Inle lake Burma 31.okt.09 Selv skyerne på himlen bevæger sig langsomt. Fred, ro, stilhed og natur det er hvad jeg hører, ser og føler. Solens stråler rammer den gyldne top af en stupa på bjerget, mens morgendisen driver mod sin opløsning og giver plads til endnu en varm varm dag. Ude på søen ses de små fiskerbåde og enkelte lange både med motorer høres i stilheden, Inle Lake er ved at vågne. MYANMAR Det er vanskeligt at mene noget entydigt om dette land. Jeg ser meget simpelt liv ikke mange maskiner eller andre mekaniske hjælpemidler. Mennesker som blot arbejder i et roligt tempo for at skaffe den daglige føde. Alting foregår næsten med håndkraft. Nogle få motoriserede maskiner ses på markerne, men generelt foregår markarbejdet med vandbøfler foran redskaberne. Et par enkelte omrejsende tærskeværker, meget simple, så vi da men selve høstarbejdet foregik med segl og stråene samledes med hænderne. Riskornene blev tørret på presenninger lagt ud langs vejene. Vejarbejde, jo der var da nogle vejtromler, men basis for vejen, altså sten osv. blev lagt med håndkraft. Der er vejarbejde nok, vejenes forfatning er elendig, så gennemsnitsfarten er lav og man bliver rystet godt igennem. Vejene er så simple at der generelt sker store skader i regntiden, men i deltaregionen er der stadig skader efter cyklonen maj 2008. Markeder er der overalt, små markeder ude på landet hvor afgrøderne sælges i den lokale landsby, der var sandelig også et mobilt apotek, hvor produkterne var bredt ud på et tæppe på jorden. Selv på markederne i Yangon er det primært produkter til lokalbefolkningen der satses på og meget meget lidt på salg til turister. Sidst i oktober 2009. Ankomst til Yangon ja man skal jo have papirerne i orden. Bl.a. skal danskere have visum, Det kan man få via Myanmars ambassade i London eller man kan få det via et lokalt rejsebureau som har til speciale at arrangere ture for turister, der kommer til Burma. Nature Dream Travel & Tours kan absolut anbefales. De arbejder yderst professionelt og effektivt. Ved check in hos Bangkok Airways i Bangkok skal man vise det visa on arrival approval letter som vi havde modtaget fra Nature Dream Travel & Tours. Det betyder så at ved ankomst til Yangon går man gennem paskontrol og møder en repræsentant fra Nature Dream Travel & Tours som modtager dig og ordner formaliteterne omkring visa. Ud af lufthavnen hold da op trafikken overrasker, gamle biler, Store grønne parker, nedslidte huse som kunne trænge til en klat maling på facaden og sikkert heller ikke er for pæne indeni.
En del trafik men ingen motorcykler og ikke noget med at bruge hornet. Regeringen har forbudt motorcykler og brugen af hornet i Yangon. De fleste biler er bestemt ikke af nyere dato, der er rigtig mange taxi er de fleste næsten ved at falde fra hinanden, men de kører og det er billigt. Der er ikke så mange private personbiler men en del varevogne. Og så de overfyldte busser. Hotel Summit Park View kan anbefales, både prismæssigt, servicemæssigt og geografisk er det et godt valg. Afstande kan være lidt store i Yangon, men de gamle slidte taxi er gør det let at komme omkring til en billig penge. Fra Summit Park View og ned til floden koster ca. 1,5 2 US $. De fleste ER noget gammelt skrammel, men de kører! I centrum, fra Sule pagoden og ned mod floden samt naturligvis i og omkring det store marked, er der boder og masser af liv på gaderne. Der er ikke særligt mange turister og de sælgende er ikke så agressive og vedholdende som mange andre steder i verden, men det er åbenlyst at de fleste mennesker her ikke har meget mere end til dagen og vejen og måske knapt til det. Ofte ses munke en eller flere sammen de er ude og samle ind til deres mad og går syngende fra bod til bod/forretning til forretning. Vi mødte nogle tiggere på og omkring det store marked, men det er faktisk ikke så mange. Blandt velstillede er det åbenbart fint at holde bryllupsreception på et hotel. På Summit Park View så vi den ene reception a 2 timer afløse den anden, med gavebord ved hotellets indgang, og så kaffebord. Vi syntes vi skulle se hvad der er på den anden side af floden og tog ned til Pansordan anløbsstedet. Sikke et mylder af mennesker, men vi kunne nu ikke købe billet sådan uden videre, vi skulle ind på kontoret og så blev der udskrevet en billet, behørigt med pasnummer og navn. US $ 1 pr. Person pr. Vej. Færgen var stor og overfyldt specielt på udturen. Turen over floden tager vel ca. 5 min. Og så er man faktisk rigtigt langt ude på landet.
