LÆGEFORENINGEN. Selvjustits i lægeprofessionen. Bilagsnotat

LÆGEFORENINGEN Selvjustits i lægeprofessionen Bilagsnotat Lægemøde 2015

Indholdsfortegnelse Introduktion........................................................................................ 2 1. Selvjustits i andre landes lægeforeninger........................................................... 2 1.1 Norge......................................................................................... 2 1.2 Sverige........................................................................................ 3 1.3 Island......................................................................................... 4 1.4 Storbritannien.................................................................................. 4 2. Beskrivelse af andre organisationers selvjustits..................................................... 5 2.1 Advokatrådet................................................................................... 5 2.2 Lægemiddelindustrien........................................................................... 6 2.3 Den Danske Dyrlægeforening.................................................................... 7 2.4 Tandlægeforeningen............................................................................. 9 3. Beskrivelse af Lægeetisk Nævns praksis.......................................................... 10 3.1 Lægeetisk Nævns praksis....................................................................... 10 3.2 Offentliggørelse af Voldgiftsrettens afgørelser..................................................... 11 4. Særligt om whistleblowerordninger.............................................................. 12 5. Særligt om offentliggørelsesordninger............................................................ 12 Introduktion Dette notat indeholder en samling af supplerende bilag. Der er tale om en uddybende beskrivelse af indhold og rammer for selvjustits i udvalgte internationale Lægeforeninger og udvalgte nationale organisationer. Derudover er der en beskrivelse af Lægeetisk Nævns og Voldgiftsrettens praksis de sidste ti år samt en kort introduktion til overvejelser i forbindelse med whistleblowerordninger og offentliggørelsesordninger. 1. Selvjustits i andre landes lægeforeninger Nedenfor findes en kort beskrivelse af Norges, Sveriges, Islands og Storbritanniens lægeforeningers håndtering af selvjustits, forstået som lægeforeningernes medlemmers brud på interne retningslinjer, primært etiske og kollegiale retningslinjer. Disse er tænkt som inspiration for den danske drøftelse af, om den nuværende varetagelse af selvjustits i lægestanden er den rigtige. 1.1 Norge 1.1.1 Organ Rådet for Legeetikk er det sagkyndige organ vedrørende lægeetik. Rådet består af 5 medlemmer, som alle er læger. Rådet vælges for en 4-årig periode af landsstyret efter indstilling fra bestyrelsen og sekretariatsbetjenes af en jurist fra den norske lægeforeningen. 1.1.2. Rådets rolle Rådet rådgiver den norske lægeforenings centrale organer og medlemmer. Det behandler principielle problemstillinger og behandler patienters og andre lægers klager over læger. Sager kan indbringes for rådet af enkeltpersoner, organisationer og andre organer i den norske lægeforening. Rådet kan endvidere selv bringe sager op. 1.1.3 Sagsgang Sagsbehandlingen er skriftlig, men den indklagede kan bede om en mundtlig redegørelse for sagen. Parterne leverer skriftlige input til sagen og kommenterer - ofte af flere omgange - hinandens input. Rådet bedriver ingen efterforskning i sagerne ud over at modtage input fra parterne. 1.1.4 Sanktioner I sager, hvor rådet konkluderer, at en læge har overtrådt etiske regler, kan rådet udtale kritik eller give en irettesættelse af den pågældende læge. Rådet kan endvidere give pålæg om, at den pågældende læge skal beklage eller sikre, at det kritiserede forhold ophører. 2

Ved særligt alvorlige brud på de etiske regler eller ved sager, hvor lægen ikke retter sig efter rådets afgørelse, kan sagen overdrages til den norske lægeforenings bestyrelse med indstilling om eksklusion af den pågældende læge. 1.1.5 Offentliggørelse af sager Rådet for Legeetikk kan beslutte at offentliggøre sagsafgørelser i anonymiseret form i lægeforeningens tidsskrift. Afgørelser indgår desuden i oversigtsform i den norske lægeforenings årsberetning. 1.1.6 Fokus i den norske lægeforenings regelsæt Den norske lægeforening skelner mellem etiske, kollegiale regler, regler vedrørende markedsføring samt regler vedrørende attester og erklæringer. De etiske regler indeholder korte formuleringer om en lang række emner, herunder lægens primære opgaver (helbrede, lindre, trøste) samt en række nødvendige hensyn (patientens autonomi, tillid, tavshedspligt, forbud imod eutanasi, forbud mod upassende relationer til patienter og industrien, økonomiske hensyn og prioriteringer, pligt til vedligeholdelse af kompetencer og bidrag til samfundets medicinske viden). De kollegiale regler har fokus på det respektfulde samspil med kolleger, pligter og procedurer ved tegn på svaghed eller forsømmelse hos kolleger, procedurer ved offentlig debat og hensyn til økonomiske interesser. Reglerne om markedsføring vedrører, hvordan lægen må markedsføre egen praksis, herunder hvilken information der (ikke) må anvendes og med hvilke formål. Der er forbud mod deltagelse i reklamer for medicinske produkter. Regler vedrørende attester og erklæringer beskriver attesternes og erklæringernes rolle, krav til indhold, grundlag, form, krav til lægens habilitet og patientens ret til information. 