Flakhaven: Flakhaven kan dateres tilbage til1200- tallet, men nævnes første gang i skriftlige kilder i 1496, hvor den fungerede som en af byens torvepladser. Efterhånden blev den tilmed en af landets største. Her handlede man blandt andet med tømmer, lerkar, træsko og kurve. Man mener, at Knud den Helliges kongsgård var beliggende tæt ved Flakhaven, ligesom byens tingsted lå her. Historiske kilder viser, at rådhuset siden 1480 har ligget på hjørnet af Vestergade og Flakhaven. Flakhaven har flere gange dannet rammen om historiske begivenheder i Odense. Det var bl.a. her, at H.C. Andersen den 6. december 1867 blev udnævnt til æresborger. Forud for Odenses 1000 års- jubilæum i 1987 blev pladsen omlagt, så den fik from af en svagt fordybet musling, efter inspiration fra rådhuspladsen i Siena, Italien, som også har fungeret som inspiration for Københavns Rådhusplads. Vestergade: Vestergade, som vel nok må betegnes som Odenses hovedgade, er en af byens absolut ældste gader, hvis ikke den ældste. Det vides ikke præcist hvor gammel den er, men den er en del af den meget gamle vej over Fyn fra bælt til bælt. Gaden nævnes i et dokument fra 1285 i forbindelse med oprettelse af et nyt gråbrødrekloster. Det danske navn Vestergade nævnes første gang i et dokument fra 1370. I 1700- tallet var Vestergade præget af de mange store gårde tilhørende købmænd, adelige, gejstlige og de ledende embedsmænd. Den rige købmand Peter Eilschow boede for eksempel i Vestergade 67 i en firelænget bindingsværksgård i to etager. På adressen Vestergade 59 boede stiftamtmand Henrik Bille Brahe i en toetages 16 fags bygning til gaden, med to etager og 20 fag i gården plus 56 fag udhuslænger. De store gårde blev i løbet af 1800- tallet og første halvdel af 1900- tallet brugt til værksteder, pakhuse, kornmagasiner og stalde, med butikker ud til Vestergade. Et godt eksempel er H.J.Hansens gård, der helt op til sidst i 1940'erne havde oplagring og forarbejdning i gården bag Vestergade 97-101. I løbet af 1900- tallet ændrede handelen i Vestergade karakter og blev til butikshandel med færdigvarer. Dermed var behovene anderledes, og de mange værksteds- og lagerbygninger forsvandt, især til fordel for de nu stærkt tiltrængte kundeparkeringspladser. Kongensgade: Kongensgade er anlagt i 1847. Landmåler og kammerråd T.Ø.Hillerup opkøbgte et par ejendomme på nordsiden af Vestergade og der blev anlagt en ny bred og fuldkommen snorlige gade, som adskilte fra Odenses andre smalle og krogede gader. Byrådet støttede vejens anlæggelse med brolægning og vandledning og så blev alle nybyggere fritaget for at betale ejendomsskat i 10 år. I 1851 fik gaden sit nye navn, Kongensgade, vistnok til minde om den nyligt afdøde kong Christian VIII.