BAGAN Af en eller anden grund afgår indenrigsfly oftest meget tidligt om morgenen, men OK så får man da en dag ud af det. Flyet Yangon Bagan blev pludseligt flyttet så afgang var ½ time tidligere end det fremgik af flyplanen. Vi var jo klar så ikke noget problem før ankomst Bagan, hvor guiden så ikke var klar over at vi kom tidligere. Vi ventede lidt og han dukkede op. Bagan lufthavn er, som også andre indenrigslufthavne ikke meget mere end en bred landevej og forpladsen foran bygningen kan vel bedst sammenlignes med en smal rasteplads. Da vi stod ud af flyet og skulle gå til ankomsthallen. UPS!! Så landede næste fly og det virkede ikke som om der var meget mere end et par meter mellem os vingespidsen af det landende fly, Hovsa! Nå jamen de er jo nok vant til at det foregår sådan. Køreturen fra lufthavnen ind til Hotellet Myanmar Treasure Resort blev fantastisk når man ser ud af bilens vinduet ser man toppe af templer overalt på begge sider af vejen. Det ER helt utroligt og snukt. Besøg i de vigtigste templer gav nu ikke så meget nyt, men flotte er de da. Den helt store oplevelse er absolut solnedgangen observeret fra toppen af et tempel. Jeg tror endda at man burde blive til det er helt mørkt så man får alle nuancer med. Fantastisk med alle templerne spredt ud over sletten og med solens sidste stråler som får de mange røde mursten til at lyse med en helt overnaturligt glød. Heho Buddha hulerne og Inle søen. Heho lufthavn. Ved ankomst, her, som i Bagan, skulle temperaturen checkes, et termometer på panden og så fik man lov at komme ind, hvad mon der ville ske hvis temperaturen var for høj? Ja ja men de skal vel passe på med det her svineinfluenza som nu har fået kodenavn H1N1 (er det vist). Hold da helt op hvor det bumper når man bliver kørt ad de lokale hovedveje! Bevares der er ikke megen trafik, men vejene er da så sandelig hullede så det vil noget. Fra Heho lufthavn til de fantastiske huler i Pindaya, med tusindvis af Buddhaer, tager det ca. 2½ time gennem flotte landskaber hvor risen høstes med segl og marken pløjes med vandbøffel foran ploven. Undervejs ses en del stammefolk i deres traditionelle påklædning. Jo der er enkelte lastbiler eller næsten lastbiler. Køretøjer som kunne ligne en landbrugs vogn som så har fået bygget en åben motor i forenden, Jamen det virker jo!