1.2 Sverige 1.2.1 Organ Etik- och ansvarsrådet består af otte medlemmer. Rådets formand og ét yderligere medlem kommer fra den svenske lægeforenings bestyrelse. Bestyrelsen udpeger herudover de seks andre medlemmer. Alle medlemmer er læger, og der sigtes i udpegningen efter at sikre bred fagområderepræsentation. Genvalg til rådet er muligt og bliver ofte brugt. Ud over medlemmerne deltager en observatør fra den medicinske studenterforening i møderne. Sekretariatet betjenes af en jurist fra lægeforeningen. 1.2.2 Rådets rolle Rådet overvåger sundhedsvæsnets regler i relation til lægefagligt ansvar. Det arbejder endvidere for at styrke den medicinske professions bevidsthed om etiske spørgsmål, herunder indsamling af nationale og internationale kodekser samt afklaring af etiske spørgsmål i klinisk praksis. Rådet kan tage alle sager op, som relaterer til etiske og markedsføringsmæssige retningslinjer. Ofte kommer sager fra formand og sekretær, men alle kan indstille sager, herunder klager over et medlems brud på regler. Bestyrelsen kan endvidere bede om rådgivning om sager, som bestyrelsen skal forholde sig til. 1.2.3 Sagsgang Der er ingen formel efterforskning ved klagesager. Rådet ser på klagen (som oftest omhandler markedsføringsmæssige problemstillinger) og drøfter, om der er tale om brud på regler. Hvis ikke, så sendes et svar til indklager. Hvis der er brud på regler, så udarbejdes der en udtalelse til den indklagede, hvor problemet beskrives. Hvis den indklagede er uenig i kritikken, så gennemføres en kort skriftlig dialog, men der følges derefter ikke yderligere op på sagen. Hvis den indklagede læge er enig i kritikken, så sikrer rådet på et senere tidspunkt, at der følges op på, om den pågældende læge har rettet op på sagen (f.eks. ændret markedsføring) og sender en påmindelse, hvis dette ikke er sket. Derefter er der som udgangspunkt ikke yderligere opfølgning. 1.2.4 Sanktioner Der er ingen sanktioner fra udvalget kun kontakt til medlemmet, som rådet mener har overtrådt retningslinjerne. Der gives højst to påmindelser og ingen yderligere foranstaltninger. Bestyrelsen i den svenske lægeforening kan ekskludere medlemmer, men det sker ikke med baggrund i udtalelser fra Etik- och ansvarsrådet. Dramatiske sager om f.eks. voldtægt eller chikane af lægeforeningens medarbejdere, der i første omgang behandles af andre instanser, kan føre til eksklusion. 1.2.5 Offentliggørelse af sager Der er ingen direkte offentliggørelse af rådets holdning til individuelle sager. En sag kan dog føre til at rådet tager emnet op på overordnet niveau og udarbejder en generel udtalelse. 1.2.6 Fokus i den svenske lægeforenings regelsæt Den svenske lægeforenings etiske kodeks dækker både etiske og kollegiale regler. De etiske elementer indeholder korte formuleringer om en række emner, herunder lægens primære opgaver (helbrede, lindre, trøste, bevare liv, altid hjælpe) samt en række nødvendige hensyn, herunder forbud mod eutanasi, dødsstraf, tortur samt upassende forhold til patienter. Herudover nævnes hensyn som respekt for patientens autonomi, patienters lighed, ret til information og 3

samtykke, lægens tavshedspligt og nødvendigheden af tilstrækkeligt grundlag for behandling, rådgivning, attester mv. Der er endvidere fokus på lægens rolle i forhold til ressourceprioritering, gebyrer og markedsføring. De kollegiale elementer i kodekset har fokus på gensidig respekt og vigtigheden af ikke at underminere kollegers tillidsrelationer til patienten. 1.3 Island 1.3.1 Organ Etik Komitéen består af tre medlemmer, som alle bliver valgt på Islands Lægeforenings årsmøde. To medlemmer er læger og en er advokat. Advokaten er formand for komitéen og skal sikre overholdelse af juridiske krav. 1.3.2 Rådets rolle Rådet håndterer klager over lægers brud på foreningens etiske retningslinjer. 1.3.3 Sagsgang Sagen afgøres skriftligt efter komitéen har modtaget skriftligt input fra begge parter i sagen. I komitéens arbejde er der fokus på at sikre hensyntagen til Islands Forvaltningslov. 1.3.4 Sanktioner Hvis komitéen mener, at et medlem har forbrudt sig imod de etiske regler eller organisations vedtægter i øvrigt, så kan komitéen uddele en reprimande til den indklagede læge. Hvis bruddet gentages eller er meget alvorligt, så kan sagen endvidere rapporteres til den islandske sundhedsstyrelse, som har bemyndigelse til at inddrage relevante autorisationer. 1.3.5 Offentliggørelse af sager Komitéen beslutter, om sagens afgørelse skal offentliggøres i den islandske lægeforenings tidsskrift, og hvorvidt sagsbeskrivelsen skal anonymiseres eller ej. Sagerne publiceres derudover i anonymiseret form på foreningens intranetside, som kun medlemmer har adgang til. 1.3.6 Fokus i den islandske lægeforenings regelsæt De islandske etiske retningslinjer er opdelt i et antal overordnede afsnit med fokus på henholdsvis lægens overordnede pligter, generelle regler om lægens roller og ansvar, regler med fokus på læge-patient relationen, regler om markedsføring samt regler for kollegiale relationer og tilsyn. 1.4 Storbritannien 1.4.1 Organ British Medical Association har en lang række vejledninger for læger om etiske problemstillinger og løsningsmuligheder, men vejledningerne er alene rådgivende og ikke bindende for medlemmerne. Der er derfor ikke etableret et organ til behandling af klager, der handler om, at læger har forbrudt sig imod etiske retningslinjer. 1.4.2 Sanktioner British Medical Association har ingen sanktioner over for læger, der forbryder sig imod deres etiske vejledninger. Både de bindende etiske retningslinjer og sanktioner for uetisk opførsel ligger i regi af General Medical Council, som er den uafhængige britiske organisation, der har til opgave at sætte standarder (herunder uddannelsesmæssige og etiske) for britiske læger, samt at følge op på eventuelle brud på disse standarder. 1.4.3 Fokus i den britiske lægeforenings regelsæt British Medical Association leverer etisk vejledning på en lang række områder, herunder specialvejledninger om eksempelvis lægers roller i militært arbejde. Vejledningerne indeholder ikke kun beskrivelse af pligter og forbud, men de har også konkrete forslag til håndtering af etiske problemstillinger. 4