De første huse i Kongensgade var indrettet til beboelse, men mod 1800- tallets slutning fik gaden stadig mere karakter af handelsgade. Masser af specialbutikker holdt efterhånden til i gaden, og forbrugsfesten efter 2. verdenskrig kunne også aflæses på de lange bilkøer, som kom til at præge gaden. Allerede i 1960'erne blev Kongensgade forsøgsvis omdannet til gågade i en kort periode, men forsøget mødte modstand fra de handlende, og Kongensgade kom ikke med i den første bølge af gågader i 1969. Først 15 år senere blev Kongensgade gågade på strækningen fra Vestergade til Vindegade. Og i 2002 blev også den sidste bid af gaden, den nordlige ende, omdannet til gågade. I den anledning opsattes skulpturen Hermes på stedet. Rosenbækken: Før i tiden levede rosenbækken ikke helt op til sit navn, da det var en stinkende bæk midt i byen. I dag er det en lækker ny bebyggelse. Odenses første renseanlæg var en rist. Den blev i 1792 placeret, hvor vandet fra rendestenene løb ud i Byens Bæk (Rosenbækken) mellem husene i Hans Jensens Stræde. Jernristen skulle forhindre større genstande i at slippe ud i bækken. Men det var fortsat tilladt for garverne at tømme deres kar i rendestenen. Kloakering var en fjern fremtid. Spildevandet fra byens huse og virksomheder flød via de åbne rendestene ud i bækken og i Odense Å, mens latrindyn- ger hobede sig op uden for Vesterport. Hygiejnen i Odense var som i andre byer elendig og stanken fra rendestenene ulidelig. H.J. Hansens Gård Vestergade: I 1829 grundlægger Grosser Jørgen Jacob Limkilde Købmandsgården i Vestergade i hjertet af Odense. I dag mere end 175 år senere - fungerer gården stadig som et indbydende og stilfuldt hjemsted for H.J.Hansen Vin A/S. I 1861 overtager sønnen Clemens Limkilde faderens købmandsforretning. Clemens Limkilde tager så småt fat på en specialisering af købmandsforretningen, for eksempel med knusning af krydderier, et kaffebrænderi og egentlig produkthandel. Efterhånden sættes handlen med klude, glasskår, ben og jern mere og mere i system. Produkthandlen udvikler sig eksplosivt, da Hans Jørgen Hansen overtager styringen af købmandsforretningen i 1888. Den nye indehaver, en fætter til Clemens Limkilde, ser for alvor de forretningsmæssige muligheder i at opkøbe og videresælge klude og ben. Mens kludene sælges til papirproduktion, bliver benmelet udnyttet i foderstofblandinger eller som tilsætningsstoffer i den kemiske industri. I løbet af 1890 erne bliver handlen med jern og metal en stadig vigtigere del af H.J.Hansens mere og mere professionaliserede forretningsgrundlag. Det skyldes ikke mindst en øget markedsføringsindsats med præsentation af jern og metal i varekataloget. Gamle hestesko, plove, smedejernsskrot eller zink til tøndebånd opkøbes fra kræmmere, lokale smede og små produkthandlere.
Når jern- og metalskrot er blevet oparbejdet, videresælges det til jernstøberier samt andre typer af jern- og metalindustrier. I 1930 erne udvides produkthandlen til også at omfatte en ophugningsplads for automobiler. Samtidig fører de stadigt stigende udvidelser til opkøb af mindre produkthandler. I 1939 opkøbes produkthandlen i Svendborg, og i 1942 opkøbes en tilsvarende produkthandel i Middelfart. I slutningen af 1940 erne flytter genvindingsindustrien ind på større plads ved Odense kanal. Her anlægger H.J.Hansen sit eget havnebassin til ophugning af skibe. Det indebærer i 1949 en historisk opgave: ophugningen af den danske fregat Peder Skram, hvis ildledertårn i 1951 opsættes ved Odense Havn. Tårnet bliver H.J.Hansens fremtidige vartegn, og kan ses den dag i dag. Ansgar Kirke: Ansgars kirke er en protestantisk kirke under Folkekirken. Kirken blev indviet den første søndag i advent 1902, og var den første kirke der blev bygget i Odense siden middelalderen. I slutningen af 1800 tallet var der en voldsom flytning fra land til by, og Odense voksede kraftigt. Omkring århundredeskiftet foranstaltede en kreds af Vesterbrokvarterets borgere en indsamling, og fik i løbet af to år