Mange lokale kører deres afgrøder på oksekærrer til opsamlingssteder hvor de så læsses på lastvogne og køres til de større byer. Det er turen værd at komme op til hulerne. Søen jeg blev lidt skuffet ved ankomsten til anløbsbroen. Vi sejlede lang tid gennem kanaler omkranset af siv og det varede længe før vi kom ud til frit vand. Foran hotellet Myanmar Treasure Resort, lå der også masser af planter på vandet, men smukt og stille var det. Da det var mørkt ved ankomsten kunne man så heller ikke se så meget, men blev imponeret over at bådførerne kunne finde vej gennem kanalerne i sivene. Myanmar Treasure Resort. Man bor i hytter som ligger på pæle i en rundkreds, med receptions-/restaurantbygning i den ene ende. Personalet ved når gæsterne kommer og står ved anløbsbroen med kolde vaskeklude og velkomstdrinks. Et godt og veluddannet personale er der på hotellet. Eneste anke kunne være at belysningen i værelserne er noget sparsom, og naturligvis, som alle andre steder, strømforsyningen er noget ustabil. Af og til fungerer generatoren ikke, men sådan er det, og det må man så vænne sig til. Inle søen er endnu en flot flot oplevelse. Fiskerne med deres specielle kurvenet og alle søens folks specielle måde at ro på åren op i armhulen og så ror man ved at bruge benet og hælen til at holde åren med. Det kræver helt sikkert mere end gennemsnitlig dansk balance at udføre dette uden at falde i vandet. De flydende haver smart!!! Vi har vores vækstkasser i flamingo hvor vi fylder vand i og lægger en sæk med spagnum ovenpå, så planter vi tomater, agurker, peberfrugter osv. men vi skal huske at fylde vand på. Inle søens flydende haver er bygget af flydende søplanter og bambusrør, herpå lægges søgræs og jord og hele herligheden tøjres til søbunden med bambuspæle, så kan der plantes og høstes, og man behøver ikke at huske på at fylde vand på. En flydende have er ca. 1 meter i tykkelse og ca. 1/3 stikker ovenfor vandet, så man dyrker ikke planter med rødder så lange at de kommer helt ned i søvandet.
I landsbyerne er der små værksteder med forskelligt kunsthåndværk, meget af den slags ting vi synes er til deciderede souvenirbutikker, men da også ganske smukke vævede stoffer, bl.a. silkestoffer og sølvsmedearbejder. En overraskende oplevelse var at se hvordan fibre trækkes ud af lotusblomstens stængel og laves til tråd som anvendes til at væve med. I søens sydvestlige ende besøgte vi et flydende marked. Uha- da her havde man fundet ud af mulighederne i turister de første små både og rigtig mange af dem, var ikke både med lokale frugter og grøntsager, næh nej små både fyldt med souvenirs, mange bestemt af allerværste slags, Det er ret svært at komme gennem denne bræmme af både, hvor indehaverne holdt godt fast i vores båd, så de var sikre på at vi nu fik set alle deres fortræffelige produkter, ting som det så ud til de mente at vi absolut ikke kunne leve uden. Jeg spurgte guiden fordi jeg blev forbavset over mængden af souvenirs i forhold til antal turister. Han sagde at vi er i begyndelsen af turistsæsonen, så derfor var der stadig ikke så mange turister endnu. Og så sagde han at når der viser sig et behov, jamen så kommer forsyningerne Det lærte jeg vist også på handelsskolen for mange år siden. Da det lykkedes at komme længere frem, så var der små både med lokale brugbare produkter og en del af markedet lå på land. Det var hyggeligt at besøge og bl.a. se et apotek oprettet på et tæppe på jorden. I samme område ligger så nogle seværdige og smukke tempelruiner. Inn Dein. Vi sejlede et godt stykke tid op ad en lille flod. Lagde til og gik så op mod templerne, ikke langt fra anløbsstedet var der tempelruiner som vakte interesse. De var meget anderledes end hvad vi ellers havde set og ledte tanken hen på figurer fra Ayuthaya i Thailand. I følge guiden ikke så mærkeligt da hans forklaring var et en burmesisk konge havde erobret Ayuthaya og ødelagt byen og så havde han taget bygningshåndværkere og arkitkter (hvis det hed sådan, dengang?) med hjem og sat dem til at bygge noget tilsvarende her. Under en pause opdagede vi en lang båd ankomme med et større antal lokale stammefolk i traditionelle klæder, det er åbenbart normen at man klæder sig sådan, spændende at se som de forlod anløbsstedet med deres indkøb, eller hvad det nu var, i kurve på hovedet. Tilbage på hotellet hvor endnu en smuk solnedgang kunne nydes i den