2. Beskrivelse af andre organisationers selvjustits Med henblik på inspiration og drøftelse af om Lægeforeningen har behov for selvjustits i fremtiden og i hvilken form, er andre nationale organisationers udøvelse af selvjustits beskrevet. Der er tale om Advokatrådets, Lægemiddelindustriens, Den Danske Dyrlægeforenings og Tandlægeforeningens selvjustits. 2.1 Advokatrådet Advokatrådet har fastsat advokatetiske regler, som er vejledende retningslinjer for, hvad der er god advokatskik. Reglerne indeholder en række bestemmelser om blandt andet tavshedspligt, interessekonflikter og forholdet til klienten, herunder om opgavens udførelse og salærfastsættelse. Tidligere har Advokatrådets regelsæt også indeholdt en bestemmelse om hensynet til advokatens kolleger. Ved revisionen i 2011 af reglerne er bestemmelsen udgået efter Advokatrådets beslutning om, at egentlige laugsregler ikke længere skulle være en del af de etiske regler. Det skete for at understrege, at alle andre interesser skal vige for klientens interesser, herunder også regler om kollegial adfærd, som altid vil være sekundære. De advokatetiske regler gælder ved advokaters udøvelse af virksomhed under brug af advokattitlen i Danmark og i udlandet. Hvis en advokat således udøver virksomhed uden at titulere sig som advokat, er regelsættet ikke anvendeligt. De advokatetiske regler gælder således ikke advokaters aktiviteter i deres fritid eller i andre sammenhænge, der ikke er at betragte som advokatvirksomhed. Derudover er det fastsat i lovgivningen (retsplejeloven), at advokaten skal udvise en adfærd, der stemmer med god advokatskik. Der er tale om en såkaldt generalklausul, en retlig standard, som i sig selv ikke siger så meget om, hvordan advokater skal udøve deres hverv, men det nærmere indhold heraf vil blive ændret i takt med samfundsudviklingen. Det er Advokatnævnet og domstolene, der gennem en fortolkning af retsplejeloven fastlægger indholdet af begrebet god advokatskik. Det fremgår af retsplejeloven, at advokaten heller ikke uden for sin advokatvirksomhed, i forretningsforhold eller i andre forhold af økonomisk art, må udvise en adfærd, der er uværdig for en advokat. Advokatrådet fører tilsyn med, at advokater overholder reglerne om god advokatskik. 2.1.1 Advokatnævnet Ankenævnet er en uafhængig klageinstans, der er nedsat i medfør af retsplejeloven. Advokatnævnet behandler klager over advokaters adfærd (disciplinærsager) og salærer. Nævnet består af en formand og to næstformænd, der alle skal være dommeren samt af 18 andre medlemmer. I det følgende redegøres udelukkende for behandlingen af adfærdsklager. Formanden og næstformanden udpeges af Højesterets præsident. Af de øvrige medlemmer vælges ni af Advokatsamfundet blandt advokater, og ni der ikke må være advokater, udpeges af justitsministeren. Justitsministerens udpegning af medlemmer sker efter indstilling fra myndigheder, organisationer og lignende Medlemmerne udpeges for en periode af seks år, og der er ikke mulighed for genudpegning. Nævnet kan i adfærdssager træffe afgørelser om irettesættelser, frifindelser eller sanktion i form af bøde, herunder tvangsbøde eller frakendelse af retten til at virke som advokat. Adfærdsklager er en klage over advokatens arbejde som advokat. I adfærdssager vurderer Nævnet, om advokaten har handlet i strid med god advokatskik. Hvis Nævnet mener, at en advokat har tilsidesat god advokatskik, kan Nævnet give advokaten en sanktion. Advokatnævnets afgørelser er endelige. Det betyder, at Nævnets afgørelser ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed. En afgørelse om sanktion kan indbringes af advokaten for retten. Det fremgår af loven (retsplejeloven), at en advokat, der har fået en sanktion af Advokatnævnet kan anlægge sag i retten mod Advokatnævnet og anmode retten om at ophæve eller ændre Nævnets afgørelse. En afgørelse om at frakende en advokat retten til at virke som advokat kan af advokaten indbringes for retten. Advokaten skal bede Justitsministeriet om at indbringe sagen, og indbringelsen har opsættende virkning. 2.1.2 Advokatnævnets behandling af sager For at kunne klage skal der være en retlig interesse i at klage. Advokatrådet har en særskilt adgang til at indgive klager over advokaters adfærd til Advokatnævnet. Advokatrådet kan som led i sit tilsyn med advokater indtræde i verserende adfærdsklager, hvis rådet mener, at betingelserne for at frakende advokaten retten til at udøve advokatvirksomhed er til stede. Advokatnævnets sekretariatsopgaver varetages af Nævnets sekretariat, der bistår med forberedelse og behandling af klagerne. 5

Advokatnævnets afgørelser træffes ved møder i Nævnet, og behandlingen af sager sker på baggrund af sekretariatets udkast til afgørelser og sagens relevante akter, herunder parternes indlæg. Nævnets 21 medlemmer arbejder både samlet (i plenum) og i afdelinger. Advokatnævnet har tre afdelinger, der hver består af syv medlemmer: et medlem fra formandskabet, tre advokater og tre offentlighedsrepræsentanter. I plenum behandles principielle sager, sager om frakendelse af retten til at drive advokatvirksomhed og sager om ophævelse af en frakendelse. Langt de fleste sager behandles i en af de tre nævnsafdelinger. Nævnets møder er normalt ikke offentlige, men i en adfærdssager kan den indklagede kræve, at offentligheden under visse betingelser får adgang til at overvære sagens behandling, ligesom Nævnet under visse betingelser kan tillade adgang for offentligheden. Sagens parter kan som udgangspunkt anmode om at give møde for Nævnet og udtale sig, før deres sag behandles. Formanden for Nævnet kan tillade, at andre end sagens parter indkaldes for at give forklaring. Formanden kan beslutte, at parterne eller vidner skal afhøres i byretten. Disse muligheder anvendes yderst sjældent. Advokatnævnets afgørelser træffes ved simpelt flertal. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme udslagsgivende. 2.1.3 Offentliggørelse af afgørelser Advokatnævnet har fastsat retningslinjer for offentliggørelse af Nævnets afgørelser med oplysning om advokatens navn. Afgørelser, hvor Nævnet pålægger advokater bøder på under 10.000 kr. offentliggøres som hovedregel ikke, medmindre Nævnet vurdere, at der er hensyn, der taler for en offentliggørelse. Nævnet offentliggør ikke irettesættelser, frifindelser eller afgørelser i salærsager. Advokaten får besked om offentliggørelsen ved, at Nævnet i fremsendelsesbrevet, der følger med Nævnets afgørelse meddeler, om afgørelsen offentliggøres og i så fald, hvornår offentliggørelse vil ske. Afgørelsen offentliggøres på Advokatnævnets hjemmeside og slettes efter 12 måneder. Ud over offentliggørelse af afgørelser med advokatens navn, bringer Nævnet på sin hjemmeside afgørelser i anonymiseret form til belysning af Nævnets praksis (vidensdatabase). Det kan for eksempel være sager om frifindelse, salærsager under 10.000 kr. eller andre, som bidrager til belysning af praksis. Andre advokater kan søge i databasen med henblik på at se, hvad Nævnets praksis er for god advokatskik. 2.2 Lægemiddelindustrien Lægemiddelindustrien har opsat regler for lægemiddelvirksomhedernes samarbejde med og information til sundhedspersoner, beslutningstagere, patientforeninger og hospitaler. Der er fastsat etiske regler i form af reklamekodeks, patientforeningskodeks, donationskodeks, sygehuskodeks og lobbykodeks. De etiske regler, der er fastsat i de forskellige kodekser udgør minimumsregler, som forpligter de virksomheder, som har tilsluttet sig Etisk Nævn For Lægemiddelindustriens (ENLI) kompetence. Lægemiddelindustriforeningen (Lif) har det økonomiske ejerskab og ansvar for ENLI, og ENLI drives i et selvstændigt anpartsselskab med Lif som eneanpartshaver. 2.2.1 Etisk Nævn for Lægemiddelindustrien ENLI fører tilsyn med lægemiddelbranchen. ENLI kontrollerer og sanktionerer, at de virksomheder, der er tilknyttet ENLI, overholder lovgivningen og de brancheetiske regler. ENLI består af to instanser: Granskningsmandspanelet og Ankenævnet. 2.2.2 Granskningsmandspanelet Granskningsmandspanelet består af personligt udpegede granskningsmænd (udpeget af en styregruppe), som alle er uafhængige af lægemiddelindustrien. I forhold til de etiske regler er Granskningsmandspanelets opgaver: At udøve kontrol med, at reglerne overholdes, herunder: at foretage stikprøvekontrol i virksomhedernes anmeldelser af sager efter Lægemiddelindustriens kodeks vedrørende reklame m.v. for lægemidler rettet mod sundhedspersoner, at behandle klager fra klageberettigede virksomheder og andre, at tage sager op af egen drift, hvor der er grund til det, f.eks. sager, som har været behandlet i pressen, eller som andre har henledt opmærksomheden på. Kun virksomheder, som har tilsluttet sig ENLI s regler er underlagt ENLI s kompetence i forhold til tilsyn og kontrol. Panelet består af to jurister og tre lægefaglige granskningsmænd. Der er tilknyttet et sekretariat, som forbereder sagerne og agerer sekretærer for Granskningsmandspanelet. Ved manglende overholdelse af reglerne kan ENLI idømme bøder samt sanktioner f.eks. ved at tilbagekalde materiale, kræve (offentlig) berigtigelse eller lignende. Panelet har også en forebyggende funktion og 6

behandler forhåndsgodkendelser, giver vejledning om regler, undervisning m.v. 2.2.3 Granskningsmandspanelets behandling af sager Sagerne vedrørende overholdelse af de etiske kodekser behandles skriftligt og sendes til høring blandt de involverede parter. Afgørelser træffes ved simpelt flertal. 2.2.4 Ankenævnet Ankenævnet behandler sager i 2. instans og træffer afgørelser i de sager, som er anket fra Granskningsmandspanelet. Praksis besluttet af Ankenævnet kan ikke ændres af Granskningsmandspanelet. Ankenævnet består af en juridisk formand, en læge med klinisk farmakologisk viden, et medlem, som tidligere har arbejdet i lægemiddelindustrien og en jurist, som samtidig er tilknyttet Ankenævnet som assisterende sekretær. Ankenævnets medlemmer skal være uafhængige og må ikke være tilknyttet lægemiddelbranchen. Nævnet træffer afgørelser ved simpelt flertal. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende. 2.2.5 Ankenævnets behandling af sager Ankenævnet træffer beslutninger på baggrund af skriftligt materiale på fysiske møder. Ved hastesager kan afgørelser træffes uden afholdelse af fysiske møder. Undtagelsesvis kan Ankenævnet træffe beslutning om mundtlig drøftelse med en part eller en relevant tredjemand, hvis Nævnet skønner det hensigtsmæssigt med henblik på uddybning eller afklaring af dokumenter, hændelsesforløb eller andet. I særligt vanskelige eller principielle sager kan Ankenævnet anmode eksterne eksperter/sagkyndige om rådgivning, før der træffes en afgørelse. 