søn. Vi kørte fra Hinnerup den 3. juni og overnattede i Liège i Belgien for at ankomme den 4. juni til Dives zu Mer, der ligger kun ca. 20 km fra det engelsk-franske landingsområde Sword. Den 5. juni, da vi stod op på hotellet, kunne vi se, at alle p-pladser var fyldt med store sorte limousiner og mænd med 1
Stor sikkerhedszone - især ved ebbe pæne habitter som bulede lidt ud under venstre armhule. Hotellet var logi for sikkerhedsfolk og chauffører, fandt vi ud af, så det blev en oplevelse i sig selv at bo der. Vi kørte en tur til Sword for at se, hvor den internationale ceremoni skulle foregå dagen efter, men det var umuligt at komme tæt på området, idet der var et hegn og vagter over alt, så man var sikker på at ingen kom ind. En mand, der gik langs stranden og talte i telefon, blev gennet ud af området, da han var kommet over sikkerhedszonen helt ude i vandkanten ved ebbe. Dagen efter, den 6. juni, ville mange af verdens statsoverhoveder være samlet på stranden ved Sword til mindehøj- tideligheden. Så vi kunne regne ud, at det ville blive umuligt at komme til at se noget den dag, hvor sikkerheden ville være helt i top, og det kun ville være godkendte personer, der kunne komme i nærheden af området. Vi tog om aftenen den 5. til Pegasus-broen, for at overvære mindehøjtideligheden for besætningerne på de tre glidefly, der under ledelse af major John Howard landede meget tæt ved broen lige efter midnat den 6. juni. Her overraskede Cafe Gondrèe ved Pegasusbroen man de tyske vagter og fik hurtigt taget kontrol over en af de vigtigste broer, som tyskerne skulle bruge til at få deres kampvogne ført frem til kysten. Mindehøjtideligheden fandt sted kl. var 23.00, og der blev bl.a. holdt taler af major Howard s datter samt flere prominente personer. Efterfølgende var der et flot fyrværkeri i mindelunden. Derefter marcherede man over broen med de deltagende veteraner i spidsen til Cafe Gondrèe på den anden Besøg af de mange statsoverhoveder er vel grunden til det side. Her blev der serveret høje sikkerhedsniveau. : I midten ses Frankrigs præsident, champagne til veteranerne, Francois Hollande omgivet af HMD Margrethe af Danmark som der blev det for 70 år (i blåt) og HMD Elisabeth af England (i grønt). 2
siden. Det var en kæmpe folkefest, og det endte med, at vi først kom af sted omkring kl. 02.00. Da vi stod op næste morgen, kunne vi se, at alle de store biler allerede var kørt fra hotellet. Vi opgav at tage til Sword og kørte i stedet ud til kysten lige syd for Cherbourg, hvilket vi ikke kom til at fortryde. Hele kyststrækningen fra Caen og til syd for Cherbourg var blevet erklæret restricted area den 6. juni, og aldrig har vi set så mange gendarmer på arbejde, alle veje - ja selv de mindste markveje - var spærret af for trafik, og der var mindst tre gendamer ved hver vej langs den ca. 100 km lange kystlinje. I udkanten af Saint-Martin-de-Varreville står et monumentet Den Danske Sømand, der er sat til ære for de danske krigssejlere i allieret tjeneste, hvoraf mange også var med i invasionsflåden. Liberty Road stenen ved Utah Vi fortsatte ud til kysten ved Utah, hvor amerikanske enheder var gået i land. Ved vejen op fra stranden var der sat en 00-kilometersten, som markerer, at det var her, man fik fodfæste i Frankrig. Lignende stene står mange steder langs vejen ind i landet. Den har fået navnet Liberty Road. Der står en 0 kilometerstenen ved amerikanernes hovedkvarter på Hotel de Ville (rådhuset) i Saint-MèreÈglise. Monument til ære for de danske sømænd, som deltog i allieret tjeneste Vi besøgte monumentet, hvor der nyligt var blevet anlagt en plads omkring. HMD Margrethe havde lige været der for at indvi pladsen, og der havde været en ceremoni med nedlægning af mange kranse og blomster, men nu bagefter var området blevet åbnet igen for os andre. Liberty Road stenen ved rådhuset i SaintMère-Èglise Vi ankom til Saint-Mère-Èglise, lige da der skulle starte et optog med omkring 3000 deltagere fra mange amerikanske 3
high schools og militær akademier. Veteraner fra krigen blev kørt i gamle køretøjer ind i mellem de mange skoler. Når der kom et køretøj med en veteran, ja så blev der klappet og hyldet af de mange tusinde tilskuere, en oplevelse, man selv skal have været til stede for at kunne beskrive. bruge, kom ind over havnen i den periode, herunder kom ca. 20.00 køretøjer i land via havnen. Hele tiden blev vi overfløjet af gamle militærflyvere, og vi så ofte faldskærmsudspring fra DC-3 maskiner, da vi kørte rundt i området. Ved Port Winston oplevede vi også en parade for de gamle veteraner, og vi tog op i klitterne for at overvære et air-show med gamle maskiner så som C47 og DC 3 samt ikke mindst en afslutning med de franske Patrouille de France, et show som næsten foregik lige ud for os, da de fløj meget lavt over resterne af den gamle havn. At der var folkefest fremgår af billederne. I Arromanches så vi resterne af den kunstige havn Port Winston. Den blev under krigen bygget i England og bugseret over til Normandiets kyst. Selve havnen var i brug i ca. 5 måneder, og meget af det krigsmateriel, de allierede styrker skulle Et besøg på den amerikanske kirkegård i Colleville-sur-Mer ved Omaha, kan man ikke undlade. Her ligger 9.387 amerikanske soldater begravet på et areal på ca. 70 HA. Kirkegården blev anlagt i midten af 50erne, hvor man havde besluttet at samle de mange midlertidige 4
grave fra krigen i en stor kirkegård ved invasionskysten. En tur forbi den tyske kirkegård ved La Cambe, hvor 21.145 tyske soldater er begravet, blev det også til. At rejse rundt på invasionskysten på 70 års dagen vil blive husket mange år frem i tiden. Det kan måske også være sidste gang, at er muligt at samle nogle af de veteraner, der deltog i invasionen, til at være med i højtidelighederne, for de bliver færre og færre i de kommende år. Men alene det at kunne besøge museer, mindesmærker og soldatergravpladser vil fortsat være interessant og spændende for dem, der har interesse i de historiske begivenheder dengang i juni 1944. Der er stor forskel på de to kirkegårde, og man vil nok opleve, at den tyske er mere ydmyg end den amerikanske. Fælles for de to kirkegårde er, at man efter krigen besluttede at flytte de mange omkomne fra gravene rundt omkring for at samle dem på et stort fælles nationalt hvilested. 5