samlet 100.000kr. ind - en imponerende indsats udført helt af private, og vel at mærke i en bydel, som fortrinsvis bestod af arbejdere og håndværkere. Under byggeriet modtog man mange gaver; bla. alterkalk, disk og kande, alterdug, kirkeur og endog kirkeklokkerne. Altsammen udtryk for at man gerne ville tage kirke og kristendommen med sig ind i den nye tidsalder. Fynske Livregiments kaserne på Sdr. Boulevard: Det fynske livregiment blev oprettet i 1614 efter den første dansk- svenske krig Kalmarkrigen. I de næste 377 år deltog regimentet i samtlige krige, som Danmark var involveret i. Regimentet blev endda udlånt til fremmed krigstjeneste. Første gang i 1689-98 til engelsk krigstjeneste i religionskrigen i Irland og bagefter mod franskmændene i Flandern. I 1699-1713 indgik regimentet i en styrke på 10.500 mand, som blev udlejet til engelsk- hollandsk krigstjeneste i den spanske arvefølgekrig. Efter 377 års tjeneste blev kasernen i Odense forladt. Munke Mose: I 1881 købte Odense Kommune arealet af Munke Mølles fabrikker, da man ønskede at friholde området for bebyggelse. Det var et lavtliggende mose- og engområde, som delvist blev anvendt til græsning og høslæt. I 1912 tilbød frøgrosserer Chr. Dæhnfeldt at betale 2/3 af anlægsudgifterne til et parkanlæg og kontaktede gartneren
Edv. Glæsel og bad ham udarbejde planer og overslag. Munke Mose anvendes hovedsageligt til spontant friluftsliv, dog undtaget faste traditioner som 1. maj- arrangementer og sidste skoledag. Legepladsen i mosen er særlig populær. Her er en række kendte små naturelementer som fugle, fisk, åkandeblade, brudelys og sommerfugle gjort store og anvendelige for leg. Det adelige Jomfrukloster: Klosteret var oprindeligt en bispegård. Bispegårdsanlægget med hovedhus og to sidefløje (muligvis af bygmester og billedskærer Frederik Klingebeck) skal være opført af biskop Jens Andersen i perioden 1504-1508. Under Grevens Fejde i 1536 led ejendommen en del skade. Efter Reformationen blev ejendommen en del af kronens gods og blev afhændet til storkøbmanden Oluf Bager i 1579. Ejendommen blev erhvervet af Jørgen Brahe i 1630. 1700 opnåede Karen Brahe fuldt ejerskab af ejendommen og i 1716 stiftede og indrettede hun jomfruklostret. Odense Kommune overtog ejendommen i 1972, hvorefter den formelle funktion som adeligt jomfrukloster ophørte. Det fredede anlæg er især interessant pga. sin rigdom på bygningshistoriske lag, der spænder fra senmiddelalderens krydshvælvede kælderlofter til 1700 og 1800- tals bygningsændringer med nedrivninger og tilføjelser. Ejendommens interiør er desuden rig på historiske lag med dekorationsbemalinger fra 1700 og 1800- tallet på både vægge og træværk, lag af historiske tapeter, overmalede kalkmalerier og bevaret rumudstyr som fx pejs, stuklofter, panelværker, døre og gulve. Anlægget har gennem årene flere gange været genstand for kulturhistoriske og bygningshistoriske undersøgelser med opmålinger og registreringer samt bygningsarkæologiske undersøgelser. I 1977 viste en lettere farvearkæologisk undersøgelse, udført af Nationalmuseet, betydende historiske dekorationslag i hovedbygningens interiører. Nedergade- Overgade: Møntergården set fra Overgade, gyden til højre for bygningen er Møntestræde.
Det er fra opgangsperioden i 1500- og 1600- tallet, at mange af de flotte gårde langs Nørregade, Overgade og Nedergade kendes, fx Møntergråden. Oluf Bager og Hans Mule var nogle af de rigeste købmænd i Odense og ejede vidtstrakte ejendomme både i byen og udenfor. Oluf Bager skulle efter sigende have været så rig, at han fyrede med kanelbark og kongelige gældsbeviser - det er dog ikke helt sandt, men fortæller om et samfund med særdeles langt fra rig til fattig. De rige købmænd var både den økonomiske og politiske elite, da de sad på mange af rådmands- og borgmesterposterne. Man arvede eller giftede sig ofte ind i bystyret. I løbet af perioden gik byrådet dog fra primært at bestå af købmænd, til også at inkludere den professionelle bureaukrat.