2.2.6 Offentliggørelse af afgørelser Alle afgørelser truffet af Granskningsmandspanelet eller Ankenævnet, hvor en virksomhed er idømt en sanktion, offentliggøres på ENLI s hjemmeside med virksomhedens navn og i sin fulde form, medmindre det strider mod reglerne i databeskyttelsesloven eller anden lovgivning. Afgørelsen er tilgængelig på hjemmesiden i mindst to år. 2.3 Den Danske Dyrlægeforening Den Danske Dyrlægeforening (Dyrlægeforeningen) har etiske principper for dyr, klienter, offentligheden og kolleger. Principperne er udtryk for de adfærdsnormer, der udover lovgivningen påhviler medlemmer af foreningen. I det følgende beskrives udelukkende de etiske principper i forhold til kolleger. De etiske principper i forhold til kolleger siger: Dyrlæger skal over for kolleger som individer og som gruppe (dyrlægestanden): udvise god kollegial adfærd samt undlade at foretage handlinger, der er uværdige eller skadelige for dyrlægestanden. overholde de af foreningsmyndighederne indgåede aftaler. overholde de af foreningsmyndighederne fastsætte bestemmelser, påbud og forbud. Udover de etiske principper har Dyrlægeforeningen udarbejdet et etisk kodeks, som blandt andet beskriver god etik inden for annoncering, ansættelser, efteruddannelse, habilitet, honorering, journalskrivning, praksisskift, presse, second opinion, tavshedspligt m.v., men også om kollegial omtale. Vedrørende etisk kodeks for kollegial omtale anses det for god etik: at omtale kolleger i en positiv tone at undlade at nedgøre kolleger fagligt eller personligt over for andre at fremføre eventuel kritik direkte over for kollega at den fremførte kritik alene er baseret på faglighed. Det anses som skærpende, at negativ kritik fremføres i det offentlige rum. Klager over dyrlægers overtrædelse af etiske principper og etisk kodeks indbringes for Etisk Nævn. 2.3.1 Etisk Nævn Etisk Nævn i Dyrlægeforeningen består af seks medlemmer og to suppleanter, hvoraf fire medlemmer og en suppleant vælges blandt klinisk arbejdende medlemmer og to medlemmer og en suppleant vælges blandt ikke klinisk arbejdende medlemmer. Medlemmerne opstilles på den ordinære generalforsamling og vælges ved urafstemning blandt medlemmerne. Nævnet har bl.a. til opgave: 1. at være til medlemmernes rådighed ved besvarelse af spørgsmål om etiske bestemmelser i foreningens vedtægter 2. at behandle klager over, at dyrlæger har tilsidesat pligter, der følger af Den Danske Dyrelægeforenings vedtægter eller de af generalforsamlingen vedtagne etiske principper samt etisk kodeks. 7

3. at føre tilsyn med overholdelse af pligter, der følger af Den Danske Dyrelægeforenings vedtægter eller bestemmelserne i de af generalforsamlingen vedtagne etiske principper samt etisk kodeks. For at kunne klage skal der være en retlig interesse. Dog kan Etisk Nævn tage en sag op af egen drift, og der behøver derfor ikke være en retlig interesse. 2.3.2 Etisk Nævns behandling af sager Etisk Nævn behandler klagesagerne skriftligt i henhold til fastsatte tidsfrister, og efter at parterne har haft mulighed for at kommentere hinandens udtal elser. Nævnet kan indkalde medlemmer til møde for nævnet, og sagens parter har ret til at give møde for nævnet og afgive forklaring. Afgørelsen træffes på et nævnsmøde, hvorefter Etisk Nævns afgørelse meddeles begge parter. Etisk Nævn kan påtale/misbillige et forhold, idømme bøder på indtil 25.000 kr. eller henvise sagen til afgørelse ved Voldgiftsretterne. Afgørelser fra Etisk Nævn kan ankes til Voldgiftsretten, men der forsøges forinden at forlige sagen ved mægling. Det afhænger af typen af sagen, hvor og hvordan mægling finder sted. 2.3.3 Voldgiftsretterne Til at afgøre stridigheder mellem foreningens medlemmer indbyrdes, stridigheder mellem foreningen og dens medlemmer eller mellem foreningsmyndigheder oprettes dels en fast voldgiftsret, dels en overvoldgiftsret. Den faste voldgiftsret består af tre medlemmer og seks suppleanter. De vælges på generalforsamlingen, og formanden vælges af voldgiftsrettens medlemmer og suppleanter. Overvoldgiftsretten består af en juridisk formand, der udpeges af præsidenten for Vestre Landsret og fire dyrlæger. Voldgiftsretterne afgør sager om: Klager over at et medlem har overtrådt foreningens vedtægter eller påbud givet af foreningens myndigheder. Klagen kan fremsættes af andre medlemmer eller foreningens myndigheder. Klager over at et medlem har udvist ukollegial adfærd eller foretaget handlinger, der er uværdige eller skadelige for dyrlægestanden. Klagen kan fremsættes af andre medlemmer eller foreningens myndigheder. Klager over beslutninger eller andre handlinger, der er foretaget af en bestyrelse for en organisation, forening eller selskab eller af hovedbestyrelsen. Klagen kan fremsættes af andre medlemmer eller foreningens myndigheder. Spørgsmål om udelukkelse af et medlem af anden grund end kontingentrestance og om genoptagelse af et således udelukket medlem. Ethvert medlem har pligt til at underkaste sig voldgiftsretternes jurisdiktion og kan ikke ved at udmelde sig af foreningen unddrage sig den eller opfyldelsen af en kendelse, som er overgået et medlem. Ved Voldgiftsretternes behandling af sagen opfordres parterne til at give møde med hver deres tillidsmand (medlem af Dyrlægeforeningen), men parterne har også ret til at møde med en advokat. Efter forhandling mellem parterne og deres tillidsmænd, træffer retten bestemmelser om, hvorledes sagen skal forberedes og oplyses. Retten kan pålægge parterne at tilvejebringe oplysninger og om fornødent ved bevisførelse ved de almindelige domstole, ligesom retterne selvstændigt kan indhente oplysninger og tilkalde særlig sagkyndig herunder juridisk bistand. Voldgiftsretterne kan tillige beslutte, at give parterne lejlighed til en skriftlig forberedelse af sagen med udveksling af korte indlæg, der sendes til retten gennem tillidsmændene. Efter forberedelse af sagen indkalder Voldgiftsretterne parterne og deres tillidsmænd til møde, hvor de får lejlighed til at udtale sig om sagen. Ved afslutningen af mødet optages sagen til kendelse. Voldgiftsretternes kendelser er endelige og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, og afgørelsen kan ikke gøres til genstand for kritik i presse eller på møder i foreningen eller i dennes organisationer eller selskaber. Foruden at afgøre det spørgsmål, som sagen handler om, kan voldgiftsretterne idømme bøder på indtil 50.000 kr., og de kan påbyde parten bestemte handlinger eller undladelser. Opfylder parten ikke voldgiftsretternes kendelse, kan hovedbestyrelsen beslutte, at vedkommendes medlemskab skal fratages. Den Danske Dyrlægeforening oplyser, at Voldgift og Overvoldgift inden for de seneste ti år kun har været anvendt en gang hver. 2.3.4 Offentliggørelse af afgørelser Voldgiftsretternes kendelse meddeles parterne og Dyrlægeforeningens hovedbestyrelse, der offentliggør kendelsen i foreningens medlemsblad, medmindre Voldgiftsretterne særligt bestemmer, at offentliggørelse ikke skal finde sted. Eventuel offentliggørelse 8