forunderlige stilhed som ligesom kommer samtidig med at dagslyset svinder hen. Det som igen og igen slår en er at der ikke rigtig ses nogen form for mekaniske eller andre maskinelle hjælpemidler. Både med motorer bevares de er der da, men de små robåde er i overtal. En af de små både skulle, fra ny, koste ca. 150-200 USD mens en af de større både med motor koster 2000-2500 USD afhængig af motorens størrelse. Fantastiske høje beløb her i landet, hvor den gennemsnitlige dagsløn er ca. 1-2 US $. Ngwe Saung stranden. Nu havde det jo været belejligt om man havde kunnet flyve til Pathein, men nej ruten var indstillet for tiden og så var det til Yangon og ind i bussen. Puhha den 5 timer der tales om er altså når vejene er iorden og ikke som lige nu. Muligvis stadig efterveer af cyklonen i 2007. Det har også, i perioder, været muligt at sejle
fra Yangon til Pathein jeg mener det var med en overnatning på skibet. Det lyder for mig som en spændende måde at foretage rejsen på, men ikke muligt for tiden. Jamen dog! Vi forlod Yangon ca. Kl. 13.00 og ankom til Ngwe Saung stranden og Hotel Myanmar Treasure Resort ca. 20.30. Langs vejen så vi masser af arbejdssjak i gang med vejarbejde, alting med håndkraft, så det tager sin tid og er givetvis ikke meget bedre når vi skal den anden vej om en uges tid, Det vi kom frem til fik os dog hurtigt til at glemme bekymringerne omkring turen tilbage. Og som en klog mand har sagt jeg har i mit liv gjort mig mange bekymringer, heldigvis er kun de færreste gået i opfyldelse så lad det nu komme som det vil, så tager vi det derfra. Der må findes hundredvis af kilometer fantastisk strand i Myanmar, vi så kun en bid af det, men det er så sandelig rigtig mange år siden jeg har oplevet tilsvarende. Med undtagelse af de lokale fiskere har man stranden helt for sig selv. Det var meget få turister vi så. Først i november 2009 Ngwe Saung stranden Her er så fredfyldt, så smukt en så lang strand, nogle lokale fiskere, motorcycler og oksekærrer som transporterer forskellige ting fra den ene ende af stranden til den anden. En atmosfære som totalt kan få mig til at glemme at der er en verden udenfor den rismark som ligger foran hotellet og bag pynterne i hver ende af stranden og så Bengalen, som vel må ligge på den anden side af den bengalske bugt? Min verden er lige nu og her rammet ind af disse grænser. Kystfiskeriet er en spændende foreteelse. En båd med en del mænd ombord sejler nettet ud fra kysten i en stor bue og så ind igen. Når det er på plads trækker en masse mennesker i hver sin ende og nettet nærmer sig langsomt kysten. Spændingen udløses først ganske kort tid før nettet er trukket helt på land, hvor man kan se små og store fisk springe rundt i og over vandet. Det ser ud til at fangsten fordeles sådan at de som har arbejdet nok, og deltaget i trækkeriet får deres del af fangsten, mens andre ser ud til at måtte betale en smule. Det er et hyggeligt skuespil som opføres flere gange dagligt. Jeg tror det er forskellige steder på stranden og sikkert de lokale som bor lige ud for hvor det foregår. Ved stranden ligger en lille landsby som har opdaget mulighederne i turismen, der er en del souvenirforretninger og restauranter. Restauranterne- eller restauranten
er ABSOLUT anbefalelsesværdig. Prisniveauet er på et niveau, som hjemme ville betyde at det ikke kunne betale sig at bruge tid på indkøb og opvask. Der er også forskellige små købmandsforretninger. En lille landsby hvor hovedgaden, som er en jordvej, støver gevaldigt. Vi hørte fra en und mand at hans familie tidligere havde boet på stranden, men regeringen havde flyttet dem til et sted lidt længere inde i landet, sikkert for at få frigjort land til hotelprojekter. Der var en del hotelprojekter, men flere var totalt gået i stå og skæmmede området en del. Optimismen omkring vækst i turisme havde åbenbarg været for høj. Nogle dage her ved stranden er fantastisk afslappende og en rigtig god måde at få oplevelserne fra turen rundt i Myanmar på plads og gøre sig nogle tanker om hvordan dette samfund fungerer. Turen tilbage til Yangon foregik i dagslys og var en god oplevelse, fantastiske småbjerge lige fra stranden og et godt stykke ind i landet, så var det ellers landbrugsområder med masser af aktivitet, det meste af vejen. Det bumpede stadig fantastisk meget, men som sagt, en god oplevelse. Det er ikke sidste gang vi har været i Myanmar.