sker ikke med navns nævnelse men offentliggøres på en sådan måde, at det ikke vil være muligt at identificere parterne. Den Danske Dyrlægeforening oplyser, at offentliggørelse har fundet sted men ikke i alle sager. 2.4 Tandlægeforeningen Tandlægeforeningens generalforsamling har fastsat etiske og kollegiale regler for tandlæger, og reglerne har tre hovedformål. De skal være med til at sikre: 1. at befolkningens forventninger til tandlægers faglige etik opfyldes 2. at tilliden til den danske tandlægestand styrkes 3. at tandlægegerningen i Danmark udøves samvittighedsfuldt. Samtidig skal de sikre gode kollegiale forhold mellem tandlæger og bidrage yderligere til befolkningens tillid. De etiske regler beskriver forholdet mellem tandlægen og samfundet, tandlægen og patienterne, tandlægen og offentligheden, myndigheder, tandlægen og klinikpersonalet og tandlægen og fagligheden. Det er blandt andet regler om, at tandlæger skal bevare sundhedstilstanden hos sine patienter, rådgive og vejlede patienter, information til patienter, videregivelse af oplysninger om patienter og om retten til at deltage i den offentlige debat om odontologiske forhold. De kollegiale regler beskriver forholdet mellem tandlægen og kollegerne. I reglerne beskrives blandt andet, at en kollega, dennes arbejde eller metoder ikke må omtales unødigt kritisk, at tandlægen skal orientere kollegaen, hvis der indgives en klage over vedkommende til en offentlig myndighed over tandlægens virksomhedsudøvelse/embedsførelse. Derudover fremgår det, at tandlæger, der bliver opmærksomme på, at en kollegas virke har haft eller kan have skadelig virkning på patienter eller andre, bør indberette det til kredsbestyrelsen, som herefter varetager det videre forløb. De etiske og kollegiale regler gælder medlemmer af Tandlægeforeningen, og man kan kun klage, hvis man har en retlig interesse. Klage over en tandlæges overtrædelse af de kollegiale eller etiske regler indbringes for Kredsbestyrelsen. 2.4.1 Kredsbestyrelsen Kredsbestyrelsen foretager undersøgelse af sagen og forsøger at forlige parterne i en klagesag. Kredsbestyrelsen består af tandlæger i de forskellige lokale kredse. Repræsentantskabet udpeger kredsbestyrelserne. Beslutter Kredsbestyrelsen at afvise eller henlægge sagen, kan en af parterne vælge, at sagen skal indbringes for Forretningsudvalget (FU). Kredsbestyrelsen og hovedbestyrelsen kan beslutte at tage en sag op af egen drift og forelægge den for Forretningsudvalget eller et ad hoc nedsat udvalg, som FU har bemyndiget. Kan Kredsbestyrelsen ikke forlige sagen, oversendes den til FU, der ad hoc kan bemyndige andre til at forestå behandlingen af sagen. Det er en ad hoc udpeget person, der forestår den konkrete behandling afhængig af sagens substans, for eksempel har en biskop været brugt som mediator. Kredsbestyrelsen kan alene udtale sig om sagens overholdelse/ikke overholdelse af de etiske og kollegiale regler, og kan ikke give anden form for sank tion. 2.4.2 Forretningsudvalgets og hovedbestyrelsens behandling af sager Forretningsudvalget består af en formand og to næstformænd, som alle er tandlæger og udpeget af bestyrelsen. Bestyrelsen er valgt på Tandlægeforeningens generalforsamling. Forretningsudvalget og hovedbestyrelsen behandler sager fra Kredsbestyrelsen, og behandlingen af sagerne foregår skriftligt. Forretningsudvalget har også mulighed for af egen drift at tage en sag op. Overtrædelse af de etiske og kollegiale regler sanktioneres med en påtale, pålæg om personlig udviklingsplan, ikendelse af bod op til 10.000 kr. eller offentliggørelse af sag i anonymiseret, principiel form. Derudover kan FU beslutte at indstille til hovedbestyrelsen, at: en sag offentliggøres i Tandlægebladet med navn, en behandlet sag indbringes for Sundhedsstyrelsen eller en behandlet sag indbringes for Tandlægeforeningens voldgiftsret med påstand om ikendelse af bod på mere end 10.000 kr. eller med påstand om eksklusion. Eksklusion kan for eksempel begrundes med grov overtrædelse eller gentagne overtrædelser af foreningens etiske eller kollegiale vedtægt eller, at et medlem gentagne gange har været underlagt skærpet tilsyn fra Sundhedsstyrelsen eller har fået frataget sin autorisation. Eksklusionen kan være tidsbegrænset eller permanent. FU s og Hovedbestyrelsens afgørelser er bindende og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed. 9

2.4.3 Voldgiftsret Voldgiftsretten behandler sager efter indstilling fra Tandlægeforeningens bestyrelse, når der er påstand om ikendelse af bod på mere end 10.000 kr. eller påstand om eksklusion. Voldgiftsretten er nedsat i Østre Landsret og består af en landsdommer, som er formand og to tandlæger valgt på generalforsamlingen. 2.4.4 Offentliggørelse af afgørelser Forretningsudvalget kan træffe beslutning om offentliggøres af afgørelsen i anonymiseret, principiel form. Hovedbestyrelsen kan beslutte, at en sag offentliggørelse med navn i Tandlægebladet. Tandlægeforeningen har telefonisk oplyst, at de ikke har offentliggjort en sag i anonymiseret form eller med navn i hvert fald de sidste 15 år. 3. Beskrivelse af Lægeetisk Nævns praksis 3.1 Lægeetisk Nævns praksis I dette afsnit beskrives, hvordan Lægeforeningen har indrettet sin selvjustits i regi af Lægeetisk Nævn og Voldgiftsretten. Der foretages en gennemgang af, hvordan Lægeetisk Nævn og Voldgiftsretten er indrettet, hvem og hvad der kan indberettes, hvad de to instanser kan træffe beslutning om osv. I gennemgangen af praksis for Lægeetisk Nævns sager og Voldgiftsretten, vil der særligt blive lagt vægt på de sager, hvor Nævnet har statueret overtrædelse af sagerne (påtaler) og de sager, hvor Voldgiftsretten har omgjort Nævnets sager. Det er ikke muligt i ikkeoffentliggjorte sager at referere fra sager, hvor det f. eks. gennem citater eller lignende bliver muligt at genkende eller finde frem til sagens parter, da sagerne er tavshedsbelagte. Med udgangspunkt i en gennemgang af alle afgørelser fra Lægeetisk Nævn og Voldgiftsretten i perioden 2005-2014 beskrives, hvilke etiske og kollegiale regler de to instanser har truffet afgørelse om, og om afgørelserne er blevet offentliggjort. Lægeetisk Nævn har i perioden 2005-2014 truffet afgørelse i 34 sager, hvor Nævnet har taget stilling til, om der er sket en overtrædelse af Lægeforeningens etiske eller kollegiale regler. Flere af sagerne har indeholdt flere bestemmelser om de etiske eller kollegiale regler, og afgørelserne har i langt hovedparten af sagerne omhandlet bestemmelsen om interkollegial kritik, som er beskrevet i de kollegiale regler 3 og lyder: 3. Interkollegial kritik Stk. 1 Finder en læge, at en kollega må antages at drive uforsvarlig lægegerning, bør henvendelse herom sædvanligvis efter forudgående kontakt med vedkommende læge rettes til sundhedsmyndighederne. Er et medlem i tvivl om, hvorvidt en mistanke om uforsvarlig lægegerning er tilstrækkelig til at begrunde en henvendelse til myndighederne, bør vejledning indhentes hos Lægeforeningen. Stk. 2 Ved fremsættelse af faglig kritik i øvrigt af en kollega bør lægen almindeligvis forinden orienterer vedkommende kollega herom. Stk. 3 Ved fremsættelse af kritik af en kollegas lægelige virksomhed bør kritikken udformes på en sådan måde, at kritikken ikke skaber unødig utryghed eller mistillid hos patienter, pårørende eller i offentligheden. En læge bør derfor i almindelighed ikke over for patienter og disses pårørende fremkomme med nedsættende udtalelser om en kollegas faglige kvalifikationer. Bestemmelsen i 3, stk. 1 om uforsvarlig lægegerning har været behandlet i fem sager i Lægeetisk Nævn, hvor Nævnet i samtlige sager har afgjort, at bestemmelsen ikke var overtrådt. Bestemmelsen i 3, stk. 2 om orienteringspligt har været behandlet i 19 sager i Lægeetisk Nævn, hvor Nævnet i 13 af sagerne har vurderet, at bestemmelsen ikke var overtrådt, mens den i fem af sagerne har vurderet, at bestemmelsen var overtrådt. Nævnet har i en sag præciseret formålet med bestemmelsen, og udtaler, at formålet er at sikre, at en læge ikke pludselig skal konfronteres med en faglig kritik uden at få mulighed for at forberede sig eller på anden måde forholde sig til kritikken. Bestemmelsen i 3, stk. 3 om ikke at skabe unødig utryghed eller mistillid har været behandlet i 23 sager i Lægeetisk Nævn, hvor Nævnet i 19 af sagerne har vurderet, at bestemmelsen ikke var overtrådt, mens den i fire af sagerne har vurderet, at bestemmelsen var overtrådt. I en sag har Nævnet udtalt, at der i den offentlige debat skal være vide rammer. Dog stilles visse krav til tonen i en debat mellem læger om et sundhedsfagligt emne for ikke at skabe unødig utryghed eller mistillid hos patienter, pårørende eller i offentlig- 10

heden. Nævnet udtaler, at i den pågældende sag var udtrykkene fremsat i en unødig nedsættende form. I en anden sag vedrørende spørgsmålet om interkollegial kritik 3, stk. 3 kritiserer Nævnet, at der i den offentlige debat er fremsat urigtige oplysninger om en læges faglige funktion i en nedsættende tone, og det ligger ud over, hvad en læge skal tåle. Sagen blev senere ændret af Voldgiftsretten, som frifandt lægen for kritik. Voldgiftsretten lagde vægt på, at kritikken primært indeholdt en kritik af sundhedspolitisk karakter, og ikke en faglig kritik, som var egnet til at svække befolkningens, patienters eller pårørendes tillid til lægens lægefaglige virksomhed. Lægeetisk Nævn har ikke behandlet andre sager i perioden om andre bestemmelser i de kollegiale regler end bestemmelsen i 3 om interkollegial kritik. Derimod har nævnet behandlet 12 sager om de etiske bestemmelser, hvor nævnet i 11 af sagerne vurderede, at de etiske regler ikke var overtrådt og i en sag vurderede, at de etiske bestemmelser var overtrådt. De 11 sager, hvor de etiske regler ikke var overtrådt, drejede sig om bestemmelsen i 7 om lægelige uafhængighed, habilitet, 10 om seksuelle relationer mellem læge og patient, 12 om ret/pligt til at deltage i den sundhedspolitiske debat og 2, stk. 1, 1. pkt. Den ene sag, hvor nævnet vurderede at de etiske regler var overtrådt, drejede sig om bestemmelsen i 2, stk. 1, 1. pkt., som lyder: En læge er i sin gerning forpligtet til at medvirke til at forebygge sygdomme og fremme sundhed. Der har i perioden kun være én sag, som er afgjort med dissens. 3.1.1 Sager rejst at egen drift Lægeetisk Nævn har i henhold til Nævnets forretningsorden mulighed for at rejse en sag af egen drift. I den undersøgte periode er det sket én gang, men der var tale om otte forskellige personer omhandlende samme sag, dvs. i otte sager. I perioden 2005-2014 har der været indbragt to ankesager fra Lægeetisk Nævn om de etiske og kollegiale regler. I den ene sag havde Lægeetisk Nævn truffet afgørelse om, at bestemmelsen om interkollegial kritik, ( 3, stk. 2 og stk. 3), var overtrådt. Voldgiftsretten ophævede i det hele Lægeetisk Nævns afgørelse. Som omtalt oven for, lagde Voldgiftsretten vægt på, at kritikken primært indeholdt en kritik af sundhedspolitisk karakter, og ikke en faglig kritik, som var egnet til at svække befolkningens, patienters eller pårørendes tillid til lægens lægefaglige virksomhed. Der kunne af den grund heller ikke udtales kritik efter bestemmelsen om manglende orienteringspligt. I den anden ankesag havde Lægeetisk Nævn truffet afgørelse om, at bestemmelserne i de etiske reglers formålsparagraf ( 1, stk. 1 til stk. 3) og 7 om lægelig uafhængighed, habilitet m.v. og bestemmelsen i de kollegiale regler om interkollegial kritik ( 3, stk. 3) ikke var overtrådt. Voldgiftsretten ændrede Lægeetisk Nævns afgørelse for så vidt angik bestemmelsen om interkollegial kritik og fastslog, at bestemmelsen var overtrådt. Voldgiftsretten lagde vægt på, at udsagn fremsat i en avis om på vanlig paranoid vis fører Gøtzsche sig frem med eksempler på, hvordan den fæle medicinindustri snyder og bedrager både patienter og det offentlige og Risikoen ved Gøtzsches proportionsforvrængende paranoia, var i strid med de kollegiale reglers 3, stk. 3. Voldgiftsretten lagde vægt på, at udsagnene må anses for unødigt krænkende og nedsættende og egnede til i offentligheden at så tvivl om Peter Gøtzsches personlige og faglige kvalifikationer og i sammenhængen også hans lægefaglige virke. 3.2 Offentliggørelse af Voldgiftsrettens afgørelser Lægeforeningens bestyrelse kan beslutte, at Voldgiftsrettens kendelse skal offentliggøres i Ugeskrift for Læger. Den ene af Voldgiftsrettens to sager er offentliggjort i Ugeskrift for Læger. 3.1.2 Offentliggørelse af Lægeetisk Nævns afgørelser Ifølge Lægeetisk Nævns forretningsorden fremgår det, at det af Nævnets afgørelse skal fremgå om, og i givet fald i hvilken udformning, en afgørelse skal offentliggøres. Lægeetisk Nævn har i den undersøgte periode ikke offentliggjort afgørelser med navns nævnelse. Der er i perioden kun offentliggjort én sag, hvor offentliggørelsen er sket i en generel og anonymiseret form, og hvor den samlede kendelse derfor ikke er offentliggjort. 3.1.3 Praksis for Voldgiftsrettens afgørelser En sag afgjort af Lægeetisk Nævn kan inden for en ankefrist på fire uger af sagens parter indbringes for Lægeforeningens Voldgiftsret. Voldgiftsretten afgør derefter en bindende afgørelse i sagen. 11

4. Særligt om whistleblowerordninger Indførelse af whistleblowerordninger er til debat i det offentlige, og Lægeforeningen bør i debatten om selvjustits forholde sig til, hvilken betydning det kan have i forhold til selvjustits. Det særlige ved whistleblowerordninger er, at de åbner op for anonyme indberetninger og kun omhandler sager af alvorlige forhold, for eksempel forhold, der kan få betydning for arbejdspladsen, eller som kan have afgørende betydning for enkelte personers liv eller helbred, for eksempel mistanke om alvorlig økonomisk kriminalitet. Det vil typisk være sager, som i mange af tilfældene rummes inden for straffelovens bestemmelser, som bliver omfattet af en whistleblowerordning. Sådanne sager kan håndteres internt i organisationen, men kan også bliver eksponeret i medierne. I den henseende adskiller de sig ikke fra andre sager af mere alvorlig karakter, som undertiden er fremme i pressen. Imidlertid kan indførelse af whistleblowerordninger i flere instanser betyde, at flere af de alvorlige typer af sager kan risikere at blive kendt på den ene eller anden måde. Alvorlige sager i medierne vil kompromittere lægestanden og kan medføre et pres på lægestanden til at håndtere de konkrete sager i regi af Lægeforeningens etiske og kollegiale regelsæt. Som de etiske og kollegiale regler er i dag, kræver det, at der indgives en klage over den enkelte læge, eller at Lægeetisk Nævn tager sagen op af egen drift, for eksempel fordi sagen har været eksponeret i medierne. Det vil imidlertid ikke være muligt, hvis sagen samtidig håndteres i f.eks. det strafferetlige system, da Lægeetisk Nævn ifølge dets forretningsorden ikke kan behandle en sag, der er indbragt for domstolene, så længe sagen behandles der. Det bør derfor indgå i Lægeforeningens overvejelser om selvjustits, at der kan komme et pres på foreningen i forhold til selvjustits i disse typer af sager, og hvordan selvjustitsen i regi af de etiske og kollegiale regler og Lægeetisk Nævn/Voldgiftsretten praksis kan håndtere dem. 5. Særligt om offentliggørelsesordninger Lægeforeningens bestyrelse har ifølge bestemmelserne mulighed for at beslutte, at en afgørelse truffet af Voldgiftsretten skal offentliggøres, ligesom Lægeetisk Nævn af sig selv kan beslutte at offentliggøre en afgørelse. Som analysen af Lægeetisk Nævns og Voldgiftsretten viser, har hverken bestyrelsen eller Lægeetisk Nævn haft tradition for at offentliggøre afgørelser om overtrædelse af Lægeforeningens etiske og kollegiale regler. I forhold til en drøftelse af en eventuel offentliggørelsesordning bør særlige problemstillinger herunder fordele og ulemper iagttages. Det er særligt følgende: Skal offentliggørelsesordningen være systematisk eller skal afgørelser offentliggøres efter en konkret vurdering? Hvis der skal være en systematisk offentliggørelse, bør man forholde sig til følgende: 1. Er der konkret behov for, at offentliggørelsen sker med navns nævnelse eller kan udledes af det offentliggjorte? 3. Er der særlige standsmæssige eller samfundsmæssige hensyn, der taler for at etablere en systematisk offentliggørelse? 4. Er de særlige hensyn under pkt. 3 så tungtvejende, at hensynet hertil vejere tungere end hensynet til at beskytte lægens navn mod offentliggørelse? 5. Er der klare regler/instrukser til formkravene for offentliggørelsen, jf. lægens retsikkerhed? 6. Vil der være færre læger, der indbringer sager om påstand om overtrædelse af etiske eller kollegiale regler, hvis lægens navn altid eksponeres? Hvad vil det betyde for Lægeforeningens selvjustits? Derudover bør Lægeforeningen også forholde sig til, om en offentliggørelse vil få karakter af en gabestok, som Lægeforeningen i andre sammenhænge ikke har været fortaler for. 2. Kan en offentliggørelse være særlig indgribende og derfor tale mod en offentliggørelse? 12